Postfaktuel kapitalisme
Af Werner Rügemer

Offentliggjort: 17. april 2017

Her gennemhulles det nye moderne begreb om det postfaktuelle samfund, og sættes i relation til de systematiske løgne som vi hver dag bombarderes med under kapitalismen,

Kapitalismen lyver så snart den åbner kæften. En kæft som åbner sig mange steder. I Tyskland er det ikke kun de førende medier og deres digitale vedhæng, men også de kommercielle pressebureauer, arbejdsgivernes PR-afdelinger, banker, medicinalindustri og våbenindustri. Det er partiernes og regeringens spindoktorer, EU kommissionens PR-afdeling, NATO og Verdensbanken, private og statslige og privat-statslige tænketanke, PR -bureauer, lobbyister, sociale medie-koncerner, arbejdsgiverfinansierede fonde og "borger-initiativer". Firmaer for strategisk kommunikation og ikke mindst de tusindvis af PR-ansatte i CIA, NSA og BND og de med dem forbundne og økonomisk understøttede journalister.

Men hvorfor lyver de? De repræsenterer de kapitalistiske arbejdsgivere og det vestlige kapitalistiske system. Det er et mindretals interesser på 0,1 %, og måske 5 % medløbere. Dette mindretals interesser fremstilles ikke som mindretalsinteresser, men fremstilles som almene interesser.

Og hvordan ser løgnene ud? De som kæfter op besværger demokrati, menneskeret, fri markedsøkonomi og lige ret for alle. Men disse værdier er deformerede så de nærmest er afskaffede. Når det tjener denne form for demokrati, så bliver demokratisk valgte politikere myrdet eller kuppet ved hjælp af fascistiske kræfter. Og postfaktuelt har vi stadigvæk demokrati.

Med denne form for menneskeret tilsidesætter man arbejds- og socialretten, og tilbage bliver fri meningsdannelse(organiseret af en vestlig stiftelse) og med lidt held også det frie valg af seksuel orientering. Og postfaktuelt har vi stadigvæk menneskerettigheder.

Når det handler om fri markedsøkonomi så kan en nationaløkonomi have magt over andre nationaløkonomier, store bil- og byggekoncerner kan presse deres underentreprenører til insolvens, så blodet springer, og vi har stadigvæk postfaktuelt fri markedsøkonomi og fri konkurrence.

Og når borgerrettigheder griber forstyrrende ind i profitten, så får investorer i såkaldte frihandelsaftaler klage- og handlemuligheder, medens borgere og lønmodtager intet får, og vi har stadigvæk postfaktuelt samme rettigheder for alle borgere.

Og hvordan kan det være, at alle samtidig lyver på samme måde, uden vi har et propaganda-ministerium? Den hemmelige tjeneste CIA løj, at regeringen Saddam Hussein i Irak havde masseudryddelsesvåben og ville angribe de vestlige værdier. Man kan forestille sig hvordan førende vestlige medier med en klæbrig patos om frihed underlagde sig CIA' s propagandaministerium.

Også PR-agenturet Hill & Knowlton bliver accepteret som propagandaministerium. De konstruerede løgnen om at irakiske soldater trak nyfødte ud af kuvøser og trampede på dem.

Også Wikipedia fungerer som en slags propagandaministerium: Indlæg om koncerner og VIP' s bliver overvåget af betalte, men camouflerede PR-bureauer. Mainstream-journalister skriver gerne af fra Wikipedia og kalder det research.

Og lyver så alle journalister? Nej, det er ikke nødvendigt. Selv når det er en vanepræget og tankeløs afskrift eller man har været under pres fra en chefredaktør, så er det stadig en løgn.

Journalister med SS-rang havde hetzet mod jøder og den kommunistiske fare og for et nazistisk Europa i aviser som Völkischer Beobachter, Munchner Neueste Nachrichten, Berliner Börsen-Zeitung eller Das Reich og fra Goebbels- og Udenrigsministeriet. Efter 1945 opnåede de især med amerikansk hjælp ledende stillinger i førende tyske medier som die Zeit, Welt, Christ & Welt, Süddeutsche Zeitung, FAZ, Stern og Spiegel. Fra hetzen for et nazidomineret Europa blev det nu til anbefalinger af et USA-domineret Europa. Efter 1990 hvor den sidste ”ufarlige fare” var forsvundet gennemførte CIA valgkamp for den gode, men korrupte og fordrukne Jeltsin, og i postfaktuel kontinuitet blev han på sin sidste rejse erstattet af Putin som et nyt skræmmebillede, da Putin ville forsvare sit lands ressourcer.

Fra det postfaktiske håndværk kommer som bekendt også denne løgn: ”Arbejdsgivere skaber arbejdspladser”. Ud fra en kort overvejelse synes det rigtigt. Men for det første så skaber arbejdsgivere fortrinsvis få arbejdspladser. For det andet skaber arbejdsgivere fortrinsvis stadigt ringere lønnede arbejdspladser. For det tredje afskaffer arbejdsgivere fortrinsvis igen flest arbejdspladser.

Andre kendte løgne er: Mindsteløn afskaffer arbejdspladser. Når staten sænker skatten for virksomheder og de rige, så opstår der nye arbejdspladser. Privatisering sikrer pensionen. Privatisering sikrer den offentlige økonomi. Krig mod narko begrænser brugen af narko. Med krigen mod terrorisme bliver terrorismen besejret.

Selskabet for det Tyske Sprog valgte ordet ”postfaktisk” som årets ord i 2016: ”Stadig større dele af befolkningen er i deres modvilje mod ”dem der oppe” parat til at ignorere kendsgerninger og endda beredvilligt acceptere løgne”. Vi kan stille denne definition fra løgnepressens eksperter på hovedet:

”Stadigt mindre befolkningsgrupper er i deres modvilje ”mod dem der nede”, parat til at ignorere kendsgerninger og åbenbart beredvilligt til at acceptere og producere løgne”.

Den vestlige kapitalisme er et faktum, som kun holder sig i live postfaktuelt. Enhver løgn som handler om magt er farlig. Derfor er det en demokratisk nødvendighed, at gøre dette faktum til et postfaktum.

Bragt efter aftale med det tyske tidsskrift Ossietsky og Werner Rügemer fra 7. januar 2017. Se www.ossietsky.net
Oversat af John Graversgaard