Ulighedens Dynamik
Af Göran Therborn

Offentliggjort: 17. april 2017

Ulighed er et moderne begreb. Forskelle i rigdom, magt og status - mellem rig og fattig, mænd og kvinder, unge og gamle - er selvfølgelig historiske. De store frelserreligioner - buddhismen, kristendommen, islam - skitserede forestillinger om lige menneskesjæle, forestillinger som undertiden kunne udvikle sig til en egalitarisme rodfæstet i denne verden, snarere end i den næste : den spanske præst Bartolomé de las Casas berømte forsvar af USAs indfødte befolkning for eksempel, eller de angelsaksiske abolitionisters kampagne mod slavehandel. Det gav inspiration til folkelige opstande, fra den tyske bondekrig i 1520'erne til de store Taiping- og Tonghak-oprør i det nittende århundredes Kina og Korea. En bibelsk inspireret talemåde - 'When Adam delved and Eve span, who was then the gentleman?’ - var populær på mange europæiske sprog. Men det moderne, sekulære begreb om lighed blev først smedet i løbet af den kamp det europæiske borgerskab førte mod det regerende aristokrati - en kamp hvor den officielle kirke og dens høje gejstlige, uanset hvilken variant af kristendommen de tilhørte, valgte aristokratiets side og senere betalte prisen i form af den unikke sekularisering af det meste af Europa.

Borgerskabets kamp fokuserede på eksistentiel lighed i dens juridiske form, og udfordrede aristokratiets privilegier og dets krav, mest iøjnefaldende i Frankrig, på at være en overlegen form for mennesker sammenlignet med almuen. Men denne borgerlige lighed mellem de besiddende og uddannede herrer i de atlantiske revolutioner blev snart udfordret og næsten udryddet af de voldsomme sociale polariseringer inden for den industrielle kapitalisme. Social ulighed trådte ind på den politiske arena - og den intellektuelle dagsorden. Men hvis lighed kan opfattes som det moderne venstres definerende værdi , som Norberto Bobbio påstår, var det inden for arbejderklassen, blandt progressive nationalister og feministbevægelser normalt indlejret i og underordnet andre begreber - frigørelse, befrielse, socialisme - eller fandtes side om side med konkrete krav om jobs, en retfærdig løn, social sikkerhed, seksuel frihed, national uafhængighed og så videre. Nu, hvor flere af disse begreber har mistet deres selvindlysende karakter, mens ulighederne forvandler sig til nye, mere aggressive former fordi de gamle institutionelle bolværk imod dem smuldrer, bliver kritik af ulighed og ønsker om lighed - forstået som en proces og en horisont snarere end en tilstand - mere central. Det var Amartya Sen, der i denne sammenhæng stillede spørgsmålet: 'Ulighed i hvad?' Og svarede: ‘I mulighederne for at fungere som menneske.' [1]Han gav dermed egalitarismen et bæredygtigt teoretisk grundlag, som var relevant både for sociale filosoffer, som var fortabt i Rawls utopiske nationalisme - det vil sige, den radikale utopi i hans Theory of Justice, og den filosofiske nationalisme i hans Law of Peoples - og moderne økonomer, som er lykkeligt uvidende ikke kun om Marx, men også om Ricardo.

Ifølge dette synspunkt er ulighed en historisk konstruktion. Under den nuværende globale orden er det meste af menneskeheden frataget muligheden for at realisere sit potentiale. Seks millioner børn dør hvert år inden de fylder fem år ; overlevelseschancerne for dem, der er født ind i verdens fattigste 20 procent, er kun halvdelen af, hvad de er for den rigeste femtedel. I Indien lider næsten halvdelen af befolkningen af fysisk og psykisk forkrøbling i barndommen, et handicap som mange aldrig vil overvinde. Også i Storbritannien er klassepåvirkningen af børn synlig, allerede når de når en alder på 22 måneder. I denne forstand er ulighed måske den største ’forbrydelse mod menneskeheden’. Sen’s tilgang er blevet statistisk kodificeret i Human Development Index, som er udformet af FN 's Udviklingsprogram, med fokus på faktorer som den forventede levealder, uddannelse og indkomst. I de senere år er UNDP også begyndt at beregne ulighed i udviklingen inden for nationer og regioner: Værst ser det ud i Afrika syd for Sahara, tæt fulgt af Sydasien; indkomstuligheden er størst i Latinamerika, uligheden i uddannelse værst i Sydasien og den forventede levetid mest ulige i Afrika syd for Sahara. [2]

En Pioner

I løbet af de sidste tyve år er uligheden igen blevet et vigtigt - eller i det mindste, ikke ubetydeligt -emne for økonomer, finanskrisen i 2008 satte det endda på dagsordenen på det kapitalistiske World Economic Forum i Davos. Inden for et US-domineret erhverv, har denne egalitære bølge i høj grad været drevet af europæerne - selvom mange af dem arbejder inden for amerikanske institutioner. [3] I mange år var den vigtigste talsmand inden for dette felt den Nuffield-baserede, Anthony Atkinson, en skarpsynet britisk empiriker; fra Frankrig kan man nævne udviklingsøkonomen, François Bourguignon, en tidligere cheføkonom i Verdensbanken, den økonomiske historiker, Christian Morrisson, økonom- og historikeren, Thomas Piketty og hans lejlighedsvise samarbejdspartner, Emmanuel Saez, som nu er ansat nu på Berkeley; af italienere findes de globale forskere, Giovanni Andrea Cornia, tidligere ansat hos UNICEF, og Andrea Brandolini; Vi bør også inkluderede velunderrettede hollandske økonomiske historikere, som Jan Luiten van Zanden.

Men for lægmænd med et globalt perspektiv er den mest interessante og vigtigste af disse uligheds-analytikere Branko Milanovic. Milanovic blev født i Jugoslavien i 1953 og uddannet som økonom ved Beograd Universitet, hvor hans tidligste forskning drejede sig om arbejdernes selvforvaltning. I sin ph.d.-afhandling, der blev afsluttet i 1987, undersøgte han den økonomisk ulighed i Jugoslavien ved hjælp af en banebrydende anvendelse af mikrodata fra husstandsundersøgelser. I begyndelsen af 90'erne flyttede han til USA, og arbejdede i Verdensbankens forskningsafdeling, og fra 1996-2007 har han undervist på John Hopkins University. Hans første større værk påviste den stigende ulighed i Østeuropa som fulgte genoprettelsen af kapitalismen der (det de liberale kalder 'overgangen fra plan- til markedsøkonomi'). [4] På City University of New York har Milanovic nu gjort sit navn kendt som en empirisk analytiker af den samlede globale økonomiske ulighed - i modsætning til f.eks Piketty, der koncentrerer sig om de nationale indkomstandele hos de rigeste 10 til 1 procent i udvalgte landes befolkninger.

I Milanovic 's bog, Worlds Apart, fra 2005 skelner han mellem tre forskellige former for global ulighed. Den første er baseret på en sammenligning mellem de forskellige lande i verden målt i BNP per indbygger. Dette ’FN’ mål for ulighed forblev stort set stabilt fra 1950 til 1980 - hvis vi ser bort fra en kort afvigelse omkring 1960, hvor en række afrikanske lande blev uafhængige og derfor blev medtaget i statistikken for første gang - og steg stejlt fra 1980 til 1995, for derefter at flade ud på et højt niveau. [5] I den anden form vægter man lande efter størrelsen af deres befolkninger, og giver på denne måde behørig vægt til lande som Kina og Indien. Ifølge dette mål har den globale ulighed været faldende siden tidsseriens start i 1952: Kinas vækstrate var negativ mellem 1913 og 1950, mens Indiens var tæt på nul, men fra 1950 til 1973, udgjorde de henholdsvis 4,9 og 3,5 pct. [6]

Milanovic’s mest originale bidrag var dog hans analyse af de primære data i Verdensbankens voksende arkiv af nationale husstandsundersøgelser til at kalkulere et tredje mål for den globale ulighed, som denne gang potentielt inkluderede alle verdens husstande; det var en tilgang, der ikke gik ud fra, at alle amerikanere eller kinesere fik den gennemsnitlige nationale indkomst. I stedet kan de rigeste kinesiske husstande placeres i den øverste globale 1 procent, mens indkomsten for den amerikanske arbejderklasse blot ville placere dem i verdens øverste 20 pct. Denne fremgangsmåde har gjort det muligt at forstå uligheder i lande og uligheder mellem lande inden for de samme rammer. [7]

Modsatrettede fremtidsudsigter

Milanovic’s seneste bog, Global Inequality, tilbyder nu et slående sæt teser om ulighedens mønster på globalt niveau, fulgt af overvejelser om dets fremtidige tendenser og politiske implikationer. [8] Ud fra hans analyse af data fra internationale husstandsundersøgelser fra 1988 til 2011- en periode kendetegnet ved høj globalisering, Sovjet-blokkens sammenbrud, Kina’s opstigning og den finansielle krise - giver Milanovic en bemærkelsesværdig beskrivelse af, hvordan verdens indkomst er blevet omfordelt over hele kloden (figur 1).

Figur 1: Relative gevinster i real per capita indkomst i forhold til globalt indkomstniveau,1988 -2008 (2005 internationale dollars)

Kilde : Milanovic,Global Inequality, p.11.

De relative gevinster i indkomst per indbygger er beregnet for hvert percentil af den globale befolkning, fra de fattigste til den rigeste ene procent. Der er to primære vindere. Den største gruppe A, repræsenterer dem mellem de 50. og 60. globale percentiler, dvs. den ’voksende middelklasse’ i Kina, Indien, Thailand, Vietnam og Indonesien. Deres indkomster er steget med 70 procent eller mere siden slutningen af 1980’erne - men som Milanovic bemærker, 'fordi de stadig er relativt fattige sammenlignet med de vestlige middelklasser, bør man ikke give dem samme midddelklassestatus (i form af indkomst og uddannelse), som almindeligvis forbindes med middelklassen i rige lande'. [9] De andre vindere, gruppe C, er den øverste ene procent, hvis indkomster er steget med omkring 65 procent. Halvdelen af disse er amerikanere, faktisk befinder de rigeste 12 procent af amerikanerne sig i verdens rigeste ene procent - og de fleste af de øvrige er fra Vesteuropa, Japan og Oceanien. De store tabere, gruppe B, som befinder sig ved den 80. percentil af verdens befolkning, er rigere end den fremvoksende asiatiske middelklasse; de er den amerikanske, europæiske og japanske arbejderklasse og lavere middelklasse.

Dette er det økonomiske grundlag for opstigningen i vækstøkonomierne i Asien, den folkelige vrede i Europa og USA, og arrogancen blandt verdens plutokrater. For at understrege dette viser Milanovic de absolutte gevinster i real per capita indkomst i samme periode. Hvis man sætter den samlede stigning i verdens realindkomst til 100, viser tallene, at 60 procent af denne stigning gik til verdens rigeste 5 procent - og igen klarer arbejderklasse husstandene i de udviklede kapitalistiske sig relativt dårligt (figur 2 ).

Figur 2: Den procentvise absolutte gevinst i real per capita indkomst, i forhold til globalt indkomst-niveau,1988.2008 (2005 internationale dollars)

Kilde: Milanovic, Global Inequality, p. 25

Milanovic fortsætter med at udforske disse dynamikker i detaljer, idet han først undersøger de 'klasse-baserede' tendenser i indkomstfordelingen inden for de enkelte nationer, og derefter de 'lokalitetsbaserede' udviklinger - landenes økonomiske frem- eller tilbagegang indenfor den internationale orden - før han kombinerer disse dimensioner for at skitsere den globale økonomiske uligheds historie i de seneste to hundrede år frem til eftervirkningerne af finanskrisen. Indtil begyndelsen af det nittende århundrede, hævder han, blev uligheden i de folkerige landbrugsøkonomier i overvældende grad bestemt af klasseforholdene : forskellen mellem rige og fattige - levestandarden for subsistens landmænd og deres herremænd - varierer med mindre end 20 procent fra land til land; indkomstniveauer var effektivt stagnerende og ændringer var i høj grad resultatet af udefrakommende 'ondsindede' faktorer som pest, hungersnød og krig. [10]Med fremkomsten af den kapitalistiske industrialisering i det nittende århundrede, drev skyhøje vækstrater i Europa og Nordamerika den internationale ulighed i vejret, efterhånden som stigende gennemsnitlige indkomster i den atlantiske verden distancerede resten af verden. Uligheden i den første bølge af industrialiserede kapitalistiske lande steg også i første omgang, takket være høje afkast på kapital og differentierede lønninger. Men omkring midten af det tyvende århundrede var klassebaserede uligheder indenfor de enkelte lande faldet til et historisk lavt niveau.

Milanovic antyder, at dette kun delvist skyldtes ’ondsindede’ faktorer, som Piketty lægger vægt på - og som Walter Scheidel for nylig har kaldt Den Store Udligner - destruktionen af aktiver i de to verdenskrige. [11]Af større betydning for det globale fald i den klassebaserede ulighed var den ’godsindede’ udfordring fra politisk organiseret arbejdskraft. ’Ulighed i indkomstniveau er, næsten per definition, resultatet af sociale og politiske kampe, der undertiden kan være voldelige’, skriver Milanovic; men disse kampe finder sted inden for ’et bredere økonomisk miljø’, med parametre, som sætter vilkårene for den globale handel, arbejdsudbud, kapitalrigelighed og tilgængeligheden af ressourcer. I midten af det tyvende århundrede hjalp stærke fagforeninger og arbejderpartier såvel som Sovjetunionens eksempel og militære magt med til at begrænse kapitalens magt overalt; selv US pressede på for at få gennemført radikale jordreformer i Den Kolde Krigs grænsestater som Japan, Sydkorea og Taiwan. [12] Samtidig var den økonomiske kløft mellem rige og fattige lande uden fortilfælde i verdenshistorien. Mange arbejdere i de udviklede kapitalistiske lande havde en højere indkomst end mellemledere og endda den øverste middelklasse i Asien og Afrika. I 1970, da uligheden mellem nationer var højest, var BNP per indbygger i USA 20 gange højere end i Kina, målt i internationale dollars. [13]

1980'erne og 90'erne bragte en anden tveægget forandring. Mens de atlantiske økonomier bremsede op, steg de kinesiske vækstrater med en dynamik, som Vesten aldrig havde opnået, og som kun blev overgået af Japan, Sydkorea og Taiwan i de foregående årtier, hvilket førte til en konvergens mellem nationale indkomstniveauer drevet frem af Asien; i dag er den amerikanske BNP per capita i internationale dollars knap fire gange større end Kinas. Samtidig begyndte uligheder inden for landene at vokse igen, især i Vesten efterhånden som serviceerhverv erstattede fremstillingserhverv, gennemsnitslønnen stagnerede mens de øverste indkomster og afkastet på spekulativ kapital steg, men også i Kina og den postkommunistiske verden. Ved hjælp af de nyeste tilgængelige data (2011), viser Global Inequality, at disse tendenser fortsatte og accelererede under den finansielle krise og den atlantiske verdens Store Recession, og styrkede skiftet i den økonomiske dynamik til Asien. [14]

Fremtidige tendenser

Hvad angår fremtiden for indkomstuligheden, ser Milanovic to vigtige tendenser. Den ene er en fortsættelse af den ’lokalitetsbaserede’ globale konvergens: selv om Kinas vækst skulle falde til 5 pct. vil landets BNP per indbygger matche EU-gennemsnittet omkring 2040. Han indrømmer dog, at konvergensen stort set er drevet af Asien, mens væksten i andre regioner har været mere ujævn. Fra et lavt udgangspunkt var det afrikanske BNP per indbygger i 2013 kun 1,9 gange større end i 1970 ; selvom Latinamerika var rigere til at starte med, er regionen ikke vokset nok til at nærme sig Europa og Nordamerika - hvorimod Asiens BNP per indbygger næsten er femdoblet i samme periode (tabel 1).

Tabel 1: Væksten i forskellige regioner mellem 1970 og 2013 (2005 internationale dollars).

Kilde : Milanovic, Global Inequality, p. 172.

Figur 3: Fordeling af verdens befolkning efter det reale BNP i det land de lever i , 2013.

Kilde: Milanovic, Global Inequality, p. 34

Vægtet i forhold til befolkningstallet er der stadig store huller mellem de nationale gennemsnits-indkomster (figur 3), og nogle økonomier vil sakke endnu længere bagud, herunder lande med en høj befolkningsvækst. Global lighed er ikke i sigte. Det er fortsat sådan, at den enkelte persons oprindelsesland har større betydning for dennes livsmuligheder end hvilken klasse, vedkommende er født ind i. Milanovic kalder dette en ‘statsborgerskabspræmie' : Hvis man er født i US, vil man vokse op i en økonomi med en gennemsnitlig nationalindkomst, som er 93 gange højere end den er i Den Demokratiske Republik Congo. [15] Ifølge Milanovic er den rationelle strategi for arbejdere under disse betingelser derfor migration: man kan fordoble eller tredoble sin løn, blot ved at flytte til et rigere land.

Den anden store tendens, han påpeger, er de cykliske udsving i den ’klassebaserede’ ulighed inden for de nationale økonomier. Den økonomiske udvikling i slutningen af det tyvende århundrede bevægede sig ud af den såkaldte Kuznets Curve - ifølge den ’formodning’, som dens skaber, Simon Kuznets, beskedent kaldte det, at den økonomiske ulighed først ville stige med den kapitalistiske udvikling og derefter falde; en global generalisering af vestlige erfaringer mellem midten af det nittende og midten af det tyvende århundrede. [16]Som Piketty, Saez og mange andre har påpeget, er uligheden steget støt i Vesten siden 1970'erne, og er vendt tilbage til niveauer, som sidst er set i Belle Epoque. Men i respekt for den afdøde mester foreslår Milanovic i stedet et cyklisk mønster af stigende og faldende ulighed, som han kalder Kuznets-bølger eller -cykler drevet frem af økonomiske og politiske faktorer. Efter hans opfattelse kan den aktuelle stigning i indkomstuligheden i Vesten ses som opsvinget af en Kuznets bølge nummer to, som primært drives frem af teknologi og det chok i forsyningen af arbejdskraft, der fulgte med åbningen af Kina og kommunismens fald, og af at den politiske begrænsning på kapitalen som kommunismen en gang repræsenterede er væk. I Den Kinesiske Folkerepublik stiger uligheden stadig i den første fase af landets første Kuznets-bølge, hvor industrialiseringen kombineres med overgangen fra socialisme til kapitalisme. I Kina håber Milanovic , at et strammere arbejdsmarked og pres for lønstigninger kan kompensere for de ’ondsindede’ virkninger af kapitalkoncentrationen og et rigidt politisk system, og føre til en ’godartet’ reduktion i uligheden efter Kuznet’s model. I US er en sådan udligning imidlertid ikke i syne. [17]Hans sidste forudsigelse ? ’Fordelene af globaliseringen, vil ikke blive jævnt fordelt.’

Grænser for tilegnelsen

Milanovic er en udpræget empirisk økonom - faktisk snarere samfundshistoriker og sociolog end en egentlig økonomisk teoretiker - hvis arbejde med data fra husstandsundersøgelser giver ægte fremskridt i vores viden om ændrede globale levestandarder. Hans vigtigste begrundelse for at studere uligheden er ’ at se, hvordan verden har ændret sig’, især i den seneste periode fra 1988 til 2011, om hvilken hans bog er essentiel læsning. Han er også en kritiker af vor tid, med et skarpt øje for kompleksiteten og en spåmand, hvis forudsigelser er formuleret i et velovervejet og forsigtigt sprog. Han mener, at det nuværende niveau i uligheden, i modsætning til situationen i 1917, ikke på mellemlangt sigt udgør nogen trussel mod kapitalismen som sådan. Men han identificerer to farer for den demokratiske kapitalisme: plutokrati - her henviser han til den amerikanske politolog Larry Bartels, hvis Unequal Democracy (2008) i detaljer beskriver, hvordan den besiddende klasse har erobret det amerikanske politiske system - og nativisme. Fordi Milanovic skrev sin bog før Trump’s sejr forbinder han det sidstnævnte med Europa, men den nye amerikanske regering er en slående kombination af plutokrati og nativistisk reaktion.

Global Inequality rejser en række begrebsmæssige, analytiske, metodologiske, politiske og sociale spørgsmål, hvoraf nogle få vil blive berørt her. Begrebsmæssigt rejser Milanovic’s arbejde et meget frugtbart spørgsmål : hvad er det maksimalt bæredygtige niveau af ulighed - eller udbytning? I teorien eksisterer denne grænse måske ikke : en tilstrækkeligt rigelig forsyning af tvangsarbejde gjorde det muligt at bygge den kinesiske mur eller pyramiderne i Giza uden at nogen behøvede bekymre sig om, hvorvidt arbejderne overlevede, så længe de kunne erstattes gennem slavetogter eller import. Ikke desto mindre er det spørgsmål, Milanovic stiller, meget centralt for enhver historie om uligheden - og på historisk kort sigt kan det være mere vanskeligt at besvare, end han antyder . Generelt kan vi sige, at jo rigere et samfund er, desto mere ulighed kan det indeholde; omgivet af massiv rigdom kan selv de fattigste leve af smulerne. De rigeste nationer i den moderne verden kunne sandsynligvis stadig fungere med en Gini-koefficient meget tæt på den maksimale - måske så højt som 99.

I et tidligere arbejde brugte Milanovic og hans medforfattere ufaglærtes løn som målestok for eksistensminimum for at beregne historiske ‘tilegnelsessrater’, eller det som marxister ville kalde udbytningsraten, det vil sige: forholdet mellem det overskud som tilegnes af den herskende klasse og værdien af landets samlede produkt, når befolkningens krav til leveomkostninger er fratrukket. I en række tilfælde - Mughal Indien i 1750, New Spain (Mexico) i 1790, det franske Maghreb i 1870, britisk Kenya i 1927, britisk Indien i 1947 - var udbytningsraten for den herskende elite omkring 100 procent af det maksimalt bæredygtige niveau; at kolonialismen var yderst indbringende for kolonimagterne og kun gav få om nogen økonomiske fordele for de koloniserede, understreges hermed kraftigt. [18]Vigtigst i denne sammenhæng er imidlertid ikke hvordan man præcist måler tilegnelsen i hvert enkelt tilfælde, men det lys sådanne beregninger kan kaste over nutidige kapitalistiske uligheder. Således var, for eksempel, indkomstuligheden i England i 1688 nogenlunde på niveau med hvad man kan se i USA i dag; men i det førstnævnte tilfælde var tilegnelsesraten over 60 procent af det mulige maksimum, mens det i det moderne USA er lidt over 40 procent - et mål for nutidens levestandard, selv i en tid hvor næsten 15 procent af amerikanerne modtager madkuponer.

Catching up

Som vi har set, skelner Milanovic mellem to forskellige mønstre for indkomstulighed: Kuznets-cykler, som virker inden for de nationale økonomier, og en ujævn proces af ’catching up’, der foregår landene imellem. Hvor nyttige er disse begreber - og hvad er forholdet mellem dem? Hvad angår Kuznets-afledte antagelser: set ud fra historien ville en satsning på at ulighed går op og ned tilsyneladende være en meget sikrere satsning end en forudsigelse af en uendelig udvikling i enten den ene eller den anden retning. Men det forbliver en antagelse, cyklerne mangler en ordentlig teoretisk underbygning. Er der nogen mærkbar logik i dem, ud over at de er resultater af klassekamp? På den anden side har forestillingen om Kuznets-cyklen den fordel at den ansporer til jagten på afgørende variabler som fremmer lighed, hvad enten de er ‘ondartede' - de to verdenskrige var afgørende faktorer i tendenserne til økonomisk nivellering mellem de deltagende magter - eller ' godartede' : egalitær politik, udbredelsen af uddannelse, en aldrende befolkning, en teknologiske udvikling som er gunstig for de lavtuddannede.

Global Inequality giver ingen forklaring på de forskellige mønstre i den internationale konvergens - Østasiens take-off, Latinamerikas stagnation, Afrikas gentagne perioder med svigtende vækst . På trods af Kina’s opstigning, understreger Milanovic, har vi stadig en Franz Fanon verden med voldsom ulighed mellem landene, snarere end en marxistisk verden præget af en voksende kløft mellem rig og fattig. Det er rigtigt, at Marx’s empiriske analyse af kapitalismen i nogle henseender er blevet overhalet af begivenhederne: Den økonomiske polarisering mellem arbejdskraft og kapital, med sidstnævnte som vinderen, toppede i Storbritannien og Frankrig i 1860'erne, samtidig med at det første bind af Kapitalen blev udgivet. [19] I 1894, da det tredje bind dukkede op, havde uligheden mellem landene allerede overhalet den klassebaserede ulighed inden for landene. [20]Men samfundshistorien kan ikke kan reduceres til økonomiske statistikker. Marx’s teori om frigørelse af arbejderklassen gennem dens egen indsats både forudsagde og bidrog til fremkomsten af arbejderbevægelser, der begrænsede det kapitalistiske systems udbytningsdrifter, og kulminerede i de vesteuropæiske velfærdsstater. Marxismens revolutionære fløj skabte ikke kun Oktoberrevolutionen og vakte radikale håb over hele verden, men også folkelige anti-imperialistiske opstande, hvor mobilisering baseret på klassetilhørsforhold ofte var afgørende og som sociopolitisk, hvis ikke økonomisk, medførte en overvindelse af Milanovic’s 'lokalitetsbaserede' ulighed.

Som nævnt ovenfor er de metodologiske problemer i forbindelse med enhver undersøgelse af global ulighed enorme. Der er gode grunde til at være skeptisk over for pålideligheden og sammenligneligheden i de husstandsundersøgelser, som Milanovic har baseret sit arbejde på, fordi de er baseret på forskellige specifikationer i de forskellige lande. I Kina blev divergerende metodologier anvendt i husstandsundersøgelserne i land- og byområder før 2010, og efter at de to var bragt i overensstemmelse med hinanden i 2013, er ingen nye data blevet offentliggjort. [21] Selvom Milanovic og hans kolleger har foretaget nogle justeringer for at udligne den sandsynlige underrepræsentation af de meget rige og effekten af forskellige købekraftsparitets pejlemærker, kan de ikke fuldt ud kompensere for det faktum, at nogle undersøgelser - især i Europa og Amerika - måler indkomst, mens andre - især i Afrika og Asien - måler forbrug. Forbrug er generelt set langt mere jævnt fordelt på den sociale rangstige end indkomst, på grund af opsparing i den højere ende af indkomstskalalen og låntagning i den lavere. [22] Sammenblandingen af indkomst- og forbrugsundersøgelser rejser dermed tvivl om det niveau i den globale ulighed , som Milanovic når frem til : En Gini-koefficient på 67 for 2011, justeret til 73-76 for at inkludere de øverste indkomster. [23] Jeg er fortsat skeptisk over for disse heroiske forsøg på at måle verdens ulighed: Alene Sydafrika huser seks byområder med Ginikoefficienter på 70-75, og det er svært at forestille sig , at planeten som helhed ikke skulle have et større spænd i uligheden end en enkelt by. [24]

Det vigtigste fokus i Milanovic arbejde er imidlertid ikke den præcise måling af den globale ulighed, men dennes mønster, fremtidige tendenser og politiske implikationer. I modsætning til mange økonomer er han ikke bange for at udstikke klare politiske holdninger. Den politik han opfatter som det bedste bud på hvordan man reducerer den nationale indkomstulighed i det enogtyvende århundrede trækker ikke på den europæiske velfærdsstat, men på den østasiatiske kapitalistiske model. Hvis anden bølge Kuznetskurverne vil komme til at beskrive et fald i uligheden, vil det efter hans mening sandsynligvis ikke være drevet af de samme kræfter, som sænkede indkomstuligheden i det tyvende århundrede, hvad enten de var ‘godartede’- uddannelse, sociale overførsler, nationaliseringer - eller ‘ondartede’: destruktion af rigdom gennem hyperinflation og krige. I stedet foreslår han at reducere uligheden i ejerskabet af aktiver, så de nærmer sig de niveauer, der hersker i Korea, Japan og Taiwan. Politikker til fremme af et sådant skift kunne have form af en høj arveafgift (som Piketty foreslår), virksomhedsskattepolitik som begunstiger arbejderaktier, og initiativer som fremmer ejerskab af aktiver blandt de fattige, a la Hernando de Soto. [25]

Milanovic argumenterer, for det andet, stærkt for større arbejdskraftsmobilitet som et middel til udligning af globale indkomster. I øjeblikket er der kun 230 millioner migranter på verdensplan , dvs. ca. 3 procent af verdens befolkning, men Global Inequality citerer en Gallup-undersøgelse som angiver, at 700 millioner - dvs. 10 procent af verdens befolkning - ville flytte til et andet land, hvis de kunne. Som en globalt orienteret egalitær, er Milanovic skarpt kritisk over for Rawls 's ’lighed i et land’, men også af den ’diskriminerende’ indvandringspolitik som er den foretrukne i Canada, Australien og Storbritannien, hvor man giver faglærte arbejdere forrang; de gør den fattige verden endnu fattigere, mener han, fordi disse landes mest uddannede borgere opfordres til at emigrere. Milanovic er lige så kritisk overfor dem der bekymrer sig for indvandreres juridisk ligestilling i deres eget land, men er ligeglade med situationen for arbejdere uden for deres egne grænser - eller for eksempel, protesterer mod den umenneskelige behandling af indvandrere i Golfstaterne, men stort set er tavse om den umenneskelige behandling i de lande, de kommer fra. På trods af deres hårde arbejdsvilkår, som Milanovic beklager, repræsenter Gulf-lønninger alligevel en bonus til deres familier, argumenterer han - og en reduktion af den globale ulighed. Som et første skridt i retning af at fjerne den rige verdens hindringer for migration og reducere vreden hos modtagerlandenes befolkninger, anbefaler han en venligere version af Gulf-modellen, hvor man går på kompromis med de jure ligestilling - og kun giver migrantarbejdere begrænsede rettigheder og fordele, men giver flere af dem lov til at komme ind. [26]

Affærdigelse af Multi-dimensionalitet

En væsentlig begrænsning i Milanovic’s ellers frugtbare arbejde er hans konventionelle koncentration på økonomisk ulighed alene. At reducere sociale uligheder til alene at handle om indkomst - størrelsen på folks tegnebøger - er en meget snæversynet tilgang. Jeg tror, at en af grundene til at der, på trods af al den snak om ulighed som fulgte i kølvandet på finanskrisen i 2008, har været begrænset offentlig forargelse over den og ingen længerevarende politisk indsats for at angribe den, er den eksklusive fokus på indkomst og rigdom i mainstream debatten. De rige fremkalder en række forskellige følelser og reaktioner: ikke kun en følelse af uretfærdighed, men også af vrede, fascination, misundelse og beundring, som afguder der lever i luksus, glamour og succes. Ulighed bør begribes ikke bare som et abstrakt tal, men som en indlejret erfaring, der involverer kropsligt velvære ( lighed i livsbetingelser) og personlig autonomi (eksistentiel lighed, især med hensyn til etnisk-racistiske strukturer og kønsmønstre inden for familien) samt de økonomiske ressourcer. Den offentlig diskurs, selv på venstrefløjen, har indtil videre ikke været i stand til at kombinere disse dimensioner. For eksempel har næppe nogen bortset fra et par akademiske specialister - ofte for specialiserede til at overveje de videre implikationer - bemærket, at genoprettelsen af kapitalismen i det tidligere Sovjetunionen har flere menneskeliv på samvittigheden end krigene i Irak og Syrien tilsammen: en overdødelighed på 1,9 millioner i Rusland alene i 1990-1995 og omkring 4 millioner i hele Sovjetunionen i 1990’rne. [27] Mens fattige tidligere sovjetborgere var ved at dø en masse, begyndte den forventede levealder blandt universitetsuddannede russere at stige. [28]

Uligheden i den forventede levealder er stigende i de fleste rige lande. Indtil videre har denne tendens først og fremmest været resultatet af at velhavende mennesker lever længere, mens livskurven for de dårligt stillede stagnerer. Men i USA er den absolutte forventede levealder for hvide mænd og kvinder som højst har en high-school uddannelse blevet kortere; for hvide kvinder er den faldet med fem år siden 1990. I 2015 stoppede væksten i den gennemsnitlige levealder i USA . [29] Nylig forskning inden for områderne epigenetik og børns udvikling har fremlagt beviser for, hvordan menneskers livskurver i betydelig grad bestemmes før børnene når skolealderen af de sociale miljøer de indgår i under og efter fødslen. Det bliver stadig mere tydeligt, at mennesker fødes ulige, og at den samlede ulighed vokser i løbet af deres liv. [30]Interessant nok indgår disse indsigter fra den nyeste genetik, udviklingspsykologi og sociologi i et lille hjørne af den stolte og normalt selvtilstrækkelige økonomiske videnskab. En nøgleperson i denne sammenhæng har været Chicago økonomen, James Heckman, som modtog en nobelpris for sit tekniske arbejde inden for diversitetens og heterogenitetens mikro-økonometri. [31]

Den eksistentiel ulighed er blevet begrænset nogle gange siden 1970’erne da juridisk institutionaliseret racisme endelig blev afskaffet, fra de amerikanske sydstater til apartheid-Sydafrika og det hvide Australien, mens det juridisk institutionaliserede patriarkat også blev demonteret i mange stater. Men det er blevet klart, at eksistentiel ulighed med held kan privatiseres, dereguleres, og overlades til anti-egalitære enkeltpersoner og gruppers initiativ. Det er blevet dramatisk fremhævet af amerikanske politibetjentes nedskydninger af sorte . Som Ta-Nehisi Coates har skrevet: ’Racisme er en instinktiv følelse. Den skubber hjernen løs, blokerer luftvejene, flår muskler, river organer ud, knækker knogler, brækker tænder.' [32] Som økonom befinder Milanovic sig i selskab med mange, som ser bort fra livsforløb og eksistentielle spørgsmål. I en vis forstand er han arvtager efter de marxister, der, som Sartre i 1960 skrev, 'kun bekymrer sig om voksne: når man læser deres skrifter får man det indtryk, at vi fødes i den alder, hvor vi modtager vores første lønseddel.' [33] Og på trods af hans respekt for Fanon, virker han tonedøv over for eksistentielle spørgsmål som racisme. Fanon’s Peau Noire, Masques Blancs åbnede med et citat fra ‘Discourse on Colonialism' af Aimé Césaire, som også er fra Martinique, en kraftfuld beskrivelse af raceulighed: 'Jeg taler om millioner af mænd, der har fået en behændig indsprøjtning af frygt, mindreværdskomplekser, bæven, underdanighed, fortvivlelse, fornedrelse.’

I et afsluttende afsnit af Global Inequality, rejser Milanovic spørgsmålet om, hvorfor den atlantiske verden har haft så meget større succes med at begrænse juridiske uligheder - mellem mænd og kvinder, hvide og sorte, hetero- og homoseksuelle - end med at reducere indkomstulighed. Men i stedet for at besvare det, går han videre til et andet spørgsmål: hvorfor det er forkert at fokusere 'udelukkende' på ‘horisontal ulighed’ - i sig selv et mærkeligt udtryk at bruge om racisme eller patriarkatet, hvis essens er en lodret relation mellem overlegenhed og underlegenhed. De argumenter han præsenterer for at skubbe eksistentiel ulighed ud af fokus er velkendte for feminister og diskriminerede minoriteter: en understregning af at ‘gruppe’- politik er splittende; den retter sig ikke mod det økonomiske grundlag for sexistisk eller racistisk udbytning, og den er eskapistisk, fordi den ikke rører ved kapitalistklassens systematiske privilegier, og i stedet fokuserer på ’meningsfuld forandring’. De større og mere vanskelige spørgsmål - hvordan de forskellige former for ulighed interagerer med eller overdeterminerer hinanden, om eller hvordan de divergerer - lader han urørt.

Jeg har andetsteds argumenteret for, at mens de tre dimensioner af ulighed kombinerer sig og interagerer med hinanden, kan de ikke analytisk reduceres til hinanden; hver har sin egen dynamik, og de forandrer sig ikke altid i samme takt . I den moderne æra har fremskridt inden for livsbetingelses-, eksistentiel- og ressource-ulighed været ujævn og ikke-lineær. Hvad den første angår så voksede globale uligheder i forventet levealder og børnedødelighed i perioden 1800-1950, samtidig med at levestandarden i Vesten løb fra resten af verden; i årtierne fra 1950 til 1990 var der tale om en konvergens, med afkoloniseringen, vaccination og udryddelse af malaria. Men AIDS-epidemien i Afrika og stigende dødelighed i det tidligere Sovjetunionen udvidede kløften, som nu indsnævrer sig igen. Slående nok er tallene for uligheden i livsbetingelser også blevet forværret i de udviklede kapitalistiske lande, fordi den forventede levealder for de rige vokser hurtigt, mens den langsomt forbedres for arbejderklassen og falder for de fattigste. Global etnisk og racemæssig ulighed kan have nået et toppunkt omkring år 1900, i en tid med højtudviklet kolonialisme og Jim Crow, men de værste folkemord fandt sted i 1942-1945 og 1994-1995. Fremskridt inden for eksistentiel lighed har været afhængig af de forfordeltes egen styrke og kampe : afkolonialisering, borgerlige rettigheder, afslutningen på apartheid optræder på den ene side af regnskabet, fremmedhad og islamofobi på den anden. Kvinder har opnået betydelig autonomi i de fleste OECD-lande og, til en vis grad, Latinamerika; men patriarkatet står stadig stærkt i store dele af Afrika, Sydasien, det kinesiske bagland og Mellemøsten. [34] Disse uligheder sammenflettes med de indkomstmønstre, som Milanovic finder frem til, og som sommetider styrker, sommetider afviger fra dem.

Vi kan skelne fire adskilte mekanismer som påvirker den sociale reproduktion af uligheder: distanciation (dvs. udnyttelse af givne fordele), direkte udbytning, institutionelt hierarki og udelukkelse. De antyder en bredere palette af modstrategier i kampen for ligestilling end dem Milanovic har i tankerne. Imod distanciation : affirmative action, positiv særbehandling, kompensation. Mod udbytning: omfordeling, nationalisering, ekspropriering. Imod hierarkisering: demokratisering eller demontering gennem de underordnedes modmagt. Imod eksklusion: inklusion, antidiskriminationslove, migration. Branko Milanovic har etableret sig som vores bedste guide til det brudte landskab af global økonomisk ulighed. Men Sartre havde ret: den menneskelige tilstand - og forbrydelserne mod den - kan ikke reduceres til de lønudbetalinger som voksne modtager.

Oversat af Peer Møller Christensen - først bragt i New Left Review 103, 2017 - publiceret her efter aftale med tidsskriftet.


[1] Amartya Sen, Inequality Reexamined, Cambridge, MA 1992.

[2] UNDP, Human Development Report 2015, tabel 3

[3] Den amerikanske økonom, Joseph Stiglitz, er blevet en indflydelsesrig kritiker af ulighed med sin artikel fra 2011 i tidsskriftet, Vanity Fair, ’Of the 1%, by the 1%, for the 1% ’, men hans vigtigste arbejde har været fokuseret andetsteds. Nutidige amerikanske økonomers vigtigste forskning om ulighed udføres i Chicago (af alle steder) af James Heckman, diskuteret nedenfor.

[4] Branko Milanovic,Income, Inequality and Poverty during the Transition from Planned to Market Economy , World Bank, Washington, dc 1998.

[5] Branko Milanovic, Worlds Apart: Measuring International and Global Inequality, Princeton 2005, p. 39.

[6] Milanovic, Worlds Apart, p. 86. Om kinesiske and indiske vækstrater, se Angus Maddison, Contours of the World Economy, 1–2030 ad, Oxford 2007, p. 380.

[7] Det er overflødigt at sige, at de metodologiske problemer, der er involveret her er gigantiske. Hus-standsundersøgelserne varierede i tilgang - indkomstmålinger dominerede i Europa og Amerika, for-brugsmålinger i Afrika og Asien - og pålidelighed; Valutaækvivalenter og købekraftsparitetsrater er grundlæggende diskutable; de meget rige vil sandsynligvis være underrepræsenterede. Gini-koefficienter kan variere meget afhængig af, hvilken metode der anvendes: en 2008 indisk undersø-gelse baseret på forbrug rapporterer et Gini-indeks på 33, mens det indkomstbaserede 2005 indiske Human Development Survey fandt en Gini-koefficient på 52.

[8] Branko Milanovic, Global Inequality: A New Approach for the Age of Globalization, Cambridge, ma 2016; herefter, GI. Teknisk information om de vigtigste data, der fremlægges i bogen, fremgåe af Christoph Lakner and Branko Milanovic, ‘Global Income Distribution: From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession’, World Bank Economic Review, vol. 30, no. 2, 2016.

[9] GI, p. 19.

[10] GI, pp. 59–65.

[11] I modsætning til Piketty, citerer Milanovic Hobson, Lenin, Luxemburg og (indirekte) Niall Ferguson og argumenterer for, at Verdenskrigens udbrud i 1914 ikke var fremkaldt af ‘eksogene' faktorer, men skyldtes presset fra den imperialistiske ekspansion, der var nødvendig for at kompensere for den utilstrækkelige efterspørgsel på hjemmemarkedet: de kræfter, der ' satte den rige verdens ulighed på sin nedadgående kurs i de næste halvfjerds år var indeholdt i 'den uholdbart høje indenlandske ulighed, der eksisterede før':. GI, pp 94-6.

[12] GI, pp. 86, 99.

[13] GI, pp. 130–3.

[14] GI, p. 30.

[15] GI , p. 133.

[16] Simon Kuznets (1901-1915) blev født i en velhavende jødisk familie i Pinsk, Kuznets og studerede ved universitetet i Kharkiv og Kharkiv Institute of Commerce, hvor han beskæftigede sig med Schum-peter’s og Kondratieff’s arbejder, før han emigrerede til USA i 1922, hvor han studerede hos Wesley Clair Mitchell. Hos Mitchell ved National Bureau of Economic Research i 1930'erne, udførte han forskning i det amerikanske BNP og hjalp med at etablere nationaleregnskaber i allierede lande under Den Kolde Krig, fra Sydkorea og Taiwan til Israel. Kuznets ’formodninger’ om sammenhængen mel-lem økonomisk vækst og indkomstulighed blev første gang præsenteret i hans 1955 tiltrædelsestaletale som præsident for American Economic Association. Han advarede imidlertid mod at industrialiserin-gen i underudviklede lande kunne være endnu mere traumatisk og ulige end i den atlantiske verden, på grund af tilsyneladende mere ulige udgangspunkter.

[17] GI, p. 113.

[18] Branko Milanovic, The Haves and the Have Nots, New York 2011, p. 199. Beregningerne bag disse skøn er temmelig komplekse, og udvindingsraten refererer faktisk til forholdet mellem to Gini-koefficienter: den anslåede og det maksimalt mulige niveau bestemt af subsistensbehovet, økonomiens størrelse og befolkningstallet. På alle stadier af analysen, er der formuleret vigtige antagelser som selv om de er plausible, måske ikke er helt korrekte. Undertiden gav beregningerne udvindingsrater på 200 (Mughal Indien) eller 360 (Congo) procent af det maksimalt mulige. Proceduren er beskrevet i Branko Milanovic, Peter Lindert og Jeffrey Williamson, ’Measuring Ancient Inequality ’, NBER Wor-king Paper no. 13550, oktober 2007.

[19] Thomas Piketty, Le Capital au xxi siècle, Paris 2013, p. 317

[20] Jan Luiten van Zanden et al., ‘The Changing Shape of Global Inequality 1820– 2000: Exploring a New Dataset’, Review of Income and Wealth, vol. 60, no. 2, 2014.

[21] GI, p. 176.

[22] Det forbrugsbaserede indiske survey fra 2008, som anvendes af Milanovic rapporterede om en Gini of 33, mens det indiske Human Development Survey fra 2005 nåede frem til en indkomstbaseret Gini på 52. Sammenlign Lakner and Milanovic, ‘Global Income Distribution’, p. 212, og Reeve Van-neman and Amaresh Dubey, ‘Horizontal and Vertical Inequalities in India’, i Janet Gornick and Markus Jäntti, eds, Income Inequality: Economic Disparities and the Middle Class in Affluent Coun-tries, Stanford 2013, pp. 439–58.

[23] GI, p. 119; Lakner and Milanovic, ‘Global Income Distribution’, p. 217.

[24] Sammenlign Sudhir Anand and Paul Segal, ‘What Do We Know about Global Income Inequality?’, Journal of Economic Literature, vol. 46, no. 1, March 2008, p. 62, og UN Habitat, State of the World’s Cities 2016, Box 4.2.

[25] GI, pp. 217–71.

[26] GI, pp. 147–74.

[27] Vladimir Shkolnikov and Giovanni Andrea Cornia, ‘Population Crisis and Rising Mortality in Transitional Russia’, in Cornia and Renato Paniccià, eds, The Mortality Crisis in Transitional Economies, Oxford 2000, p. 256; Michael Marmot, The Status Syndrome: How Social Standing Affects our Health and Longevity, New York 2004, p. 196. Tallene refererer til omfanget af overdødelighed sammenlignet med tidligere år, efter at man har fratrukket de rent demografiske effekter af aldringen

[28] Michael Murphy et al., ‘The Widening Gap in Mortality by Educational Level in the Russian Federation, 1980–2001’, American Journal of Public Health, vol. 96, no. 7, July 2006.

[29] Stuart Jay Olshansky et al., ‘Difference in Life Expectancy Due to Race and Educational Differences Are Widening, and Many May Not Catch Up’, Health Affairs, vol. 31, no. 8, 2012; Tallene for forventet levealder for 2015 stammer fra the National Centre for Health Statistics.

[30] Se Therborn, ‘Life-Curves of Inequality’, Korean Journal of Sociology, vol. 49, no. 6, 2015.

[31] Et eksempel på dette arbejde findes i Flavio Cunha and James Heckman, ‘The Economics and Psychology of Inequality and Human Development’, Journal of the European Economic Association, vol. 7, no. 2–3, April–May 2009; and James Heckman and Stefano Mosso, ‘The Economics of Human Development and Social Mobility’, Annual Review of Economics, vol. 6, 2014.

[32] Ta-Nehisi Coates, Between the World and Me, New York 2015, p. 10.

[33] Jean-Paul Sartre, Critique de la raison dialectique, Paris 1960, p. 47.

[34] Se The Killing Fields of Inequality, Cambridge 2013.