Velfærdsstatens tabte spor: Brikker til en forebyggende og offensiv velfærdsstat
Af Søren Kolstrup

Offentliggjort: 17. april 2017

Vil man høste gavn af de historiske velfærdserfaringer, skal man fortælle om både vindernes og tabernes velfærdsstat. Alternativet er en ureflekteret legitimering af det bestående.

De mørkelagte drømme

Velfærdsstaten er under nedslidning og omprogrammering. Nedslidning fordi de kommunale og regionale velfærdsproducenter pålægges tilbagevendende effektiviseringskrav og presses til at levere forringet service, omprogrammering fordi det er mennesket som lønarbejder, ikke som medborger, der sættes i fokus. Alle skal være parate til at påtage sig et arbejde eller kaste sig ind i et uddannelsesforløb – også de syge, personer med kroniske smerter og alle dem med ondt i livet. Arbejdsevneprincippet er siden 2013 blevet underkastet en radikal nyfortolkning. Alle skal som udgangspunkt have deres arbejdsrestevne forbedret om fornødent gennem grænseløse ressourceforløb – med mindre det med sikkerhed kan fastslås, at der ikke på et senere tidspunkt er håb for en forbedring. Det gamle retsprincip, som socialdemokraten K.K. Steincke (1880-1960) gjorde sig til talsmand for og som vandt frem efter Anden Verdenskrig, vises vintervejen. En omsiggribende pligtmoral tog form i 1990erne og vandt frem i det nye århundrede ud fra parolen; man skal yde for at nyde. Samfundsansvaret blev reduceret til fordel for det personlige ansvar.
I denne situation vil forsvaret for det bestående let få en fremtrædende placering.

De faglige organisationer og deres medlemmer står i en forsvarsposition. Velfærdsstatens beskyttere, hvad enten de træder frem som offentligt ansatte, klienter eller engagerede borgere, står med ryggen mod muren. De tildeles rollen som dem, der forsvarer det bestående.  

Det er på denne baggrund, der her skal mindes om, at den historiske udvikling også rummer tabte spor. Historien indeholder drømme, ideer og slåskampe om en forebyggende og udfarende velfærdsstat, der vil lighed og et udvidet demokrati. Perspektiver som ofte er blevet henvist til historiens mørke. Perspektiver som rummer troen på, at historien har flere udgange.

Retsprincip og universalisme

Ifølge K.K. Steincke burde al sociallovgivning hvile på retsprincippet og almissetanken tilhøre fortiden. (Sådan lød det fra ideologen Steincke, langt mindre fra praktikeren). Tildeling af hjælp efter objektive kriterier og gennemskuelige udmålingsregler ville ifølge Steincke skabe almindelig accept i samfundet og styrke den enkeltes selvbevidsthed og selvstændighed. Man ville hermed tale til ”det bærende i karakterlivet”, som Steincke formulerede sagen, og styrke den enkeltes arbejdslyst og selvvirksomhed. Alle samfundsborgere vidste under sådanne forhold, at enhver borger ville blive behandlet ens. Den sociale hjælps nedværdigende og demoraliserende forsørgelsespræg ville under sådanne forhold blive fjernet og forsvinde, lød prognosen fra Steincke.

Det var dette retsprincip, der blev udbygget med folkepensionens indførelse i 1956 og dens efterfølgende udbygning. Retsprincip og universalisme smeltede sammen. Alle borgere skulle ved pensionsalderens indførelse have ret til det samme grundbeløb i håbet om, at aldersrenten, nu kaldet folkepension, fik en anden placering i befolkningens bevidsthed. Når kommunalbestyrelsens eller det sociale udvalgs kontrol forsvandt, ville fordums ydmygelse forsvinde. Sådan lød det fra folkepensionens fædre med socialdemokraten Kaj Bundvad og den radikale Jørgen Jørgensen som nogle af de fremmeste.

Efterkrigstidens krav om retsprincip og universalisme, som led i opbygning af et  medborgerskab,  har i dagens velfærdspolitik måttet vige pladsen til fordel  for ideen om et arbejdsfællesskab, hvor arbejdsprøvninger og ressourceforløb skal sikre udvikling af arbejdsrestevnen – om nødvendigt gennem gentagne forløb. I dette system bliver retssikkerheden afløst af det uforudsigelige. I enkelte tilfælde tændes nye håb, i andre tilfælde får utrygheden overtaget.

Evnen til at vise jobparathed er blevet den nye norm. Retsprincippet er ikke forsvundet, men trænges systematisk i baggrunden. Det gælder store områder af socialpolitikken, men sandelig også arbejdsmarkedspolitikken. Før 1993 kunne alle ledige forholdsvis let og ubesværet blive medlem af en a-kasse – f.eks. gennem genoptjening via støttede jobs eller tilbud om ordinært arbejde – siden er de ledige blevet henvist til utryghed gennem systematisk reduktion af dagpengelængde og stadig mere krævende genoptjeningsbetingelser. I 2010 blev dagpengelængden reduceret fra 4 til 2 år, og genoptjeningspligten blev udvidet fra 26 til 52 uge.

Tryghed og forebyggelse

1960ernes stort anlagte Socialreformkommission arbejdede for tryghed, revalidering og forebyggelse ledsaget af ideen om et enstrenget system, der kunne bringe effektiv hjælp til den enkelte uanset årsagen til en social begivenhed. Den enkelte var uden skyld i sin sociale situation. Den var ikke resultat af manglende selvhjælpsvilje eller fordærvet arbejdsmoral, men derimod et produkt af ydre påvirkninger, som vedkommende ikke selv var herre over og ikke magtede at ændre.

Enhver forestilling om det uforbederlige individ blev afløst af troen på den enkeltes evne til at udfolde sig som erhvervsaktiv og som borger, hvis samfundet forløste det skabende individs iboende potentialer gennem tryghed og hjælp. Her skal peges på tre hovedstrømninger under dette opbrud.

Socialreformkommissionen knæsatte ideen om den gode stat og dens frontarbejdere, som kunne fremme de sårbares tilpasning til et samfund i stadig forandring. Klienterne havde tilpasningsproblemer og manglende tilpasningsevne, hvorfor de skulle lære at deltage i samfundets omstillingsprocesser gennem opbygning af deres funktionsevne under tryghedsskabende forhold. Alle skulle have økonomisk kompensation ved sociale begivenheder med mulighed for igen at blive ført ind på arbejdsmarkedet. Revalideringslovgivningen fra 1956 og 1960 med senere tilføjelser står som et monument  over denne tankegang. Under revalidering skulle den enkelte have en ydelse, der var højere end kommunehjælp, senere kaldet bistandshjælp og kontanthjælp, for at klienten kunne koncentrere sig om sin genoptræning uden at lade sig tynge af økonomiske problemer.

Hovedarkitekten bag socialreformkommissionens undersøgelser, Bent Rold Andersen, nuancerede denne opfattelse. Han opererede med en kompleks relation mellem individ og omgivelser, som betød, at den sociale indsats både skulle rettes mod individet og dets nærmiljø. Kompetente og myndige behandlere skulle give hjælp til selvhjælp og i samarbejde med andre offentlige instanser gribe ind over for det nære, problemskabende miljø.

Det var denne individorienterede behandlingstanke, som i slutningen af 1960erne mødte modspil fra en samfundskritisk strømning, der anskuede de sociale problemer  som resultat af klassesamfundets dynamik. Velfærdsstaten blev anskuet som en lappeskrædder, der reparerede ofrene for kapitalismens udvikling. Skurken var det kapitalistiske samfund, der skabte sociale ofre. Kritikken blev rettet mod ideen om den individorienterede diagnosticering, som ifølge kritikerne bortrationaliserede de undertrykkende samfundsforhold. Det var behandlingstankens tro på oprettelse af social harmoni gennem psykologisk og psykiatrisk behandling, der blev vejet og fundet for letkøbt. Mennesket skulle ikke reduceres til et passivt objekt, men anskues som et handlende subjekt, der sammen med ligesindede gjorde fælles sag mod undertrykkelse og mod social uretfærdig til fordel for værdige livsbetingelser og humane samfundsvilkår. Kvindemagt og arbejdermagt blev sat på den politiske dagsorden.

Kampen for øget tryghed udgjorde en fællesnævner for de visionære strømninger. Indførelse af den store dagpengereform i marts 1972 under det andet arbejderflertal (1971-1973) sikrede, at dækningen ved ulykke, sygdom og ledige blev hævet fra 80 til 90 pct. af medlemmets hidtidige arbejdsfortjeneste, karensdage blev fjernet med et pennestrøg, det samme gjorde alle karantænebestemmelser og varighedsbegrænsninger. Loven blev gennemført af et snævert flertal bestående af SF og Socialdemokratiet. LOs formand Thomas Nielsen kvitterede med ildhu for reformen, men pointerede i samme åndedrag, at målet var 100 pct. dækning. Et krav som den socialdemokratiske arbejderbevægelse og venstrefløjen stod sammen om. Samfundets ansvar for at sikre arbejde til alle stod ikke til diskussion. Var dette ikke muligt, skulle den pågældende dog minimum kompenseres fuldt ud for tabt indtægt. Det var ud fra samme tankegang, at et flertal i folketinget i juni 1978 vedtog, at alle medlemmer af en arbejdsløshedskasse under 60 år, der stod over for at miste retten til dagpenge, fik tilbud om et ordinært arbejde i ni måneder, så man igen kunne sluses ind på arbejdsmarkedet eller få adgang til en A-kasse. Dette sikkerhedssystem blev endegyldigt ophævet under 1990ernes opgør med den nedarvede arbejdsmarkedslovgivning, der blev formet under den nye pligtmorals banner.

Ideen om en forebyggende velfærdspolitik manifesterede sig i en ny arbejdsmiljølovgivning i 1972 og 1975. Med udgangspunkt i lovfæstede sikkerhedsrepræsentanter indførte det andet arbejderflertal en sikkerhedsorganisation på de store arbejdspladser. Der blev også indført en række sundhedsforebyggende  foranstaltninger i form af obligatoriske sundhedsplejersker og et udvidet skolelægesystem, ligesom der fra 1971 indførtes  obligatorisk og vederlagsfri tandpleje for de skolesøgende i hele landet. Tilbage stod, at ideen om den arbejderstyrede bedriftssundhedstjeneste blev vist ud i historiens mørke, det samme gjaldt vederlagsfri tandpleje for voksne. Velfærdsstatens grænse gik ved mundhulen og ved fabriksporten, når det gjaldt de store linjer. Denne demarkationslinje er der ikke siden blev sat nævneværdig spørgsmål ved.

Ideen om en sociallovgivning, der greb ind, før borgeren oplevede social nedtur, havde ligeledes trange kår. Bent Rold Andersen plæderede hele tiden for, at de sociale myndigheder skulle have kapacitet til at gribe ind under ikke blot aktuelle, men også truende sociale vanskeligheder. Da den nye bistandslov blev vedtaget i 1974 med virkning fra 1976, blev der ikke afsat en eneste statskrone til det forebyggende arbejde. Dette spørgsmål blev overladt til kommunerne, der var kommet under økonomisk pres efter den første oliekrises udbrud i 1973. Til det bedste og det mest konstruktive af alle sociale foranstaltninger gives intet fra statens side, lød det fra Rold Andersen.

Dansk Socialrådgiverforening var en af de aktører, der søgte at konkretisere Rold Andersens perspektiv. I indlæg og høringssvar slog foreningen til lyd for en bistandslov, der indskærpede samfundets ansvar. Den sociale myndighed skulle have mulighed for at iværksætte offentlige undersøgelser af bykvarterer, mindre bysamfund og landdistrikter, som kunne dannede grundlag for et forebyggende aktionsberedskab. Hvor der var behov herfor, skulle et område eller en gruppe af borgere i samarbejde med de professionelle tildeles ressourcer til opbygning af et værdigt medborgerliv. Alt dette skulle igangsættes inden den sociale forarmelse greb om sig.

Bistandsloven betegnede et endegyldigt skridt væk fra stigmatisering ved tildeling af en social ydelse. Samfundet fik pligt til at hjælpe uden modydelse, man skulle have noget for ingenting, men det forebyggende perspektiv, forstået som en systematisk indsats, gled ud i historiens tusmørke.

Boligpolitikkens storhed og fald

I årene 1946 til 1958 blev boligpolitikken en vital del af velfærdspolitikken. Det var den ekstreme bolignød under besættelsen og efter befrielsen, der fremprovokerede radikale indgreb fra statens side. Et nyoprettet boligministerium skulle gennem regulering af huslejerne, udstedelse af billige statslån, der lå under markedsrenten og en forceret tilskyndelse til elementbyggeri skaffe flere sunde og billige boliger.
Målet var endegyldigt at komme bolignøden til livs.

Det almennyttige boligbyggeri havde ambitionen om lyse og menneskeværdige boligforhold med plads til både individuel og kollektiv udfoldelse. Man gav sig i kast med rækkehusbyggeri, eksperimenterende karrébyggeri i grønne omgivelser, herunder ”højhuse” på otte til ti etager, der blev indpasset i terrænet, og såkaldte kollektivbebyggelser med plads for vaskeri, daginstitutioner, butikker, hobbyrum og selskabslokaler. Men der blev også indviet monotone karreer og højhuse, hvor omhu og byggekvalitet undertiden blev tilsidesat i industrialiseringens (montagebyggeriets) tegn. Slet ikke så lidt lykkedes. 1950ernes offentlige og halvoffentlige byggeri var for dem, der var flest. Her boede industriarbejderen side om side med funktionæren og arbejdslederen, men disse resultater kunne dog ikke skjule, at der stadig i 1960 eksisterede slumbebyggelse i store bylommer.

I årene 1958 til 1966 pågik der i den socialdemokratiske boligbevægelse en dragekamp, ofte uden for offentlighedens projektørlys. To linjer stod over for hinanden. Socialdemokratiets finansminister fra 1953 til 1960, Viggo Kampmann, var optaget af at reducere statens engagement i boligbyggeriet til fordel for et mere liberalistisk marked, så der kunne ledes risikovillig kapital over i eksportindustrien. Store dele af den socialdemokratiske boligbevægelse, med blandt andet forhenværende boligminister Johannes Kjærbøl som talsmand, arbejdede derimod for en lukket, selvakkumulerende boligfinansiering, der var uafhængig af markedet.  Gennem en afgift på ældre, ubelånte udlejningsejendomme skulle der føres kapital ind i en boligfond, som tilførte billige og rigelige investeringsmidler til spekulationsfrie boliger.

Det blev Kampmann-linjen, der vandt. I slutningen af 1950erne afviklede man endegyldigt statslån, og i januar 1966 indgik de borgerlige partier og Socialdemokratiet et boligforlig, hvor det lysende mål var et frit marked. Huslejereguleringen blev løsnet i de ældre boliger, det private byggeri fik adgang til at udstykke ejerlejligheder, og hele prisniveauet på boligmarkedet skulle over otte år føres op til et frit markedsniveau. Svimlende beløb fossede ned i ejernes lommer på lejernes bekostning. Det var denne sag, der fik socialdemokraten Hans Halvorsen til at udtale til SF-Bladet i marts 1966, at han sandelig hellere ville popularisere socialismen end boligforliget.

Under det første arbejderflertal lagde SF og Socialdemokratiet i foråret 1967 ryg til en boligfond med blik for renovering og byggemodning af jord, som på sigt kunne påtage sig en finansiering af boligbyggeriet uden om markedet. På sigt! Også under det andet arbejderflertal 1971 til 1973 blev der indført en række love, der søgte at styrke lejernes rettigheder og dæmme op for spekulation. Udstykning af ejerlejligheder i det ældre byggeri blev således forbudt, men slutresultatet var ikke til at tage fejl af.

Fremtiden tilhørte ikke arbejderbevægelsens havebyer fra begyndelsen af 1900-tallet eller det almennyttige byggeris (beskedne) kvote af rækkehusene efter Anden Verdenskrig, men derimod Parcelhusdanmark, der blev stimuleret af retten til ubeskårne rentefradrag . Boligpolitikkens almene sigte forsvandt fra 1973. Ondt blev værre, da den kommunale anvisningsret blev reduceret i kraft af storstilede frasalg af offentlige boliger i 1990erne. I store dele af det almennyttige byggeri herskede fattigvelfærd. Boligmarkedet kom til at afspejle en modsætning mellem et rigt samfund med en stadig mere generøs boligforsyning for det store flertal af befolkningen og en stadig mere fastlåst situation for de mindst bemidlede. Landet med en af verdens højeste boligstandarder havde vanskeligt ved at skaffe bolig til de unge og til familier med jævne indtægter i storbyerne, alt mens lavindkomstgrupper og ny-danskere blev koncentreret i udvalgte dele af det almennyttige byggeri og i kommuner med billige huspriser. Social og geografisk ulighed har forstærket hinanden i en djævelsk spiral efter finanskrisen i 2008.

Efterkrigstidens forestilling om den spekulationsfrie bolig, der integrerede den altoverskyggende del af befolkningen i et fælles boligdemokrati, er for længst kollapset. Et ideal forsvandt ud af historien.

Vi skal deles om det nødvendige arbejde    

Arbejdsløsheden var Schlüter regeringernes følgesvend i 1980erne. Det var som svar på denne udvikling, fagbevægelsen og politiske venstrefløjsmiljøer udviklede ideen om betalt frihed til uddannelse – kaldet BFU. En stribe af forskellige udspil så dagens lys. Deres fællesnævner lød, at alle lønmodtagere og arbejdsløse skulle have en lovfæstet adgang til at deltage i voksenundervisning for at øge den enkeltes kvalifikationer og udjævne uddannelseskløften. Undervisningen skulle for de ansattes vedkommende finde sted i arbejdstiden med fuld lønkompensation, så man sikrede, at forslaget skaffede job til flere. Målet var at deles om det eksisterende arbejde, højne alles kvalifikationer og lade de kortest uddannede få fortrinsret i første omgang.  Man mente her at have fundet et sandt columbusæg.

Ideen fik for alvor luft under vingerne under- og efter påskestrejkerne i 1985 – de mest omfattende i Danmarkshistorien målt ud fra antallet af involverede i lock out, strejker og demonstrationer. I marts og april 1985 lød kravet om 35 timers arbejdsuge i et hug med fuld løn- og personalekompensation - senere reduceret til fuld personalekompensation og solidarisk lønkompensation. Solidaritetens tanke vandt frem. Et rødt flertal tonede frem i meningsmålingerne. Socialdemokratiet, SF og VS kappedes i årene 1985 til 1987 om at fremvise det mest gennemarbejdede udspil, som kunne indgå i et kommende arbejderflertals solidariske løft.

Den nedarvede velfærdsstats kompensatoriske løsninger skulle hæves op på et højere niveau; alle skulle dygtiggøres og integreres i arbejdslivet.  

De store håb om et handlekraftigt rødt flertal brast ved valget i 1987, men den borgerlige Schlüter-regering og arbejdsgiverne var svækket. Ved overenskomstforhandlingerne i 1987 fik fagbevægelsen indført 37 timersugen realiseret over 3 år og betydelige lavtlønsværn. Det var langt fra påskestrejkernes visioner om de 35 timer og BFU, men styrkeforholdet var immervæk ændret.

Tanken om en deling af det nødvendige arbejde ville ikke dø. Den første Poul Nyrup Rasmussen-regering, der så dagens lys i 1993, stod bag børnepasningsorlov, uddannelsesorlov og sabbatorlov med mulighed for solidaritetsarbejde i tredje lande, som byggede på beskedne forløbere i 1992. Børnepasningsorloven tog sigte på familier med børn i alderen fra 0-8 år, der selv ville tage vare på deres børns pasning. Målgruppen var almindelige lønmodtagere, ledige der blev fritaget for deres rådighedsforpligtelse og selvstændige erhvervsdrivende og deres medarbejdende ægtefæller. For at opnå orlov skulle man have haft ansættelse eller drevet selvstændig virksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, være medlem af en arbejdsløshedskasse og normalt lade en arbejdsløs besætte den ledige stilling.

Orlovsordningerne blev en tordnende succes. I 1994 var der næsten syv gange så mange som i 1993, der benyttede sig af børnepasningsorloven. To rationaler lå bag: Det ene handlede om at berige familielivet, det andet om at bekæmpe arbejdsløshedskøen.

Succesen til trods blev ordningerne dog hurtigt nedtrappet – fra 80 til til 60 pct. af dagpengemaksimum over en fireårige periode (uddannelsesorloven med et udgangspunkt på 100 pct. i 1994 indtog her en særstilling) – siden helt afskaffet. Det var angsten for flaskehalse og ukontrollabel inflation, der fik Nyrup Rasmussen regeringen og dens finansminister Mogens Lykketoft til at slå bak. Orlovsordningerne blev en del af en kortvarig kick start, der skulle løbe markedsøkonomien i gang, ikke et bærende element i velfærdsstaten.

Den frembrusende udbudsøkonomi fik fortrinsret. For den herskende økonomiske og politiske elite var det altafgørende at mobilisere jobparate lønarbejdere for at gøre det tillokkende for den private koncerndrift at investere i region Danmark.

Velfærdsstaten som en forebyggende og offensiv agent

Velfærdsstatens tabte spor er en påmindelse om, at der kan udvikles tanker om en langt mere offensiv og forebyggende velfærdsstat, der nedbryder de grænser, som i dag sættes mellem fælles og privat drift. Lad os fremdrage fire perspektiver med udgangspunkt i de tabte spor

  • Genaktivering og udbredelse af retsprincippet indebærer, at de sociale ydelser forbindes med gennemskuelige og fælles spilleregler, som kan skabe gensidig anerkendelse, frembringe tryghed hos den enkelte og skabe livsduelige borgere. Retten til en almindelig førtidspension i alle aldre og en seniorførtidspension – i begge tilfælde ud fra faste kriterier ved tab af arbejdsevne - finansieret af staten (ikke af nødlidende kommuner der holdes i et statsligt jerngreb) kunne være et første skridt.
  • Opgradering af den forebyggende tanke indebærer, at demarkationslinjen mellem velfærdsstaten og markedet nedbrydes til fordel for fællesskabet. Eksemplerne står i kø: Den offentlige- og landsdækkende skoletandlæge, der blev vedtaget i 1971, bør ud fra dette perspektiv udvikles til en vederlagsfri og forebyggende instans for alle borgere på linje med det øvrige sundhedsvæsen. De historiske erfaringer tilsiger, at jo mere forebyggende en social indsats virker, hvad enten det handler om sundhed, social- eller arbejdsmarkedspolitk, jo større legitimitet opnår den. Kan det nuværende jobcenters medarbejdere udstyres med ressourcer og redskaber til at understøtte adgangen til et mangefold af vederlagsfrie, kulturelle aktiviteter i fællesskabsregi og til overenskomstdækkede jobs  (parallelt med igangsættelse af kommunal produktion, kontrakter med kooperative medarbejderstyrede virksomheder og pålæg til private virksomheder om at påtage sig et samfundsansvar) vil deres arbejde antage en ganske anden karakter. Socialarbejdernes indsats i forhold til et boligområde iværksættes ifølge denne tankegang ikke, når forarmelsen har bredt sig, men når der er en truende risiko for nedtur, som formuleret af Bent Rold Andersen i 1972 – med en lovfæstet statslig medfinansiering.
  • I et samfund med en generøs boligforsyning, men også en skrantende velfærd, er det krævende og kompliceret at gentænke efterkrigstidens tanke om en altdominerende, spekulationsfri boligsektor med almennyttige boligfonde som omdrejningspunkt. Livsudfoldelse i kernefamilien blev fra slutningen af 1960erne for alvor forbundet med den private ejerform, der i de følgende år fremstod som historiens suveræne vinder.

Kun hvis man kan forbinde den spekulationsfrie boligmasse med en let og ubesværet adgang til mange forskellige boligformer, som den enkelte tillige har vidtstrakt dispositionsret til, vil man kunne gøre den almene bolig til et aktiv for det store flertal og ophæve de nuværende klasseskel i boligmassen. Er man først nået frem til et spekulationsfrit og varieret boligtilbud, vil der åbne sig helt nye muligheder for en harmonisk bolig- og integrationsplanlægning. De kommunale myndigheder vil få anvisningsret til et væld af boligmiljøer og mulighed for at sikre en blandet befolkningssammensætning.  Hvis der stadig er en lille elite i befolkningen med udtalte behov for isolerede rigmandsghettoer, vil det ikke udgøre noget større problem.  

Boligøkonomen Margit Kjeldgaard har til gennemførelse af en sådan strategi anvist to redskaber. De offentlige myndigheder skal sammen med Almen Bolig kunne opkøbe ejendomme til en offentlig fastsat vurdering, og lejer skal have mulighed for at tegne uopsigelige langtidskontrakter over et livsforløb med dispositionsret og omkostningsbestemt husleje.

  • Kampen om den ugentlige arbejdstid, som den kom til udtryk i påskestrejkernes 35 timers krav i 1985, udsprang af tanken om et solidarisk arbejdsmarked, hvor man deles om det nødvendige arbejde til gavn for ansatte og ledige. Det samme gjaldt de forskellige orlovsordninger, hvad enten de havde karakter af 1980ernes betalt frihed til uddannelse (BFU), eller de tog form af 1990ernes populære orlovsordninger. Behovet for en sådan politik er påtrængende. Velfærdsstatens to-forsørgerfamilie får rigtignok tilbud om offentlige daginstitutioner, skoler og plejehjem. Gevinsten er en høj erhvervsfrekvens for både mænd og kvinder og mulighed for ligestilling i arbejdsliv – og familieliv, men prisen er et hverdagsliv i højt og undertiden nedslidende tempo. Løsningen er både en radikal nedsættelse af den ugentlige arbejdstid og orlovsordninger til gavn for småbørnsforældre, ansatte og borgere, der vil række ud over sig selv gennem solidaritetsarbejde. Først da bliver de løbende produktivitetsforbedringer konverteret til et mere harmonisk og humant samfund.

Vil man høste gavn af de historiske velfærdserfaringer, skal man fortælle om både vindernes og tabernes velfærdsstat. Alternativet er en ureflekteret legitimering af det bestående.