Socialdemokratierne og højrepopulismen
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 17. april 2017

Højrepopulismens spøgelse går gennem Europa. Alle de socialdemokratiske partier er udfordret af dette spøgelse. Hvordan stopper de højrepopulismens fremmarch, før det er for sent.

De første linjer i Det kommunistiske manifest fra 1848 lyder: "Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse. Alle magter i det gamle Europa har sluttet sig sammen til en hellig klapjagt på dette spøgelse." De første linjer i et nutidigt manifest for de europæiske socialdemokratier kunne tilsvarende lyde: "Et spøgelse går gennem Europa – højrepopulismens spøgelse. Alle gamle socialdemokratier har indledt en hellig klapjagt på dette spøgelse."

De seneste eksempler på det populistiske spøgelse er Danmark, Holland og Frankrig. I Danmark fik Dansk Folkeparti (DF) sit helt store vælgergennembrud med valget i 2015. DF gik frem fra 12,3 pct. i 2011 til 21,1 pct., og DF blev dermed som Folketingets næststørste parti det parti, der forhindrede Helle Thorning Schmidt i at fortsætte som statsminister.

I Holland blev de hollandske socialdemokrater (PvdA) ved valget den 15. marts 2017 reduceret fra 38 mandater til 9, mens Gert Wilders Frihedsparti (PVV) med 20 mandater voksede sig mere end dobbelt så stort som socialdemokraterne.

Marine le Pens Front National, der for 10 år siden fik 4,3 % af stemmerne står til op mod 25 % i opinionsmålingerne ved første runde af det franske præsidentvalg, mens socialistpartiets kandidat Hamon har passeret de 10 % - for nedadgående.

Højrepopulismen har været og er fortsat et dyrt bekendtskab for de europæiske socialdemokratier. Højrepopulistiske partier har i varierende grader reduceret de socialdemokratiske partiers vælgeropbakning og dermed svækket socialdemokraternes muligheder for at regere. Dermed udfordrer højrepopulismen i disse år selve det socialdemokratiske DNA.

De populistiske partier tiltrækker ikke blot betydelige vælgergrupper fra de socialdemokratiske partier. De tiltrækker i stigende grad de socialdemokratiske partiers ’naturlige’ vælgere, arbejdervælgere. Forskere taler ligefrem om højrepopulismens ’proletarisering’. Denne udvikling har i en række lande været så markant, at der er tale om et egentligt politisk kollaps for de socialdemokratiske partier. I andre lande er de socialdemokratiske partier blevet reduceret så meget, at det er blevet væsentligt sværere for dem at danne regeringer, der er i stand til at gennemføre socialdemokratisk politik . [1]

Højrepopulismens succes

Højrepopulismen har med betydelig succes været i stand til at kritisere bl.a. den førte socialdemokratiske politik for at svigte ’almindelige mennesker’ og demokratiske valgløfter over for vælgerne. Dette gælder ikke mindst i lande som Frankrig, Holland og de nordiske lande, hvor de socialdemokratiske partier historisk har hyldet lighed, solidaritet og sammenhold. Her har højrepopulistiske strømninger i særlig grad kunnet udnytte kombinationen af neoliberal globalisering , [2] ’nødvendighedens reformpolitik’ og en (dertil hørende) voksende social ulighed og utryghed til at anklage den politiske elite i almindelighed og de socialdemokratiske ledere i særdeleshed for at svigte ’almindelige mennesker’ til fordel for stadigt mere veluddannede grupper med et langt mere velbeslået liv med deres på det tørre . [3]

Den neoliberale politik har sammen med finansialiseringen af økonomien, finanskrisen og EU’s efterfølgende sparepolitik skabt en slags todelt økonomi, hvor finanssektoren sammen med de teknologi- og IT-tunge virksomheder er karakteriseret af høje profitter og mange høje lønninger, mens de kortuddannede inden for den udflytningsramte industri og serviceområderne er præget af manglende efterspørgsel, global arbejdsdeling og usikre, eventuelt direkte prekære arbejdsforhold. Dermed er ulighederne mellem de velstillede 30 % over for en stadig mere presset og truet gruppe på måske 70 %. Dermed er der skabt et økonomisk og socialt grundlag for at appellere til de 70 % som folket, der lades tilbage af eliten. Den frihandel, globalisering og det indre marked, som skulle skabe flere job og lade den økonomiske velstand synke ned i alle samfundets porrer til gavn for alle, opleves kun som jobs, der flytter og udenlandsk arbejdskraft, der presser lønninger og tager jobbene. Som Mette Frederiksen så rigtigt skrev det i sin Politiken-kronik om den syge kapitalisme [4] har sandheden om den kapitalistiske vision for den kapitalistiske trickle-down-økonomi ikke været, at ’tidevandet løfter alle bådene’, men ”at tidevandet har nøjedes med at løfte de største både.”

Stadigt flere tidligere tilhængere af de socialdemokratiske partier har set det ene eksempel efter det andet på socialdemokratiske regeringer, der har været ude af stand til at regulere økonomien og sikre en fair fordeling af velstanden, så også ’almindelige mennesker’ får deres del af kagen. Hvor den sociale klassebaggrund tidligere fik væsentlige dele af arbejderklassen og de lavere mellemlag til at stemme for bl.a. de socialdemokratiske partier ud fra mere eller mindre universalistiske politiske mål, foretrækker disse ’klassestemmer’ i dag i højere grad at stemme på højrepopulistiske partier ud fra mistillid, globaliserings- og fremmedfrygt. Hvor den socialdemokratiske bevægelse i 1930’erne blev partiet, der repræsenterede ’Danmark for Folket’ [5] og i sin storhedstid (1945-73) var i stand til at være partiet, der ville ’gøre gode tider bedre’ [6] , søger vore dages socialdemokrater at genvinde nogle af de tabte arbejdervælgere ved at stå for en tilbagevenden til ’det Danmark, du kender’ [7]. Fortidens socialdemokratiske velfærdssamfund bliver den bedst tænkelige fremtidsvision. Ikke uendeligt langt fra DF’s nationalromantik. Onde tunger vil hævde, at Socialdemokratiet ved valget i 2015 kom tæt på at fortælle med på DF’s højrepopulistiske fortælling for at tiltrække nogle af de arbejdervælgere, der ser sig selv i en sådan fortælling. Dermed kan højrepopulismens egentlige succes ikke kun måles i (arbejder)stemmer erobret fra socialdemokraterne, men nok så meget i den delvise erobring af et ideologisk hegemoni, der synes at række ind i den socialdemokratiske propaganda.

Et materielt grundlag for succes

Den succes, som partier og bevægelser som det danske DF har, skyldes ikke blot erobring af et ideologisk hegemoni i bl. a. dele af arbejderklassen. Den politisk-ideologiske fremmarch har haft et historisk specifikt materielt grundlag. Voksende ulighed og uretfærdig fordeling af samfundets goder har sammen med en relativ social stagnation eller tilbagegang for dele af arbejderklassen betydet en øget åbenhed over for højrepopulismens skyldsfortælling om de belastende ’fremmede’ og en ’politisk korrekt’ elite, der har holdt grænserne åbne og hånden over dem, der ’strømmede ind over grænsen’..

Denne åbning for højrepopulistiske vinkler og fortællinger synes i særlig grad at have gjort sig gældende for de dele af arbejdsklassen (og småborgerskabet), der ikke fandt sig hjemme i ungdomsoprørets, det nye venstres og (delvist) de socialdemokratiske partiers åbning over for nye liberale kulturelle værdier. De, der på én gang var den økonomiske moderniserings tabere og den ’politiske korrektheds’ hjemløse synes i særlig grad at have søgt efter en ny kollektiv identitet som de ’svigtede almindelige danskere’. De har i særlig grad været lydhøre over for Pia Kjærsgaard og tilsvarende.

For at forstå disse sociale gruppers lydhørhed over for højrepopulismens anklager mod bl. a. regerende socialdemokrater som en ’korrupt elite’, der ’svigter folket’, er det værd at bemærke, som den svenske politolog Bo Rothstein gør det [8] , at mange mennesker bruger ordet ’korrupt’ i en ganske bred betydning, hvor oplevelsen af, at nogen favoriseres frem for andre uden objektiv rationel begrundelse også indgår. Dermed kan særlige hensyn til eller favorisering af bestemte mindretalsgrupper komme ind under betegnelsen ’korruption’ og ’svigt’. Det gælder ikke mindst der, hvor en målrettet politik over for bestemte mindretal opleves som mere eller mindre ’illegitime’. Det kan f. eks. være integrationspolitik over for ’ikke-nationale’ minoriteter og kulturer som flygtninge, indvandrere, efterkommere, mv. Sker det samtidig med, at rettigheder og hjælp til danskere reduceres, kan det i særlig grad opleves som illegitim favorisering af nogen, der ikke har fortjent det, og svigt af andre, der havde fortjent bedre. Dermed skrives den populistiske fortælling i hverdagens samtaler. Pia Kjærsgaard har således ikke behøvet andet end at tilsætte lidt ekstra enzymer og lidt systematisk gentagelse for at få en politisk effektiv fortælling om en ’korrupt’ elites favorisering af ’de andre’, der samtidig betyder ’svigt’ af den legitime majoritet, ’folket’, ’almindelige mennesker’.

Når bl.a. socialdemokratierne, ofte i sparepolitikkens navn, dropper den universelle politik for alle eller i det mindste meget brede befolkningsgrupper til fordel for selektiv ’målrettet’ politik for bestemte nærmere afgrænsede grupper i befolkningen har det kunnet gøde jordbunden for dem, der taler om favorisering af de ’forkerte’ og svigt af de ’rigtige’.

Den højrepopulistiske fortælling er således også en slags identitetspolitik for alle dem, der hellere vil kalde sig selv for almindelige mennesker end arbejdere. Det er dem, der er det rigtige folk, de rigtige danskere, der svigtes af de politikere, der hævder at repræsentere folket, men som reelt ikke gør det, fordi det har alt for travlt med at sikre sig selv og ’de fremmede’.

Den højrepopulistiske fortælling har således haft et godt grundlag for at skabe grænser mellem ’almindelige danskere’ og ’de fremmede tilrejsende med andre kulturer og værdier og bruge denne udgrænsning til at styrke det individuelle selvværd i den danske majoritetskultur. Dermed gør højrepopulisme sig til den pressede arbejderklasses identitetsbaserede begrundelse for at kræve minoritetskulturerne lovmæssigt assimileret i den danske majoritetskultur, selv om det strider mod en politisk bekendelse til retten til forskellighed og kulturel frihed.

Som fremhævet i en tidligere artikel her i Kritisk Debat er højrepopulismens tilhængere i udstrakt grad tiltrukket af både højrepopulismens overordnede samfundskritiske fortælling og dens visioner om et andet samfund og et andet politisk regime. Det er ikke blot økonomiske og sociale interesser hos globaliseringens tabere, der er på spil. Der er samtidig tale om et kulturelt værdimæssigt opbrud og ikke mindst en politisk utilfredshed og svigtende tillid til en ikke repræsentativ og undertiden ’korrupt’ herskende politiske elite på en række politiske områder som f.eks. immigration, flygtninge, velfærd og EU.

De højrepopulistiske partiers udfordring til de europæiske socialdemokratier kan således på ingen måde reduceres til hverken ren økonomi, alene kulturelt-politisk værdikamp eller ’almindelige menneskers’ politiske anti-establishment. Den er alle tre elementer – økonomi, kultur og politik – på én gang, og den har tilmed sit særlige socialdemokratisk initierede politisk-socialt grundlag.

Hvor væsentligt det end er for forståelsen af de europæiske socialdemokratiers muligheder for at imødegå højrepopulismen, ligger uden for denne artikel ærinde at redegøre nærmere for, hvorledes socialdemokratisk politik har bidraget afgørende til at skabe det økonomiske, kulturelle og politiske grundlag for højrepopulismens fremmarch i netop disse år. Det vil blive analyseret nærmere i en kommende artikel her i Kritisk Debat.

Farvel til det kulturliberale socialdemokrati

Det højrepopulistiske vælgerfarvel til socialdemokratierne er ikke mindst et farvel til veluddannede kulturliberales socialdemokrati. I Danmark er det et farvel til Svend Aukens socialdemokrati fra de arbejdere, der følte, at Socialdemokratiet havde glemt dem midt i al humanismen, globaliseringen og EU-venligheden. Men det har også været et farvel til Helle Thorning Schmidts Gucci-tasker, teknokrati og reformamok, som uden at ville det afpolitiserede og reducerede den økonomiske politik til ’ansvarlighed’, sparepolitik og europæisk integration sammen med Lars Løkke Rasmussen og konsorter.

For denne artikels formål er det tilstrækkeligt at have blik for den højrepopulistiske udfordrings dybde og sammensatte karakter. Det er nemlig en vigtig forudsætning for at kunne drøfte de europæiske socialdemokratiers aktuelle muligheder for at imødegå højrepopulismens fremmarch. At de europæiske socialdemokratier i dag ligger, som de tidligere har redt, er i den aktuelle sammenhæng af relativ underordnet betydning. Langt vigtigere er det at have blik for, hvordan der i dag er redt op for et socialdemokratisk forsøg på at imødegå højrepopulismen. Dette blik må som ovenfor antydet rettes mod den politiske forandring af de europæiske socialdemokratier, som bl. a. højrepopulismens fremmarch allerede har afstedkommet, og dels mod de veje, som de europæiske socialdemokratier overvejer eller allerede har valgt for i fremtiden at bremse og overvinde højrepopulismen.

Hidtil har de europæiske socialdemokratier haft svært ved at standse højrepopulismen. Ofte har den faktisk førte socialdemokratiske politik været en slags centrum-søgende socialdemokratisk business as usual-politik, som kun gødet jordbunden yderligere for populismen, jf. ovenfor. Derfor kan det ikke undre, at udfordringen og andre nye veje er blevet og fortsat bliver drøftet intensivt i store dele af den socialdemokratiske bevægelse i Europa . [9]

Mette Frederiksen har en analyse

I mandag morgen den 3. april 2017 fortæller Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, hvad hun ser som forklaringen på, at hun er noget nær den eneste socialdemokratiske leder i Europa, der har udsigt til fremgang og regeringsmagten ved et kommende valg: ”Vi har i Socialdemokratiet foretaget en analyse, som adskiller sig fra nogle af vores søsterpartier i andre lande, om hvilken situation vi står i.” De danske socialdemokrater har ifølge Mette Frederiksen en anden analyse og en anden politik, og dette mener hun er forklaringen på, at de danske socialdemokrater er langt bedre end søsterpartierne til at modstå presset fra højrepopulismen.

Men er det nu også så simpelt, at Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen har knækket koden til det problem, der i årevis og med stadig større styrke har martret de europæiske socialdemokratier, nemlig højrepopulismens fremmarch på bekostning af ikke mindst de socialdemokratiske partier? Og hvis det er så simpelt, hvori består da den analyse og det politiske svar, som kan vende udviklingen for ikke blot Socialdemokratiet, men også de europæiske søsterpartier?

Mette Frederiksens analyse af højrepopulismens fremmarch er klar og entydig. Kapitalismen er blevet ’syg’. Symptomerne på den syge kapitalisme er en markant stigende ulighed, lønmodtagerrettigheder, der trædes under fode på grund af arbejdskraftens frie bevægelighed, en ’ukontrolleret indvandring og for stort indtag af både flygtninge og indvandrere’ og en masse mennesker, der med god grund føler sig utrygge ved morgendagens samfund.

Når kapitalismen er blevet syg, skyldes det ifølge Mette Frederiksens analyse, at den stigende ulighed, de truede lønmodtagerrettigheder, mv. alle er tegn på, at tidligere tiders (socialdemokratiske) samfundskontrakt mellem de sociale klasser er truet eller direkte ophævet.

Præcis her ligger ifølge Mette Frederiksen forklaringen på det højrepopulistiske opbrud: ”Kort sagt er den væsentligste forklaring på de politiske og økonomiske opbrud, som vi i disse år oplever, skyldes en svækkelse af den sociale kontrakt mellem kapitalisme og retfærdighed. Eller sagt med to ord; det skyldes den stigende ulighed.” [10]

For Danmarks vedkommende anser Mette Frederiksen dog kun svækkelsen af den sociale kontrakt for at være begrænset og primært en trussel for fremtiden. Takket være de velfærdsordninger og den danske aftalemodel, som Socialdemokratiet gennem tiderne har stået i spidsen for, og som har gjort uligheden markant mindre end i andre europæiske lande. Men den sociale kontrakt er dog ved at krakelere. 3F-erne og andre oplever en stigende utryghed og en øget usikkerhed om deres egen og børnenes fremtid, som risikerer at svække vores tillid til hinanden og vores fælles velfærdsinstitutioner.

’Det Danmark, du kender’, for nu at bruge et udtryk fra den socialdemokratiske valgpropaganda, er derfor truet. Både udefra og indefra. Udefra ikke blot af ’ukontrolleret’ indvandring og ’et for stor indtag’ af flygtninge, men også af internationalt skattesnyd og skatteunddragelse og en EU-politik, hvor den frie bevægelighed står langt højere end lønmodtagernes rettigheder. Indefra kommer truslerne ifølge Mette Frederiksen først og fremmest fra et arbejdsmarked med stadigt mindre plads til de ufaglærte og kortuddannede og fra en blå regering, der vil forhøje folkepensionsalderen for at få råd til skattelettelser i toppen. Ifølge Mette Frederiksens analyse vil den sociale kontrakt, sammenhængskraften og hele den unikke danske samfundsmodel kunne lide ganske alvorlig skade, hvis Liberal Alliance og ligesindede får magt til at gennemføre deres økonomiske politik. Ultraliberalisme er dødelig medicin til en syg kapitalisme.

Hvad er så Mette Frederiksens og Socialdemokratiets svar på disse udfordringer? Hvad er det for en dansk og europæisk politik, som Mette Frederiksen mener, at det danske socialdemokrati er ved at få så godt på plads, at Socialdemokratiet vil være i stand til at standse DF fremmarch? Stikordene for de socialdemokratiske svar er øget vækst gennem kompetenceløft og mere forskning, en stram udlændingepolitik, hård retspolitik, bedre styring og indretning af den offentlige sektor bl.a. gennem en ’velfærdskontrakt’ med medarbejderne i den offentlige sektor, flere ressourcer til forebyggelse inden for sundheds- og socialområdet, et styrket EU-samarbejde på udvalgte områder som bekæmpelse skattesnyd, fælles minimumsbeskatning af selskaber, social dumping, arbejdsmiljø og sikring af EU’s ydre grænser mod flygtninge og migranter fra Mellemøsten og Nordafrika.

Holder analysen?

Holder Mette Frederiksens analyse og politiske svar så? Har hun knækket koden til, hvordan de europæiske socialdemokratier kan stoppe højrepopulismens fremmarch? Eller vil hun som statsminister med en sådan politik kunne vise DF og Nye Borgerlige vintervejen?

En nærmere diskussion af disse spørgsmål kan med fordel tage afsæt i, at Mette Frederiksen bruger en primært økonomisk baseret analyse af den syge kapitalisme til at forklare højrepopulismens fremmarch, selv om der som anført ovenfor er tale om et sammensat økonomisk, politisk og kulturelt fænomen: ”Når vi lægger alle disse ting sammen, vil mange mennesker ikke bare have en følelse af, men reelt være i en situation, hvor kontrakten er ophævet. De oplever et tilbageslag i levestandarden. Kapitalismen er blevet syg. Og det er derfor, Trump kan blive præsident i USA, at Brexit sker i England, og yderfløjene vinder frem i europæisk politik.” [11]Hermed indskriver Mette Frederiksen de socialdemokratiske partier i rollen, som historiens og den sunde kapitalismes helte og skabere, der blot midlertidigt er blevet stækket og sat lidt ud af spillet af liberalistiske skurke, der med varierende held har formået at bryde eller svække ’den sociale kontrakt mellem kapitalisme og retfærdighed’.

I denne fortælling er det svært at finde en forklaring på, hvorfor tidligere tiders socialdemokratiske vælgere i så stort et omfang føler sig svigtede og har bevæget sig over mod højrepopulistiske partier. Det bliver i særdeleshed svært at forklare det samspil af økonomisk utryghed og fremtidsfrygt, kulturel værdikamp og politisk repræsentationskrise, der i så vid udstrækning har ledt tidligere socialdemokratiske vælgere i armene på DF og andre højrepopulistiske partier. Årsagsanalysen er for tynd og økonomisk til at være helt troværdig.

EU-politikken

Mette Frederiksens analyse går stort set uden om sammenhængen mellem EU-kritikken og dens kobling til dansk utryghed og usikkerhed. De europæiske socialdemokratier angribes af bl. a. højrepopulister for at lade sig begrænse og diktere af EU's stabilitetsregler og de dertil knyttede balance- og sparekrav på bl. a. de store velfærdsområder. I en række medlemslande, ikke mindst i Sydeuropa, begrænser disse stabilitetsregler og sparekrav vækstinvesteringer og begrænser de nationale politikere og regeringers muligheder for at respondere politisk på borgernes forventninger og ønsker, som højrepopulister typisk ikke forspilder at tilbyde nemme nationale løsninger på via Brexit-lignende genrejsning af national politisk handlekraft.

Skal de europæiske socialdemokratier tage vinden ud af sejlene på en sådan højre- eller venstrepopulistisk kritik, er det på høje tid, at de europæiske socialdemokrater indser nødvendigheden af at gentænke og ændre reglerne for den europæiske vækst- og stabilitetspolitik, så de enkelte medlemslande får langt mere fleksible muligheder for selv at vælge, hvordan de enkelte lande ud fra egne økonomiske forudsætninger og politiske mål vil indgå i og bidrage til vækst og velfærd i det samlede EU.

Det vil ikke blot kræve en fleksibel lempelse af de eksisterende stabilitetsregler. Det vil også og ikke mindst kræve, at den økonomiske koordinering i EU ændres fra en lukket teknokratiseret top-down-proces med one size fits all regler som bundlinje til en politisk åben bottom up proces, hvor de nationale regeringer og parlamenters hensigter og mål koordineres horisontalt og gennem åbne debatter i bl. a. EU-Parlamentet for at nå frem til en fælles, koordineret vækst- og stabilitetspolitik.

DF og andre EU-kritiske populister vil selvfølgelig vende sig mod en sådan politik. For dem vil en fælles åben diskussion af de politiske og økonomiske målsætninger for f. eks. det kommende års finanslov være en hån mod og krænkelse af det danske demokrati. Men for bl. a. socialdemokrater kan det helt modsat ses som en mulighed for at berige og udvide det danske demokrati i en verden, hvor det er alt andet end ligegyldigt for danske arbejdspladser og danske virksomheders vækst- og konkurrencemuligheder, hvilken politik der føres, og hvilken finanslov der vedtages i Tyskland og de øvrige EU-lande.

En sådan EU-politik vil kunne lægge til i stedet for at trække fra, når det gælder de nationale politikeres muligheder for at respondere effektivt og hensigtsmæssigt på borgernes krav og forventninger. Det vil være en EU-politik, der styrker den nationale demokratiske legitimitet, ikke mindst for centrum-venstre-regeringer, hvis det politiske ansvar for landenes økonomiske politik på den måde føres tilbage til de nationale parlamenter. Tænk blot på, hvor mange valgløfter Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal kunne have undgået at bryde, hvis EU havde haft sådanne nye, fleksible stabilitetsregler. Og tænk hvis det havde været SRSF-regeringen selv, der skulle begrunde, hvorfor man i lyset af de øvrige EU-landes planlagte politik eventuelt havde valgt at udskyde opfyldelsen af et eller flere politiske løfter til borgerne for i stedet at investere lidt mere i vækst og nye, gode arbejdspladser. Det ville ikke blot bryde med (EU-)nødvendighedens politik og repolitisere den økonomiske politik dom til et højre-venstre-valg. Det ville samtidig kunne bidrage til at tage vinden ud af sejlene for højrepopulismens EU-kritik i 'folkets' hellige navn, hvis bl. a. socialdemokrater på den måde gjorde den folkelige kritik af EU-reglernes indskrænkninger af det nationale politiske råderum til sin egen – vel at mærke uden at forfalde til urealistiske Brexit-løsninger.

Det er derfor ikke mærkeligt, at man rundt omkring i de europæiske socialdemokratiet diskuterer noget sådant, og det kan undre, at Mette Frederiksen ikke er allerlængst fremme i skoene i denne europæiske debat, når man betænker, at hun om nogen har måttet holde for som beskæftigelsesminister med Vestager, Corydon og Thorning Schmidts henvisninger til EU's rigide stabilitetsregler.

Udlændingepolitik

Ud fra Mette Frederiksens analyse af en næsten usvækket dansk social kontrakt kan det være svært at finde forklaringen på DF’s, også i europæisk sammenhæng, store succes. DF’s fremmarch i Danmark giver derimod god mening, hvis den bl. a. forklares med, at Socialdemokratiet (før Mette Frederiksen) har haft svært ved at give borgerne et klart svar på denne historisk nye kombination af voksende social ulighed, truet velfærd, trængte lønmodtagerrettigheder, voksende indvandring og utilstrækkelig integration.

Måske vil Mette Frederiksen mene, at hun har denne del af forklaringen med, når hun henviser til, at tidligere socialdemokratiske ledere ikke nok og tidligt nok lyttede til datiders socialdemokratiske vestegnsborgmestre. Måske mener dagens socialdemokrati, at det var derfor der blev lidt rigelig plads til Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl. Hvem ved?

Under alle omstændigheder synes den socialdemokratiske analyse at lægge op til en slags ’If you can’t beat them, join them’-politik. Det danske socialdemokrati vil tydeligvis ikke kun engagere sig i og give egne alternative svar på de spørgsmål, der optager de mange tilhængere af de højrepopulistiske partier og bevægelser. Socialdemokratiet vil i stedet tage højrepopulismens argumenter og fortælling mere eller mindre til sig og i forlængelse heraf give politiske svar, der går i samme retning som højrepopulismens politik. Analysen lægger således naturligt op til, at de socialdemokratiske partier ændrer holdning til bl.a. udlændinge- og integrationspolitikken, således som det bl.a. er sket i det danske socialdemokrati, efter Mette Frederiksen blev valgt som formand. Dermed synes der at være en betydelig risiko for, at Socialdemokratiet vil udvikle sig til socialdemokratiske versioner af det, økonomen Paul Krugman kritisk nedvurderende har kaldt for den europæiske højrepopulismes herrenmensch social democracy, en velfærdsstat kun for mennesker, der ser ud som dig selv.

Måske vil Mette Frederiksen under forudsætning af en vis vælgersucces og statsministerposten kalde det en socialdemokratisk tilbagetrængning af højrepopulismen. Det vil forfatteren til denne artikel ikke. At trænge højrepopulismen tilbage måles for mig ikke i socialdemokratiske stemmeprocenter, men i evnen og viljen til at engagere sig i og give egne politiske svar på de spørgsmål, der optager vor tids ’almindelige mennesker’. Grundformen for at de europæiske socialdemokratier vil kunne standse højrepopulismens fremmarch er for mig at give borgerne realistiske centrum-venstre-løsninger løsninger og herigennem konfrontere højrepopulismens argumenter og tiltagende politisk-ideologiske hegemoni i bl.a. store dele af arbejderklassen.

Ud fra denne artikel og en foregående artikels analyse af det økonomiske, sociale og kulturelle grundlag for vore dages europæiske højrepopulisme er det svært at forestille sig, hvorledes europæiske socialdemokratier med en analyse og politiske løsninger som dem, Mette Frederiksen foreslår, for alvor vil kunne inddæmme og fortrænge højrepopulismen som politisk kraft i Europa. Om de europæiske socialdemokratier med Mette Frederiksens analyse og politik vil have udsigt til ny vælgerfremgang, vil jeg derimod ikke udelukke. Om det bliver på bekostning af de højrepopulistiske partier og bevægelser vil i givet fald ikke være nogen selvfølge. Så spørgsmålet kan i de kommende år meget vel blive, om de europæiske socialdemokratier kan siges at have stoppet højrepopulismen alene ved selv at få lidt flere vælgere og lidt flere regeringsposter.

 

[1] I nogle tilfælde har det omvendt været et politisk svækket socialdemokrati, der gennem regeringsalliancer hen over midten har udvisket en selvstændig socialdemokratisk profil og herigennem banet vejen for højrepopulistisk fremgang. F.eks. begyndte de hollandske socialdemokrati PvdA i begyndelsen af 1990’erne at samarbejde med det konservativt-liberale VVD i den såkaldte ’lilla koalition’, som så blev det politiske establishment, som ’Pim Fortuyn-revolten’ ved valget i 2002 blæste omkuld. En udvikling, der i lidt andre former har gentaget sig i hollandsk politik fra 2012 og frem, nu med Geert Wilders Frihedsparti i rollen den revolterende højrepopulisme og PvdA som de helt store tabere.

[2] Den tyske tænketank Bertelsmann Stifttung har i undersøgelsen Globalisierungsangst oder Wertekonflikt? Wer in Europa populistische Parteien wählt und warum, 2016 vist et stort sammenfald mellem dem, der kritiserer og frygter lavere løn, arbejdsløshed og migration som følge af globaliseringen og tilhængere af en række højrepopulistiske partier. I Frankrig ser 75 % af Front Nationals tilhængere globaliseringen som en trussel, Hos Alternative für Deutschland i Tyskland er det 78 pct. og hos det østrigske Frihedsparti FPÖ er det 69 %. Samtidig er der dog forskning, som viser, at de, der taber på globalisering og økonomisk modernisering i endnu højere grad helt undlader at stemme. Globaliseringens tabere vælger i endnu højere grad sofaen end højrepopulisterne. Jf. Simon Bornschier and Hanspeter Kriesi: The Populist Right, the Working Class, and the Changing Face of Class Politics kapitel til Jens Rydgrens bog: Class Politics and the Radical Right (version September 5, 2011)

[3] For det hollandske eksempel herpå, se bl.a. Yvonne Zonderop: The root of contemporary populism in Holland, i Catherine Fieschi et al (ed): Populist Fantasies: European Revolt in Context, Counterpoint 2013, pp. 285-330.

[4] Mette Frederiksen: Kapitalismen er blevet syg, Politiken 29. januar 2017

[5] Titlen på Socialdemokratiets program fra 1934, der cementerede Socialdemokratiet som et ’folkeparti’ fremfor et ’arbejderparti’

[6] Socialdemokratiets valgslogan ved valget i 1960, hvor partiet med løfter om bedre lønninger, flere forbrugsgoder og mere fritid vandt valget og opnåede 76 mandater.

[7] Socialdemokratiets valgslogan ved valget i 2015, hvormed partiet forsøgte at appellere til bl.a. frafaldne tilhængere med sympati for DF.

[8] Bo Rothstein: Why Has the White Working Class Abandoned the Left?, i Henning Meyer (ed): Understanding the Populist Revolt, Social Europe Journal Vol. 22 Spring 2017, s. 22-23

[9] Se f.eks. Ernst Hillebrand (ed): Right Wing Populism in Europe – How do we Respond?, Friedrich Ebert Stiftung, maj 2014; Henning Meyer (ed): Understanding the Populist Revolt, Social Europe Journal Vol. 22 Spring 2017; Jürgen Habermas: For A Democratic Polarization: How to Pull The Ground From Under Right-Wing Populism, Social Europa 17 November 2016;Hopi Sen: The popular center: How progressives can beat the populist challenge, policy network paper 2014; Per Wirten: En populism som pekar I olika riktningar, Tiden magasin December 201; Marc Saxer: Ten Theses For The Fight Against Right-Wing Populism, Social Europe, 17 januar 201; The Amsterdam Process. Exploring the cultural challenges to social democracy, Policy Network 2011.

[10] Mette Frederiksen, op.cit.

[11] Mette Frederiksen i mandag morgen 3. april 2017