Reform af det liberale papirmonster?
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 17. april 2017

Så skal vi igen i gang med den obligatoriske afbureaukratiseringsøvelse. Den offentlige sektor skal fornys, og der skal skæres ned på alt unødvendigt bureaukrati, der skal effektiveres på sags- og dokumentationsgange og så videre. Ja, listen er næsten uendelig. Sådan har det lydt siden Schlüters Moderniseringsudvalg, men måske er situationen trods alt anderledes denne gang?

Det måske nye i forhold til 1983, 2002, 2009, 2011 og 2013 er, at V-LAK regeringen meget bastant har lagt sig fast på et vækstmål for de offentlige driftsudgifter på 0,3%. Men med et demografisk betinget vækstpres på minimum 0,6% har regeringen kun få handlemuligheder.

Til forskel fra de foregående regeringer kan den nuværende regering ikke længere nøjes med at luge lidt ud i velfærdsydelserne eller skære på kontanthjælpsydelser og lignende, som kun føles af et lille mindretal af befolkningen. Produktivitetskravene er også ved at nå deres ultimative grænse

Regeringen kan vælge at gøre sine intentioner til politik og skære i de mere centrale velfærdsydelser for at overholde sin vækstgrænse. Det vil betyde, at den skal lægge sig ud med større befolkningsgrupper. Den kan diskret overskride sit eget vækstmål, hvilket vil udstille den som svag og dens ideologiske profil som teatertorden. Eller den kan gøre, som den nu agter at gøre, igangsætte endnu en reform af den offentlige sektor – denne gang kaldet ”Sammenhængsreformen” med det formål at accelerere effektiviseringstempoet yderligere og finde ekstra ressourcer ”ude i hjørnerne”.

Den første mulighed viger regeringen tilbage fra. Advarslen fra Thulesen Dahl er ikke til at tage fejl af. Han har i sit ugebrev den 5. april fat i noget centralt, som han deler med en meget stor del af befolkningen, når han kritiserer nedskæringerne i sundhedssektoren og produktivitetskravet for at lede til stadig flere ”utilsigtede hændelser” og åbenlyse fejl. Den konkrete anledning er selvfølgelig ramaskriget over de mange meningitistilfælde, hvor der er blevet begået alvorlige fejl i systemet. Han eller andre kunne også have skrevet om de mange utilsigtede hændelser i ældresektoren, og inklusionsproblemer i skolesektoren osv. Det helt centrale er, at yderligere mandskabsreduktioner indenfor den offentlige sektor uden tilsvarende reduktion i mængden af opgaver, vil afstedkomme stadigt flere fejl, fejldispositioner og direkte skandaler, hvis virkninger rækker langt ud over de sædvanlige klagesange om, at de ansatte ”snart ikke kan klare mere”.

Forståeligt nok er det ikke en vej, regeringen har lyst til at betræde – i hvert fald ikke lige med det samme. Den får også vanskeligt ved at bryde med sit eget rammemål på 0,3%, mere fordi det er defineret af det økonomiske råderum, som igen er bestemt af det strukturelle balancekrav, der har status af intet mindre end den hellige gral.

Tilbage er den yndede liberale forestilling om, at der rundt omkring i den offentlige sektor gemmer sig uopdyrkede muligheder for at effektivisere, afbureaukratisere og befri de ansatte for en række unødige dokumentationskrav. Sådan forholder det sig jo i private virksomheder. Trimningsmulighederne er legio, når først man sætter et af de store konsulentbureauer på opgaven.

Sådan spiller klaveret bare ikke i den offentlige sektor, og regeringen vil ikke lykkes med sit nye projekt Sammenhængsreform. Den vil hvirvle en masse støv op, men ikke løse et eneste problem. Hele reformindsatsen vil efter al sandsynlighed lande på den politik, der er skitseret i regeringsprogrammets kapitel 17 - ”Fornyelse af den offentlige sektor”.

I regeringsprogrammet står det klart, at der skal indføres resultatstyring. At flere skattefinansierede opgaver skal konkurrenceudsættes efter obligatoriske måltal for at opnå højere kvalitet og lavere priser. At der skal indføres endnu mere frit valg og på endnu flere områder. At borgeren skal frigøres fra monopoltvang. At der skal være færre proceskrav og flere resultatmål. Og så vil regeringen igangsætte et analysearbejde for at se, om der kan gennemføres yderligere privatiseringer. Omvendt vil regeringen søge at begrænse kommunernes mulighed for at drive nogen form for (privat) virksomhed. Den private sektor er jomfruelig jord og skal beskyttes som sådan mod forventet politisk ekspansionstrang.

Se det er liberal politik, som vi har hørt det igen og igen, siden Anders Fogh Rasmussen indtog statsministeriet i 2002. Der er bare det aber dabei, at den politik ikke har løst et eneste af de problemer, som den ifølge regeringens program blev sat i verden for at løse – tværtimod. Den offentlige sektor er ikke blevet mindre målt i driftens andel af BNP. Selv om der siden 2010 er afskediget adskillige tusinde ansatte i kommunerne, er der ansat flere i stat og regioner, så den samlede nedgang begrænser sig til ca. 15.000 ansatte.

Men om der er flere eller færre ansatte i den offentlige sektor udgør ikke i sig selv et problem. Når det så fremstår som et stort problem, skyldes det for første, at antallet af opgaver, der skal løses og disses kompleksitet ikke er blevet færre og for det andet, at barriererne for at løse opgaverne er blevet mangedoblet siden 2002.

Den sunde liberale politik, der skulle slanke hele statssystemet og frisætte borgeren, så denne med værdighed blev herre i eget hus, er endt med det modsatte resultat. På alle parametre har de foregående regeringers liberale kurs skabt de problemer, som regeringens nye Sammenhængsreform nu skal løse – vel at bemærke med stort set de samme midler, som skabte dem. En umulig opgave.

Jeg skal ikke her gennemgå hele Sammenhængsreformen. Det er allerede blevet gjort i vores seneste Mandagskommentar. Her vil jeg alene tage udgangspunkt i overskrifterne og de vigtigste forslag – ja, det er måske også, hvad der er i udspillet. Udspillet afstikker fire spor. Teknisk tager det sig godt og professionelt ud, men det er tilstrækkeligt at se på indledningen, som dækkende sammenfatter hele Sammenhængsreformen for at få øje på hullerne.

Efter at vi er blevet oplyst om, at vi har et af verdens bedste velfærdssamfund, får vi det obligatoriske; ”Men vi har også en stor og kompleks offentlig sektor, hvor vi år for år har lagt lag på lag af regulering og nye opgaver. Resultatet er, at opgaveløsningen i for høj grad er siloopdelt efter struktur- og myndighedsgrænser – frem for efter borgernes og virksomhedernes behov”.

En helt igennem korrekt beskrivelse. Det er begrundelserne derimod ikke. Den offentlige sektors opgaver er ikke blevet komplekse, fordi der er blevet lagt lag på lag. Kompleksiteten kan hovedsageligt henføres til de opgaver – problemstillinger – der produceres ude i samfundet og for det andet til den måde at løse disse problemer på, som det liberale imperativ foreskriver.

Silotænkningen kommer nemlig ikke af sig selv. Det samme gælder de ensidige strukturhensyn. Nogen forårsager tildragelserne. I de her tilfælde er synderen de tidligere VK regeringer, som har skabt grundlaget for, at silotænkningen og personalets suboptimering på næsten alle områder mere er normen end undtagelsen. Det begyndte med VK regeringens første gennemgribende reform – frit-valgs-reformen - hvor borgerne kunne vælge mellem offentlige- og private udbydere af serviceydelser. Efterfølgende blev opgave- og strukturreformen gennemført. Den mener regeringen i dag danner et ”godt grundlag at bygge videre på”.

Med strukturreformen indførte man ad bagvejen ”det indre marked” i den offentlige sektor, hvor de tre store politik- og forvaltningsenheder skulle handle med hinanden på grundlag af snævre sektorinteresser. Socialpolitikken blev brutalt underlagt beskæftigelsespolitikken med henvisning til sirenesangen om ”én indgang” for borgerne. Siden er der blevet opbygget en sand labyrint bag denne ene indgang, som bl.a. i forbindelse med den udbudsorienterede beskæftigelsespolitik har afstedkommet den ene omkalfatring af beskæftigelsescentrene efter anden og har lagt socialpolitikken i ruiner i en sådan grad, at der ikke meningsfuldt kan udføres forebyggende virksomhed. Det særlige sociale område, som amterne havde opbygget i integrerede enheder, blev revet op med rode og atomiseret. Kommunerne benyttede sig af deres nye ret til at rage til sig i håb om at blive udbydere af specielle ydelser til hinanden. Resultatet kender vi: Øget udgiftspres, besparelseskrav og forceret inklusion i normalområdet. På folkeskoleområdet har det ført til, at stadigt flere forældre benytter sig af frit-valgs-ordningerne og vælger folkeskolen fra. Deres børn skal i hvert fald ikke betale for en af mange af strukturreformens konsekvenser.

Slagnummeret var også, som det er i dag, ”borgerne først”. Systematisk arbejdede man på at kontraktstyre relationen til borgerne, hvilket er lig med frisættelse i liberal optik. Resultatet blev, at de mest ressourcestærke borgere selvfølgelig begyndte at vogte nidkært over, om de nu fik de rigtige ydelser, hvilket lige så selvfølgeligt afstedkom, at serviceleverandørerne - som det nu var kommet til at hedde - følte sig presset til at dokumentere, at de skam fulgte de opstillede standarder og holdt sig indenfor varedeklarationens rammer - altså fulgte liberal ret, der, når det kommer til stykket, ikke er andet og mere end et sæt af formelle standarder og retningslinjer.

I tilgift adopterede regeringerne, kommunerne og efter 2007 også regionerne New Public Management ideologien og de forskellige styringsteknologier fuldt ud, der kunne retfærdiggøres under den hat. Det helt centrale og i og for sig banale paradigme var, at det offentlige skulle formes efter markedsøkonomernes utopiske forestillinger om det markedet - det private marked - som en unik selvkorrigerende ligevægtsmekanisme med mindst mulig politisk indblanding. Legitimiteten af retningen blev hentet i public choice filosofierne og den altomfattende vending mod markedet efter 1979. Hvad de forskellige styringsfilosofier, der har fulgt hinanden i en lind strøm siden, så har heddet, er egentlig ganske uinteressant, fordi de alle har haft samme formål: at omdanne det offentlige til et semiprivat marked og herigennem opnå den lyksalige ligevægt, balance og effektivitet, som kendetegner det rigtige private marked.

Den bagved liggende tænkning udgik fra den neoklassiske mikroøkonomi. Man gik helt seriøst ud fra, at hvad der gjaldt ét sted kunne overføres til alle andre. Den mikroøkonomiske tilgang ville ikke (sagde teorien) resultere i silotænkning og snævre sektorinteresser. Den indbyrdes konkurrence, benchmarking, de standardiserede krav og den omfattende dokumentation skulle ifølge rationel logik forhindre suboptimering og snæver interessevaretagelse. Og øget kontrol med institutionernes tilbøjelighed til eksternalisering (problemeksport institutionerne imellem) af alle budgetforringende aktiviteter skulle reducere risikoen.

Med til vendingen mod borgerne – ”borgerne først” og ”den myndige borger” fulgte der sideløbende en afmyndiggørelse af mange af de offentligt ansatte. De skulle ikke længere handle som velfærdsforvaltere, men som serviceudførere. Indenfor flere sektorer - mest udtalt i ældresektoren - blev hele virksomheden (og personalet) delt op i bestillere, udførere og modtagere. Servicen, der eksempelvis tidligere havde været pleje og omsorg, blev omdannet til standardiserede ydelseskataloger, som bestyrelsen - byrådet - vedtog. Hermed havde man etableret det strukturelle grundlag for relationen mellem offentlige og private serviceleverandører. Der var tjek på de ansattes bevægelser og beslutninger, og enhver selv nok så lille ydelse blev omsat til enhedspris.

Det skulle, hævdede man, resultere i øget fokus på kerneopgaven. Hvad den så konkret bestod i blev ikke defineret, og hvad værre var, man glemte helt at tage i betragtning, at når man har en kerne, har man også en periferi. For hver gang man skar ned på tiden til kerneopgaverne eller kommercialiserede ”serviceydelserne”, voksede periferiopgaverne, fordi transaktionerne, kalkulationerne, målingerne og kontrollerne lagde sig ”lag på lag” nærmest eksponentielt.

At fortsætte ad det spor blev efterhånden umuligt. Udgifterne faldt ikke, de ansatte begyndte at opføre sig som markedsaktører, og borgernes utilfredshed voksede. Thorningregeringen indså det. En løsning blev nedsættelsen af en produktivitetskommission, der kunne levere alle de nødvendige argumenterne for et opgør med den hidtidige politik og styringsfilosofi. Kommissionen gjorde ikke op med politikken, men med styringsrationalet. Kontrol- og proceskrav blev anbefalet droslet ned. I stedet skulle der i fremtiden satses på resultatmålinger (output og outcome målt på borgertilfredshed), omfattende benchmarking og øget fleksibilitet indenfor aftalesystemet mellem de offentlige arbejdsgivere og de ansattes organisationer.

Borgeren kom for alvor i centrum som argumentationsfigur og overtrumfede alle de ansattes arbejdstids- og værnsregler ved overenskomstforhandlingerne i 2015. Medarbejderne skulle være fleksible og indstillet på i alle forhold at sætte borgerens behov før deres egne. Servicebegrebet blev udvidet med forestillingen om moralsk forpligtethed. Oven i hatten påbegyndtes en lederdyrkelse, som endnu den dag i dag følger en opadgående kurve. Ved overenskomsterne i 2011, 2013 og især i 2015 var øget ledelsesrum et af arbejdsgivernes hovedkrav.

Tendensen hænger sammen med tre forhold. For det første skal der ledes knivskarpt, så bundlinjen overholdes. For det andet har afmyndiggørelsen skabt et behov for stærke ledere, når nu medarbejderne ikke længere kan planlægge og lede sig selv, og for det tredje har man skabt et miljø, hvor suboptimering, snyd, værn af egne interesser og silotænkning er så fremtrædende som overlevelsesmekanismer, at man har brug for stærke og håndfaste ledere til at holde sammen på det tiltagende anarki.

Det er i korthed det regime, den liberale politik har frembragt indenfor den offentlige sektor. Så meget desto mere barokt bliver det, når regeringen med sin Sammenhængsreform nu vil videreføre og forstærke den politik, som har skabt monsteret. Det var i hvert fald den vej, som både Løkke Rasmussen og Simon Emil Ammitzbøll stillede i udsigt op til Danske Regioners årsmøde, og som i øvrigt er helt i tråd med regeringsprogrammet. En slags moderniseret version af Sisyfosmyten.

Det drejer sig bl.a. om bestiller-udfører modellerne, taxametermodellerne, aktivitetsstyringsmodellerne, DRG modellerne, de interne handels- og faktureringsmodeller, benchmarking, formelle kravsspecifikationer i ydelseskataloger, omkostningsregnskaber osv., der har gjort de mange regler og dokumentationskrav, som nu kritiseres, nødvendige. Man kan nu engang ikke kalkulere og fakturere, uden at diverse handlinger kan normaliseres og defineres i forhold til et katalog over enhedspriser. Man kan ikke tildele budgetter under disse betingelser uden budgettildelingsmodeller bundet op på aktiviteter, og det giver i sig selv ingen mening, hvis disse aktiviteter ikke kan dokumenteres. Og man kan opstille nok som mange resultatkrav - de vil blive omgået. På nøjagtig samme måde som proceskravene og kvalitetskravene er blevet det. Det ved enhver, der har prøvet at arbejde på akkord. Derfor er kontrolmekanismerne ikke overflødige. De er strengt nødvendige. Dokumentation og kontrol er det liberale friheds- og retsbegrebs skygger.

Helt barokt bliver reformudspillets nærmest lyriske beskrivelser af den gode ledelse og samspillet med de dedikerede ansatte, når enhver med bare lidt indsigt i offentlig økonomi ved, at efter budgetlovens og sanktionslovgivningens vedtagelse, er alle institutioner, kommuner og regeringer underlagt en så stram budgetdisciplin og regnskabskontrol, at hovedparten af den offentlige virksomhed og ledere på alle niveauer har blikket fikseret på bundlinjens farve. Hvad man er bagud det ene kvartal skal indhentes i det næste. Det avler stort set ligeså kortsigtede ledelsesdispositioner som ude i det private og det fremkalder en udtalt opportunisme. Er budgetsituationen gunstig og stabil afsætter vi tid til rehabilitering og forebyggelse eller mere personale til at bakke lærerne op i de ”vanskelige klasser”. Er der underskud, gennemfører vi kun det mest nødvendige. Vilkårligheden, de strategiske placeringsmanøvre stortrives i et sådant system. Men budgetloven er sakrosankt.

I reformprogrammet vil man frigøre flere ressourcer ved at lette de administrative byrder og rationalisere de administrative funktioner. Det er allerede sket i kommunerne, hvor de administrative funktioner i stigende omfang samles i større enheder. Har det medført større fokus på de tværgående funktioner og samarbejde? Overhovedet ikke. Det har blot gjort siloerne større, for silotænkningen afgøres først og sidst af det ultimative krav om budgetdisciplin og den herud fra definerede ansættelsesbetingelser og resultatkrav. Tillige er eksternaliseringen øget ved, at administrative opgaver diskret er skubbet nedad i systemet og ud i driften (blandt andet ved via it-løsninger at tvinge medarbejderne til at administrere sig selv), så ikke administrative grupper i dag udfører en del administrativt arbejde. Men det ser godt ud i analyserapporterne. Der er reduceret i de administrative funktioner, men det er ikke det samme som, at der er reduceret i opgaverne.

Reformudspillet slår selvfølgelig også på, at der er mange penge at spare ved effektiv og målrettet forebyggelse. Det har alle hidtidige regeringer siden Schlüter også slået på. Ja, det var velfærdsstatens fædre i særdeleshed opmærksomme på. Man kunne anbefale Erik Ib Schmidts bog ”Red velfærdsstaten”, hvori han påviser, hvor lidt det er lykkedes regeringerne i 80’erne og 90’erne at øge forebyggelsesaspektet, og med tiden er forebyggelse stort set blevet identisk med det, man i fagjargon kalder tidlig opsporing af problemer. Og hvorfor så det? Fordi - som bl.a. Erik Ib Schmidt påpeger - markedsmekanismerne og kommercialiseringen af hele vores samfundsliv (der ud fra liberal opfattelse er et ubetvivleligt gode) i realiteten er med til at begrænse det faktiske forebyggelsespotentiale, og det gælder indenfor samtlige sektorer. Borgerne er ganske enkelt så pressede af den daglige konkurrence om alt fra de bedste nyfødte babyer til de mest livsduelige ældre, at man har meget lidt tid til andre end sig selv eller de grupper, man identificerer sig med. Livsteknikken består ikke i at forbedre de kollektive løsninger på de kollektive problemer, men i at løse sine egne og holde ethvert anstrøg af marginalisering fra døren. En sådan defensiv socialivsform og medfølgende kulturpessimisme rummer kun ganske få forebyggelsespotentialer. Så personalet må begrænse sig til at opspore de uundgåelige problemer tidligt.

Den nuværende og de hidtidige regeringer har igangsat frikommuneforsøg med inddragelse af frivillige i den offentlige opgaveløsning, og ingen politiker holder sig i dag tilbage for en skamrosende idyllisering af civilsamfundet på trods af, at hovedparten af alle de problemer, som det offentlige skal løse, stammer fra markedet og modsætningerne og de krasse uligheder i civilsamfundet. KORA’s seneste undersøgelse og engelske undersøgelser af resultaterne af Camerons Big Society viser samstemmende, at der over en længere periode ikke er meget at hente ved de frivilliges indsats. Forklaringen er indlysende, for udgangspunktet er, hvad de frivillige kan gøre for det offentlige – ikke omvendt. I årevis har man udsultet de mange foreninger, som kunne have indeholdt et vist forebyggelses- og integrationspotentiale. Nu hvor man så har brug for dem, viser de sig klart ikke at besidde potentialet, så alternativet bliver politikerbestilt moderne hattedameaktivitet eller forøget egennytte i forældredrevne dagtilbud eller skoler eller private plejehjem, hvor tilkøbsydelser løfter bundniveauet. Pladsen tillader desværre ikke en mere fyldig reference til KORA’s og SFI’s rapporter, men underbygge regeringens frivillighedsstrategi gør de ikke.

Selvfølgelig ser reformudspillet bort fra disse helt indlysende problemstillinger. De indeholder nemlig en logik, som den siddende regering ikke kan overvinde. Som de foregående regeringer abdicerer også V-LAK regeringen fra politik og søger tilflugt i teknik og den direkte vej til løsningerne: Der skal skabes bedre overgange mellem sektorerne. De ansatte skal stilles mere frit hvad angår valg af metoder. Private skal tilskyndes til at investere i velfærdsydelser. Der skal udtænkes helhedsorienterede indsatser, og der skal udvikles en samlet civilsamfundsstrategi, og sådan fortsætter reformudspillet side efter side uden på et eneste tidspunkt at stille spørgsmålet: Hvordan er alle de problemer, som man vil løse, overhovedet opstået?

Selvfølgelig gør reformudspillet ikke det, for alene det at stille spørgsmålet ville invitere til politiske og ikke tekniske diskussioner. Ikke mindst fordi årsagerne til de mange problemer og deres voksende kompleksitet er politiske og har deres udspring udenfor den offentlige sektor og er således ikke tekniske.

Eksempelvis opfordrer OECD og IMF nu mere og mere indstændigt de rige lande til at gøre noget ved den voksende ulighed både i landene og mellem disse. Det gælder ulighed på arbejdsmarkedet, i indkomst og af samme årsag i civilsamfundet med bl.a. øget segregation til følge. Man frygter oprigtigt politisk og social uro og peger på en lang række følgevirkninger, som truer med at ødelægge samfundenes sammenhængskraft. Hvad også disse organisationer springer over, er at det har været liberal politik gennem tre årtier, der har fremmet både de økonomiske, sociale og kulturelle ulighedstendenser i de moderne samfund.

Det har også været liberal politik at skærpe kravene til arbejdskraftens geografiske mobilitet samtidig med, at man bl.a. med strukturreformen fuldstændigt atomiserede og ødelagde den regionale kollektive trafik. Sideløbende har man svækket DSB i en grad, så privatbilismen fremstår som det individuelt set mest rationale valg og har på den måde på ganske få år fyldt vores veje til bristepunktet, selv om bilerne i gennemsnit kun kører ca. 5% af tiden. En samfundspolitisk fuldstændig irrationel trafikudvikling, hvor pendlingen er øget til 43 km. Gjort nødvendig af kapitalens investeringsfrihed og en liberal boligbeskatningspolitik. Selv ud fra en kapitalistisk målestok er problemernes omfang efterhånden ubærlige.

Samme trafik- og strukturpolitik har bidraget til at accelerere strømmen fra land til by og til at skabe det fænomen, man kalder Udkantsdanmark med indbyggede beskæftigelsesmæssige og sociale problemer.

For at holde skibet flydende, har man så politisk tilskyndet til enhver form for vækst, bare det gav arbejdspladser. Man har neddroslet Arbejdstilsynet og vendt det blinde øje til væksten i arbejdsbetingede lidelser, hvilket selvfølgelig har øget sygefraværet. Man har liberaliseret butikkernes åbningstid, så forbrugerne kan opnå større forbrugs-frihed. Det har afstedkommet et større pres på dagtilbudsordningerne, og sådan kunne man blive ved.

Disse eksempler og mange flere kan rummes i begrebet kapitalens anarkiske vækstlogik, hvor det eneste resultat, der tæller, er den økonomiske vækst og profitten – især sidstnævnte. Og et hvilket som helst samfund, en hvilken som helst regering og et hvilket som helst parti, der accepterer dette grundlag som en indiskutabel præmis, kan aldrig for alvor gøre noget ved den offentlige sektors enorme vækst og galoperende dysfunktionalitet, for som statssystem i et kapitalistisk samfund afspejler udviklingen og tilvæksten først og fremmest de opgaver, som samfundet udenfor de offentlige institutioner skaber, og som man politisk bliver enige om at løse teknisk.

Lad os kort vende sygefraværsproblematikken som eksempel på ovennævnte. Det er ganske enormt, hvad man i staten, kommunerne og regionerne investerer af energi og målinger for at komme det høje sygefravær til livs. Samtidig beskæftiger man sig stort set ikke med, at arbejdsmiljøet forringes over hele linjen og med, at kontrollen med arbejdsmiljøet udhules. Man kræver øget fleksibilitet af arbejdskraften på alle tidspunkter af døgnet uden øje for, at familieliv, fritidsliv og så videre smadres. Det vil sige - man beskæftiger sig med alt andet end at ændre på problemernes udspring. Ikke så sært, at den offentlige virksomhed bliver kompliceret, dyr og ineffektiv.

Disse forhold ændrer regeringens reformudspil ikke på. Tværtimod vil det anvende flere af de midler, som har skabt de symptomer, der nu skal sættes ind overfor. Innovationsminister Sophie Løhde kan rejse landet tyndt, som hun har bebudet, for at tale med kommunalbestyrelser, embedsmænd, personale og borgere, og lige lidt vil det hjælpe. Men til gengæld – og her skal vi være opmærksomme – vil hun og hendes ministerkolleger få et indblik i tingenes tilstand, der principielt set giver regeringen et bedre grundlag for at tvinge kommunerne og regionerne til at acceptere nye og skærpede effektiviseringskrav i økonomiforhandlingerne eller imødese en yderligere centralisering af beslutningerne og kontrollen. Altså en mere målrettet gennemtrumfning af den nedskæringspolitik, som er beskrevet i regeringsgrundlaget, og som måske kan blive regeringens eneste reelle udvej, når Sammenhængsreformen ikke vil hænge sammen.

Så ministrenes rundrejse skal ses som alt andet end en udstrakt hånd til ”samskabelse”. Det handler mere om at kunne placere ansvaret, når nu effektiviseringspolitikken heller ikke denne gang virker, som præsteskabet har prædiket.

Af de samme grunde forekommer det temmelig naivt, når LO, FTF og flere af de faglige organisationer om end selektivt roser regeringen for at ville afskaffe dokumentationskrav, frigøre personalet fra dokumentationskrav, styrke fagligheden og den holistiske tilgang til opgaveløsningen, som flere af de faglige ledere udtrykker det. Og man kvitterer oven i købet for at måtte få plads i følgegruppe, der skal evaluere regeringens reformpolitik. Det hedder at være med på en lytter – intet andet.

Man spørger sig selv – sådan ganske forsigtigt – om de samme faglige ledere helt har glemt alt det, de har protesteret imod siden 2002? Eller om deres reaktioner og positive tilkendegivelser er ren taktik? Skulle det være det sidste, er det ganske malplaceret og en farlig sti at betræde, fordi hvad skal medlemmerne så tænke og mene, hvis de ikke har nogen mulighed for at afkode de snævre magtcirklers sprog? Så kan det hele være ligegyldigt.

En ganske uforståelig handlemåde fra de faglige lederes side, al den stund de samme faglige ledere allerede i dag er forsynet med så mange analyser, historier, argumenter og beskrivelser af, hvordan det rent faktisk står til i den offentlige sektor, at de på mindre et kvarter efter ministrenes præsentation af Sammenhængsreformen kunne have smadret den totalt og overfor den danske befolkning demonstreret, at der for det første ikke er indhold i reformudkastet, og for den andet at de problemer, regeringen vil løse, er nogen den selv og de foregående regeringer har skabt enten gennem en bestemt tilrettelagt politik eller ved at acceptere det hav af problemer for befolkningen, som den kapitalistiske produktion skaber.

Det turde ellers være en oplagt og kærkommen mulighed for de offentlige fagforeninger til at træde i karakter og udstille regeringens og den liberale politiks impotens, når det angår effektivisering og billiggørelse af den offentlige sektor. Hvilket scoop ville det ikke være, hvis fagbevægelsen øjeblikkeligt havde demonstreret, hvordan der kunne effektiviseres og skabes en ny platform for udbygning af velfærden. Det burde være en smal sag for fagforeningerne, der repræsenterer godt 75% af de offentligt ansatte, at fremlægge et modprogram til Sammenhængsreformen, som for det første byggede på medlemmernes store indsigt, for andet kunne overbevise befolkningen om, at der skal tages helt anderledes radikalt fat, hvis den offentlige sektors problemer skal løses. Og at det for det tredje er umuligt, hvis den ikke demokratiseres, hvad der igen kun vil skabe nye problemer, hvis der med demokratisering alene tænkes på mere magt og indflydelse til de ansatte. Den demokratiske løsning ligger dér, hvor velfærdsopgaverne defineres af borgerne, hvor der opbygges institutioner, hvorigennem borgerne og de ansatte kan bestemme, hvordan den definerede velfærd skal forvaltes. Men nej, de faglige ledere betræder ikke nye stier. Så hellere med tålmodighed se til, mens de kendte gror til.

Indtil videre har de faglige organisationers reaktioner således været taktisk imødekommende kombineret med omkvædet ”send flere penge”. Helt ærligt flytter det ikke meget.

De politiske partier i oppositionen og DF har på tilsvarende vis været bemærkelsesværdigt afdæmpede i deres vurdering af Sammenhængsreformen. Socialdemokratiet har sagt meget lidt, meget spredt, men har dog afleveret nogle lettere imødekommende kommentarer. Enhedslisten har trykket på automatudløseren og rettet fokus på et opgør med New Public Management, hvilket er det samme som at slå ud efter skyggen i stedet for efter skyggens herre. De Radikale har brugt anledningen til at udfordre Socialdemokratiet ved at rose en del af den politik, der udklækkes i finansministeriet, hvor Sophie Løhde som bekendt er placeret sammen med Kristian Jensen. DF har indskrænket sig til at rose alt det formelt rosværdige om mindre dokumentation, øget sammenhæng mellem sektorerne osv. og så selvfølgelig kritisere besparelserne i sundhedssektoren. DF’s seneste bud er en accept af regeringens vækstrate på 0,3%, hvis væksten så finansieres af nedskæringer indenfor flygtninge- og integrationsområdet. Det udspil ser ud til at blive fulgt op af finansministeren med ny udregninger af udgifter til integrationen.

Men DF’s rationale om at tage fat på problemernes kilde fejler sådan set ikke noget, selv om det konkrete indhold er usympatisk. Ser vi alene på rationalets indhold, kunne både Socialdemokratiet, SF og EL have grebet fat i selve tankegangen og givet den et solidarisk indhold. Men det gør man ikke. Man har i stedet blikket stift rettet mod problemerne i og indenfor den offentlige sektor og beskæftiger sig stort set ikke med årsagerne til disse problemer andet end den ene, at tilvæksten er skåret drastisk ned, og at budgetloven har presset et mindreforbrug igennem ude i kommunerne.

Men ved ikke at følge DF’s rationale og sætte spot på at fjerne en del af de problemer, som det offentlige skal løse, hænger oppositionens partier uhjælpeligt fast i den liberale dagsorden. Mette Frederiksen lovede ellers på Socialdemokratiets kongres i efteråret, at hun og partiet ville gennemføre en stille revolution af det offentlige sektor. Revolution betyder ellers en radikal ændring af noget. Men i alle senere interviews har Mette Frederiksen stort set ikke sagt andet end det, der står i regeringens oplæg. Så måske er det ikke så mærkeligt, at reaktionerne ikke har været manifeste eller mange. Der skal jo være måde med revolutionerne, og de skal helst ændre for at bevare.

Man skulle ellers mene, at situationen er oplagt for oppositionens direkte udfordring af regeringen og til med af DF. Regeringen kan som bekendt ikke fastholde sine vækstgrænser uden at forringe de almene velfærdsydelser eller gøre den offentlige drift billigere. Det sidste kan den ikke, fordi dens egen politik har frembragt de fleste af problemerne, der gør den offentlige sektor dyr og ineffektiv. Oppositionen kunne helt oplagt have benyttet sig af anledningen til kritisere konsekvenserne af strukturreformen, som skaber mange af de problemer, reformen skal løse. Man kunne have sønderlemmet frit-valgs-politikken, konkurrenceudsættelsespolitikken, det liberale friheds- og lighedskrav, som altid degenerer i ydelseskataloger og konkurrence med forringet kvalitet, og man kunne have udstillet frimarkedspolitikkens anarkiske virkninger som årsag til den øgede mængde komplekse problemer, den offentlige sektor skal løse. Og man kunne have brugt udspillet til at sige: ”Ja, vi skal have gjort den offentlige sektor både bedre, billigere og enklere, men i stedet for at lede, der hvor der er lys, skulle vi måske begynde der, hvor problemerne opstår”.

Sådan har partierne ikke reageret indtil nu, og de faglige ledere spiller taktisk fedtspil, så hvad skal regeringen egentlig frygte? Kommunerne og regionerne? Næppe. Både i KL og i Danske Regioner finder man ”gode takter” i reformudspillet, og hvad skal man egentlige sige, når regeringen så senere strammer skruen ved økonomiforhandlingerne? Sophie Løhde bruger jo præcis de samme argumenter, som kommunalpolitikerne og topcheferne bruger, når der indgås budgetforlig.

Så måske kan Sammenhængsreformen bidrage til, at der ikke for nærværende er lagt op til et opgør om næste års økonomiaftale. Det er jo kommunalvalg, og reformen er endnu ganske luftig.

I mellemtiden kan regeringen i ro og mag nedsætte både den ene og den anden kommission og et utal af arbejdsgrupper og tage rundt i hele landet, for så til næste forår, som annonceret, at påbegynde selve reformarbejdet og bl.a. konkretisere reformerne i økonomiforhandlingerne og eventuelle nye centraliseringsmanøvre, som plejer at få DF’s tilslutning. Skulle det blive scenariet, vil både oppositionens partier og de faglige ledere have sat en vindersag over styr, hvis de i hele perioden fra nu og frem til næste år kører taktisk og undlader at gå i kødet på den offentlige sektors egentlige problemer og fremsætter egne udspil og forslag. Anledningen kunne jo være kommunevalget.

Men det er selvfølgelig sin sag, hvis man i det store og hele deler præmisser med de liberale og ser på velfærdsstaten uafhængigt af det samfund, den skal være velfærdsstat for. Så fanges man af en teknisk og upolitisk institutionslogik, hvorefter man heller ikke kan andet end at flytte kommaer og vente på næste reform.