Enhedslistens forslag om en 30-timers arbejdsuge: Et sympatisk folketingsudspil med ringe forankring i fagbevægelsen
Af Niels Frølich

Offentliggjort: 15. februar 2017

EL’s forslag understreger, at en arbejdstidsnedsættelse skal foregå via overenskomstforhandlinger, derfor virker det besynderligt, at det lanceres af folketingsgruppen (fire MFere i Information d. 9.12.16) og ikke sammen med eller af partiets faglige landsudvalg og nogle af partiets fagforeningsaktivister, selvom der er faglige aktivister i bl.a. 3F, der har bagland for at kunne udtale sig til fordel for emnet (JBMF og 3F Ungdom har mig bekendt fremsat ønsket om 30-timers-ugen som overenskomstkrav). Men i Enhedsliste-sammenhæng virker forslaget som et rent folketingsudspil, fordi man også har en række henvisninger til Alternativets forslag  om 30 timers arbejdsuge. Og det gør det nok ikke nemmere at rejse debatten i fagbevægelsen, fordi forslaget nemt vil blive affejet som blot og bar profilering af EL som parti. Initiativet burde derfor have været taget den modsatte vej: At der blev skabt en vis interesse for og opbakning i fagbevægelsen og derefter taget op af parti og folketingsgruppe.

Forslaget rummer imidlertid mange interessante vurderinger og beregninger, som man kan være mere eller mindre enige i. Derfor er forslaget udmærket som debatgrundlag for en studiekreds eller et politisk møde, men ikke noget, man kan sidde og snakke om ved frokostbordene på arbejdspladsen eller føre en debat om på en fagforeningsgeneralforsamling. Det er forslaget for kompliceret til og vil af mange blive opfattet som et skrivebordsprojekt, hvor det blot er nogle røde DJØFere, som har brugt regnearkene lidt anderledes end de blå DJØFere hos de borgerlige partier og hos arbejdsgiverne. Det er meget svært at starte en bredere debat eller mobilisering på grundlag af et teoretisk papir om, at ’der er råd’  - bl.a. baseret på en tro på dynamiske effekter, som EL ellers plejer at være skeptisk over for.

En opbakning til kortere arbejdstid skal i meget større omfang baseres på konkrete argumenter såsom de enormt store profitter, som mange virksomheder i disse år kaster af sig til aktionærerne. På den baggrund må der være basis for en arbejdstidsnedsættelse, selv om det så også vil indebære valg eller prioritering mellem kortere arbejdstid, højere løn, mere betalt frihed til uddannelse, bedre barselsorlov, højere pensionsprocent m.v. Og kravets gennemførlighed vil også afhænge af, om økonoien er i en høj- eller lavkonjunktur, hvilket især har betydning, hvis arbejdstidsnedsættelsen foregår over en længere årrække, som EL lægger op til. Man skal også have med i billedet, at en del af gildet betales af os selv via pensionskasserne.

At lægge op til en gradvis nedsættelse af arbejdstiden over flere overenskomstperioder er ganske fornuftig, rød realisme, da man ikke på et samlet arbejdsmarked på én gang eller over en meget kort periode vil kunne opnå en arbejdstidsnedsættelse til 30 timer. Grunden til, at det ikke er praktisk muligt, er,at der bl.a. skal være tid til at uddanne og omskole folk til at udvide arbejdsstyrken med flere hænder, når vi skal arbejde kortere tid. For en personalekompensation er jo nødvendig, hvis produktionen skal videreføres uden store udsving og tab - og arbejdsmiljøet ikke forringes på grund af opskruet arbejdstempo. Derfor må arbejdstidsnedsættelsen strækkes over flere år og overenskomstperioder, men dermed bliver det også sværere at sikre en ordentlig personalekompensation. Ganske vist opererer EL med, at der kun skal ske en delvis personalekompensation, idet man indregner, at produktiviteten stiger 1,25% årligt i følge Finansministeriet. Men en produktivitetsstigning sker ikke lineært og synkront, men i forskelligt tempo og omfang i de forskellige brancher, virksomheder og institutioner. Derfor bliver det også sværere at sikre en personalekompensation, der matcher produktivitetsstigning og effektivisering på de enkelte arbejdspladser. Hvordan skal det aftales i overenskomsterne? Bemandingsregler har altid været svære at opnå og håndtere og vil næsten altid være et lokalt anliggende og dermed afhængig af styrkeforholdene på den enkelte arbejdsplads.

Især i den offentlige sektor kan personalekompensation blive en udfordring. Ganske vist indgår det i ELs plan, at folketinget skal afsætte midler til at kunne ansætte flere medarbejdere i det offentlige. Det kræver, at der kan samles det nødvendige politiske flertal ikke bare ved et enkelt års finanslov, men som en flerårig aftale om at afsætte de nødvendige midler. Det indebærer samtidigt, at omprioriteringsbidrag og andre løbende besparelser skrottes, så tildelte ekstra ressourcer ikke udhules ad den vej. Det kræver også et helt eller delvist opgør med budgetloven og EUs stramme finanspolitiske regler, hvilket ikke nødvendigvis er umuligt - Sverige har jo delvist holdt sig fri af dem. Det kræver måske også, at overenskomsterne struktureres anderledes, så der i forhold til arbejdstid og personalekompensation opereres med 5-6-årige overenskomster, mens løn forhandles hvert eller hvert andet år (som i bl.a. Sverige). En løsning kan også være efter forbillede fra Holland at indgå en samfundspagt mellem fagbevægelsen og regeringen. En sådan pagt i Holland består i, at ældre, offentligt ansatte kan gå ned i tid og løn, men med fuld pensionsindbetaling imod, at der ansættes nye unge medarbejdere. Men er det en fornuftig vej at gå?

Under alle omstændigheder er problemet på især det offentlige område, at en arbejdstidsnedsættelse med (delvis) personalekompensation og fuld løn er betinget af, at et politisk flertal i Folketinget og Kommunernes Landsforening og Danske Regioner spiller positivt med over en længere periode i god dialog med fagbevægelsen og de lokale tillidsvalgte. Kan vi få vores medlemmer og tillidsfolk til i tilstrækkeligt omfang til at tro på det, når vi i årevis har set voldsomme besparelser og stadig dårligere arbejdsgiveradfærd, som for tiden bl.a. udmønter sig i at sætte arbejdstiden op (afskaffelse af kutymefridage, betalte frokostpauser m.v.)?

Det bliver i alt fald en udfordring at vinde opbakning til at rejse arbejdstidskravet ved OK18, som EL vist nok vil satse på. Der er ikke umiddelbart "et krav, der kan samle bredt bland fagbevægelsens medlemmer, på tværs af offentligt og privat ansatte, alder, køn og fag", som Finn Sørensen skriver i en kommentar i Politiken d. 20.12.16. Han skriver dog også: "Jeg påstår ikke, at medlemmerne står parat til en storkonflikt for at kæmpe en 30-timers uge igennem. Men de vil gerne have en fagbevægelse, som flytter hegnspæle i virkeligheden i stedet for kommaer i en dagsorden, som andre har sat". Det er da rigtigt nok, men hvordan skal disse hegnspæle flyttes, hvis ikke der i fagbevægelsen er en bred opbakning til kravet og vilje til at kæmpe for det? Fagbevægelsens topforhandlere kan da ikke med nok så god veltalenhed og regnearksgymnastik overbevise hverken DI eller Finansministeriet, der har nogle helt andre regneark og opfattelser af, hvad der skal til for at sikre konkurrencestaten Danmarks fremtid. Som altid er det ikke et spørgsmål om ord, men om magt.

En arbejdstidsnedsættelse kræver kamp og derfor mobilisering - ikke nødvendigvis af alle på én gang. En markant arbejdstidsnedsættelse sker ikke nødvendigvis som et big bang! Der bør ses mere nuanceret på mulighederne og vurderes, om der kan startes i nogle brancher. Det kunne f.eks være områder som rengøring, plejesektoren og butikker, hvor mange de facto frivilligt eller ufrivilligt er på nedsat tid og har et hårdt fysisk arbejde. Hvis den gennemsnitlige, faktiske arbejdstid er 30 eller 32 timer, hvorfor så ikke gå efter, at den bliver den reelle fulde arbejdstid, men til en løn svarende til 37 timer? De stadig flere områder med aften-, nat- og weekendarbejde kunne også være områder, hvor arbejdstiden kan sættes ned. For nogle faggrupper og brancher er en nedsættelse af den daglige eller ugentlige arbejdstid måske ikke det største ønske, fordi stadig flere arbejder under andre arbejdsformer, bl.a. mere projektorienteret og med store krav til løbende kompetenceudvikling. Et krav om betalt frihed til (selvvalgt) uddannelse eller bedre muligheder for orlov kan for nogle være vigtigere, fordi der ellers bruges meget fritid på at videreuddanne sig. Så måske der også tænkes lidt over, om der kan være flere veje og metoder til en arbejdstidsreduktion og bedre fordeling af arbejdet og dermed mulighed for at mobilisere på kravet. Det er ikke altid sådan, at one size fits all!

Under alle omstændigheder kommer vi ikke langt med et meget teoretisk og abstrakt forslag, der ikke tager udgangspunkt i den forskellighed, der på godt og ondt er i arbejdslivet i dag og som ikke tager de åbenlyse udfordringer alvorligt. Fine ord og gode hensigter gør det ikke i sig selv. Vi er nødt til at agere ud fra den aktuelle klassekampssituation.

Endelig mener jeg også, at oplægget lider af en vis grad af teknologideterminisme. Den teknologiske udvikling opfattes tilsyneladende som uafvendelig. Det tages som et indiskutabelt faktum, at automatisering og digitalisering vil overflødiggøre tusindvis af lønarbejdere. Det er utvivlsom rigtigt, at en række opgaver, funktioner, jobs og måske næsten hele brancher vil blive automatiseret væk - eller ’disrupted’ for at bruge et modeord. Men der vil også komme nye til, som ikke nødvendigvis i antal fuldt og helt vil opveje de tabte, men dog direkte og indirekte give en hel del jobs. Spørgsmålet er i hvilket omfang skabelsen af nye job kan opveje tabet af gamle job – hvis udviklingen betyder, at f.eks. to tredjedele af den erhvervsaktive del af befolkningen bliver overflødig kapitalistisk set står man naturligvis i en helt anden situation.

Den hastige teknologiske udvikling og løbende omstilling af samfundet vil betyde, at der skal bruges mere tid på omskoling, efter- og videreuddannelse, hvilket bør ske i arbejdstiden, ligesom der også vil kunne skabes jobs til dem, der skal undervise og udvikle nye - herunder digitale - undervisningsmidler. I forvejen halter uddannelsesniveauet efter i mange fag og brancher - HK, Prosa og IDA lavede for et par år siden en undersøgelse af, hvor galt det står til i it-branchen. Dertil kommer så, om vi bare skal digitalisere og automatisere mest muligt overhovedet? Er Digitaliseringsstyrelsens våde drøm om at fuldautomatisere sagsbehandling i den offentlige forvaltning mest muligt også vores ønske? Hvad med retssikkerheden og kvaliteten i betjeningen af borgerne? Skandalerne i SKAT viser vel med al tydelighed hvor galt det går, når man for blindt tror på, at it kan afløse mennesker. Klog af skade har politikerne så besluttet, at der skal mere manuel sagsbehandling til i SKAT (men bare ikke nok, hvis der virkelig skal rettes op). Som et politisk parti bør EL da gå ind i kampen om, hvordan og hvornår teknologien skal bruges og ikke bare lade teknologiudviklingen rulle uantastet af sted og unuanceret se den som begrundelse for og middel til kortere arbejdstid. Så unuanceret har Marx nok helle ikke tænkt det, når han skrev om, at maskinerne kunne frisætte menneskene fra arbejdets slid. Traditionelt har (store dele) af venstrefløjen da heller ikke bare helt ukritisk støttet enhver udvikling af ny teknologi, f.eks. atomkraft, GMO. skifferolie m.v. Så en mere dialektisk tilgang til sammenhængen mellem teknologiudvikling og arbejdskamp kunne være tiltrængt.