Rusland og den kommende verdensorden
Af Jens Jørgen Nielsen

Offentliggjort: 15. februar 2017

I en tid hvor USA synes at have hænderne fulde i indenrigspolitikken, og hvor vi spændt venter på udmøntninger af Trumps konkrete udenrigspolitik, synes det oplagt at reflektere over nye politiske agendaer; ikke mindst over en ny rolle og ny politik over for Rusland. Alternativet kan vise sig at være for skræmmende og selvdestruktivt.

Størstedelen af den centrum-liberale elite, herunder medregnet politikere og meningsdannere, frygter den nye amerikanske præsident Donald Trump og forventer det værste både på den indenrigspolitiske og udenrigspolitiske bane. På vores side af Atlanterhavet er der mange, som er dybt skræmte over de utvetydige opløsningstendenser, som ikke er til at overse i forhold til den Europæiske Union. Tegnene er klare: Brexit, muligt fransk-exit efter dette års præsidentvalg, i Holland står EU-kritiske og højrevendte partier til stærk fremgang, uenigheden om flygtninge og grænse-situationen, også den svage vækst økonomiske vækst og høje arbejdsløshed bekymrer.

Bag den ustabile situation står - i hvert fald hvis man orienterer sig efter de toneangivende medier i den vestlige verden - Rusland og landets leder, Vladimir Putin. Det er den gængse automatreaktion, når internationale problemer komme på forsiden. Det er efterhånden en længere og ikke særligt opløftende tradition, som specielt tog fart for ca. 10-20 år siden – i øvrigt i forlængelse af de euforiske drømme om verdensfred og grænseoverskridende forståelse efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. I dag ligner situationen som bekendt den gamle kolde krig. Det store spørgsmål er nu, hvordan skal vores politik være i forhold til Rusland, og her tænker jeg både på EU og NATO, men også på nationalt plan - Danmark har jo nogle særinteresser i det arktiske område, hvor vi skal håndtere Rusland uanset hvad.

Der er en dobbelthed i den typiske vestlige holdning til Rusland - i hvert fald, når vi har at gøre med det, man kunne kalde de liberale globalister i modsætning til politiske strømninger, som går i en anden retning dvs. Trump, le Pen og andre, der er kritiske over for måden det internationale samkvem foregår på. USA's tidligere præsident, Barack Obama har ved flere lejligheder formuleret paradokset ganske klart. På den ene side beskriver han - og i øvrigt mange andre fra samme politiske ståsted - Rusland som et taberland; et land som ikke producerer noget, nogen gider købe, med en hastigt dalende og stadig mere fattig og fortvivlet befolkning; et land, som ikke er værdigt at blive kaldt en stormagt. Men også et land, kan vi forstå på Obama, hvor magthaverne er nødt til at være i konstant krig for at aflede befolkningens utilfredshed. Ofte knytter der sig en tydelig irritation over, at Rusland overhovedet vover at kalde sig bare en betydelig regional stormagt. På den anden side af paradokset har vi de stadige påstande om, at Rusland står bag ved alt det dårlige, som har indflydelse på de vestlige nationer; f.eks. valget af Trump, som skete - ifølge Det demokratiske Parti - fordi Rusland hackede sig ind i bl.a. partiets og tidligere udenrigsminister Hillary Clintons hemmelige arkiver. Rusland står angiveligt bag den EU-kritiske stemning i befolkningen, hvilket allerede har ført til Brexit og måske truer med endnu en svækkelse af EU hen over året. Frankrig kan f.eks. være på vej ud. Putin er af flere medier gennem flere år blevet kaldt verdens mest magtfulde mand.

Efter den aristoteliske logik, jeg lærte en gang Aarhus Universitet, kan begge udsagn ikke være sande. Paradokset er da også et udtryk for både en meget dårlig læsning af Rusland, men også en manglende evne til at forholde sig til magter, som enten ikke er allierede med Vesten (i f.eks. NATO), som bøjer sig (som i Europa), eller som måske er diktaturer (som Saudi Arabien), der vil varetage amerikanske interesser. Der kan spores en vis panik over, at USA ikke kan styre tingene, sådan som det tidligere i højere grad var tilfældet. Obamas og mange andre af de liberalt sindede politikeres opfattelse af Rusland kan koges ned til følgende: Sovjetunionen tabte den kolde krig, og russerne skal for det første indrømme lige netop det og for det andet acceptere den rolle, som Japan og Tyskland accepterede at påtage sig i 1945, nemlig som tabere der accepterede, at amerikanerne bestemte over de to landes indenrigs- og udenrigsforhold. De accepterede den nye amerikanske orden og det samme skal russerne nu - ’join the International Community’, sådan som amerikanerne forstår den. Men det har russerne slet ikke tænkt sig. De sætter sig tværtimod selvbevidste op mod den amerikanske dominans og arbejder for at bryde den – med politiske midler vel at mærke. Samtidig ser Rusland NATO som endnu et forsøg på at eliminere Rusland, som et led i jagten på dét Hearthland den britiske politiker og geograf Halford Mackinder talte om i 1904. Det er en drøm om at få kontrol over de enorme naturrigdomme, som det enorme Rusland besidder. Den, der besidder det, kontrollerer verden, som Mackinder formulerede det. Men Rusland er klar til at engagere sig militært for at forsvare sine interesser, som er traditionelle og ikke ideologiske, som det i hvert fald til tider var i den sovjetiske periode.

Lad os så tilføje, at både USA og Rusland har udviklet deres militærteknologi, og - hvad der må skræmme enhver beboer (ikke mindst) i Europa - begge lande har sænket deres tærskel for at anvende atombomber selv i taktiske slag. Siden 2002, da George W. Bush opsagde ABM-aftalen - der handlede om at lægge loft på de taktiske raketter, der tjener til at neutralisere de store strategiske, langdistance a-våben - har russerne været mistænksomme. Russerne læste opsigelsen som et signal om, at amerikanerne mente, at de ville kunne vinde en atomkrig ved bl.a. i ét slag at neutralisere de russiske strategiske a-våben. Russerne har svaret på udfordringen og udviklet mange nye våbentyper bl.a. de krydsermissiler, som de har benyttet sig af i Syrienskrigen. I kølvandet på Ukraine-krisen har Rusland endvidere endnu engang gjort det klart, at barren for anvendelse af taktiske atomvåben er sænket. Og det samme gælder USA.

Med andre ord: Verden er af lave! Umiddelbart står vi overfor den forhøjede risiko, at der udbryder en storkrig i Europa på baggrund af en fejl, mistolkning eller et enkelt menneskes irrationelle beslutning. Denne risiko er blevet så meget mere forhøjet al den stund, at de vestlige politikere har udelukket næsten al kontakt mellem det militære personel i henholdsvis NATO og Rusland. Det gælder også kontakt på ministerielt, på parlamentarisk, folkeligt og ikke mindst business niveau. Det er en uholdbar situation. Men hvad kan vi gøre? Kan vi få en anden situation i Europa og måske også i Syrien og andre steder?

Her følger ikke en løsning, men nogle opmærksomhedspunkter:

For det første må Vesten se i øjnene, at Rusland er en stormagt, at Rusland vejer tungt, enhver stat uanset ledelse ville forvente at få respekteret sine interesser og i øvrigt også at blive mødt med - om ikke andet - diplomatisk respekt. Alene det faktum, at Rusland i givet fald kan udslette alt liv både i EU og i USA, burde få politikere til i det mindste at se på Rusland med andre briller end tegneseriens. Uanset hvad kan vi ikke komme uden om en dialog med Rusland. At kalde det Neville Chamberlain-naivitet forudsætter, at Putin har planer på linje med Hitlers. At han angiveligt står over for at udrydde verdens jøder og udslette andre racer. Og det er langt ude, uanset hvad man måtte mene om Putin og Rusland. Rusland er også verdens største land med grænser til Norge, USA, Japan, Kina m.m. Alene denne størrelse gør, at man ikke bør overse eller ignorere landet – ikke for russernes blå øjnes skyld, men for vores egen.

Lige siden 1991 har det været et skrækscenarium, at terrorister skulle få fat i atomvåben og bruge dem til terroraktivitet. Et svagt eller endnu mere et opløst Rusland vil efter alt at dømme gøre det mere sandsynligt, at terrorister kan få fat i dommedagsvåben. På samme måde besidder både vestlige og russiske efterretningsvæsener megen information om terroristisk aktivitet. I mange tilfælde vil de begge have gavn af et samarbejde, vi så det blandt andet ved terrorhandlingen ved Boston maraton i 2013. Det russiske efterretningsvæsen havde givet CIA og FBI et tip om de to tjetjenske brødre, der begik handlingen, men amerikanerne var ikke interesserede. Det er for begge parter oplagt at samarbejde på dette område. Men det ligger selvfølgelig helt dødt i disse tider.

Ukraine er Europas åbne sår. Ukraines dysfunktionelle eksistens som stat fremstår nærmest som en skamstøtte over europæernes (inklusiv russernes) manglende evne til konstruktivt at løse sådanne problemer. I skrivende stund er kampene i det østlige Ukraine blusset op igen. Parterne anklager selvfølgelig hinanden for at have taget initiativet. To forskellige forklaringer på den øgende militære aktivitet træder frem. Nogle mener, at det er de østlige oprørere, der på initiativ fra Kreml ønsker at teste den nye amerikanske præsident. Andre mener modsat, at det er Kiev, der er bange for, at Donald Trump skal blive alt for gode venner med Putin og i den bevægelse helt glemme Ukraine - derfor provokerer Kiev Rusland til at gribe ind. Jeg hælder mest til den sidste forklaring. Rusland har da også bl.a. svaret ved at afholde en militærøvelse tæt på grænsen, der omfatter kampfly og atomvåben. Minsk-aftalerne (I og II) ligger nærmest døde hen. Vesten hævder næsten søvngængeragtigt, at det er russerne, der angriber. Dele af medierne og nogle vestlige politikere engagerer sig i positive fortællinger om Ukraine på trods af at alle seriøse undersøgelser viser, at det både er et af Europas fattigste og mest korrupte lande. Ukraine har på ingen måde levet op til Minsk-aftalerne; bl.a. skulle de have vedtaget en lov om særstatus for Donetsk og Lugansk. Det er ikke sket og vil næppe ske, fordi den bevæbnede højrefløj direkte truer med at dræbe den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, hvis han skulle gå ind på det. Samtidig må man se i øjnene, at den ukrainske stat ikke kontrollerer militserne, der skal bekæmpe oprørerne, ligesom Moskva slet ikke kontrollerer oprørene. Men Rusland vil under ingen omstændigheder acceptere, at Kiev smadrer oprørsbevægelsen, men det er en anden ting.

Så hvordan løser man denne gordiske knude, der hedder Ukraine? For det første: Glem enhver løsning uden om Rusland. Hvem i Europa vil risikere en storkrig for et uklart ukrainsk projekt? Rusland har ladet alle forstå, at Ukraine ikke er et hvilket som helst land. Rusland har ladet forstå, at de har accepteret nok NATO-lande, russerne har trukket en af de røde linjer, som stormagter trækker - som er en grænse, der ikke må overskrides. Så en mulig løsning kan kun ligge i en form for aftale og fælles forståelse mellem Europa og Rusland. Det kunne være enighed om, at Ukraine forblev neutralt med en høj grad af føderalisering af landet. Putin er ikke interesseret i at optage de østukrainske områder på samme måde som det skete med Krim. Demokratisk er det dog næppe tvivlsomt, fordi der altid har været en betydelig modstand mod NATO i den ukrainske befolkning, hvor de fleste faktisk også har talt russisk derhjemme.

Endnu vanskeligere er det at forestille sig en løsning af konflikten i Syrien. Men stadig flere vestlige politikere taler for, at Ruslands rolle er afgørende om end ikke tilstrækkelig. Både den nyligt afgående og den nuværende tyske udenrigsminister henholdsvis Frank-Walter Steinmeier og Sigmar Gariel har givet klare udtryk for dette. At Rusland har taget initiativ til fredsforhandlinger i den kasakhiske hovedstad Astana - sammen med Tyrkiet og Iran - viser, at Rusland er blevet den markante internationale aktør, som nogle i hvert fald lige præcist havde forsøgt at undgå.