Med Trump er verden i helvedes forgård
Af Niels Boel

Offentliggjort: 15. februar 2017

Sociologiprofessor William I. Robinson fra University of California mener, at USA’s nye præsident kun har populisme i munden. Langt fra populistisk at støtte brede befolkningslag, vil han forstærke neoliberal kapitalisme. Når han så uvægerligt skuffer sine støtter i den hvide, frustrerede arbejderklasse, vil vejen være banet for en moderne variant af fascismen.

Sociologien William I. Robinson har udviklet en samlet analyse af den moderne transnationale kapitalisme, bl.a. i værket ”Global kapitalisme og menneskehedens krise” fra 2014. Hans udredning af den nye transnationale kapitalistiske klasse – der opstod i 1970’erne, da kapitalen frigjorde sig fra nationalstatens bånd – høster roser hos radikale tænkere som Noam Chomsky og Michael Hardt. Han ønsker at bidrage til sociale kampe med sine analyser, men er også personligt engageret. Ved siden af sin universitetsundervisning støtter han bl.a. aktivt bevægelsen for migranter fra Mellemamerika i USA.

Den spæde stemme er belagt med hæs bekymring, når Robinson fortæller om udsigten til Trump som præsident i USA:

”Trumps og de europæiske højreekstremisters fremgang er udtryk for en legitimitetskrise hos eliterne. Denne legitimitetskrise giver en politisk åbning, som så kan udfyldes af venstrefløjen og folkelige kræfter nedefra eller omvendt af højrefløjen ovenfra med racisme og højrepopulistisk demagogi. Nu ser vi overvejende det sidste”.

Robinson forklarer legitimitetskrisen med den økonomiske stagnation og de uhørt store sociale uligheder på verdensplan.

”Vi har et nyt globalt apartheid, hvor 20 % af menneskeheden kontrollerer 95 % af al verdens rigdom, mens 80 % kun har 5 %. Så det store befolkningsflertal, disse 80 % kan ikke absorbere den globale økonomis produktion. Det giver en klassisk kapitalistisk overproduktion, hvad man teknisk kalder overakkumulation. De globale selskaber har akkumuleret utrolige mængder af rigdom. Og denne rigdom kan de ikke kanalisere ind i nye, givende investeringer. F.eks. kan kapitalismen ikke længere ekspandere globalt, som da det tidligere Sovjetunionen samt Indien og Kina blev inkorporeret i verdensmarkedet i starten af 1990’erne. Alle lande er i dag integreret i det globale system. De globale selskaber kan investere i ny teknologi og robotter, som erstatter arbejdere. Men det vil jo igen kun forværre problemet med overakkumulation (da efterspørgslen så bliver endnu mindre og udbuddet større, red.)”.

-Verdensbanken hævder, at globaliseringen har bedret kårene for dels de fattige på kloden og dels de allerrigeste. Men at den indfødte middelklasse i USA og Vesteuropa omvendt er sakket bagud. Det sidste skulle forklare så højrepopulismens sejrsgang i Vestens arbejderklasse. Deler De den analyse?

”Det er absurd at påstå, at de fattigste skulle have vundet på den igangværende, neoliberale globalisering. Verdensbanken måler velstandsforøgelse ud fra indkomst pr. indbygger. Hvis vi tager Nigeria med dets 200 millioner indbyggere, så dividerer man landets bruttonationalprodukt med 200 millioner, og det giver indkomsten pr. indbygger. Men det er absurd. Der er multimillionærers fremgang på den sydlige halvkugle. Der er de transnationale selskabers fremgang. Og vi ser i det globale Syd, særligt Indien, Kina men også i andre asiatiske lande, i Afrika og Latinamerika midtersektorer med forbedrede forbrugsmuligheder, men det er kun 15-20% af befolkningen i de lande. De fattigste er blevet fattigere. De oplever destabilisering, vandring fra land til by såvel som international migration. Landdistrikterne i de fattige lande forvandles til en gigantisk agroindustri, bondestanden og de små landbrug forsvinder. I Kina f.eks. er tre hundrede millioner mennesker avanceret til bedre forbrugsmuligheder. Men så er der 900 millioner, som oplever økonomisk usikkerhed, social deklassering og destabilisering. Og selv hvis man kan forbruge, f.eks. købe en mobiltelefon eller et statussymbol som en Gucci-eller-hvad-det-hedder-taske er det ikke ensbetydende med, at man er løftet ud af fattigdom og har undsluppet hyperudnyttelse, overarbejde, sygdomme mv.”

”Dele af den hvide arbejderklasse i USA har oplevet en social deklassering med neoliberalismen. De oplever fald i levestandard, overgang til prekariatet, underbeskæftigelse eller arbejdsløshed, lønpres og voksende usikkerhed. Derfor forkaster de den globale kapitalisme. Og med rette! For det er den globale kapitalisme, som er skyld i destabiliseringen af flertallets sociale og økonomiske forhold”.

”Trump var en meget intelligent kandidat, fordi han formåede at tiltrække disse utilfredse, særligt hvide lag I arbejderklassen. Og det gjorde han med en højrepopulistisk retorik. Med en diskurs med åben racisme, hvor disse hvide arbejderes angst blev vendt imod indvandrere og muslimer som syndebukke for krisen. Så Trump, en milliardær, har formået at manipulere store del af en arbejderklasse, som er ramt af social deroute”.

”Men hans populisme er ren retorik. En egentlig populisme skal gavne arbejderklassen. Det vil Trump ikke gøre og det gælder formentlig heller ikke Brexit-bevægelsen. Det er måske tilfældet med Front National i Frankrig, der ligesom Trump spiller på racisme og skabelse af syndebukke, men måske har konkrete tiltag på programmet, som vil komme den indfødte, hvide arbejderklasse til gavn. Men Trump vil på ingen måde fremme arbejderklassens interesser. Han har valgt en arbejdsminister, som går imod en minimumsløn på 15 dollars og imod arbejdstagerrettigheder. Måske har Trump nogle lunser, der kan tilfredsstille et lille småborgerskab på nogle dusin millioner mennesker. Men Trump vil ikke holde sine løfter til arbejderklassen: Han vil ikke hæve toldsatser massivt og massedeportere indvandrere. Fordi hele det system, som han og hans allerede udvalgte medarbejdere og hans magtbase er en del af, er afhængigt af indvandrerne og af globaliseringen. Så den hvide arbejderklassen, som er ramt af social deroute, vil blive skuffet og rasende. Og når det sker, kan disse kræfter i underklassen blive mobiliseret af et rendyrket fascistisk program. Vi befinder os i helvedes forgård!”

UDDYBNING AF NEOLIBERALISMEN

For Robinson vil Donald Trump forstærke neoliberalismen

-Men neoliberalismens ”moder”, Margaret Thatcher talte staten midt imod. Trump taler omvendt om at lancere kæmpe investeringsprogrammer.

”Den neoliberale ideologi siger: Væk med staten! Men det har intet at gøre med virkeligheden. Det handler bare for de neoliberale om at bruge staten til fordel for andre interesser. Og Trump har været meget klar i mælet, om hvad han vil bruge staten til. Han vil deregulere, og give mere frihed til de store selskaber, og omvendt begrænse, hvad arbejderne kan gøre. Han vil afmontere miljøreguleringen. Han vil bruge staten til at give skattelettelser og -fradrag og subsidier til transnationale selskaber. Han vil bruge staten til at fremme kapitalakkumulation, ved at åbne op for privatisering af uddannelse, ved at privatisere og omorganisere sundhedssystemet endnu mere, formentlig også ved at privatisere social service”.

”Når han taler om at investere milliarder af dollars i infrastruktur handler det om, at private selskaber skal bygge veje og broer osv. til gengæld for at få skattelettelser og -fradrag og offentlige subsidier. Så der er altså i virkeligheden tale om overførsel af velstand fra skatteydere, fra arbejderklassen til de store selskaber, som skal anlægge denne infrastruktur”.

-Men Trump vil begrave frihandelsaftaler og smide indvandrere ud. Det er da enden på neoliberalismen?!

”Trump har allerede trukket i land. Nafta (frihandelsaftalen mellem USA, Canada og Mexico) skal ikke – som han sagde i valgkampen – ophæves, men moderniseres. TPP (frihandelsaftalen mellem Stillehavslandene) er måske død. Men den kapitalistiske globalisering vil blive intensiveret! Se bare på alle nomineringer til Trumps regering. Det er milliardærer med investeringer over hele planeten. Selv har Trump fabrikker og selskaber i mindst et par dusin lande, formentlig mere, vi kender ikke hans forretningsimperiums omfang. Wilbur Ross, som er udpeget som ansvarlig for handel er en bankinvestor, han ville ikke kunne fungere som en investeringskapitalist, hvis ikke det var takket være handelsaftaler.

Nye handelsaftaler som TTP havde fuldstændig mistet legitimitet, før Trump indtog scenen, på grund af utilfredshed og voksende protester. For overhovedet at have en chance for at blive præsident i USA, var enhver kandidat nødt til at lægge afstand til TPP. Selv Hillary Clinton, som er en agent for Wall Street (finanssektoren, red.), tog afstand fra TTP. Men det betød heller ikke, at Clinton, hvis hun var blevet valgt, havde ført en populistisk politik”.

”Andrew Puzder, som er den mand, der er indstillet til at blive arbejdsministeren, er ejeren af kæmpe fastfood kæder. Netop fastfoodindustrien er en af de sektorer, som er mest afhængig af indvandrere som arbejdskraft. Trump kan ikke deportere mere end nogle få hundredetusinde indvandrere eller måske en million. Han kan simpelthen ikke vende ryggen til den kapitalistiske globalisering, fordi det ville være at gå imod hans egen, hans regerings og hans magtbases interesser”.

PÅ VEJ MOD ØKONOMISK KOLLAPS

For Robinson vil kapitalens akkumulationsproblemer uundgåeligt inden for de næste par år føre til et økonomisk kollaps, som vil være alvorligere end krisen i 2008.

”Der har været forskellige måder, hvor på de store selskaber er blevet ved med at øge profitten, bl.a. ved de senere år at plyndre offentlige budgetter med spareprogrammer. Masserne har oplevet sparepolitik i ekstrem grad, hvor offentlige budgetter i stedet er blevet brugt til bank- og firmaredningspakker, skattefradrag og -lettelser. En anden måde, hvormed kapitalen har udsat det næste kollaps har været ved finansiel spekulation, som kun er blevet værre siden krisen i 2008. Det største område for finansiel spekulation lige nu er det globale marked for statsobligationer, som er på over 100 billioner dollars. Hvad er statsobligationer? Når en regering ikke kan betale sine regninger, og den har gennemført spareprogrammer, som har ramt arbejderklassen og er gået til skattelettelser til kapitalen, så kan staten ikke opkræve øgede skatter af den trængte arbejderklasse. Så sælger staten obligationer, og disse obligationslån skal tilbagebetales med store renter. Men den globale investorklasse har over 100 billioner i obligationer, og den er nu begyndt at spekulere i de obligationer”.

”En anden løsning på efterspørgselskrisen har været, hvad jeg kalder militær akkumulation. Det betyder at overskuddet kan kanaliseres, og at man midlertidigt kan blive ved med at skabe profit og drive økonomien frem med militære midler: gennem krige, ved massiv våbeneksport til Mellemøsten og rundt i verden. Ved at opføre fængselskomplekser rundt i verden, detentionscentre for indvandrere, anlæg af mure, promovering af private sikkerheds- og lejesoldatselskaber, ved udbygning af overvågningsstaten og repressive apparater. Men også denne ekspansion giver kun systemet en stakket frist”.

”Jeg vil stille hele min faglige troværdighed på højkant, hvis ikke vi løbet af den kommende tid – det kan være måneder eller et par år – oplever en ny økonomisk krise, som er værre end den i 2008. Det er uundgåeligt. Der skal blot en udløsende faktor til. Som f.eks. hvis der sker en optrapning af den anspændte situation i Sydøstasien med et brat stop for investeringer i regionen, hvorefter markeder kollapser mv.”

Det økonomiske kollaps vil ifølge Robinson føre til masseopstande rundt på kloden.

”Jeg frygter så, at dominerende grupper i eliten, for at undertrykke disse opstande og bevare kontrollen, vil give deres velsignelse til et mere autoritært og endog neo-fascistisk og repressivt svar fra oven. Så enten sker der er drastisk omstrukturering af systemet eller også truer ragnarok”.

DEN NEO-FASCISTISKE FARE

”USA er ikke et fascistisk land endnu. Alt afhænger af, hvordan sociale og politiske kampe vil udfolde sig de næste få måneder eller år. Men jeg har aldrig set en lignende fare. Og glider vi ind i fascisme i USA, så er vi gået gennem helvedesporten. Vi taler om det mest magtfulde land i verden med evne til at tilintetgøre hele menneskeheden. Vi bevæger os allerede nu mod internationale storkriser. Vi skal være heldige, hvis vi undgår en krig i Sydøstasien. USA søger militært at omringe Kina og Rusland. Den internationale spænding har ikke været værre siden de værste øjeblikke under den kolde krig. Og alle de farer, vi oplever – faren for økologisk og miljømæssig nedsmeltning, for internationale, militære konflikter, for at et neo-fascistisk system tager over – vil blive radikalt forværret af et overhængende økonomisk kollaps”.

Det 21. århundredes fascisme vil ifølge Robinson blive meget forskelligt fra det 20. århundredes fascisme.

 ”Fordi kontrollen med massemedier og den sociale og strukturelle kontrol er så stor, behøver undertrykkelsen ikke være systematisk, den kan være mere selektiv. Der er ingen grund til at antage, at der ikke vil være valg. De vil stadig foregå, men inden for meget kontrollerede rammer. Systemkritiske kræfter kan endda komme til magten. Men så er den transnationale kapitals magt så stor, at den vil hindre en væsentlig strukturel forandring, som vi så det i Grækenland, hvor det radikale venstre kom til magten (i 2015, red.)”.

”Vi ser allerede nu en stadig mere repressiv stat”, siger Robinson. ”Under forsvaret af siouxindianernes territorium (den igangværende konflikt om anlæg af en rørledning i North Dakota, red.) gjorde staten brug af massiv undertrykkelse. Det samme så vi i Ferguson, hvor Michael Brown blev skudt af politiet, hvilket affødte Black Lives Matter bevægelsen. Vi har også i de sidste årtier oplevet, at 20-20 millioner mennesker har været igennem fængselssystemet. De folk er permanent frataget stemmeretten”.

VENSTREFLØJENS UDFORDRING

-Hvorfor har venstrefløjen ikke formået at drage nytte af systemets legitimitetskrise?

”I USA har vi ikke rigtig en signifikant traditionel venstrefløj og i Europa har den traditionelle venstrefløj været i krise. Socialdemokratiet, som før var del af venstrefløjen, er nu del af den globale, mainstream kapitalistiske blok i Europa. Så er der de radikale kræfter, som har været mobiliseret uafbrudt i tyve år. En revolte startede i 1990’erne som en global retfærdighedsbevægelse. Med terrorangrebet 9/11 i 2001 og Bush regimets globale krige, blev den skubbet i defensiven. Men eksplosionen nedefra genopstod efter det økonomiske kollaps i 2008. 2011 var nøgleåret med det arabiske forår. Der var selvfølgelig også venstredrejningen i Latinamerika, Occupy Wall Street bevægelsen, massebevægelser i Europa, specielt i Grækenland og Spanien, men overalt på kloden. Fra 2011 til 2015-6 har vi set en polarisering mellem en genopstået venstrefløj og kræfter nedefra og en genopstået højrefløj i form af en højrefløjspopulisme, som i virkeligheden er det 21. århundredes neo-fascisme”.

”Men vi har brug for to ting på venstrefløjen: For det første massebevægelser – og det har vi haft med det arabiske forår osv. Men det andet har vi brug for politiske organisationer, som kan kanalisere alle de mange forskellige kampfronter ind i et alternativt program, som kommer nedefra, og udgør et levedygtigt alternativ til kapitalismen og til højrefløjspopulisme. Samtidig med at vi altså har de sociale massebevægelser, som kan presse de politiske organisationer, så de ikke falder til føje”.

”Men de radikale, spontane bevægelser de sidste tyve år har reageret imod autoritetsstrukturer og afvist fælles platforme, så hver og en blot skulle komme med sine krav. Hvad vi virkelig har brug for, er transnationale programmer. Occupy Wall Street kunne f.eks. have krævet nationalisering af banker eller tyve dollars minimumsløn, et sæt af programkrav som kunne modsvares af lignende krav på Tahrir Pladsen i Kairo mv.”

”Samtidig har vi brug for at revitalisere fagforeningerne. Deres problem er, at de historisk har organiseret fuldtidsarbejdere. Vi har derfor brug for en ny idé om, hvad fagforeninger og arbejderbevægelser er, fordi arbejdere rundt på kloden i stigende grad arbejder på deltid eller midlertidigt, er del af prekariatet, arbejder fleksibelt, er på korttidskontrakter, er migrantarbejdere eller er arbejdsløse. Den globale arbejderklasse skal være i hjertet af den globale modstand og af et venstrefløjsprojekt, som skal operere nedefra. Men vi skal altså gentænke, hvad den globale arbejderklasse er”.

EN TRANSNATIONAL KAMP

-Flere og flere økonomer – også mainstreamøkonomer – slår til lyd for en omfordeling af velstanden i lyset af de enorme uligheder. Kan det ikke afværge krisen?

”Omfordeling af velstand kan i høj grad afhjælpe overakkumulationskrisen. Men med dagens globale kapitalisme skal omfordeling ske transnationalt”.

”Historisk i det 20. århundrede kunne nationale regeringer af socialdemokratisk eller keynesiansk tilsnit omfordele velstand. Men i dag har de ikke den strukturelle magt til at gøre det på det nationale niveau. Så vi har brug for global omfordeling. I teorien kræver det, at transnationale institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond kommer på banen, fordi de har transnational, strukturel magt til at gøre noget ved den globale fordeling. Men de vil ikke gøre det, for de er udelukkende sat i verden for at sikre så megen kapitalakkumulation som muligt. Hvad der kan sikre en global omfordeling af velstand er en transnational massebevægelse nedefra”

Robinson tror ikke, at enkeltlande kan ændre systemet, fordi dette fungerer transnationalt.

”Der hersker en illusion på venstrefløjen i USA og Europa, om at vi kan vende tilbage til den gamle socialdemokratiske kapitalisme: Pumpe nationale industrier op, indføre sociale programmer, opkræve skatter af selskaberne på nationalstatens niveau. Det er en fuldstændig illusion, fordi vi lever i en globaliseret verden. Vi kan ikke rulle globaliseringen tilbage. Man kan ikke nedbryde de kommunikationslinjer, som har forbundet menneskers bevidsthed og deres oplevelse af en integration i et større, globalt samfund. Man kan ikke afmontere f.eks., den måde biler produceres på, hvor de i dag produceres i 30-40 forskellige lande, hvor hver enkeltdel produceres i et forskelligt land, hvorefter delene samles i 5-6 forskellige lande og markedsføringen sker i tyve andre lande”.

”Den globale fragmentering og decentralisering af økonomien kan ikke blive brudt op igen og blive omdannet til individuelle, nationaløkonomier. Det er en myte, en nostalgisk venstrefløjsvision, som er gået bankerot”.

”Det betyder ikke, at venstrefløjen ikke kan gøre rigtig meget på nationalstatsniveauet for at forbedre arbejderklassens og de fattiges forhold, hvis den kommer til magten. Jo det kan den! Med social politik osv. osv. Men det skal have forbindelse til et transnationalt program”.

”Venstrefløjen i lande som Danmark og Frankrig kan gøre langt mere, hvis den kommer til magten, end Syriza kunne i Grækenland. Men der er alligevel en lektie fra Grækenland: For Syriza var et radikalt venstrefløjsparti på et givent tidspunkt, og Syriza overtog regeringsmagten. Og vel kunne Tsipras (den græske premierminister, red.) have taget andre beslutninger. Men I alle lande bortset fra de allermest stærke, USA og Tyskland, er den transnationale kapital så stærk, at man ikke kan have den nationale stat som horisont. Radikale forandringer kan kun bringes i stand ved transnationale kampe nedefra”.

Kilde: Wlliam I. Robinson: https://en.wikipedia.org/wiki/William_I._Robinson