Venezuelas økonomiske vulkan er i udbrud
Af Renaud Lambert

Offentliggjort: 15. februar 2017

Da Hugo Chávez døde, og olieprisen kollapsede, begyndte landets rejse tilbage, skridt for skridt, til en mislykket økonomi, som man mente at have overvundet.

Erindring kan være en ond størrelse. Den 2. februar 1999 holdt Hugo Chávez sin indsættelsestale som præsident. ”Venezuela er såret helt ind i hjertet”, sagde han, idet han citerede frihedshelten Francisco de Miranda. Han talte om en etisk og moralsk krise, som landet stod over for, og som han benævnte som en kræftsvulst, der ville æde økonomien op. Der var tale om devaluering og inflation, der havde udviklet sig til en social krise. Chávez lovede: ”Denne ceremoni er ikke endnu en videregivelse af magt. Den indvarsler en ny æra. Den åbner døren til et nyt liv for landet … Vi må ikke stå i vejen for denne omskiftelsens proces, og endnu mindre aflede den, fordi det ville kunne vende sig mod os selv igen og på ny drukne os.”

”Prøv at se her, det er mig for et år siden”, fortalte Betsy Flores mig og viste mig et billede. ”Jeg vejede 10 kg. mere, end jeg gør nu. Og her er Martha. Du kan ikke kende hende, vel? Skal jeg være ærlig, kan jeg heller ikke. Hendes bagdel var pæn og rund i de dage. Nu er den flad som en pandekage.” Næsten alle, jeg mødte, inklusive en tidligere minister, tilstod, at de ofte kun fik et måltid om dagen, og sjældent et festmåltid. De klarer sig med, hvad de kan finde i butikker med sparsomt opfyldte hylder eller på det sorte marked, hvor priserne afhænger af vekselkursen for den parallelle dollar, der voksede med over 50 % fra den 11. oktober til den 11. november i 2016. Fra 1.230 til 1.880 bolivares i forhold til dollaren.  Lige som i 1999 taler venezuelanerne om devaluering og inflation hver dag, og de siger alle, at deres løn, selv når den overstiger den månedlige mindsteløn på 27.000 bolivares (1), ikke er nok til at leve for.

For ti år siden talte alle om politik – forfatningen, bekæmpelse af fattigdom, folkeligt engagement – og ikke bare på venstrefløjen. I dag er man kun optaget af en eneste ting: mad, vanskelighederne ved at få fat i den, og de stigende priser. I november kostede ris 2.500 bolivares kiloet. Kylling, smør, mælk og hvidt majsmel til arepas, Venezuelanernes foretrukne majskager, var også uden for rækkevidde.

I sin præsidentkampagne i 2006 pralede Chávez af forbedringerne i Venezuelas sundhedssystem som en af hans største succeer (2). Ingen seriøs modstander kunne drømme om at imødegå det. Nu er der mangel på medicin i Venezuela. Ikke bare aspiriner og panodiler, men også HIV og AIDS-medicin og kemoterapeutiske midler.

I april 2006 lanceredes Mission Negra Hipólita sammen med andre sociale programmer for at hjælpe byernes hjemløse. Det blev nedlagt igen tidligt under den nuværende krise. Nødlidende børn i gaderne var nu tydelig i Caracas’ gader, og folk, der blot ventede på, at skraldet skulle læsses af, blev snart et almindeligt syn.

Hvordan kunne det gå så galt?

Inflation, fattigdom og korruption er tilbage igen. For højrefløjen er svaret enkelt: Socialisme går altid galt. Til venstre, hvor man havde vænnet sig til at se Venezuela som en ledestjerne i det neoliberale mørke, er der lige dele manglende forståelse og vantro. Det uundgåelige spørgsmål er, som Chávez stillede det, da han i 1999 vurderede sine forgængeres resultater, hvordan forholdene kan være så ringe, når Venezuela er så rigt?

Nicolás Maduro, der blev valgt som præsident i april 2013 en måned efter Chávez’ død, beskyldte oppositionen og dens allierede for at føre ”økonomisk krig” mod regeringen. Forretningsfolk udnytter det seneste fald i oliepriserne (der nu er mindre end 40 dollars tønden mod toppen på 100 dollars mellem 2011 og 2014) for skabe en mangelsituation, skabe folkelig utilfredshed og for at forberede en omstyrtelse af den chavistiske regering. Under dække af journalistik – hedder det - opildner Dolartoday’s website (3) med base i Miami til en kraftig stigning i den parallelle dollars værdi. Deres politiske ambitioner er åbenlyse ud fra de meningsmålinger, de har kørt på deres hjemmeside i adskillige uger: ”Hvis der var præsidentvalg i dag, hvem ville du så stemme på?” De udvalgte er alle medlemmer af oppositionen.

Analytikere tæt på regeringen erindrer Salvador Allende i Chile i 1973 og forsvarer denne udlægning af situationen i Venezuela blandt chavister, som var der virkelig tale om en lignende udfordring . Men et helt andet spørgsmål deler chavismen: Er fjendskabet fra dem, hvis privilegier den bolivariske revolution har forsøgt at tage fra dem, nok til at forklare det nuværende kaos?

Sergio Sánchez blev ekskluderet af Venezuelas forenede socialistparti (PSUV), fordi han nægtede at støtte en kandidat til en guvernørpost, han var tiltænkt på trods af stærke mistanker om korruption. Han opsummerer meget levende den økonomiske krig: ”Venzuela var høj af oliepenge, da det klatrede op i ringen for at bekæmpe bourgeoisiet og imperiet. Nu er der ikke flere steroider, og regeringen er på halen. Og så synes de, det er mærkeligt, at oppositionen bliver ved med at kæmpe.” Gonzalo Gómez, der hævder at være chavist men ”i opposition til regeringen” siger: ”Man kan ikke starte en revolution og regne med, at kapitalisterne ikke foretager sig noget. Man er nødt til at skelne mellem to holdninger: En, der skaber betingelserne for en krise og den anden, der udnytter krisen. Langt hen ad vejen er det forretningsfolkene, der drager fordel af økonomiens dysfunktion.

Sociale ændringer skaber problemer

Mange på venstrefløjen henfører ansvaret for de kaotiske tilstande til den fjende, der blev besejret for 17 år siden. Andre beskylder kyniske politikere for at have skiftet side. Men sociale omvæltninger skaber konflikter: Succes (især i Venezuelas tilfælde) (4) skaber problemer, der kan udvikle sig til en trussel. Fejltagelser udspringer ikke af iboende mangler, men af mangel på evne til at reagere på negative hændelser, når de opstår. Det er læren af den katastrofeteori, Chávez  formulerede i 1999: ”Katastrofer videreudvikler sig i et givent system, når der opstår en lille afvigelse, som ikke bliver imødegået med regulering … I mangel på handlekraft støder den første afvigelse til endnu en, lige så lille, som heller ikke imødegås. Og de små afvigelser dynger sig op, indtil systemet ikke længere er i stand til at regulere dem. Det er dér katastrofen indtræder.”

Da Chávez overtog magten var prisen på olie så lav som nogensinde på 10 dollars tønden, en katastrofe med baggrund i Venezuelas historie. Tidligt i det 20. århundrede var Venezuela førende i produktion af kaffe og kakao. Så blev de store mængder af oliereserver opdaget. Mellem 1920 og 1930 steg oleproduktionens andel af BNP til næsten 40 %, mens landbrugsprodukter faldt fra 39% til 12,2% (5).Under 30’ernes depression, hvor kaffeprisen faldt, devaluerede de fleste lande i regionen deres valuta for at fastholde eksportens konkurrencedygtighed og igangsatte samtidig industrialisering baseret på lokal produktion af varer, der tidligere var blevet importeret (importerstatning). Venezuela gjorde det modsatte: Adgangen til fremmed valuta på grund af olieeksporten gjorde, at man gav efter for handelslobbyen, der organiserede importen af alt, hvad landet havde brug for, ud fra en forventning om, at jo stærkere økonomien var, jo mere ville venezuelanerne konsumere, og jo flere penge kunne der tjenes. Mellem 1929 og 1938 forøgede regeringen værdien af bolivaren med 64%. Det afskar landbrugssektoren fra international handel og fra det nationale marked, eftersom butikkerne bugnede af billigt importerede varer. På trods af gentagne løfter om at afskaffe rentierstaten som model, voksede den økonomiske ubalance, og da Chávez tog over, udgjorde olien 85,8 % af eksporten (6).

Med prisen på handelsklassifikationen ”Brent crude” lavere end nogensinde i 1999 var Venezuelas økonomi som en tung lastbil med en knallertmotor. Skønt den nye præsident opprioriterede en diversificering, var det hans vurdering, at det ville tage tid. Men håbene i befolkningen var blevet styrket under valgkampagnen, og tålmodighed var en mangelvare. Løsningen for Chávez var at reaktivere OPEC – de olieeksporterende landes organisation – hvis medlemmer var uinteresserede i kvoter. Det betalte sig, og prisen på olie begyndte at stige. Det medførte også den første vildfarelse: Det var nødvendigt at afhjælpe mangelsituationen i landet, men det åbnede samtidig op for overforbrugets fristelser.

Victor Alvarez, industri- og mineminister i 2005 og 06, husker: ”De første år var meget hårde. Pressen fremstillede Chávez som en klovn, og oppositionen valgte ikke den demokratiske oppositions vej”. I april 2002 forsøgte de med hjælp fra de største medier og den amerikaske regering et kup. Og den 10. december, samme dag, hvor vi havde planlagt at fremlægge et program til styrkelse af venezuelansk industri ved at tilbyde dem kontrakter for det offentlige, organiserede industriens ledere en lockout.” Den private sektors strejke og det sammen med de øverste ledere i (den nationaliserede) olieindustri varede i to måneder og reducerede BNP med omkring 10% (7). ”Vores planer blev lagt på hylden, og blev der”.

Prisen på olie fortsatte med at stige, og nåede op 30 dollars i 2003. Regeringen havde nu ressourcer til at sætte sociale programmer i værk, der ville styrke dens popularitet i arbejderklassen. Oligarkiet, der ikke var i stand til at tvinge Chávez ud, besluttede at sende deres penge andre steder hen. Kapitalflugten nåede alarmerende højder – mere end 28 milliarder dollars i 2002, hvad der næsten svarer til 30 % af den samlede vækst i 2002.

I takt med nedsmeltningen af reserverne i udenlandsk valuta, reagerede regeringen på den eneste måde, den kunne: I februar 2003 introduceredes vekselkurskontrol og bolivaren blev knyttet til dollaren. (Man var gået bort fra fastkurs i 1996) Herefter var det staten, der besluttede hvilke erhverv, der kunne få dollars til at betale for import. Alvarez: ”Chávez mente, at det ville give ham yderligere magt. Ikke alene tillod oliepengene ham at imødekomme befolkningens behov, men samtidig tillod det ham også at straffe dem, der havde konspireret mod regeringen ved at nægte dem adgang til fremmed valuta.” Uden dollars måtte mange forretningsfolk lukke ned, med mindre de ændrede sig: ”I sidste ende garanterede oliepengene opportunistiske forretningsfolks loyalitet.”

”Giv mig bare to”

Sociolog Edgardo Lander: ”Styrkelsen af bolivaren betød en subsidiering af økonomien som sådan. Oliepengene finansierede hele forbruget, luksusbiler og flyrejser inkluderet. Mellem 2004 og 2008 nød Venezuela sin overflod. BNP pr. indbygger var næsten så højt som i 1977, hvor dame dos perioden (”giv mig bare to”) stoppede. Hvad der før blev betragtet som en fælde, Venezuela skulle undgå, blev nu en hjørnesten i den økonomiske model. Endnu en afvigelse, der ikke blev korrigeret.

Kontrol med vekselkursen fortsatte. Temir Porras, tidligere assistent for Maduro, forklarer, at skønt kontrollen var tænkt som en midlertidig foranstaltning for at forhindre kapitalflugt ”blev det nu selve motoren. Som et land, der er stærkt afhængig af import, har det en strukturel inflation på 15-20 %. Det har dollaren ikke. Når bolivaren knyttes til dollaren bliver den overvurderet. Man kunne ikke finde en bedre opskrift på at ødelægge landets egenproduktion. Ikke blot blev det dyrere at producere lokalt end at importere, men man oplevede samtidig en meget lukrativ forretning – overfaktureret import.”

Det er en meget enkelt transaktion. Importøren har et netværk, der tillader ham at købe flaskevand til 10 cent stykket. Han anmoder staten om dollars til at finansiere et køb på en million flasker til 20 cent pr. styk fra et offshore selskab, han selv har dannet til formålet. På den måde er der 100.000 dollars oveni. Porras: ”Ofte er profitten lavet endnu før produktet kommer på markedet. Mange importører opbevarer produkterne i lagerbygninger og sælger kun, hvad de behøver for at købe flere dollars.” Mellem 2002 og 2012 fremdobledes værdien af importen fra ca. 10 milliarder dollars 50 milliarder og hurtigere end mængden af varer. Denne højprofitable sektor tiltrak mange: ”bolibourgeosiet”, der omfattede socialistiske bosser såvel som soldater, senior tjenestemænd og kriminelle.

Formindskelse af fattigdommen – en af chavisternes største succeser – tillod folk at forbruge mere. Regeringen gjorde stort set intet for at udfordre den private sektors dominans på importen, hvad der betød, at de oliepenge, der blev brugt til at lindre fattigdommen, nu fortsatte videre i forretningsmændenes lommer. På trods af sine sociale og geopolitiske succeser vendte Venezuela stille og roligt tilbage til sin gamle rolle i den internationale arbejdsdeling som eksportør ikke blot af olie, men også af fremmed valuta. Avisen Journal anslår kapitalflugten (inklusive overfakturering af import) så stor som 170 milliarder dollars mellem 2004 og 2012, næsten 160 % af BNP i 2004.

Med den internationale finanskrise i 2008 kom et fald i oliepriserne, og oliepengene var ikke længere nok til at dække importomkostningerne. Regeringen måtte stifte gæld for at dække udgifterne. Man prøvede at begrænse forbruget ved at introducere dobbelt vekselrate: En favoriseret vekselrate for import, der blev betragtet som strategisk vigtig, og en højere for resten. Ideen var ikke dårlig, men indførelsen ville have nydt godt af en forudgående analyse af, hvilke vildskud det havde medført i fortiden. Lignende tiltag var blevet gjort i 1980’erne og 90’erne, hver gang med det samme resultat – øget korruption. I 2016 har Venezuela sat den favoriserede rate til 10 bolivares for en dollar og ellers 657 bolivares. Hvis man så har adgang (legalt eller ej) til fordelsdollaren og bruger den til almindelig import, opnår man en profitrate på 6.500 %. Nå man så derefter videresælger sine dollars på det parallelle marked kan profitraten nærme sig de 18.000 %.

Ideelle betingelser for det sorte marked

Venezuela har et ganske særligt forhold til korruption. Kapitalistisk akkumulation er ikke baseret på værdiforøgelse, men på evnen til at gå på rov i de ressourcer, der administreres af staten. Redistributuion, klientilisme, nepotisme, favoriseringer, udveksling af tjenester eller ligefrem ulovligheder. Der er meget diffuse grænser mellem de forskellige måder at få del i oliedollars på, og mange mennesker krydser dem hver dag.

Porras gjorde sit bedste for at forklare forholdene for Chávez, og ”i 2012 erkendte han endelig vores økonomiske problemer … Det lykkedes at overtale ham til at gøre noget ved det. Og så blev han syg.” Politisk ustabilitet medførte en skrap stigning i dollarens værdi og inflation, da olieprisen begyndte at falde i 2014. Venezuela stod over for alvorlige nedskæringer, der hang sammen med den svindene indenlandske produktion, og skærpet af overvurderingen af bolivaren, og med faldet i importen, der igen blev skærpet af mangel på udenlandsk valuta. Ifølge Alvarez: ”Mangel skaber de ideelle betingelser for spekulation og det sorte marked.”

Ifølge Lander: ”Den vaklende bygning blev kun holdt sammen af det to hjørnesten – Chávez og oliepengene.” Da Chávez død var en kendsgerning, var det også slut med oliepengene. Den chavistiske socialøkonomi kollapsede så meget hurtigere, fordi end ikke den nye præsident, Maduro, befandt sig i en position, hvor han kunne skifte kurs, ikke engang i det små: Den usikre sammenhængskraft i den chavistiske lejr hvilede nu alene på en fælles vilje til at forsvare arven fra el comandante. Den blev forvandlet til almindelig passivitet og bestræbelser på at bevare den interne ligevægt – og de forskellige sinecurestillinger. Der var alvorligt brug for et skifte, men alle bestræbte sig på at fastholde Venezuela på den samme kurs for ikke at miste nogen af de fordele, der var opnået under chavismen.

Nødvendigheden af at diversificere økonomien har resulteret i projekter så som Orinoco Mining Arc, der er en 111.800 kvadratkilometer stor zone – næsten fire gange så stor som Belgien – hvor regeringen netop har autoriseret et antal multinationale selskaber til at udvinde guld, coltanmalm, diamanter og jern i et tilbud, der omfatter skattedispensationer og et afslappet forhold til arbejdslovgivning. Fra olierentierisme til minerentierisme kan vel dårligt betragtes som diversificering.

På trods af at regeringen jævnligt tog afstand fra importoligarkerne, gjorde den intet for at stoppe dem. I stedet foretog man lidt taktisk fuskeri, der fremmede spekulation ifølge Alvarez. I 2011 vedtog man en lov om fair priser for at begrænse prisen på dagligvarer og fornødenheder. ”Men priserne var ofte lavere end produktionsomkostningerne, så folk holdt op med at fremstille dem.” Staten subsidierede også en del import, som blev stillet til rådighed for lokalsamfundene via lokale forsynings- og produktionskommiteer (CLAP). I november 2016 kunne man i La Pastora, en bydel i Caracas, købe en kurv med fødevarer (4 kg. Majsmel, 2 kg. Ris, to pakker nudler, to pots smør, en liter olie, en pose tørmælk og 1 kg sukker) for 2.600 bolivares. En så lav pris giver store mulighed for fortjenester på det sorte marked.

Faldet i købekraften har allerede medført en vis strukturel udligning. Regeringens retorik omkring den økonomiske krigsførelse har i et vist omfang berørt dem, der opfatter sig selv som en del af middelklassen. De har ikke gavn af de sociale programmer, og de har ikke tid til at stå i kø i timevis uden for supermarkederne. De må for det meste ty til det sorte marked, hvad der gør dem fjendtligt indstillet over for de, der er fattigere end dem selv, og som de anser for at drage fordel af systemet og som systemet er ”alt for generøst” over for.

Hvad så med den anden af Chávez’ successer, styrkelsen af demokratiet? Andrés Antillano, som har været social bevægelsesaktivist ”for altid”, fornemmer, at ”det aldrig var slagskibet for Chávez. Det var altid en måde at mobilisere folket på og politisere det. Jeg har aldrig rigtig troet på de demokratiske dyder i valgene. Men her var de blevet et middel til omvæltning, en revolutionær kraft.” Han omtaler det i datid.

”De tager demokratiet fra os”

I 2016 lykkedes det oppositionen at se bort fra dens mange uenigheder og kræve en folkeafstemning om at afsætte den siddende præsident ifølge 1999 forfatningen. På trods af omfattende svindel lykkedes det at indsamle tilstrækkeligt mange gyldige underskrifter til at sætte processen i gang, og man sikrede godkendelse fra Det Nationale Valgråd. Siden da har regeringen og den dømmende magt – ikke særligt ivrige efter at gå imod den udøvende magt – lagt (til tider helt urimelige) hindringer i vejen. I maj bekendtgjorde Diosdado Cabelle, ledende chavist, at ”offentligt ansatte, der viser sig at have støttet kravet om folkeafstemning vil miste deres job.” Ifølge Antillano: ”Maduro nægter ikke alene oppositionen muligheden for en afstemning, han fratager også os, venstrefløjen, et af chavismens vigtigste våben – demokratiet.”

Atenea Jimenez Lemon fra RNC: “Folkeafstemningen er højrefløjens kamp, ikke min.” RNC er en magtfuld organisation, der består af mere end 500 kommuner (især i landområderne) og en spydspids i den nye socialistiske stat baseret på fællesskab og designet af Chávez. ”Jeg ved, at regeringen på mange måder kan beskrives som kontrarevolutionær. Men som jeg ser det, gør den kritiske venstrefløj højrefløjens beskidte arbejde for dem ved at støtte kravet om afstemning. Hvad gør vi, hvis oppositionen vinder? Er folk helt klar over, hvad de udsætter os for?”

Masseafsavn, statslige tilbageskridt, heftige nedskæringer: Venezuelanerne har ingen illusioner, hvad angår oppositionens programmer. Kun få ønsker dem til magten. Betsy Flores mener, at på trods af, at nogle af dens repræsentanter tilfører deres sprog en mere social tone, så er højrefløjens ærinde at ”tvinge befolkningen i knæ for at give os en lærestreg – en kontrarevolution indenfor kontrarevolutionen.”

Jimenes Lemon: ”Intet er afgjort. Kommunerne giver mulighed for at styrke demokratiet, reducere bureaukratiet og øge produktionen.” Kun få på venstrefløjen tror på, at der kan komme noget gavnligt ud af den nuværende krise, med mindre der sker en styrkelse af RNC, opbygget af Chávez. Men Chávez ”var som en revolutionær inden for hans egen regering”, mener den tidligere minister Oly Millán Campos. ”Han var i stand til tage beslutninger, der gik imod statsapparatets interesser. Uden ham står kommunerne over for modstand fra de øverste tjenestemænd: Hvorfor skulle de styrke organisationer, der netop er dannet for at svække og eventuelt erstatte dem?”

I 2004 besluttede Chávez at afholde en lignende folkeafstemning ønsket af oppositionen på trods af klare beviser på svindel. Ville en folkeafstemning i dag tvinge chavisterne i opposition? Ikke nødvendigvis. At tabe en folkeafstemning nu ville fremtvinge et nyt valg og kunne give det venezuelanske venstre, hvad det allermest har brug for: En periode med selvkritik, det vil give det mulighed for at glemme alt om taktik og begynde at tænke strategisk. Det kunne betyde en chance for kritisk chavisme til at blive hørt.

Men så måtte regeringen også indvilge i at lytte. I 2015 bad den chavistiske organisation Marea Socialista (socialistisk tidevand) om at blive registreret som et politisk parti. Det nationale valgråd nægtede med den begrundelse, at navnet ikke lød som et politisk parti. En statsadvokat bestemte, atden ikke kunne kalde sig socialistisk, fordi den kritiserede regeringen. En aktivist fra Marea Socialista: ”Regeringen har i øjeblikket samtaler med oppositionen, Vatikanet og den amerikanske ambassade, men de vil ikke snakke med os, det kritiske venstre.”

Slagsmålene i de chavistiske rækker er uproduktive, fordi der ikke er noget forum for struktureret diskussion. Regeringens tilhængere holder sig tilbage. En almindelig holdning er, at kampene ikke må foregå udenfor PSUV for at undgå at overgive magten til højrefløjen. En anden gruppe uden nogen virkelig social forankring, men omfattende mange tidligere ministre, der er aktive på de sociale netværk, tror som Gonzalo Gómez, at bureaukratiet ”er et nyt bourgeoisie, ligeså grisk som det gamle og nu i konkurrence med det.”

Denne interne krig fryder højrefløjen, som ønsker at kvæle det håb, Chávez gav venezuelanerne. Det passer også de rødklædte nye oligarker, der drømmer om at omdanne klassekampen, der bragte dem til magten, til en kamp mellem rivaliserende lejre. Hvis de vinder, vil de mange afvigelser, som chavismen har været ude af stand til at korrigere, føre til den forudsagte katastrofe.

(1) Around $41 at the official exchange rate, and worth only one-third of that because prices follow the parallel dollar.

(2) Elizabeth Nunez, ‘Chavez touts health care ahead of vote’, The Washington Post, 24 November 2006.

(3) dolartoday.com/.

(4) See Renaud Lambert, ‘Red in a blue world’, Le Monde diplomatique, English edition, April 2013.

(5) Figures from Steve Ellner (ed), Latin America’s Radical Left: Challenges and Complexities of Political Power in the Twenty-First Century, Rowman & Littlefield, Lanham, 2014.

(6) Economic Commission for Latin America and the Caribbean (ECLAC).

(7) See Maurice Lemoine, ‘Venezuela: signing away a president’, Le Monde diplomatique, English edition, April 2004

Oversat af Poul Petersen fra Le Monde diplomatique, English Edition