Logistik, modlogistik og det kommunistiske projekt
Af Jasper Bernes

Offentliggjort: 15. februar 2017

Oversat fra Endpoint nr. 3

Hvad er teori godt for? Hvilken nytte gør den i kampen mod kapital og stat? For en stor del af venstrefløjen og især den marxistiske venstrefløj er svaret indlysende: Teorien fortæller os, hvad vi skal gøre eller hvad, der må gøres, med den sært passive formulering, der ofte bruges i denne sammenhæng. Teorien er praktikkens pædagog. Dette udgør den grundlæggende forbindelse mellem kammerat Lenin og hans formodede fjende, renegaten Kautsky, 3. og 2. Internationales mestertænkere – på trods af deres legendariske uoverensstemmelser troede begge, at uden den særlige, videnskabelige viden, som intellektuelle  og  dedikerede revolutionære tilfører, var arbejderklassen dømt til ringe bevidsthed og ude af stand til at lave revolution eller hvis den gjorde det uden held. Teoriens opgave er derfor at bevæbne den proletariske bevidsthed, at dreje den henimod de rigtige handlinger. Dette belærende syn på teorien gennemsyrer hele viften af marxistisk, intellektuelt arbejde i det 20. århundrede, fra Lenins og Trotskys relativt grove programmatik til de sofistikerede varianter, der tilbydes af Antonio Gramsci og Louis Althusser.

Der findes imidlertid andre ikke-belærende teorier om teorien. Vi kan for eksempel kigge på Marx' egne meget tidlige refleksioner over disse emner. Der er ingen grund til at lege skolelærer for arbejderklassen, fortæller Marx sin ven Arnold Ruge: ”Vi skal ikke sige ”Indstil jeres kampe, de er bare tosserier; lad os give jer de rigtige kampagneslagord”. I stedet skal vi simpelthen vise verden, hvorfor den kæmper og bevidstheden herom er noget, den vil opnå, enten den vil eller ej.”[1] Den sidste vending i denne formulering er afgørende efter som den antyder, at den viden, teorien giver os, allerede er tilgængelig i rigeligt mål i verden; teorien reflekterer, sammenfatter og fremskynder måske ganske enkelt den ”selvafklaring...af en tidsalders kampe og ønsker.” Teorien er et moment i proletariatets selvuddannelse, hvis pensum i lige så høj grad indeholder opflammende pamfletter og taler i værtshuse som barrikader og gadekampe.

I denne henseende er teori mere et landkort end et sæt instruktioner -  en undersøgelse af det terræn vi befinder os i, en måde at finde vor position på forud for risikable handlingsforløb. Jeg tænker her på Frederic Jamesons essay om ”senkapitalismens kulturelle logik” og hans opfordring til at skabe ”erkendelseskort” som vi kan orientere os efter i den postindustrielle verdens nye rum. Selvom Jameson helt sikkert må regnes som eksponent for det pædagogiske syn på teori – han opfordrer til at skabe erkendelseskort ved hjælp af et forsvar for didaktik i kunsten -  er en del af den tiltrækning, hans essay udøver, den måde hans opfordring opstår af en levende fortalt vildfarelse, af en de forvirredes og vildfarnes fænomenologi. Ved at beskrive Bonaventure hotellets komplicerede, tomme rum, anbringer Jameson læseren i en rumlig allegori for den sene kapitalismes abstrakte strukturer og den ”mangel på evnen...til at kortlægge det store, globale multinationale og decentrale kommunikationsnetværk, som vi som individuelle subjekter er fanget i”[2]. Teori er et landkort, der skabes af de vildfarne selv og som tilbyder os det vanskelige syn indefra snarere end den klarhed, man opnår ved det olympiske syn udefra.

Fordi den ofte har ført en hensygnende tilværelse i skyggen af sin fremherskende modpart, er anti-didaktisk teori ofte forblevet et bittert spejlbillede af den leninistiske eller gramscianske opfattelse intellektualistiske arrogance. Mens den belærende opfattelse fortæller os, at revolutionen fejler, fordi den mangler teori eller den rette teori – fejler fordi den korrekte bevidsthed ikke blev fremelsket – tilbyder det kommunistiske ultra-venstre, der arver den ikke-belærende opfattelse, i stedet en teori om intellektuelt forræderi, en teori om en militant teori som korrumperingen af arbejderklassens organiske intelligens[3] Teoretikernes rolle er derfor at forhindre de intellektuelles korrumperende indblanding for at tillade arbejderklassens spontane selvorganisering at vokse frem. Som konsekvens antager det historiske ultra-venstre, der er stivnet i kølvandet af den revolutionære bølges nederlag i det tidlige 20. århundrede og en udpræget kontrarevolutionær marxismes sejr, en reflekterende og eftertænksom (for ikke at sige fatalistisk) holdning i forhold til udfoldningen af kampe og tilbyder i bedste fald en diagnose, men aldrig nogen strategisk refleksion for ikke at begå ”indblandingens” dødssynd og spille massernes pædagog. Resultatet er en perverst ulykkelig samvittighed, der både ved bedre og alligevel på samme tid føler, at en sådan viden i bedste fald er ubrugelig og i værste fald farlig. Denne selvbevidsthed, der er optaget af skyld, plager selv de vigtige teorier – f.eks. af Gilles Dauvé og Théorie Communiste – der opstår efter 1968 som kritik af det historiske ultra-venstre.

Men hvis vi virkelig tror, at teori opstår som en del af kampenes selvafklaring, så er der ingen grund til at frygte indblanding eller strategisk tænkning. De perspektiver som aktivister og intellektuelle måtte tilføre en kamp er enten allerede repræsenteret i den eller modsat i stand til at lade sig konfrontere som en af mange forhindringer og tilbageslag, som modparter støder ind i i deres selvuddannelse. Strategisk tænkning er ikke noget udvendigt i forhold til kampene, men er en medfødt del af dem og hver sejr eller nederlag åbner nye strategiske udsigter – mulige fremtider – der må undersøges og hvis virkninger i nuet, der kan redegøres for.  Når teorien beskriver disse udsigter, tager den uundgåeligt side. Ikke for at udstede ordrer til kampen, men for at tage mod ordrer fra den.

Teori fra grunden af

Den følgende artikel er et eksperiment i teoridannelse. Artiklen forsøger at gøre forbindelsen mellem teorien, som den udfolder sig på siderne i kommunistiske tidsskrifter, og teorien som den udfolder sig i den måde kampe føres på eksplicit og vil vise, hvordan reflektioner over kapitalismens omstrukturering opstår som konsekvens af specifikke momenter i kampen. Specifikke, strategiske koncepter opstår også fra disse teoretiske horisonter og fordi, de diskuteres på stedet og påvirker, det der sker der, kan vi kun med stor møje undgå dem.

Vi kan (og skal måske) altid spørge de teorier, vi møder: Hvor er vi? Som svar på hvilken praktisk erfaring er denne teori opstået? I det følgende befinder vi os for det meste i havnen i Oakland i Californien, i skyggen af kyklopiske portalkraner og containerskibe,mens vi farer rundt med de tyve tusind andre mennesker, der er gået ind i havnen som en del af den såkaldte ’generalstrejke’ som Occupy Oakland opfordrede til 2. november 2011. Alle deltagere i blokaden havde helt sikkert den dag en intuitiv fornemmelse af, hvor central  en rolle havnen havde i det nordlige Californiens økonomi og det er med denne intuitive orientering, teoridannelsen begynder. Hvis deltagerne var blevet spurgt, ville de have fortalt, at en betragtelig del af deres forbrug stammede fra udlandet, blev lastet i skibe og passerede gennem havne som Oakland på vej til deres endelige bestemmelsessted. Som en grænseflade mellem produktion og forbrug, mellem USA og dets udenlandske handelspartnere, mellem hundredtusinder af arbejdere og de forskellige former for cirkulerende kapital, de sætter i gang, blev havnens nu tavse maskineri et symbol for den kapitalistiske produktions komplekse totalitet, som det syntes både at skygge for og afsløre.

For vores blokadedeltagere udfoldede der sig nu som en direkte følge af deres møde med havnens rum og dens maskineri alle mulige spørgsmål. Hvordan kunne vi skabe et kort over de forskellige firmaer – strømmene af kapital og arbejde – der direkte eller indirekte blev påvirket af en blokade af havnen, af en blokade af specifikke terminaler? Hvem befinder sig et niveau væk? To eller tre niveauer væk? Derudover opstod der spørgsmål omkring forholdet mellem blokadetaktikken og de forhold, som deltagerne var utilfredse med. Skønt blokaden var organiseret i samarbejde med den lokale afdeling af ILWU (havnearbejdernes fagforening) i solidaritet med de truede arbejdere i Longview i staten Washington, var det kun få af blokadedeltagerne, der vidste noget om Longview. De deltog som svar på politiets rydning af  Occupy Oaklands lejr og i solidaritet med, hvad de nu forstod ved Occupy-bevægelsens hovedkrav. Hvorledes skal man så karakterisere forholdet mellem blokaden og strejketaktikken? Da først disse spørgsmål var levet rejst, forbandt de blokaden med lignende mobiliseringer: De argentinske opstandes piqueteros i de sene 1990er og tidligere 00er – arbejdsløse arbejdere der, fordi de var afskåret fra andre måder at forfølge deres krav om regeringsbistand, tyede til vejblokader i små, vidtspredte grupper; piquets volants i de fransk strejker i 2010 mod de påtænkte ændringer i pensionsloven – grupper af spredte aktivister, der støttede arbejdernes blokader, men også oprettede deres egne blokader uafhængigt af strejkeaktiviteterne; de nylige strejker strejker i IKEAs og Wal-Marts forsyningskæder og alle steder skete der i den tumult, der fulgte efter krisen i 2008, en spredning af blokaden som aktionsform og en nedgang i antallet af egentlige strejker (med undtagelsen af de industrialiserede BRICS-lande, hvor en ny strejkebølge er i gang).

Logistik og hydraulisk kapitalismens

Disse spørgsmål hører ikke kun til den formelle teori. De blev omgående debatteret af de, der deltog i blokaden og som planlagde endnu en blokade en måned senere.[4] Som et ekko af de tidlige 00ers alter-globaliseringsbevægelse påkaldtes i nogen af disse debatter ’globaliseringens’ begreb for at forstå havnens og den internationale handels centrale betydning for kapitalismen. Men det har altid været uklart, hvad udtrykket ’globalisering’ som markør for en ny, historisk fase skulle betyde. Kapitalismen har fra første færd start været global og rejste sig fra den merkantile ekspansions blodvædede støbeform i den tidligt moderne periode. Senere blev dens fabrikker fødet med verdensomspændende strømme af råmaterialer og producerer for et marked, der også er internationalt. Det virkelige spørgsmål er, hvilken slags globaliserings vi har i dag.  Hvad er differentia specifica (indbegrebet af kendemærkerne) for nutidens globalisering? Hvad er det præcise forhold mellem produktion og cirkulation?

Nutidens forsyningskæder kendetegnes ikke blot ved deres udbredelse over hele kloden og utrolige hastighed, men også ved deres direkte integration af produktion og detailhandel, deres harmonisering af produktionens og forbrugets rytmer. Siden 1980erne har skribenter, der beskæftiger sig med erhvervslivet, slået på tromme for ’slanke’ og ’fleksible’ produktionsmodeller, hvor leverandørerne fastholder evnen til at udvide eller indskrænke produktionen og til at ændre typen af de varer, der produceres, fordi de er afhængige af et netværk af underleverandører, midlertidigt ansatte og organisationsstrukturer, der let lader sig ændre – tilpasninger der kræver præcis kontrol over strømmen af materialer og informationen mellem de enheder, der indgår i processen[5]. Disse former for forretning, der oprindeligt var forbundet med Toyotas Produktionssystem og med japanske produktionsvirksomheder i almindelighed, betegnes nu ofte med den løse udtryk Just-In-Time (JIT), der i den specifikke forstand refererer til en form for lagerstyring og i almindelighed til en produktionsfilosofi i hvilken firmaer som mål har at fjerne faste lagre (hvad enten de er egenproducerede eller modtaget fra leverandører). JIT er en produktionsfilosofi, der dels er afledt fra japansk og dels fra anglo-amerikansk kybernetik og som er orienteret omkring begrebet om en ’kontinuerlig strøm’, hvor alt, der ikke rører sig opfattes som en slags spild (japansk muda), en belastning af profitten. Det er hensigten med JIT at underlægge hele produktionen cirkulationssfærens betingelser og forøge dens hastighed så nær som muligt til informationens hastighed, lysets hastighed. Fra vore blokadedeltageres perspektiv mangedobler denne læggen vægt på den hastige og kontinuerlige strøm af varer blokadens magt. I mangel af faste lagre ville en blokade i bare et par dage effektivt kunne lamme mange producenter og detailhandlere.[6]

I JIT-systemer må producenterne koordinere leverandører længere oppe i kæden med køberne længere nede, så hastighed i sig selv er ikke nok. Timingen er afgørende. Ved hjælp af præcis koordinering kan firmaer vende det traditionelle køber-sælger-forhold, i hvilket varer først produceres og siden sælges til en forbruger, om. Ved at erstatte varerne i nøjagtig samme øjeblik, de er solgt, foretager JIT-firmaer uden at opbygge lagre undervejs en mærkelig slags tidsrejse, hvor det ser ud som om, de kun fremstiller produkter, der allerede er solgt til slut-brugeren.  I modsætning til den ældre ’push’-produktionsmodel, hvor fabrikkerne frembragte kæmpemæssige lagre af varer, som detailhandlerne så fik sendt af markedet med tilbudskampagner og rabatkuponer, ”deler detailhandlerne i dagens ’pull’-produktionssystem den information, de får fra deres kasseapparater med deres  leverandører, der så hurtigt kan fylde detailhandlernes lagre op.”[7]  Dette har ført til den funktionelle integration af leverandører og detailhandlere på betingelser, der ofte giver detailhandleren overmagten. Kæmpemæssige indkøbere som Wal-Mart reducerer deres leverandører til rene vasaller og kontrollerer direkte produkternes design og prissættelse mens de samtidig stadigvæk fastholder fleksibiliteten til at kunne ophæve kontrakten, hvis det behøves. Man høster fordelene ved den vertikale integration uden det ansvar, der følger med et formelt ejerskab. Mens nogen i de tidlige 1980ere troede, at en betoning af fleksibilitet og dynamik ville ændre magtbalancen fra at være i store, ufleksible multinationale firmaers favør til at være i små, smidige firmaers favør, er slank produktion kommet til at betyde en faseændring i multinationale firmaers magt snarere end en svækkelse af denne magt. Det nye arrangement udviser det, som Bennett Harrison kalder en ”koncentration uden centralisering” af forretningsmæssig myndighed.[8]

Slank produktion, fleksibilitet, just-in-time lagersystemer, ’pull’-produktion – alle disse nyskabelser udgør nu en del af den såkaldte ’logistikrevolution’ og den tilsvarende ’logistikindustri’, der består af specialister – både egne ansatte og eksterne - i design og styring af forsyningskæder. På grund af de tekniske forandringer i skibsfarten og transportindustrien – især containeriseringen – og de muligheder som informations- og kommunikationsteknologien tilbyder, koordinerer logistikarbejdere nu forskellige produktionsfaser og cirkulationsstrømme over uhyre, internationale afstande og sikrer at varens tid og sted svarer til de styrende datas præcision og hastighed. Kapitalen ”stræber på samme tid efter en større udbredelse af markedet og efter en større tilintetgørelse af rummet ved hjælp af tiden”.[9] Men logistik er mere end udbredelsen af verdensmarkedet i rum og en acceleration af varestrømmene: Det er den aktive magt til at koordinere og koreografere, magten til at samle og splitte strømme, til at forøge og sænke hastigheden, til at ændre den producerede varetype og dennes oprindelses- og bestemmelsessted og endelig til at samle og fordele viden om varerernes produktion, bevægelse og salg mens de strømmer gennem nettet.

Logistik er et flertydigt udtryk. Det rummer en hel industri, der består af firmaer, der varetager styringen af forsendelse og varemodtagelse for andre virksomheder og også en aktivitet, som mange forretninger selv tager sig af.  Men det referer også som sproglig stilfigur til en overordnet omdannelse af den kapitalistiske produktion, den ’logistiske revolution’. I denne sidste forstand registrerer logistik produktionens underordning under cirkulationens betingelser. I logistikkens idealiserede verdensbillede er produktionen blot  endnu et moment i en kontinuerlig, heraklitisk flux; fabrikken opløses i verdensomspændende strømme, der er splittet op i modulære delprocesser, som adskilt af tusinder af kilometer, kombineres og rekombineres efter kapitalens skiftende luner. Logistikkens mål er at forvandle al fast kapital til cirkulerende kapital for så meget desto bedre at kunne imitere og være i overensstemmelse med den reneste og mest flydende form kapital kan antage, penge. Dette er naturligvis umuligt eftersom valoriseringsprocessen kræver udlæg af fast kapital et eller andet sted i reproduktionsprocessen og derfor må ’nogen’ et eller andet sted tage den risiko, der er forbundet med at investere i fast ejendom og maskineri. Men logistik drejer sig om at formindske denne risiko, den drejer sig om at omdanne en produktionsmåde til en cirkulationsmåde, hvor det, der tæller, er frekvensen og kapaciteten i kapitalkredsløbets kanaler. I denne henseende svarer den logistiske revolution til  den hydrauliske opfattelse af kapitalismen, der skitseredes af Deleuze og Guatteri i 1970erne. En opfattelse i hvilken merværdi opstår ikke så meget ved den uigenkaldelige omdannelse af bearbejdet stof som ved, at en strøm (penge) flyder sammen med en anden (arbejde).[10] I denne fortælling, der er under indflydelse af Fernand Braudels beskrivelse af kapitalismens oprindelse og revisionen af denne i lyset af verdenssystemteorierne, er kapitalen mere det, der behersker strømmene og som opbryder og samler de forskellige strømme med henblik på at skabe en uhyre område hvortil og hvorfra samfundsmæssig magt kan tilføres eller fjernes. Logistik forvandler det faste til noget flydende – eller i sit ekstrem til elektriske felter – og behandler separate elementer ,som om de var olie i en rørledning, som flyder kontinuerligt ved præcist justerbare tryk.[11]

Logistikkens brugsværdi

Det er nu lykkedes vort projekt for erkendelsemæssig kortlægning at få anbragt vore blokadevagter indenfor en uhyre, rumlig horisont, et netværk af strømme, der selv danner netværk, mod hvis bagtæppe selv de gargantiske kontainerskibe, ja selv de myldrende tusinder af blokadedeltagere blot er flueklatter. Men det billede, vi har dannet os, er uden dybde, uden historie; det er med andre ord et billede og vi kan spekulere på, om noget af den mangel på orientering, som den erkendelsesmæssige kortlægning skulle svare på, forværres af den rumlige (og visuelle) tilnærmelsesmåde. Måske fungerer ’kortlægning’ mere end noget andet som en metafor og refererer til udviklingen af begreber og kategorier i både rumlige og tidslige dimensioner.  Et kort, men også en fortælling, søkort og diagram, fordi når først vi ser noget fra et sted, nogens synspunkt, placerer vi os selv mellem fortid og fremtid, i spidsen for en kæde af årsager, der i lige så høj grad som forsyningskædens rumlige arrangement trænger til kortlægning, især hvis vi ønsker få nogen som helst fornemmelse af hvad, der så ville kunne ske.

Vi ønsker med andre ord at få vide, hvorfor kapital bliver til logistik. Hvorfor reorganiserede kapitalen sig på denne måde? For at jagte hvilke fordele og som svar på hvilke blindgyder? Et svar, der er antydet ovenfor, er, at logistikken blot fungerer som en accelerator af varestrømmene. Logistikken er en metode til at nedsætte kapitalens omslagstid og derved øge den totale profit. Korte omslagstider og hurtige produktionscykler kan frembringe meget høje totalprofitter selv med de meget lave profitrater (pr. omslag) som kapitalisterne oplevede i 1970erne. Logistikken blev derfor en løsning på den ’lange nedtur’ der opstod i 1970erne og den almindelige krise, den indvarslede efterhånden som mulighederne for at opnå profit ved investeringer i produktionsapparatet (nye anlæg og maskineri) begyndte at fordufte. Som vi ved fra utallige beretninger, var resultatet, at kapitalen flød ind i finansielle aktiver, fast ejendom og den slags og dermed forstærkede pengemængdens og kreditmarkedets hastighed og båndbredde og bryggede nye former for finanskapital sammen. Men finansialiseringens veldokumenterede proces havde som sin skjulte følgesvendn massive investeringer af kapital i varecirkulationens (i modsætning til pengecirkulation) komplementære sfære og forøgede derved gennemstrømningen i transportsystemet og accelererede varekapitalens hastighed gennem en udbygning i form af tankskibe, havne- og jernbaneanlæg, robotkontrollerede fordelingscentre og den digitale teknologi og netværkstekonologi, der er nødvendig for at styre handlens forøgede omfang og kompleksitet. Skibscontaineren og terminsforretningen for varer (futures) var derfor komplementære, tekniske nyskabelser, der strømlinjede og turboladede forskellige segmenter af reproduktionens samlede kredsløb. Det hurtigere og hurtigere omslag af kreditter og varer over hele kloden er relæstationer, der gensidigt forudsætter hinanden. Investeringerne på disse områder handler imidlertid ikke blot og bart om ren hastighed; de sigter også på reducere de omkostninger, der er forbundet med cirkulationen og derved forøge transportsystemernes samlede kapacitet. Sammen med de åbenlyse stordriftsfordele og den mekanisering, der tilbydes af containerteknologien, nedsætter integrerede informationssystemer i uhyre grad de administrative omkostninger, der er forbundet med cirkulationen, og frigør derved penge til direkte investering i produktionen.[12] 

Men denne udvikling kan ikke forstås alene ved at udtrykke den i kvantitativ forøgelse eller formindskelse: Forøgelse af varestrømmenes hastighed og mængde, mindskning af de faste omkostninger. Der er nemlig her tillige et vigtigt kvalitativt mål, der i logistikken beskrives som ’smidighed’ (agility), dvs. magten til både at kunne ændre produkters hastighed, position, oprindelses- og bestemmelsessted og produkttypen for at kunne opfange omskiftelige markedsbetingelser. Virksomheder stræber efter ’forsyningskæder, der er påvirkelige’, som en kapiteloverskrift i en håndbog i logistik beskriver det: ”Så [de] kan reagere indenfor kortere tidsrammer, både hvad angår ændringer i volumen og ændringer i udvalg”.[13] Eksperter i logistik søger som led i deres indgribende rolle at identificere og fjerne flaskehalse for at opretholde smidigheden. Men som en del af en plan for forebyggelse vil specialisterne stræbe efter at synkronisere og fordele information langs hele forsyningskæden, så leverandørerne kan tage passende forholdsregler før indgriben bliver nødvendig. Denne decentrale information betegnes som en ’virtuel forsyningskæde’, en kæde, der består af symbolske repræsentationer af strømmene i modsætning til varernes fysiske bevægelser. Andre firmaer, der ikke deltager i produktionen,  kan bruge disse decentrale data til at koordinere deres aktiviteter. Resultatet er, som Bonacich og Wilson noterer, at ”konkurrencen … flytter sig fra virksomhedsniveauet til forsyningskædeniveauet.”[14] Men datatransparens jævner overhovedet ikke banen; typisk vil en af aktørerne i forsyningskædens netværk opretholde sin dominans uden nødvendigvis at anbringe sig selv i centrum af aktiviteterne – for eksempel har Wal-Mart overfor sine leverandører insisteret på, at de anbringer Radio Frequency Identification-brikker (RFID) på paller og containere, hvad der tillader Wal-Mart at styre sit lager meget mere effektivt med betydelige omkostninger til følge for leverandørerne.[15]

Før vi overvejer den sidste grund til den logistiske revolution, er en kort historisk note på sin plads. Indtil 2. verdenskrig eksisterede virksomhedslogistik slet ikke. Logistik var helt og holden en militær sag, der henviste til de metoder, som hære benyttede for at forsyne sig selv ved at flytte forsyninger fra baglandet til fronten, et enkelt, men fundamentalt forehavende, som militærteoretikere siden Thukydides har anerkendt som en  nøglefaktor, der afgør hvorvidt krige, der hviler på udsendelse af ekspeditionskorps, bliver en succes eller ej. Som et særskilt felt udviklede forretningslogistikken sig i 1950erne og byggede på nyskabelser i militær logistik, der trak på den udveksling af personale mellem militæret, industrien og den akademiske verden, som var så karakteristisk for efterkrigstiden - udvekslinger der først og fremmest fandt sted indenfor kybernetik, informationsteori og operationsforskning. Forbindelsen mellem militæret og den erhvervsrettede logistik vedblev at være intime. Selvom f.eks. Malcolm MacLean havde indført de stabelbare skibscontainere i 1950erne og det allerede var lykkedes for ham at containerisere en del af de indenlandske transportveje, var det hans Sea-Land Service’s containerbaserede løsninger på Vietnam-krigens logistiske kaos, der generaliserede teknologien og demonstrerede dens effektivitet i den internationale handel.[16] På samme måde blev RFID-teknologien først taget i anvendelse af det amerikanske militær i Iraq og Afghanistan, hvorefter Wal-Mart begyndte at undersøge dens brug. Kort tid efter fremsatte forsvarsministeriet og Wal-Mart krav til deres største leverandører og påbød dem at bruge RFID-mærker på deres varer. Forbindelsen mellem erhvervslogistik og militær logistik er så stærk, at mange af Wal-Marts ledere og overordnede chefer, der sætter standarden for industrien under et, kommer fra militæret.[17]  

Man kunne sige, at logistik er krig med andre midler, en krig der føres ved hjælp af handel. En krig på forsyningskæder der erobrer nye territorier ved at gennemtrænge dem med årer, der sikrer, at varer med lethed flyder ud til de fjerneste udkanter. Ud fra dette krigsperspektiv kan det imidlertid være nyttigt at skelne mellem offensiv og defensiv logistik. Den offensive form har vi allerede beskrevet ovenfor: Logistikken søger at mætte markedet, reducere omkostninger og producere konkurrenter af banen og opretholde maksimal gennemstrømning og maksimal produktmangfoldighed. Dette offensive aspekt af logistikken betoner fleksibilitet, plasticitet, gennemtrængelighed, dynamik og formforvandlinger. Men det finder sit komplementære udtryk i en serie af procedurer, der grundlæggende er defensive og som dæmper de risici for forsyningskæderne, som blokader, jordskælv, strejker og leverandørmangler udgør. Hvis ’smidighed’ er slagordet for den offensiv logistik, stræber den defensive logistik efter ’robusthed’ og betoner værdier som elasticitet, ligevægt indenfor systemet, stabilitet og lang levetid. Men robusthed er kun tilsyneladende et konserverende princip; den finder sin stabilitet ikke i ufleksibilitet, men i en konstant, selvstabiliserende tilpasningsevne.[18]  I den forstand er de defensive og offensive former for logistik i virkeligheden umulige at rede ud fra hinanden eftersom det ene firmas smidighed er det andets flygtighed og jo mere fleksibelt og dynamisk et firma bliver, jo mere ’eksporterer’ det usikkerhed til det samlede system og tvinger andre firmaer til at blive mere robuste. I alle fald kan vi forvente, at logistik i sammenhæng med den økonomiske krise og det truende miljømæssige sammenbrud mere og mere vil blive en videnskab, der omfatter risikostyring og krisemildning.

Logistik er kapitalens krigskunst, en række af teknikker til brug i konkurrencen mellem kapitalisterne og mellem staterne. Men samtidigt udkæmpes den slags krige altid ved hjælp af og imod arbejdere. En af de vigtigste grunde til udbredelsen, kompleksiteten og den gnidningsfrie funktion af de forsyningskæder, der omspænder hele planeten, er, at de tillader at udnytte forskellene i pris på arbejdskraft. Den nutidige verdens sofistikerede, omstillelige forsyningskæder gør det muligt for kapitalen at udsøge sig de laveste lønninger over hele verden og spille proletarerne ud mod hinanden. Logistikken blev derfor en af nøglevåbnene i en årtier lang global offensiv mod arbejderklassen. De forsyningskæder, der omspænder hele verden, blev muliggjort af containeriseringen og omringede effektivt arbejderklassen, belejrede dens forsvarsværker som f.eks. fagforeningerne for til sidst komplet at knuse dem i løbet af 1980erne og 1990erne. Med arbejderklassen på flugt har logistikken gjort det muligt for kapitalen hurtigt at neutralisere og udmanøvrere den svage modstand, arbejderne måtte kunne stable på benene. Selvom kapitalen må slås med det problem der udgøres af de investeringer, der er foretaget i bygninger, der ikke kan flyttes, maskiner og anden infrastruktur, giver disse forsyningskæder, der kan omstilles, den en hidtil uset magt til at rute strømmene uden om besværlig arbejdskraft og udsulte den. Ved at splitte arbejderne i en ’kerne’ bestående af fast ansatte arbejdere (der ofte er konservative og loyale) og en udkant af løst ansatte, outsourcede og fragmenterede arbejdere, der både kan arbejde som en del af det samme firma eller kommer ude fra, har kapitalen spredt den proletariske modstand ganske effektivt. Men disse organisationsstrukturer kræver koordinations-, kommunikations- og transportsystemer, der gør kapitalen sårbar overfor faren for sammenbrud i cirkulationssfæren, hvad enten de skyldes de arbejdere, der har ansvaret for varecirkulationen eller andre årsager som havneblokaden, hvor man valgte cirkulationen som kampplads for sin effektive aktion af den simple årsag, at kapitalen allerede også havde truffet dette valg. De handlinger, som deltagerne i havneblokaden foretog sig, er i denne forstand dobbelt bestemt af kapitalens omstrukturering. De er der ikke blot fordi omstruktureringen af kapitalen enten har gjort dem arbejdsløse eller anbragt dem i job, hvor de handlinger, de i kraft af at være arbejdere kunne udføre i overensstemmelse med arbejderbevægelsens klassiske taktik er blevet forbudt, men også fordi kapitalen selv i stigende grad har gjort cirkulationssfæren til genstand for sin egen indgriben. I denne henseende forsyner teorien os ikke blot med et hvorfor, hvad angår kapitalens omstrukturering, men også med et hvorfor, hvad angår en ny kampcyklus. 

Synlighed og praksis

Det skulle nu være indlysende, at logistikken er kapitalens eget projekt for mental kortlægning. Derfor er ’synlighed’  så fremtrædende blandt logistikindustriens slagord. At styre en forsyningskæde betyder at gøre den transparent. De varestrømme, som vi finder vore blokadedeltagere i,  dubleres af informationsstrømme, af en vigtig kæde, der overvåger forsyningskæden, til tider uden nogen som helst menneskelig indgriben. Sammen med finansindustriens forudsigelsesmodeller, hvis mål det er at beskrive og kontrollere kreditsystemets og pengenes kaotiske fluktuationer, styrer logistikken på samme måde varesystemets komplekse strømme ved hjælp af beskrivelsesstrukturer. Vi kan derfor forestille os en logistik mod logistikken, en modlogistik, der benytter sig af industriens begrebsmæssige og tekniske apparat til at identificere og udnytte flaskehalse for at give vore blokadedeltagere en fornemmelse af, hvor de står i kapitalstrømmene. Denne modlogistik kan blive en proletarisk krigskunst, der matcher kapitalens egen ars belli. Hvis vi forestiller os, at vore blokadedeltagere helt præcis vidste hvilke varer, som containerne på bestemte kajer eller bestemte skibe indeholdt; hvis vi forestiller os, at de kunne finde ud af disse varers oprindelses- og bestemmelsessted og beregne de mulige virkninger – funktionelt og i dollars -  af forsinkelser eller afbrydelser i bestemte strømme. Besiddelsen af et sådant modlogistisk system, der kunne være noget så enkelt som en håndskrevet lagerfortegnelse, ville tillade blokadedeltagerne at fokusere deres opmærksomhed på, hvor indsatsen ville være mest effektiv. Hvis man f.eks. tager situationen i kampene mod de franske pensionslove i 2010 som eksempel, hvor mobile blokader bestående af tyve til hundrede deltagere bevægede sig gennem de franske byer og støttede strejkende arbejderes blokader, men også selv blokerede nøgleområder, bliver styrken i den koordination og koncentration, som et sådant system har umiddelbart klar.[19] Dette er et eksempel på de strategiske horisonter, der udvikler sig af kampen, selvom de fleste diskussioner af en sådan modlogistik må føres med en konkret anledning i tankerne.

Men udover den praktiske værdi af modlogistisk information, er der det, man kunne kalde dens eksistentielle værdi: Den måde, det at kunne se sine egne handlinger sammen med andres og det også at kunne se virkningerne af en sådan samlet optræden, indgyder disse handlinger en mening, de ellers måtte have savnet.  For eksempel stammer Det arabiske Forårs smitsomhed delvis fra den bekræftende virkning, som de billeder fra kampen, der udsendtes, havde. Det - stående overfor statsmagtens vold - at kunne se sin egen handling reflekteret i og ovenikøbet forstørret af andres handlinger kan være dybt elektriserende. Evnen til at stille kampene op ved siden af hinanden, at gøre kampene synlige for hinanden og for sig selv, er en anden af teoriens værdier med hensyn til praksis.

Vigtigheden af synlighed – eller læselighed, som han kalder det – er grundlæggende i en af de bedste diskussioner af senkapitalismens omstrukturering af arbejdskraften, nemlig Richard Senetts The Corrosion of Character (da. Det fleksible menneske). Senett lader forstå, at den ”svage arbejdsidentitet” på nutidens arbejdspladser – der i hans fremstilling hovedsageligt karakteriseres ved anvendelsen af IT – opstår ved, at arbejdsprocesserne er helt ulæselige for arbejderne selv. Da han besøgte et bageri, han have studeret årtier tidligere i forbindelse med sin første bog The Hidden Injuries of Class, finder han ud af, at arbejderne i stedet for 1960ernes fysisk udfordrende processer nu bruger computerstyrede maskiner, der kan producere al slags brød i overensstemmelse med markedets betingelser ved blot at trykke på et par knapper. Som et resultat heraf identificerer arbejdernes sig ikke, som de gjorde førhen, med deres arbejde eller opnår tilfredsstillelse ved udførelsen af deres opgaver, lige præcis fordi maskinernes funktion er uigennemskuelig for dem. Forskellen mellem at indtaste tal i et regneark og at bage brød er ubetydelig for dem. Konkret arbejde er fundamentalt set blevet abstrakt og tilslører på en og samme gang skellene mellem det materielle og det immaterielle, mellem manuelt og mentalt arbejde:

”Computerstyret bagning har forandret de balletagtige, fysiske aktiviteter på bageriets gulv grundlæggende.  Nu har bagerne ingen fysisk kontakt med råvarerne eller brødene og overvåger hele processen via skærmikoner, der f.eks. viser brødets farve afledt af data om ovnenes temperatur og bagetid; få bagere ser de virkelige brød, de laver. Deres arbejdsskærme er organiseret på den kendte Windows-måde; på en skærm er der ikoner for mange flere slags brød, end man tidligere fremstillede: russisk,        italiensk, fransk brød, alt muliggjort ved en berøring af skærmen. Brød var blevet en skærmrepræsentation.

Som resultat af at arbejde på denne måde ved bagerne faktisk ikke længere, hvordan man bager brød. Automatiseret brødbagning er ikke et vidunder af teknisk perfektion; maskinerne fortæller tit det forkerte om de brød, der hæver inden i dem og undlader for eksempel præcist at måle styrken af gæren, der hæver eller brødets virkelige farve. Arbejderne kan til en hvis grad rode med skærmen for at korrigere for disse mangler; det, de ikke kan gøre, er at fikse maskinerne eller endnu vigtigere at bage brød ved manuel styring, når maskinerne, som det alt for tit sker, går ned. Som arbejdere, der er afhængige af programmer, har de ingen hands-on viden. De kan ikke længere læse arbejdet i betydning af en forståelse af, hvad de laver.”[20]

Der optræder her et interessant paradoks, som Sennet meget smukt udpensler på de følgende sider: Jo mere  transparente og ’brugervenlige’ de digitaliserede processer bliver, jo mere uigennemskuelig bliver den samlede proces, de styrer. Hans konklusion burde i og for sig gøre alle, der nærer forenklede opfattelser af synlighedens eller det ’mentale korts’ magt urolige, et problem som Jameson tidligt erkendte og erklærede, at  ”informationsteknologien både er den afbildningsmæssige løsning på den mentale kortlægning af verdenssystemet og dets afbildningsproblem.”[21] Problemerne både for Sennets arbejdere og for vore blokadedeltagere er i lige grad praktiske og erkendelsesteoretiske, det drejer sig om gøre noget og skaffe sig en viden sammen. Hvis ikke de afbildninger, den slags systemer stiller til rådighed, udvider vores kapacitet til at handle og gøre noget, til at forandre verden, vil de gøre denne verden mere eller mindre uigennemskuelig ligegyldigt hvor rigt beskrivende, de måtte være. Og selvom Sennetts diskussion kun er rettet mod arbejdets verden (og gennemsyret af typisk venstreorienteret nostalgi for den savoir-faire og de stabile identiteter, som faglært arbejde medførte) angår læselighedens problem i samme grad vore blokadedeltagere og havnearbejderne i havnen. For at kunne vare længere end udover et begyndelsesøjeblik, må kampe kunne genkende sig selv i de virkninger, de skaber – de må være i stand til at kortlægge disse virkninger, ikke blot ved at finde deres plads i den sene kapitalismes abstrakte og konkrete rum, men i en politisk rækkefølge, der både har en fortid og en fremtid, der åbner sig mod en horisont af muligheder. Alt dette kræver viden, men det kræver også, at det er en viden, der kan omsættes til en praksis, der kan arbejdes med.

Vore blokadedeltagere berøves derfor brugbar viden af et teknisk system i hvilket, de kun optræder som tilfældige aktører, som punkter hvorfra noget kan videregives og indsættes, noget der højest kræver en stenografisk kompression af deres umiddelbare omgivelser til nogle få kiloBytes af brugbar information. Bernhard Stiegler, der på trods af et ofte vidtløftigt, hegeliansk, teoretisk apparat, er en af nutidens bedste teknologiteoretikere, beskriver denne proces som ”erkendelses- og følelsesmæssig proletarisering”, hvor proletarer som producenter berøves savoir-faire og som forbrugere savoir-vivre. Dette er en del af en lang historie om det, som Stiegler kalder ”grammatisering”, hvor viden og hukommelse bliver findelt i reproducerbare og kombinatoriske kropsgestus - fonemer, grafemer, tasteanslag, bits – for derefter at blive gjort til en ydre form ved at indskrives i stoffet.[22] Den nutidige grammatiserings digitale teknologi og telekommunikationsteknologi er det sidste stadie i denne proces, så nu eksisterer vore hukommelser og erkendelsessanser så at sige i dataskyen som en del af en decentral teknologisk protese, uden hvilken vi faktisk er ude af stand til at orientere os eller fungere. I denne i det store hele overbevisende forklaring, der gud ske tak og lov går imod de optimistiske fortolkninger af informationsteknologien som en progressiv socialisering af ”det almene intellekt”, er vi berøvet ikke blot produktionsmidlerne, men også midlerne til at tænke og føle.

På mange ommåder deler Stiegler meget med Herbert Marcuses, Guy Debords og andres frugtbare undersøgelse i 1960erne af begreberne fremmedgørelse, fetichisme og tingsliggørelse, der fulgte i kølvandet på populariseringen af den unge Marx. Vi må af denne grund undre os over den latente humanisme hos Stiegler. Imidlertid forsyner Sennett os med en vigtig advarsel mod at læse Stiegler humanistisk: Hvor en vis  type klassisk, marxistisk analyse ville forvente, at hans bagere ønskede igen at tilegne sig den viden, maskinerne havde berøvet dem, er der næsten ingen af dem, der har de ønsker. Deres virkelige liv ligger andetsteds og næsten ingen af dem forventer eller ønsker værdighed eller mening i deres arbejde som bagere. Den eneste person, der svarer til det forventede omrids af den fremmedgjorte arbejder i Sennetts bageri, er formanden, der arbejdede sig op fra bagerlærling til leder og som tager spildet og tabet af færdigheder i bageriet som en personlig fornærmelse og som forestiller sig, at hvis bageriet var et kooperativ, så ville arbejderne være mere interesserede i viden om, hvorledes tingene gøres. De andre arbejdere behandler imidlertid arbejdet ikke som en udøvelse af færdigheder, men som en række af ligegyldige anvendelser af en abstrakt arbejdsevne. At bage betyder kun at ”trykke på knapper i et Windows-program, der er udformet af andre.”[23] Arbejdet er både ulæseligt for dem og fuldstændigt fremmed for deres egne behov, men ikke fremmed i den klassiske forstand, at de anerkender det som en tabt eller stjålen del af dem selv, som de håber at kunne generobre gennem kamp. Dette er en af de vigtigste konsekvenser af den omstrukturering af arbejdsprocessen, der styres af den logistiske revolution: Arbejdet gøres tilfældigt og uregelmæssigt, arbejdsprocessen opsplittes i delkomponenter, der i stigende grad både blive ulæselige og geografisk adskilte og den utrolige magt, kapitalen nu har til at tilintetgøre alle kampe for bedre forhold, betyder, at det ikke blot er umuligt for de fleste proletarer at forestille sig deres plads i dette komplekse system, men også at det er umuligt for dem at identificere sig med denne plads som en kilde til værdighed og tilfredsstillelse, eftersom pladsens oprindelige mening i forhold til det samlede system forbliver skjult. I dag kan de færreste arbejdere, som arbejdere i gamle dage kunne (og gjorde), sige: Det er os, der har bygget verden! Det er os, verden tilhører!”  Omstruktureringen af produktionsmåden og produktionens indordning under cirkulationens betingelser udelukker derfor den klassiske horisont for proletarisk modstand: Beslaglæggelse af produktionsmidlerne, så de kan anvendes i et arbejderstyret samfund.  Man kan ikke forestille sig at bemægtige sig det, som man ikke danne sig et billede af og hvori ens plads er usikker.

Tesen om evnen til omstilling

De vanskeligheder som Sennetts bagere (og vore blokadedeltagere) støder på, skyldes ikke blot og bar mangel på viden, vanskeligheder der kan løses ved en pædagogisk indsats; lige så værdifuld som et mentalt kort over disse processer måtte være, stammer de problemer, vi står overfor, når vi skal forestille os en eller anden slags selvforvaltning af de eksisterende produktionsmidler, fra de praktiske vanskeligheder – efter min mening umuligheder – som udsigten til en sådan udvikling ville stå overfor. Systemets uigennemsigtighed opstår i denne henseende på grund af dets uregerlighed og ikke den anden vej rundt. Alberto Toscano (som på det sidste har helliget en ikke ubetydelig indsats på at kritisere kommunitariseringens* teoretikere) anklager i en indsigtsfuld artikel om logistikindustrien og nutidens kamp ”rum-tiden hos megen af dagens anti-kapitalisme” for dens afhængighed af ”indskrænkning og afbrydelse, ikke angreb og ekspansion”.[25] Som alternativ foreslår Toscano en antikapitalistisk logistik, der behandler senkapitalismens forskellige produktionssteder og infrastrukturer som snarere ”potentielt omstillelige” end som genstand for ”blot og bar  ophævelse eller sabotage”. Der hersker ikke tvivl om, at [kæmper man] en kamp, [hvor man] ønsker at overvinde kapitalismen, er [man] nødt til overveje ”hvilken nytte, der kan drages af det døde arbejde, der fylder Jordens skorpe”, men der er ingen grund til, som Toscano gør, fra starten af at antage, at alle eksisterende produktionsmidler skal anvendes efter kapitalismen og at al teknologisk nyskabelse – næsten kategorisk – skal have en progressiv dimension, der kan forløses ved en proces bestående af ”resolut omvending”. Som vi så ovenfor, er den brugsværdi, som logistikindustrien producerer, et sæt procedurer og teknikker, der sætter firmaerne i stand til at finde frem til de laveste lønninger overalt i verden og undgå de ubehageligheder, der opstår, når klassekampen løfter hovedet. I den forstand handler logistik i modsætning til andre kapitalistiske teknologier kun delvis om at udnytte maskinernes effektivitet til at få varerne på markedet hurtigere og billigere, eftersom hovedformålet med hurtigere og billigere teknologier er at modvirke de i andre henseender uoverkommelige omkostninger, der er forbundet med at udbytte arbejdskraft halvvejs rundt om jorden.  Det teknologiske samspil, som logistikken overvåger, er derfor fundamentalt forskelligt fra andre samspilsformer som f.eks. den fordistiske fabrik; den sparer på arbejdskraftsomkostningerne ved at sænke lønnen, i stedet for at hæve arbejdskraftens produktivitet. For at bruge marxistiske termer, er der tale om, at absolut merværdi optræder under den relative merværdis maske. Logistikkens brugsværdi for kapitalen består i udbytning i sin mest rå form og det er derfor i allerhøjeste grad tvivlsomt, at logistikken, som Toscano skriver, både skulle kunne være ”kapitalismens medicin, grunden til dens sygdomme (fra den ødelæggende overudvikling af langdistancetransport af varer til den planløse spredning af nutidens bydannelser) og det potentielle domæne for anti-kapitalistiske løsninger”.

Hvis arbejderne skulle indtage de højdedrag, som logistikken tilbyder og hvorfra slaget kan ledes – for med andre ord at bemægtige sig den globale fabriks kontrolpanel – ville det betyde, at de skulle styre et system, der grundlæggende er fjendtligt indstillet overfor dem og deres behov, at de skulle føre opsyn med et system, hvor ekstreme lønforskelle er indbygget i selve infrastrukturen. Uden disse forskelle ville de fleste forsyningskæder være et spild og unødvendige. Men for Toscano betyder ”det at give et nyt formål” måske en slags nøjen sig med logistikkens maskineri, som vi finder det og se hvilke andre formål, det kan sættes til at tjene, snarere end at forestille sig at indtage disse højdedrag? Alle revolutionære processer vil bruge det, der  er tilgængeligt, ud fra nødvendighedens [tvang], men det er lige præcis disse teknologiers evne til ”omdannelse” eller ”omstilling”, der synes tvivlsom. Det nuværende produktionsregimes faste kapital er beregnet til at skabe størst mulig merværdi; hver enkeltdel er konstrueret for at kunne indsættes i netop dette globale system; derfor må der argumenteres for tilstedeværelsen af kommunistiske potentialer som utilsigtede egenskaber ved den nutidige teknologi, de kan ikke antages som noget selvfølgeligt.[26] Meget af maskineriet i samtidens logistik sigter på at strømlinje varecirkulationen og ikke på brugsværdier, ikke at producere de genstande, der er nyttige eller tjener et godt formål, men dem, der er profitable: For eksempel individuelle pakninger med morgenmadsprodukter, hvis indviklede påskrifter adskiller dem fra snesevis af varianter af næsten identiske morgenmadsprodukter (der sælges og forbruges i størrelser og typer, der afspejler visse samfundsmæssige indretninger som f.eks. kernefamilien). Hvor meget af det logistiske systems højt besungne fleksibilitet er i virkeligheden produktmangfoldighedens, lønforskellenes og handelsubalancernes fleksibilitet? Hvor meget ville blive unyttigt, når først vareformen er afskaffet, når først nødvendigheden af køb og salg er afskaffet? Desuden er samtidens logistiske system indrettet til en bestemt international handelsbalance med visse lande som producenter og andre som aftagere. Dette er en kendsgerning, der fundamentalt er sammenflettet med de tidligere nævnte lønubalancer, der betyder, at uligheden i det globale system delvis har at gøre med den ulige fordeling af produktionsmidler og cirkulationens infrastruktur – for eksempel koncentrationen af havnekapacitet på USA's vestkyst i stedet for på østkysten på grund af, at produktionen befinder sig i Asien. At skabe en ny balance mellem de varer, der produceres lokalt og de varer, der kommer langvejs fra – hvis noget sådan skulle være del af et brud med den kapitalistiske produktion – ville betyde en fuldstændig anden indretning af infrastrukturen og formentlig også andre typer af infrastruktur (for eksempel mindre skibe).

Vi kunne også sætte spørgsmålstegn ved tesen om evnen til omstilling fra størrelsens perspektiv. Fordi den ulige fordeling af produktionsmidler og kapital – for ikke at tale om tendensen til geografisk specialisering, koncentrationen af visse produktionstyper i visse områder (f.eks. tekstiler i Bangladesh) – kan systemet kun skaleres op. Det tillader ikke en opdeling efter kontinent, halvkugle, zone eller land. Det må og skal styres  som en helhed eller også kan det ikke styres. Derfor må næsten alle fortalere for tesen om evnen til omstilling antage, at deres socialistiske eller kommunistiske system har en fordelingsmekanisme, der er baseret på høj volumen og er hyperglobal, selvom nytten af en sådan fordeling er uklar udover produktion for profit. Et andet problem er imidlertid, at administration i en sådan skala giver begrebet ”planlægning” en sublim dimension; disse skalaer og størrelsesordener ligger radikalt udenfor menneskets erkendelsesevner. Den upersonlige ”administration af tings” niveau og ”de frit associerede producenters” niveau står ikke så meget i modsætning til hinanden, som de er adskilt af en uhyre afgrund. Toscano markerer en sådan afgrund med en skæbnesvanger appel til Herbert Marcuses begreb om den ”nødvendige fremmedgørelse” som det uheldige, men nødvendige ledsagefænomen til opretholdelsen af det tekniske system. Andre fortalere for tesen om evnen til omstilling, bringer uden undtagelse supercomputernes bogstavelige deus ex machina på banen, når de udspørges om, hvorledes man kan opskalere de frigørende ønsker og behov som proletarerne kræver af en global administration. Computere og algoritmer, får vi at vide, vil afgøre hvorledes varer skal fordeles; computere vil opskalere ud fra proletarernes krav om frihed og lighed og regne en måde ud at fordele arbejdet og arbejdets produkt på, der tilfredsstiller alle. Men hvorledes en algoritmisk formidlet produktion skulle foregå, hvorfor denne skulle adskille sig fra en produktion, der formidles gennem konkurrence og prismekanismen er radikalt uklart og i sandhed uplettet af virkelige argumenter. Ville arbejdstid stadigvæk skulle være det afgørende med hensyn til adgang til samfundsmæssig rigdom? Ville et sådant system gøre fri deltagelse (i arbejdet) og fri adgang (til nødvendigheder) lettere? Hvis målet snarere er producenternes simple lighed – lige løn for lige arbejde – hvordan skulle man så håndtere de ubalancer i produktivitet, moral og initiativ, der opstår, når man opretholder kravet om, at ”den der ikke arbejder, ikke skal spise”? Er det det, ”nødvendig fremmedgørelse” betyder?

Men det logistiske systems mangel på mulighed for at kunne skalere (eller kun at kunne skalere i en retning) bringer et meget alvorligere problem på banen. Selv hvis en global, kommunistisk administration var mulig – enten ved hjælp af en supercomputer eller ved hjælp af opadstigende niveauer af delegerede og  rådsforsamlinger – og ønskværdig på basis af det givne tekniske system, ser tingene meget mere tvivlsomme ud, når først man overvejer kommunismens historiske karakter. Kommunismen falder ikke ned fra himlen, men må opstå af en revolutionær proces og tager man den internationale arbejdsdelings alt-eller-intet karakter i betragtning – koncentration af fremstillingsindustrien i nogle enkelte lande, koncentration af produktionskapaciteten til visse hovedtyper af kapital i en håndfuld fabrikker som nævnt ovenfor – ville et  forsøg på at bemægtige sig produktionsmidlerne kræve, at denne bemægtigelse øjeblikkeligt blev global.   Vi ville få brug for en revolutionær proces, der lykkedes så hurtigt og var så omfattende, at alle langdistanceforsyningskæder indenfor [få] måneder var omlagt til at forbinde ikke-kapitalistiske producenter i  modsætning til det langt mere sandsynlige scenarie, at et brud med kapitalen til at begynde med vil være geografisk koncentreret og så må spredes derfra. I de fleste tilfælde vil opretholdelsen af disse decentrale produktionsprocesser og forsyningskæder betyde, at man må handle med kapitalistiske partnere, en sammenkobling med produktion for profittens skyld (noget, der er nødvendigt for overlevelse, vil pragmatikerne fortælle os) og hvis resultat vil være ikke mindre end katastrofalt, som studiet af de russiske og spanske eksempler vil vise. I begge tilfælde betød behovet for at opretholde en eksportøkonomi for at kunne købe vigtige varer på de internationale markeder – især våben – at de revolutionære kadrer og aktivister måtte ty til direkte og indirekte magtanvendelse for at få arbejderne til at opfylde produktionsmålene. At øge produktiviteten og udvide produktionskapaciteten nu blev et overgangsskridt på vejen til at opnå kommunisme senere og kadrerne i anarkiets Spanien gik helt på samme måde som  kadrerne i bolsjevismens Rusland til arbejdet ved at efterligne den kapitalistiske akkumulations dynamiske vækst ved hjælp af direkte politiske mekanismer i stedet for ved hjælp af den indirekte magt, der ligger  i lønnen, skønt man i begge tilfælde til sidst af ren og skær nødvendighed indførte økonomiske incitamentsstrukturer (akkorder, bonus). Det svært at se, at andet end en ny opstand – som man søgte at forhindre ved at indføre nye disciplinære og undertrykkende strukturer -  kunne have ført disse systemer tilbage til bare den ”kommunismens laveste trin” som Marx går ind for i ”Kritikken af Gotha-programmet”  for slet ikke at tale om et samfund baseret på fri adgang [til goder] og et arbejde, der ikke var underlagt tvang.

I de traditionelle diskussioner af disse emner antages det, at proletarer i de fuldt industrialiserede lande i modsætning til proletarer i underudviklede lande som Rusland og Spanien, der ikke havde andet valg end først at udvikle produktionskapaciteten, med det samme kunne overtage og selv forvalte produktionsmidlerne uden behov for en udvikling under tvang. Dette kunne have været sandt i perioden umiddelbart efter krigen og så sent som i 1970erne, men da industrialiseringen for alvor begyndte, var toget kørt – den globale omstrukturering og omfordeling af produktionsmidler sætter os i en position, der er mindst lige så slem, hvis ikke værre, end den, revolutionerne i det tidlige tyvende århundrede stod overfor, hvor  en stor procentdel af produktionen af forbrugsvarer var lige ved hånden og hvor man kunne finde sko- og tekstilfabrikker og stålværker i sit eget område. En hurtig vurdering af arbejdspladser i ens umiddelbare nærhed skulle være nok til at overbevise de fleste af os om, at tesen om evnen til omstilling – i hvert fald i USA og tror jeg også i det meste af Europa -  er fuldstændig uigennemførlig. De servicejobs og administrative stillinger, som de fleste proletarer har i dag, er meningsløse undtagen i de punkter, hvor   noget kan skubbes ind eller ud af de uhyre strømme, der omspænder verden -  en megadetailhandel, et softwarefirma, en kaffekæde, en investeringsbank, en ikke-profitorienteret organisation. De fleste af disse stillinger er forbundet med brugsværdier, som revolutionen ville gøre til ikke-værdier. For at kunne opfylde egne og andres behov ville disse proletarer blive nødt til at give sig til at fremstille fødevarer og andre nødvendigheder, der i de fleste lande ikke eksisterer kapacitet til. Ideen om at 15% eller deromkring  af de arbejdere, hvis aktiviteter stadigvæk ville være nyttige, skulle arbejde på andres vegne – som viceværter for en kommunistisk fremtid – duer ikke politisk, selv hvis systemet kunne producere nok af det, folk behøver og  den handel, der skulle skaffe input, ikke udløste en ny blokering. Hertil skal føjes den kendsgerning, at udviklingen af logistikken selv og det ledsagende kreditsystem mangedobler kapitalens magt til at disciplinere oprørske områder ved at fjerne kreditmulighederne (kapitalflugt), handelsblokader og samhandelsvilkår, der virker afstraffende.

Horisonter og udsigter   

I dette tilfælde er [opfattelsen af helheden] ikke rigtig, ikke så meget fordi den ikke kan afbildes tilstrækkeligt dækkende eller fordi forsøg på afbildning gør vold på dens indre modsætninger, men fordi alle den slags afbildninger fornægter den kendsgerning, at helheden som sådan aldrig kan begribes. Hele det logistiske system  tilhører kapitalen. Den er en synsmåde, hvor man ser allesteds (eller intetsteds) fra, et syn fra det rum, som kun kapitalen som en opsummerende, decentral proces kan befolke. Kun kapitalen kan bekæmpe os alle steder på en gang, fordi kapitalen på ingen måde er en kraft vi kæmper imod, men selve det territorium på hvilket  denne kamp finder sted. Eller rettere den er en kraft, men et kraftfelt, noget der gennemtrænger, snarere  end noget, der yder modstand. I modsætning til kapitalen kæmper vi på konkrete steder og konkrete tidspunkter – her, der, nu, dengang. At være partisk betyder nødvendigvis at acceptere, at perspektivet er partisk og partiskheden af den kamp, vi tilbyder.

Nutidens svage taktikker – de punktformede  optøjer, blokaden, besættelsen af offentlige rum – er ikke det strategiske produkt af en modstandsbevidsthed, der ikke kan genkende sin fjende eller som ikke i tilstrækkelig grad har været i stand til at undersøge de muligheder, som nutidens teknologier tilbyder. Tværtimod opstår vore blokadedeltageres taktik af en bevidsthed, der allerede har undersøgt de muligheder,  der tilbyder sig og forstået omend kun intuitivt, hvorledes kapitalens omstrukturering udelukker et helt, strategisk repertoire. De forsyningskæder, der lænker disse proletarer til den globale fabrik, er radikale kæder i den forstand, at de er rodfæstede og [derfor] også må rives op med rode. Fraværet af mulighederne for ”omstilling”  vil betyde, at proletarerne i deres forsøg på at bryde fri af kapitalismen er nødt til at finde andre måder at opfylde deres behov på. De logistiske problemer de støder på, vil dreje sig om at erstatte  det, der er grundlæggende utilgængeligt undtagen ved at koble sig til disse netværk, der omgiver hele kloden og de ødelæggende konsekvenser, de medfører. Med andre ord vil skabelsen af kommunismen for at kunne overleve kræve en voldsom afkobling fra den globale fabrik. Vi vil ikke få mulighed for at anvende alle (eller bare mange) af de tekniske midler, som vi finder, da mange af dem vil blive ’forældreløse’ ved et brud med den kapitalistiske produktion. Men hvad sker der så med strategien? Hvis teorien er den horisont, der åbner sig ud fra kampens nuværende betingelser, er strategien noget andet, mindre en horisont end en udsigt til noget. Strategien er det særlige øjeblik, hvor teorien igen åbner sig mod praksis og antyder ikke blot en mulig, men en ønskværdig handlingsplan. Hvis en horisont anbringer os foran en række muligheder, opstår det strategiske øjeblik, når kampen når et vist niveau, et højdepunkt, fra hvilket et snævrere sæt af muligheder åbner sig – en udsigt til noget. Udsigter er et mellemstadie mellem der, hvor vi er nu og kommunitariseringens fjerne horisont.

Hvad er vore udsigter så, når man ser på de nylige runder af kampe? Vi ved nu, at omstruktureringen af forholdet mellem kapital og arbejde har gjort indgriben i cirkulationssfæren til en indlysende og på mange måder effektiv taktik. Det ser ud til, at blokader kan blive lige så vigtige som strejker i de kommende år  i lighed med besættelse af det offentlige rum  og kampe om by- og landmiljøer, der omdannes til at blive bedre kanaler for arbejdskraft- og kapitalstrømmene, som de nylige kampe i både Tyrkiet og Brasilien har demonstreret. Vore udsigter er af en sådan karakter, at vi i stedet for at propagandere for former for arbejdspladsaktioner, der ingen udsigt har til at lykkes eller udbrede, hellere burde acceptere vores nye strategiske horisont og arbejde for udbrede information om, hvorledes indgriben i denne sfære kunne blive mere effektiv, hvor dens grænser ligger og hvorledes disse grænser overvindes. Vi kunne arbejde for  ideen om, at bemægtigelsen af den globalt fordelte fabrik ikke længere er en meningsfuld horisont og vi kunne prøve at kortlægge de nye produktionsforhold på en måde, der inddrager denne kendsgerning.  Vi kunne for eksempel skitsere de strømme og koblinger omkring os på måder, der både afslører deres skrøbelighed og de mest effektive måder, de kan blokeres på som del af gennemførelsen af konkrete kampe.  Der ville her være tale om halvlokal kortlægning fra en bestemt zones eller områdes perspektiv. Af den type viden kunne man også udvikle en funktionel forståelse af kapitalens infrastruktur, så man vidste, hvilke  teknologier og produktionsmidler, der ville blive gjort ’forældreløse’ af en afkobling fra de verdensomspændende strømme, hvilke [produktionsmidler] der henholdsvis kan bevares eller omdannes og hvad de vigtigste praktiske og tekniske spørgsmål, en revolutionær situation vil stå overfor, ville være. Hvorledes sikrer man, at vandforsyningen og kloakkerne fungerer? Hvordan undgår man nedsmeltning af atomreaktorer? Hvilke typer produktion udføres i nærheden og hvilke produkter kan fremstilles med dette produktionsudstyr? Dette ville være en proces, der omfattede en optælling af, en statusopgørelse over de ting, vi støder på i vore umiddelbare omgivelser, hvor man ikke forestiller sig at skulle gøre sig til herre over den globale helhed, men en sammenstilling af elementer mere eller mindre tilfældigt udvalgt blandt de forhåndenværende muligheder, og som hviler på synspunkterne hos de grupper, der har taget stilling og som ved, at de må kæmpe fra konkrete, belejrede positioner og vinde slagene et efter et i stedet for på en gang. Intet af dette betyder, at  man  laver en gennemarbejdet plan for, hvorledes kampen skal føres, et overgangsprogram. Det betyder snarere  at man tilvejebringer den viden, som allerede tidligere kampes erfaringer krævede og som fremtidige kampe  med sandsynlighed vil finde nyttige.                               


[1]      Karl Marx, ‘Letter to Arnold Ruge’, September 1843 (MECW 3), 144.

[2]      Fredric Jameson, ‘Postmodernism, or the Cultural Logic of Late Capitalism’, New Left Review 146 (July-August 1984), 84.

[3]      Se den kommende artikel ‘A History of Separation’ i Endnotes 4 for en omfattende fremstilling af forræderitemaet på ultravenstrefløjen.

[4]      Som eksempel se ”Blockading the Port Is Only the First of Many Last Resorts” (bayofrage.com), en tekst, der behandler mange af de spørgsmål, der er antydet ovenover og som blev uddelt under Occupy Oakland efter den første blokade og før den anden, der omfattede adskillige byer. I mange henseender er artiklen ovenfor en formalisering og forfining af en diskussions-, reflektions- og kritikproces, der blev igangsat af den tekst.

[5]      ‘Lean manufacturing’ begynder som en formalisering af principperne bag Toyotas Produktionssystem, der i 1980erne blev set som en løsning på amerikanske fremstillingsvirksomheders dårligdomme. Se James P. Womack et al., The Machine That Changed the World (Rawson Associates 1990). ‘Flexibilitets’-konceptet opstår som følge af debatterne i de sene 1970ere om muligheden for et alternativt produktionssystem baseret på ’fleksibel specialisering’ snarere end på fordistisk stordriftsøkonomi, et system man mente ville være muligt på grund af indførelsen af meget fleksible, numerisk styrede maskiner (Computer Numerical Control, CNC). Michael J. Piore and Charles F. Sabel, The Second Industrial Divide: Possibilities For Prosperity (Basic Books 1984).

[6]      Erhvervsskribenten Barry Lynn’s End of the Line er helliget til at demonstrere det eksisterende produktionssystems farlige svaghed, hvor ”et nedbrud hvor som helst betyder nedbrud alle andre steder, lidt på samme måde som en lille forstyrrelse i Ohios elektricitetsnet udløste det store nordamerikanske blackout i august 2003.”  Barry C Lynn, End of the Line: The Rise and Coming Fall of the Global Corporation (Doubleday 2005), 3.

[7]      Edna Bonacich og Jake B Wilson, Getting the Goods: Ports, Labor, and the Logistics Revolution (Cornell University Press 2008), 5.

[8]      Bennett Harrison, Lean and Mean: The Changing Landscape of Corporate Power in the Age of Flexibility (Guilford Press 1997), 8-12.

[9]      Marx, Grundrisse (MECW 28), 448 (Nicolaus engelske oversættelse).

[10]    Gilles Deleuze and Felix Guattari, Anti-Oedipus: Capitalism and Schizophrenia (University of Minnesota Press 1983), 227-228.

[11]    Braudel, notably, treats capitalism as the intervention onto a pre-existing plane of market transactions by powerful actors who are able to suspend the rules of fair play for their own benefit. Capital is, fundamentally, a manipulation of circulation and the flows of a market economy. Fernand Braudel, The Wheels of Commerce, (University of California Press 1992), 22.

[12]    I marxistisk værditeori behandles cirkulationen ofte som en ’uproduktiv’ sfære adskilt fra produktionssfærens værdiskabende aktiviteter. Fordi der ingen merværdi produceres ved ’køb og salg’, som kun drejer sig om ’omdannelsen af den samme værdi fra en form til en anden’, er de omkostninger, der er forbundet med disse aktiviteter (bogholderi, lagerstyring, detailhandel, administration)  ganske enkelt faux frais, der udgør fradrag i den samlede merværdi (Marx, Capital Vol. 2 (MECW 36), 133). Marx argumenterer imidlertid for, at visse aktiviteter, der er forbundet med cirkulationen – særlig transport – frembringer værdi af den overbevisende grund, at det ville være inkonsistent at behandle transporten af kul fra bunden af minen og op til overfladen som produktiv, mens transporten fra minen til kraftværket skulle behandles som uproduktiv. Cirkulation henviser derfor til to forskellige processer, der er begrebsmæssigt forskellige, men i praksis næsten altid er sammenflettet. Først sker der en forvandling af varen, når varen bliver til penge og omvendt. Dette er ’cirkulation’ ikke i det virkelige rum, men i det ideelle faserum, der udgøres af vareformen. Som Marx noterer ”Bevægelige varer som bomuld eller støbejern kan forblive i det samme pakhus, mens de undergår snesevis af cirkulationsprocesser og købes og sælges af spekulanter. Det er nødvendigt at skelne mellem denne type af virkelig uproduktiv cirkulation - hvor det er ejendomsretten til genstanden og ikke genstanden selv, der bevæger sig -  og den fysiske genstandens rumlige cirkulation, der kan tænkes som  en forlængelse af  de værdifrembringende aktiviteter i den produktive sfære” (ibid., 153).

[13]    Martin Christopher, Logistics and Supply Chain Management (FT Press 2011), 99.

[14]    Bonacich and Wilson, Getting the Goods, 5.

[15]    Erick C. Jones and Christopher A. Chung, RFID in Logistics (CRC Press 2010), 87.

[16]    Historien om Malcolm McLean og Sea-Land fortælles i Marc Levinson, The Box (Princeton 2010), 36-75, 171-178.

[17]    Walmart-direktøren Bill Simon, en tidligere officer i flåden, igangsatte fremstød, der rekrutterer ledere og andet overordnet personale fra militæret. Michael Bergdahl, What I Learned From Sam Walton (John Wiley 2004), 155. Han har også etableret ’lederskabs’-programmer der er modelleret efter [tilsvarende programmer] på militærakademierne.

[18]    Christopher, Logistics and Supply Chain Management, 189-210.

[19]    De blokader, jeg taler om, adskiller sig fra den klassiske barrikade ved, at de er offensive snarere end defensive. Hovedformålet med det nittende århundredes barrikader var, at de spredte statsmagtens styrker, så små grupper af soldater enten kunne nedkæmpes ud fra en styrkeposition eller man kunne fraternisere med dem og vende dem om til sin egen side. Men svagheden ved barrikadekampe, som de beskrives af forfattere fra Blanqui til Engels, var, at partisanerne forsvarede et bestemt område (deres eget nabolag) og ikke kunne flytte sig efter behov. Se Louis-Auguste Blanqui, ‘Manual for an Armed Insurrection’ (marxists.org) and Engels, ‘Introduction to Karl Marx’s “Class Struggles in France”’ (MECW 27), 517-519.

[20]    Richard Sennett, The Corrosion of Character: The Personal Consequences of Work in the New Capitalism (W. W. Norton & Co. 2000), 68.

[21]    Fredric Jameson, The Geopolitical Aesthetic: Cinema and Space in the World System, (Indiana University Press, 1995), 10.

[22]    Bernard Stiegler, For a New Critique of Political Economy, (Polity, 2010), 40-44.

[23]    Sennett, The Corrosion of Character, 70.

[24]    [Red.bemærkning] Kommunitarisme er en samtidig kommunistisk teori, der blander oprørsbetonet anarkisme, kommunistisk ultravenstre, autonome og anti-politiske strømninger. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at begrebet ’kommunitarisering’ i den engelsksprogede verden betegner en løs, positiv proces, der går ud på at dele noget eller gøre det fælles, mens man i Frankrig, hvor ideerne opstod, mener en opløsning af de ejendomsforhold, der er karakteristiske for de kapitalistiske klasserelationer (se https://libcom.org/library/what-are-we-do-endnotes).

[25]    Alberto Toscano, ‘Logistics and Opposition’, Mute 3, no. 2 (metamute.org).

[26]    Marxistiske teknologiteorier følger ofte to retninger, der begge kan spores til Marx’ arbejder. Det dominerende synspunkt hævder, at kapitalistiske teknologier fundamentalt set er progressive. For det første fordi de reducerer den nødvendige arbejdstid og derved potentielt befrier menneskene for arbejdets nødvendighed og for det andet fordi industrialiseringen bevirker en fundamental ’socialisering’ af produktionen og derved udsletter de hierarkier, der engang hørte til bestemte håndværk (f.eks. Marx, Grundrisse [MECW 29], 90-92 [Nicolaus overs.]). Kommunismen ligger i denne ortodokse fremstilling latent i fabrikkens socialiserede, kooperative indretning, hvis underliggende, tekniske lag i stadig stigende grad kommer i krisefrembringende modsætning til det kapitalistiske markeds ineffektive og planløse natur. Men der findes også et uortodokst, marxistisk perspektiv på teknologien, eksempelvis hos forfattere som Raniero Panzieri og David Noble og hvis klareste kilder findes i ”Kapitalens” kapitel om ’Maskineri og industri i stor skala’ og særligt i afsnittet om fabrikken. Her antyder Marx, at kapitalens overherredømme over arbejdskraften i det moderne fabrikssystem ’antager en teknisk og håndgribelig realitet’. I fabrikken ’Udgør de gigantiske naturkræfter og mængden af samfundsmæssig arbejdskraft, der er nedlagt i maskineriet...magten hos den, der er herre’ (Marx, Capital vol.1 [MECW 35], 420-430 [Fowkes overs.]). Men hvis maskinerne er en materialisering af kapitalistisk overherredømme – en genstandsgørelse af den, der er ’herre’, så har vi al grund til at tvivle på, at vi kan fjerne dette overherredømme uden at ophæve maskinernes ’tekniske og håndgribelige’ aspekt. Hvis arbejderne skulle bemægtige sig produktionen og indføre selvforvaltning på fabrikkerne, ville dette blot svare til en anden måde at administrere den dominans, der er nedfældet i produktionsmaskineriet. Det uortodokse perspektiv er klart på linje med konklusionerne i denne artikel, men der mangler endnu meget arbejde med at udvikle en teknologiteori, der er dækkende. Vi kan ikke nøjes med at vende den ortodokse, progressivistiske fremstilling af maskinerne om, der antager, at ethvert fremskridt for produktionskræfterne udgør en forbedring af mulighederne for kommunisme og i opposition erklære, at al teknologi  er politisk negativ og ifølge sin natur kapitalistisk. Vi må snarere undersøge teknologierne fra et teknisk perspektiv, fra den kommunistiske vinkel og overveje, hvad de virkelig tilbyder, taget de tragiske omstændigheder ved deres fødsel i betragtning.