Kapitalisme, postkapitalisme, kommunisme
Af Niels Henrik Nielsen & Niels Frølich

Offentliggjort: 15. februar 2017

Automatiseringen af lønarbejdet er nu ved at nå så vidt, at det fra produktions- og transportsektoren er ved at trænge ind i sagsbehandling, sundhedssektor og mange af de områder, der beskæftiger lønmodtagere i middelklassen. Hvad betyder denne udvikling for samfundet og for mulighederne for socialisme? Hvorledes forholder venstrefløj og fagforeninger sig til et scenarie, hvor væsentlige dele af befolkningen kapitalistisk set er overflødiggjort? Og hvorledes er automatiseringen forbundet kapitalismens afslutning? Og endelig: Er automatiseringen uomgængelig eller findes der også for venstrefløjen valg? I denne første artikel i serie prøver vi at se på netop venstrefløjens bud på hvad automatiseringen vil indebære.

Teknologiens rolle i fremtiden er højt på den politiske dagsorden verden over. Nogle påstår, at det ikke kun var russiske hackerangreb, men tillige Facebooks algoritmer, som tillod falske nyheder at spredes og at det var disse fænomener, der afgjorde det amerikanske præsidentvalg til fordel for Donald Trump.

Bag nogle af verdens største virksomheder ligger ikke produktion af varer, men forskellige former for service. Det gælder Google, som bl.a. stiller søgemaskine og mailadresser til rådighed. Det gælder Facebook, som stiller et onlinebaseret socialt netværk til rådighed.

Nye virksomheder skyder op, hvis primære produktion også er service for brugerne, så de kan lege taxachauffør for andre brugere – som Uber, eller være boligudlejer som Airbnb. Begge vokser eksplosivt.

På den hjemlige front har statsministeren nedsat et såkaldt Disruptionsråd, som skal kigge i krystalkuglen og finde ideer til, hvordan Danmark kan komme med på teknologivognen og udnytte det til egen fordel. Ganske sigende havde regeringen inviteret en af tidens varmeste fortalere for ’disruption’ Rob Nail, der er medgrundlægger og direktør for det amerikanske Singularity University, som hovedtaler. Ifølge Nail kan udviklingen ikke stoppes, i stedet gælder det om at følge med. Og finansministeren er glad. Ifølge dagbladet Information tweeter han ”Tak til Rob Nail for en fremragende og tankevækkende tale om disruption. Den danske regering er ved at blive klar til fremtiden”.

Flere computereksperter taler om den fjerde industrielle revolution. Den første var indførelsen af dampmotorer som en stærkt produktivitetsfremmende afløser til hestekræfter.
Den anden var indførelsen af masseproduktion – samlebåndet - som stærkt produktivitets-fremmende afløser for håndbyggede produkter.


Den tredje var indførelsen af elektronik og computere som produktivitetsfremmende afløsere for eksempelvis hovedregnende bogholdere og tykke regnskabsbøger. Og så er vi fremme ved den fjerde, som er indførelsen af sammenhængende, intelligente og selvlærende it-systemer som afløser for mandskab i en lang række funktioner. Ovenfor omtalte computereksperter tror, at konsekvenserne af den digitale transformation for arbejdsmarkeder, produktion og politisk landskab vil blive helt på højde med konsekvenserne af de tidligere transformationer.

Mange har kastet sig ud i spådomme om fremtidens samfund. Heriblandt også en række personer, som tilhører den brede venstrefløj. Det er interessant, fordi de tegner et billede af den teknologiske udvikling både som trussel og som mulighed. Ikke kun venstrefløjen, også højrefløjen har gjort sig tanker om den samfundsmæssige udvikling. I denne artikel koncentrerer vi os først og fremmest om venstrefløjens overvejelser. Tre af de mere interessante bidrag er fra Paul Mason, Nick Srnicek og Peter Frase.

Paul Mason

Ifølge journalisten, forfatteren og Jeremy Corbyn-tilhængeren Paul Mason er kapitalismen ophørt med at være en succeshistorie. Mason mener, at informationsteknologien er vor tids førende produktivkraft og den gør det vanskeligt – hvis ikke umuligt - for kapitalismen at tilpasse sig. Han har for nyligt fået udgivet bogen ”Postkapitalisme” på dansk. Med postkapitalisme mener Mason, at informationsteknologien og de sociale medier har revolutioneret den måde vi deler, investerer, skaber, agerer og tager ejerskab på – en måde som adskiller sig fra en traditionel økonomi baseret på markedskræfter og privat ejendomsret

Når postkapitalismen er mulig, skyldes det primært tre forhold. For det første har informationsteknologien reduceret behovet for arbejde. Den har samtidig udvisket forskellen mellem arbejde og fritid og mellem arbejde og løn. Mason bruger USA som eksempel. Her er den gennemsnitlige realløn stagneret, samtidig med at produktiviteten er steget som følge af ny teknologi. Produktivitetsstigningen går altså ikke til højere lønninger, som så at sige kunne opsuge dele af produktivitetsstigningen gennem øget forbrug. Gælden er til gengæld steget. Lønnen som vækstmotor er altså erstattet af gæld, hævder Mason. Samtidig hermed har centralbankerne ladet en overflod af penge flyde ud i systemet. Konsekvenser heraf har ikke været hyper-inflation. Tværtimod. Der er lav inflation og sågar negative renter. Med andre ord, det er den langsomme død for skabelsen af profit. Ifølge Mason kan alle disse ting - lav målbar vækst, stigende gæld, stagnerende lønninger og lavere afkast på investeringer - faktisk være delvist forårsaget af den nye teknologi.

For det andet blokerer informationsteknologien for markedets evne til korrekt prisdannelse. Markedet bygger fundamentalt set på knaphed, men information findes i overvældende mængde. Indtil videre har kapitalismens forsvarsmekanisme været at opbygge nye monopoler som Facebook, Google, Microsoft, Apple m.fl. Men det er en stakket frist, for de kan ikke fortsætte i det uendelige med at monopolisere information. Mason bruger blandt andet Wikipedia som eksempel. Wikipedia er et online-leksikon opbygget og vedligeholdt af frivillige. Udgiverne af leksika mister milliarder hvert år som følge heraf. Det betyder imidlertid også, at pris ikke længere dannes på sædvanligvis på markedet. I stedet skal den opretholdes af advokater i retssale og parlamentarikere gennem lovgivning. Det er ikke kun information, som oplever denne effekt på prisdannelsen. Eksempelvis er prisen på processorkraft i en PC faldet voldsomt gennem mange år. Det samme er prisen på DNA-sekventering. Mason nævner, at en sådan kostede omkring 2 mio. kr. for 15 år siden. I dag kan man få den for omkring 7.000 kr. Konsekvensen er lav vækst.

For det tredje ser Mason en ny økonomi under opbygning. Mason bruger Grækenland som eksempel. I Grækenland er der hundredvis af projekter bygget op omkring fødevarekooperativer, alternative producenter, parallelvalutaer, lokale pro bono-udvekslingssystemer, bilsamkørsel, gratis børnehaver, deleøkonomi-konstruktioner etc. For økonomer er der måske ikke meget af dette, der kan betragtes som økonomisk aktivitet, men udvekslingerne fungerer inden for det, som er postkapitalismens møntfod: fritid, netværksaktivitet, gratis ting og gratis ydelser. Det er muligvis en spinkel begyndelse, hvis vi skal forestille os, at der her findes potentiale til et nyt globalt system. Men sådan var det også, da pengeøkonomi og kreditter i middelalderen først indvarslede feudalismens fald. Mason tror, at alle disse projekter på mikroniveau rummer kimen til vejen ud af kapitalismen.

Ifølge Mason er venstrefløjens opgave dobbelt: dels at presse så meget arbejde som muligt ind i den sektor, der ikke er markedsbaseret. Så det er ikke kun leksika, men tillige dele af sundhedsvæsenet, uddannelse, oprydning på stranden -  der bliver gjort i den frie tid skabt af masseautomatisering.

Dels at fremme automatisering mest muligt for at begrænse lønarbejdet og dette skal følges op af indførelsen af en universel basisløn – borgerløn. Afgørende, hævder Mason, er det, at venstrefløjen klart og utvetydigt siger, at den vil bryde med neoliberalismen og udarbejde en ”New Deal” for Sydeuropa. Sker det ikke, vil den nationalistiske og fremmedhadende højrefløj vinde.

Nick Srnicek

En anden brite, sociologen og forfatteren Nick Srnicek –, skriver i samarbejde med Alex Williams i  bogen Inventing the Future – Postcapitalism and a World Without Work, at venstrefløjen og arbejderbevægelsen må droppe sit ensidige fokus på at forsvare tidligere tiders velfærdsstatslige sejre og i stedet kaste sig offensivt og teknologibegejstret ind i kampen for en verden, der er ”mere moderne end kapitalismen vil tillade”. For Srnicek kan netop teknologiens udvikling bidrage til kapitalismens fald.

Ifølge Srnicek er det afgørende for venstrefløjen at se automatiseringsbølgen som noget positivt og en strategisk mulighed til at ændre samfundet. Kapitalismen er begyndt at begrænse udviklingen af ny teknologi gennem patenter og monopolisering af grundlæggende funktioner, af ideer og indbyrdes krige mellem giganterne i de forskellige industrigrene. Derfor ser vi i øjeblikket en udvikling, hvor produkterne kun bliver marginalt bedre. Denne udvikling hindrer, at der sættes gang i den teknologiske udvikling til gavn for mennesker.

 Men vesntrefløjen har også et langt bredere behov for at tage teknologiens potentialer til sig i vid forstand og bruge det til at udtrykke positive visioner for fremtiden. Ifølge forfatterne har venstrefløjen alt for længe forsømt den opgave og i stedet gemt sig bag et forsvar for allerede opnåede goder. Forfatterne erkender, at det i venstrefløjens nuværende svage position ikke er sandsynligt, at teknologien bliver en fordel for den og dens ideer, men snarere vil indebære, at livet i endnu højere grad vil blive genstand for kapitalismen. Ikke desto mindre holder forfatterne fast i grundsynspunktet, at teknologien skal omfavnes af venstrefløjen. I stedet for afvisning handler det om at stille krav. På bogens omslag har de selv formuleret et par af kravene ”Kræv fuld automatisering ” og ”Kræv borgerløn”. At stille krav gør folk i stand til at forme et kollektiv og indse, at de deler en interesse i et samfund, hvor arbejdet i form af lønarbejde i væsentlig grad er forsvundet. Det handler ikke nødvendigvis om, at man skal påtage sig en særlig identitet, men i stedet handler det om at fremsætte et sæt af idealer, som man så kan arbejde sammen hen imod, siger Nick Srnicek og nævner Occupy Wall Street som en bevægelse, der fejlede, fordi dens medlemmer ikke kunne enes om nogle krav og helt fejlagtigt anså det at stille krav som noget, der i sig selv splittede bevægelsen.

Ifølge Srnicek må venstrefløjen sætte sig tre mål på mellemlang sigt. For det første må den etablere en intellektuel infrastruktur via opbygningen af tænketanke, institutioner og lignende i stil med den infrastruktur, som neoliberalisterne skabte. Dens vigtigste opgave vil være at skabe en ny ideologisk ramme og udvikle økonomiske og sociale modeller, der kan fungere som en vision, der kan erstatte neoliberalismen.

For det andet må venstrefløjen sikre sig adgang til de traditionelle medier. For på trods af internet, diverse sociale medier og lignende, så forbliver de traditionelle medier afgørende, når ”fortællingen” skal udbredes.

Endelig er det nødvendigt at genoprette forskellige former for klassemagt. Her er det nødvendigt at se ud over troen på, at der eksisterer et fælles, globalt proletariat. I stedet handler det om finde fælles rammer for forskellige, proletariske identiteter. Rundt omkring sidder folk, der er i gang med dette arbejde, skriver Srnicek.

Peter Frase

En tredje, sociologen og redaktør af tidsskriftet Jacobin Mag beskriver i sin bog  Four Futures flere retninger, samfundet kan udvikle sig henimod. Teknologien har potentialet til at skabe en udvikling, hvor alle kan arbejde mindre og samtidig få en højere levestandard. Det forudsætter, at venstrefløjen vinder den politiske kamp. I bogen beskriver han firefremtidsscenarier – med brug af lige dele fiktion og social teori – samfundet kan udvikle sig henimod, kommunisme på den ene side og barbari som den modsatte pol.

Frases udgangspunkt er, at kapitalisme vil ophøre – før eller siden.

Dette ophør kan opstå ved blot at ekstrapolere kapitalismens tendens til stadigt stigende automatisering, hvilket gør produktionen stadigt mere effektiv og samtidig udfordres systemets evne til at skabe arbejdspladser, og dermed opretholde efterspørgslen efter hvad der produceres

I sin yderste, men egentlig logiske konsekvens, vil der opstå et tidspunkt, hvor økonomien ikke kræver menneskelig arbejdskraft overhovedet. Dette vil ikke automatisk medføre afslutningen på arbejde eller af lønarbejde, som nogle hævder. Men det betyder, at samfundet i stigende grad vil have muligheden for at begrænse det tvungne lønarbejde. Om muligheden udnyttes og hvordan den udnyttes vil, ifølge Frase afhænge af to vigtige faktorer, et materiel og en social.

Den materielle faktor drejer sig om ressourcer, altså hvorvidt det er muligt at producere miljørigtig energi, genanvende råstoffer osv. så jordens ressourcer ikke bruges op. Den anden faktor, den sociale - er politisk. Hvilket samfund ønsker vi? Et, hvor alle mennesker bliver behandlet som frie og lige væsener, med lige ret til at få del i samfundets rigdom? Eller en hierarkisk orden, i hvilken en elite dominerer og styrer masserne og deres adgang til de samfundsmæssige ressourcer? Måske lidt i modsætning til Mason og Srnicek er Frases pointe, at den samfundsmæssige udvikling ikke er givet på forhånd. Han ser som sagt fire mulige kombinationer af de to faktorer: overflod af ressourcer overfor knaphed og lighed overfor hierarki. For at udtrykke det i noget vulgær-marxistiske termer, dikterer den første akse det økonomiske grundlag i en post-kapitalistisk fremtid, mens den anden dikterer den socio-politiske overbygning dette samfund.

Overflod af ressourcer og lighed fører til kommunisme. Overflod af ressourcer og hierarki fører til hvad Frase kalder et rentier-samfund. Når lønarbejdet forsvinder, kan den herskende klasse fortsætte med at akkumulere penge, hvis den bevarer evnen til at tilegne sig en strøm af indtægter, som stammer fra dens kontrol af intellektuel ejendomsret. Således bliver samfundet  et rentier-samfund, snarere end et kapitalistiske samfund

Knaphed på ressourcer og lighed vil føre til en form for socialisme. Behovet for at kontrollere lønarbejdet er ikke tilstede, det er kun behovet for at styre ressourcerne. Men knaphed på ressourcer og hierarki vil ifølge Frase, føre til, hvad han kalder ’exterminisme’, udryddelse. Den herskende klasse vil isolere sig bag pigtrådshegn, på øer og lignende. En tendens der allerede er under udvikling. Kampen om ressourcerne ser Frase vil ende i åben krig eller klassekamp. Beskrivelsen af ’exterminism’ som samfundstype kan synes aparte og hentet fra en tegneserie – ikke mindst på baggrund af, at det 20. århundrede stadig er mærket af holocaust. Ikke desto mindre svælger USA s nyvalgte præsident i forestillinger om henrettelsen af uskyldige, mens den siddende præsident beordrer mord på amerikanske borgere uden hensyn til retten til retfærdig rettergang – og det med liberalt bifald.

Andre tanker og ideer

I modsætning til venstrefløjen taler en af højrefløjens store ikoner, den indiskfødte Salim Ismail, om et begyndende sammenbrud for det liberale demokrati. Salim Ismail er såkaldt verdensambassadør for Singularity University – en tænketank hvis primære formål er at uddanne erhvervs- og andre ledere til at forstå og udnytte teknologien.

Ifølge Salim Ismail har teknologien udviklet ganske vist 3D-printere, selvkørende biler osv. men den har samtidig øget den samfundsmæssige polarisering mellem de,der er hægtet af og de, som er en del af den fagre, nye verden. Lovgiverne – og samfundet – er hele tiden et skridt bagud i forhold teknologien.

Samme tankegang er lektor i videnskabsstudier David Budtz Pedersen inde på i et indlæg i Politiken 25. december 2016. Budtz Pedersens pointe er, at det demokratiske samfund svækkes som følge af teknologien og global konkurrence. Konkurrenceudsættelse svækker tilliden og sammenhængskraften og øger samtidig uligheden. Og kommunikationsteknologien baner vej for politisk manipulation. Samme opfattelse har den tyske sociolog Hartmut Rosa, der i et interview i Politiken i 2014 som eksempel henviser til eurokrisen. Her pressede markedet politiske beslutninger igennem uden for megen debat. Konsekvensen var, at de demokratiske institutioner blot bekræftede allerede tagne beslutninger. Demokratiet bliver dermed reduceret til reaktion på forhold, der er besluttet.

Teknologien skaber flere problemer end den løser, samler rigdom og indflydelse på færre hænder. Derfor er der brug for en ny social kontrakt ifølge Budtz Pedersen.

Også økonomer er begyndt at se problemerne. Carsten Sørensen, lektor på London School of Economics fortalte om sin opfattelse af fremtidens samfund på en konference i foråret 2016. Kernen i en digital tjeneste er, at brugeren skal lave alt arbejdet selv. Du behøver eksempelvis ikke en bankassistent, når man skal hæve penge eller en postmedarbejder, når der skal betales regninger.
I takt med at de digitale tjenester sender det arbejdende menneske ud i kulden, vil den type job, der kendetegner middelklassens beskæftigelse, forsvinde og give et helt nyt og hidtil uset pres på arbejdsmarkedet.

"Computeren er ved at skubbe mennesket ud af arbejdsmarkedet på sammen måde som i eksemplet med hesten. De digitale løsninger handler om at erstatte arbejdskraft med automatisering og brugeraktivitet." Og hans pointe er, at alle brancher bliver ramt.

"Om ganske få år vil vi have computere, der vil kigge på det menneskelige arbejde og tænke: Hvor langsomt går det lige?" En situation han ser for sig i allerede denne og den næste generation.

"Faktisk er jeg slet ikke afvisende overfor en borgerløn, fordi det kan blive en nødvendighed, når der ikke er arbejde til folk. Men hvem siger også, at vi skal have et arbejde?" lyder det fra den danske økonom med base i London.

I sin nyligt udkomne rapport Polarization and Populism, der behandler de mulige årsager til den voldsomme stigning i tilslutningen til især højrepopulismen, anbefaler Verdensbanken, at der ændres på den sociale kontrakt mellem borgerne og regeringerne og at man overvejer at afkoble overførselsindkomsterne fra lønindkomsten, altså en form for borgerløn. Alt sammen for afværge den trussel om samfundsmæssig ustabilitet, der med støre og større kraft aftegner sig.

Teknologi er spørgsmålet – hvad er svaret?

Når man læser Mason, Srnicek m.fl. får man indtryk af en deterministisk samfundsudvikling. Teknologien vil overtage flere og flere opgaver. Det er alene et spørgsmål om, hvem som vinder – venstrefløjen eller højrefløjen. Skal venstrefløjen vinde handler det om aktivt at omfavne teknologien, bruge den som katalysator for borgerløn, flytte opgaver og arbejde fra markedet til ikke-markedet. Det synes som om, ingen stopper op og spørger, hvad  teknologien skal bruges til.

Konkurrencestaten skaber et voksende antal udbrændte og angste mennesker. Udbrændte fordi samfundet styres af en evig vækstideologi og mange er bange ikke at kunne følge med, når man hele tiden skal producere mere end i går. Angst fordi mange er bange for at miste job og prestige, hvis de ikke længere kan følge med. De fleste oplever det som et individuelt problem. Det er ikke uligheden der er problemet men utrygheden, at folk ikke ved om de har et job i morgen. Grundlaget for fremtidens samfund skabes i dag. Teknologien bærer ved til dette bål. For langt de fleste kan ikke følge med og føler sig fremmedgjorte over for udviklingen. Hellere tilbage til fortiden med Donald Trump, Marine Le Pen og Thulesen Dahl end ind i en usikker og uoverskuelig fremtid.

For forfatterne af denne artikel handler det derfor mere om at stille spørgsmålet, hvad skal teknologien bruges til? Dvs. at styre teknologien frem for at lade den styre samfundet.