Strid mellem udbudsøkonomer
Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 15. februar 2017

Hvis arbejdskraftudbuddet skal øges yderligere, så vil nye reformer rette sig mod de almindelige lønmodtagere og mod velfærdens kerneordninger. Det vil blive politisk meget vanskeligt at gennemføre. Sådan advarer nogle udbudsøkonomer nu, mens andre insisterer på at fortsætte en barsk reformkurs. Artiklen gennemgår uenigheden i den udbudsøkonomiske lejr.

Indledning

Borgerlige såkaldte ”topøkonomer” med en udbudsøkonomisk orientering har en årrække spillet en nøglerolle for legitimering og udformning af en lang række reformer, der har haft det formål at øge arbejdskraftudbuddet gennem at forringe kontanthjælp, dagpenge, pension og andre velfærdsordninger. Topøkonomerne har udøvet stor påvirkning af den økonomiske debat og politik gennem alliance med de borgerlige, neoliberalistiske tænketanke og med de borgerlige regeringer og partier samt til dels også de socialdemokratiske ditto.

Men i det seneste halvår er enigheden blandt topøkonomerne omkring den udbudsøkonomiske reformpolitik blevet udfordret. En fraktion med aarhusprofessoren Nina Smith i spidsen har for det første stillet spørgsmålstegn ved, om fortsatte udbudsøkonomiske reformer er økonomisk nødvendige og for andet rejst tvivl om, hvorvidt de længere er en effektiv måde at forøge arbejdskraftudbuddet på. Og der tages også afstand fra skattelettelser finansieret af uddannelsesbesparelser som en alt for dyr måde at øge arbejdskraftudbuddet. I stedet peges fra denne del af topøkonomerne på andre udfordringer såsom at øge produktiviteten gennem opkvalificering af arbejdsstyrken og på at reducere uligheden.

Denne ”omorientering” hos Nina Smidt og ligesindede topøkonomer har skabt en uoverens-stemmelse for det første i forhold til de borgerlige, stærkt neoliberalistiske økonomiske tænketanke, CEPOS og KRAKA, hvis dagsorden jo netop handler om at få gennemført skattelettelser finansieret af øget arbejdskraftudbud på dagsordenen. Men det har for det andet også skabt en uenighed i forhold til VLAK-regeringen, der jo som bekendt som et centralt punkt i regeringsgrundlaget netop har at gennemføre skattelettelser, finansieret gennem yderligere forringelse af kontanthjælp og andre overførselsindkomster samt gennem højere pensionsalder.

Til gengæld har navnlig Socialdemokratiet og til dels Dansk Folkeparti grebet udmeldingerne fra Nina Smith og ligesindede og med udgangspunkt heri afvist yderligere udbudsøkonomiske reformer.

Uenigheden imellem topøkonomer og så CEPOS, KRAKA og VLAK-regeringen kan derfor blive vigtig både for den ideologiske legitimering og den konkrete politiske forligsmulighed for regeringen med hensyn til at gennemføre yderligere skattelettelser finansieret gennem udbudsøkonomiske reformer.

I den følgende analyse vil vi først i del I kort gennemgå, hvad udbudsøkonomi og udbuds-økonomiske reformer er, og hvilken rolle udbudsøkonomiske reformer har spillet i dansk økonomisk politik de seneste år. Dernæst analyseres i del II, hvilken rolle de såkaldte topøkonomer har spillet i den økonomiske debat og politik i Danmark; hvilke økonomiske udfordringer, som de har tematiseret, og hvilke udbudsøkonomiske løsningsmodeller, de har fremmet.

I del III gennemgås så den aktuelle ”omorientering”, hvor nogle af topøkonomerne med Nina Smidt i spidsen - som beskrevet - har stillet spørgsmålstegn ved nødvendigheden af og effektiviteten i yderligere udbudsøkonomiske reformer, herunder har rejst tvivl om skattelettelser som en effektiv måde at skabe vækst.

Denne ”omorientering” er ikke gået upåagtet hen blandt de neoliberalistiske tænketanke og hos VLAK-regeringen. Vi ser i del IV på kommentarerne til og kritikken mod Nina Smidt et al. fra den øvrige borgerlige lejr og på argumenterne herfra for fortsatte udbudsøkonomiske reformer.

Til sidst konkluderes omkring betydningen af uenigheden for fortsatte udbudsøkonomiske reformer og for VLAK-regeringens muligheder for at gennemføre sådanne.
 

Del 1. Udbudsøkonomisk teori og politik
1.1. Udbudsøkonomisk teori

En af modsætningerne i økonomisk teori går mellem to typer skoler: På den ene side de, som anser økonomiens efterspørgselsside for den væsentligste (Keynes og postkeynesianere) og så på den anden side de, for hvem økonomiens udbudsside er den vigtigste (neoklassikere, Friedmann, andre neoliberalistister).

Fordi keynesianismen ser efterspørgslen som central vil den lægge vægt på en efterspørgselsregulering, der i krisetider med overkapacitet og arbejdsløshed søger at stimulere den samfundsmæssige efterspørgsel og derigennem beskæftigelsen gennem en ekspansiv finanspolitik. Fordi keynesiansk økonomisk politik som mål har at opnå fuld kapacitetsudnytttelse i økonomien, herunder høj beskæftigelse, og som hovedredskab har øget offentligt forbrug til velfærd, så har denne økonomiske skole generelt været til arbejderbevægelsens fordel.

Modsat lægger Friedmann og andre neoliberalister/neoklassikere i økonomisk politik vægt på at stimulere udbuddet af produktionsfaktorer, herunder ikke mindst udbuddet af arbejdskraft. Heraf betegnelsen udbudsøkonomi, som må betragtes som en del af en bredere neoliberalistisk økonomisk tænkning. Fordi denne har som formål gennem en forøgelse af arbejdskraftudbuddet  at sikre en væsentlig ”strukturel arbejdsløshed” for at holde lønudvikling og inflation i skak samt at fremme markedsøkonomi og privat sektor i forhold til det offentlige, så tjener denne økonomiske skole arbejdsgivernes og de borgerliges interesser.

Kernen i udbudsøkonomisk teori er den såkaldte Says lov, opkaldt efter den neoklassiske franske økonom Jean Baptiste Say, der formulerede ”loven” om, at udbuddet skaber sin egen efterspørgsel.[1] (Af pladsmæssige grunde afstås her fra en mere indgående diskussion og kritik af udbudsøkonomisk teori – der henvises i stedet til nedennævnte rapport.[2])

Udbudsøkonomerne har som anført navnlig rettet deres opmærksomhed mod arbejdsmarkedet og mod hvad, som bestemmer beskæftigelsen. Og det centrale punkt er her den opfattelse, at et øget arbejdskraftudbud på relativt kort sigt (3-6 år) vil øge beskæftigelsen tilsvarende – dvs. mere eller mindre af sig selv vil medføre en øget efterspørgsel efter arbejdskraft  (øget udbud af arbejdskraft = øget jobskabelse; for diskussion og kritik heraf henvises igen til nedennævnte rapport [3]).

1.2. Udbudsøkonomiske reformer

Udbudsøkonomiske reformer har således navnlig til formål at øge udbuddet af arbejdskraft. Sådanne reformer findes især i tre hovedtyper:

  • Skattereformer: Reduktion af indkomstskattesatser o.l. for at øge incitamentet til at udbyde arbejdskraft
  • Arbejdsmarkedsreformer: Fx senere tilbagetrækning/ringe pension for at øge arbejdsstyrken
  • Overførselsindkomstreformer: Fx kontanthjælps- og dagpengeforringelser for at øge incitamentet til at (søge) arbejde

Dansk økonomisk politik har de seneste årtier, navnlig det seneste, stået i udbudsøkonomiens tegn, og der er gennemført en række reformer, hvor det i stigende grad har været formålet at øge arbejdskraftudbuddet.[4] Den samlede forøgelse af arbejdskraftudbuddet som følge af reformerne siden årtusindskiftet angives af Finansministeriet til at udgøre op mod 165.000 fuldtids personer i 2020.[5]

Ifølge den udbudsøkonomiske regnemaskine betyder det pr. 10.000 flere, der kommer ind på arbejdsmarkedet, en stigning i BNP med 5 mia. kr. og en forbedring af de offentlige finanser med 3.5 mia. kr.[6]  Disse udbudsøkonomiske reformer skal altså angiveligt have forøget BNP med omkring 85 mia. kr. og forbedret de offentlige finanser med omkring 60 mia. kr. [7] (Vedrørende en diskussion og kritik af sådanne beregninger – se nedennævnte rapport .[8])

 

Tabel: Arbejdsudbudseffekt af større reformer siden 2001 på arbejdskraftudbud i 2020 (fuldtids-personer)[9]

År

Reform

Virkning i 2020
(fuldtidspersoner

2003

Flere i arbejde

10.000

2004

Forårspakken

9.700

2005

En ny chance til alle

5.800[10]

2006

”Velfærdsaftalen”

10.000[11]

2007

Lavere skat på arbejde

7.500

2008

Jobplanen

3.600

2008

Aftale om sygefravær

4.000

2009

Forårspakke 2.0
inkl. skattereform

18.300

2010

Genopretningsaftalen

12.300

2011

Aftale om senere tilbagetrækning

65.000

2012

Skattereformen

11.000

2012

Reform af førtidspension
og fleksjob

4.700

2013

SU-reform

5.900

2013

Kontanthjælpsreform

4.500

2014

Reform af
beskæftigelsesindsatsen

500

2014

Vækstpakke

1.300

2015

Dagpengeaftalen

-800

2015

Kontanthælpsloft
+ 225 timers regel

500

I alt

 

172.000


I 2025 vil arbejdskraftudbuddet siden 2015 i kraft af de gennemførte reformer være vokset med yderligere 135.000[12] og med 380.000 frem til 2050.[13]

Dette skyldes først og fremmest Velfærdsaftalen fra 2006[14] og Tilbagetrækningsaftalen fra 2011.[15]

2. Udbudsøkonomi og topøkonomer i Danmark.
2.1. Topøkonomerne

Væsentlig for konceptualiseringen og udformningen af denne udbudsøkonomiske reformpolitik har været en stigende fremmarch i Danmark siden 1980erne, men navnlig efter årtusindskiftet, af neoliberalistisk inspireret økonomisk tænkning og hertil svarende politikanbefalinger blandt mainstream økonomer i Danmark.

Det er sket under påvirkning ikke mindst fra internationale økonomiske strømninger, især fra USA og Storbritannien, især som anført fra den såkaldte monetarisme, der igen må ses som en del af en generel neoliberalistisk økonomisk teoretisk og politisk strømning, der ikke mindst skylder de internationale økonomiske institutioner og den såkaldte ”Washington konsensus” sin udbredelse.

I dag er mainstream blandt danske økonomer i høj grad præget af en sådan udbudsøkonomisk tænkning. Udbredelsen heraf i Danmark er ikke mindst sket gennem økonomerne i og omkring ”Det Økonomiske Råd”. I forreste række står en halv snes såkaldte topøkonomer, som har fået en slags overdommerstatus i den økonomiske debat i Danmark.

Det er ikke mindst resultatet af en tæt vekselvirkning mellem topøkonomerne og medierne, der i udpræget grad efterspørger lige netop topøkonomernes vurderinger og anbefalinger, fordi de i høj grad modsvarer avisernes egne borgerlige ideologiske og politiske holdninger på det økonomiske område.[16] Men hermed har medierne selvsagt også været med til at hæve netop disse topøkonomer op til netop status af overdommere.

Ikke mindst VK-regeringen - men også den tidligere SRSF-regering - har i forlængelse heraf udnævnt sådanne økonomer til centrale økonomiske poster i fx Det Økonomiske Råd[17] og til store økonomiske kommissioner såsom Velfærdskommissionen[18], Arbejdsmarkedskommissionen[19] og senest Produktivitetskommissionen[20].

Topøkonomernes funktion har for det første her været at legitimere en udbudsøkonomisk optik på den samfundsøkonomiske udvikling og udbudsøkonomisk inspirerede reformer og gennem deres formelle status som uafhængige eksperter at blåstemple den udbudsøkonomiske og neoliberalistisk ideologisk inspirerede økonomiske politik som ”den nødvendige politik”.

Men deres rolle har for det andet også været aktivt at tematisere økonomiske udfordringer og formulere udbudsøkonomiske løsningsmodeller som svar herpå. Topøkonomerne har her fungeret som små ”økonomiske politikere” eller måske rettere som ”udbudsøkonomiske mentorer” for de økonomiske partipolitikere i regering og folketing.

2.2. Tematiseringen af (udbuds)økonomiske udfordringer

Kernepunkterne har hos topøkonomerne siden årtusindskiftet været tematiseringen af en række samfundsøkonomiske problemer relateret til arbejdskraftudbuddet som de centrale og afgørende udfordringer i dansk økonomi:

  1. Fremtidig mangel på arbejdskraft
  2. Offentligt forsørgelsesproblem
  3. Statsfinansielt holdbarhedsproblem

Tematiseringen af disse udfordringer som de centrale og afgørende i dansk økonomi - og dermed som grundlag for de udbudsøkonomiske løsningsmodeller - skete navnlig i Velfærdskommissionen 2004 til 2006 med Torben M. Andersen, Nina Smidt og Jørn Henrik Petersen i spidsen. (Se nedenstående analyser og rapporter.[21] [22])

Et gennemgående tema var her ikke mindst advarsler om, at Danmark i de kommende årtier - som følge af stigende afgang fra arbejdsmarkedet pga. pensionering og pga. lav tilgang af unge - ville få et problem med dalende arbejdsstyrke og dermed fremtidig arbejdskraftmangel, jævnfør nedenstående fremstilling heraf hos Velfærdskommissionen.

Figur: Udviklingen i arbejdsstyrken 1960 – 2040.[23]



Som et andet samfundsøkonomisk hovedproblem advaredes mod et voksende forsørgelsesproblem i den forstand, at et stort og stigende antal på offentlig forsørgelse, herunder på efterløn, kontanthjælp og pension fremførtes at ville skabe problemer i form af voksende offentlige udgifter og voksende skattetryk. Velfærdskommissionen fremskrev forsørgelsesproblemet således i nedenstående figur:

Figur: Antal personer på overførselsindkomst 1960 – 2040.[24]



Fulgt op herpå tegnede Velfærdskommissionen et billede af et Danmark, som på grund af navnlig stigende udgifter til ældre var på vej imod et stigende statsfinansielt holdbarhedsproblem = et over flere årtier frem stort og stigende underskud på de offentlige finanser (også kaldet ”hængekøjeproblemet”). Denne prognose fremstilledes hos Velfærdskommissionen i nedenstående figur sådan:
 

Figurer: Offentlige indtægter og udgifter i % af BNP og offentlig budgetsaldo i % af BNP.[25]


 

Et gennemgående tema hos Velfærdskommissionen har således været en fremstilling af dansk økonomi som værende i samfundsøkonomisk ubalance grundet 1) for lille arbejdsstyrke og produktion, 2) for store offentlige udgifter og 3) deraf følgende økonomiske holdbarhedsproblemer. (For en nærmere analyse og kritik heraf henvises til nedenstående analyser og rapporter [26] [27].)

Som løsningsmodeller for økonomisk ”genopretning” pegede topøkonomerne i Velfærdskommissionen på, at det efter deres opfattelse var nødvendigt at øge arbejdskraftudbuddet, reducere antallet på offentlige overførsler og offentlige udgifter hertil samt at styrke den private sektor. Som redskaber hertil er blevet peget på udbudsøkonomiske arbejdsmarkeds- og skattereformer, først og fremmest på en senere efterløns- og pensionsalder, på reduktion af marginalskatter for at øge arbejdskraftudbuddet og endelig på reduktion af dagpengeperioder og nedsættelse af kontanthjælpssatser for at øge motivationen til at arbejde. [28]

2.3. De neoliberalistiske tænketanke

Siden midten af 00erne har imidlertid nye og mere hardcore neoliberalistiske økonomiske opinionsmagere og politikudviklere meldt sig i den økonomiske debat. Det drejer sig om de borgerlige, neoliberalistiske økonomiske tænketanke CEPOS  (2004)[29] og KRAKA (2011)[30].

Tænketankene har i høj grad – navnlig i deres første år – støttet sig til analyser og forslag til udbudsøkonomiske reformer fremsat af topøkonomerne, af DØR og af kommissionerne og har således understøttet disse.

Men tænketankene har i stigende grad – navnlig CEPOS – fremført deres egen dagsorden, som har handlet om udbudsøkonomiske reformer og skattenedsættelser ikke blot som redskaber til økonomisk ”genopretning”, men som selvstændigt, overordnet mål.

Hvor fx CEPOS i sine første år fungerede som talerør for topøkonomerne, har den i de senere år i stigende grad selvstændiggjort sig som fortaler for sin egen ideologisk og politisk bestemte agenda om skattenedsættelser og om udbuds- og velfærdsreformer som midler til en politisk-ideologisk ændring af den danske samfundsmodel i liberalistisk retning.

3. Nina Smith et al. stiller spørgsmålstegn ved forsatte udbudsøkonomiske reformer
3.1. ”Vi har sejret ad helvede til”

Indtil 2016 har der i den borgerlige lejr været bred konsensus om den udbudsøkonomiske reformpolitik i den borgerlige lejr mellem henholdsvis topøkonomer, erhvervslivets interesseorganisationer, de borgerlige tænketanke og de borgerlige partier og regeringer. Ja, det udbudsøkonomiske paradigme har bl.a.  på grund af topøkonomernes autoritative opbakning stået så stærkt, at det også under SRSF-regeringen blev accepteret af Socialdemokratiet og til dels SF.

Men i 2016/2017 stiller en af de helt centrale topøkonomer, professor Nina Smith, en række spørgsmålstegn ved at forsætte den udbudsøkonomiske reformpolitik. Det sker første gang i sommeren 2016[31], men for alvor i en artikel[32] i tidsskriftet ”Samfundsøkonomen”.[33] Det bemærkelsesværdige heri er, at hun indtil da som medlem af Det Økonomiske Råd og af Velfærdskommissionen har været en af de drivende kræfter bag denne politik om at øge arbejdskraftudbuddet.

Det er da heller ikke på nogen måde bondeanger, som ligger bag Nina Smidt ”omorientering”. Tværtimod fastholder hun, at de hidtidige reformer har været nødvendige og en succes, fordi de har øget arbejdskraftudbuddet i årene fremover.

Figur: Prognose for arbejdsstyrken frem til 2060.[34]

Dette hænger ikke mindst sammen med, at reformerne har ændret på den anden hovedproblemstilling, som udbudsøkonomerne i Velfærdskommissionen formulerede for dansk økonomi, nemlig antallet af modtagere af overførselsindkomst. Som et resultat af de udbudsøkonomiske reformer er en lang række marginaliserede mennesker på arbejdsmarkedet, som tidligere modtog overførselsindkomst i form af efterløn, førtidspension, dagpenge eller kontanthjælp, blevet tvunget til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, uanset i øvrigt om der har været jobs til dem, og/eller de har haft helbred til det.[35]

Nina Smith formulerer ”sejren” således: ”Vi har nu grundlæggende de fleste mennesker i arbejde, som er i den potentielt arbejdsdygtige alder. På den måde har vi sejret ad helvede til, fordi de fleste af de ting, som vi økonomer har foreslået, er blevet gennemført henad vejen”.[36]

I forlængelse heraf er det også udbudsøkonomernes vurdering, at det tredje økonomiske hovedproblem: den økonomiske holdbarhed på længere sigt – også kaldet det såkaldte ”hængekøjeproblem” – er ved at være løst. Denne udfordring er siden 2020-planen stort set blevet halveret og dermed godt på vej til at forsvinde.[37]  Ja, ifølge Det Økonomiske Råd er der endog udsigt til en bedre udvikling, end Finansministeriet forventer, og problemet er ifølge DØR stort set ikke eksisterende.

Figur: Forskel på DØR s og Regeringens fremskrivning af hængekøjeudfordringen for den offentlige saldo.[38]

 

Derfor er der ikke længere nogen økonomisk grund til fortsatte udbudsøkonomiske reformer, jf. Michael Svarrer, formand for Det Økonomiske Råd: ”Der er ikke noget akut behov for at lave store reformer rettet mod at forbedre de offentlige finanser. Der er ikke nogen brændende platform for sådanne reformer”.[39]

3.2. ”Udbudsreformer er generelt ved at have udtømt deres potentiale” [40]

Det udgør en bemærkelsesværdig holdningsændring, at Nina Smith og ligesindede topøkonomer sætter spørgsmålstegn ved, om der nu efter de hidtidige reformer er så meget mere arbejdskraftudbud at komme efter fremover.

I artiklen af Peder J. Pedersen og Nina Smith afvises således den borgerlige tese om, at de 800.000 på overførselsindkomst er langt flere, end der var før i tiden: ”Sammenlignet med 1960 viser det sig, at hvis man korrigerer for, at befolkningen var mindre, at kun få kvinder var på arbejdsmarkedet ,og at der ingen indvandring var, så er stigningen i antallet af danskere på overførselsindkomst reelt ganske beskeden (kun 119.000 på 25 år). Det viser, at de sidste 25 års reformer har virket”. [41]

Nedenfor er gengivet Nina Smith og Peder J. Pedersens regnestykke, der viser at antal modtagere af overførselsindkomst efter reformerne kun er steget relativt lidt over 25 år.

Tabel: Reel stigning i antal modtagere af overførselsindkomst 1960-2016 ifølge Nina Smith og Peder J. Pedersen. [42]


Med mindre der skal skæres kraftigt ned i velfærden, er der efter Nina Smiths opfattelse ikke længere nogen stor arbejdskraftreserve at øge arbejdskraftudbuddet ud af: ”Vi har politisk prioriteret, at der er meget lang barselsorlov, sygedagpenge, og at der stadig er en efterlønsordning. Vi bruger rigtig mange ressourcer på aktiveringsordninger […] og der er også en lang række nødvendige ordninger til omskoling og opkvalificering. Derfor er det alt for unuanceret at referere til de 800.000 på overførsler, som om det er udtryk for en stor arbejdskraftreserve […] Så de 800.000 på overførselsindkomster er det forkerte sted at kigge hen, hvis vi ønsker mere vækst”. [43]

Og Nina Smith vender sig imod yderligere forsøg på at jagte de svage (kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere o. l.) på arbejdsmarkedet, så de bliver en mere eller mindre teoretisk del af arbejdsstyrken. For det første fordi det ikke (længere) er effektivt i relation til at øge arbejdskraftudbuddet, hvilket fx det ringe arbejdskraftudbud som følge af kontanthjælpsloftet illustrerer: ”Set i forhold til en vækstdiskussion er der næppe flere lavthængende frugter tilbage efter de seneste årtiers mange reformer.” 

Det er et synspunkt som også andre topøkonomer tilslutter sig, fx de tidligere formænd for Det Økonomiske Råd, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen[44] og Torben M. Andersen.[45]

Men for det andet afvises i Peder J. Pedersen og Nina Smiths artikel også yderligere udbudsøkonomiske reformer ud fra socialpolitiske, velfærdsmæssige og menneskelige hensyn: ”Der har altid været og vil være mennesker, som det ikke er muligt at få i arbejde på en meningsfuld måde. Det er ikke alle mennesker i den erhvervsaktive alder, som kan bringes i selvforsørgelse.” [46]

Der rejses det spørgsmål om yderligere ”kalkunjagt” for at presse samfundets svagest ud på arbejdsmarkedet er forenelig med velfærdsstaten: ”Man skal måske stille sig spørgsmålet, om alle skal være en del af arbejdsstyrken for enhver pris, for økonomisk set er det dyrt, og menneskeligt set er det måske forkert. Hvis vi stadig skal kunne sige, at vi har en velfærdsstat, så er der ikke megen tryghed og værdighed for de allersvageste, hvis de for enhver pris skal aktiveres.” (min understregning – hhl). [47]

Selvom en sådan betragtning også kan gøres gældende for mange af de hidtidige reformer, kan rigtigheden af denne betragtning ikke afvises.

Man skal dog bemærke, at selvom artiklen således afviser yderligere, hvad man kunne kalde for en menneskejagt på stakler, så er afvisningen af flere udbudsøkonomiske reformer på ingen måde total. Men det påpeges, at hvis arbejdskraftudbuddet skal øges yderligere, så kan det ikke undgås, at bestræbelser herpå fremover kommer til i stedet at rette sig mod de almindelige lønmodtagere og mod velfærdens kerneordninger: ”Der er ikke det store vækstpotentiale tilbage i arbejdsudbuddet, med mindre der er politisk vilje til at foretage nogle klare politiske valg, der markant reducerer velfærdsordninger, som primært tilfalder arbejdsstyrkens kernetropper, såsom barselsorlov, efterløns- og pensionsalder, SU og/eller reducerer dagpengereglerne for syge og ledige yderligere i form af lavere kompensationsgrader eller kortere perioder”. [48]

Hvormed det også vil blive politisk så meget vanskeligere at gennemføre.

3.3. ”Skattelettelser er dyre og vil ikke have de store effekter på arbejdsudbuddet og væksten” [49]

Udover at der således i Nina Smith og Peder J. Pedersens artikel - et stykke ad vejen - stilles spørgsmålstegn ved den økonomiske nødvendighed og effektivitet af (fremtidige) udbudsøkonomiske reformer stilles interessant nok også spørgsmålstegn ved det hidtil store fælles mål for arbejdsgivere og erhvervsorganisationer, for de borgerlige partier og for de borgerlige tænketanke: Skattelettelser.

Skattelettelser kritiseres i artiklen for at være både for dyre og for ineffektive til at øge arbejdskraftudbuddet: ”De mest oplagte instrumenter for større arbejdsudbud er nedsættelser af topskatten eller højere beskæftigelsesfradrag. Selvom der kan hentes bidrag her, er de forventede effekter små. Samtidig er skattenedsættelser i bunden dyre i form af tabt offentligt provenu i forhold til effekten på arbejdsudbuddet, mens skattenedsættelser i topskatten øger uligheden”. [50]

I stedet peges på, at det, som i den økonomiske politik fremover bør prioriteres, er behovet for uddannelse, forskning og udvikling med henblik på at styrke produktiviteten: ”Det mest interessante vækstbidrag ligger i en fornyet stigning i produktiviteten [… og] skal i højere grad komme fra et løft i uddannelse, forskning og udvikling”.[51]

Men i forhold hertil er den nuværende regerings uddannelsesbesparelser jo oplagt helt forkert, hvilket da også konstateres i artiklen: ”Så spørgsmålet er, om udbudsreformer generelt er ved at have udtømt deres potentiale – og sat på spidsen – om skattelettelser finansieret blandt andet ved reduktioner indenfor uddannelse og forskning måske i det lange perspektiv er en relativt dyr måde at få et højere BNP på – i stedet for at satse langsigtet på en stigende produktivitet”. [52]

Der holdes dog en dør åben for skattelettelser som et politisk valg i stedet for velfærd [53], hvori der til gengæld også ligger, at det ikke betragtes som noget økonomisk nødvendigt eller effektivt.

4.  Skattelettelsesforkæmperne slår tilbage
4.1. Bredside fra erhvervsorganisationer, Børsen og regeringen

Nina Smith og co. afviser således ikke totalt udbudsøkonomiske reformer (men jævnfør foran vurderer dem kun effektive overfor samfundets kernetropper), og Nina Smith holder som beskrevet også en dør åben for skattelettelser som ”et politisk valg”. Men det er ikke blevet modtaget med milde øjne i den øvrige borgerlige lejr, at der således stilles et spørgsmålstegn fra topøkonomers side om, hvorvidt udbudsøkonomiske reformer fortsat er en økonomisk nødvendighed, og om sådanne reformer og skattelettelser er effektive til at øge arbejdskraftudbuddet og skabe vækst.

Skattelettelser finansieret af netop udbudsøkonomiske reformer har i årevis været i top på arbejdsgiver - og erhvervsorganisationers dagsorden. Artiklen og udtalelserne fra Nina Smith fik derfor disse kredses fornemste talerør, dagbladet ”Børsen” til at reagere med på lederplads at kalde Nina Smith ”arrogant og ligeglad”: ”Økonomiprofessor Nina Smith fra Århus Universitet er både arrogant og ligeglad, når hun i går i Information afliver behovet for at gennemføre arbejdsmarkedsreformer. Det er arrogant at begrunde afvisningen af nye reformer med, at det efter 25 år med arbejdsmarkedsreformer må være ”ved at være tid til at komme videre”. Og økonomiprofessoren er åbenbart ligeglad med både skatteydernes penge og med de mennesker, som står udenfor arbejdsmarkedet, når hun spørger ”om alle skal være en del af arbejdsstyrken for enhver pris”.[54]

Heller ikke VLAK-regeringen har budt Nina Smith og co’s holdningsændring velkommen. Finansminister Kristian Jensen har ganske i Børsens ånd betegnet det som ”slapt”: ”Det er udtryk for en slap holdning, når Nina Smith skriver, at ’der har altid været og vil være mennesker, som det ikke er muligt at få i arbejde på en meningsfuld måde’.” [55]

4.2. Forsøg på at finde en ny brændende platform for udbudsreformer.

Men ikke desto mindre har det gjort indtryk på regeringen således at få stillet spørgsmålstegn ved centrale elementer i sin økonomiske politik. Centrale ministre med Kristian Jensen i spidsen har derfor sammen med erhvervslivets organisationer og de borgerlige tænketanke udfoldet ihærdige bestræbelser på at neutralisere disse spørgsmålstegn og levere argumenter for, at man skal videreføre politikken med udbudsøkonomiske reformer og skattelettelser.

For det første har man peget på en ”socialpolitisk” og beskæftigelsesmæssig forpligtelse til at få så mange i arbejde for deres egen skyld, for at få dem ud af passiv forsørgelse og give dem øget selvværd.[56] Og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har da bebudet fortsatte kontanthjælpsreformer, som skal indebære, at personer på kontanthjælp, som vurderes at kunne arbejde, skal i job. Herved forventes 30.000 flere kontanthjælpsmodtagere i job, hvilket skal indbringe 7,5 mia. kr. mere i statskassen.[57]

Imidlertid er dette ”socialpolitiske hensyn” ikke noget gangbart argument, fordi problemet jo er, at de tilbageværende kontanthjælpsmodtagere i langt overvejende grad oppebærer ydelsen på grund af manglende arbejdsevne på grund af psykiske lidelser, fysiske handicaps, sociale problemer, misbrug og lign.[58]

For det andet har både regeringen og erhvervslivets organisationer forsøgt at begrunde fortsatte udbudsøkonomiske reformer med hensynet til det igangværende økonomiske opsving og risikoen for arbejdsmangel - det er derfor nødvendigt at øge arbejdskraftudbuddet. [59] Det er dog heller ikke noget særligt godt argument, eftersom – hvilket mange økonomiske iagttagere er enige om - det økonomiske opsving kun er svagt og langsomt, og at der ikke er generelle flaskehalse på arbejdsmarkedet.

For det tredje har regeringen og erhvervsorganisationer peget på, at reformer skulle være nødvendige af hensyn til at øge den økonomiske vækst og velstanden.[60] Men her er vi tilbage ved den rigtige påvisning i Peder J. Pedersen og Nina Smiths artikel i ”Samfundsøkonomen” af, at vækstpotentialet i yderligere udbudsøkonomiske reformer og i skattereformer er lille og vil øge uligheden.

Og for det fjerde har man peget på, at reformer skulle være nødvendige af hensyn til at øge det økonomiske råderum til bedre velfærd eller skattelettelser.[61] Men her nærmer argumentationen sig det rene hykleri ved at tale om reformer til bedste for velfærden, når disse reformer netop vil bestå i at forringe velfærden, fx gennem at forhøje pensionsalderen.

Selvom argumenterne fra de borgerlige tilhængere af udbudsøkonomiske reformer og skattelettelser således ikke forekommer videre lødige, har det i den offentlige opinion givet haft en betydning, at ”overvismand” Michael Svarer efter den første tilslutning til Nina Smith i næste omgang er svinget om til at komme regeringen til undsætning: ”Man skal selvfølgelig blive ved med at have ambitioner om at få samfundet sat sammen på en måde, der både understøtter beskæftigelse og vækst. Der er både behov for jobreformer, der kan øge beskæftigelsen blandt indvandrere og lavtlønnede og jobreformer, der kan løse virksomhedernes problemer med at finde arbejdskraft.” Fx kunne man ”… stramme yderligere op i dagpenge – eller kontanthjælpssystemet.” [62]

I modsat retning trækker det dog, at Nina Smith og andre topøkonomers kritik, for Socialdemokratiet og til dels Dansk Folkeparti er blevet anledning til også selv at distancere sig fra yderligere udbudsøkonomiske reformer. Tydeligst er det sket fra Socialdemokratiet, der har bebudet ”reformstop”: ”Der er orden i dansk økonomi, vi har fulgt alle de arbejdsudbudsreformer, der har været, til dørs, og strammet bardunerne, hvor vi kan. Hvis vi går videre, går vi fra at være reformivrige til at være stakkelhadere”. [63] Mindre klar har reaktionen været fra Dansk Folkeparti, der har erklæret sig mod ”reformer” men klar til ”justeringer”.[64] Hvorvidt det dækker over andet end en sproglig omformulering står hen i det uvisse.

4.3. CEPOS i offensiven

Men ikke mindst den borgerlige, neoliberalistiske tænketank CEPOS har reageret stærkt på afvisningen skattelettelser.

Tænketanken havde med dannelsen af først Venstre-regeringen og siden VLAK-regeringen øjnet morgenluft for et gennembrud for skattelettelser og havde for at gøde jordbunden præsenteret ”Århundredets skattereform” med indførelse af flad skat på 40 pct. for alle beskæftigede samt reformer af selskabsskatten, aktionærskatten, rentebeskatningen, arveafgiften, registreringsafgiften og andre afgifter.[65] Denne skattereform skulle netop finansieres af en kraftig yderligere forøgelse af arbejdskraftudbuddet gennem udbudsøkonomiske reformer ikke mindst rettet mod samfundets svageste.

Det faldt derfor IKKE i god jord hos CEPOS, at Nina Smith og andre begyndte at stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden og effektiviteten af udbudsøkonomiske reformer (overfor de svage), endsige at man stillede spørgsmålstegn ved omkostningerne for og effektiviteten af skattelettelser.

CEPOS har derfor på lige linje med Børsen, DI og finansminister Kristian Jensen vendt sig stærkt imod de stillede spørgsmålstegn.

Ikke mindst kunne man 27. januar 2017 i radioprogrammet ”Business på P1”[66] med deltagelse af Nina Smith og Mads Lundby Hansen opleve sidstnævnte i en stærkt aggressiv offensiv mod dette ”forræderi” mod reformpolitikken og et forsøg på at banke kritikken ned under gulvbrædderne. Og dette med et vist resultat, for så vidt som Nina Smith følte sig foranlediget til at bekende sig til fortsatte reformer: ”Jeg kunne aldrig drømme om at gå ind for reformstop, for jeg mener, at man skal være ambitiøs”.[67]

Som noget væsentligt blev det dog IKKE præciseret, hvilke ”ambitiøse” reformer Nina Smith gik ind for.  Og udsendelsen indeholdt heller ikke noget dementi af den tidligere i tidsskriftet ”Samfundsøkonomen” fremførte kritik af udbudsøkonomiske reformer og skattelettelser. Denne kritik blev tværtimod gentaget i æteren. Men Mads Lundby Hansen, Børsen og andre skattelettelsestilhængere har selvsagt grebet tilslutningen til ”ambitiøse reformer” som en kærkommen anledning til med kyshånd at erklære topøkonomen ”tilbage i den reformpolitiske fold”, dog ikke uden knubbede orden til ”den frafaldne”.[68]

Udsendelsen var anskuelsesundervisning i, hvorledes forholdet mellem topøkonomerne på den ene side og de borgerlige tænketanke på den anden side måske er under forandring. Fra at tænketankene i begyndelsen støttede sig på analyser, tal og reformforslag fra topøkonomerne og optrådte som formidlere for disse, forekommer det nu at være tænketankene, der i høj grad er drivkræfter for og formulerer den neoliberalistiske reformpolitik og - som eksemplet viser - fungerer som indpiskere over for partierne og selv overfor topøkonomerne. Er topøkonomernes hjælpere på vej til at blive herrer?

Afslutning

Det skal understreges, at man på ingen måde kan tage Nina Smiths artikel og udtalelser til indtægt for et generelt reformstop. I sommeren 2016 skrev hun tværtimod en kronik med titlen: ”Der er brug for flere reformer”. Ej heller er der tale om et skifte til en progressiv holdning til økonomisk politik og reformer. Nina Smith bekender sig således stadig til fx privatiseringer og til forringelse af fx SU.[69]

Men alligevel forekommer der i hendes og ligesindede økonomers udmeldinger en konsistens i påpegningen af, at fortsatte udbudsreformer ikke er økonomiske nødvendige, at udbudsøkonomiske reformer (overfor samfunds svageste) hverken er effektive eller rimelige og endelig af, at skattelettelser er dyre og ineffektive til at øge arbejdskraftudbuddet.  Og der er også konsistens i udmeldingerne om, at der er behov for en anderledes type ”2. generations reformer til forskel fra 1. generationsreformerne, som mest vedrørte kvantiteten af arbejdsudbuddet"[70] - reformer, som i stedet øger produktiviteten, bl.a. gennem opkvalificering af arbejdsstyrken. Synspunkter som i hvert tilfælde delvist har fået opbakning fra andre topøkonomer, fx Det Økonomiske Råd.[71]

Det er bemærkelsesværdigt, at der hermed for første gang i mere end et årti er tale om en ”om-orientering” fra den kreds af såkaldte topøkonomer, som ellers i høj grad har tematiseret og formuleret og dermed legitimeret den udbudsøkonomiske reformpolitik, som har domineret dansk økonomisk politik fra op til årtusindskiftet og indtil nu.

For VLAK-regeringen, for de borgerlige tænketanke og for erhvervsorganisationer er det tydeligt, at denne kritik af udbuds- og skattereformer er kommet betydeligt på tværs. Vinder det kritiske syn på effekten af udbudsøkonomiske reformer (overfor de svage) indpas i den offentlige debat, bliver det sværere for disse at gennemsætte den dagsorden, som de har om at gennemføre skattelettelser finansieret ikke mindst netop af udbudsøkonomiske reformer.

For VLAK-regeringen kan det specifikt blive betydeligt sværere at få gennemført centrale dele af regeringsgrundlaget om at øge arbejdskraftudbuddet med 55.000 personer.[72]  Derfor har man sat alle kræfter ind på at neutralisere kritikken af de udbudsøkonomiske reformer. Indtil nu har denne kritik imidlertid haft betydeligt gennemslag i den økonomiske debat. Om det lykkedes CEPOS, Børsen, DI og regeringen at mane ånden tilbage i flasken må vise sig, ligesom det står tilbage at se, hvor vidtgående opgøret med udbudsøkonomien bliver.

Men det bliver interessant at følge udviklingen.


[1] ) Jf. Pedersen, Kurt: Den økonomiske teoris rødder, s. 43.

[2] ) Der henvises til Lund, Henrik Herløv: Neoliberalistisk økonomisk teori og politik.
Udkommer snart.

[3]) Der henvises igen til Lund, Henrik Herløv: Neoliberalistisk økonomisk teori og politik.
Udkommer snart.

[4]) For analyse, diskussion og kritik af de konkrete reformer henvises til kritiske rapporter fra Lund, Henrik Herløv på www.henrikherloevlund.dk/artikler.htm 

[5]) Jf. Finansudvalget 2013 – 14 FIU Alm. Del endeligt svar på spørgsmål 474, 28. oktober 2014
http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/fiu/spm/474/svar/1165960/1413218/index.htm

[6]) Jf. Damsgaard, Kent: 10.000 mere i arbejde = 5 mia. kr. i større velstand. DI, 02.02.17
http://di.dk/dibusiness/nyheder/Pages/Blog-10000-i-arbejde-5-mia-kr-stoerre-velstand.aspx

[7]) Kilde: Egen beregning.

[8]) Lund, Henrik Herløv: Neoliberalistisk økonomisk teori og politik.
Udkommer snart.

[9]) Finansudvalget 2013 – 14 FIU Alm. Del endeligt svar på spørgsmål 474, 28. oktober 2014
http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/fiu/spm/474/svar/1165960/1413218/index.htm
samt jf. Regeringen: Danmarks Konvergensprogram 2016.
https://www.fm.dk/publikationer/2016/danmarks-konvergensprogram-2016

[10] ) Angivet som 4.500 – 7.000. Valgte tal er gennemsnit.

[11]) Kilde:  Madsen, Martin: Reformer øger arbejdsudbuddet med 115.000 personer de næste 7 år. AE rådet, 14.05.13
http://www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_reformer-oger-arbejdsudbuddet-med-115000-personer-de-naeste-7-aar_1.pdf samt jf. sekretariatet for ministerudvalget for kvalitet i den offentlige sektor: Udviklingen i arbejdsstyrken frem mod 2040 i lyset af allerede besluttede reformer. April 2007.
http://www.stm.dk/multimedia/Faktabilag_om_velf_rdsaftalen.pdf
 

[12]) Jf. Det Økonomiske Råd: Dansk Økonomi efterår 2016, kap. II; s. 114.
https://www.dors.dk/files/media/rapporter/2016/E16/kap_ii/e16_kap_ii.pdf  og jf. Mortensen, Nikolaj Houmann: S finder, at mulighederne for at presse flere i arbejde er ved at være brugt op. Information, 06.01.17 https://www.information.dk/telegram/2017/01/s-mulighed-presse-flere-arbejde-snart-brugt

[13]) Jf. Hansen, Jonas Zangenberg: Fremskrivning af befolkningens arbejdsmarkedstilknytning – socioøkonomisk fremskrivning 2016.
http://www.dreammodel.dk/pdf/Befolkningsregnskab2016.pdf

[14]) For en evt. analyse og kritik heraf se Lund, Henrik Herløv: Evaluering af velfærdskommissionen og velfærdsaftalen. 2006. www.henrikherloevlund.dk/artikler/evaluering_velfaerdskommissionen.doc 

[15]) For en evt. diskussion og kritik heraf se Lund, Henrik Herløv: Fakta og fiktion om afskaffelse af efterlønnen i tilbagetrækningsaftalen. 2011. http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Faktaogfiktionomefterloen.pdf

[16] ) Jf. Madsen, Poul Thøis: Medierne ringer ikke til alle økonomer. Politiken 27.04.13

[17]) Heriblandt Torben M. Andersen (Overvismand 2001 – 2003), Nina Smith (vismand 1995 – 98), Hans Jørgen Whitta-Jacobsen (Overvismand 2010 – 2013), Mikael Svarer (Vismand 2012 – 2016 og overvismand 2016 -), Peter Birch Sørensen (vismand 1997 – 99 og overvismand 2004 – 2009) og Jan Rose Skaksen (vismand 2003 – 2008).
Endvidere var Jørgen Søndergaard sekretariatschef for DØR 1985 – 91 og 1993 - 95

[18]) Her var følgende topøkonomer medlemmer: Torben M. Andersen (formand), Nina Smith, Jørgen Søndergaard, Jørn Henrik Petersen.

[19]) Her var følgende topøkonomer medlemmer: Jørgen Søndergaard (formand), Michael Svarer. For en kritik af Arbejdsmarkedskommissionen se Lund, Henrik Herløv:  Arbejdsmarkedskommissionens forkerte timing og fejlagtige virkemidler. 2009. http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Arbmarkrapport.pdf

[20]) Her var følgende topøkonomer medlemmer: Peter Birch Sørensen (formand); Jan Rose Skaksen. For en kritik af Produktivitetskommissionen, se Lund, Henrik Herløv: Produktivitetskommissionens slutrapport i neoliberalismens tegn.2014. http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Produktivitetskommissionensslutrapport-kritiskrapport.pdf

[21]) For en kritik heraf se Lund, Henrik Herløv: Diverse artikler med kritisk diskussion af velfærdskommissionen i 2005 http://www.kritiskdebat.dk/show_artikler.php?skribent=2&rowstart=60

Og 2006 http://www.kritiskdebat.dk/show_artikler.php?skribent=2&rowstart=50

[22]) For en kritik heraf se også Jensen; Per H.; Henrik Herløv Lund, Per Schulz-Jørgensen og Bente Schwartz: Velfærdssamfundets fremtid. Den alternative Velfærdskommission, 2005. http://socialpolitisk-forening.dk/wp-content/uploads/2010/10/Rapport_nr._1.pdf

[24]) Velfærdskommissionen: Fremtidens velfærd vores valg. Analyserapport, s. 97. 20036.
https://www.fm.dk/publikationer/velfaerdskommissionen/2008/rapporter-fra-velfaerdskommissionen/analyserapport

 

[25]) Velfærdskommissionen: Fremtidens velfærd vores valg. Analyserapport, s. 114. 2006.
https://www.fm.dk/publikationer/velfaerdskommissionen/2008/rapporter-fra-velfaerdskommissionen/analyserapport

[26]) For en kritik heraf se Lund, Henrik Herløv: Diverse artikler med kritisk diskussion af velfærdskommissionen i 2005 http://www.kritiskdebat.dk/show_artikler.php?skribent=2&rowstart=60  og i 2006 http://www.kritiskdebat.dk/show_artikler.php?skribent=2&rowstart=50

[27]) For en kritik heraf se Den Alternative Velfærdskommission: Velfærdssamfundets fremtid. Socialpolitisk Forlag, 2005.
http://socialpolitisk-forening.dk/wp-content/uploads/2010/10/Rapport_nr._1.pdf

[28]) Jf. Velfærdskommissionen: Fremtidens velfærd – vores valg. Dec. 2005.
https://www.fm.dk/publikationer/velfaerdskommissionen/2008/rapporter-fra-velfaerdskommissionen/oplaeg
For en kritik heraf se Den Alternative Velfærdskommission: Velfærdssamfundets fremtid. Socialpolitisk Forlag, 2005.
http://socialpolitisk-forening.dk/wp-content/uploads/2010/10/Rapport_nr._1.pdf

[29]) En af stifterne var Jørn Henrik Petersen.

[30]) Stiftet 2011. Har bl.a. deltagelse af Peter Birch Sørensen, Nina Smith, Torben M. Andersen og Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

[31]) Jf. Smith, Nina: Derfor har vi brug for flere reformer. (men ikke udbudsreformer – hhl). Kronik, Berlingske, 27.07.16 http://www.b.dk/kronikker/derfor-har-vi-brug-for-flere-reformer

[32]) Jf. Smith, Nina og Peder J. Pedersen: Øget vækst i Danmark – flere hænder eller nye instrumenter? ”Samfundsøkonomen”, nr. 4, s. 18 – 23, dec. 2016

[33]) Hovedsynspunkterne heri kan genfindes i følgende interview med Nina Smith i dagbladet Information, 05.01.17: Skal alle være en del af arbejdsstyrken for enhver pris.
https://www.information.dk/indland/2017/01/vaere-del-arbejdsstyrken-enhver-pris

[34]) Dream: Langsigtet økonomisk fremskrivning 2015, s. 20.
http://www.dreammodel.dk/pdf/Langsigtet_fremskrivning_2015.pdf  

[35]) For en kritik af disse reformer, se bl.a. Lund, Henrik Herløv: www.henrikherloevlund.dk/Artikler.htm

[36]) Trads, Tor Birk: Skal alle være en del af arbejdsstyrken for enhver pris? Interview med Nina Smith. Information 05.01.17.
https://www.information.dk/indland/2017/01/vaere-del-arbejdsstyrken-enhver-pris

[37]) Praefke, Kenneth m. fl.: Økonomer aflyser Hjorths hængekøjeproblem, Børsen 23.05.16

[38]) Kilde: DØR; Dansk Økonomi Efterår 2016, kap. 4: Langsigtet finanspolitisk holdbarhed, s. 147

[39]) Jf. Hvass, Jesper og Nikolaj Rytgaard: Topøkonomer undsiger regeringens argumenter for at lave nye reformer. Jyllandsposten, 05.01.17
http://jyllands-posten.dk/indland/ECE9272227/topoekonomer-undsiger-regeringens-argumenter-for-at-lave-nye-reformer/

[40]) Jf. Smith, Nina og Peder J. Pedersen: Øget vækst i Danmark – flere hænder eller nye instrumenter? ”Samfundsøkonomen”, nr. 4, s. 22, dec. 2016

[41]) Jf. Smith, Nina og Peder J. Pedersen: Øget vækst i Danmark – flere hænder eller nye instrumenter. Samfundsøkonomen, december 2016.

[42]) Kilde: Smith, Nina og Peder J. Pedersen: Øget vækst i Danmark – flere hænder eller nye instrumenter. ”Samfundsøkonomen”, december 2016, men efter: Henriksen, Thomas Bernt: Nina Smith er ligeglad med 259.034 mennesker. Børsen, 06.01.17:
https://www.pressreader.com/denmark/dagbladet-b%C3%B8rsen/20170106/281526520733425

[43]) Trads, Tor Birk: Skal alle være en del af arbejdsstyrken for enhver pris? Interview med Nina Smith. Information 05.01.17.
https://www.information.dk/indland/2017/01/vaere-del-arbejdsstyrken-enhver-pris

[44]) Jf. Hvass, Jesper og Nikolaj Rytgaard: Topøkonomer undsiger regeringens argumenter for at lave nye reformer. Jyllandsposten, 05.01.17
http://jyllands-posten.dk/indland/ECE9272227/topoekonomer-undsiger-regeringens-argumenter-for-at-lave-nye-reformer/

[45]) Jf. Mortensen, Nikolaj Houmann; Anton Geist og Sebastian Abrahamsen: Tidligere overvismænd bakker op: Der er ikke flere frugter.
https://www.information.dk/indland/2017/01/tidligere-overvismaend-bakker-flere-lavthaengende-frugter 

[46]) Jf. Smith, Nina og Peder J. Pedersen: Øget vækst i Danmark – flere hænder eller nye instrumenter. Samfundsøkonomen, s. 22, december 2016. 

[47]) Jf.  Trads, Tor Birk: Skal alle være en del af arbejdsstyrken for enhver pris? Interview med Nina Smith. Information 05.01.17.
https://www.information.dk/indland/2017/01/vaere-del-arbejdsstyrken-enhver-pris

[48]) Jf. Smith, Nina og Peder J. Pedersen: Øget vækst i Danmark – flere hænder eller nye instrumenter. Samfundsøkonomen, s. 18, december 2016. 

[49]) Jf. Smith, Nina og Peder J. Pedersen: Øget vækst i Danmark – flere hænder eller nye instrumenter. Samfundsøkonomen, s. 22, december 2016. 

[50]) Oven anførte artikel, s. 22

[51]) Ibidem

[52]) Ibid.

[53]) Jf. Nina Smith i P1 Business: Borgerkrig blandt økonomerne. 27.01.17.
http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-business-2017-01-27#!/

[54]) Henriksen, Thomas Bernt: Nina Smith er ligeglad med 259.034 mennesker. Børsen, 06.0.17:
https://www.pressreader.com/denmark/dagbladet-b%C3%B8rsen/20170106/281526520733425

[55]) Jensen, Kristian: Arbejde gør os rigere. Information, 17.01.17.
https://www.information.dk/debat/2017/01/kristian-jensen-arbejde-goer-rigere 

[56]) Jf. Damsgaard, Kent (vicedirektør i DI): Ægte tryghed kommer af at finde nye veje, nye markeder og nye løsninger. Berlingske, 06.02.17
http://www.business.dk/debat/kronik.-dansk-industri-aegte-tryghed-kommer-af-at-finde-nye-veje-nye-markeder

[57]) Jf. Christensen, Henny: Troels Lund vil få 30.000 kontanthjælpsmodtagere i job. Avisen.dk, 16.01.17
https://www.avisen.dk/troels-lund-har-en-plan-30000-kontanthaelpsmodtager_425728.aspx

[58]) Jf. Bjørsted, Erik: Mange kontanthjælpsmodtagere kæmper med andre problemer end arbejdsløshed. AE – rådet, 27.11.13.
https://www.ae.dk/artikler/mange-kontanthjaelpsmodtagere-kaemper-med-andre-problemer-end-ledighed 

[59]) Jf. Ritzau: Ministre mener, at reformer skal holde opsving i live. Jyllandsposten, 06.01.17.
http://jyllands-posten.dk/indland/ECE9272468/ministre-reformer-skal-holde-opsving-i-live/

[60]) Jf. Juel, Frederik M. og Anders Kauffeldt: Dansk Industri advarer om, at 17 OECD lande overhaler os i vækstkapløbet.  Berlingske, 06.02.17
http://www.business.dk/oekonomi/dansk-industri-advarer-17-oecd-lande-overhaler-os-i-vaekstkaploebet

[61]) Jf. Jensen, Kristian: Arbejde gør os rigere. Information, 17.01.17

[62]) Jf. Praefke, Kenneth; Christoffer Lund Hansen og Troels Beha Pedersen: Overvismand mener, at der er er behov for nye jobreformer. Børsen, 10.01.17
https://www.pressreader.com/denmark/dagbladet-b%C3%B8rsen/20170110/281487866034357  

[63]) Jf. Winther, Bent: Socialdemokraterne sætter hælene i med stop for reformer. Interview med Henrik Sass Larsen i Berlingske Politiko, 18.01.17
http://www.b.dk/nationalt/socialdemokraterne-saetter-haelene-i-stop-for-reformer 

[64]) Jf. Kristiansen, Cecilie Lund: Thule Dahl dumper Løkke – vi har brug for justeringer, ikke reformer. Politiken, 02.01.17:
http://politiken.dk/indland/politik/art5769509/Thulesen-Dahl-dumper-L%C3%B8kke-Der-er-brug-for-justeringer-ikke-reformer

Og jf. Damsgaard, Kent (vicedirektør i DI): Ægte tryghed kommer af at finde nye veje, nye markeder og nye løsninger. Berlingske, 06.02.17

[65]) Jf. Hansen, Mads Lundby; Otto Brøns-Petersen og Carl Kristian Heiberg: Århundredets skattereform. CEPOS, Jan. 2016 https://www.cepos.dk/publikationer-projekter/reformprojektet/aarhundredets-skattereform

[66]) jf. Radioudsendelsen P1 Business: Borgerkrig blandt økonomerne. 27.01.17.
http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-business-2017-01-27#!/

[67]) Jf. ovennævnte radioudsendelse

[68]) Jf. leder i Børsen 02.02.17: Alle har misforstået Nina Smith.
http://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/162167/artikel.html

[69]) Jf. Smith, Nina: Derfor har vi brug for flere reformer. Berlingske, 27.07.16

[70]) Oven anførte kronik.

[71]) Jf. DØR: Flyt reformarbejdet fra arbejdsudbud til produktivitet. Børsen, 13.01.17.
https://www.dors.dk/oevrige-publikationer/kronikker-artikler/flyt-reformarbejdet-arbejdsudbud-produktivitet

[72]) Jf. VLAK – regeringen: For et friere, rigere og mere trygt Danmark.
https://www.regeringen.dk/nyheder/her-er-det-nye-regeringsgrundlag/