Adorno læst i Trumpalderen
Af Poul Petersen

Offentliggjort: 15. februar 2017

Af forståelige grunde er mange hurtige på aftrækkeren, når det gælder en vurdering af den mentale tilstand hos Trump. Fascist, narcissist, pueril, ADHD – diagnoserne står i kø for at blive brugt. Og hans tilhængere, hvad med dem? Hvide bange mænd og kvinder fra rustbæltet og videre i den dur. Også her står forklaringerne i kø. Fælles er forundringen over, at det kunne lade sig gøre at vælge en sådan skabning til præsident. Og selvbebrejdelserne er der nok af. Hvordan kunne vi undgå at se det komme? Har vi ikke været opmærksomme på, hvad der rører sig i folkedybet? Har vi overset venstrepopulismens muligheder? Vi må være bedre til at lytte! Dette ”vi”, hvem er det? Det må vel så være dem, der mener, at de burde være lederbårne, men ikke har været gode nok til at forklare og vise vej. Selvransagelse er godt nok, men hvis det ikke hviler på andet end mainstreamforklaringer, så kommer vi – her ment som venstrefløjen – ikke videre. Der skal graves dybere ned i de underliggende sociologiske og kulturelle strømme. Det har Peter E. Gordon et bud på.

Det autoritære dyr i åbenbaringen

Han er professor på Harvard University og specialist i moderne europæisk intellektuel historie og har i den forbindelse udgivet Adorno and Existence. Han griber i en kronik i boundary2 - an international journal of literature and culture - fat i et af de forsøg, der har været på at afdække særlige personlighedstræk hos Trumps vælgere, og som skulle kunne forklare, hvorfor meningsmålingerne over én kam tog så grueligt fejl. Ud fra en særlig markant undersøgelse griber han tilbage til de undersøgelser umiddelbart efter krigen, som blandt andet Adorno var med til at gennemføre og konkludere på. Baggrunden var indlysende. Var der særlige personlighedstræk og samfundsmæssige strømninger, der kunne afdække fascismens tillokkelser?

Gordon griber fat i en vælgerundersøgelse op til det amerikanske præsidentvalg, som webmagasinet Politico fra den 17. januar 2016 beskæftiger sig med. Her redegør Matthew MacWilliams for sin egen vælgerundersøgelse foretaget blandt 1800 registrerede vælgere bredt ud over landet og de politiske spektre de sidste 4 dage af december i 2015. Den er mildt sagt ikke som de andre i konklusion, men den lider ifølge Gordon også af trangen til næsten at kvantificere vælgeradfærd ned i de dybeste lag af vælgernes personlighedstype, og det indsnævrer den samfundsrelaterede horisont betydeligt.

Her er det, at Gordons arbejde med Adorno og Frankfurterskolen gør, at han kan læse vælgeradfærden på en anden måde, og det gør han ved at genlæse Adornos og hans kollegaers arbejde fra den gang. Han bidrog til deres fælles konklusioner på deres arbejde og samtidig som en slags dissident havde han sine egne overvejelser, der netop satte spørgsmålstegn ved at lægge hovedvægten på personlighedstyper i forbindelse med vælgeradfærd. Og det er det, Gordon især hæfter sig ved.

MacWilliams:

”Hvis jeg nu spurgte dig, hvad der først og fremmest er karakteristisk for Trumps tilhængere, hvad ville du så svare? De er hvide? De er fattige? De er uuddannede?

Du ville tage fejl.

Jeg har fundet frem til en enkelt statistisk signifikant variabel, der forudsiger, hvorvidt en vælger støtter Trump – og det er hverken race, indkomst eller uddannelsesniveau: Det afhænger af, om din personlighedstype er autoritær eller ej.”

”Sådan er det. Trumps styrke ved valget og hans muligheder for at blive ved magten er blevet styrket frem for alt af amerikanere med autoritære tilbøjeligheder. Og netop på grund af de udbredte autoritære holdninger i det amerikanske vælgerkorps – såvel blandt republikanere som demokrater – er det meget vel muligt, at Trumps fanskare kan fortsætte med at vokse.”

Ud over den autoritære personlighed viser undersøgelsen kun ét yderligere signifikant aspekt hos Trumps vælgere, nemlig frygten for terrorisme.: ”Uddannelse, indkomst, køn, alder, ideologi og religion havde ingen signifikant indflydelse på en republikansk vælgers foretrukne kandidat.” Men hvorfor har andre undersøgelser ikke fundet frem til et lignende resultat? ”De politiske meningsmålinger har ikke fået fat i denne nøglekomponent i støtten til Trump, fordi de simpelthen ikke har inkluderet spørgsmål om det autoritære i deres undersøgelser.”

Her er det Gordon trækker tråde bagud til udgivelsen af The Authoritarian Personality fra 1950 for at undersøge, ”om det er muligt på én gang at se hvordan Trump instantierer kategorien ”autoritær personlighed”, men også udfordrer dens betydning.

Adorno i bagklogskabens lys

Han ser i undersøgelsen to argumentationer hos Adorno, hvor den ene er som MacWilliams’, at der er afdækket en ny ”psykologisk type”. Den andet, som Adorno lufter senere, er noget mere tankevækkende: ”den talte for, at den autoritære personlighed ikke bare udtrykker en type, men snarere et nyfremkommet og alment træk ved det moderne samfund som sådan.”

Og så er det, at brynene løftes. Først hos hans datidige amerikanske kollegaer, der lægger den altovervejende vægte på tallenes empiri og undgår det mere sociologisk fortolkende, men også hos dem, der ikke så meget ser individet – og dermed personligheden – i en bredere sammenhæng. En person er en person med en personlighed, er en individuel type. Således lyder den overordnede hypotese i The authoritarian Personality:

”At de politiske, økonomiske og sociale overbevisninger hos en person ofte danner et bredt og sammenhængende mønster, som var det bundet sammen af en ”mentalitet” eller ”sjæl”, og at dette mønster er et udtryk for dybtliggende træk i personligheden”.

På den baggrund kunne man enes med de amerikanske kollegaer om et studium, der kæder politisk ideologi sammen med psykoanalyse. Fascistiske træk og holdninger bliver derved behandlet i et psykopatologisk sprog. Med Gordons ord:

”I stedet for at fremhæve et dialektisk billede af sammenhængen mellem det psykologiske og det sociale, tenderer det mod at reificere det psykologiske som den forudsættende betingelse, hvorved man reducerer det, der for kritisk teori er et sine qua non for alt tværfaglig arbejde der forbinder sociologi og psykoanalyse.”

Det rammer også MacWIlliams fortolkninger af hans vælgerundersøgelse, hvor forståelsen af psykologien bliver den overordnede forklarende variabel ved at isolere det som en stabil kategori i sociologisk analyse, der overtrumfer andre identificerbare sociale faktorer. Så vidt, så godt. Det ændrer ikke ved, at Williams til forskel fra andre vælgerundersøgelser inddrager autoritære personlighedstræk og præferencer og påviser et signifikant træk hos Trumps vælgere på tværs af køn, race, religion mm.

Det, der er vigtigt for Gordon her, er ”hvorvidt de politiske problemer der i øjeblikket vokser frem for os i USA i virkeligheden tillader os at benytte os af begreber vedrørende den autoritære personlighed, som blev udviklet for mere end et halvt århundrede siden.” Problemet er, om det overhovedet er muligt at identificere noget som en individuel personlighed. Eller med Adornos egne ord om hele typologispørgsmålet:

”Den vigtigste dikotomi er til stede i spørgsmålet om, hvorvidt en person i sig selv er standardiseret og tænker på en standardiseret måde, eller om han er virkelig ”individualiseret” og er i modsætning til standardisering på det menneskelige erfaringsområde.” (Adorno et al. 1982 [1950]: 351) For Gordon udtrykker disse overvejelser den dobbelthed, der var til stede hos det oprindelige forskerhold omkring The Authoritarian Personality tilbage lige efter krigen. Altså en modsætning mellem en tese om en karakteristisk autoritær personlighedstype og Frankfurterskolens mere generelle anklager mod det moderne samfund

Gordon refererer til et essay – Remarks on The Authoritarian Personality  (1948) - Adorno havde arbejdet med parallelt med forskningsprojektet med henblik på at være bidrag til The Authoritarian Personality. Det blev ikke udgivet, men indeholder overvejelser, der peger på noget af det problem, Gordon mener, der er ved MacWilliams’ undersøgelse. Her hedder det blandt andet:

”Vi er helt klare over, at det at afgrænse undersøgelsen til at omfatte subjektive aspekter ikke er uden farer. Vores detaljerede analyse af subjektive mønstre betyder ikke, efter vores mening, at fordomme kan forklares i disse termer. Tværtimod opfatter vi analysen af objektive sociale kræfter, som frembringer fordomme, som den mest presserende opgave for nutidens undersøgelser af fordomme mod minoriteter. Den forholdsvis ringe forståelse, som denne opgave er blevet mødt med over alt i amerikanske undersøgelser skyldes deres ”demokratiske forudfattethed”, således at socialt gyldige videnskabelige resultater kun kan opnås ved at undersøge et givet udsnit af en befolkning og hvis meninger og holdninger bestemmer, hvad der vil komme til at ske – lige som en vares succes eller fiasko på markedet afhænger af køberens holdning.” (Adorno 1948: 1-2)

Det med det autonome individ, der er agent på markedet ud fra sine genuine behov går ikke i den sociologiske videnskab, og derved forsvinder der en sammenhæng med psykoanalysen, som var en del af det oprindelige projekt. Gordon konstaterer tørt: ”Selvom psykoanalysen stadig ville opretholdet dette urealistiske ideal om et autonomt individ, ville kulturindustriens magt og det stereotype hverdagsliv ikke blot marginalisere dette ideal, men gøre det til en utopisk umulighed.”

I 1951 – blot et år efter udgivelser af The authoritarian Personality – går Adorne flere skridt videre med udgivelsen af Psychoanalysis and the Social Sciences, som i et essay i bogen beskæftiger sig med freudiansk teori og fascistisk propaganda. Her forklares det, at fascisme ”absolut beror på totalstrukturen så vel som hvert særlige træk ved den autoritære karakter, som i sig selv er et produkt af en internalisering af de irrationelle aspekter ved det moderne samfund” (Adorno 1987 [1951]: 134)

Hvis man på nethinden har et billede af Trump som var det Mossulini og i øregangen genkalder sig nogle af de scener, der har været bragt fra Trumps valgmøder, er det dét, som Adorno her benævner som ”kunstigt regression”, og hvor Gordon noterer, at ”de ikke virkelig identificerer sig selv med lederen, men de agerer denne identifikation, de optræder med deres egen entusiasme, og dermed er de en del af lederens opvisning … på den ene side tilbydes masserne et løfte om kollektiv frigørelse fra begrænsningerne i den borgerlige civilisation med des krav om, at alle instinkter (og måske især vold) underordnes en patologisk undertrykkelse. Når denne undertrykkelse fordømmes som patologisk, præsenterer den sig selv som ”ærlig” eller ”oprigtig” anerkendelse af alt det, man forventes ikke at sige eller gøre. På den anden side tilbydes blot en optræden som denne frigørelse gennem fantasien om identifikation med en leder, der tilbyder både en oplevelse af masochistisk underkastelse og illusionen, at han er lige som sine tilhængere.”

DJT eller kulturindustrien som politik

Udgangspunktet for Gordons analyse var det opsigtsvækkende resultat af MacWilliams undersøgelse, at når der i en vælgerundersøgelse inddrages spørgsmål, der kan afdække autoritære tilbøjeligheder, så scorer Trumps vælgere højt. Er det så den autoritære virkelighed?

”Jeg har forsøgt”, skriver Gordon, ”at afdække, at betegnelsen ”autoritær personlighed” måske ikke er helt dækkende. For det, Adorno identificerede som fascisme, var ikke en psykisk struktur eller en politisk tilbøjelighed afledt af en psykologisk disposition. Snarere var der tale om et generelt træk ved selve samfundsordenen.”

”Sandheden er, at trumpismen i sin kritik er stærkt fascinerende og derved fungerer som objekt for vores negative definition af os selv. For hans beundrerskare er Trump netop forfriskende ved sin mangel på veltalenhed, for hans praleri og de antydninger af voldelighed på de hårde ords niveau, og som til tider slår over i handling.”

Med udgangspunkt i Adornos tilgang til fascismen er det, at Gordon vender MacWilliams’ resultater lidt på hovedet, fordi man ikke uden videre kan identificere sociale patologier med særlige personlighedstyper eller sociale grupper. Trumpismen må i stedet opfattes som ”en hel kulturs tanketomhed”. Og det gælder for både højre- og venstrefløj. Det kan ikke opfattes som en tilbagevenden til fascismen, men snarere en opløsning af selve den kritiske bevidsthed og dermed et signal om noget helt anderles end politisk kamp, nemlig ”den mediebårne frembæring af politik i anførselstegn, hvor al politisk substans drænes bort.”

Fascismen er en ideologi. Det er Trumpismen ikke. Er der en sammenligning, er det, at ideologi er erstattet af simpel sprogbrug, selvpromovering, der nu er gældende for al politik, når der er tale om massekommunikation. Afslutningsvis har Gordon denne konkluderende svada:

”Det var en bærende præmis for frankfurterskolen, at man via psykoanalyse kunne udvikle en korrelation mellem individuel psykologi og ideologisk engagement. Men senere forsøg på at revidere forestillingen om den autoritære personlighed har måske overset Adornos mere radikale forståelse, som han ønskede at sætte på undersøgelsens dagsorden, nemlig at en psykologisk karakter i sig selv er betinget af historisk varierende sociale og kulturelle former. I stedet for at jagte fremkomsten af en autoritær bevidsthed, burde vi måske lede efter det autoritære som den standardisering af den bevidsthed, der i dag ikke har nogen grænser på det kulturelle marked. Det burde advare os mod den langt mere foruroligende og ironiske situation, at begge sfærer – den politiske og den psykologiske – er truet af opløsning. Set ud fra det perspektiv, er forsøget på at beskrive trumpismen med et patalogiserende sprog med karaktertyper kun udtryk for et forsvar mod den dybere mulighed, at Trump langt fra at være en, der bryder normerene, faktisk aktuelt kan udtrykke en mulig ny norm for den sociale orden som sådan.”

Artiklen blev bragt inden Trump rent faktisk blev valgt, og derfor denne helt afsluttende bemærkning:

”Hvis blot noget af det foregående er korrekt, kan vi tillade os den nøgterne betragtning, at selv om Trump skulle lide et valgmæssigt nederlag, kan det sociale fænomen, der muliggjorde ham, forventes kun at vokse sig stærkere i fremtiden.”

Referencer:

Adorno, Theodor W.  1948. “Remarks on The Authoritarian Personality.Max Horkheimer archive; Universitätsbibliothek, Goethe Universität. http://sammlungen.ub.uni-frankfurt.de/horkheimer/content/zoom/6323018?zoom=1&lat=1600&lon=1000&layers=B.

Adorno, Theodor W.  1987 [1951]. “Freudian Theory and the Pattern of Fascist Propaganda.” In The Essential Frankfurt School Reader, edited by Andrew Arato and Eike Gebhardt, 118-137. New York: Continuum Books.

Adorno, Theodor W. and Horkheimer, Max. 2007. Dialectic of Enlightenment: Philosophical Fragments, translated by Edmund Jephcott. Redwood City, CA: Stanford University Press.

Adorno, Theodor W. et al.  1982 [1950].  The Authoritarian Personality. Studies in Prejudice, edited by Max Horkheimer and Samuel H. Flowerman. New York: W.W. Norton & Company.