Højrepopulismens fremmarch
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 15. februar 2017

Højrepopulismens fremmarch på bekostning af bl.a. Socialdemokratiet i Danmark og en række andre europæiske lande kan hverken tilskrives Socialdemokratiets eller venstrefløjens uvilje mod eller manglende talent for at spille det populistiske kort. Højrepopulismens succes skyldes i langt højere grad, at den politisk-økonomiske udvikling og de dertil hørende hegemoni- og repræsentationskriser har spillet højrepopulismen stærkere kort på hånden.

Højrepopulismen er i fremmarch. I en række lande er den i færd med at vokse sig så stor, at den er i stand til direkte eller indirekte at øve afgørende indflydelse på den politiske dagsorden. Det gælder både for en række europæiske lande og Donald Trumps USA.

I Danmark fik Dansk Folkeparti (DF) sit helt store vælgergennembrud med valget i 2015. Her gik DF frem fra 12,3 pct. i 2011 til 21,1 pct. og blev dermed Folketingets næststørste parti. Partiet har dermed opnået afgørende indflydelse på, hvilken politik først Venstre-regeringen og nu VLAK-regeringen kan og vil føre.

I Norge har Fremskrittspartiet siden 2013 siddet i regering sammen med Høyre. Det samme har det finske De Sande Finner gjort siden maj 2015 sammen med Centerpartiet og det konservative Samlingspartiet. Ved det seneste valg til Riksdagen i Sverige i september 2014 stormede det højreorienterede parti Sverigedemokraterne frem og opnåede som det tredjestørste parti 12,9 procent af stemmerne.

Ungarns premierminister Viktor Orbáns antidemokratiske nationalisme og anti-migrationspolitik henter støtte fra den polske regering med Beata Szydloi fra partiet Lov og Retfærdighed (PiS) i spidsen, som mere eller mindre har indtaget samme holdning som Ungarn, den slovakiske premierminister Robert Fico og delvis også Tjekkiet.

I Frankrig fik Front National (FN) sit store politiske gennembrud ved de regionale valg i december 2015, hvor partiet fik knap 28 pct. af stemmerne. Kun en alliance mellem socialister og borgerlige republikanere formåede dengang at forhindre Front National i at overtage magten i adskillige franske provinser. Spørgsmålet er nu, om en tilsvarende alliance vil kunne forhindre Marie Le Pen i at vinde det franske præsidentvalg i april 2017. Norbert Hofer fra Frihedspartiet i Østrig – afdøde Jörg Haiders parti – var i maj 2016 tæt på at vinde det østrigske præsidentvalg og blive østrigsk præsident. I Holland står Geert Wilders' Frihedsparti, Partij voor de Vrijheid (PVV) i de seneste meningsmålinger til at blive det største parti ved det hollandske valg den 15. marts 2017. Det højreorienterede og indvandrerkritiske Vlaams Belang i Belgien står i opinionsmålingerne til over 10 pct. af stemmerne.

De forskellige højrepopulistiske partier har således etableret sig som afgørende politisk magtfaktor i en lang række europæiske lande. Højrepopulismen har vist sig som en stærkt politisk lederskab. Den har vist sig i stand til at tiltrække og mobilisere politisk i bredere dele af befolkningerne, og har derigennem etableret sig som en stærk politisk repræsentation med et stærkt højrepopulistisik mandat i stadigt flere europæiske lande.

Højrepopulismen har ikke blot vist sig som en væsentlig og fremgangsrig politisk konkurrent til blandt andet de europæiske socialdemokratier, der mange steder har tabt og fortsat taber mange vælgere til højrepopulistiske partier. Det gælder ikke mindst vælgere i arbejderklassen. Højrepopulismen og dens politiske dagsordener er dermed blevet et nyt afgørende politisk vilkår for ikke  mindst de europæiske socialdemokrater og venstrepartier.

Dette gør det både nærværende og vigtigt for både de europæiske socialdemokratierne, Demokraterne i USA og venstrefløjen på tværs af Atlanten at analysere den moderne højrepopulismes fremmarch. I en række europæiske lande er det ikke for meget at sige, at forholdet til højrepopulismen er blevet dén afgørende udfordring for de socialdemokratiske partier.

For både socialdemokrater og venstrefløjen er spørgsmålene mange. Hvad er det økonomiske, sociale, kulturelle og politiske grundlag for højrepopulismens fremmarch i Europa og USA? Hvad er det nærmere indhold i den fremadstormende højrepopulisme som henholdsvis politisk repræsentation og politisk lederskab? På hvilken måde påvirker det vilkårene for at føre venstreorienteret politik? Hvilke muligheder, begrænsninger og risici rummer det for socialdemokraternes og venstrefløjens bestræbelser på at svække højrepopulismens folkelige opbakning og politiske styrke?

Indtil videre blafrer svarene i vinden. Og med skiftende vindretning. Man skal nemlig ikke have orienteret sig ret grundigt i de europæiske socialdemokratiers og venstrepartiers egne svar på disse spørgsmål, før man kan konstatere en betydelig rådvildhed og mange stærkt varierende svar. Diskussionen er derfor på én gang påtrængende og åben for både de europæiske socialdemokratier og de forskellige europæiske venstrestrømninger. Derfor forsøger denne artikel at bidrage til at forklare højrepopulismens fremmarch i Europa. Artiklen vil forsøge at indkredse en analytisk og teoretisk ramme for konstruktivt at kunne diskutere disse spørgsmål - og for dermed at kunne analysere holdbarheden af de mange meget forskellige svar fra de europæiske socialdemokrater og venstrepartier.

Hvad er højrepopulisme?

Hvis man ønsker at tegne en analytisk og teoretisk ramme for at diskutere europæiske socialdemokraters og venstreorienteredes svar på højrepopulismen, må man nødvendigvis starte med at få et begreb om, hvad den europæiske højrepopulisme egentlig er for en størrelse. Der er brug for en ædruelig og klar forklaring af højrepopulismens karakter og succes som den første forudsætning for at kunne stille noget effektivt op mod den.[1]

Uanset om der tales om højre- eller venstre-populisme, bruger mange betegnelsen populisme i en nedsættende betydning. Populismebegrebet bruges til at fravriste den populistiske kritik politisk legitimitet, som et fjendebillede eller en slags negativ mærkatgivning. Selve mærkatet kan variere. Det har f.eks. været demagogi, uansvarlighed, letkøbte løsninger, forsimpling, spillen på følelser, anti-demokratiske, o.l. [2]

En sådan normativ afstandtagen og foragt for højrepopulismen bidrager imidlertid sjældent eller aldrig til at forklare hverken populismens fremmarch, dens folkelige opbakning eller aktuelle rolle i national og europæisk politik. At mene noget om højrepopulismen er ikke det samme som at forstå og forklare højrepopulismens fremmarch. Det, som antipopulisten skælder populismen ud for at være, er ikke nødvendigvis det samme, som sikrer populismen succes, opbakning og politisk mandat. Og dermed er antipopulistens fjendebillede af populismen ikke nødvendigvis det bedste redskab til at imødegå populismens politiske succes. 

Nedsættende brug af begrebet (højre)populisme siger ofte mere om dem, der bruger populismebetegnelsen, end det bidrager til forståelse af populismens fremmarch. Ofte tegnes der et mere eller mindre misvisende fjendebillede, som direkte skygger for en præcis forståelse og definition af højrepopulismen. Det er derfor direkte kontraproduktivt at forsøge at forklare højrepopulismens fremmarch ud fra den slags nedsættende betegnelser.

Skal man endelig bruge sådanne fjendebilleder konstruktivt, egner de sig bedre til at sige noget om billede af højrepopulismen, som antipopulisten søger at forme og bearbejde offentlighedens.[3]  F.eks. har den franske filosof Jacques Rancière gjort opmærksom på, hvordan visse former for antipopulismen kan ses som et argument og forsvar for ukritisk at overlade magten til dem, der hersker over os. Argumentet er, at enhver anfægtelse af de herskendes legitimitet og integritet vil åbne døren for totalitarisme.[4]

Højrepopulismens politiske funktion som både politisk repræsentation/mandat og som et politisk lederskab, der både skaber, udbreder og rodfæster populistiske holdninger kan ikke analyseres alene på grundlag af ydre holdninger til højrepopulismens ideer. Højrepopulismen må nødvendigvis analyseres i den historiske kontekst, hvori højrepopulismens ideer formuleres, kommunikeres og accepteres.

Højrepopulismens sociale og økonomiske grundlag

Mange forskere, politiske analytikere, mv. har analyseret, hvad der er og har været det sociale og økonomiske grundlag for forskellige højrepopulistiske strømninger til forskellige tider. Set i forhold til højrepopulismens aktuelle fremmarch i Europa og USA tegner disse analyser et vist billede, men giver dog langtfra en dækkende forklaring.

Meget tyder på, at højrepopulismens fremmarch kan ses som en særlig reaktion på globaliseringen og dens konsekvenser, ikke mindst blandt de, der har tabt job, tryghed og indkomst som følge af globaliseringen. Blandt de, der støtter det østrigske Frihedsparti, FPÖ, ser 69 procent globaliseringen som en trussel. Blandt vælgerne af franske Front National er det 75 procent, og i Tyskland ser 78 procent af vælgerne hos Alternative für Deutschland globaliseringen som en trussel. Der er således en klar overrepræsentation blandt europæiske højrepopulistiske vælgere af personer, der ser globaliseringen som en trussel. [5]

Men de, der alene højrepopulismen som et politisk udtryk for fremmedfrygt blandt globaliseringens og neoliberalismens tabere, ser langtfra det samlede sociale, økonomiske, politiske og kulturelle grundlag for de forskellige højrepopulistiske strømningers fremmarch. Globaliseringens truede og åbenlyse tabere vælger langtfra altid højrepopulismen. Højrepopulismens succes er langtfra ligefrem proportional med antallet af vælgere, der er truet af eller allerede har tabt på globaliseringen. Samtidig viser vælgeranalyser samstemmende, at en række af globaliseringens og neoliberalismens vindere også tiltrækkes af højrepopulismen.

Endelig og ikke mindst afgørende viser en række undersøgelser, at de, der tiltrækkes af højrepopulismen, langtfra alene er tiltrukket af højrepopulismens globaliseringskritik og tilbud om national tryghed til globaliseringens tabere og nedturstruede. De er i udstrakt grad også tiltrukket af højrepopulismens overordnede samfundskritiske fortælling og dens visioner om et andet politisk regime.

Der er således andet og væsentlig mere på spil end nogle umiddelbare økonomiske og sociale interesser hos højrepopulismens tilhængere. Højrepopulismen kan ikke alene defineres som en protest mod social og økonomisk utryghed, mv. Den udgør en særlig politisk form for protest. Den er en protest mod hele den måde, som skiftende politiske magthavere har styret og formet samfundsøkonomiens udvikling.

Politisk repræsentationskrise

Dette andet og mere har en række populismeforskere forsøgt at sammenfatte under betegnelsen det repræsentative demokratis krise. Med Antonio Gramscis hegemonibegreb har højrepopulismen rod i større eller mindre krise i en bestemt form for politisk-økonomisk hegemoni, og den kan defineres som en særlig politisk reaktion herpå. 

Populismen har rod i en særligt formuleret politisk utilfredshed med og svigtende tillid til det, populismen selv ynder at betegne som en ikke repræsentativ og undertiden korrupt herskende politiske elite.[6] Populismens kerne er et særlig sæt af anti-establishment ideer, der er bygget op omkring en modsætning mellem på den ene side almindelige menneskers dyder og politiske visdom inkarneret i og repræsenteret af det populistiske parti og eventuelt en karismatisk leder og på den anden side establishment i form af en politisk elite, der netop ikke repræsenterer ’folket’, ’almindelige mennesker’ eller ’det tavse flertal’. Populismen som politisk bevægelse eller parti ser sig selv som en politisk repræsentation for og konstituering af det sande folk.

Populismen kan defineres ud fra det repræsentative, liberale demokratis krise som et særligt sæt af ’løse’ politiske ideer, som en ’løs’ politisk ideologi.[7] Defineres populismen som en sådan løs, tynd ideologi eller blot som et særligt diskursivt repertoire, ligger der heri bl.a., at det socialt-klassemæssige politiske indhold af såvel eliten som ’almindelige mennesker’ kan variere. Hvem der er ’folket’, og hvem der er ’eliten’ vil kunne afhængig af den konkrete historiske kontekst og de særlige kulturelt betingede idiosynkrasier og præferencer. Den konkrete populisme vil være historisk og national specifik.

Anvender man en sådan overvejende politisk- idémæssig eller ideologisk definition af populismen, indebærer det, at betydningen af den mere umiddelbare sociale og økonomiske protest nedtones - selv om den ikke nødvendigvis lades helt ude af billedet, jf. nedenfor.

Højre- og venstrepopulisme

Umiddelbart kunne man med en sådan ideologisk og idémæssig drejning af populisme-forståelsen få den tanke, at populismen dermed defineres en mere eller mindre præcist sted i samlede politisk- ideologiske landskab. At populisme med andre ord snarere karakteriseres som en politisk højrebevægelse, som højrepopulisme end som en populisme, der kan være enten højre eller venstre. Men det er langtfra tilfældet hos de fleste, der har valgt en sådan definition. Nærmest tværtimod.

Med forestillingen om populismen som en ’løs’ politisk ideologi, eller blot en særlig ’artikulationslogik’[8] åbner de tværtimod op for, at populismen kan være enten højre- eller venstrepopulisme – eller centrum-populisme for den sags skyld. Muligheden for så at sige at politisk retningsbestemme populismen ligger bl.a. i mere eller mindre frit at kunne, hvilke sociale og politiske modsætninger i samfundet, der fremhæves og indskrives i modsætningen mellem ’folkets sande repræsentanter’ og ’eliten’. Netop denne mulighed gør ifølge bl.a. Ernesto Laclau populismen praktiserbar som både højre- og venstrepopulisme. Venstrepopulismen kan f.eks. erstatte migranter og flygtninge med f.eks. neoliberalismens politiske og økonomiske kræfter’ som ’folkets’ modsætning, således som Chantal Mouffe gør det.[9]

En sådan forståelse af populismen som en løs ideologi eller som en indre strukturel argumentationslogik er i sit analytiske udgangspunkt åben for, at populismen kan vise enten sit højre- eller venstreansigt. Populismen er med Ernesto Laclaus ord ’en serie af diskursive ressourcer, der kan bruges på mange forskellige måder’, herunder venstreorienteret.[10] Om der er tale om højre- og venstrepopulisme må analyseres historisk konkret.

Ved at henvise forklaringen på højrepopulismens fremmarch til den konkrete historiske kontekst, lægger en sådan populisme-forståelse op til en udstrakt historisk åbenhed og subjektivisme. Historien kunne være gået meget anderledes, hvis populismen ikke var havnet hos eller blevet grebet (mest talentfuldt) af de højreorienterede, men i stedet var blevet de venstreorienteredes politik.[11] Ros til den græske og spanske venstrepopulisme og ris til den danske, tyske eller franske venstrefløj for ikke at have skarpslebet det populistiske våben, synes læren at være.

Populismens begrænsninger

Men ved lidt nærmere eftersyn er det ikke så enkelt og åbent. Hvis der skal kunne ske en sådan potentiel godskrivning af populismens ’diskursive ressourcer’ på venstrefløjens politiske konto, kræver det, at tre afgørende forudsætninger er opfyldt. For det første forudsætter det, at den økonomisk-politiske repræsentationskrise har et sådant omfang, at det overhovedet er muligt effektivt at bruge populismens ’diskursive ressourcer’. Populismens potentielle succes afhænger bl.a. af repræsentationskrisens karakter og dybde. For det andet forudsætter det, at repræsentationskrisen har et økonomisk, politisk og socialt indhold, som troværdigt tillader venstrefløjen at beskrive modsætningen mellem folket og eliten i en venstreorienteret optik. Ellers vil en Enhedslistens venstrepopulisme ikke kunne opnå samme klangbund og troværdighed som Dansk Folkepartis højrepopulisme har haft. For det tredje forudsætter det, at populismens ’artikulationslogik’ ikke fanger venstrefløjen på det forkerte ben. Når artikulationslogikkens grundkode er folket mod eliten, tænkes og handles der f.eks. ikke i sociale klasser. Når målet er ’folkets politiske repræsentation’, retter kritikken sig ikke mod kapitalismen, men mod den politiske repræsentation og anerkendelse, og det politiske mål er ikke socialisme, men folkets retmæssige repræsentation. Enhedslistens eventuelle venstrepopulisme risikerer med andre ord i både sin argumentationsform og sit indhold at blive en politisk misfarvning af Enhedslistens oprindelige venstreprojekt.

Jeg vil i en senere artikel gå nærmere ind på en diskussion af disse spørgsmål og dermed mulighederne for at føre venstrepopulistisk politik i Danmark og andre europæiske lande.  Her er formålet mere begrænset, nemlig at pege på, at en forståelse af populisme som ’løs ideologi’ eller særlige argumentationslogik ikke i sig selv er tilstrækkelig til at forklare højrepopulismens fremmarch. Hvis en sådan forståelse af populismen ikke skal nøjes med at forklare højrepopulismens fremmarch  med en kombination af venstrepopulismens forspildte muligheder og højrepopulismens talent og politiske håndværk, er der brug for en nærmere konkret historisk analyse af de enkelte landes politiske repræsentationskriser og de heri indbyggede uforløste sociale og politiske udfordringer.   

Politisk repræsentationskrise

Den britiske politolog Peter Mair har beskrevet en mulig teoretisk indgang til at analysere forskellige repræsentationskriser. Han tager udgangspunkt i nogle ændrede vilkår for skiftende regeringers politiske magtudøvelse. Herudfra forsøger han at indfange nogle kvalitative grundtræk i de aktuelle repræsentationskriser. Hans tese er, at der over tid er sket en stadig uddybning af det traditionelle gab mellem det, han kalder henholdsvis repræsentativ og ansvarlig regering (’representative versus responsible government’). De siddende, selverklæret ’ansvarlige’, regeringer er ikke længere kun bundet af fortidens institutioner og reguleringsformer og –forpligtigelser. De har samtidigt, ikke mindst med neoliberalismens indtog, valgt at indordne sig under en række mere eller mindre selvvalgte politiske og økonomiske begrænsninger. Tænk blot på markeds- og kapitalliberaliseringer, finanspagt, ’nødvendighedens politik, osv.

Samtidig har de ’ansvarlige’ partier og regeringer i stadigt stigende grad anlagt en rent økonomisk vækstmålsætning. Ren økonomisk vækst er blevet gjort til et stadigt mere endimensionalt mål for  den politiske magtudøvelse. Dermed bliver det en hovedopgave for de ’ansvarlige’ regeringers magtudøvelse at massere den økonomiske vækst bedst muligt, når væksten hæmmes eller direkte trues af diverse ’ældrebyrder’, skatter, for mange overførselsindkomster og offentligt ansatte, mv.

I takt med denne politiske binding til ’nødvendighedens og ansvarlighedens politik’, svækkes de ansvarlige regeringers evne og lyst til at repræsentere folkelige ønsker og forventninger. Hvis den offentlige opinion og de potentielle vælgere samtidig opleves som stadigt mere ’utro’, omskiftelige og utaknemmelige, mindsker det kun yderligere lysten og evnen til at udvise lydhørhed over for vælgernes ønsker og forventninger.[12] Med Peter Mairs vanskeligt oversætbare begrebspar kommer ’resposiveness’  (lydhørhed) i stigende grad i modsætning til ’responsibility’ (ansvarlighed).

Den førte ’ansvarlige’ politik kommer således længere og længere væk fra idealet om lydhøre politikere, der forstår og formår at repræsentere det folk, der har valgt dem. Tomme valgløfter og løftebrud bliver symboler på, at man ikke (længere) kan have tillid til, at det politiske establishments ’ansvarlige’ politikere kan og vil repræsentere dem, der har valgt dem. Derfor er det tid til at vælge andre, der viser respekt for ’almindelige menneskers’ ønsker og forventninger, og som tilbyder et repræsentere disse ønsker.

I forlængelse heraf må højrepopulismens politiske utilfredshed forstås som kvalitativt anderledes og mere end politisk engagerede  borgeres demokratiske skuffelse over manglende deltagelse og mangel på ønskede konkrete politiske resultater. Der er snarere tale om en politisk utilfredshed med ikke at være mere eller mindre direkte 1:1 repræsenteret og anerkendt af den politiske elite. Eliten kritiseres for at være karrierepolitikere uden tilstrækkelige erfaringer fra ’den virkelige verden’ og ’almindelige menneskers hverdag’.

Som yderligere medvirkende til gabet mellem ’lydhør repræsentation’ og ’ansvarlighed’ nævner Peter Mair de politiske partier og organisationers stadigt løsere og tyndere bånd til det civile samfund i form af partimedlemmer, folkelige bevægelser, mv. De ’gamle’ ’ansvarlige’ partiers rødder i det civile samfund tørrer ind. Tilbage bliver en mindre kreds af superdedikerede og ofte veluddannede mennesker, et kommende politisk establishment in spe. Tilsammen et drivhusklima for, at populistiske partier kan formulere idelogisk farvede bud på folkelig ’repræsentation’, som bryder mere eller mindre eksplicit med det liberale demokratis dyder.[13]

Hvis en sådan tendens til stadigt stigende modsætning mellem ’lydhør repræsentation’ og ’ansvarlighed’ skal give mening som nærmere karakteristik af populismens rod i en politisk repræsentationskrise, må dette analyseres historisk specifikt i de enkelte lande. Hverken kvalitativt eller kvantitativt er der tale om den samme type politisk repræsentationskrise i forskellige lande, og dette forklarer, at der er forskellige grobund for forskellige typer populismes gennemslagskraft.

Der er f.eks. afgrundsdyb forskel på det nærmest totale sammenbrud og politiske troværdighedstab for de skiftende regeringspartier i Grækenland og den voksende politiske mistillid i Danmark. Tilsvarende er der en afgørende forskel fra f.eks. Thorning-regeringens løftebrud og reformamok til PASOK og den øvrige græske politiske elites korrumpering og følgagtighed over for trojkaens mange og voldsomme krav om sociale forringelser.

Derfor vil der også kunne være en voldsom forskel på højre- og venstrekræfters mulighed for politisk succes gennem brug af det populistiske arsenal i forskellige lande. Det, der var muligt for Front National i Frankrig, Frihedspartiet i Østrig og DF i Danmark, var ikke nødvendigvis muligt i en venstreversion for den franske, østrigske eller danske venstrefløj. Det, der var muligt for Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien, er ikke muligt i Danmark, Frankrig eller Østrig.

Den sociale forarmelse i Grækenland rækker langt ind i både de bedre stillede dele af arbejderklassen og blandt de mindre selvstændige, og den står i grel modsætning til et eksklusivt lag af rige erhvervsfolk, mv. Derfor udgør de græske modsætninger på mange måder et oplagt grundlag for en bipolær venstreorienteret ’folkets front’ mod topborgerskabet og en korrumperet politisk elite.

De ’ansvarlige’ danske politikeres forøgelse af den sociale ulighed og utryghed bl.a. gennem en usikker og utilstrækkelig sikring af velfærden udgør derimod et gunstigt vilkår for en tripolær højrepopulistisk velfærdsnationalisme, der gør krav på at repræsentere ’danskerne’ over for både de ansvarlige ’gamle’ partier og alle de ’fremmede’, som skiftende politiske flertal har ladet komme ind og få uretmæssig del i ’danskernes velfærd’.[14]    

Sammenfatning

Højrepopulismens fremmarch i disse år kan analyseres med udgangspunkt i konkrete politiske hegemoni- og repræsentationskriser i de enkelte lande. Et centralt aspekt i analysen af disse hegemoni- og repræsentationskriser synes at være udviklingen i de sociale klassers erfaringer med de regerende politiske eliters evne og vilje til lydhørt at repræsentere disse klassers ønsker og forventninger om anerkendelse, tryghed og retfærdige livsmuligheder.

Kvalitative og kvantitative nationale forskelle i disse politiske repræsentationskrisers forløb, sociale indhold og intensitet synes at gøde jordbunden forskelligt for forskellige typer højre- og venstrepopulisme i de forskellige lande i Europa. Der skabes som udgangspunkt ikke tilnærmelsesvis de samme rammer og vilkår for henholdsvis højre- og venstrepopulisme i de forskellige lande. Grundlæggende kan højrepopulismens fremmarch på bekostning af centrum-venstre i Danmark og en række andre europæiske lande således hverken tilskrives centrum-venstres uvilje mod eller manglende talent for at spille det populistiske kort. Det skyldes efter alt at dømme i langt højere grad, at den politisk-økonomiske udvikling og den deraf følgende hegemoni- og repræsentationskrise har givet højrepopulismen langt stærkere kort på hånden. At centrum-venstre så på mange måder har bidraget til at give højrepopulismen gode kort på hånden er en ganske anden sag. Herom nærmere i en artikel om de europæiske socialdemokratier og højrepopulismen i næste nummer af Kritisk Debat.


[1] Det ligger uden for rammerne af denne artikel at foretage en egentlig analyse og diskussion af de forskellige socialdemokraters og venstrekræfters forskellige svar på højrepopulismen. Det vil jeg vende tilbage til i to selvstændige artikler i de kommende udgaver af Kritisk Debat.

[2] Simon J. Kiss and Peter Graefe: Populism and Social Democracy: Threat, Tactic, or Political Philosophy?  skriver f.eks. i en analyse af populismen og socialdemokrati: ”…populismen er en trussel præcis fordi den kan desorganisere traditionelle socialdemokratiske vælgerblokke ved at tilbyde uansvarlige appeller.” (min kursivering)

[3] Den nedsættende brug af ordet populisme kan langt hen ad vejen anskues som strategisk kommunikation, som en konkret anvendelse af den retoriske toposlære, jf. præsentationen heraf hos Jonas Gabrielsen: Topik. Ekskursioner i retorikkens topslære, Åstorp 2008.

[4] Jacque Rancière: The Populism that is not to be found, i Alan Badiou m.fl.: What is a People. New York 2013, pp. 101-106. Tilsvarende er populismebetegnelsen blevet brugt til at delegitimere Syrizas kritik af trojkaen, EU-Kommissionen og græsk eftergivenhed heroverfor, jf. Social Democracy, the Radical Left and the spectre of populism, Political scientist Giorgos Katsambekis talks with distinguished professor at UCL, Philippe Marlière, who specializes in European and French politics.

[5] Jf. f. eks. Bettelsmann Stiftung: Globalisierungsangst oder Wertekonflikt? Wer in Europa populistische Parteien wählt und warum.

[6] Se bl.a. Michael McTernan and Claudia Chwalisz: The populists: threat or corrective to the political establishment. Policy Network 2014.

[7] Cas Muddle: Populist Radical Right Parties in Europe, N.Y. 2007.

[8] Ernesto Laclau: On Populist Reason, London 2005.

[10] Ernesto Laclau, op.cit., s. 176.

[11] Jf. Jan-Werner Müller: Hvad er populisme?, Viborg 2016, s. 125

[12] Peter Mair: Representative versus Responsible Government, MPIfG Working Paper 09/8, Max-Planck Institut für Gesellschaftsforschung.

[13] Jf. bl.a. Jan Werner Müllers populisme-analyse og –kritik i

[14] For en karakteristik af venstrepopulismens argumentationsfigur som bipolær og højrepopulismens som tripolær, hvor den politiske elite bl.a. beskyldes for forkæle en tredje gruppe, som så kan være immigranter, islamister, mv., se John B. Judis: The Populist Explosion. How the Great Recession Transformed American and European Politics, Columbia 2016.