Forstærkeren i Washington
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. februar 2017

”I politik afføder kaos normalt mange fejl. Med Trump ser det ud til at være en del af en plan”. (The Economist 4/2-17). Eller også forholder det sig lige omvendt (hvad der er endnu værre) nemlig at valget af Trump til præsident og hans indsættelse i Det Hvide Hus udspringer og er gjort mulig af en delt verdensmagt, en verdensorden i opbrud og et økonomisk- og geopolitisk fremadskridende kaos, som hans hektiske og modsætningsfyldte embedsførelse allerede nu viser sig at forstærke.

Som mange havde frygtet, men få nok helt forventet, startede Trump sin embedsperiode med den fra krigene i Irak og Afghanistan kendte chok and awe taktik, som går ud på at angribe tungt og massivt uden hensyntagen til de finere detaljer. På én dag blev TTP aflyst, genforhandling af NAFTA annonceret, kravet om en ”den mexicanske mur” fremsat og Brexit hyldet. Pressen blev kritiseret og hånet, tortur forsvaret og forholdet til EU og det transatlantiske samarbejde kølet ned. Endelig blev det meget omdiskuterede indrejseforbud dekreteret.

Forinden havde Trump i sin indsættelsestale formuleret grundlaget og retningen for sin radikale kursændring: ”I dag overfører vi ikke bare magten fra én administration til den næste, eller fra det ene parti til det andet. Vi overfører magten fra Washington DC og giver det tilbage til folket”.

Opgør med den ”liberale internationalisme”

Sammen med sloganet ”Make america great again” satte Trump sin kurs. Den skal både forklare storheden i den næsten tumultariske begyndelse på embedsperioden og understøtte virkeliggørelse af opgøret med de indre liberale kræfter, der har ”bragt landet i knæ” og de kræfter rundt om i verden – den ”liberale internationalisme” (Steve Bannons udtryk), som har lukreret på USA’s styrke uden at yde noget til gengæld.

Nu kan man til egen beroligelse mene - som nogen også gør - at der er klare institutionelle og bureaukratiske grænser for hvor meget af sin politik, Trump egentlig kan få igennem – hvis han da overhovedet har noget, der kan kaldes en sammenhængende politik.

Vel nok den farligste stilling at indtage overhovedet, fordi det netop er den om sig gribende internationale uorden og svækkelse af institutionernes legitime handlekraft, integritet og modstandsdygtighed både internationalt og i USA, som har banet vejen for Trump, og som står tilbage uden den store autoritet.

Det rejser så det intrikate spørgsmål, om der aktuelt er nogen instanser, institutioner eller magtkonstellationer, der umiddelbart vil kunne stoppe Trumps hasarderede og uforudsigelige opgør med den kendte orden? Det er heri det farlige i den aktuelle situation ligger, fordi relativt stærke nationalistiske populister i ligaen nedenunder har taget Trumps slogan til sig og ”nationaliseret” det. I Frankrig havde Marine Le Penn kopieret Trump i sin tale på Front Nationals kongres. Gentagne gange lød det: ”Gør Frankrig stort igen”. ”Befri Frankrig fra det globale tyranni”. ”Jeg vil give det franske folk 144 løfter, som vil blive indfriet, hvis vi vinder”.

Højrepopulisterne holder ”topmøde” i Europa og hylder Trumps chock-and-awe-politik. Men ingen heller ikke de synligt nervøse EU ledere kan forudsige de næste skridt eller udfaldene af de kommende valg i Europa. Så det er ganske forståeligt, at der hersker forvirring og frygt i alle verdens hovedstæder/regeringskontorer og i Bruxelles. Man forventer det værste, men håber på det bedste. Det er faktisk i bogstavelig forstand den måde, som de europæiske regeringsledere udtrykker sig på jf Tusks udtalelser forud for EU topmødet.

Det er ved at gå op for dem, at Trump og hans stab mener det alvorligt, når de kritiserer Nato og det transatlantiske samarbejde. Obama havde allerede igangsat vendingen væk fra Europa og hen mod Asien ud fra en erkendelse af, at USA’s absolut største udfordring er Kina og Indien i det asiatiske vækstområde, og i det spil er Europa ikke til megen nytte. Europa kan dårligt bruges til at holde orden i Mellemøsten. De ved også godt, at Putin kan bruges til at inddæmme Kina – eller at et samarbejde med Putin i det mindste kan forebygge en alliance mellem Kina og Rusland, når Trump måtte indlede sit handelsangreb på Kina. De ved godt, at der kan indgås en studehandel om Syrien, uden at EU kan gøre noget som helst. Eller at Trump letter sanktionerne mod Rusland. Og de ved godt, at de selv må please Tyrkiet for at bibeholde ”flygtningemuren”, så der er grænser for kritikken af Mexicomuren.

I USA hersker der i øvrigt en vis bred folkelig forståelse for Trumps opgør med de liberale institutioner og aftaler. Det er der flere grunde til. For det første holder de forskellige fraktioner indenfor de herskende klasser og i den øvre middelklasse hinanden i skak. Nogle af de store virksomheder og deres politiske lobbyister (eks. GE, olievirksomheder mv.) støtter Trumps indrejseforbud, fordi det gavner deres interesser. De støtter også opgøret med Obamas miljøpolitik. Andre og ligeså tunge fraktioner og virksomheder (bl.a. Google) er imod dekretet, fordi de har lukreret på billig importeret arbejdskraft. På lignende måde stiller de forskellige fraktioner sig i skattespørgsmålet (importskat og eksportfradrag) med favoriseringen af de virksomheder, som producerer i USA. F.eks. støtter GM forslaget om importskat, mens en række virksomheder, der er afhængige af en række værdikæder udenfor USA, er åbenlyse modstandere.

For det andet forener Trumps nationalistiske credo store dele af den amerikanske befolkning – reelt også større end valgresultatet tilsiger – mod de klasser, grupper og kliker, der ifølge Trump og fortællingen har kørt landet i sænk og mod de lande og internationale institutioner, som har suget ”kraft, energi, arbejdspladser og velfærd ud af USA”. Trumps revancistiske retorik – make america great again – forener folket, de arbejdende klasser, arbejderklassen, de hårdtarbejdende, de lovlydige og gudfrygtige under én samlet betegnelse og én historisk figur, der kan genrejse nationen. Og skal det ske gennem kamp mod upatriotiske kræfter - og det er pr. definition enhver, som ikke støtter kampen for nationens genrejsning, og skal det ske gennem et opgør med diverse frihandelsaftaler, radikale ændringer af Nato og flytning af fokus fra Europa og Mellemøsten til Asien, skal det ske gennem opbygning af bilaterale alliancer på bekostning af efterkrigstidens multilaterale alliancer, og skal det ske med dele af USA’s egne herskende klasser – så er det det, der må ske. I Trumps perspektiv er der ikke noget galt med frihandelsaftaler, så længe de er bilaterale og entydigt gavner USA.

For som enhver hårdtarbejdende amerikaner, der har mistet sit arbejde, kan se, gavner den liberale verdensorden (med Steve Bannons udtryk ”den liberale internationalisme”) ingen, eller kun dem, der fortsat vil snylte på det amerikanske folks offervillighed. Adressen er finanssektoren og de transnationale selskaber, der har vokset sig store uden for USA. Tankegangen videreføres i forskellige varianter i Front National, i Alternative für Deutschland, i UKIP osv. Alle tiljubler de hinanden, Trump og nationen uden tanke for, at konsekvensen af deres politik er den totale handelskrig dagen efter, at de har indtaget regeringskontorerne. Men de konsekvenser drages selvfølgelig ikke. Man trives først og fremmest ved politisk at fortolke og formulere de arbejderklassens og middelklassens voksende frygt for, at den hidtil kendte verdensorden ikke kan hænge sammen. At kapitalismen ikke kan genskabe den fremgang og tryghed, som de fleste i den vestlige verden har oplevet. At enhver nation må kæmpe for sig selv, og at de store alliancer som Nato, EU, WTO, FN mv. kun yder ringe beskyttelse, når det kommer til stykket. Den store forskel på de nævnte populistiske bevægelser og partier og Trump, selv hvis de skulle komme til magten, er, at de hverken hver især eller tilsammen kan skabe så meget ravage som en Trump-regering, der bare fører halvdelen af sin politik ud i livet.

Krisen der ikke vil gå væk

Nu kunne man betimeligt stille spørgsmålet, om vi ikke er ude på det politologiske og geopolitiske overdrev? Om det ikke er tænkeligt, at Trump blot ved et beklageligt tilfælde og på grund af de uoplyste massers forbigående luner er blevet indsat i Det Hvide Hus? Og at verden ikke er af lave, men at det er Trump og hans stab af mere eller mindre rabiate nationalister, økonomisk- og værdipolitisk konservative erhvervsfolk og judo-kristne korsriddere, der skaber ustabilitet ved at forfølge en politisk eklektisk intuition fremfor rationel kalkulation, hvorfor det giver god mening at fokusere på Trump som et forbigående patologisk tilfælde og situationen i USA som en forbigående anomali. Dvs. skåret til benet: som en utålelig overgangsfigur mellem en lang lavvækstperiode og en ny højkonjunktur?

Det er selvfølgelig en mulighed og kan være en rimelig fortolkning af situationen. Men mener man omvendt, at Trump rent faktisk fortolker en verden i hvis billede, hans politik folder sig ud, så kalder situationen derimod på analyser, der bryder med mainstreams godtkøbspsykologi og opfattelse af, hvad der er facts og sandhed.

Den sidste antagelse forekommer mest sandsynlig, og den støtter sig på en række af økonomiske nøgletal, der sjældent når avisernes forsider. Når de studeres nøjere og sættes ind i en større historisk sammenhæng, der rækker 4 årtier tilbage, bliver det indlysende klart, hvorfor det er lykkedes Trump at indfange millioner af lønmodtagere i sit korstog mod ”snylterlagene i samfundet og i verden”, og hvorfor så mange forbandt Hillary Clinton med de kræfter i det amerikanske samfund, der har dyrket et samfundsbillede, hvor der ikke var plads til 40-60 millioner af landets indbyggere.

Selv om den officielle arbejdsløshed er faldet i USA, og selv om der er kommet flere i arbejde hver måned i de sidste fem år, så er beskæftigelsesgraden stadig meget lavere end før 2008. Mange amerikanske arbejdere er altså droppet ud af arbejdsmarkedet, og erhvervsfrekvensen stiger stort set ikke. De ”gode arbejdspladser” er enten blevet bortrationaliseret eller outsourcet – mest det første (udgør 60% af de mistede arbejdspladser). De nye arbejdspladser, der skabes, er som i Tyskland og andre kapitalistiske lande af ringe kvalitet. Fuldtidsbeskæftigelse og varig ansættelse er et privilegium, og afstanden mellem kernearbejdskraftens og randarbejdskraftens betingelser forøges konstant. Det er med til at forklare, at selv om arbejdsløsheden falder, så stagnerer lønudviklingen. Selv borgerlige økonomer er nu ved at erkende, at der er en stor gråzone i samfundsøkonomien, som man kun kender lidt til. Som The Economist skrev først i januar, bliver vi nødt til at indse, at økonomernes adskillelse af økonomi og politik er dårlig økonomisk videnskab. Problemet er, at man ikke har gjort andet de sidste 30 år. Det er en del af den neoliberale ideologis ortodoksi og nuværende indlysende problem; at der er udviklet og udbredt en videnskab, der ikke længere på troværdig og konsistent måde kan forklare det, der sker.

Helt aktuelt vokser den amerikanske økonomi ifølge de sidste tal fra økonomiministeriet mindre end den europæiske, hvilket også er kommet bag på økonomerne, og væksten i den globale produktion og handel bevæger sig stort set ikke fremad og ligger flere procent under det historiske niveau. Kapitaleksport i form af direkte investeringer stagnerer også, så der er ikke et ”lys for enden af tunnelen”, der taler for, at Trump blot er en historisk parentes. Hvad værre er, de overbevisende og rationelle forklaringer på, hvorfor lavvæksten fortsætter, tynder ud – i en grad så økonomernes troværdighed indtager pladsen lige under politikerne. Hvad de siger på Davos eller på G20 topmøderne, har ikke længere samme gennemslagskraft og slet ikke samme sandhedsværdi. Samme statusfald er også overgået IMF og OECD bl.a. på grund af deres lange række af fejlprognoser.

Kapitalismens underliggende problemer

Selvfølgelig kan prognoserne fra IMF, Verdensbanken og OECD vise sig at være (unøjagtige) øjebliksbilleder, der overser en kommende vækstdynamik (hvad man ikke har for vane). Men går man ned i tallene, forekommer den antagelse ikke overbevisende. Det modsatte er faktisk tilfældet. Efter flere års diskussion af årsagerne til den lave produktivitetsudvikling og de faldende investeringer, har en rapport fra OECD åbnet op for en ganske ny dybere og vidtrækkende forståelse af paradokset – (vækst minus investeringer og produktivitetsudvikling). Det består i, at der findes vækstvirksomheder, hvor produktivitetsudviklingen er enorm, og hvor produktionen er dobbelt så høj som for 10 år siden med 50% færre ansatte. Dette billede gælder for ca. 20% af virksomhederne. Det er også dem, der hele tiden tales om. Men for resten af industri- og serviceområdet gælder det forhold, at virksomhederne enten er dybt forgældede, at nyinvesteringerne er langsomme, eller at profitten kun lige rækker til at dække gælden og rentebetalingerne, at innovationsaktiviteten er lav, og at en del (ingen kender antallet) af disse virksomheder kun er holdt i live ved centralbankernes massive pengeudpumpning og kunstigt lave rentesatser. Den type industri har man nu døbt ”Zombivirksomheder”. Udtrykket kan findes i næsten alle erhvervsblade og magasiner.

Denne udvikling er også med til at forklare, hvordan det overhovedet er muligt, at den globale gæld er vokset til 325% af det samlede BNP, idet gælden ikke er genereret i Latinamerika og Afrika men først og fremmest i USA, Europa og Kina. I en bibemærkning skal det lige med, at den private gæld langt overgår den offentlige gæld, hvor det modsatte ellers hævdes som et accepteret faktum.

Med til at forstærke de ovennævnte grundproblemer er, at de store transnationale virksomheder generelt set har haft faldende profitter de sidste 2-3 år både absolut og relativt målt i forhold til ikke transnationale virksomheder. Forklaringen på dette overraskende  forhold skal findes i, at den meget ekspansive udvikling indenfor value chains (værdikæder – både horisontale og vertikale) har betydet, at flere lokale virksomheder bl.a. i Asien er blevet så teknologitunge (i modsætning til de gænge forestillinger), at profitterne nu skal deles blandt flere interessenter, hvorfor en mindre del finder vej til moderselskaberne i Vesten. Hele det imperialistiske billede er ved at ændre sig. (eksempelvis er Kinas produktion og eksport af lavteknologiske produkter faldet, hvorimod kinesisk egenproduktion og eksport af højteknologiske industriprodukter er i vækst).

Som The Economist tørt konstaterer som forklaring på udviklingen: ”Det er, fordi 30 års arbitragevindue er ved at lukke. Virksomhedernes skattebetaling er (verden over) masseret ned til ingenting, i de kinesiske virksomheder stiger lønningerne, og de lokale virksomheder er blevet mere sofistikerede”. The Economist henviser til det generelle billede. Det drejer sig  ikke om, at profitten ikke er høj hos de transnationale selskaber men om, at den ikke er tilstrækkelig høj til at generere ny vækst. Dvs. de virkemidler i globaliseringsprocessen, der skulle modvirke den aftagende gennemsnitsprofit, mister virkningskraft.

Så Trumps og hans handelsrådgiver Navarros aggressive protektionistiske linje, som både skyder på Mexico, Kina, Tyskland og hele EU er ikke uden hold i virkeligheden – og halter ironisk nok efter den faktiske udvikling. Når Navarro taler om at bringe værdikæderne hjem til USA og genopbygge amerikansk industri, er det faktisk et nationalt modsvar til, at flere af kæderne er ved at selvstændiggøre sig fra amerikansk dominans. Når han angriber Tyskland for at profitere af en lav eurokurs og valutamanipulation, har han også en pointe. Hele Tysklands økonomiske politik i EU har haft til formål at styrke landets og EU’s stærke eksportstilling på verdensmarkedet og vedvarende handels- og betalingsbalanceoverskud. ECB’s pengeudpumpning styrker den linje og holder hånden under den skrøbelige vækst i EU landene og i Eurozonen i særdeleshed. Med til billedet hører, at når både Navarro og Trump angriber Kina og truer med at indføre straftold på alle importerede varer fra Kina, handler det selvfølgelig også om, at Kina ikke længere er en kopiøkonomi og af samme årsag ikke længere kan vokse tilstrækkeligt indenfor den Syd- og Østasiatiske region, men er tvunget til at ekspandere på det samlede verdensmarked – også på og især på det højteknologiske område, som hidtil har været domineret af amerikanske og europæiske virksomheder. Kort sagt skal der kæmpes om gevinsterne på et sammentrukket verdensmarked.

Den neoliberale verdensorden slår revner

De globale handelsmodsætninger var således kørt i stilling længe før, Trump blev indsat i Det Hvide Hus (jf OECD’s kritik af den voksende protektionisme). Obamas administration havde som sagt allerede erkendt de voksende og komplekse modsætninger på kryds og på tværs på verdensmarkedet og disses geopolitiske og geostrategiske spejlbillede. Hans politik gik bl.a. ud på at holde liv i Nato ved at udvide alliancens operationsfelt f.eks. ind i Ukraine og udfordre Rusland. Opbygge frihandelsalliancer for at binde konkurrenterne og disciplinere resten af verdensmarkedet i USA’s interesse.

Men som alle de andre ledere var hans embedsperiode præget af mangel på en sammenhængende strategi for at bringe den globale vækst på fode og imødekomme den ændrede økonomiske og militære magtbalance – uden at sætte Vestens privilegier over styr. På alle områder fik Obama demonstreret pax americanas nedslidning – eller rettere udstillet USA’s svækkede stilling og alle de andre internationale aktørers travlhed med at skabe nye alliancer og redde den nationale økonomiske harmoni på naboens bekostning. F.eks. de bilaterale forhandlinger mellem EU og Kina og EU og Japan/Korea.

Mange analytikere har af samme grund talt om den liberale verdensordens sammenbrud. Den tale er blevet mere skinger efter Trumps valgsejr og vel sagtens også mere patetisk, eftersom man har problemer med at nå til enighed om en fælles opfattelse af, hvad ”den liberale verdensorden” egentlig er for en størrelse.

Men hvis vi nu afstår fra at blæse i dommedagsbasunerne og i stedet taler om en eskalerende nedslidning af den amerikansk dominerede verdensorden, som har (hvilket er knap så liberalt) bestået af både diktatoriske, konspiratoriske, krigeriske, antiliberale, imperialistiske og masseundertrykkende elementer, så bliver det måske klart, at vi siden 2. Verdenskrigs afslutning reelt har været igennem to verdensordener, hvor det er sammenbruddet for den sidste, der er afgørende.

Den første amerikansk dominerede verdensorden – den socialliberale (om end den kun gjaldt for vesten i den økonomiske opgangsperiode) – blev allerede stærkt læderet i 70’erne og de facto opløst i begyndelsen af 80’erne. Afløseren blev den neoliberale verdensorden – hvilket er det fænomen, vi kalder globalisering.

Den nye verdensorden blev indledt med deregulering af finansmarkederne og et politisk og klassemæssigt angreb på den socialliberale verdensorden, som var institutionaliseret i velfærdsstaterne, statsregulering af den kapitalistiske produktion og markederne. Der blev gjort op med forestillingerne om samfundets kollektive løsninger på kollektive problemer, og den ekstreme individualisme som al forklarings grund blev iscenesat på alle livets områder. Det samme gjaldt markedets og den økonomiske kalkulations primat i den offentlige sektor, på markedet selvfølgelig og overalt indenfor civillivsområdet.

Intet over og ved siden af pengene og det frie atomiserede individ som alt livs målestok blev neoliberalismens credo – deraf navnet neoliberalisme.

På verdensmarkedet gennemførte de stærkeste kapitalfraktioner enorme omstruktureringer. Nationale virksomheder blev outsourcet. Der blev skabt nye former for internationale produktionsnetværk, og i 2015 udgjorde den virksomhedsinterne handel ca. 50% af den samlede verdenshandel. (hvilket selvfølgelig betyder, at en protektionistisk handelskrig vil være katastrofal for den globale vækst). Historisk har den voldsomme omstrukturering på verdensmarkedet indebåret en svækkelse af nationalstaterne og dermed af velfærdsstatens betingelser og de nationale arbejderbevægelsers styrke til at forsvare velfærdsydelserne. Bretton Woodsaftalerne blev undergravet. Og efter det liberale demokratis endelige ideologiske sejrsgang med Murens fald og Sovjets implosion kunne neoliberalismen endeligt folde sig ud både internationalt og nationalt for i sit videre forløb frem til dag at tømme det samme liberale demokrati for indhold. Bl.a. ved at søge frihandelsaftaler indgået i hemmelighed, hvor nationalstaternes suverænitet underlægges internationale voldgiftsretter, og ved at gennemføre finanspagter og budgetlove, der straffer nationale parlamentariske flertal, hvis budgetunderskuddene overskrider en vis grænse. Eller ved at flytte mere og mere magt fra parlamenterne til den udøvende eller dømmende magt. Og endelig ved i praksis, når de enkelte lande skulle legitimitetsvurderes, at reducere demokrati til formel valgprocedure.

Neoliberalismens globalisering skal på den måde forstås i ordets fulde konsekvens – som verdensomspændende. Som økonomisk politik, politisk og kulturel tænkeform, som reguleringsform og civillivsform er neoliberalismen som potent løsningsform overfor kapitalismens vedvarende lavvækst trængt ind overalt. Og det er præcis det gennemslag og den økonomiske logik, der skabte krisen i 2008 og siden har forhindret samfundene (både i ”Nord” og ”Syd”) i at komme ud af krisen og skabe fornyet vækst. Det er de neoliberale løsningsmåder på de grundlæggende akkumulationsproblemer, der har svækket alle efterkrigstidens institutioner og lagt grunden til en ny nationalistisk reaktion, som nu kræver sin Trump.

Nationalismen som svar på krisen

Men selv om den vedvarende økonomiske lavvækst og eksorbitante ulighed har skabt grundmaterialet, der konfigurerer en Trump, repræsenterer det billede kun en del af en sammenhængende forklaring på tilslutningen til Trump og hans åndsfæller i flere af de europæiske lande. En anden og nok så vigtig forklaring skal findes i det historiske forhold, at neoliberalismen ikke blev ”opfundet og indført” gennem de herskendes konspiration men vandt frem som dominerende samfundstendens efter lange og til tider stormfulde opgør med arbejderbevægelsen – både den politiske og faglige. I de opgør tabte arbejderbevægelsen op gennem 80’erne og de tidlige 90’ere det ene slag efter den andet på trods af heroisk modstand. Velfærdsgoderne blev reduceret skridt for skridt. Privatiseringen blev rullet ud om end i uegalt tempo. Arbejdsforholdene blev forringet og de faglige rettigheder begrænset, eller også blev der kørt hetz mod arbejderbevægelsens almindelige kampmidler. De kollektive organisationsformer blev udfordret af den ekstreme individualisme. Og i hver fase gik de socialdemokratiske partier og de faglige ledere på kompromis – altså på retræten. I visse lande som Tyskland og England gik de socialdemokratiske regeringer oven i købet i spidsen i opgøret med de faglige rettigheder mv. (Tony Blair og Gerhard Schröder)

Kort og godt er neoliberalismen ikke blevet injiceret i de kapitalistiske samfund. Der har foregået en mangeårig klassekamp over flere tiår, som de herskende klasser og deres politiske og administrative ledere har vundet, og de øvre dele af middelklassen har bidraget til at cementere sejrene gennem deres forsøg på at tilpasse sig det ”nye moderne” – klassernes opløsning i ”videnssamfundet” – og redde sine privilegier. På den led har arbejderklasserne og de brede lønmodtagergrupper ikke bare tabt i økonomisk og social forstand. De er blevet politisk forarmet. De har mistet deres politiske udtryk og grundlag for at forstå det samfund, der er blevet så radikalt forandret. De har mistet deres faglige organisationer og kollektive selvforståelse og kampkraft, og de har mistet troen på at repræsentere noget som helst, der peger fremad.

De er ikke blevet ladt tilbage, som fortællingen ellers går på. De har mistet troen på egne visioner og evne til at gå fremad og i front og overskride den neoliberale horisont.

Vi taler ikke om forræderi eller svigt, men om, at de partier, arbejderklasserne og de brede lønmodtagere havde skabt, ikke havde en horisont, der rakte længere end til indenfor efterkrigstidens ”socialliberale verdensorden” at sikre arbejderne og den lavere middelklasse en velfærdsstat og en national tryghed, som de aldrig havde haft før. Omkostningen var, at stat, bevægelse og program voksede sig så meget sammen med den almene kapitalistiske udvikling og logik, at de samme partier og arbejderklasser stod uden alternativ strategi, da kapitalismens krise bed sig fast i 70’erne og satte en global stopper for den sociale reform.

De nævnte kampe og de endelige nederlag skal opfattes om medvirkende årsag til, at kapitalismen i de dominerende lande har kunne gå fra det ene konjunkturtilbageslag til det andet og fra finanskrise til finanskrise fra 1982 og frem uden de helt store og alvorlige rystelser på verdensmarkedet og indenfor de enkelte nationalstater. Faktisk har der i samme periode været flere mindre opsving, uden de har gavnet lønmodtagerne. Men nu 9 år efter ”den store recession”, hvor verden døjer med lavvækst, er det afgørende spørgsmål i virkeligheden, om den kapitalistiske vækst kan generere et nyt og robust opsving uden en ny og meget drastisk omstrukturering af en mere gennemgribende karakter end den, der begyndte i 1978 og sluttede i 2008?  

Kampen om en ny verdensorden

Spørgsmålet indebærer et svar på, om den kapitalistiske omstruktureringsproces, der blev indledt i 70’erne og nu kaldes ”globaliseringen”, overhovedet kan tilvejebringe den kapitalsanering og profitgrundlag, der skal til for, at der igen kan skabes global vækst, ”som løfter alle bådene og ikke kun nogle få” – Pareto princippet, som borgerskabet hidtil har dyrket.

Hvis der skal mere til, hvis der skal saneres voldsomt i de zombivirksomheder, som OECD skriver om, hvis der skal gennemføres sanering af den globale gæld, trænger det spørgsmål sig i forgrunden, om disse meget radikale ændringer overhovedet kan gennemføres uden en ny voldsom økonomisk krise, radikale ændringer af de internationale institutioner og magtkonsensus, yderligere forringelser af arbejderklassernes vilkår og afgørende ændringer af de politisk-militære magtforhold på verdensmarkedet og en ny verdensorden, som hverken er socialliberal eller neoliberalistisk. (en nylig undersøgelse viser til stor furore, at der i den vestlige verden er en svindende tilslutning til demokratiet).

Måske er vi allerede midt i en vanskelig gennemskuelig transformationsproces, som på overfladen slår igennem som evindelige rystelser eller handlingssvækkelse i de politiske og institutionelle systemer (eks. Nato, EU, FN, WTO). Verdensmarkedets tidligere så magtfulde internationale institutioner taber indflydelse. Førhen var f.eks. IMF’s beslutninger lov. Det er ikke tilfældet længere, og indenfor alle de internationale organer foregår positionskampene mellem den gamle verdensordens ledere og udfordrerne (Kinas udfordring af USA i IMF). De mange småkrige afslører, at det internationale samfunds konfliktløsningsmekanismer er kørt fast, og regeringerne kan ikke længere kan garantere sine borgere økonomisk, social og politisk tryghed og mindst af alt en lovende fremtid.

I dette komplekse billede af modsætninger, hvor uforudsigeligheden er fremherskende, bør det ikke overraske, at dele af arbejderklassen og dele af middelklassen i vrede og manglende tro på egen formåen og perspektiv opgiver klassekampen og søger fremtiden varetaget af en treenighed mellem den stærke nation, den stærke stat og den handlekraftige og stærke leder, hvor nation, folk og arbejderklasse smelter sammen til en enhed. Og hvis de samme ledere som Trump så kan håne og spotte de siddende magthavere, som det ikke er lykkedes arbejderklasserne og deres organisationer at bekæmpe, så kan det opleves som en form for revanche, som styrkes for hver gang det bedre borgerskab, de fornuftige liberale demokrater og de polerede ideologer og statsbureaukrater svarer igen og udstiller det vulgære, det kaotiske og amatøragtige hos de populistiske bannerførere.

Efter denne overordnede analyse, er pointen den simple, at en Trump, en Marine Le Penn, en Frauke Petri, en Nigel Farage ikke kan bekæmpes som samfundsmæssige udskud, eller som personificeret samfundspatologi og anomalier. Tværtimod er de vokset frem i en generel samfundstilstand, hvor de konkrete kapitalistiske samfund og den kapitalistiske verdensorden har nedslidt sin egen indre sammenhængskraft og taget centrum-venstre med sig i faldet. De er ikke en sideeffekt - men er den aktuelle samfundsmæssige udvikling.

Konklusionen bliver så, at hvis Trump-administrationen forsætter, hvad den har påbegyndt, indvarsler det alles kamp mod alle på verdensmarkedet med fare for handelskrig, protektionisme, skånselsløs kamp om arbejdspladser, et ræs mod bunden på arbejdsmarkederne og evindelige små militære sammenstød eller provokationer, der kan udløse utilsigtede større sammenstød (f.eks. konflikten om Taiwan), og så giver det også sig selv, at det haster gevaldigt med at få udviklet den politiske og organisatoriske kraft i arbejderklasserne og middelklasserne, som på et transnationalt grundlag kan påtage sig at organisere modstanden mod kapitalens omstrukturerings- og vækstvanvid og udfolde visionen om et alternativ til endnu en verdensorden, der vil betyde tilbageslag for generationers livsvilkår.

Modstanden bliver klassekamp

Problemet er nok, at arbejderbevægelsens defensiv har varet i så mange år, at mange på venstrefløjen vil kalde ambitionerne det håbløse og monstrøse. Ud over defensivens modermærke har holdningen vel også sit udspring i den aktuelle og omfattende fokusering på populismens brutale ansigt og autoritære tendenser, som ofte skygger dens nok så interessante og potente bagside: Populisterne kan ikke i den historiske situation, der er ridset op, træde frem, som eksempelvis arbejderklassens repræsentanter uden at hive begrebet arbejderklasse frem fra gemmerne. De kan heller ikke føre folkets kamp, uden at genoplive klassekampen som begreb og perspektiv, og de kan ikke gennemføre masseoptog og massemobilisering uden at genformulere kollektivets og solidaritetens fortrinsstilling.

Det er disse indre tendenser og følgevirkninger af populismens fremdrift, som de herskende klasser og deres fortalere og magtfortolkere i den øvre middelklasse frygter. De frygter ikke populisterne, selv om de væmmes ved deres vulgaritet. Det er de samme følgevirkninger og manifestationer, der bringer forvirring ind i de socialdemokratiske rækker og spalter partierne i to fløje. En fløj som stædigt klynger sig til forestillingerne om, at man kan fortsætte en mildere udgave af den neoliberale politik og ”skygge” populisterne på ”værdipolitikken”. Og en anden fløj, der er i vækst og fremgang over landegrænserne, som leder efter et frugtbart opgør med ikke bare den neoliberale orientering men også med den nostalgiske og defensive glorificering af velfærdsstaten, som dybest set undergravede den socialistiske strategi og ånd.

Disse to fløje kæmper om alt lige fra kritikken af kapitalismen til udformningen af fremtidens europæiske sociale og demokratiske union. Samme linje folder sig ud indenfor fagbevægelsen. Ikke kun i Europa. Men også i USA. Flere steder i Latinamerika og i Asien.

Hvad der her kun kan indikeres, skal ikke fortolkes som en drøm om at genoplive den gamle arbejderbevægelse, som den var. Der er tale om det modsatte. Om indvarslingen af et opgør med eurocentrismen som forudsætningen for identificere og udvikle den enorme politiske og sociale kraft, den globale arbejderklasse udgør. Den har aldrig været større, og aldrig været stærkere, fordi den som konsekvens af verdensmarkedets udvikling, væksten i den internationale arbejdsdeling og stærke markedsintegration med nogle forholdsvis få greb kan sætte hele samfunds- eller industrisektorer under pres. Havnearbejderstrejken i Californien viste blandt andet - og det gør de mange arbejdskonflikter i Kina også - hvor sårbart et system, den moderne kapitalisme er blevet.

Men den kraft kan meget vanskeligt frigøre sig fra den nationale splittelse og aktuelle afhængighed af de nationale borgerskaber, hvis venstrekræfterne (socialisterne?) i arbejderbevægelserne i Europa og USA ikke frigør sig fra deres eurocentrisme og leder efter konkrete kampmål og kampmetoder sammen med deres ligestillede rundt om i verden – regionalt, sektorialt og transnationalt. En VW er et transnationalt produkt. Ikke et tysk. Det samme gælder for iPhone osv.

Hvis venstrefløjen (socialister?) skal overvinde irrelevansen, må den for det første opgive sin moraliserende antipopulisme og indse, at den selv bidrager til populismens vækst ved at sidestille identitetspolitik med klassepolitik, og ved at dyrke en forsnævret og romantiseret nationalisme og en førkapitalistisk modstilling af ”folk-elite”. Venstrefløjen må gøre op med sin primitive kapitalismekritik og opgive enhver drøm om at udplacere de socialdemokratiske bevægelser og partier. De vil være der, lige så længe arbejderklasserne finder grundlag for at tro på, at kapitalismens kan reformeres. At der så hersker udtalt forvirring blandt socialdemokraterne og oven i købet voldsomme indre kampe om fremtidens vej, er vel på den anden side det bedste udgangspunkt for at opbygge og forme den enhedsbevægelse, der kan blive den eneste virkelige kraft, som kan samle til kamp mod det politiske- og økonomiske kaos, der har skabt en Trump som præsident, og som han og de andre populistiske ledere ikke kan andet end forstærke.

For enten forfølger de loyalt deres egne valgløfter og forstærker kapitalismens politiske og økonomiske modsætninger, eller også bøjer de af, fordi de alligevel ikke har styrken til at disciplinere deres egne herskende klasser, og så er klassekampen åbnet nedefra og op. Ingen kapitalistisk krise er nogen sinde løst økonomisk. Men ingen klassekamp er heller vundet, hvis kampen mod kaos og undertrykkelse ikke hæver sig over protesten og giver svar på de problemer, der skal løses.