CETA- en trussel mod fagbevægelse og velfærd
Af Maja Føgh

Offentliggjort: 15. december 2016

Kampen for gode og bedre arbejdsvilkår har fået en civilisationskritisk drejning og kritikken fra fagbevægelsens side bør ikke længere afholde sig fra at være politisk og konfronterende. De arbejderrettigheder, der kæmpes for, kan ikke skarpt adskilles fra kampen for menneskerettigheder, for beskyttelsen af miljøet, for social og sundhedsmæssig sikkerhed og for at minimere de risici, der er forbundet med menneskeskabte klimaforandringer. Forhold, som alle er udfordret af de nye frihandelsaftaler. Som interesseorganisation, der ønsker indflydelse på konkrete politiske tiltag, som handelsaftaler jo er, er det nødvendigt at pege på de konkrete mangler, der er i udformningen af en handelsaftale, og de elementer og mekanismer, der udfordrer medlemmernes demokratiske  rettigheder, sociale sikkerhed og helbred.

De nye transatlantiske frihandelsaftaler, TTIP og CETA er blevet politisk hotte emner i den forstand, at de har været genstand for en bredere opmærksomhed og en mere indgående kritik end mange andre frihandelsaftaler, EU har forhandlet og godkendt. CETA (Comprehensive Economic and Trade Agreement) står for aftalen mellem EU og Canada, mens TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) er den endnu ikke færdigforhandlede aftale mellem EU og USA.

Centralt i kritikken står den generelt og traktatbestemte beskyttelse af investorer og private virksomheder over for stater via et internationalt domstolssystem (ISDS/ICS).  ISDS står for Investor-State-Dispute Settlement og ICS for Investment Court System. En pointe i kritikken og bekymringen er, at beskyttelsen ikke gælder den modsatte vej.

Bekymringen for, at denne særrettighed skal afstedkomme en omfattende deregulering af de lov- eller konventionsbestemte normer og regler, der beskytter befolkningernes levevilkår, er baseret på negative erfaringer fra EU-medlemskabet (supranational økonomisk styring, udflytning af arbejdspladser og løn-dumping), og på at disse aftaler er blevet udformet og forhandlet pr. mandat. Et mandat, der var afgivet uden debat i parlamentariske forsamlinger og forhandlingstekster og forhandlingsudspil, som hverken de folkevalgte politikere eller offentligheden har haft legitim adgang til.

Man skal ikke underkende, at et væsentligt grundlag for den folkelige mobilisering mod frihandelsaftalerne i hele EU har været befolkningens oplevelse af ikke at blive lyttet til - det, man med et finere ord kalder ’demokratisk underskud’.  Samtidig har de europæiske befolkninger efter indtræden i EU-frihandelsområdet, kun meget kortvarigt oplevet den lovede økonomiske fremgang og en større social udligning internt og medlemsstaterne imellem.  I kølvandet på de kun delvist indfriede løfter fulgte en ovenfra dikteret statslig spare- og nedskæringspolitik og et stigende pres på lønninger, arbejds- og levevilkår. I mange EU-borgeres optik truer EU-aftalerne med at tage langt mere tilbage end der er blevet givet.

Man skal ikke være blind for, at den folkelige modstand mod de nye handelsaftaler derfor ikke kun er funderet på venstrefløjens kapitalismekritik, men også på en stigende frygt for globaliseringens fortrædeligheder og en romantisering - og fortrængning - af de sociale, miljømæssige og kulturelle tilstande, som de oprindelig var. Én ting er at være enige om, hvad man ikke vil have: Et fortsat neoliberalistisk regime og en frihandel, der kun varetager de store multinationale selskabers og investorers interesser - en anden ting er at blive enige om, hvilke krav man skal stille til en fælles fremtid og hvor omfattende dette fællesskab skal være. Skal man se protesten og mobiliseringen mod de nye frihandelsaftaler som en anti-globaliserings og protektionistisk bevægelse - eller som et krav om at bremse op for globaliseringens umenneskelige og miljønedbrydende følger ved at indføre en strammere regulering af finanskapitalen, en stærkere implementering af FN konventionerne og en øget demokratisk kontrol med produktion og samfundsudvikling?

Efter min mening bør protesten følges op af konkrete krav på de områder, som implementering af de nye frihandelsaftaler med deres deregulering og privatisering/kommercialisering af fælles sociale tjenesteydelser medfører; det gælder også områder som kommunikation og kultur - og det er essentielt, at disse krav stilles internationalt og i solidaritet med de befolkninger, handelsaftalerne omfatter og berører.

CETA I SKYGGEN AF TTIP OG OMVENDT.

I mobilisering af modstanden mod de transatlantiske handelsaftaler stod CETA, aftalen mellem EU og Canada, længe i skyggen de igangværende forhandlinger om aftalen mellem EU og USA, TTIP, der først blev indledt juli 2013. CETA blev udformet og forhandlet bag lukkede døre i perioden 2009-2013 (Barroso og Harper), men aftalen ansås længe for at være ukontroversiel – eller snarere: Man mente, at de mest kontroversielle dele af CETA ville blive overført til den endnu igangværende, men senere, i starten af 2013 påbegyndte handelsaftale mellem EU og USA (TTIP), der forventedes afsluttet allerede med udgangen af 2014. Bl.a. derfor trådte TTIP fra starten i forgrunden, og et krav om at sætte stop for TTIP-forhandlingerne indebar også en afvisning af CETA.

Det var særlig forhandlingerne med USA om harmoniseringsbestræbelser, dvs. påvirkning af lovgivning, regulativer og standarder via nedsættelse af  reguleringsråd  ( RCC)  og den i baggrunden lurende risiko for ISDS-sager, der vakte offentlighedens og civilorganisationernes, herunder fagbevægelsens kritiske interesse. Hertil føjede sig kravet om øget gennemsigtighed og demokratisk påvirkning.  Især  miljøbevægelser og forbrugerbevægelser var fremme i skoene, fordi USA’s kriterier for behandling af miljøtrusler og fødevaresikkerhed var anderledes og svagt reguleret. Den europæiske fagbevægelse sluttede sig tidligt til modstanden og selv LO forholdt sig skeptisk  over for TTIP, fordi knægtelsen af fagbevægelsen og arbejderrettigheder i USA (og de lande, USA indgår handelsaftaler med), er legendarisk.

TTIP-forhandlingerne gik imidlertid langsommere end forventet, og en strøm af lækager afslørede efterhånden et billede af et aftaleindhold, der levede op til skeptikernes og kritikernes værste forventninger. I 2014 nægtede det franske handelskammer at underskrive TTIP pga. ISDS-mekanismerne og det samme gjorde sig gældende for den tyske handels- og udenrigsminister, der kun ville underskrive TTIP, hvis ISDS blev udeladt. I en tale til EU-parlamentet forsikrede Juncker, der havde afløst Barroso, at han   ”ikke ville acceptere ydre begrænsninger for medlemsstaternes muligheder for selv at mægle i deres egne industrielle tvistigheder”. Det kom så til at betyde, at de kontroversielle bestemmelser om ISDS-tribunaler, blev afløst af en revideret udgave: ICS ( Investment Court System), med en indbygget appelinstans, hvor det er handelspartnerne og ikke investorerne, der udpeger voldgiftsmændene.  Der er dog stadig tale om at både klage- og appelsager behandles fra sag til sag i tribunaler efter investor-beskyttelses-reglerne, således som de er udformet i handelstraktaterne.

Det var først, da TTIP forhandlingerne i løbet af 2015-16 begyndte at gå i stå, at CETA blev skubbet i forgrunden. Aftalen med Canada skulle hastes igennem. Der blev byttet aftaletekster den anden vej: ICS forslaget fra TTIP blev overført til CETA (29.1.2016); kapitler blev omformuleret, og der blev forfattet et forord ( præambel) og en protokol ( fortolkningspapir) i løbet af 2016, der skulle berolige skeptikerne. Det væsentlige indhold i disse traktater blev der ikke ændret på, hvilket nok skal tilskrives den amerikanske forhandlers insisteren på, at hvis ikke ISDS-bestemmelser indgik i traktaten, var USA ikke interesseret i at forhandle en TTIP-aftale.  Det ville betyde, at også andre kapitler måtte tages ud af aftalen. Forhandlingerne om TTIP blev sat på ’stand-by’ sommeren 2016.

Her er det man skal være opmærksom på, at CETA kan fungere som en bagdør for amerikanske, og stort set alle multinationale virksomheder via datterselskaber i Canada til at gøre indsigelse mod standarder og regler i Europa, der kommer på tværs af deres økonomiske interesser.

De politiske beslutningsprocesser er nu kommet så langt, at CETA under stor dramatik og modstand fra Vallonien/Belgiens side blev underskrevet af EU og Canada i Bruxelles, den 30.10.2016. Den sættes til afstemning i parlamentet formentlig februar 2017. Afstemningen i parlamentet bliver afgørende for om dele af aftalen - dog uden ISDS/ICS-bestemmelserne - træder midlertidigt i kraft indtil alle medlemslande har ratificeret CETA i dens helhed. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på regeringers og EU’s politiske tiltag for at opfylde de målsætninger traktaten indeholder.

HVAD HANDLER KRITIKKEN AF FRIHANDELSAFTALER GRUNDLÆGGENDE OM?

I min indledning har jeg antydet, at der er en forskel i det politiske grundlag for protest og modstand mod de nye frihandelsaftaler.

Venstrefløjens politiske interesse for frihandelsaftaler bunder i en historisk kapitalismekritik, herunder især en ekstensiv udnyttelse af uorganiseret arbejdskraft og en uhæmmet udnyttelse af naturressourcer – uden oprydnings- eller erstatningspligt for skader påført de lande, man indgår aftaler med. Øget verdenshandel med frihandel som omdrejningspunkt, skabte større rigdom i de lande, der i forvejen var rige og havde råd til at investere, hvor den teknologiske udvikling var længst fremme og hvor arbejderne var bedst organiserede, men førte både til store miljøkatastrofer, arbejdsløshed og fald i den almindelige befolknings levestandard, fordi store dele af den lokale produktion og handel efterhånden blev udkonkurreret af billigere importvarer. Fordelen for mindre industrialiserede lande var, at der kom investeringer og ny teknologi  til landet, men ofte helt på investorernes betingelser, ligesom beskæftigelsesbehovet altid kom til at halte efter den udvikling, investeringerne skabte, med øget fattigdom i landområder og større proletarisering i byerne til følge. Andre ulemper var, at det primært var de lokale magthavere og deres familier, der blev beriget, at vareudvekslingen forblev skæv, og at der ikke sjældent blev brugt vold, fængsling og tortur i de lokale arbejderes forsøg på at organisere sig og stille selv beskedne krav. Økonomen Ha Jong Chang har skrevet en fremragende bog om frihandelens historie: ”Kicking the Ladder (2002) 

Tingene har ændret sig en smule, men også kun en smule.  I løbet af 60’ernes og 70’ernes globale opsving, kom der større modspil fra de involverede partnerstater og flere organiseringstiltag blandt arbejdere, hvis regeringerne tillod det.   Miljøorganisationer begyndte at interessere sig for klodens økologiske tilstand og fagbevægelsen for forholdene i de såkaldte U-lande. Som modspil krævedes regler og normer for arbejdsforhold via FN, de såkaldte ILO –konventioner, ratificeret. Men selv om det lykkedes, betød det ikke nødvendigvis, at de trådte i kraft eller blev respekteret.  Den borgerlige myte om frihandelsaftalers frigørende og forgyldende virkning synes dog at være meget bestandig. Men frihandel er nu engang ikke det samme som ’fri handel ’, dvs. handel uden toldmure, og ligger i sine intentioner meget langt fra ’fair handel’, der er baseret på miljøhensyn,  kædeansvar, og respekt for arbejderrettigheder.

NYE TIDER FOR VÆKST OG VERDENSHANDEL.

Da væksten og verdenshandelen begyndte at falde for ca. 30 år siden, indførte Verdensbanken et system, der skulle yde særlig beskyttelse til investorer, især den internationale kapital, bestående af multinationale firmaer og koncerner, kapitalfonde, investeringsfirmaer.  Dette system er kendt som ISDS-systemet - et internationalt voldgiftstribunal, hvor domsmændene er hentet fra den samme pulje af snævert rekrutterede private advokater, nemlig ICSID- serviceorganet, der er en underafdeling af Verdensbanken. I 2013 var antallet af ISDS-sager steget med 40 flere end der tilsammen havde været i de foregående 25 år, hvor serviceorganet havde været aktivt. Her stod 10% af de udpegede domsmænd for 50% af de rejste ISDS-sager.

De fleste bilaterale og multilaterale handels- og investeringstraktater indeholder i dag en ISDS-mekanisme i en eller anden form. Om formen hedder ISDS ( Investor-State-Dispute Settlement), eller ICS ( Investment Court System, som i CETA og TTIP, gør ikke nogen forskel. Der er stadig tale om en behandling af konflikter fra sag til sag, og domsmændene udpeges fra samme lille kreds af elite-advokater, der også er rådgivere for industrien og kapitalfonde.

Derved er ikke alene frihandelsaftaler, der indeholder bestemmelser om ISDS /ICS tribunaler, men også traktaternes erstatningskriterier og krav om udvidelse af markederne gennem liberalisering gjort til et demokratisk problem.  Det sættes netop i relief af, at frihandelsaftaler nu ikke længere indgås mellem de rige lande og lande med let udskiftelig, billig arbejdskraft og - i investorernes optik usikre retssystemer. De nye frihandelsaftaler, indgås mellem moderne, teknologisk udviklede retsstater, hvor demokratisk parlamentarisme er den fremherskende styreform. Det tjener hos tilhængerne som argument for, at befolkningerne i EU og Canada ikke har noget at frygte for med de nye frihandelsaftaler, men hvorfor så bevare ISDS-mekanismen?

Ser vi på det europæiske landskab som mange års neoliberalistiske politik har sat sit præg på, står det slet ikke så godt til. I EU-frihandelsområdet er der ikke sket den integration af lighed i muligheder og levevilkår, som man havde håbet på. I de sydeeuropæiske og østeuropæiske lande er arbejdskraftreserven, navnlig blandt unge vokset betydeligt, og ældre arbejdere har svært ved at beholde deres job samtidig med at pensionsalderen er blevet sat op. I UK blev fagbevægelsen smadret i løbet af Thatcher-regimet og arbejdskraften hårdt presset af den globale konkurrence og indvandrende arbejdskraft. UK er nu på vej til at melde sig ud af EU. Tyskland har klaret sig rimelig godt, men både sammenlægningen af Vesttyskland med DDR og indvandrende arbejdskraft også fra lande uden for EU blev en udfordring, og mange tyskere kan i dag ikke klare sig med kun 1 job. De fleste lande har oplevet en nedgang i fagbevægelsen. I Sverige, det land med højeste organiseringsprocent, skete det allerede i løbet af 90’erne; også Danmark har oplevet fald i samme periode og der er opstået en række fagforeninger, der ikke tiltræder strejkeretten.  De senest optagede stater som Polen, de baltiske lande, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Rumænien er lavtlønsområder, hvor fagbevægelsen har ”holdt pause” under de regimer, der mente, at der ikke længere var brug for den. Dette åbner i princippet, godt bakket op af en lovgivning, der begunstiger investor- og arbejdsgiversiden, op for pres på både lønninger og arbejdsvilkår.

ISDS-mekanismen står da heller ikke alene. Den spiller fint sammen med de i traktaterne indbyggede reguleringsbestemmelser, der er i investorernes favør, og giver dem carte blanche til at gribe ind i enhver form for lovgivning eller beredskab, der øger deres omkostninger, påvirker deres forventede indtjening negativt eller sætter begrænsninger for de områder, det er muligt at privatisere og investere i.

HVOR GODT ER DANSKE LØNARBEJDERE BESKYTTET?

Spørgsmålet om, hvor godt danske arbejdstagere er beskyttet af ILO konventionerne er naturligvis relevant i forbindelse med Danmarks ratificering af en frihandelsaftale, der yderligere forstærker investorers, dvs. arbejdsgiversidens påvirkning af den sociale og strukturelle udvikling.

Et eksempel er ILO konventionen om arbejdsklausuler i offentlige kontrakter ( nr. 94). Den blev ratificeret af Danmark i 1957, men trådte først i kraft ved regulering ( Cirkulære 9471) i 2014. Den trådte ”fuldt” i kraft på det statslige område, men på det kommunale kun inden for Bygge- og anlægssektoren; for alle andre opgaver gjaldt den ikke. Her kom den så i karambolage med en anden frihandelsaftale, nemlig EU. Ifølge udstationeringscirkulæret ( 849 af 21/7 2006) kan nr. 94 kun implementeres ved enighed mellem arbejdsmarkedets parter. Da Danmark kun har en overenskomstbaseret mindsteløn, skal mindsteløn reguleres alene af arbejdsmarkedets parter. Udstationeringsloven hjemler altså ikke adgang for en offentlig arbejdsgiver til at stille krav om anvendelse af kollektiv overenskomst, og en kommune kan ikke kræve, at en leverandør har indgået overenskomst med en dansk fagforening. Dette vil være i strid med ikke alene EU traktaten, men også med dansk lov om forbud mod forskelsbehandling - af arbejdsgivere, vel at mærke. Her skal man så bide mærke, i at CETA-aftalen betyder en yderligere beskyttelse af arbejdsgiversiden. 

Spørgsmålet om arbejdsklausuler i offentlige kontrakter er særlig relevant i forhold til at Danmark i CETA-aftalen ikke har taget forbehold for offentlige tjenesteydelser inden for stort set alle områder, der i dag varetages af det offentlige: Sundhed, pleje- og omsorg, energi-, varme og vandforsyning, affaldshåndtering, undervisning. CETA anbefaler en liberalisering af offentlige tjenesteydelse og indkøb efter ”frivilligheds-princippet”.  Liberaliseringen kan naturligvis ikke påtvinges på anden måde end gennem dansk lovgivning, men i lyset af den offentlige nedskæringspolitik, der især har været ført under liberale regeringer, er der i disse sektorer ”opstået” et stort behov for investeringer udefra.

Fristelsen til at imødekomme CETA’s anbefalinger om private investeringer i leverandørleddet vil være tungtvejende.  Med CETA’s  stilstands- og skraldenøgleklausul : Én gang privatiserede tjenesteydelser kan ikke tilbageføres i offentlig regi, er der med en ratificering og implementering af CETA sikret en fremadskridende og permanent kommercialisering af offentlig service.

For en betragtelig del af de danske lønmodtagere, også dem, der indgår i offentlig-private partnerskabsaftaler, kan det betyde, at standarder for løn og arbejdsvilkår presses i bund. Regeringer, der fører en neoliberalistisk politik, vil med glæde overlade ansvaret og opgaverne til private arbejdsgivere og spare ”statshusholdningskassen” for udgifter.

Den offentlige sektor har været et traditionelt arbejdsområde for sundheds- og omsorgsarbejdere, undervisere, forskere, kommunikations- og kulturmedarbejdere, der har haft relativ tryghed i ansættelsen.  Med yderligere nedskæringer og øget privatisering risikerer ansatte her at blive skubbet ud i det såkaldte ’prækariat’ bestående af lønmodtagere på deltid, flekstid eller med individuelle korttidskontrakter. Konsekvenserne af CETA kan blive en ”harmonisering” af arbejdsvilkårene for alle faggrupper efter laveste standarder.

Kun mindre fagforbund og enkelte lokalafdelinger under LO har offentlig afvist de nye frihandelsaftaler og det er ikke lykkedes at få LO til at frembringe et holdnings-papir, der kan sammenlignes med DGB’s eller den canadiske fagbevægelse.  Af større fagforbund inden for LO har FOA afvist CETA, 3 F forholder sig skeptisk og udenfor LO er fagforbundet PROSA modstander af aftalen.

FAGBEVÆGELSENS BIDRAG TIL KRITIKKEN AF CETA.

På begge sider af Atlanten er fagbevægelsen gået i brechen for at modsætte sig indgåelse af frihandelsaftaler, der ikke bare drejer sig om handel med varer, men også om handel med arbejdskraft og særlige retslige privilegier til investorer.

DGB  (Deutsche Gewerkschaftsbund) var med sine over 6  mill medlemmer blandt de første fagsammenslutninger i Europa, der efter sin 20. landskongres i 2014 officielt  publicerede sin holdning til CETA i en tekst, der rummer en detaljeret analyse af aftalens indhold. Den var også særdeles aktiv i den mobilisering, der medførte store demonstrationer i Tyskland. Som organisation har den aktivt forsøgt at påvirke den tyske forbundsregerings holdning til de nye frihandelsaftaler.

DGB’s holdning var og er, at CETA ikke kunne accepteres, sådan som den var udformet. Analysen stiller skarpt ind på de juridiske aspekter af aftalen og refererer også til erfaringer med andre internationale aftaler.

Fagforbundets begrundelse for afvisningen er sammenfattet i 3 hovedpunkter.

  • CETA indeholder ingen regler for beskyttelse og forbedring af arbejdstagerrettigheder, der i realiteten kan gennemføres.
  • CETA indeholder et problematisk kapitel om investorbeskyttelse og særlige klagerettigheder for investorerne over for stater.
  • CETA medfører en liberalisering af tjenesteydelser via opstillingen af en negativliste og beskytter ikke offentlige tjenesteydelser i tilstrækkelig grad.

ARBEJDERRETTIGHEDERS STATUS I FRIHANDELSAFTALE OG SPECIELT I CETA.

Det særlige ved DGB’s indsats er en juridisk gennemgang af, hvilken status arbejderrettighederne har i handelsaftaler, der indeholder investorbeskyttelse.

Endnu inden CETA fik sin endelige udformning , blev aftaleteksten publiceret i 2014 med henblik på oversættelse og juridisk gennemgang af Kommissionens eksperter – ikke med henblik på at vurdere arbejderrettigheders juridiske gyldighed, men kun hvorvidt aftalen kunne vedtages uden medlemsstaternes godkendelse, dvs. var en rent EU-anliggende.

DGB’s analyser viser, at der efter december 2014 fra forhandlernes side blev ændret i aftaleteksten. Dels blev det kontroversielle ISDS-system indkapslet i et nyt system med en appelmulighed, ICS – en konstruktion, der var hentet fra EU-Kommissionens udspil i forhandlingerne med USA om TTIP. Dels fik de underafsnit om handel og arbejde, der dannede udgangspunkt for DGB’s analyse, et særskilt kapitel, Kapitel 23.  Denne revision af CETA ændrer imidlertid intet ved det ulige magtforhold, der hersker mellem kapital og arbejde og DGB har da også fastholdt sin oprindelige holdning til CETA i et senere standpunkt, publiceret 5.4.2016.

Der tilbydes forsat ikke sanktionsmuligheder for opretholdelse af selv de mest elementære ILO-rettigheder. Risikoen for flere klagesager mod medlemslande er tilmed øget, eftersom små og mellemstore virksomheder ved revisionen af ISDS-systemet nu også har fået adgang til voldgiftssystemet. I sin revision af CETA har Kommissionen tydeligvis taget mest hensyn til arbejdsgiversiden og ignoreret lønarbejdersiden, hvilket er i god overensstemmelse med EU’s arbejderfjendtlige politik.

På baggrund af DGB’s fastholdte kritik af CETA som et eksempel på frihandelsaftaler, der undergraver arbejderrettigheder, har også andre fagorganisationer kunne supplere og tilslutte sig modstanden, men langtfra alle. LO i Danmark er bl.a. mere positivt stemt efter revisionen og tilføjelsen af en fortolknings-protokol. Det kræver imidlertid kun få opslag at få indblik i, at retsvidenskabelige kontroverser omkring fortolkning af tekster og bestemmelser i handelsaftaler har fundet sted så længe international handel har eksisteret.

Det er slet ikke usædvanligt at indføje kapitler om bæredygtighed, herunder arbejdsvilkår og miljøhensyn i europæiske handelsaftaler, skriver DGB’s jurister.  Kapitel 23 i CETA om ’handel og arbejde’ henviser til de forpligtelser, der blev stadfæstet i 1998 for medlemmer af den internationale arbejderorganisation, ILO, og omtaler endda de grundlæggende principper og rettigheder, der gælder for arbejde. Handelsparterne forpligter sig ligeledes til at ”forstærke bestræbelserne på at godkende ikke-ratificerede kernearbejdsnormer.” Denne formulering stiller imidlertid ingen krav om forpligtelser til en faktisk ratificering eller overholdelse af disse kernearbejdsnormer.

Udover såkaldt ”frivilligt” reguleringssamarbejde giver CETA mulighed for nedsættelse af ekspertudvalgs og civilorganisationers, herunder fagbevægelsens overvågning af bæredygtighedsstandarder. Til sammenligning fremdrager DGB erfaringerne fra EU’s aftale med Sydkorea – en aftale, der nu har været i kraft i 5 år. Også her blev der indført et bæredygtighedskapitel og en bestemmelse om, at der skulle dannes nationale rådgivningsgrupper, der befatter sig med klager over overtrædelse af kapitlet. I Sydkorea-aftalen viste bæredygtighedsaftalerne sig at være et utilstrækkeligt beskyttelsesgrundlag, hvilket får DGB til at konkludere: ”CETA rummer ingen nævneværdige forbedringer, der på nogen måde kan måle sig med eller dæmme op for den generelle voldgiftsmekanisme, der giver hjemmel til udelukkende at behandle overtrædelser af de dele af traktaten, der handler om investorbeskyttelse.”

Endnu mere skræmmende er erfaringerne med en aftale, der nu har eksisteret i over 20 år: Den nordamerikanske aftale om samarbejde om arbejdsforhold NAACL (North American Agreement on Labor Cooperation).  NAACL opstod som sideaftale til den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA mellem Canada, USA og Mexico. Denne aftale har ikke har været til gavn for fagbevægelsen og dens medlemmer, for slet ikke at tale om de store grupper af ikke-organiseret arbejdskraft, der har jobs i disse lande.

Grundproblemet i CETA er, at reglerne i kapitel 23 ikke er udformet på en sådan måde, at de kan gennemføres.  Der er ingen voldgiftsmekanisme i traktaten, der beskytter arbejdskraften og arbejdstagerrettigheder. I stedet har man indført en særlig procedure, hvor en klage, fremsat på baggrund af en overtrædelse af kapitel 23, udvirker, at der nedsættes et ekspertudvalg. Dette skal slå fast, hvorvidt der faktisk foreligger en overtrædelse. Der er i traktaten ikke fastsat nogen tidsramme for dette arbejde og en udvalgsberetning kan let komme op på at fylde 500 sider. Aftaleparterne skal så herefter diskutere beretningen og finde frem til løsningsmuligheder eller opstille en handlingsplan for at løse problemerne. Mens rapporten behandles, kan der være sket uoprettelige skader på menneskeliv og hverken menneskerettigheder eller forsigtighedsprincippet er skrevet ind i CETA. Som DGB skriver: ”Der er ikke forudset hverken finansielle eller handelsmæssige sanktioner, når det drejer sig om den type overtrædelser.”

På baggrund af DGB’s analyse af CETA kan man konkludere, at kapitlet om ’handel og arbejde’ i realiteten fungerer som en slags sideaftale uden juridisk tyngde og gennemslagskraft. Fagforbund, der ønsker at beskytte sine medlemmers interesse, sundhed og liv, værne om kernearbejdsnormerne eller udvide de ansattes rettigheder, herunder kompensation for overskridelser af samme, bør tage denne advarsel til sig og afvise CETA og lignende handelsaftaler.

DEN CANADISKE FAGBEVÆGELSE ER SOLIDARISK MED DEN EUROPÆISKE.

Også den canadiske faglige sammenslutning CLC (Canadian Labour Congress)med 3,3 mio. medlemmer, der længe og vedvarende har kritiseret den føderale regering i Canada for ikke at implementere ILO’s kernerettigheder, har på baggrund af erfaringerne med NAFTA, frihandelsaftalen mellem USA, Mexico og Canada, forholdt sig kritisk til CETA. En stor andel af CLC’ s medlemmer er ansat i den offentlige sektor.

På sammenslutningens landmøder, både i 2015 og 2016, tilsluttede man sig afvisningen af CETA, ” i solidaritet med europæernes demonstrationer og vallonernes protest”.

Canadiernes hovedkrav til CETA er at:

  • Fjerne alle regler for investorrettigheder og ICS
  • Beskytte offentlige serviceydelser mod privatisering
  • Stoppe en forlængelse af patenter i medicinalindustrien
  • Beskytte offentlige indkøb hos lokale producenter
  • Inkludere reelle beskyttelsesmekanismer til fremme af arbejdstagerrettigheder i selve traktatteksten

Med hensyn til CETA’ s løfte om at fremme  ILO-konventionen, fremhæver også CLC at traktatens bestemmelser om arbejderrettigheder og miljøbeskyttelse ikke er juridisk bindende, og at ICS og investorrettighederne i traktaten reelt sætter en stopper for lokale rettigheder og lokal medbestemmelse. De sigter derfor på at blokere ratifikationsprocessen i Canada.

Om CETA og de øvrige frihandelsaftaler, som Canada er involveret i udtaler CLC i 2016, at de ” handler mere om udvidelse af virksomhedernes rettigheder og indflydelse end om handel”. De forskellige traktaters flere tusind sider ” fokuserer primært på at give virksomhederne magt til at påvirke lovgivning og regulering, der influerer på deres investeringer og profit”.

Taber man en ISDS-sag, som Canada har haft mange af – og tabt -  efter indgåelse af frihandelsaftalen NAFTA i 1994, får det ikke alene den virkning, at staten, dvs. skatteborgerne, betaler firmaet erstatning og alle sagsomkostningerne, men også at loven bliver skruet tilbage.

Princippet i ISDS-reglerne er, at uansat hvilken international domstol, der træffer afgørelsen og hvem, der sammensætter voldgiftstribunalet, fungerer det på samme måde som under amerikanske valg: The winner takes it all!

Baggrunden for canadiernes holdning er følgende:

Efter at NAFTA trådte i kraft 1994, har 40 % af sagsanlæggene mod Canada handlet om regulering til fordel for miljøbeskyttelse, som var til ulempe for selskaber, der udnytter og sælger fossil energi.

Canada tilsluttede sig medlemskabet af ILO så tidligt som 1919. Retten til at organisere sig og beskyttelsen af denne ret (nr. 87) og retten til at indgå kollektive forhandlinger (nr.98) blev indgået af regeringen hhv. i 1948 og 1949, men først i 1972 ratificeredes nr. 87. Selv om Canadas regering i 1998 tilsluttede sig ILO’s erklæring om basale principper og rettigheder for arbejde og lovede at fremskynde og realisere ILO’s kernerettigheder, er denne proces gået vældig langsomt. Konvention nr. 138 om mindstealder blev ratificeret så sent som i 2016 og træder først i kraft i løbet af 2017.

Canadas føderale regering har været langt værre, når det gælder overtrædelse af ILO-konventioner end de regionale regeringer, og blandt 185 ILO-medlemsstater ligger Canada i top, når det gælder registrerede overtrædelser af konventionerne. Hvad retten til at organisere sig (nr. 87) angår, ligger landet sådan, at 90% af alle klagesager til ILO har drejet sig om overtrædelse af denne rettighed.

CETA UDFORDRER ARBEJDSMILJØ OG ARBEJDSMILJØLOVGIVNING

De nye frihandelsaftalers reguleringsbestemmelser omkring tekniske handelshindringer, gør det muligt at påvirke og yderligere forringe selv de ringeste beskyttelsesdirektiver. Således er det af stor betydning , at  ’forsigtighedsprincippet’ bliver eksplicit nævnt og får juridisk vægt i handelsaftaler med lande, der praktiserer beskyttelse af mennesker og miljø efter andre principper og regler. Langt de fleste EU-direktiver om arbejdsmiljø har indtil nu været såkaldte minimumsdirektiver. Formålet har været, at elendigt arbejdsmiljø ikke skulle bruges som konkurrenceparameter, og det har hidtil været muligt for de enkelte medlemslande at gå længere, hvis de ønskede bedre regler.

Det er blevet fremført af den europæiske fagbevægelse (ETUC), at det europæiske forsigtighedsprincip allerede er under afvikling med EU-kommissionens REFIT-program ( 2015), der er en forenkling  og udmøntning  af EU’s ”forsigtighedsprogram” REACH ( Registrering, evaluering, autorisering  og begrænsning af brugen af kemikalier i produktion og handel med varer). Tendensen her er, at minimumsregler bliver til maksimumsregler.  Desuden falder REACH ind under de områder for lovgivningsmæssigt samarbejde, der er dikteret af og som kan sanktioneres i de nye frihandelsaftaler. Tænketanken CorporateEurope foreslog maj 2016,at REACH blev undtaget fra bestemmelserne om reguleringssamarbejde, men det forslag blev afvist af Kommissionen.

Presset på REACH og REFIT i de nye frihandelsaftaler er ikke teori. Et lækket udspil fra TTIP-forhandlingerne viste, at ”mange af elementerne i REFIT går igen i EU’s forhandlinger med USA; hertil kommer REFIT’s friholdelse af små og mellemstore virksomheder med under 50 ansatte fra arbejdsmiljø-overvågning. Det svarer til 90% af de danske virksomheder. Endnu lettere bliver det at angribe sociale klausuler og kædeansvar, der ikke er lovbestemte krav.

CETA SÆTTER DEN OFFENTLIGE SEKTOR OG DENS ANSATTE UNDER PRES.

Et af CETA`S karakteristika er en målsætning om liberalisering af tjenesteydelser, der i dag ligger inden for den offentlige sektor. I Danmark er der gennem de sidste 40 år skabt et udviklingspotentiale gennem offentlige investeringer i bygninger og uddannelse, gennem samarbejde mellem forskellige offentlige enheder og institutioner og gennem en erfarings- og forskningsopsamling, der har fungeret som et bærende led i udbygningen af en social infrastruktur, der er til gavn for alle borgere.  Væksten i den offentlige sektor har været bestemt af målsætningen om opbygning af en velfærdsstat, kendetegnet af social og kulturel lighed. Denne historiske arv skal nu iflg. CETA sættes til salg som ”nøglefærdige løsninger” til private investorer.

En negativliste består i en notering af undtagelser fra generelt gældende regler for – i dette tilfælde liberalisering - i modsætning til en positivliste, der indeholder de områder, som man kan se en samfundsmæssig fordel i at udlicitere til private aktører. Formålet med negativliste-systemet er slet og ret at gennemføre en aftalebaseret og bindende liberalisering af offentlige tjenesteydelser, der ikke tidligere er set i nogen EU-handelsaftale.

 CETA’s liberaliseringstilskyndelser falder godt i tråd med det, traktaten som helhed går ud på: At udvide privatkapitalistiske muligheder for at kommercialisere og udnytte de kulturelle og naturlige ressourcer et land måtte besidde.

Konsekvenserne for de ansatte vil blive, at standarder for løn- og arbejdsvilkår, herunder et sundt psykisk arbejdsmiljø for alle ansatte, ikke vil kunne oprettes, hvis private investeringer betyder indregning af et økonomisk overskud og at arbejdet konkurrenceudsættes. Vi har inden for de seneste år set, at udlicitering og privatisering inden for omsorgssektoren har betydet dårligere og forsinkede aflønninger, større arbejdsbyrde og tidspres på den enkelte medarbejder, faldende eller svingende kvalitet i ydelser, hvilket skaber frustrationer og stress både hos de ansatte og de, der modtager ydelsen – i værste fald langtidssygefravær og voldsrelaterede arbejdsulykker.

Med CETA vil en sådan udvikling ikke kunne ”afbødes” med en tilbageføring af tjenesteydelser til den offentlige sektor. Outsourcing (privat videresalg af service) kan endvidere betyde, at tjenesteydelserne efterhånden opdeles i kundekategorier, inden for samme koncern, som vi kender det fra lande med minimal lovgivning og regulering på området. Der vil være store grupper i befolkningen, der ingen eller næsten ingen omsorg får, mens andre, formentlig et fåtal, kan betale sig til livsforlængende og livsforbedrende omsorgsydelser. Men selv med en sådan opdeling har de mennesker, der arbejder inden for området ingen garanti for faglig opkvalificering, en løn, man kan leve af, sikre arbejdsforhold, tryghed i ansættelsen, sygedagpenge, feriepenge og barselsorlov og andre goder, fagbevægelsen har tilkæmpet på medlemmernes vegne.

CETA vil med sine ISDS-bestemmelser, der indebærer økonomiske sanktionsmuligheder, stå juridisk stærkere end de henstillinger, der anvendes i EU-traktaternes konkurrencedirektiver. Når private koncerner, der byder på udliciteringer i hele handelsområdet kan sagsøge staten, kommer virkeligheden til at se ganske anderledes ud. Skrækscenariet er, at med kommercialisering af sundheds-, omsorgs- og uddannelses-, kulturydelser, vil der brugermæssigt bliver skabt et A- og B-hold og måske et C-hold, hvor kvalitet, bemanding osv. lægges over på brugerbetaling på samme måde som vi kender det fra de tilsvarende sektorer i USA, hvor de mindre bemidlede modtager ringere service ( hvis overhovedet nogen!), og velstående borgere kan betale sig til kvalitetsydelser og adgang til viden.

Alternativet til de nuværende frihandelsaftaler er ’fair og fri handel’ på tværs af grænser og verdensdele, hvor den sociale agenda er højere prioriteret eller i det mindste vejer lige så tungt som beskyttelse af investorer og multinationale virksomheder.  Der er ikke tale om et revolutionært krav, når fagbevægelsen siger stop til nye frihandelsaftaler, der er snarere tale om en beskyttelsesforanstaltning mod yderligere indgreb i friheds- og menneskerettigheder, der skal garantere sunde og rimelige arbejdsforhold og levevilkår for verdens befolkninger. Derfor støttes kravene til sociale handelsaftaler også op af menneskerettighedsadvokater og civilorganisationer, der faktisk var tidligt på banen med at stille spørgsmålstegn ved frihandelsaftalernes overensstemmelse med FN-konventionerne og klima- og miljømålsætningerne for en fortsat beboelig klode. Når nationale/ internationale faglige sammenslutninger står fast på kritikken, er det fordi det er blevet lynende klart, at disse handelstraktater er en fortsættelse og forstærkning af den neoliberale politik, der vil gode jobs, social lighed og demokratisk medbestemmelse til livs.

Kildehenvisninger:

Stop TTIP:  www.stop-ttip.dk
Om CETA’s   stilstands- og skraldenøgleklausul, se  http://notat.dk/artikler/2014/skraldenoegleklausul-for-liberalisering
DGB (2014). PDF : Position der Deutsche Gewerkschaftsbundes zu dem Freihandelsabkommen der EU mit Kanada, 8.12.2014 ( http://www.dgb.de/themen/++co++0e8ffb4a-7eb9-11e4-854b-52540023ef1a/@@dossier.html )
DGB(2015): Canadian Labour Congress und DGB: CETA nicht ratificieren ( 23.10.2015) (  http://www.dgb.de/themen/++co++9989154c-7966-11e5-ab00-52540023ef1a/@@dosser.html
DGB(2016): Zur aktualisierten Version des EU-Freihandelsabkommens mit Kanada (  http://www.dgb.de/themen/++co++-0c8ffb4a-7eb9-11e4-854b-52540023ef1a@@dossier.html
Canadian Foundation for Labour Rights (2015): Canada’s record at ILO ( http://labourrights.ca./issues/fact3-canadas-record-ilo
ILO. Normlex (2016): Ratifications for Denmark; Ratifications for Canada
Labourrights.ca.: ILO complaints 2004-2015
Aida Maria Ponce del Castillo; TTIP: fast track to deregulations and lower health and safety protection for EU-workers; ETUI Policy Brief no.1, 2015
CEO ( Tænketanken Corporate Europe (2016): TTIP leaks highlight the dangers of regulatory cooperation ( http://corporateeurope.org/sites/default/files/attachtsments/draft_assessment.pdf
ETUC resolution on rebalancing the EU approach to fundamental rights, 11.3.2015 https://www.etuc.org/print/12785
International Handel (2015?) ( http://gf.dk/poloek/Inthandel.html )
Anders Kjellberg: Union density and specialist/professional unions in Sweden (2013)
Anders Kjellberg. Dagens Arbete 24.6.2014; A-kassan: Från medlemsras til socialbidragsnivå.http://gf.dk/poloek/Inthandel.html
Christian Harlang; Henrik Karl Nielsen; Lars Adam Rehof: International Arbejdsret. Dokumentarbind., Kbh.1998 http://worldcat.org/title/international-arbejdsret-dokumentarbind/oclc/464474013
S. Puig: Social Capital in the arbitration market. Oxford Journals 2014
Fabio de Masio (GUE) Interview med Ha-Joon Chang om frihandel (2016) https://youtube.com/watsch?v=4MLa6BQorYg