Den glemte arbejderklasse og dens genkomst
Af John Graversgaard

Offentliggjort: 15. december 2016

Arbejderklassens genkomst er især en svær fødsel for de mange intellektuelle som har lukket sig inde i en ideel forestilling om velfærdsstaten som en stabil konstruktion og EU som en humanistisk bastion. Med en total virkelighedsflugt fra realiteterne i et klassesamfund, hvor klasseskellene bare er vokset. De hyler og skriger nu om truslerne fra populismen uden at erkende deres egen ufolkelighed og verdensfjerne teorier.

De politiske modsætninger i de europæiske lande er voksende, og det hårde brutale økonomiske styre fra EU kommissionen har ikke mildnet dem.

Den kroniske høje arbejdsløshed har bidt sig fast, og magthaverne synes rådvilde med hensyn til løsninger. Voksende grupper presses helt ud af arbejdsmarkedet og arbejdsløshedsstatistikkerne, og stemples som en underklasse, som man har travlt med at give et moralsk stempel. Den kapitalistiske ideologi om at der er lige chancer for alle propaganderes uhæmmet, men at det er en løgn bliver stadigt tydeligere. Især i de lande hvor ungdomsarbejdsløsheden er stor og har antaget nærmest kronisk karakter. I samfundets nederste hierarki øges kampen om jobbene, og udbytningen af desperate arbejdere på jagt efter lønarbejde betyder nedbrydning af solidaritet og respekt for medmennesket.

Når borgerne som vælgere bliver spurgt om deres mening, så flytter de sig fra de magtbærende partier eller vælger passivitet. Den øgede monopolisering i økonomien har medført at repræsentanter for de store multinationale koncerner er flyttet ind på regeringsgangene. Effektiv lobbyisme og korruption virker, og kløften mellem den såkaldte ”politiske klasse” og den arbejdende befolkning er vokset uden at den politiske klasse har forstået skadevirkningerne af deres konservatisme i den økonomiske politik.

Protestpartier på højre side er opstået som artikulerer denne konkurrence og oplevede trusler som rammer bredt, men ikke overskrider den, men finder syndebukke blandt immigranter og flygtninge og som freder storkapitalen der roligt fortsætter business as usual.

Den såkaldte venstrefløj i Europa som normalt beskrives som omfattende de socialdemokratiske partier, er i dyb krise og tilbagegang over hele linjen. Bortset fra enkelte lande hvor der formuleres et selvstændigt kapital-kritisk program.

I denne accelererende krise ser vi nu at arbejderklassen vender tilbage som politisk begreb efter at være blevet skyllet ud i den nyliberalistiske revolution. Som var en ideologisk sejr for den pro-kapitalistiske lejr og sammenfaldende med opgivelsen af socialisme som strategi på store dele af venstrefløjen.

Arbejderklassens genkomst er især en svær fødsel for de mange intellektuelle som har lukket sig inde i en ideel forestilling om velfærdsstaten som en stabil konstruktion og EU som en humanistisk bastion. Med en total virkelighedsflugt fra realiteterne i et klassesamfund, hvor klasseskellene bare er vokset. De hyler og skriger nu om truslerne fra populismen uden at erkende deres egen ufolkelighed og verdensfjerne teorier.

Men humanisme forudsætter en kamp for socialisme og opgør med klassesamfundet. Denne enkle logik har venstrefløjen forkastet i en alliance med politiske kræfter som kun arbejder på at nedbryde socialismen som ide og praksis. Die grosse Koalition i Tyskland, New Labour i Storbritannien, det præsidentielle Socialistparti i Frankrig og EU-ideologien om nedbrydning af nationalstaterne har kastreret arbejderklassens organisationer for så vidt de skulle optræde som lydige agenter for en sådan politik. Når arbejdervælgerne er gået til højre, så skyldes det grundlæggende at de partier som skulle retlede arbejderklassen, er gået til højre og dermed gjort arbejdervælgerne forvirrede om hvem som man egentlig kan stole på.

Irwin Wall(2014) har talt om ”no-choice democracy” som en tendens i alle de store vestlige lande. Alle de store magtbærende partier mener stort set det samme og støtter en hård sparepolitik. De rigeste skummer fløden, og den arbejdende befolkning får at mærke at de må betale for krisen gennem stagnerende lønninger og ringere offentlig velfærd.

Dette demokrati uden egentlige valgmuligheder ligner den hårde medicin i form af ”strukturel tilpasning” som verdens fattige lande har været udsat for. Funningham(2000) har beskrevet dette ”valg” således: Du kan holde dig for næsen medens du sluger pillen eller du holder dig ikke for næsen. Vi er på linje med tredje verdens landene og får ikke noget reelt valg om hvordan vores lande skal regeres. Dette burde åbne døren for en ægte socialistisk politik som viser at de eksisterende partier ikke frembyder noget alternativ til kapitalismens krise. Men de vesteuropæiske såkaldte arbejderpartier har cuttet forbindelsen til deres gamle kernevælgere, som også vælger at orientere sig andre steder hen. Senest ser vi den socialistiske præsident Hollande smide håndklædet i ringen.

Som franskmanden Didier Eribon i sine erindringer: Returning to Reims(2013) beskriver meget rammende, så har den neoliberale indflydelse på venstrefløjen erstattet klassebevidsthed med økonomiske, moralske og politiske fraser med henblik på at tale til en såkaldt middelklasse som i realiteten ikke findes som selvstændig klasse.  Eribon prøver at forstå hvordan arbejdere som stemte kommunistisk kunne flytte sig til at støtte det højreekstreme Front National. Eribon er selv vokset op i en sådan arbejderfamilie og graver ned i de mange fortrængninger som han selv har gjort om sin baggrund.

Arbejderklassen som har forstået sig som arbejdere i modsætning til ”dem der oppe” er blevet svigtet af elitære politikere på venstrefløjen som har set politik som et karriereforløb. Når arbejderklassen ikke længere er et legitimt identifikationspunkt og italesættes i politik, træder den anden store identifikation i stedet: Nationen. At være franskmand eller at være dansker. Dette er også virkelighed, men bliver nu et primært identifikationspunkt hvor arbejderklassebevidsthed nedvurderes og gøres ”umoderne”. Til stor begejstring for en antisocialistisk højrefløj.

Hvor klassepolitikken har kunnet holde racismen i ave, så får den nu frit løb hvor en aggressiv og nationalistisk højrefløj byder sig til. Arbejderbyer som før stemte kommunistisk og socialistisk stemmer nu Front National. Forræderiet er totalt.

Den glemte arbejderklasse.

I Danmark har arbejderpartierne og venstrefløjen også i høj grad sat arbejderklassen på pause. For at arbejderklassen kan træde i karakter kræver det imidlertid at den også mobiliseres på dens mærkesager. Anders Fogh erklærede klassekampen for død i sin nytårstale 2002, men sandheden var nærmere at klassekampen var blevet sat på pause af de politiske kræfter som burde give kapitalen modspil. Anders Fogh aflyste skam ikke klassekampen, men med dette smarte ideologiske fif, så startede han en klassekamp FRA OVEN som fortsætter den dag i dag, og som socialdemo-kraterne endnu ikke har forstået at afmontere.  At Danmark er et klassesamfund med en stor arbejderklasse har især forfatter og debattør Lars Olsen ihærdigt dokumenteret gennem sine bøger om det delte Danmark(2005). Men socialdemokraterne har ikke lyttet, men fortsat sin dødskurs med fokus på den såkaldte middelklasse.  

I det sociale Danmarksportræt: Det danske klassesamfund(2012) beskriver Lars Olsen m.fl. den ”glemte arbejderklasse”.  En klasse som har et hårdt arbejdsliv både når det gælder det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Der er her størst frygt for at blive arbejdsløs, mange savner mening med arbejdet og mangler udviklingsmuligheder. Men hvor arbejdsmiljø kom på dagsordenen i 1970`erne, og bla. var grundlag for indførelse af efterlønnen, så blev det glemt igen af et Socialdemokrati som i stigende grad blev ledet af akademikere med begrænset forståelse for fagbevægelsens mærkesager.  Den voldsomme udstødning og nedslidning af arbejdskraft i  arbejderklassen var godt nok et økonomisk problem som drænede statens budget, men det sociale system blev en buffer som skulle samle folk op. At forebygge og sikre arbejdsfastholdelse blev der talt meget om, men i praksis var der ikke plads til dem som ikke kunne yde 100 % på arbejdet.

Regningen blev sendt til den ”glemte arbejderklasse”.

Et forhold som Olsen m.fl.(2012) nævner er at stadigt flere står udenfor arbejdsmarkedet, og kalder det underklassen. Defineret som at de fire femtedele af året er udenfor arbejdsmarkedet. Stadigt flere fra arbejderklassen rykker over i denne såkaldte underklasse, som i 2009 udgjorde 20 %, samt at denne gruppe udenfor arbejdsmarkedet også voksede under økonomisk fremgang. Et klart bevis på den kapitalistiske produktions fokus på profitmaksimering. Og bevægelsen den anden vej er vanskelig og der sker en marginalisering bla. også med mistet kontakt til fagbevægelsen, hvor organisering traditionelt er knyttet til arbejdspladsen. Forringet arbejdsløshedsforsikring bidrager også til denne proces. Skiftende regeringen har også forringet muligheden for at gå på førtids-pension ligesom kontanthjælpen som skal være det nederste sikkerhedsnet konstant forringes.

”Næsten halvdelen af befolkningen tilhører stadig arbejderklassen – vi har bare glemt det. Og det har politiske konsekvenser. Regningen for krisen er i høj grad blevet sendt til arbejderklassen: Færre dagpenge, forringet efterløn, faldende realløn, dramatisk færre praktikpladser på erhvervs-uddannelserne….Derimod har over- og middelklassen på mange områder mærket fremgang- skattelettelser, aktiegevinster, investeringer i højere uddannelse og meget andet. Skævheden antaster noget meget fundamentalt ved vores velfærdssamfund: Retfærdighed.”(Olsen m.fl. 2012)

Underklasse som begreb

Lars Olsens begreb om underklassen bidrager imidlertid til en del og hersk politik, hvor skiftende regeringer angriber den ”krævende og dyre” underklasse og dygtigt spiller arbejderklassen ud imod dens egne. Store grupper er som det hedder ”rutsjet fra middel- og arbejderklassen til underklassen. 22 % af dem, der i 2012 tilhørte underklassen, var 3 år tidligere i arbejderklassen, mens godt syv procent tilhørte middelklassen”(Olsen m.fl. 2014).  

Ved at splitte arbejderklassen op ved at sætte den i modsætning til en såkaldt underklasse, så fjernes opmærksomheden på, at utryghed og udstødning fra arbejdsmarkedet er et generelt vilkår for arbejderklassen under kapitalismen. I nutiden sker det ved øget konkurrence om jobbene, underbeskæftigelse, usikker beskæftigelse og social dumping hvor udenlandske arbejdere arbejder for meget lave lønninger. Marx beskrev proletariatets situation som kendetegnet ved usikkerhed(precariousness) og hvor denne usikkerhed forstærkes gennem en reservearme af arbejdsløse eller underbeskæftigede. De usle forhold for arbejderklassen som fandtes i England på Marx`s tid er i dag blevet udbredt til hele kloden.(Jonna & Foster, 2016)

Der er i dag en global reservearme med udflytningen af arbejdspladser mod syd og mod øst. Proletariatet er generaliseret til hele kloden og milliarder tilhører i dag den globale reservearme. Kampen for arbejderklassens enhed er en historisk opgave og arbejderklassens kamp er ikke kun national men også international.

Fagbevægelsen kan gøre en forskel, hvis den tør!

Arbejdervælgerne er i stigende grad blevet hjemløse og de borgerlige har forstået at høste stemmer ved en kynisk politik hvor man påstår at værne om velfærdsstaten, men systematisk nedbryder den.

Ved at satse på emner som indvandring og integration kan man flytte fokus væk fra den voksende ulighed ved at hakke på minoriteterne. En dagsorden som stadigt flere partier kopierer fra Dansk Folkeparti. Arbejderne bliver svingvælgere, men med Socialdemokraternes højredrejning svinger de ikke bare tilbage igen. Det kræver hårdt arbejde, som f.eks. under 3 F`s Skævt-kampagne i kampen omkring dagpenge og efterløn, hvor fagbevægelsen skabte en stærk folkelig mobilisering. ”Det sker til dels ved traditionelle midler som demonstrationer, tillidsmandsmøder etc. Noget af det mest effektfulde er imidlertid 3F’s Skævt-kampagne, som involverer 12.000 aktive landet over. Folk, der går fra dør til dør i lokalområdet og diskuterer politik med deres naboer. Folk, der medvirker ved »lyttemøder«, hvor arbejdsløse fortæller om deres dagligdag og trængsler med dagpengereformen. Det lykkes for Skævt-kampagnen at hæve valgdeltagelsen i 21 udvalgte boligområder. Gallups analyser viser tillige, at DF i 2010-11 går markant tilbage blandt arbejderne. Meget af dette sker under de landsdækkende mediers radarskærm. Debatter i øjenhøjde, bygget op om dagpenge, efterløn og andre konkrete spørgsmål, viser sig langt mere effektfulde end mediekampagner mod DF som »ikke stuerene«.(Olsen, 2013)

Arbejderklassen slår kontra.

Men Thorning regeringens højredrejning og fagbevægelsens passive underordning under en centrum-venstre regering slukker for sådanne initiativer der kan skabe enhed i arbejderklassen. Reformismen forventer loyalitet når der stemmes ved valgene, men har ellers tildelt arbejderklassen en passiv rolle mellem valgene. Det baner vejen for at arbejdervælgerne søger andre steder hen i protest. Et internationalt fænomen som bedst kan kaldes for kontra-demokratiet. Når demokratiet ikke imødekommer borgerne, så vokser politikerleden og arbejder-vælgerne vælger enten passivitet eller andre politikere. Når valgdemokratiet og de såkaldte arbejderpartier ikke leverer arbejderpolitik, så slår arbejdervælgerne kontra.

Valgene i Storbritannien og USA har været lidt af et wake up call, og vi ser nu arbejderklassens genkomst i analyserne af hvorfor det gik galt. Bernie Sanders i USA satte fokus på vælgernes klassebaggrund og talte direkte til arbejderklassen men blev kørt ned af demokraternes højrefløj.

En strategi som også Donald Trump fulgte selv om det var racistisk og ekskluderende overfor mindretallene.

Alternativet til højrefløjens sejre må derfor være at venstrefløjen konsekvent taler til arbejderklassens enhed og skærper kritikken af den udhuling af demokratiet som en lille magtelite har gennemført på dygtig vis gennem brug af effektiv propaganda.

Kilder:
Cunningham Finian: Britain’s Election: Welcome to No Choice Democracy, Global Research, May 02, 2010,  http://www.globalresearch.ca/britain-s-election-welcome-to-no-choice-democracy/18948
Eribon Didier: Returning to Reims, 2013, Semiotexte, LA.
Wall, Irwin: France Votes: The Election of Francois Hollande. New York, 2014.
Lars Olsen: Det delte Danmark, 2005.
Lars Olsen, Niels Ploug, Lars Andersen, Jonas Schytz Juul: Det danske klassesamfund. Et socialt  Danmarksportræt, 2012.
Lars Olsen, Niels Ploug, Lars Andersen,  Sune Enevoldsen Sabiers,  Jørgen Goul Andersen: Klassekamp fra oven, Den danske samfundsmodel under pres, 2014
Lars Olsen: Hjemløse. Arbejderne er blevet svingvælgere. 22 dec. 2013. http://larso.dk/hjemloese-arbejderne-er-blevet-svingvaelgere/
Jonna R.Jamil & Foster John Bellamy: Marx`s theory of working-class precariousness. Its relevance today. Monthly Review, Vol. 67, No. 11, Apr. 2016.