Gramsci i dag. En replik til Jan Helbak.
Af Carsten Jensen & Gert Sørensen

Offentliggjort: 15. december 2016

Artiklen er også koblet til temaet:Tema om Antonio Gramsci (1891-1937) Klik her for at se mere.

Som opfølgning til vor introduktionsbog om Antonio Gramsci (1891-1937)[1] har Kritisk Debat venligt stillet spalteplads til rådighed for en videre diskussion af den italienske tænkers centrale temaer og deres betydning for os. Vi ønsker dog her først og fremmest at forholde os til tidsskriftet redaktør, Jan Helbaks kritiske kommentarer til bogen, der er ganske fyldige og gennemarbejdede, og som også rejser nogle helt uomgængelige spørgsmål og indvendinger, der inviterer til at blive taget op. Det vil ikke være muligt her at komme ind på dem alle, hvorfor vi vil koncentrere os om dem, der umiddelbart forekommer at være de mest væsentlige. Det umiddelbare indtryk, som læsningen af JH’s indlæg efterlader, er, at tyngdepunktet ligger i aksen Marx-Lenin, og at det er denne, der bliver udslagsgivende for JH’s videre vurdering af, hvorvidt Gramsci repræsenterer noget nyt eller ikke. Spørgsmålet er naturligvis berettiget, al den stund Gramsci har Marx med i sin tænkning som et uomtvisteligt pejlemærke og desuden i sin politisk aktive periode i PCI inden fængslingen i 1926 var stærkt influeret af Lenin og den russiske revolution.  

1. En klassiker          

Indledningsvis kan der dog være god mening i at anføre, at, når vi i dag står med en politisk kultur, hvori korttidshukommelsen synes at være fremherskende, har vi et motiv mere for at tage klassikerne op igen og gøre det i en lettilgængelig form. Med de mange oversættelser af de såkaldte Fængselsoptegnelser (nedskrevet i perioden fra 1929 til 1935) og med deres indflydelse på adskillige politiske bevægelser i og uden for Italien har Gramsci forlængst bevist, at han tilhører denne kategori. Det bekræftes også af, at der er tegn, der tyder på, at Gramsci har fået fornyet aktualitet. Det er dog vigtigt at understrege, at en klassiker ikke er en facitliste, der giver endegyldige svar her og nu. Det gælder også Gramsci. Var han det, ville han ikke have været en klassiker. Han ville da have været alt for bundet af sin tid og derfor også mindre interessant for eftertiden. Som klassiker opererer Gramsci i en anderledes opskaleret tidsdimension, der udskifter et ‘her-og-nu’ med et ‘før-og-efter’. I denne henseende er Gramsci en usamtidig både i forhold til den egentlige marxistisk-leninistiske kultur, som han lærte at kende som leder af det italienske PCI, og hvis ekskluderende karakter og intellektuelle selvtilstrækkelighed, han i stigende omfang tog afstand fra. Men han er også en usamtidig i forhold til vor tid, hvori mange af de tendenser, han i sine analyser eksempelvis af amerikanismen og fordismen lige knapt anede var på vej i det gamle industrisamfund, i dag er slået stærkere igennem med globaliseringen, det teknologiske løft, forbrugerismen og hele medieudviklingen.

Der er to-tre temaer i JH’s kritik, vi her vil forholde os til. Et gennemgående kritikpunkt går på, at selve formatet ikke er fyldestgørende og derfor ikke yder Gramsci fuld retfærdighed eller giver tilstrækkelig plads til en problematisering af hans mangler. Dertil er kun at sige, at bogen indgår i en serie, der i omfang og disposition er givet på forhånd. Det giver nogle klare fordele, men har også nogle ulemper.

Vi glæder os dog over, at det ikke forhindrer en konstruktiv dialog bagom, hvad der måtte være af uenigheder i læsningen og perspektiveringen af Gramscis arbejde: «Bedømt ud fra de forudsætninger kan man kun rose forfatterne for at skrive en både forståelig og meget oplysende introduktion til Gramscis liv og politiske tænkning»; og videre: «For at yde forfatterne fuld kredit, kan man sige, at de med introduktionen til Gramsci har bidraget til formuleringen af en dagsorden og et problemkompleks for de teoretiske og strategiske drøftelser, som venstrefløjen skal igennem, hvis den vil andet og mere end at være permanent opposition til og skjult bærer af socialdemokratismen som samfundsforståelse og kapitalismekritik».

Som forfattere kan vi ikke forlange så meget mere, da formuleringen her i sin korte form meget godt dækker, hvad der var Gramscis anliggende og hans fortsat aktuelle bekymring, da han i sin tid så et samfund som det italienske og store dele af Europa kapitulere over for autoritære for ikke at sige totalitære regimer, der i deres institutionelle opbygning forstod af forene undertrykkelse med folkelig tilslutning. I dag står vi over for tilsvarende stærke postdemokratiske tendenser, der er blevet legitimeret af neoliberalistiske og populistiske ideologier i uskøn forening, og som også har været i stand til at præge institutionernes mål og med.

2. Var Gramsci en original tænker?

Tilbage står så at diskutere, hvorvidt de enkelte elementer i Gramscis diagnose holder. Det er så her, at de næste to kritikpunkter fra JH’s side melder sig, og som kan formuleres på følgende måde: a. Har Marx og Lenin allerede sagt, hvad der skal siges? b. Er Gramsci mere hegelianer end marxist? JH svarer i det væsentlige positivt på det første spørgsmål, hvilket jo alt andet lige må svække Gramscis bidrag, men som også kan risikere at lukke den videre diskussion fast i en indadvendt ortodoksi, der er meget lidt lydhør over for andre inspirationskilder inden for den marxske tradition end dem, der går via Lenin.

Et første svar er, at Gramsci selvsagt siger mindre om økonomi end, hvad Marx gør i sit hovedværk Das Kapital og andre steder. Selv om Gramsci havde hovedværkerne til rådighed i sin fængselscelle, så er det ikke her, at han investerer sine kræfter. Han er snarere interesseret i, hvilke etisk-politiske konsekvenser, der kan drages af kapitalanalysen. Det gælder også iagttagelserne over det fascistiske regimes nationaliseringer af nøgleindustrier og banksektoren i begyndelsen af 1930erne, der havde et krisepolitisk indhold og nok så vigtigt var møntet på sikringen af konsensus. Derimod kan man sige, at Gramsci peger ud over Marx, når han i sit teoretiske arbejde lægger op til en modificering af tesen om økonomiens autonomi i forhold til samfundsformationens øvrige livs- og organisationsformer og disses reaktioner på de tilbagevendende økonomiske kriser.

Den reduktive læsning, som JH lægger op til vis-à-vis de to ‘mestertænkere’, overser imidlertid en række forhold af betydning for, at teoriarbejdet hos Gramsci tager en anden kurs, der vanskeligt kan klassificeres som afvigelser eller misforståelser. For det første lever de tre deres liv og tænker deres respektive situationer i tre vidt forskellige historiske kontekster, som der bør tages højde for; og de reagerer forskelligt på de postliberalistiske krisescenarier, som den kapitalistiske produktionsmåde udstak. Marx fokuserede i sine økonomiske analyser primært på Manchester-kapitalismen i dens glansperiode i midten af det 19. århundredes England. Sammen med Engels fik Marx imidlertid også en afgørende indflydelse på de første socialistiske arbejderorganisationer, der dog snart blev splittet mellem en revolutionær og en reformistisk fløj, men som dog i deres mere moderate versioner lod sig integrere og blev en fornyende politisk og social kraft i de europæiske samfund med det tyske SPD som model.

Denne dobbelte indsats efterlod også et billede af Marx både som videnskabsmand og som politiker og agitator, hvilket også forklarer, at det tilbagevendende spørgsmål lige siden har handlet om, i hvilken udstrækning man kan udlede en bestemt (eventuel revolutionær) politisk strategi af de resultater, Marx nåede frem. Der kan i denne forbindelse næppe herske tvivl om, at Marx’ teoretiske styrke ligger i de tætte analyser af den kapitalistiske produktionsmåde, mens hans politiske skrifter f. eks. om situationen i Frankrig er knapt så gennemarbejdede. Marx har dog et klart øje for den samfundsmæssige helhed i de teser til en historisk materialisme, der fremsættes i forordet Til kritikken af den politiske økonomi (1859), og som netop markerer et forsøg på fra Marx’ side at tænke de økonomiske produktivkræfter og produktionsrelationer sammen med de øvrige aktiviteter af betydning for et samfunds historiske fremdrift. Men de er næppe meget mere end de ledetråde, han selv taler om samme sted. Det er således i dette Forord, at Marx introducerer den berømte basis-overbygning model, som også fører frem til den aldrig helt afklarede diskussion om, på hvilken måde den økonomiske basis bestemmer den politiske, juridiske og kulturelle overbygning, eller omvendt, i hvilket omfang overbygningens mangfoldigheds af sociale praksisser og diskurser lægger nogle rammer for de økonomiske aktiviteter.

Lenin derimod handlede i det politiske tomrum, der var opstået med det russiske krigskollaps og zarens fald, og som han så som en bekræftelse på teserne om imperialismen som kapitalismens højeste og ultimative fase og om revolutionens aktualitet. På mange måder kan man hævde, at Lenin som partileder – en rolle Marx aldrig bestred i egen person – slettede skellet mellem den videnskabelige analyse af imperialismen og det revolutionære engagement. For ham, der stod midt i en revolutionær udvikling med en indbygget accelerationskraft, var det som årsag til virkning. En kausalitetsforklaring af denne type på de historiske processer var fremmed for Gramsci, hvis historiske og politisk-sociale kontekst var en helt tredje, da Italien ikke bare var et højt udviklet kapitalistisk industrisamfund i Nord, men det kunne også fremvise et tilbagestående Syden, som Gramsci selv klassificerede som et eksempel på ‘social opløsning’. Han måtte imidlertid også konstatere, at krisestrukturen i det italienske samfund efter første verdenskrig ikke var af en sådan sammensætning, at den ville føre til en revolution efter den socialistiske og senere kommunistiske venstrefløjs slogan om ‘at gøre som i Rusland’.

Det er næppe tilfældigt, at Gramsci vendte tilbage til Marx’ Forord fra 1859 for at tage fat, hvor Marx slap, og ‘rense’ det for de træk af en kausalitetstænkning, som skulle præge den senere marxisme-leninisme og nåede et højdepunkt i Bukharins ‘Håndbog for en marxistisk sociologi’ fra 1921. Det er derfor ikke helt korrekt, når JH hævder, at Gramsci begrænser sig til at bekæmpe Kominterns «primitive klassekampsskemaer og mekaniske udledning af de politiske strategier fra skematiseringen af de aktuelle økonomiske modsætninger under kapitalismen». Der er mere på spil, da denne aldrig bilagte tematik for Gramsci at se blev aktualiseret allerede med den første af ‘marxismens kriser’ omkring år 1900, som vi også kender som den såkaldte ‘revisionismedebat’, og som i Italien mobiliserede to af Gramscis vigtigste inspirationskilder, nemlig Antonio Labriola, der bidrog til at introducere Marx i Italien, og Benedetto Croce.  

Det var som bekendt fascismen, der trak det længste strå i Italien og senere i Tyskland. Så mens Lenin grundlagde en ny stat, blev Gramsci henvist til en fjern fængselscelle i Syditalien, der gjorde udsigterne til noget i den retning temmelig urealistiske. Mens Lenin skrev om magterobringen og konsolideringen af sovjetstaten, der tildelte hans tekster en operativ karakter, men som også blottede en blindhed over for, hvad der faktisk skete, var Gramsci henvist til sine på mange måder ufærdige Optegnelser. I denne henseende gik Gramsci videre end Lenin ved at markere en nærmest epokal foruroligelse ikke kun over fascismen, hvis repressive tiltag han selv mærkede på sin krop, men også over den russiske revolutions og sovjetstatens reelle udvikling, der stillede spørgsmålstegn ved dens status som model til efterfølgelse.

Mens Gramsci var afskåret fra omverdenen og derfor var henvist til at skrive ‘für ewig’, som han noterede i et brev, var Lenin forpligtet på en konkret opgave, der grundfæstede marxismen-leninismens teoretiske og ideologiske anvisninger. Disse var Gramsci ikke bundet af – ikke længere. Tværtimod lagde hans praxisfilosofi op til en revision af denne doktrin som en også teoretisk reaktion på tilbageslaget i den russiske revolution, der krævede en nytænkning af, hvad stat og magt er. Hans egne erfaringer af, at modsætningsforholdet i den økonomiske struktur (basis) ikke i sig selv afføder bestemte politiske løsninger, tilsagde ham at flytte fokus fra økonomianalysen og fra tilregningen af ‘klassebevidstheden’ til ‘kampen om hegemoniet’. Det krævede en analyse af de sociale, politiske og kulturelle styrkeforhold i samfundet som helhed og et større fokus på det omfattende sæt af adfærdsformer og mentaliteter, der udfolder sig på tværs af de sociale skel i civilsamfundet og i statsapparaterne, og hvis større eller mindre grad af indre sammenhæng og opbakning var afgørende for udfaldet af kampen mellem de forskellige samfundsgrupper, mellem de forskellige interesser og prioriteringer.

Det betyder imidlertid ikke, at økonomianalysen vælges fra af Gramsci. I den ofte citerede paragraf om netop styrkeforholdene i samfundet hedder det om de materielle produktivkræfter, at de eksisterer og kan iagttages «objektivt og uafhængigt af menneskenes vilje». På dette trin i analysen af, hvad Gramsci ellers kalder en historisk blok,[2] sættes der i det analytiske øjemed midlertidigt parentes om, at det faktisk er mennesker med deres viljer, behov og intentioner, der handler og driver historien frem. Dette første trin leder derfor op til de næste, uomgængelige trin, når det videre hedder om baggrunden for samfundsgrupperne og deres funktion: «Denne grundlæggende frontopstilling gør det muligt at studere, om der i samfundet eksisterer de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for dets forandring; den gør det med andre ord muligt at kontrollere realismen i og gennemførligheden af de forskellige ideologier, som har deres udspring i det selvsamme felt, i det modsigelsernes felt, som denne frontopstilling har frembragt, mens den udviklede sig».

Hvad der vælges fra er den økonomistiske udlægning, der af de hypoteser, som den videnskabelige betragtning opstiller, mener at kunne udlede et entydigt politisk program uafhængig af de foreliggende styrkeforhold, af striden mellem de foreliggende ‘viljer’ og deres fremtrædelser i de foreliggende herredømme- og hegemoniformer. Det er måske lige præcist her, at Gramsci markerede et nybrud, når han på baggrund af den italienske arbejderbevægelses historiske nederlag flyttede opmærksomheden fra Lenins strategiske overvejelser over proletariatets diktatur og arbejderklassens hegemoni til sine egne begreber om de herskende klassers evne til fortsat at omorganisere magtens fremtrædelsesformer og dermed fremme de fortsatte betingelser for en bestemt måde at sikre vækst, akkumulation og fordeling af ressourcerne. Eller sagt på en anden måde: Opgøret med de fremherskende magttilstande, der har det med at lukke sig om sig selv og dermed skjule præmisserne for sine dispositioner, forudsætter en indsigt i, at denne magt har en egen dynamisk fremdrift og evne til at mutere, og i forhold til hvilken det ikke er afgørende, hvem der besidder magten som hos Lenin, men hvordan den udøves og på hvilke betingelser.

Lad os give et eksempel, der kan begrunde nødvendigheden af at flytte fokus fra ikke kun at se produktionen og fabrikken, altså den økonomiske basis eller struktur som det eneste og altafgørende arnested for brudfladerne i samfundet og deres overvindelse. Fedele Confalonieri, præsident for Silvio Berlusconis mediesektion, Mediaset, er klar i mælet, når han udtaler sig om sin chefs mission. Det vil ikke være helt ved siden af at hævde, at Berlusconi - tv-tycoon og flere gange regeringsleder - repræsenterer den italienske variant af den neoliberalistiske vending med hele den narrative billedtekst, som det private, reklamefinansierede tv føjede til. Om nogen legemliggør han, hvad Gramsci ville kalde en passiv revolution, altså en videreudvikling af nogle livsformer og af nogle politiske og kulturelle styrkeforhold, som en vis marxistisk ortodoksi oprindelig havde dømt ude. Henvisningen til netop Gramsci bliver her interessant, når Confalonieri udtaler:

Endnu inden han [Berlusconi] gik ind i politik [i 1994] har han haft en stor indflydelse på Italien, han har bidraget til at ændre det grå og brødebetyngede klima, der herskede i 1970erne; han har været et frigørende element. Han har indført lidt mere Amerika og mere forbrug, mere munterhed og mindre bigotteri. Dette er grundlæggende at lave politik, i den gramscianske betydning af ordet.

I denne ganske tankevækkende replik lykkes det Berlusconis højre hånd at udstikke koordinaterne i hele den forventningshorisont, som en ny klasse af erhvervsledere, mediefolk og politikere længe havde haft i tankerne, og som havde et stort konsensuspotentiale i sig. Det havde den amerikanske virkelighed allerede vist. Skæringsårene for dette nye politisk-kulturelle klima henlægges gerne til overgangen fra et årti, der var præget af terrorisme og krisestemning, til de glade 80erne, da Berlusconi trådte frem med sine første tv-kanaler. Påberåbelsen af Gramscis politikopfattelse er unægteligt også lidt uventet. Måske er der tale om en provokation over for de italienske kommunister i PCI og venstrefløjen, der kom vingeskudte ud af 70erne. Men så alligevel ikke, da Confalonieri her i lighed med Gramsci faktisk lægger op til at anskue politik også som en bredere kulturkamp om sindene. 

Nu er det faktisk sådan, at Gramsci faktisk selv i nogle af sine mere substantielle optegnelser griber fat i amerikanismen og fordismen. I forbindelse med denne nye fase i industrisamfundets udvikling og de kulturelle udløbere deraf hæfter han sig ved, at i Amerika tager det kulturelle hegemoni, «sit udspring i fabrikken». Man kan dog indvende mod denne brug af Gramsci fra Confalonieris side, at Gramsci analyserer amerikanismen som den seneste fase i industrisamfundets udvikling, mens Berlusconi allerede er på vej ind i en postindustriel oplevelsesøkonomi. Gramsci var dog ikke blind for de mere hedonistiske træk, når han slog ned på betydningen af Hollywood og af hele den amerikanske celebrity-kultur, der eksempelvis fik mange italienske piger til at sende fotos af sig selv til filmbyen i håb om en karriere. Men det var så også det.

En type som Berlusconi (og man kunne tilføje den guldbelagte Donald Trump) må dog med sin ekstravagante levevis anses for at være meget langt fra de mere puritansk indstillede amerikanske industripionerer. De besad endnu en public spirit, som bl. a. forfatteren Sinclair Lewis citeres af Gramsci for at have skildret i bogen Babbitt (1922), og udviklede et hegemoni og et nyt sæt af værdier for hele det amerikanske samfund, der skulle bidrage til at lægge præmisserne for grundmodellens videre ekspansion. Det gjorde de med afsæt i en bestemt virksomhedsmodel, der omorganiserede hele arbejdsprocessen efter ingeniør Frederick Winslow Taylors time-and-motion studier, og som ved på denne måde at øge produktiviteten også sikrede højere lønninger til arbejderne.

Gramsci manglede heller ikke blik for, at denne model også befordrede et øget forbrug i det øjemed ikke bare at kompensere for arbejdskraftens øgede nedslidning men også med henblik på at forme en ny livsstil også uden for den egentlige produktionsproces. Men hvad er det så for et kulturelt hegemoni, som berlusconismen kan tilbyde, og som Confalonieri mener har gødet jorden for opkomsten af en ny politisk klasse? Det er ikke et hegemoni, der umiddelbart og direkte udspringer af fabrikken, således som det blev tematiseret i Gramscis analyser af Amerika. Snarere forholder det sig sådan, at fabrikken i det postindustrielle perspektiv allerede har mistet sin hidtidige centralitet, og at den traditionelle arbejderklasse har måttet vige for ændringerne i samfundets demografiske og erhvervsmæssige sammensætninger. Udbuddet af varer lanceres ikke først og fremmest som et resultat af en produktion men som noget, der skal forbruges og danne grundlaget for en ny form for konformisme. Det er et hegemoni, der glemmer, at ‘tingene’ faktisk har en oprindelse. Det er også et hegemoni, der fortier konsekvenserne, når dets på én gang neoliberalistiske og populistiske indhold befordrer stærke træk af ulighed og eksklusion og i øvrigt fjerner kapital fra produktionsleddet til rene finansielle operationer af mere spekulativ karakter.          

Gramscis hegemoni-begreb hviler derfor ikke på en fornægtelse af det økonomiske samfund, som han kalder det i dets analytiske forskel fra det civile samfund og det politiske samfund (staten i snæver forstand), men snarere på en nytænkning af dets status inden for rammerne af den historiske blok og de egentlige herredømmeforhold, der også hersker her. Der er derfor ikke belæg for at hævde, som JH gør, at Gramsci overbetoner «det politiske som et selvstændigt område» og løsriver «det politiske og det politiske videnskabelige arbejde fra det sociale», endsige at «Gramscis de facto abstraktion fra det sociale/økonomiske havner i en form for politologisk vilkårlighed i sin overordnede orientering».  

3. Gramsci og Hegel

I den udstrækning disse skitserede forskelle eller måske bedre tematiske forskydninger i forhold til Marx og Lenin har noget på sig og siger noget relevant om Gramscis egenart, så kan det også forklare den position som Hegel har i praxisfilosofien. Dermed er vi fremme ved det tredje af de af JH’s kritikpunkter, der her tages op, nemlig om Gramsci er mere hegelianer end marxist. Man kan naturligvis indledningsvist spørge, om det er frugtbart på denne måde at antyde, at Gramsci afviger fra noget, han burde være. Tværtimod bliver det med Gramsci vanskeligt at opretholde en forestilling om marxistisk enhedstænkning, når han vender tilbage til en kritisk læsning af Marx’ historiske materialisme, mens Lenin og den russiske revolutions centralitet fortoner sig, selv om partiet som den foretrukne organisationsform fortsat er til stede, omend på et ganske andet niveau. I denne henseende var hele den optagethed af opbygningen af PCI som et nationalt kommunistisk parti i Komintern, der prægede de mere militante år, forsvundet.[3]

Gramsci arbejder da også – som anført - eksplicit med en praxisfilosofi. Mange af komponenterne heri er hentet fra Marx, ja, men i vid udstrækning har de deres proveniens uden for marxismens traditionelle pensum. Den nyere politiske videnskabs grundlæggere fra Giovanni Mosca til Max Weber og Robert Michels henledte Gramscis opmærksomhed på tendenserne til dannelse af oligarkier og bureaukratier i de moderne organisationer, herunder arbejderbevægelsens egne. Machiavelli og Benedetto Croce havde dog en større vægt som teoretiske kilder, i det omfang de bidrog afgørende til at flytte det teoretiske tyngdepunkt i praxisfilosofien i retning af staten, af den bløde og den hårde magt og af den etisk-politiske dimension. Med dette input udefra, så at sige, er præmisserne også lagt for at tildele Hegel en ganske særlig status i praxisfilosofien. Nu er det jo ingen hemmelighed, at Hegels dialektik spiller en central rolle i Marx’ fremstilling. For Gramsci er det dog ikke så meget dette aspekt af Hegels tænkning, der trækker. Tværtimod følger han snarere Croce i dennes kritik af den dialektiske tankegang og afviser, at der gør sig en særlig dialektik gældende i de historiske livsformers faktiske udvikling.

Det forklarer Gramscis interesse for den politiske Hegel, der nok er til stede hos den yngre Marx, men som synes at forsvinde i de modne værker, og som måske også er baggrunden for, at han er blevet kritiseret for at mangle en egentlig teori om staten. Det er imidlertid ikke bare for at råde bod på denne nedprioritering, som Gramsci ser det, at han slår ned på Hegels begreber om staten, det civile samfund og de intellektuelle, men også for begrebsligt og med kapitalismekritikken i baggagen at forankre praxisfilosofien i de påtrængende krav, som hans egen tid stiller, om ikke bare at forene styringen af den økonomiske vækst med integreringen af de sociale masser men også om at få indplaceret et intellektuelt og politisk alternativ i de sociale konflikter, der opstod i kølvandet på denne sammensatte proces.

Gramscis historiske erfaring fra udviklingen i Rusland havde netop baggrund i en erkendelse af, at overdragelsen af ejendomsretten til en revolutionsregering ikke i sig selv udgjorde en frigørelse. Men fordi det nye revolutionære lederlag overtog og udbyggede det eksisterende statsapparat, hvis magtforvaltning ikke rigtigt indgik i teorien, havnede revolutionen så meget desto lettere ved at havne i et egentligt terrorregime. Til sammenligning forstod fascismen, at den økonomiske og sociale krise efter første verdenskrig ikke blev afgjort på fabriksgulvet – fabriksbesættelserne i Torino og Milano i 1919-20 endte blindt og blev ikke en forløber for et italiensk ‘Rusland’ – men på gaderne og på pladserne og efter magterobringen i 1922 via en kontrol med meningsdannelsen og med statsapparaterne.

Med den fortsatte konflikt om statens, den nationale eller i dag snarere den postnationale stats indretning som sit anliggende definerer det politiske sig historisk såvel som kognitivt forud for det økonomiske og spørgsmålet om fremstillingen og fordelingen af goderne. Selv om den kapitalistiske produktionsmåde dengang som i dag har vist og fortsat viser en ekspansiv kraft med indflydelse både på massekulturen, livsformerne, lovgivningen og det statslige bureaukrati og kan give indtryk af det omvendte forhold, så subsummerer den ikke alle ressourcer i en stat og i et civilsamfund, og fjerner derfor ikke enhver grobund for noget Andet. Det er det springende punkt eller satsningen, om man vil, i Gramscis tænkning og samtidig udtryk for en viljes optimisme hos en person, der ellers var underkastet et regimes fuldgyldige undertrykkelse. Når man opløser Gramscis ‘marxisme’ eller praxisfilosofi, som han foretrækker det efter Antonio Labriola, i dens mange komponenter, ligger der ikke heri et motiv for en egentlig restauration af en doktrin. Komponenternes synliggørelse og deres operationalitet i Gramscis værk appellerer snarere og mere end nogensinde til et reset, hvori erfaringerne gentænkes og alternativerne rulles op.

4. Hvad kan man bruge Gramsci til i dag?

Det er naturligvis det store spørgsmål, nu hvor neoliberalismen og højrepopulismen længe har erobret den politiske dagsorden og tvunget enhver form for alternativ i defensiven. Svarene må da også ifølge sagens natur være foreløbige og skitseagtige.

Siden 1980erne har vi vænnet os til outsourcing, tab af arbejdspladser, angreb på velfærdsstaten, skatteunddragelse i stor skala, international kriminalitet, religiøs fanatisme, terrorisme, migration og anonyme finanskræfters udmanøvrering af de valgte politiske klasser. Listen er lang over de tiltag, der har formet betingelserne for en voksende eksklusion og ulighed i vore samfund og undermineret den demokratiske orden. Finanskrisen har imidlertid også blotlagt nogle klare opbrud i den neoliberalistiske model, som den endnu ikke har overvundet. Tværtimod har den vist nye, stærkt foruroligende træk med den støt voksende højrepopulisme, der hidtil har haft succes med at præsentere sig som en løsning på den vrede og utilfredshed, der kan spores i store dele af de mere udsatte dele af befolkningerne. Det vil næppe være korrekt at læse forholdet mellem neoliberalisme og højrepopulisme entydigt som årsag til virkning. Dertil er fænomenerne for tæt vævet ind i hinanden, hvilket ikke gør de igangsatte processer mindre eksplosive og uforudsigelige.

Går vi tilbage i det 20. århundrede finder vi faktisk flere eksempler på, at liberalismen vendte blikket mod venstre. Man kan her tænke på økonomen Keynes og keynesianismen. I Italien kæmpede den unge liberale Piero Gobetti side om side med Gramsci mod den gryende fascisme. Til sammenligning har neoliberalismen ikke holdt sig tilbage fra at alliere sig med højrepopulismen i kampen mod ‘den politisk korrekte formynderstat’. Dansk Folkepartis støtte til ‘den blå blok’ er her et lærestykke. Berlusconi havde for sit vedkommende ingen vanskeligheder ved at indgå alliancer med de tidligere nyfascister i Alleanza Nazionale og de xenofobe separatister i Lega Nord, der i dag, hvor Berlusconi har mistet politisk fodfæste, dog lancerer sig som et landsdækkende parti à la det franske Front National.

Denne sameksistens kan umiddelbart forekomme paradoksal og selvmodsigende, al den stund neoliberalismen arbejder globalt, nedbryder landegrænser og deregulerer eksisterende barrierer med sine visioner om varernes, tjenesteydelsernes, arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed, mens højrepopulismen har stærke nationalistiske, protektionistiske og antiglobale træk. Når erhvervslivet eksempelvis vil have dygtige udenlandske medarbejdere til Danmark, støder det hele tiden på de stramme indvandrerregler, som der er bred folkelig opbakning til. Den såkaldte værdi- og identitetskamp matcher heller ikke rigtigt den fremherskende økonomiske rentabilitet. Med Trumps sejr i USA står det kapitalistiske kredsløb over for en ny cyklus, hvori den neoliberalistiske orden måske ikke længere vil være den fremherskende. Det genkalder tiden op til første verdenskrig, da den internationale handel nåede et foreløbigt højdepunkt, for efter krigen at tilpasse sig de nye politiske scenarier, der banede vejen for de autoritære regimer og deres autarki-økonomier.

Det forstærker naturligvis krakeleringerne i det hybridt sammensatte hegemoni, der har dikteret den økonomiske vækst og den politiske konsensusdannelse de sidste mange årtier, men som også har sat sig stærke spor langt i socialdemokratierne. ‘Den tredje vej’, som Labour slog ind på under Tony Blair, var et forsøg på at holde et alternativ åbent. Men ved at inkorporere nogle af thatcherismens grundtræk for at få de nye mellemlag i tale underkastede partiet sig i realiteten det nye hegemoni, der var under etablering efter 1970erne. For Danmarks vedkommende har denne mutation for alvor kunnet iagttages siden ‘systemskiftet’ i 2001.

I et videre perspektiv lægger det op til en omorganisering af hegemoniet og magtforholdet i almindelighed, der gør, at de postdemokratiske tendenser vil tegne sig tydeligere og tydeligere, hvis ikke der sættes ind med nogle modforholdsregler. Det er i denne situation, at der melder sig et klart etisk-politisk valg og et ligeså klart behov for et styrket venstrealternativ, der støtter sig til de verdslige ideer om demokrati, social retfærdighed, frihed og lighed i det fortsat mere nødvendige opgør med et højre, der synes villig til at spille det populistiske kort uanset de katastrofer, det kan føre til, og som den nyere europæiske historie har belært os om.

Hvis der skal udvikles en stærkere politisk kraft til venstre, der kan matche disse tendenser, skal der også være en platform, som de forskellige dele af denne fløj kan diskutere på med henblik på at samle kræfterne. Vi har her argumenteret for, at en levende og intellektuelt åben Gramsci-tradition kunne være en væsentligt indspark. I denne henseende er den et spor, der peger bagud og samler et stort teoretisk og praktisk erfaringsfelt op, men som også kan åbne en forventningshorisont og bidrage til at samle centrumvenstre og venstrefløj om et fælles projekt trods deres mange forskelligheder og indbyrdes uenigheder i de nationale rum. Derfor er det relevant at huske, hvad Anthony Giddens siger, at ‘tradition er for vigtigt et emne til at overlade til de konservative’.

Gramsci er ikke kun et italiensk fænomen. Han tilhører en lang historie, der går tilbage til arbejderbevægelsen efter første verdenskrig og fortsætter med velfærdsstatens iværksættere efter anden verdenskrig. Han optræder som et fast referencepunkt for et nyt venstre efter 1956, 1968 og 1989. I dag trækker de alternative bevægelser i Sydeuropa som Syriza og Podemos på den gramscianske tradition og gennemspiller på nærmeste hold de tematikker om civilsamfund, stat og magt, som Gramsci havde fat på. Med Gramsci i baggagen og med hans virkningshistorie, bliver det svært at slette skellet mellem højre og venstre i Europa. Hvis derfor venstresiden af dette skel skal have mere politisk gennemslagskraft, er det nødvendigt, at der udvikles nogle flere fælles idéer. Disse samlende idéer findes ikke i dag i tilstrækkelig udstrækning, men der findes forskellige udgangspunkter, der kan være nyttige i forsøgene på at udvikle dem. Blandt disse udgangspunkter er ‘det gramscianske sprog’ med henvisning til de begrebssammenhænge, som Gramsci udviklede til en adækvat politisk analyse.

Hvis hegemoni er svaret, hvad er så spørgsmålet? Her kommer vi ikke uden om, at vende indholdet af selve begrebet nærmere igen. Oprindeligt (hos de gamle grækere) var en hegemon en styrmand, og mere bredt en leder som f. eks. Odysseus eller ifølge Thukidid en by som Athen, der indgik i en alliance af græske bystater vendt mod Perserriget. Lenin og hans samtidige kommunister brugte også udtrykket ’hegemoni’ i 1920’erne, men i en noget anden betydning, end Gramsci senere skulle gøre i fængslet. For leninisterne betød hegemoni ganske enkelt en klassealliance, hvor arbejderklasse og bønder ideelt set lagde kræfterne sammen og under arbejderklassens lederskab indførte socialisme, først og fremmest i Rusland.

Gramscis forestilling om hegemoni er noget anderledes. Den handler om lederskab, men den handler desuden om, at skabe politiske strukturer og forestillinger, der rækker ud over klasserne og forholder sig til hele det spektrum af udfordringer, som et samfund skal forholde sig til. Det er her, Gramscis tilgang viser sig mere rummelig og samlende. At give samfund retning, at etablere et etisk-politisk lederskab handler i dag, hvor demokratiet underløbes, om hvilken styreform og hvilket værdigrundlag, vi ønsker os, og som vi mener er bedst (1) til at løse de store spørgsmål vedrørende social retfærdighed, bæredygtig udvikling, miljø, uddannelse, sundhed og teknologi, (2) til at tackle udfordringerne i forholdet til andre regioner, f. eks. Mellemøsten og Afrika, der står med helt andre problemer end Europa, og (3) til at prioritere kravene fra de forskellige sociale bevægelser, etc.

Det rejser spørgsmålet, om hvordan man skaber samling, uden et også organisatorisk lederskab? For Gramsci handlede det om, hvordan man kunne gennemføre en ‘moralsk og intellektuel fornyelse’ uden at være afhængig af en centralistisk styret parti af den type, han kendte fra Kominterns bolsjevisering af de nationale kommunistpartier, og som han senere tog afstand fra. At kæmpe for hegemoni bliver derfor også et spørgsmål om at udvikle brede koncepter, der kan give sociale kampe samme retning uden at et konkret lederskab nødvendigvis udstikker retningslinjer. I en verden, hvor de små kampe, som Gramsci omtalte som molekylære, betyder stadigt mere i forhold til de store, bliver konsensusdimensionen i et hegemoni vigtigere end nogensinde for en venstrebevægelse, der ikke ønsker politisk magt via tvang, men via demokrati. Samtidig bliver erkendelsen af, at hegemoni grundlægges i det civile samfund, hvor de molekylære politikker udfolder sig friest, også vigtigere. Ganske vist er ikke alt politik, men der er stort set ingen grænser for, hvad der kan blive det.

Gramscis begreb om hegemoni er designet til at virke samlende. Hvis man tænker i hegemoni tænker man i, hvordan man kan samle forskellige kræfter og give dem retning. I dag er det derfor anvendeligt på i hvert fald to måder (og formodentlig findes der intet andet begreb, der kan erstatte det meningsfuldt på de to relevante områder). Det første områder vedrører spørgsmålet om parti og bevægelser og det andet område spørgsmålet om nationalt eller internationalt (EU) niveau.

Hvad spørgsmålet om parti og bevægelse angår er problemet, at den klassiske socialdemokratiske og kommunistiske tænkning så udfordringen i forhold til parti og fagbevægelse. Det skete i en verden, der blev opfattet som mere enkel. I dag, for centrum-venstre og venstrefløj, er udfordringen blevet nærmest uendelig meget mere kompliceret. Sociale bevægelser har udviklet sig og simple formler duer ikke rigtigt mere. Hegemonibegrebet kan være en indfaldsvinkel til den fortløbende diskussion om, hvordan venstrepartier kan forholde sig til bevægelser og omvendt.

Den klassiske model gik ud fra, at der når alt kom til alt, var en ‘naturlig’ arbejdsdeling mellem parti og fagbevægelse, der handlede om at fordele ansvaret for den samlende politik og tage højde for de ‘dag-til-dag-agtige’ eller ’overenskomst-til-overenskomst-agtige’ spørgsmål. I dag findes der ingen mulighed for, at politikere kan overskue, endsige samle og koordinere, krav fra sociale bevægelser. For venstresiden er der ingen vej uden om ‘kampen om dagsordenen eller om hegemoniet’ som en nødvendig opdatering af ’kampen om de enkelte beslutninger’. Derfor er spørgsmålet om hegemoni og om udviklingen af en konsensus, der indefra kan koordinere de politiske aktørers krav blevet så meget vigtigere end det, der bare for en generation siden kunne omtales som ‘at sikre ro på bagsmækken’ (til oplysning for læsere under fyrre betyder det, at ‘socialdemokraterne banker fagbevægelsen på plads’. I dag ville enhver socialdemokrat, der prøvede at ‘banke nogen på plads’ blive til grin. Men at sætte en dagsorden, som ingen kan komme uden om, anses til gengæld for at være noget at det sejeste og mest cool).

Også hvad angår forholdet mellem det lokale, det nationale og det internationale er samling via hegemoni nødvendig, hvis det neoliberalistiske og højrepopulistiske projekt skal brydes. Hvor skal kravene samles: nationalt eller internationalt? Hvis der skal føres venstrepolitik som reelt og langsigtet alternativ til den altdominerende praxis, hvis katastrofekurs er åbenlys, er det internationale niveau uomgængeligt.[4] Denne erkendelse rejser – ligeså uomgængeligt - også spørgsmålet om lederskab til venstre i Europa. Hvem skal koordinere venstrekræfterne i Europa, hvordan og med hvilke idéer og projekter? I dag findes denne koordinering ikke i systematiseret form. Der findes ingen fælles platform, hvor udfordringen kan mødes. Så længe dette spørgsmål er uafklaret – eller i mange sammenhænge slet ikke stillet – er udsigterne for fælles indsats ikke løfterige.

Påstanden er ikke, at tilegnelsen af Gramscis begreber i sig selv løser nogle aktuelle politiske problemer. Det ville selvsagt være den rene sprog- og begrebsfetichisme. Men de har til gengæld demonstreret en betydelig evne til at samle op og forene mange af venstresidens initiativer i sidste halvdel af det 20. århundrede – i Europa og udenfor. Argumentet går på, at Gramscis begreber siden 1970’erne er blevet så udbredte såvel geografisk som socialt, at det også i rent praktiske termer er blevet et af de mest udbredte sprog for en diskussion af alternativer til den aktuelle neoliberalistiske-populistiske dagsorden. Det forekommer derfor oplagt, at forholde sig til denne kendsgerning og tage stilling til, i hvilken udstrækning det er en farbar vej eller ikke.


[1] Gert Sørensen & Carsten Jensen, Antonio Gramsci, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2015. Bogen indgår i en serie af introduktioner til ‘Statskundskabens klassikere’.

[2] Der svarer til Marx’ basis-overbygning model. Men typisk for Gramsci taler han om overbygning i flertal, altså struktur-overstrukturer.

[3] Forfatterne vil her godt give JH ret i hans kritik af, at dette punkt godt kunne have fortjent lidt mere plads, da det i videre forstand implicerer hele spørgsmålet om, hvordan det civile samfund politisk organiserer sig.

[4] Denne erkendelse lå også bag det netop afholdte europæisk venstretopmøde, der fandt sted i København den 19. og 20. November, hvor blandt andre Enhedslisten var vært for et todages møde med deltagelse af en lang række europæiske venstrefløjsorganisationer. Formålet var at diskutere tværnationale udfordringer som valget af Trump i USA, Euroen, social dumping mv.