Hvad vil Party of European Left?
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. december 2016

I en artikel i tidsskriftet Sozialismus stiller redaktionen følgende spørgsmål: ”Har die Linke en fremtidsstrategi”? Redaktionens svar er ikke ganske klart, men det gør ikke spørgsmålet mindre relevant. Samme spørgsmål kan man berettiget stille til Party of European Left her op til den 5. kongres i december måned. Det korte svar er – nej.

Men først hvad er Party of European Left (ELP)? ELP er ifølge udkastet til kongresresolution ”en bred alliance af kommunister, socialister, republikanere, antikapitalister, miljøorganisationer, feminister, økosocialister og andre demokratiske og progressive grupper”. Altså en broget forsamling af grupperinger og partier med forskellig tradition, organisation og politiske mål og nationalt tilhørsforhold. Når det er vigtigt her at få hele spektret præsenteret, er det fordi denne bredde kan bidrage til at forklare måden, det foreliggende udkast til det bærende kongresdokument er affattet på. Når så samtidig ELP opfatter sig som en bred folkelig bevægelse, der skal udfordre populismen og samle modstanden mod først og fremmest den europæiske kapitalisme, må det nødvendigvis være en opgave i sig selv at foretage en kritisk gennemgang af kongresresolutionen, hvor vagt og upræcist den end er formuleret.

Nu skal det med, at dokumentet selvfølgelig ikke i sig selv siger noget om, hvordan de enkelte tilsluttede organisationer har udformet deres egen politik, eller hvordan de handler indenfor de respektive nationale rammer. Udkastet siger alene noget om, hvad organisationen European Left formår som samlende venstrefløjskraft i Europa. Det er som sådan, grunddokumentet vil blive kritisk gennemgået her.

Kongresresolutionen er opbygget som følger:

  • Beskrivelse  af krisen i Europa.
  • Den geopolitiske ustabilitet.
  • Fragmenteringen af EU og den sociale deroute for de brede lønmodtagergrupper i hele Europa.
  • Samt ikke mindst de herskende klassers manglende svar på den økonomisk-politiske krise.

Herefter beskriver dokumentet:

  • Nødvendigheden af at opbygge en historisk social blok, der skal mobilisere ”folket” mod ulighed, social utryghed og truende katastrofer og for demokratisk socialisme.
  • Den historiske sociale blok som alternativ til de tidligere centrum-venstre alliancer.

Som grundlag for at agere fremover opstiller dokumentet syv centrale politikpunkter, som European Left inviterer alle progressive kræfter til at diskutere indenfor nye og bredere rammer, der overskrider sammenslutningens almindelige rammer. Dokumentet afsluttes med at diskussion af, hvordan den nye historiske sociale blok og de kommende drøftelser, skal bidrage til at ændre de givne styrkeforhold. Der tænkes angiveligt på klassestyrkeforhold, men det står der ikke direkte. Eksplicit derimod nævnes de 99 procent, der står i modsætning til den 1 procent, som ifølge resolutionen sidder på alle privilegierne.

Krisen og det økonomiske sammenbrud

Dokumentet indleder med den efterhånden trivielle konstatering af, at krisehåndteringen fra 2008 og frem først og fremmest har gavnet den rigeste ene procent. Så er modsætningen slået fast. De finansielle redningsaktioner -  vurderer dokumentet -  vil kun skærpe den ”finansielle overakkumulation”. Hvad det så er for en størrelse. Den beskrives ikke nærmere. I det hele taget lider hele det indledende afsnit om kapitalismens krise og det politisk-økonomiske sammenbrud af kun at være en beskrivelse. Man leder forgæves efter en analyse af krisens karakter. Var krisen eksempelvis en finanskrise, sådan som de borgerlige økonomer skriver, eller var det finansielle sammenbrud kun udløsende faktor for denne specifikke krise, som igen kun kan forstås i række af tilbagevendende recessioner siden krisen i 1973, der betegnede afslutningen på kapitalismens længste vækstperiode? Hvor krisen i 2008 først og fremmest adskiller sig fra de foregående recessioner ved sin dybde og i sammenbruddet af de kompenserende mekanismer, som finansspekulationen har repræsenteret indtil nu.

Uden en analyse af de forskellige fortolkninger af krisen og dens grundlæggende årsager, kan man beskrive dens gennemslag og konsekvenser nok så meget uden at komme en forståelse nærmere. Hermed forbedrer man heller ikke grundlaget for mere præcise og konsistente vurderinger af, hvilke udfordringer borgerskabet er oppe imod, og hvad vi kan forvente af nye strategier for at løse en krise, der bare ikke vil gå væk.

Sammenkoblingen af krisens eskalation og fremvæksten af lokale krige og borgerkrige i Europas nærområder bliver af samme grund udvendig. Noget tilsvarende gælder for de geopolitiske overvejelser f.eks. når det gælder vurdering af kampen om herredømmet på verdensmarkedet og muligheden/risikoen af den gamle verdensordens opløsning samt konsekvenserne heraf. Ingen analyser. Ingen forklaringer. Ingen fremtidsperspektiver. Kun beskrivelser.

Det er selvfølgelig ganske korrekt, at de herskende klasser har brugt krisen som afsæt for optrapning af angrebene på velfærdsstaten. Hvad andet havde man forventet? Og det er også korrekt, at det har betydet, at flere lønmodtagere er blevet presset ud i armod, og at lønmodtagerne generelt har mistet store dele af det sociale sikkerhedsnet. Korrekt er det også, at fagbevægelsen er blevet svækket. Selvfølgelig. Men hvordan er det sket, og har det virket? Har det reduceret den europæiske kapitalismes problemer og bragt en løsning nærmere? Dokumentets eget svar er, at det ikke er tilfældet. Tværtimod har krisepolitikken ført til en yderligere opsplitning af EU og Europa som helhed. Men når det så ikke er tilfældet, skyldes det så grådigheden og de herskende klassers arrogante ignorance, eller kunne forklaringen være, at krisen stikker langt dybere, end de herskende grupper og deres talerør har erkendt, og klassestyrkeforholdene trods alt ikke er til, at man sådan lige kan gennemføre en ny offensiv?

Det eneste noget kryptiske svar, man får, er, at den neoliberalistiske kapitalismemodel er færdig – er endt ”i en blindgyde”. Betyder det så, at en ny kapitalistisk model kan udvikles eller hvad? Det svarer dokumentet ikke rigtigt på. Men man kan få den mistanke, at man deler mainstreamopfattelsen af, at nede under finanskapitalismen eksorbitante spekulation findes der en mere sund kapitalisme, som med en eufemisme kaldes ”realøkonomien”. Den opfattelse er blevet gentaget i ét væk af især keynesianistiske økonomer, uden at der er ført empirisk belæg for påstanden. Tværtimod er der givet belæg for, at store dele af industrikapitalen er dybt indvævet i finanskapitalen og dens spekulative regime.

Restauration

Dokumentet bruger meget plads til at beskrive, hvorledes de herskende klasser i EU har gennemført restaurationen af deres klasseherredømme og grundlaget for en ny kapitalistisk vækstperiode. Men nærmere kommer man heller ikke. Til gengæld overlæsses teksten med upræcise begreber, som stort set kun fungerer normativt og suggestivt. F.eks. bruges et begreb som ”autoritær føderalisme” og ”finansiel autoritanisme”, hvilket enten er forvrøvlet, eller også forudsætter et dybere kendskab til analyserne af dele af borgerskabets ikke særligt demokratiske forestillinger om udvidelse af unionen i forbindelse med gældskrisen, eller kendskab til finansmarkedernes konstante trusler om eller attentater på de nationale økonomiers såkaldte suverænitet. Men hvis det er de forhold, der henvises til, hvorfor skriver man så ikke det og gennemfører en analyse, så man bibringes en konkret forståelse af begreberne, og hvad man mener, der er i gang?

Et sted skriver man, at Brexit har eksponeret dybden i de sociale og territoriale konfliktlinjer, som er skabt af 30 års austeritypolitik og kapitalistisk konflikt. Andet sted beskrives krisepolitikken efter 2008 som austeritypolitik. Men hvis den har varet i 30 år, kan samme begrebslige tilgang ikke uformidlet anvendes til at karakterisere perioden efter 2008. Og blot at hæfte ”kapitalistisk globalisering” på skaber ikke mere klarhed. Kapitalistisk globalisering er en alt for upræcis kategori. Man ville være betydeligt bedre hjulpet, hvis der havde stået ”udvidelse af det kapitalistiske verdensmarked”. Men så ville man også have mistet et alment accepteret skældsord. Det egner analytiske begreber sig ikke til i samme omfang.

Hele beskrivelsen af den kapitalistiske krises samfundsødelæggende karakter leder så frem til en antagelse om, at det europæiske kontinent er bragt til ”kanten af en ideologisk krise”, hvor højrepopulismen er i fremmarch. Der sluttes med andre ord mekanisk fra kapitalismens mange sociale, kulturelle konsekvenser til højrepopulismens vækst – altså til en polarisering af samfundene. Det sidste er ikke forkert, men det første kan ikke forklare højrepopulismens stærke position i den aktuelle politik. Det end ikke overvejes, om væksten i de populistiske strømninger kunne hænge sammen med, at de herskende klassers evne til at vise lederskab og foranstalte troværdige kriseløsninger efterhånden er så tyndslidt, at de herskende klasser og deres talerør har mistet så meget autoritet, og at centrum-venstre samtidig er så kompromitteret, at store dele af arbejderklassen og middelklassen føler sig tiltrukket af højrenationalistiske løsninger og magisk tænkning, der i afmagtens stund kan vendes mod den elite, der har vist sig ude af stand til at klare ærterne for hele samfundet. De ser ingen anden udvej, fordi den såkaldte venstrefløj både nationalt og i europæisk sammenhæng ikke på noget tidspunkt har præsenteret et alternativ.

Men måske finder den manglende analyse af højrepopulismen og polariseringen af de europæiske samfund sin forklaring i, at dokumentet rent faktisk er kemisk renset for enhver politisk-økonomisk klasseanalyse. Man opererer i stedet sideordnet med to forskellige modsætningsmodeller. Den ene adskiller sig i princippet ikke fra populismens modsætningsbillede: ”folket (det sunde folk) mod eliten”. Den anden model adskiller sig ikke nævneværdigt fra den første. Den hedder: overklasse – middelklasse – lavere klasser. En bekvem analysestørrelse, for alt kan puttes ind i de tre respektive kasser afhængig af interesse eller opportunistisk ønsketænkning. Til gengæld anvendes modsætningen mellem kapital og arbejderklasse ikke som klassekonstituerende. Det ville også have kaldt på en nærmere analyse af klasseforholdene for at vurdere deres reelle indbyrdes styrke, og en sådan øvelse ville ganske givet have sprængt ELP i stumper og stykker.

Sammenlagt adskiller dokumentets beskrivelser af de grundlæggende modsætninger indenfor EU sig ikke fra de indignatoriske bevægelsers, som i dag er ved at udvikle sig til venstrepopulistiske partier og politiske platforme som f.eks. i Spanien. Det får tillige som konsekvens, at dokumentet stort set ikke beskæftiger sig med fagbevægelsen og udviklingen indenfor den brede arbejderbevægelse, herunder de socialistiske/socialdemokratiske partier. Kun et par steder sondres der mellem højresocialdemokrater og venstresocialdemokrater, men kun i sammenhæng med ansvar for austeritypolitikken eller i forhold til fremtidigt bloksamarbejde. Arbejderklassens organisationer sidestilles med alle mulige andre sociale og identitetspolitiske bevægelser og organiseringer.

En ny historisk periode

I et konkluderende afsnit til beskrivelsen af kapitalismens problemer trækkes linjen op for udviklingen indenfor EU.

Prognosen er: Enten en retning, der går mod en form for autoritær føderalisme, selv om betingelserne herfor se ud til at smuldre med Brexit og de enkelte medlemslandes stadigt stærkere betoning af et EU af selvstændige nationalstater. Eller også vil opbygningen af en ny politisk og social blok, der arbejder for ”folkets interesser” finde sammen og formå at vinde frem i Europa. I den sammenhæng er det ELP’s forpligtelse at formulere en politik for en ”ny europæisk union” baseret på suverænitet og solidaritet. Hvem eller hvad, der skal være suverænt fremgår ikke, og da subjektet ikke er kendt, forbliver begrebet solidaritet en besværgelse.

Reform af EU

I dokumentet står det to steder, at analysen af og linjen for et reformeret EU ikke er afklaret. Det formuleres et sted på følgende måde: ”Om vi skal anbefale mere Europa eller mindre Europa, så er det indholdet af vores perspektiv, der er det centrale tema”. Ja, sådan kan man også løse en intern uoverensstemmelse. Det kommer der blot ikke nogen praktisk politisk strategi ud af. Formuleringen tåler nemlig ikke en nærmere konkretisering.

Men lad os se på, hvori det grundlæggende perspektiv består, som alle kan samles om? Det gælder kampen for et socialistisk perspektiv (ikke et socialistisk Europa), ”defineret som et samfund baseret på retfærdighed, en eller anden samling af produktivkræfterne, og på suverænitet og demokratiske valg i harmoni med planetens begrænsede ressourcer. Det (perspektivet) afviser kapitalisme, som er årsag til ulighed, uretfærdighed, fattigdom og krige”.

Hertil er der at sige, at hvis det er definitionen på ”socialismeperspektivet”, så mister ELP hele sin berettigelse som europæisk selvstændig samling af venstrefløjen, for så er der mageligt plads indenfor det Europæiske Socialdemokrati (European Socialdemokratic Party PES). Man leger ikke med politiske forsamlinger, og med ovennævnte definition udgør ELP ikke et alternativ til PES Man kommer sandheden nærmere ved at betegne partidannelsen som en traditionel sekterisk omgåelse af en relevant politisk og teoretisk kamp indenfor den eksisterende socialdemokratiske arbejderbevægelse. Som det er formuleret i dokumentet, gør ELP blandt andet konkurrencen med eller kampen imod PES og de nationale socialdemokratier til et væsentligt moment i kampen for at udbrede den ”nye politiske og sociale blok” på et politisk perspektiv, der knapt adskiller sig fra den indbildte modstanders grundlag.

Det bliver efterfølgende ganske klart, at det er det ærinde, ELP er ude i. Alternativet til de eksisterende socialdemokratiske partier og fagforeninger er i virkeligheden den røde tråd, uanset hvor meget man skriver om opbygningen af en bred front for at skabe en ”social kontrakt” mellem Europas befolkninger for at skabe en ny majoritetsbevægelse, der kan reformere EU (Rousseau og John Stuart Mill har ikke levet forgæves. De byggede det meste af deres samfundsfilosofi på forestillingen om sociale kontrakter).

Den sociale kontrakt indebærer et opgør med Lissabontraktaten, og ”en tilbagetrækning fra Finanspagten”. Den sidste formulering er forhåbentlig udtryk for dårligt engelsk eller en skrivefejl. I modsat fald er der tale om groteske forestillinger, for hvordan forestiller man sig, at man ”skal trække sig tilbage fra finanspagten”? Skal man, dvs. medlemslandene, undlade at overholde den eller hvad? Sådan en form for national ulydighed?

Men det er ikke en skrivefejl. For længere nede i teksten står der, at man ikke kan reformere EU uden at bryde med de traktater, der sikrer uhæmmet konkurrence og sætter spørgsmålstegn ved medlemslandenes demokratiske selvstændighed. Men hvordan skal man ”bryde væk” fra traktaterne? De kan vel kun sættes ud af kraft ved at blive afskaffet, hvilket på den anden side ikke er muligt, med mindre man har en strategi for at mobilisere de stærkeste sociale kræfter (læs arbejderklassen) og erobre tilstrækkelig politisk magt til at kunne gøre det. Det sidste forudsætter dog som mindstemål en praktisk EU reformstrategi. Men det er netop den, man i ELP ikke kan blive enige om. Så man tyr til det gamle trick med at skrive sig ud af uenigheden og ekskludere enhver indkredsning af et handlende subjekt.

Men faktum er, at vi ikke er blevet en kvant klogere på, hvordan EU skal reformeres og på, hvem der skal realisere reformperspektivet og om, hvorvidt reformkampen indebærer en radikal omkalfatring af hele EU komplekset, herunder magt-og beslutningsforholdene mellem de forskellige institutioner og de nationale parlamenter.

Dokumentets syv punkter

Resolutionen formulerer syv centrale politikpunkter for kampen for et nyt Europa. Jeg skal ikke her gå i detaljer med de enkelte punkter, men indskrænke mig til at opliste de væsentligste elementer i punkterne.

Det første punkt indeholder kravet om et Europa, der respekterer folkets suverænitet (vi er stadigvæk ikke blevet klogere på, hvad det er for en størrelse). Kravet indebærer en begrænsning af kommissionens magt og ret, en udvidelse af EU-parlamentets og de nationale parlamenters magt og ret til at være politikinitierende, og at hvert medlemslands demokratiske legitimitet må sættes over EU traktaterne. Lige meget hvor mange gange, jeg læser teksten, forbliver den uforståelig. Er det ikke medlemsstaternes suverænitet og parlamentariske legitimitet, der ligger til grund for valget af regeringsledere? Er det ikke disse ledere, der kan trække af i ministerrådet? Er det ikke sådan, at det er de stærkeste medlemslande, der dikterer de andre lande betingelserne? Er det ikke sådan, at kommissionen står mere eller mindre magtesløs overfor et medlemsland som Tyskland? Er det ikke sådan, at Tyskland og Frankrig har haft en særstilling og ikke er blevet straffet, når de overtrådte vækst- og stabilitetskriterierne? Og er det ikke sådan, at EU’s politik i det store og hele er udtryk for en overnational potensering af medlemsstaternes nationale forsvar for kapitalismen som samfundsmodel og de herskende klassers aktuelle økonomiske interesser? Er angrebene på velfærdsstaterne dikteret og koreograferet i Bruxelles?

Nej, det har man nok kunne finde ud af nationalt. Bevægelsen er faktisk gået den modsatte vej. De nationale regeringsledere har sanktioneret kommissionens initiativer, fordi de præcist passede til den nationale politik, hvorved man kunne fralægge sig ansvaret og placere autoriteten og ansvaret i en udefinerbar institution - nemlig EU.

Det har i den grad tjent de siddende regeringer og nu også de højrepopulistiske bevægelsers interesser at dæmonisere EU som en selvstændigt handlende og politikdikterende entitet, selv om det modsatte aktuelt viser sig i stor målestok efter Brexit og EU’s impotens overfor udviklingen i Polen og Ungarn – bare som eksempler.

Men skulle dokumentet have besvaret ovennævnte spørgsmål, ville den faktiske uenighed indenfor ELP om den europæiske strategi vise sig fuldtonet. Med andre ord er det min påstand, at man ikke kommer et hår nærmere en europæisk strategi, før man får overvundet den grundlæggende uenighed om ”mere eller mindre EU”.

Det næste punkt er det efterhånden kendte om flere investeringer i infrastruktur og miljørigtige energiformer, som kan skabe flere og gode arbejdspladser. Det er hørt så mange gange, at man næsten kan remsen i søvne. Men hvad er det for infrastrukturelle forbedringer, der mangler? Hvad er det for vitale investeringsobjekter, der ligger og venter, som kapitalen ikke har fået øje på osv.?

Det skrives der ikke et ord om. Et keynesiansk fif? Jeg udelukker på ingen måde vigtigheden af infrastrukturelle investeringer osv. Men et mindstekrav må være, at investeringsobjekterne kan identificeres. For man mener vel ikke, at formålet med investeringerne bare er at skabe arbejdspladser? Skulle det være tilfældet, har man annekteret kapitalismens politiske økonomi, og hvordan står sådan et politisk krav til kritikken af kapitalismen som et system af blind vækst, og hvilken rolle spiller kravet om nedsat arbejdstid for alle lønmodtagere indenfor EU?

Der er nok desværre ikke tale om dårlige formuleringer her heller, selv om jeg faktisk havde håbet det. For lidt længere nede i samme punkt står der: ”og i ønsket om skabelse af stabile jobs i industrier bragt tilbage bag Europas grænser”. Ikke en skrivefejl. ELP mener i ramme alvor, at de outsourcede arbejdspladser og virksomheder skal bringes tilbage til Europa. I lighed med Trump og de store højrepopulistiske bevægelser i Europa som eksempelvis Front National i Frankrig i deres strategier for genrejsningen af deres nationale økonomier.  

Når jeg tørt konstaterer, at der ikke er tale om en skrivefejl, skyldes det, at der desværre ikke dukker noget op senere i teksten, der kan modsige min udlægning. Tværtimod understøttes min læsning af teksten af den efterfølgende formulering, hvor der står: ”EU må arbejde med medlemsstaterne for at sikre en strategisk dialog med de betydningsfulde industrisektorer for at beskytte jobs eller sikre nye jobs”. Kort sagt opfordrer man for det første til strategisk dialog med dem, man lige har hængt ud for at føre brutal krisepolitik, og for det andet lægger man an til en eurocentrisme, der ikke adskiller sig en pind fra den hidtidige EU strategi for løsningen af Europas økonomiske lavvækst, som man ellers har kritiseret i endog meget stærke vendinger.

Men bortset herfra foreslår dokumentet en række andre initiativer til løsningen af krisen, som er ganske fornuftige i sig selv. Imidlertid skæmmes realismen i kravene  af, at man afstår fra at stille håndfaste krav til regulering af finanssektoren og til radikale indgreb overfor skatteunddragelse. Det er dog ikke det mest interessante. Det er derimod, at der ud for hvert politikpunkt står, hvad EU skal gøre. Altså det samme EU, der har befordret krisepolitikken, eller hvad? Som i så mange andre programmer, bliver man ikke oplyst om, hvem der skal handle, hvordan der skal handles, og hvad vi kan forvente os af konsekvenser – blandt andet af modstand fra de klasser og politiske partier, som ikke mener, der skal handles, og som har stået for hele restaurationspolitikken.

Ganske ligefremt. Der står ikke et ord om, at de ovennævnte krav og politikkrav vil skærpe klassekampen og som sådan forudsætter en mobilisering af netop den klasse, man undlader at beskrive – arbejderklassen. Og af gode grunde. Hele dokumentet opererer nemlig ikke med klasser i politisk analytisk forstand. Kun i beskrivende, hvor klasserne er opløst i begrebet ”folket”.

Ret beset efterlader dokumentet det indtryk, at klassespørgsmålet er opløst i et diffust folkebegreb, og at dette folk skal erstatte arbejderklassen og dens allierede som den historisk forandrende kraft – ”de 99 procent mod den 1 procent”. Er det mon den gamle folkefrontspolitik, der spøger igen blot i nye klæder, eller måske teorien om det antimonopolistiske demokrati?

Det får vi ikke svar på i teksten. Samme problem går igen i de andre punkter, der omhandler kampen mod ulighed, for bedre jobs og indsats mod social dumping. Man forlanger af det EU, man har kritiseret, at det skal gennemføre en lovgivning, som sikrer større lighed mv. Fagbevægelsens rolle og betydning nævnes kun i en bisætning. Der refereres overhovedet ikke til ETUC’s og andre faglige organisationers forsøg på at rejse grænseoverskridende bevægelser for minimumsoverenskomster, forbud mod kontraktansættelser, faglige rettigheder og for ordentlige arbejdsmiljøforhold, hvilket ellers ligger lige for, hvis man ønsker at rejse til kamp for krav, der vil kunne forene de europæiske lønmodtagere på tværs af de nationale grænser – ja, som måske er den eneste vej at gå, hvis man har som mål at forsvare lønmodtagernes interesser og opbygge et perspektiv, der er tilstrækkeligt livskraftigt til at kunne udfordre de herskende klassers dominans og EU bureaukratiets magt. Dvs. rejse en mobilisering, der ikke bare løber panden mod den nationale konkurrenceevnes mur.

Meget mere klart bliver det ikke, når dokumentet opfordrer til, at der sættes ind overfor skatteunddragelser og gennemføres en harmonisering af beskatningssystemerne. Hvem der skal gennemføre harmoniseringen, og hvordan det skal gøres, gås der udenom. Men det er vel ikke tænkeligt, at en sådan harmonisering kan gennemføres, uden det medfører en tilsvarende styrkelse af unionens politiske overbygning. Ligeså lidt tænkeligt er det, at en harmonisering af f.eks. kapital- og virksomhedsbeskatningen kan gennemføres, uden at de centrale organer i EU får magt til at sanktionere de medlemsstater, der ikke efterlever de fælles beslutninger. Uden en institutionel understøttelse forbliver kravet om en harmonisering af beskatningen et fromt ønske, og den slags fører som bekendt ikke langt.

Når det gælder den helt ømme tå, forbliver resolutionen ukonkret og proklamatorisk. Det gælder selvfølgelig forholdet til ECB og euroen. Det er selvfølgelig korrekt, at euroen og ECB har fungeret som et instrument for de herskende klassers interesser, men konstruktionen har vist sig både svag og uhensigtsmæssig. Hvis ECB skal ændres til en demokratisk styret centralbank med andre mål og opgaver end inflationsbekæmpelse og redning af finanssektoren, hvordan forestiller man sig et sådant ”redesign” gennemført? Det står der ikke et ord om. Det samme gælder ombygningen af euroen, hvor resolutionens krav er en omdannelse af valutaunionen, så den kommer til at stå i ”realøkonomiens tjeneste”. Hvilken realøkonomi? Og hvordan forestiller man sig en afgørende ændring af ECB’s funktion og af euroen, uden at der indføres vidtgående udligningsmekanismer og overførselsprogrammer, der kan modvirke medlemslandenes uens økonomiske udvikling og modvirke enkeltnationers økonomiske undertrykkelse af andre nationer, som vi har været vidne til med Grækenland, Spanien, Portugal og Irland, som har været tvunget til at gennemføre ”intern devaluering” (nedskæringer i velfærdsydelserne og lønsænkninger) for at leve op til bl.a. Tysklands krav til stabilisering af euroen? Resolutionen besvarer ikke dette vitale spørgsmål, fordi en radikal ændring af ECB og euroen forudsætter en videre udbygning af en ”stadigt tættere politisk union”, og det perspektiv kan man ikke enes om. Det kan de nationale ledere i øvrigt heller ikke. Det gælder både hvad angår en udvidet bankunion, en fælles finans- og skattepolitik og hvad angår  en udvidet social union med indbyggede udligningsmekanismer.

Når det kommer til miljøpolitikken og sikring af fælles velfærdsgoder mv. stiller problemet sig på nøjagtig samme måde. Det skorter ikke på fornuftige og velbegrundede krav, men tilbage står uvisheden om, hvem der skal realisere kravene og hvordan. Det nærmeste, dokumentet kommer, er, at ”ELP vil kæmpe for harmonisering af økonomiske, sociale og finanspolitikker efter den højeste standard” på alle områder. Men hvem skal kæmpe? Hvem skal implementere? Hvem skal regulere harmoniseringerne osv.? Disse grundlæggende magtpolitiske spørgsmål bliver end ikke tematiseret.

Det gælder også for det sidste punkt, om EU’s politik i ”nærområderne”, som primært betyder Mellemøsten og de dele af Østeuropa, der ligger udenfor EU (først og fremmest Ukraine). Dokumentets politiske forslag, hvor magre den end er, fejler bestemt ikke noget. Man ved bare ikke efter endt læsning, hvem, dvs. hvilke politiske og institutionelle kræfter og organer, der skal gennemføre f.eks. en mere retfærdig og udviklingsfremmende handelspolitik overfor landene på den anden side af Middelhavet. Og hvad angår ophør af den syriske borgerkrig, går forslaget på, at der skal indkaldes til en stor fredskonference, som søger en samlet fredsløsning på konflikterne i Mellemøsten. Men hvordan skal en sådan spænde af, når de samme magter, som skal deltage i konferencen, er engageret i konflikterne i deres indbyrdes konkurrence om at dominere verdensmarkedet. Helt konkret tænker jeg på USA’s og EU’s og på den anden side, Ruslands og på afstand Kinas rolle i den syriske borgerkrig og de mindre krige/konflikter i det øvrige Mellemøsten. Når man kan skrive sådan noget, må det enten karakteriseres som magtpolitisk naive fantasterier, eller også må der foreligge en analyse af tilstandene indenfor den eksisterende verdensorden, som gør forestillingerne realistiske. Vi kender desværre ikke den analyse.

Dokumentets afsluttende konklusion

Dokumentet slutter med en proklamation om, at ”ELP har til sinds, at de nævnte nøglepunkter skal udgøre grundlaget for brede, åbne kampagner og for styrkelse af aktioner, der allerede pågår for”:

  • Et Europa, der tillader folk at tage kontrol over deres egne økonomiske valg,
  • En bred folkelig og progressiv front,
  • En kamp mod skatteunddragelse,
  • Tilbagetrækning fra TTIP, TISA og CETA forhandlingerne,
  • Lige rettigheder for alle og ligestilling mellem kønnene,
  • En værdig modtagelse af flygtninge,
  • Et Europa, der arbejder for fred, nedrustning og fredsprocesser i Mellemøsten,
  • Reduktion af arbejdstiden mv.

Disse krav og politikpunkter og flere til skal danne grundlaget for opbygningen af en bred ”enhedsfront”, der kan ændre styrkeforholdene i Europa. Der er tale om en ny ”historisk front”. Fronten skal repræsentere det store flertal og være stærk nok til at forene de mange sociale kræfter, som har interesse i forandringer på spørgsmål som; social retfærdighed, fundamentale rettigheder og folkelig suverænitet. Og i den udstrækning der findes kræfter indenfor den etablerede arbejderbevægelse, som er enige i disse punkter – eksempelvis venstresocialdemokrater – skal disse selvfølgelig inddrages i fronten.

Men kan man overhovedet finde socialdemokrater, fagforeningsledere og andre politisk progressive, der ikke går ind for de formulerede kampagnemål? Næppe. Hvorfor jeg ikke med nogen rimelighed kan acceptere påstanden om nødvendigheden af at opbygge en ny særskilt historisk blok, når den politik, blokken skal bygges op på, end ikke rækker ud over de krav og forslag til kampagner, som ETUC har slået til lyd for de sidste mange år. Den ”nye historiske front”, der toner frem i dokumentets konklusion, kan kun retfærdiggøres politisk, hvis man i realiteten mener, at hverken de socialdemokratiske partier eller de etablerede fagforeninger overhovedet kan presses til at kæmpe for de opstillede og overordentligt moderate og diffuse krav. Men så skal man skrive det fuldt ud, for ellers giver dokumentets hovedlinje reelt ingen mening for andre end den snævre kreds indenfor ELP’s rammer. Den ”brede” befolkning, som man ønsker at mobilisere, vil i hvert fald have vanskeligt ved at forstå, hvorfor der skal dannes nye organisationer, når der ikke skal kæmpes for andre krav end dem, de eksisterende organisationer allerede har formuleret.

Konkluderende bemærkninger

Så på spørgsmålet om, hvorvidt ELP med det politiske hoveddokument til den 5. kongres har præsteret et udkast til en socialistisk reformstrategi i Europa eller bare en strategi for reformering af EU – på den ene eller den anden måde – eller en strategi for mobilisering af de europæiske lønmodtageres kamp for ordentlige løn- og arbejds- og leveforhold, må både det korte og lange svar være: Nej.

Tværtimod præsenteres et dokument, som hvis det ikke revideres ganske radikalt på selve kongressen, faktisk betegner opløsningen af den europæiske venstrefløjs erklærede socialistiske grundlag og en vandring ind i diffus venstrepopulisme og parlamentarisme, der samtidig løfter begrebet om  ind i et lige så diffust ”folkebegreb”. I bedste fald overlader man arbejderklassen til de socialdemokratiske partiers og fagforeningslederes indflydelse og i værste fald til højepopulismens tiltrækning.

Tilbage står ELP med det moralske imperativ og den rene organisation. Men det har ikke meget med socialistisk politik og en reformstrategi at gøre. Det bliver kun til en moralisering overfor de kræfter, politiske partier etc., der ikke vil den samme vej som Party of European Left. Den sekteriske selvforståelse er set før og har historisk aldrig gavnet nogen.