FREMTIDENS SOCIALDEMOKRATI
Af Poul Nyrup Rasmussen & Udo Bullmann

Offentliggjort: 15. december 2016

Forbemærkning

Denne tekst er skrevet af Poul Nyrup Rasmussen og Udo Bullmann (se de korte introduktioner nederst i teksten) som et diskussionsoplæg udgivet af Socialeurope.eu. Man kan læse originalteksten ved at klikke her. Det er vigtigt at understrege, hvad forfatterne også selv gør det i teksten, at dette ikke er - og ikke er ment som - et udkast til et konkret og færdigt program. Teksten skal læse og bruges som et struktureret oplæg til en diskussion, som efter forfatternes mening er nødvendig at tage ikke blot i den ”socialdemokratiske familie”, men både i denne familie og i fællesskaber med engagerede og aktive borgere i andre organisationer, tænketanke og akademiske kredse. Vi har fået tilladelse til at oversætte teksten og bringe den her. Og vi bringer den, blandt andet fordi det også efter vores opfattelse er en diskussion og nogle temaer, som det er af afgørende vigtighed at tage stilling til.

FORANDRENDE PROGRESSIV POLITIK I EN FORANDERLIG VERDEN

Nichts kommt von selbst. Und nur wenig ist von Dauer. Darum - besinnt Euch auf Eure Kraft und darauf, dass jede Zeit eigene Antworten will und man auf ihrer Höhe zu sein hat, wenn Gutes bewirkt werden soll.

Intet kommer af ingenting. Og meget lidt varer ved. Derfor - fokuser på din styrke og på det faktum, at hver eneste periode kræver sine egne svar, og på at man skal leve op til det, hvis der skal komme noget godt ud af det.
Willy Brandt - ved kongressen for Socialistisk Internationale, Berlin den 15. september 1992.

INTRODUKTION

Willy Brandt formulerede disse inspirerende ord mindre end en måned før han døde, efter et mindeværdigt liv brugt på en kamp for progressive værdier i Tyskland, Europa og rundt omkring i verden. Han minder os om noget centralt, som vi altid skal bære i vore hjerter og vores bevidsthed - nemlig at svarene på fortidens udfordringer ikke altid er de rette på nutidens udfordringer - for slet ikke at tale om fremtidens. Han siger også til os - og gjorde gennem hele sit liv og gennem alle sine handlinger - at de svar, som er de bedste for os som progressive, også er de svære svar - de svar, som det giver mening at kæmpe for.

På vores rejse frem imod det, som vi håber vil være en bedre, mere retfærdig og en fredelig verden, er vi nu nået til det sted, hvor vejene til den gamle efterkrigsverden og den nye verden krydser hinanden.

De grundlæggende ting, som vi skal kæmpe for, er de samme - social retfærdighed, solidaritet og lighed, bæredygtighed, frihed og demokrati så vel som fred. Men den aldrig hvilende og stadigt hurtigere forandring i alle dens aspekter og i dens radikale former, den ofte uforudsigelige karakter af og selve omfanget af de mange kriser og det stadigt stigende pres på næsten alt det, som vi progressive har opbygget og opnået over mange årtier, har aldrig været større.

I løbet af de seneste tredive år har menneskeheden produceret voldsomme og vidtrækkende dynamiske forandringer både økonomisk, socialt, kulturelt og politisk. Disse forandringer og deres samlede virkninger på både samfundet og planeten, har bragt os ind i en virkelighed, hvor forandringen sker stadigt hurtigere, og hvor stadigt mere dybtgående nye forandringer nu så at sige skaber sig selv. Og med forandringerne opstår både nye risici og fascinerende nye muligheder for fremtiden.

Fra et politisk perspektiv bliver det en stadigt mere kompleks opgave at styre den nye verden frem mod noget bedre gennem et værdibaseret system med lighed, social retfærdighed, frihed og fred som kerneværdier. Og målet bliver stadigt sværere at nå.

Det er kun ved at opfinde en ny form for progressiv forandringspolitik, at socialdemokraterne i fremtiden vil blive i stand til at sikre dette værdibaserede system i en verden, som allerede nu er blevet kompleks og superforanderlig. Gør vi ikke det, fejler vi mere og mere i forhold til denne mission, og så vil socialdemokratierne løbe en risiko for at blive yderligere reduceret til en politisk minoritetsbevægelse og - i sidste ende - en marginaliseret form for politisk udtryk.

Det triste og dybt foruroligende faktum er, at færre og færre unge mennesker i de fleste lande er tilbøjelige til at engagere sig sammen med os og til at se socialdemokraterne som en central del af fremtidens politiske billede. Og det burde være et brutalt signal til os om, at tiden er inde til at vågne op.

EN FORANDERLIG VERDEN

Den verden, som vi lever i, er ved at undergå en dyb forandring. Denne proces, der går langt videre end til en globalisering af handel og investering, har helt sikkert resulteret i imponerende fremskridt., hvor hundrede millioner af mennesker er blevet løftet ud af ekstrem fattigdom, og det perspektiv efterlader ingen tvivl om de fremskridt, som globaliseringen indebærer for hele verden.

Men i kraft af fraværet af reelt progressive globale regler, har globaliseringen også udfoldet nogen af kapitalismens mest destruktive effekter. Faktisk virker det, som om nationalstaterne, de aktuelle udgaver af regionalt og globalt samarbejde og det civile samfunds organisationer i stigende grad er ude af stand til at styre de globale forandringer, således at de bliver gavnlige for borgerne. Og selvom denne manglende evne til at administrere forandringerne er dårligt nyt for alle de politiske bevægelser - så er det specielt dårligt nyt for dagens socialdemokratier.

Socialdemokratierne som politisk bevægelse er udsprunget af en erkendelse af, at historien sjældent hvis nogensinde har bevæget sig i en gunstig retning for almindelige mennesker, medmindre den blev styret og formet gennem en værdibaseret politisk intervention. I den industrielle revolutions første faser, da nogle få høstede frugterne af den økonomiske modernisering, mens de mange blot oplevede elendighed og udnyttelse, lærte vi helt sikkert denne lektie. Men socialdemokratierne viste sig trods alt i stand til at løfte udfordringen. Vores succes - der blev omsat til landvindinger som velfærdsstaten - forandrede historien og forvandlede reelt industrisamfundet, således at det kom til at bygge på et socialt bæredygtigt grundlag.

Løftet om at give indflydelse til almindelige borgere i relation til historien er fundamentet for vores politiske identitet. Vores vision har derfor altid været mere ambitiøs og mere langsigtet end den, vore rivaler havde. Socialdemokrater har aldrig sigtet imod at indrette samfundet efter dogmatiske imperativer, men imod at skabe selve historien på en sådan måde, at samfundet kom til at stå som herre over sin egen skæbne. Men i samme øjeblik hvor vi hører op med at forfølge dette mål, så mister vi også vores identitet. Og hvad værre er - med mindre socialdemokratierne er i stand til at opfylde deres løfte om at skabe og styre historien, så bliver samfundet udsat for uregelmæssige strømme af udvikling uden beskyttelse og således truet på selve eksistensen. Desværre ser det ud til, at netop dette er en del af den forvandlingsproces, som aktuelt er ved at foregå.

I verdensøkonomien, som den ser ud i dag, er den finansielle og økonomiske dynamik for eksempel i stigende grad uforudsigelig og kapitalismens kriser voldsommere og oftere forekommende. De økonomiske forandringer ser ud til at blive mere destruktive for hver dag, som går. Konstant ser vi, hvordan velfungerende og overskudsgivende virksomheder lukker, og hvordan tusindvis af lønarbejdere mister deres gode jobs og bliver skubbet ud i arbejdsløshed eller bliver tvunget til at tage usikkert løsarbejde i stedet. Samtidig hermed bliver de nationale systemer til omfordeling i stigende grad utilstrækkelige - ikke mindst på grund af den stadigt mere udbredte globale skatteunddragelse - og samfundet bliver mere og mere opdelt mellem vindere og tabere. Mens  konservative måske kan slippe godt fra at sige, at markedet uundgåeligt bliver underkastet strukturelle forandringer og smertefulde konsolideringer, så er socialdemokraterne kun troværdige, hvis de er i stand til effektivt at modvirke de resulterende sociale forringelser.

Den digitale revolution er endnu et relevant område. Den samtidige fremvækst og spredning af nye, revolutionerende teknologier så som mobilt bredbånd, big data og kunstig intelligens ændrer vort samfund og vore økonomier grundlæggende. Udover at resultere i enorme gevinster i forhold til økonomiens effektivitet og produktivitet, så er disse teknologiske fremskridt allerede begyndt at gøre den etablerede økonomi og de eksisterende markeder for arbejdskraft ustabile. Alt for ofte har de ændret de gamle jobs til nye jobs med et tab af social sikkerhed som resultat. Mens de neoliberale måske vil sige, at denne form for opbrud er den nødvendige konsekvens af en ønskelig ændring i strukturerne, så bliver socialdemokraterne kun troværdige, hvis de kan sikre, at ingen bliver ladt tilbage.

Den forvirring, som vor civilisation er underkastet bliver fremkaldt af en ny verdens(u)orden. Selvom en verden frigjort fra de sidste rester af kolonialismens lænker og konfrontationen mellem øst og vest åbner en vej frem mod global retfærd og delte fremskridt, så er verdens tilstand, som den ser ud lige nu, præget af instabilitet og usikkerhed. De fortsatte bevægelser af flygtninge og migranter, islamisk terrorisme og den fornyede risiko for væbnede konflikter i stor skala illustrerer dette beklageligt tydeligt. Verdens manglende evne til at fjerne årsagerne til de stadigt voksende kriser med immigration og flygtninge over hele planeten og dens stadigt ringere evne til at håndtere disse kriser dér, hvor de udspringer, er ikke blot en kilde til enorme menneskelige lidelser. Det tegner også et meget pinagtigt billede af en kollektiv politisk fiasko. Mens nationalisterne bruger dette triste billede som et påskud til at fetichere nationalstaten som det eneste forsvar, kan socialdemokraterne kun forsvare deres integritet ved at levere resultater i deres kollektive, grænseoverskridende kamp for menneskelig værdighed over hele verden.

Jo længere tid, disse forandringer får lov til at fortsætte uhindret, jo mere bliver den ultimative katastrofe en reel mulighed. Efter årtier præget af storstilet forurening af økosystemer og uhindret udnyttelse af naturressourcerne - navnlig i udviklingslandene - er naturlovene begyndt at slå tilbage. Dødelige storme ødelægger huse og opholdssteder, tørke dræber nyttedyr og afgrøder og drikkevand er ved at blive en kilde til konflikter. Intet af dette er noget, der kun forekommer i science fiction historier. Det er virkelige tildragelser. Mens nogen måske bare lukker øjnene for klimaændringerne, så ved socialdemokraterne, at tiden til handling er inde, når samfundet - hvis velbefindende er det, der giver os mening - er i fare for at blive tilintetgjort.

KRISEN I DEN PROGRESSIVE POLITIK

Når vi ser, at hele vor raison d’être - et fremgangsrigt og fredeligt samfund af ligeværdige mennesker - er truet på eksistensen, så kan socialdemokraterne kun overleve ved at iværksætte en offensiv og ved at tage kampen op. Vi mener, det er på høje tid at bevæge os ud på denne rejse. I takt med at den vestlige demokratimodel er trængt i defensiven og proforma-demokratier vinder frem over hele verden, så frygter vi, at mange borgere rundt i verden har tabt troen på, at selve ideen om det åbne samfund og den demokratiske politik kan garantere et værdigt liv og en bedre fremtid. I stedet vinder populisme og nationalisme terræn og kulminerer i begivenheder af historiske dimensioner som Brexit. Store lande rundt i EU bliver mere og mere autokratiske og udemokratiske, og i USA behersker åbent xenofobiske og protektionistiske ideer hos populister som Donald Trump det offentlige rum.

Som vi ser det, er der indiskutable tegn på, at populismens medvind udspringer af de politiske fejltagelser i forsøgene på at håndtere globaliseringens forandringslogik. Hvad mere er, det faktum at disse nye, destruktive politiske kræfter ofte får stor støtte fra netop de mennesker, som plejede at støtte os - de sårbare og marginaliserede - illustrerer, hvordan krisen i socialdemokratierne og kriserne i de demokratiske samfund hænger nøje sammen. Medmindre det socialdemokratiske løfte om, at man vil skabe en historie, der er styret af samfundets behov, bliver genoplivet, så frygter vi at vi historisk vil bevæge os baglæns, og at verden vil falde tilbage til en mørk tidsalder. Lad os derfor forny socialdemokratiet med det mål at beskytte og forsvare selve idealerne om et humant samfund og en retfærdig økonomi, der kan understøtte både os selv og vore børnebørn.

Hvad en sådan fornyelse betyder i detaljen er det ikke op til os alene at definere. Navnlig ikke i en bevægelse der - til trods for vores aktuelle tilbagegang - er så stor og heterogen som vores. I den sammenhæng kan det at beskrive forandringen i detaljer kun gennemføres af de progressive i det hele taget. Og det kræver mere end avisartikler. Det kræver innovative, åbne, fælles og fortsatte processer. Og disse processer skal beskrives grundigt og forankres. Hvad vi bidrager med her er ganske enkelt blot forslag.

Denne opgave vil uden tvivl blive delikat. Mest af alt fordi den forpligter os til at se vore egne fejltagelser i øjnene og til at lære af dem. I den seneste tid har vi alt for ofte fejlet i at levere de nødvendige resultater, som kan vække tillid til de sociale ideer, vi forsvarer - fordi vi forsøgte at realisere målene om lighed og social retfærdighed gennem begrænsede reformer gennemført i alliancer med højrefløjen og udvandede som et resultat af disse umage alliancer. Nogen gange har vores eksperimenter med Den Tredje Vej og med Neue Mitte oven i købet fået det til at se ud, som om vi helt har mistet vores centrale ambition om at skabe historien og har fået det til at tage sig ud, som om vi var blevet en politisk bevægelse som alle andre, der forsøgte at få den rene symptombehandling til at tage sig ud som en succes. For at gøre det hele endnu værre, så har vores succes ganske ofte været tvivlsom, selv når vi har arbejdet ud fra de korrekte intentioner og med den nødvendige beslutsomhed. Gang på gang har vi været tvunget til at se i øjnene, at vi ikke er i stand til at levere resultater i en situation, hvor det at lave politik er endt som et mareridt af kompleksitet, som involverer mangfoldige niveauer af regeringsførelse - ofte med ineffektivitet og utilstrækkelige resultater. Vores kamp for global skattemæssig retfærdighed - hvor fremskridtene er smerteligt få og små - er et eksempel herpå.

Set i forhold hertil forholder det sig efter vores opfattelse sådan, at socialdemokratierne har brug for et paradigmeskift, hvis de skal overleve som politisk bevægelse og herigennem skal kunne bevare vores model for et åbent, retfærdigt og demokratisk samfund. Herunder forsøger vi at levere nogen indledende markeringer af, hvordan en succesfuld fremtid for socialdemokratierne kunne tænkes at se ud.

HVORDAN FORNYR VI EN PROGRESSIV POLITIK I GLOBALISERINGENS TIDSALDER?

Hvis vi skal igangsætte en fornyelse af socialdemokratierne, så er der to ting, som vi betragter som afgørende vigtige.

For det første må socialdemokratiet genoplive sin ambition om at skabe historie i stedet for at leve med den - selvom de forandringer, som vi lever med i dag sandsynligvis er mere magtfulde, omfattende og faretruende, end vi overhovedet kunne ønske os. Dette kræver, at vi er i besiddelse af de forståelsesværktøjer, som kan gøre det muligt for os at håndtere verdens kompleksitet, og som kan lede os i den rigtige retning. Når vi gør det, må vores mål ikke være at standse eller at rulle de udviklingstræk tilbage, som vi ser i dag. I stedet må vort mål være at ændre logikken i globaliseringen på en sådan måde, at fordelene ved den kan høstes, samtidig med at man minimerer dens negative effekter.

For os at se rummer ideen om bæredygtig udvikling det, der skal til, for at den kan blive hjørnestenen i vores bestræbelse på at skitsere en holistisk og grundlæggende normativ dagsorden for social fornyelse, økonomisk modernisering og miljømæssig beskyttelse. Den altomfattende ambition bag denne idé står mere end klart i nyere formuleringer af perspektivet:

”Bæredygtig udvikling kræver en verden, hvor økonomiske fremskridt er almindeligt udbredt (…) hvor social tillid bliver støttet gennem politiske initiativer, som styrker fællesskabet; og miljøet bliver beskyttet imod menneskeskabt nedbrydning [… og på denne måde formulerer en vision om …] socialt inkluderende, bæredygtig vækst” [1].

Læst på denne måde rummer ideen om bæredygtighed tre indbyrdes forbundne dimensioner, som må afbalanceres i udviklingen af samfundet, og den rummer også ledetråde til de principper, som følger af den:

  • social bæredygtighed: et sammenhængende samfund baseret på gensidig respekt og livskvalitet for alle, hvor de sociale bindinger konstant bliver fornyet gennem politikker, som integrerer nytilflyttere, som understøtter social mobilitet og som styrker borgerne gennem demokratisk deltagelse.
  • økonomisk bæredygtighed: en produktionsøkonomi der bliver administreret med henblik på at skabe stabilitet, hvor samfundets langsigtede fremskridt har større betydning end perspektivet om kortsigtet fortjeneste og hvor de forskellige udnyttelsesformer bliver begrænset af respekt for demokratiets principper i de økonomiske processer.
  • miljømæssig bæredygtighed: organisering af økonomiske og sociale strukturer på måder, der gør dem holdbare set i relation til naturens begrænsninger kombineret med en styring af miljøet, der forsøger at minimere den skadelige interaktion med økosystemerne og derfor giver plads til deres konstante regeneration.

Vi er enige om, at det at følge logikken for en bæredygtig udvikling tillader progressive politikere at løfte globaliseringen til et andet, meget mere godartet niveau, end det aktuelt er tilfældet uden at opgive dens potentielle positive effekter. Den bestræbelse efter at forfølge de indbyrdes forbundne og synergetiske mål, som logikken indebærer, er på ingen måde en politisk innovation som sådan. Men ved at gennemføre en sådan balanceakt - ved at se kompleksiteten i øjnene i stedet for at negligere den - anerkender vi det dynamiske aspekt i globaliseringen, samtidig med at vi håndterer det effektivt. På den måde får vi økonomisk vækst, beskyttelse af miljøet og sociale fremskridt placeret som uadskillelige elementer i en og samme kamp i stedet for at fastholde dem som delaspekter eller dilemmaer.

For det andet er vi nødt til at genopbygge vores evne til at kæmpe effektivt for vores idealer. Hvis vi skal fastholde logikken i den bæredygtige udvikling i forhold til de forandringer, som udgør globaliseringen, så er det af afgørende vigtighed, at vi handler progressivt og kollektivt. I en tid, hvor den nationale politik har mistet evnen til at levere resultater, er vi tvunget til at se denne bevægelse som et nødvendigvis transnationalt projekt. Og vi tror stadigvæk, at en sådan kollektiv handling er mulig - til trods for socialdemokraternes aktuelle tilbagegang i støtte og medlemstal. Indiskutabelt forholder det sig sådan, at mennesker over hele verden - uanset deres geografiske placering, deres sociale klasse eller deres etniske baggrund - deler flere konkrete interesser end nogensinde før i takt med at de påvirkes af globaliseringen. Socialdemokraterne er nødt til at blæse liv i sådan en kollektiv bevidsthed og til at opbygge et transnationalt fællesskab, der er sammenhængende og effektivt nok til at blive en ledende kraft i den bæredygtige udvikling.

Det at opbygge sådan et fællesskab vil kræve en ny balance mellem på den ene side en sikring af, at de progressive politiske partiorganisationer opbygger en større kapacitet og en større grad af legitimitet til at definere politiske programmer, planer og positioner og - på den anden side - giver en garanti for, at denne opbygning er resultatet af en fortsat, inkluderende og deltagende proces. Med andre ord: Mens partiorganisationerne bevarer deres traditionelle rolle i forhold til at integrere de sociale kampe i sammenhængende, politiske programmer, så skal de også udvikle sig til at blive netværksagenter, der på en permanent basis tilvejebringer mangfoldige og åbne, lettilgængelige kanaler for borgere og for civilsamfundet, der ønsker at engagere sig, at deltage, at indgå i dialoger og at mobilisere. Disse kanaler kan bygges op omkring fagforeninger eller omkring fritstående organisationer så vel som omkring tænketanke og forskningskredse eller omkring forskellige former for tematisk styrede platforme, som skabes udenfor - men ikke desto mindre forbundet med - de formelle partistrukturer.

Dette vil etablere en ny, permanent forbindelse mellem progressive politiske organisationer, et progressivt civilsamfund og almindelige mennesker, hvor det skal sikres, at de politiske organisationer ikke afviger fra præferencerne, bekymringerne og frygten hos disse mennesker. Partier, der er ude af stand til at leve op til disse forventninger i fremtiden, vil i stigende grad blive ignoreret og forkastet - navnlig af de yngre generationer.

Disse processer skal sætte normen på alle niveauer af det politiske liv - såvel lokalt som globalt. På det europæiske niveau vil dette også kræve en styrkelse af det Europæiske Socialistpartis (Party of European Socialists - PES) kapacitet til og rolle i definitionen af den politiske vision og de politiske ideer i tæt samarbejde med de nationale partier og med det europæiske partis parlamentsgruppe i EU. Og denne styrkelse skal ikke blot handle om den europæiske dimension. PES skal også levere nye og stærke platforme, på hvilke de nationale partier kan arbejde aktivt sammen ud fra de nationale politiske erfaringer og løsninger, med henblik på at dele viden og forene kræfter i forhold til de bedste løsninger. Den europæiske parlamentsgruppe kan bidrage til dette projekt ved at styrke og strukturere relationer og ved at etablere samarbejde med nationale parlamentsmedlemmer. I sidste ende skulle dette være i stand til at skabe en mere udpræget politisk sammenhæng mellem de nationale og det europæiske niveau, der er afgørende for, at den forandrende, progressive politik kan sejre.

De progressive kræfter er også nødt til at genopbygge deres globale evne til samarbejde. Socialdemokraterne må tage hul på en progressiv global dialog, der rækker langt videre og er langt mere effektiv i forsøget på at engagere globale platforme for politisk samarbejde med andre progressive kræfter over hele verden. Dette vil ikke i den overskuelige fremtid føre til fælles programmer, men ethvert fremskridt i retning fælles politiske mål er mere end velkomment. Der er ingen tvivl om, at dette i det lange løb vil være et udpræget krav.

FORANDRENDE PROGRESSIV POLITIK

Det at formulere en progressiv dagsorden, der modsvarer de forandringer, som bliver skabt af globaliseringen - kort sagt en forandringspolitik - ligger foran os. Vi påstår ikke, at vi er i stand til aktuelt og indenfor de begrænsninger, som er sat af dette bidrag, at levere en dækkende skitse til sådan en dagsorden. Men vi kan ikke desto mindre komme med forslag til adskillige niveauer af en forandringens politik, der - som vi ser det - er relevante og nødvendige set i forhold til fremtidens socialdemokratier.

Forandring niveau 1 - En retfærdig og styret globalisering

Som et helt generelt princip må de progressive kræfter sikre, at de økonomiske systemer atter bliver solidt forankret i samfundet med henblik på at sikre en forbedring af livet for alle mennesker og på alle niveauer fra det lokale til det globale. Dette retter sig primært mod bestemte sektorer i det økonomiske liv - først og fremmest mod den globaliserede finanssektor. Og det kræver gradvise og signifikante ændringer i retning af at sikre globale administrative strukturer og regler. De progressive kræfter skal kræve, at der etableres en reel global balance mellem kapital og arbejde, således som vi gjorde det for lang tid siden i nationalstaterne. Globaliseringen må ophøre med at fungere som de multinationales legeplads, og det politiske niveau så vel som borgerne må kræve deres ret. Denne indsats kan bygge på eksisterende institutioner og regelsæt som handelsaftaler, som International Labour Organization(ILO) eller som United Nations Sustainable Development Goals (UNSDG’s) ligesom det kan kræve etableringen af nye globale instrumenter som et verdensomspændende finansielt register, der gør det muligt at afdække global skatteunddragelse. Disse initiativer kan gennem en dybtgående redefinering sikre de betingelser, under hvilke en politisk styret globalisering kan bevæges ind i fremtiden

Hvilken forskel vil det gøre: Finansiel aktivitet frigjort fra reel økonomisk aktivitet kan begrænses og reguleres, og spekulative, potentielt destabiliserende finansielle transaktioner kan blive ordentligt beskattet. Skattecentre i offshore-regioner vil således gradvis kunne tømmes for indhold, hvilket vil bringe næsten 7 billioner euro tilbage i den regulerede økonomi, hvor de kan indgå i finansieringen af reel økonomisk aktivitet og sikre en rimelig beskatning. International handel - i respekt for internationale standarder omkring arbejdskraften - vil ikke længere kunne udfolde sig på basis af en unfair social konkurrence, fordi fair trade kommer til at udgøre normen.

Forandring niveau 2 - Bæredygtig udvikling

En progressiv værdibaseret vision for samfundet er nødt til at være baseret på et koncept, der kan deles universelt, og som kan engagere. Dette leveres bedst af en nutidig udgave af en bæredygtig udvikling. Dette kan allerede nu trække på det eksisterende og yderst relevante om end ikke perfekte FN-program for bæredygtighed - United Nations agenda for Sustainable Development Goals 2030 - som har til ambition at forandre verden. Ved at definere stærke målsætninger på tværs af de økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner af udviklingen, der er relevante såvel for udviklede som mindre udviklede lande, stiller denne dagsorden en historisk mulighed til rådighed for at kunne forankre en reelt progressiv vision om menneskelig udvikling i det politiske liv over hele verden. Imidlertid vil implementeringen af visionen blive ujævn selv i bedste fald, med mindre den kan understøttes på mindst tre forskellige måder: De økonomisk stærkeste magter må tage implementeringen alvorligt og vise vejen - og dette gælder ikke mindst EU, hvor det er på høje tid at styrke den bæredygtige udviklingsstrategi. FN-dagsordenen skal være et fast punkt på G20-topmøderne - hvor man kan diskutere og måle fremskridtene. Nationalstaterne over hele kloden skal opfordres til at fastlægge faste kvantitative og målbare nationale mål på hvert målområde og dets underpunkter. Dette skal kombineres med en udbygning af de finansielle programmer, som er nødvendige for at kunne implementere målene, navnlig via FN’s Udviklingsprogram og Verdensbanken - dels gennem låneprogrammer, dels gennem etablering af investeringsstrategier i relation til udviklingslandene. Det samme gælder for EU’s Fond for Strategiske Investeringer (EFSI).

Hvilken forskel vil det gøre: De 193 medlemsstater i FN vil forfølge en fælles forandringsdagsorden og et stort antal fælles målsætninger så som fuld beskæftigelse, fjernelse af fattigdom og sult og etablering af bæredygtige produktionsformer frem imod 2030. EU kommer til at stå som en ledende kraft og som inspiration på vejen frem imod en forandret verden, og vil forbedre livskvaliteten for sine egne borgere, samtidig med at man vil demonstrere, at det at efterstræbe en reelt bæredygtig udvikling på samme tid resulterer i en forbedring af den økonomiske effektivitet, den sociale sammenhæng og retfærdighed og et bevaret miljø.

Forandring niveau 3 - Forandringens økonomi

Vi kan ikke spare os ind i en ny model for bæredygtig udvikling. Vi er nødt til geninvestere og genoplive den økonomiske maskine, som er truet af periodisk stagnation - ikke mindst i Vesteuropa. Otte år efter begyndelsen af krisen, har den europæiske økonomiske politik stadigvæk ikke været i stand til helt at overkomme krisens følger. Eurozonen er ikke ude af problemerne, fordi adskillige økonomier fortsat er sårbare efter mange års nedskæringer, og udviklingen frem imod en reel økonomisk og monetær union står stadigvæk stille. Produktive offentlige investeringer - der ikke blot involverer investering i infrastrukturen men også på det sociale område - er nødt til at blive genoprettet indenfor rammerne af en ambitiøs europæisk investeringsstrategi. Det er af afgørende betydning for den bæredygtige vækst. I Europa vil dette kræve, at de progressive kræfter åbent og aktivt anfægter de herskende økonomiske dogmer om at fastholde stabiliteten for dens egen skyld. Selvom EFSI (European Fund for Strategic Investments) nu foreslås styrket af EU-kommissionen, så er det kun en del af svaret. De nationale investeringer skal også styrkes. Imidlertid har snæversynede beskatningsregler for lang tid siden løsrevet de lokale budgethensyn fra de bredere økonomiske og sociale mål, og de skal reformeres, så de fremover kan blive et instrument, som kan øge væksten og skaffe flere arbejdspladser. Sker det ikke, så vil det lægge euroen i graven og med det EU som et politisk projekt.

Hvilken forskel vil det gøre: Langt større investeringer og en stærkere økonomisk vækst vil skabe millioner af nye arbejdspladser og løfte millioner af europæere ud af fattigdom og social eksklusion indenfor de næste ti år. Målrettede investeringer vil forvandle Europa til det førende område i verden indenfor vedvarende energi og energieffektivitet og i betragteligt omfang hæve kvaliteten i de offentlige uddannelsessystemer.

Forandring niveau 4 - Hinsides bruttonationalproduktet BNP

Målingerne af den økonomiske aktivitet og de sociale fremskridt hinsides BNP, som er relevante for politikformuleringen, må synkroniseres i forhold til behovet for formuleringen af en ny model for bæredygtig udvikling. Mens dette ikke indgår i UNSDG-dagsordenen, så mener vi, at et sådant initiativ kræver en radikalt anderledes metode til at måle både rigdom og velfærd. Anbefalinger i  Stiglitz-Sen-Fitoussi rapporten fra 2009 [2] omkring dette er stadigvæk gyldige og bør anvendes som baggrund for en revision af EU’s målemetoder og bør som følge heraf gøres til en integreret del af EU’s strategi for bæredygtig udvikling. Andre dele af verden bør opfordres til at følge trop på området.

Hvilken forskel vil det gøre: Fokus skal flyttes fra at måle på og at interessere sig for økonomiske resultater til at måle på og interessere sig for menneskers velfærd - inklusive uddannelse, sundhed og sociale relationer. Offentlige politiske initiativer og handelsaftaler skal således vurderes i forhold til en bred vifte af kriterier, der alle indgår i denne måling. Derved vil man undgå de aktuelle problemer, at politiske initiativer og reguleringer understøtter de former for økonomisk vækst og ophobning af rigdom, som fører til en øgning af uligheden i stedet for det modsatte, man vil undgå yderligere forringelse af miljøet, og man vil forbedre velfærden i stedet for at forringe den.

Forandring niveau 5 - Livskvalitet

Livskvalitet - der defineres af et større spektrum af faktorer såsom adgang til ordentlig børnepasning og uddannelse, balance mellem arbejdsliv og menneskeliv, adgang til anstændigt arbejde med en anstændig løn gennem hele livet, lighed uanset kønsidentitet, race eller seksuel orientering, adgang til gode sundhedsydelser og sociale og kulturelle aktiviteter, men også til fysisk sikkerhed, oplyst regeringsførelse og et sundt demokrati - skal blive standard for alle. De progressive kræfter må afvise en verden, hvor en reel livskvalitet maksimalt fremstår som et håb for den store majoritet af mennesker i verden og faktisk også for halvdelen af europæerne. Dette betyder, at vi er nødt til at skabe fornyet mening og fornyet relevans for selve ideen om lighed også hinsides forestillingen om en fordeling af rigdommen - selvom denne naturligvis også indgår som en betydende faktor i sammenhængen. Vi er nødt til at ændre det herskende paradigme. Livskvalitet skal ikke bindes til økonomisk vækst eller ses som en omkostningsfaktor, men betragtes som et væsentligt aktiv for et fremgangsrigt samfund. Lande med en høj grad af lighed for mange mennesker er typisk blandt dem, der klarer sig bedst også økonomisk, Men hvordan kan vi bevæge os fra ord til politisk handling? Forestillingen om livskvalitet er nødt til at blive udformet som et stærkt politisk mål, der er til at opfylde og måle på. I visse afgørende henseender forholder det sig allerede sådan. Men i andre er der stadigvæk meget arbejde at udføre. Kvaliteten skal gøres målbar i alle de forskellige dimensioner - fra uddannelse via beskæftigelse til helbred: et operationelt politisk mål, som de progressive kræfter kan bruge og forpligte sig på at række ud imod.

Hvilken forskel vil det gøre: Med tiden vil betingelserne i den offentlige debat og i det politiske udviklingsarbejde forandre sig og med det også almindelige menneskers vurdering af hensigtsmæssigheden og værdien af, hvad der er god politik. For så vil det komplekse politiske billede blive nedbrudt til de helt essentielle elementer - forståelige, let målbare og konkrete - som er relevante for folket i dets daglige liv. Dette vil favorisere en progressiv politik i forhold til dem, der - som vi ved - faktisk forringer livskvaliteten i stedet for at forbedre den, uanset om denne politik promoveres af den traditionelle højrefløj eller af de populistiske partier. Ved at forankre kvalitetsbegrebet i en lang række af konkrete politikker, kan vi forandre forventningerne. Og en sådan politik vil være langt mere effektiv i forhold til at opnå sine ultimative mål indenfor rammerne af en forestilling om lighed for alle.

Forandring niveau 6 - Retfærdig fordeling af rigdom og indtjening

En af de mest slående og utålelige konsekvenser af den økonomiske og finansielle globalisering har været den nærmest eksplosive koncentration af rigdom og indtjening og den ulighed, der har ramt over hele verden og i de vigtigste økonomiske magtcentre. Denne udvikling er blevet belyst i detaljer af førende eksperter som Joseph Stiglitz og Thomas Piketty, og deres undersøgelser viser, at uligheden er forankret i vores sociale struktur. At efterstræbe en betydelig reduktion på dette område må tage udgangspunkt i en undersøgelse af alle aspekter af vores samfund set i relation til kvaliteten af politikkerne som er omtalt under niveau 5 her. Mere konkret må en mere retfærdig fordeling af indtjeningen og en mere etisk forsvarlig og rimelig fordeling af rigdommen grundlæggende tage udgangspunkt i en ændring af beskatningspolitikken både på globalt niveau, EU-niveau og nationalt. Denne ændring skal tilstræbe en dagsorden for en mere lighedsorienteret indtjening og en fordelingsdagsorden for rigdommen. Dette skal understøttes ved at sætte en komplet stopper for den yderst skadelige skatteunddragelse og de herskende metoder til skattereduktion og derigennem også øge skatteindtægterne og de offentlige ressourcer, der er nødvendige til at forvandle vores økonomiske og sociale systemer som beskrevet tidligere.

Hvilken forskel vil det gøre: Kombinationen af en ændring i skattepolitikken til fordel for mere lige indtjeninger og en bedre fordeling af rigdommen og for et ophør af den illegale skatteunddragelse og den legale skattereduktion vil have en magtfuld, omfattende effekt på den sociale lighed. Vigtigst af alt så vil den sikre nye vigtige ressourcer til en finansiering af forvandlingen fra det aktuelle ubæredygtige samfund til et fremtidig bæredygtigt samfund.

Forandring niveau 7 - En fornyelse af den Europæiske Union

Der er general forståelse for, at den Europæiske Union som politisk projekt aktuelt står i sin mest problematiske fase siden dens dannelse. Der er en slående lighed mellem de trusler, som socialdemokraterne står overfor og dem, der forfølger EU, og det er ingen tilfældighed. Derfor ser det ud til, at begge projekters skæbne er mere indbyrdes forbundne, end vi tidligere har troet. De alvorlige udfordringer, som udspringer af immigrationskrisen skal dog ikke overskygge det faktum, at integrationen i EU er ved at bryde sammen, primært fordi den ikke længere fremstår som en vej til forbedret lighed for almindelige mennesker. I stedet kan den alt for let fremstilles af anti-europæere af alle orienteringer som nøglen til de eksistentielle problemer, som et flertal af europæere står ansigt til ansigt med hver eneste dag. Mange af os, der er engageret i europæisk politik, ved i vidt omfang, hvordan EU er nødt til at sætte farten op for at genvinde troværdigheden - uanset om vi taler om politisk handlekraft eller om politiske mål og valg. Ikke desto mindre er vi ude af stand til at formulere en fælles vision og en politisk forandringsdagsorden i den socialdemokratiske familie, primært fordi vi er ude af stand til at forene alle kræfter - nationale og europæiske - til en fælles, klar og velformuleret strategi for forandring. Dette er et gammelt problem, som udspringer af en række forskellige årsager. Men nu er tiden i sandhed ved at løbe ud. For os og for EU. Vi er nødt til hurtigt at finde fælles grund - vi er nødt til at springe over vores forskelligheder - for at kunne handle i fællesskab på tværs af alle EU’s institutioner. Også i Ministerrådet. Kun hvis vi gør det, er vi i stand til at formulere et tilstrækkeligt appellerende og overbevisende alternativ.

Hvilken forskel vil det gøre: Formuleret så enkelt som muligt vil EU igen kunne ses af et bredt flertal af mennesker som en del af løsningen og ikke som problemet. I stedet for at fremstå med brutalitetens ansigt, som billede på social splittelse eller som kilden til arbejdsløshed, og som udtryk for fjern og udemokratisk politisk praksis, så skal EU blive en naturlig del af al regeringsførelse i efterstræbelse af mere velfærd og tryghed for alle. Ved at favne den nye vision for bæredygtig udvikling og forbedring af livskvaliteten, vil EU atter få accept og mening. Ved at blive omdannet til redskab for investering, til efterstræbelse af en ny og mere retfærdigt delt rigdom, ved at blive skaber af gode jobs, og ved at blive en agent for økonomisk og social ligeværdighed mellem lande, regioner og mennesker, vil den europæiske integration holde op med at blive anfægtet og på samme tid vil den nationale populisme blive trængt tilbage.

FREMTIDENS SOCIALDEMOKRATI

Hvis socialdemokrater skal spille en ledende rolle i fremtiden og igennem de kommende årtier, så er der meget arbejde at tage fat på. Og det er intet mindre end menneskehedens fremtid, som står på spil.

Hundrede år fra i dag vil de fleste mennesker leve ganske elendige liv på en forurenet planet revet itu af konflikter - en planet domineret af omnipotente og superrige eliter over hele verden. I lyset af de seneste klimaændringer er dette ikke længere et skræmmebillede. Det er en reel mulighed. Hvis vi ikke er i stand til snart at demonstrere, at en anden fremtid er mulig og undervejs, så kan mennesker tabe håbet og idealerne, og så - hvis for mange af dem gør det - vil de progressive alternativer blive forkastet som fantasier.

For at forhindre dette, har vi brug for at forene kræfterne nu og kæmpe for vores idealer. Hårdere end vi nogensinde før har gjort. Men det vil ikke blive en forsvarskamp. Det vil blive en offensiv og en udviklende kamp.

For at kunne gøre dette, har vi brug for en stærk og tilstrækkeligt fælles fortælling og vision - ikke blot for sporadisk politisk handling hist og her. Det er den stærke fortælling og visionen, som vil hjælpe folk til at forstå, at vi kan tilbyde en kurs mod fremtiden, som de har lyst til at følge, en vej der helt igennem vil give mening og retning til vores daglige kampe.

Ligesom vi indledte denne tekst med Willy Brandt, vil vi også gerne slutte med ham og med den tidløse sandhed, som han gav os: ”Hvad vi har brug for, er en kombination af praktisk tænkning og idealistisk stræben”.

Vi kan blot håbe, at dette bidrag vil blive kommenteret på og udbygget af andre i hele vores politiske fællesskab, og at vores politiske organisationer både på nationalt niveau og EU-niveau vil dele vores fornemmelse af, at det haster med at komme videre.

Om Poul Nyrup Rasmussen og Udo Bullmann

Poul Nyrup Rasmussen var statsminister I Danmark fra 1993 to 2001 og formand for det europæiske socialistparti PES fra 2004 til 2011. Han var også formand for de danske socialdemokrater fra 1992 til 2002 og medlem af EU-parlamentet fra 2004 til 2009. Klik her for at se mere om Poul Nyrup Rasmussen.

Udo Bullmann blev valgt som medlem af EU-parlamentet i 1999, hvor han aktuelt er medlem Økonomi- og Valutaudvalget i hvilket han fungerede som koordinator for Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet i perioden fra 2009 til 2012. Siden 2012 har han været formand for den tyske SPD-gruppe i EU-Parlamentet. Han været medlem af SPD’s eksekutivkomite siden 2015. Klik her for at se mere om Udo Bullmann.

Teksten er oversat fra engelsk af Jan Mølgaard og gengives med tilladelse fra forfatterne - 14. december 2016.


[1] Jeffrey Sachs (2015): The Age of Sustainable Development, Columbia University Press, New York, p. 3

[2] Rapport udarbejdet af the Commission on the Measurement of Economic Performance and Social Progress, 2009 - se rapporten ved at klikke her (www.stiglitz-sen-fitoussi.fr)