ETUC’s platform for Europas fremtid
Af ETUC

Offentliggjort: 15. december 2016

Indledende bemærkninger

På et møde den 26. og 27 oktober 2016 vedtog ETUC’s (European Trade Union Confederation) Eksekutivkomite en resolution, der sætter en række mål op for, hvad organisationen ønsker at kæmpe for i relation til EU. Resolutionen har været diskuteret en række steder, men har indtil videre ikke kunne læses på dansk. Det råder Kritisk Debat nu bod på. I resolutionen er der formuleret en række ganske konkrete og ganske perspektivrige krav, som også dansk fagbevægelse bør overveje at tilslutte sig.

Hovedpunkterne i resolutionen er:

  1. EU skal reagere på krisen - ikke blot gennem yderligere nedskæringer
  2. EU har behov for en relancering i en anden form og med et andet indhold
  3. EU skal fokusere på bæredygtig vækst
  4. EU skal genoplive tanken om en social pagt basereret på retfærdighed
  5. EU skal demokratisere sine beslutningsprocesser

LO, FTF og AC fra Danmark er alle medlemmer af ETUC.

De tre organisationer etablerede i 2014 et fælles EU-sekretariat. Sekretariatet har en hjemmeside HER. Og på AC’s hjemmeside offentliggøres der regelmæssige nyhedsbreve (i PDF-format) om, hvad der er undervejs - det seneste kan ses ved at klikke her. Yderligere oplysninger om ETUC’s aktiviteter kan ses på organisationens hjemmeside: ETUC’s hjemmeside. Fagligt-EU har også en side på Facebook, som du kan se ved at klikke her.

Resolution vedtaget af eksekutivkomiteen den 26 - 27 oktober 2016

Vi - de europæiske fagbevægelser - ønsker en europæisk union og et fælles marked baseret på samarbejde, solidaritet og social retfærdighed - en europæisk union, der er i stand til at konkurrere i verden ud fra en bæredygtig og socialt ansvarlig model.Sammen er vi stærkere - økonomisk, socialt og demokratisk. EU er ude af stand til at nå en højere levestandard for alle uden en mere retfærdig integration og et fællesskab, som sigter imod at bevæge os fremad sammen.Vi fortjener alle sammen en bedre europæisk union - bedre for folket og lønarbejderne.

EU skal reagere på sin krise

Den økonomiske krise, den høje arbejdsløshed, den social udstødning og den voksende utilfredshed - sammen med flygtningekrisen, Brexit og terrorismen: Alt dette skaber en tillidskrise i EU blandt lønarbejdere og borgere, men nærer også populistiske følelser, nationalisme og xenofobi.

Fysiske og kulturelle grænser bliver genetableret, konflikter og uenigheder mellem medlemsstaterne blokerer for fremskridtet for de fælles projekter. Europa får skylden for alle de problemer, som aktuelt påvirker folk, til trods for at ansvaret ligger i beslutninger, som er taget af de nationale regeringer og institutioner.

EU’s beslutningsproces er blevet svækket, og de mellemstatslige mekanismer, som er blevet introduceret efter den økonomiske krise, har ganske ofte erstattet den fællesskabstænkning, der er beskrevet i EU-traktaterne, hvilket har berøvet borgerne muligheden for en demokratisk kontrol med de europæiske beslutninger.

Det er krystalklart, at indtil det øjeblik hvor økonomien kommer sig og nedskæringerne og de neoliberale, politiske beslutninger bliver stoppet og indtil det øjeblik, hvor arbejdsløshed, fattigdom og social opløsning bliver taklet, så vil frygten, usikkerheden og vreden blandt lønarbejderne ikke blive erstattet af håbet om en bedre fremtid.

Den europæiske union står nu ved en skillevej: enten bliver den reformeret og omskabt til en mere retfærdig og mere socialt ansvarlig konstruktion, eller også vil den bryde sammen.

Ikke desto mindre viser opinionsundersøgelser, at Brexit har stigende tilslutning i EU blandt borgerne i adskillige medlemsstater. Derfor ligger der både udfordringer og muligheder foran os, og derfor er vi nødt til at arbejde sammen for at bygge et positivt alternativ op.

De vigtigste resultater af den europæiske integrationsproces (såsom fred og demokrati - det åbne marked og det økonomiske samarbejde - det høje niveau for uddannelse, innovation og tekniske fremskridt - beskyttelsen af menneskerettighederne og en velfungerende social model og bevægelsesfriheden) har gjort Europa til et meget godt sted at leve - og denne arv må ikke bliver undermineret.

Der er akut behov for forandring, og den europæiske fagbevægelse bidrager hertil sammen med andre, der bekymrer sig for Europas fremtid.

Genetableringen af EU: en faglig platform for Europas fremtid

En genskabelse af Europa og genetableringen af EU-projektet. Disse målsætninger kræver andre politikker, nye regler og en større grad af deltagelse for borgere og lønarbejdere og for de organisationer, som repræsenterer dem.

De kræver også en større grad af fælles forbedring af levevilkår og arbejdsvilkår imellem landene og i de enkelte lande, mindre ulighed og en større grad af økonomisk og social sammenhæng.

De forbedrede levevilkår skal beskrives, og der skal udformes stærkere politikker, som kan sikre, at man når målet.

EU kan atter blive anerkendt af lønarbejdere og borgere, hvis EU finder og skaber konkrete løsninger på borgernes problemer, hvis EU skaber ordentlige jobs og fuld beskæftigelse, skaber lige økonomiske og sociale muligheder, etablerer sociale beskyttelsessystemer og forbedrer den personlige sikkerhed og den personlige velfærd.

Vi foreslår en ny pagt for Europas fremtid baseret på fremskridt, social retfærdighed og demokrati.

Bæredygtig økonomisk vækst med skabelse af gode arbejdspladser og bedre arbejdsvilkår.

EU har udelukkende reageret på den globale økonomiske krise ved at fokusere på nedskæringer i de offentlige budgetter og gennem eksportfremmende foranstaltninger - strukturelle reformer på arbejdsmarkedet, øget fleksibilitet, nedskæringer i det offentlige forbrug og i de sociale beskyttelsesforanstaltninger; lønreduktion og angreb på den kollektive forhandlingsret har været de primære instrumenter anvendt til justeringer.

Disse midler har ikke været i stand til at fjerne nogen af de problemer, som vores økonomi står overfor, i stedet har de resulteret i en dårligere økonomi, i stagnation og deflation, i uacceptable arbejdsløshedstal og forringede arbejdsvilkår, fattigdom og social udstødning.

Det er på høje tid at tænke i bæredygtig vækst - der for os betyder ordentlige jobs, retfærdige arbejdsvilkår, lighed på arbejdsmarkedet og i samfundet, social inklusion og integration for alle. Det betyder også en helt anden global og europæisk dagsorden med det mål at skabe bedre levevilkår og arbejdsvilkår for alle mennesker. For at nå dette mål er der en række ting, som det haster med at indføre.

Der er behov for en ekstraordinær plan for investering i og skabelse af reelle jobs, som ETUC allerede har foreslået i sit initiativ “En ny vej for Europa” [1] offentliggjort i 2013. Offentlige investeringer skal forstærkes, da dette er den eneste effektive vej til også at øge de private investeringer. Juncker-planen skal - navnlig nu hvor en fase 2 er blevet annonceret - omdirigeres imod de lande og regioner, som har de største behov. Og samtidig skal EU’s industripolitik og de beløb, der stilles til rådighed i form af offentlige midler, øges betragteligt.

For at det kan blive muligt for medlemsstaterne at investere, skal Stabilitets- og Vækstpagten reformeres ved at ændre målene og sætte dem i relation til den aktuelle makroøkonomiske kontekst og ved at formulere en stabil og transparent gylden regel for fleksibilitet, der friholder investeringer i hård og blød infrastruktur fra måltallene for underskud og gæld. Det samme skal gælde for investeringer i innovation og forskning, i uddannelse og oplæring, for investeringer i social infrastruktur og i offentlige serviceforanstaltninger - alt det man kan kalde den grønne økonomi.

Herudover må den Europæiske Union selv have lov til at mobilisere offentlige investeringer i transnationale projekter via den Europæiske Investeringsbank (EIB), der skal have mulighed for at udstede obligationer og ved at etablere en autonom myndighed for EU’s budget og et Euro Finansministerium.

Der er behov for en skattemæssig koordination, ligesom der er brug for at bekæmpe skatteunddragelse med henblik på at sikre en retfærdig og progressiv beskatning af mennesker og virksomheder, som kan bidrage til en understøttelse af EU’s budget.

Den centrale betydning af effektive og inkluderende offentlige serviceydelser i relation til social retfærdighed og social sammenhængskraft må anerkendes og den udbredte propaganda imod alt, hvad der har med den offentlige sektor at gøre (investeringer, ydelser, arbejdsliv) må modvirkes.

Navnlig må det forudses, at der er behov for øget integration i forhold til den Økonomiske og Monetære Union (EMU) i sammenhæng med processen med at færdiggøre dens arkitektur - inklusive hvordan dens relation skal være til Euro-myndigheden - og hvordan denne myndighed skal indgå i finansieringen af de offentlig investeringer. Derudover må mandatet for ECB revideres og udvides ved, at målet om fuld beskæftigelse bliver en del af målsætningen, En sund økonomisk og beskæftigelsesmæssig politik skal bakke op om en fælles valuta og understøttes gennem overvejelse af dannelse af en europæisk gruppe for arbejdsministre ved siden af den eksisterende gruppe for finansministre.

De udfordringer, som rejses af klimaforandring, forsyningen med vedvarende energi, digitalisering, automatisering og gennem omstrukturering, som fremkaldes af globaliseringen, er nødt til at blive adresseret gennem en retfærdig overgangsstrategi, der kan sikre skabelsen af kvalitetsarbejdspladser, som kan kompensere jobdestruktionen, således at lønarbejdere og borgere også kan få fordel af denne nye, økonomiske revolution. Derudover har Europa brug for en sund industripolitik, der kan understøtte de udviklede områder og hjælpe de innovative områder frem imod en tilsvarende status.

Internationale handelsaftaler må følge den samme logik. De skal være progressive og retfærdige. Og de sociale, miljømæssige og offentlighedsorienterede dimensioner i dem skal bevares og ligefrem styrkes. De skal forsvare retten og pladsen til for regeringsorganer på alle niveauer at lovgive og at levere offentlige serviceydelser i den offentlige interesse, såvel som for sociale partnere til at udvikle den sociale dialog og de industrielle relationer med deres egne myndigheder.

Den interne, europæiske efterspørgsel må styrkes i forhold til at nå en retfærdig genopretning. Lønningerne er sakket bagud produktivitetsudviklingen i alle EU’s lande over de seneste år, samtidig med at leveomkostningerne er steget, så nu er tiden inde til en kollektiv lønforhøjelse for de europæiske lønmodtagere. Dette skal opnås ved at styrke det kollektive forhandlingsberedskab, hvor det fungerer, og ved at genetablere det dér, hvor det er blevet afmonteret. Desuden gennem skabelsen af kollektive forhandlingsorganisationer og forhandlingspraksis der, hvor de ikke eksisterer i dag. Der skal opbygges sociale partnerskaber og etableres nationale retsregler, hvor det er nødvendigt for at nå målet. Højere minimumslønninger og lønninger, man kan leve af, må også fastlægges, hvor det er nødvendigt. Man bør overveje en synkronisering opad for lønninger imellem lande (navnlig mellem vest og øst) og sektorer som et helt grundlæggende værktøj til at reducere de makroøkonomiske ubalancer, uligheder (inklusive uligheder mellem kønnene) samt til at gøre op med alle former for løndumping og diskrimination.

Genintroduktion af den europæiske sociale model: stærkere rettigheder for lønarbejderne og bedre social beskyttelse

Lige for vores øjne ser vi en historisk set enestående krise i den europæiske sammenhængskraft med voksende ungdomsarbejdsløshed - med stigende sårbarhed, med opløsningstendenser og med stigende problemer med at komme ind på arbejdsmarkedet - med stigende ulighed, skærpet social udstødning og diskrimination. Den sociale europæiske model, der hidtil har været et forbillede for resten af verden, er blevet svækket, blevet bragt i fare og oven i købet helt opgivet i nogen lande.

Europa er nødt til at genintroducere og forstærke sin sociale model, først af alt ved at forandre det herskende værdisæt, der betragter modellen som en hindring for konkurrenceevnen og en udfordring for den økonomiske vækst. Det skal anerkendes, at lande med høje lønninger, en stærk social dialog, med kollektive forhandlingssystemer og med sunde sociale sikringssystemer, er de lande, der præsterer bedst økonomisk set.

Den sociale dimension i den Europæiske Union skal have samme relevans som den økonomiske styring. Tiden er inde til sætte rammerne op for en Europæisk Socialfond og til at sikre, at det Sociale Rettighedskapitel ikke blot skal fungere som grundlag for smertelindring i relation til skadevirkningerne af nedskæringspolitikken. Den sociale markedsøkonomi, som blev beskrevet af Jacques Delors, må bringes tilbage til kernen af den Europæiske Union.

EU må sikre, at den såkaldte European Pillar of Social Rights [2] (det sociale rettighedskapitel) ikke blot forbliver et tomt løfte. Lønmodtagere og borgere har brug for konkrete indsatser - handlinger som gør en forskel i deres dagligliv, og som kan forbedre deres levevilkår og arbejdsvilkår.

Tilstrækkelige niveauer for social sikkerhed og sociale rettigheder skal garanteres alle borgere i beskæftigelse, i tilfælde af arbejdsløshed eller ved tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. EU-standarder skal defineres for alle lande og nås gennem en udligning opad, der i fuldt omfang respekterer eksisterende standarder på et højere niveau.

Effektive og progressive målinger, anbefalinger, lovgivning og finansiering skal implementeres for at hjælpe medlemsstaterne i denne proces. Specifikke værktøjer på EU- eller EMU-niveau bør etableres for at understøtte og integrere ineffektive eller utilstrækkelige sociale beskyttelsesmekanismer og til at finansiere dem på det nationale niveau i situationer med akut stigende arbejdsløshed, sociale kriser og rystelser. For eksempel kan supplerende arbejdsløshedsprogrammer og minimallønsnetværk (i lighed med Ungdomsgarantien og Ungdomsbeskæftigelsesprogrammet) overvejes rettet mod lande i nød, samtidig med at man bevarer de sociale partneres autonomi og de eksisterende nationale systemer.

Specifikke interventionsområder skal prioriteres på EU-niveau. Der kan her være tale om ungdomsarbejdsløshed, langvarig arbejdsløshed, ulighed og diskrimination baseret på køn, generel fattigdom, fattigdom trods beskæftigelse og social udstødning, udokumenteret arbejde, færdigheder og livslang læring, retfærdig forandring, familieydelser, pensionssystemer og sundhed og langvarig sygdomsbehandling. Alle disse områder har brug for en udligning, der tilnærmer dem de bedste standarder og brug for korresponderende og effektive hjælpeværktøjer for at kunne nå målet. Og princippet om ens behandling må fastholdes og indbygges i al EU-politik, alle standarder og i al lovgivning.

Usikkerhed og opløsningstendenser på arbejdsmarkedet kræver speciel opmærksomhed. Det samme er tilfældet med de nye former for økonomisk aktivitet og nye beskæftigelsesformer, der påvirker arbejdsmarkedets fremtid. Udover kampen imod de gamle og nye former for udnyttelse - såsom udokumenterede arbejdsforhold og falsk selvstændighed - er der navnlig behov at sætte ind over for lønarbejdsforhold uden standarder og over for selvstændige, der har brug for netværk, som kan sikre dem de samme rettigheder som andre lønarbejdere - så som retten til at forhandle deres vederlag og retten til social, sundhedsmæssig og pensionsmæssig beskyttelse, retten til løbende efteruddannelse og retten til at blive medlem af en fagforening.

Retten til fri bevægelighed må indskærpes ved at beskytte Schengen Traktaten, ved at bekæmpe social dumping og ved at sikre frivillig og retfærdig mobilitet, fuldt ligeværdig behandling såvel som integration og inklusion af både lokale og ikke-lokale lønarbejdere. Fri bevægelighed og koordinering af social beskyttelse i relation til bevægeligheden over grænserne må styrkes. En mere retfærdig europæisk migrationspolitik må formuleres - en politik fokuseret på integration og lighed. En stærkere og mere human asylpolitik må formuleres, baseret på solidaritet, ansvarlighed og samarbejde.

EU må formulere rammer, der kan beskytte og genetablere rettighederne for fagforeninger - rammer, som har været under angreb og i nogle tilfælde helt er afskaffet i forlængelse af nedskæringspolitikken over de seneste år.

Yderligere demokratiske værdier: lønarbejdere og borgere i Europas hjerte

EU’s institutioner skal være mere demokratiske, mere transparente, mere politisk ansvarlige og mere effektive - lønarbejdere og borgere har brug for at se, at deres stemme bliver hørt af beslutningstagerne og for, at EU’s praksis (men også den nationale regeringspraksis) kan forstås og påvirkes af dem.

EU’s lønarbejdere og borgere skal behandles ligeværdigt og retfærdigt. Kanaler til information, konsultation og dialog mellem EU’s lønarbejdere og borgere, EU’s institutioner, EU’s politikere og interessenter - inklusive kanalerne mellem de sociale partnere og civilsamfundets organisationer - skal forbedres.

De europæiske valg skal være en mulighed for reel demokratisk deltagelse ved at give folk en mulighed for at påvirke europæiske politikker og europæisk regeringsførelse ligesom sammensætningen af EU-kommissionen. EU-kommissionen skal bibringes en sund udøvende magt, samtidig med at man forstærker den demokratiske kontrol og retten til at tage lovgivningsmæssige initiativer gennem EU-parlamentet.

Social dialog mellem sociale partnere og det institutionelle niveau, indflydelse for lønarbejdere og indflydelse på virksomhedernes politik må understøttes og forstærkes, således at den bliver stærkere og fuldt implementeret i medlemsstaterne og i alle sektorer, og - hvor det kræves - også gennem juridiske netværk og obligatoriske indsatser til opbygning af de sociale partnerskaber.

Forhandlingerne i relation til Brexit og inklusionen af Finanspagten vil kræve ændringer i traktaten. Dette åbner for en mulighed for at formulere en konvention omkring relationen mellem de sociale partnerskaber og civilsamfundet, der grundlæggende ændrer Finanspagten og forvandler den til et redskab, som kan understøtte bæredygtig og retfærdig vækst - og for at reformere Stabilitets- og Vækstpagten, for at indsætte en målsætning omkring sociale fremskridt, en social hviletidsaftale og en europæisk grundlov for sociale rettigheder i selve traktaterne.

Fagforeningerne må involveres i forhandlinger i forlængelse af den britiske folkeafstemning og gå ind for, at Storbritannien bevarer adgangen til det åbne marked. Men det forudsætter, at man fuldt ud respekterer de fire frihedsrettigheder, navnlig friheden for lønarbejdere til at rejse efter arbejde og Storbritanniens respekt for EU’s sociale acquis communautaire [3]. Det er ikke lønarbejderne, som skal betale prisen for Brexit!

Forhandlingerne i forlængelse af Brexit må - som alle andre traktatændringer - anvendes som en mulighed for at understrege og genintroducere de europæiske værdier om fred, demokrati, fremskridt og social retfærdighed. Hensigten skal være, at bygge et bedre og mere retfærdigt Europa for folket.