Hvad vil V-LAK regeringen?
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. december 2016

Vi har fået en ny regering. V-LAK regeringen. Vi ved, hvad den vil. Det står i regeringsprogrammet. Vi ved ikke, hvad den kan. Vi ved heller ikke, hvad oppositionen kan. Langt mindre, hvad den vil. Mellem regering og opposition står den parlamentariske støttepille – DF. Vi ved, hvad partiet ikke vil. Vi ved ikke, hvad det kan. Det afhænger af det parlamentariske spil mellem regering og opposition. DF indtager ikke en selvstændig position.

Vi kan med andre ord ikke sige så forfærdelig meget om, hvad der rent parlamentarisk kommer til at ske i løbet af 2017. Om regeringen overlever, vælter på en fodfejl eller efter et fingeret stormløb. Kort sagt er vi der, hvor de ubekendte faktorer aktuelt står i kø.

Lad os derfor vende os mod det, vi ved. Det er i denne sag også det vigtigste. Det gælder regeringsprogrammet. Regeringens sammensætning kender vi også. Men lad os forbigå den i tavshed, ellers tager vi alligevel hul på det ubekendte.

Nu er det, vi ved, tilfældigvis også det mest interessante. Og det af tre grunde.

I en indskudt bemærkning vil vi lige gøre opmærksom på, at vi afstår fra motivforskning. Om statsministeren og finansministeren og måske en fra LA har tænkt programmet godt igennem og også har en plan med det, skal der ikke gisnes om. Det samme gælder den modsatte konklusion. At programmet alene er udarbejdet for at holde sammen på tre partier, der ellers har ligget i strid med hinanden på flere afgørende punkter. Faktisk anser vi den ene eller anden gisning for værende uinteressant.

Programmets betydning og rækkevidde ligger uden for det selv.

For det første er det bemærkelsesværdigt, at hele det danske erhvervsliv uden undtagelse har taget regeringsprogrammet til sig og nu bruger det som arkimedisk punkt i den offentlige debat. Erhvervslivet har fået et program, der kan koordinere og samordne en række af de krav og ønsker, som det hidtil kun har fremført punktvis. Og glæden bliver selvfølgelig ikke mindre af, at hverken fagbevægelse eller opposition rigtigt kan finde et passende ståsted. I de indbyrdes diskussioner i medierne er det lige nu erhvervslivets repræsentanter, der fører ordet og ikke fagbevægelsens top. Her tyr man til automatreaktionerne og håber, de holder hjem.

Den anden interessante grund er, at programmet i store træk flugter med de seneste anbefalinger fra OECD. Der skal tegnes et offensivt liberalt alternativ til den udtømte pengepolitik og højrepopulismens og velfærdsnationalisternes bevarelsespolitik. Danmark skal som alle de andre OECD lande omdannes til et stort innovativt powerhouse, hvor det bliver en borgerpligt at præstere sit yderste for at placere nationen i førerfeltet i kampen om verdensmarkedet. Velstanden står og falder hermed. Velfærdsnationalisme er forståelig, men lig med tab og tilbagegang.

Den tredje vigtige grund til, at programmet er interessant, er, at det tager højde for den situation, der er under udvikling i EU. Læg mærke til, at programmet godt nok bekender sig til finanspagten og budgetloven som udgangspunkt. Men som det er formuleret og set i en kontekst, minder det mere om besværgelse. Det underbygges af, at alle på nær Tyskland er i gang med at undergrave finanspagten og ECB’s pengepolitik. Begge dele har udtjent deres rolle. De fleste landes borgerlige partier udfolder nu også en voksende kritik af ønsket ”om stadig mere union”. Nu hedder det, at EU skal basere sig på de suveræne medlemsstater, og de centrale institutioner skal blande sig i mindre. De samme medlemslande er nemlig i gang med at forfølge den nye linje som formuleret af OECD og IMF: At blive fit for fight på verdensmarkedet. Skærpe konkurrencedygtigheden, gennemføre radikale strukturændringer på arbejdsmarkedet og nu også i erhvervslivet – hvilket er noget nyt – og svinge over fra ensidig brug af pengepolitikken til i højere grad at sætte gang i økonomien gennem finanspolitiske tiltag såsom skattelettelser og øgede offentlige investeringer i infrastruktur. Det sidste har næsten antaget status af et mantra.

Nok om det. Men det er disse tre grunde, der gør regeringens program interessant. Det indebærer på den anden side, at man skal læse programmet noget anderledes, end vi er vant til.

Man plejer at skulle hæfte sig ved det, der står med småt og de mange uigennemskuelige talstørrelser. Det modsatte gælder for dette program. Der er ikke mange tal i, og dem, der er, er på det nærmeste ligegyldige. Det er komplet uinteressant, om regeringen kan skabe 60.000 jobs i 2025 eller om det kun er 40.000. Talstørrelserne gælder primært som fremskrivninger, der ”overservicerer” Vækst- og Stabilitetspagtens bestemmelser og kommissionens forventninger, men hvis reelle adresse er: at rammesætte råderummet(det politiske handlingsrum i Folketing og kommuner),og fortsat begrunde de kommende angreb på dagpengesystemet, kontanthjælpen, pensionsalderen mv. Ganske givet tjener øvelsen også til at gøre de forventede diskussioner med oppositionen så uigennemskuelige og abstrakte som muligt.

Eneste interessante tal er vel skønnet for væksten i det offentlige forbrug på 0,3%. Målt i forhold til den demografiske udvikling vil det betyde forbrugsnedgang på mellem 0,3 og 0,5%. Sådan lyder det i hvert fald fra oppositionen og de offentligt ansattes faglige organisationer. Omsat til kroner og ører tangerer det besparelser på 14 mia. kr. og en nedgang i antal ansatte på ca. 20.000 medarbejdere. Antageligt slemt nok i sig selv det store pres taget i betragtning. Men faktisk bliver de 0,3% først rigtig interessant, når de sættes i forhold til den skønnede vækst i BNP på mellem 1,5-2%. Altså en relativ reduktion af den offentlige sektors vægt i nationaløkonomien. Det er der liberal musik i. Men indtil dato er dette forsæt hvert år siden 2003 strandet. Enten fordi regeringen har været for svag eller ikke har været modig nok.

Men nu er det, som om man i de borgerlige højborge indenfor OECD området er ved at samle sig om både nye erkendelser og en ny kurs. Lad os brande den som en liberal offensiv version 2.0.

Stabiliseringspolitikken og centralbankernes pengeudpumpningspolitik efter 2008 har haft sin virkning. Men de har nået deres grænse. Stabiliserings- og ligevægtspolitikken har placeret de europæiske regeringer i en spændetrøje og legitimeret drastiske offentlige nedskæringer. Pengeudpumpningspolitikken har reddet bankerne og finanssektoren og skabt et eksorbitant boom på aktiemarkederne. Væksten er ikke desto mindre udeblevet. Arbejdsløsheden har holdt sig på et forholdsvist højt niveau, og det står sløjt til med investeringer og produktivitetsudvikling.

I samme periode er utilfredsheden med regeringerne og hele det politiske system vokset, og de højrepopulistiske bevægelser har fået vind i sejlene.

Eliten er kommet under anklage. Det er til at leve med. For den indbefatter også centrum-venstrepartierne. Værre bliver det, hvis den aktuelle polarisering fortsætter, og det bliver selve den kapitalistiske samfundsorden, der kommer under anklage.

Så noget må der gøres.

Hidtil har kapitalens omstrukturering på verdensmarkedet kunne foregå uden systemtruende klassekampe, selv om modstanden mod spøgelset ”globaliseringen” vokser. Omstruktureringen, hvoraf outsourcing og opbygningen af fintmaskede transnationale værdikæder udgør væsentlige bestanddele, har godt nok sikret profitten men ikke skabt fornyet vækst og slet ikke resulteret i den nødvendige slankning af de store produktionssektorer, der i længden ikke er konkurrencedygtige. Så noget må der gøres, hvis ikke den Trump-initierede nationalkapitalistiske reorganiseringsbølge skal sætte hele verdensordenen på den anden ende og endnu engang hensætte verdensmarkedet i en tilstand af generel ustabilitet.

Og nogen er ved at gøre noget, selv om billedet langt fra er entydigt og skarpt i kanterne. I kampen om nomineringen som præsidentkandidat til det franske valg i foråret 2017 førte Fillon sin kampagne på et markant opgør med den offentlige sektor, opbremsning i EU’s unionsproces, indgreb overfor fagforeningerne og massiv støtte til erhvervslivet. Samme elementer indgår i Theresa Mays program i England, og nedenunder kritikken af Angela Merkels flygtningepolitik ligger et ønske om, at CDU og en kommende ny Merkel regering skal skærpe den liberale kurs. Ser man i øvrigt bort fra Trumps populistiske retorik, adskiller hans konkrete politiske udspil sig ikke nævneværdigt fra den, OECD anbefaler. Bortset lige fra hans proklamerede opgør med frihandelsaftalerne – sådan som de ser ud. Han går nemlig ikke imod frihandelsaftaler som sådan.

Hvad er konturerne i den politiske vending – eller rettere begyndende vending – så? Sådan kort opregnet hedder det: En mere løs finanspolitik, konvertering af de offentlige velfærdsydelser til offentlige investeringer i infrastruktur, uddannelse osv., der støtter erhvervslivet, og lavere skatter til virksomhederne og investeringsfonde. Derudover selektiv udenrigspolitik, interesse for internationale konventioner og forpligtelser, der først og fremmest skal styrke det nationale erhvervsliv, og miljøpolitik og udviklingspolitik der fremmer væksten og ikke skaber unødige barrierer for nye investeringer m.m.

Det gennemgående slogan er innovation, privatisering af flere offentlige områder, øget samarbejde mellem offentlige- og private selskaber om alle former for vækstpotentialer, der styrker det nationale erhvervsliv i kampen om at placere sig centralt på verdensmarkedet i almindelighed og øverst i værdikæderne i særdeleshed.

Der er ikke langt til, at overskriften kunne være ”lad falde, hvad ikke kan stå”. Men selv om der ikke er langt, er man langt fra. Det kræver en længere periode af manuducering – ”føre ved hånden – af befolkningen. Den skal vænnes til at indse, at de mange klassiske industrijobs forsvinder. Og at de innovative investeringer skal have fortrinsret for de mere virksomhedsbevarende tilskud. Mange lønmodtagere i den nederste uddannelsesende skal indstille sig på at miste deres gamle jobs for altid. De skal omskoles, og de børn i skolerne, der ellers ville være på vej til at udfylde sådanne jobs, skal til at tage sig sammen og få en uddannelse. Samme skæbne vil også overgå mange offentligt ansatte og lønmodtagere i den ellers trygge middelklasse. Ethvert job kan i princippet fremover rationaliseres til ”klikoperationer”.

Kort sagt, den nye liberale diskurs kan indfanges med et enkelt begreb – disruption. ”Nedbrydning”, ”forstyrrelse”, ”destruktion” af gamle produktionsformer, forældede virksomheder og jobs. Omstillinger og skærpet konkurrence på alle parametre. Det bliver den nye orden, og som OECD skriver i sin seneste rapport, kan det forbigående føre til øget arbejdsløshed indenfor især de gamle industriområder, men til vækst på den anden side af kuren.

Det er det, regeringens program handler om. Se bort fra alle de floromvundne floskler om tryghed og frihed, hensynet til de ældre og omsorgen for vores børn. De kan jo ikke skrive andet.

Gå i stedet ind i selve materien.

Overførselsindkomster skal ned. En højere andel af de offentlige udgifter skal enten være serviceudgifter eller investeringsudgifter.  Den offentlige sektors andel af BNP skal ned. Velstanden skabes kun, hvis erhvervslivet klarer konkurrencen. Den teknologiske udvikling skærper kravene til medarbejderne også til de højtuddannede borgere fra andre lande, som søger til Danmark, og som skal være velkomne. ”Det øger arbejdsstyrken, men skærper også på kort sigt konkurrencen om arbejdspladserne”. Sådan er det – jo. Derfor vil regeringen nedsætte et disruptionråd, hvor arbejdsmarkedets parter inviteres ind for at finde løsninger til, hvordan erhvervslivet kan ændres radikalt, uden at det fører til uro på arbejdspladserne og forhindrer en generel slankning af erhvervslivet i god ro og orden. Ifølge A 4 er de faglige topfolk parate. De har indset, hvad der er på vej, eller også føler de sig magtesløse.

Det skal være billigere at investere og drive virksomhed i Danmark. Det skal et nyt vækstudspil tage højde for, og industriens rammebetingelser ”skal være blandt de bedste i verden”. Det nye konkurrenceevneråd skal af den grund se på skatte- og afgiftsregler. Og skærer de andre lande yderligere i afgifter og skatter, vil regeringen følge trop. ”Ellers sakker dansk erhvervsliv agterud”. Det indebærer selvsagt reduktion af topskatten, generationsskifteafgiften og kosmetiske ændringer i bundskatten. Ikke meget forskelligt fra det Trump agter at gennemføre i USA.

Der skal oprettes et iværksætterpanel og åbnes for oprettelse af eliteuddannelser og private universiteter. En nation på økonomisk krigsfod må bryde tabuer og tage alle midler i anvendelse – forstår man. Selvfølgelig skal der ryddes op i det sociale sikringsnet, så det kan betale sig at arbejde. Ikke nogen ny sang, men tonen bliver skærpet.

Regeringsprogrammet slår igen og igen fast, at den allerede eksisterende arbejdskraft med utilstrækkelige uddannelser skal omskoles eller videreuddannes. Men der står ikke meget konkret om hvordan. Til gengæld er det meget konkret, at pensionsalderen skal øges. Uden det maksimale arbejdskraftudbud kan innovationspolitikken ikke gennemføres relativt konfliktfrit. Og selvfølgelig bidrager en forhøjelse af pensionsalderen også til at forbedre statens finanser. Bagved øvelsen og kravet om tvungen pensionsopsparing gemmer der sig selvfølgelig det endegyldige opgør med folkepensionen. Folket må kunne forstå, at man selv må bidrage til sikring af alderdommen. I modsat fald trækker man veksler på det nationale fællesskab - og det må man helst ikke.

Tankerne om de mange private-offentlige partnerskaber, som regeringen forestiller sig gennemført i slipstrømmen af tvungne udliciteringer og privatiseringer, flugter i det store hele med de programerklæringer, som Trump er kommet med, og som er blevet godt modtaget både af aktiemarkederne og i OECD. Nu går den ikke længere med frivillig konkurrenceudsættelse. Der skal opstilles bindende måltal, som kommunerne forpligtes på i de årlige økonomiaftaler.

Når nu det ikke går så godt med vedtagelsen af de store frihandelsaftaler som CETA, TISA og TTIP blandt andet på grund af voksende modstand, har regeringen indset, at den må følge en anden linje. Her er den i samklang med de fleste andre borgerlige regeringer og sandsynligvis også de velfærdsnationalistiske oppositioner. Det drejer sig om at styrke indgåelse af bilaterale handelsaftaler med de ”vigtigste vækstøkonomier”. Udenrigspolitikken skal først og fremmest sikre snævre danske interesser, og dansk eksport skal stå centralt. (valget af udenrigsminister er måske ikke så tåbeligt, som først antaget). Samme linje lægges overfor den videre udvikling i EU. På linje med de andre borgerlige partier indtager man en skeptisk holdning overfor mere union og afviser pure enhver tendens mod en social union.

Rækkefølgen i regeringsprogrammets hovedpunkter forekommer ikke tilfældigt valgt. Først efter at hele vækstprogrammet og den nationalistiske udenrigspolitik er blevet rullet ud, så alle kender deres fremtidige plads i kampen for nationens interesser, kommer det uundgåelige afsnit om ”fornyelse af den offentlige sektor”. Her er der til gengæld ikke meget nyt under solen. Øget effektivisering. Mere resultatorientering og færre proceskrav. Mere central puljestyring af kommunerne. Mere udlicitering og svækkelse af de offentlige forvaltningers retsstilling ved udlicitering. Det frie valg skal udbredes til flere områder. Borgerne skal i højere grad kunne vælge mellem offentlige og private serviceydelser. Disruption er kodeordet. Alt skal kunne udfordres, sådan som det også må høre til dagens orden i det private erhvervsliv.

Resultatpolitikken skal gælde indenfor alle områder. Det gælder også det samlede uddannelsesområde, hvor alle uddannelser konstant skal op til en egnethedstest. Her skal de private skoler og uddannelsesinstitutioner have bedre vilkår, ellers forbliver den ønskede konkurrencekamp en illusion. Styrker uddannelserne og uddannelsesinstitutionerne Danmark i konkurrencekampen, eller gør de ikke? Det er spørgsmålet. Hvad er almen dannelse uden velstand? Og så skal de studerende bidrage til efteruddannelsespolitikken ved at få beskåret SU’en. Selvfølgelig!

Det er regeringsprogrammets hovedpunkter og hovedlinje. Og uanset om regeringen kan presse DF til at indgå de nødvendige forlig eller ej, om den kan lokke fagbevægelsen og Socialdemokratiet ind i forhandlingsforløb – eller om galt skulle gå, må gå af, så lever programmet videre som det, der kan samle erhvervslivet i dets skærpede interessekamp. Dvs. programmet lever videre ikke på grund af den siddende regerings dygtighed eller manøvreduelighed, men fordi det i det store og hele er i overensstemmelse den nye liberale offensiv, som er i gang indenfor hele OECD området.

Om programmet så bliver rambuk for den nødvendige oprydning i erhvervslivet, så de stærkeste virksomheder og kapitalgrupper bliver stærkere - om programmet kan anvendes til at disciplinere befolkningen til at yde de nødvendige ofre for at få del i den kommende velstandsvækst - ja, om programmet overhovedet kan bidrage til at skabe fornyet vækst, der kan mærkes andre steder end på børserne, er en ganske anden sag. Men i hvert fald er der lagt en ny kurs, og den kommer både højrepopulisterne og centrum-venstre oppositionen til at forholde sig til, uanset om de fortsætter som opposition eller erobrer regeringsmagten.

Det forhold og kun det, gør regeringsprogrammet interessant. Uanset hvor lidt tillid, man end måtte have til, om V-LAK regeringen kan løfte opgaven.

Det får os selvfølgelig til at slutte med at spørge til, hvad oppositionen egentlig stiller op? Indtil videre fremgår det ikke ganske klart, om oppositionen med Socialdemokratiet i spidsen overhovedet ønsker at optræde som samlet opposition. Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen har valgt den taktik ikke at udtale sig samlet om regeringens program. Hun og andre ledende socialdemokrater har kritiseret enkeltpunkter bl.a. ændringer i topskatten, højere pensionsalder, 0,3% væksten i det offentlige forbrug og reduktion af SU’en. Men det er ikke meget, programmets samlede profil taget i betragtning.

Fra SF og EL lyder der en markant kritik af programmets fordelingsprofil og selvfølgelig kritik af nedskæringerne på de 14 mia. kr. og reduktion i den offentlige beskæftigelse på ca. 20.000 medarbejdere. Og ligeså selvfølgeligt en kritik af, at programmet begunstiger eliten og ikke skaber flere arbejdspladser.

Men hvad nu hvis den ganske nation skal igennem en periode med det, som økonomen Schumpeter kaldte ”kreativ destruktion” i erhvervslivet for herefter at få gang i en ny lang periode med høj vækst og øget velstand til alle? Hvad nu hvis vi skal indstille os på, at nationen som én kapitalistisk nation blandt mange i flere år frem skal levere sit yderste for at bevare den velstand, vi har vænnet os til? Er det så en rimelig reaktion på regeringens program at kritisere det for en skæv fordelingsprofil?

Problemet er vel snarere, at det man lidt populært kan kalde den nye liberale offensiv version 2.0 i sin konsekvens repræsenterer så omfattende og radikale angreb på lønmodtagernes samlede eksistensvilkår uden at skabe bare konturerne af fremtidig vækst, velstand og velfærd, at de partier, som kalder sig socialistiske, centrum-venstre og den samlede fagbevægelse efterhånden kun har det valg at samles om et alternativt solidarisk og socialt vækstprogram, der både udfordrer nationalliberalismen og højrepopulismen. Hvis man vel og mærke vil gøre sig gældende. (her kan vi til inspiration henvise til Poul Nyrup Rasmussens og Udu Bullmanns spændende oplæg, og Jan Helbaks kritiske analyse af ELP’s udkast til kongresresolution, som vi bringer i dette nummer af KD).

Med til et sådant alternativ hører et sammenhængende perspektiv for en forstærket og demokratisk social union i Europa, en fælles europæisk og solidarisk arbejdsmarkedspolitik og offentlige investeringsprogrammer, der skal rette op på alle de forsømmelser, der er konsekvenser af den mangeårige krisepolitik. Dertil kommer en fælles skattepolitik og solidariske frihandelsaftaler. Enighed om fælles arbejdsstandarder i hele Europa og tvangsindgreb overfor bankverdenen samt ikke mindst regulering af de omfattende transnationale værdikæder, der konstant truer samfundenes demokratiske suverænitet.

Hvis erhvervslivet er kommet dertil og de borgerlige partier ligeså, at man kun mener at kunne skabe fornyet vækst – læs ”bæredygtig profit” og dermed flere arbejdspladser ved at omdanne nationalstaterne til væksthuse, hvor potentiel vækst er målestok for snart sagt alt i samfundslivet, så er alternativet ikke en offentlig vækst på eksempelvis 1,3% og rehabilitering af den velfærdstat, vi kender. Men først og fremmest et opgør i Europa med den kapitalistiske økonomis logik, som det borgerlige teater nu klør på med at gøre til samfundsøkonomi overhovedet –There Is No Alternative.

Vi gør af disse grunde klogt i ikke at betragte V-LAK regeringens program som business as usual.