Mennesker med handicap er under stærkt politisk pres
Af Lisbeth Riisager Henriksen

Offentliggjort: 17. oktober 2016

Er der plads til mennesker med handicap i konkurrencestaten? Artiklen opsamler nogle af de mange forringelser, den negative politiske retorik og det tab af retssikkerhed, som mennesker med handicap er blevet udsat for igennem de seneste år. Den viser alvoren i et politisk pres, som peger i retning af diskrimination, udgrænsning og dehumanisering. Og forhåbentlig viser den også behovet for at give dette pres et kvalificeret modspil.

Er der plads til mennesker med handicap i konkurrencestaten? Når man overhovedet kan stille sådan et spørgsmål, så er det i sig selv udtryk for, at den plads allerede er kompromitteret – at mennesker med handicap er voldsomt presset i disse år.

Det helt korte svar er således, at nej – der er ikke længere plads til syge og mennesker med handicap i vores samfund (i det følgende omtalt under ét under termen ”mennesker med handicap”). Den politiske konsensus om transformationen til en konkurrencestat og den forvaltningsmæssige praksis i kommunerne siger dybest set, at flertallet ikke ønsker at give mennesker med handicap plads på den præmis, at de er lige så meget værd og skal behandles efter helt de samme normsæt som enhver anden borger. Konkurrencestat og respekt for den menneskelige værdighed hos mennesker med handicap rimer nemlig ikke særligt godt.

Jeg er virkelig bekymret over den samfundstendens, som begrænser rummeligheden over for mennesker med handicap. Der er systematiske forsøg på at få sat en politisk dagsorden, som gør det muligt at reducere indsatsen over for denne gruppe og reducere dens plads til at være her i bredeste forstand. Samtidig hermed er de politiske stemmer på Christiansborg og i kommunerne, som tidligere kæmpede positivt for at gøre mennesker med handicap til en ligeværdig og selvfølgelig del af samfundet, stort set forstummet. I stedet ser vi en forrået debat, som fokuserer på økonomi og omtaler de pågældende medborgere som en økonomisk byrde og som moralske undermennesker. Det er blevet stuerent at sige, at man ikke vil prioritere og betale for velfærd til dem. Og det er symptomatisk for debatten, at man som oftest slet ikke lader mennesker med handicap selv komme til orde, men taler hen over hovedet på dem. Det er et alarmerende udtryk for, at kursen i både den ene og anden forstand er fuldstændigt gal.

Det vil jeg gerne udfolde mere konkret i det følgende.​

En lang række politiske reformer har forringet mulighederne
Pladsen er for det første blevet indskrænket af en lang række politiske ”reformer” gennem de seneste år – eller forringelser, som der i virkeligheden er tale om.​

Der er lavet en folkeskolereform og en inklusionsreform, som har øget presset på mennesker med handicap, og som i praksis ekskluderer en del af de børn, der har handicap med sig. Det betyder, at for eksempel børn med svær autisme svigtes og ikke får den nødvendige undervisning.

Der er lavet en fremdriftsreform og en SU-reform, som har øget presset på de studerende i uddannelsessystemet. Disse reformer har sat forventninger om fremdrift i højsædet og gjort uddannelsessystemet mindre fleksibelt.

Der er oven i købet i de nye forhandlinger om en 2025-plan lagt op til endnu en SU-reform. Konsekvensen vil være færre mennesker med handicap end tidligere, som vil gennemføre en videregående uddannelse. Da uddannelse på mange måder er det, som giver adgang og fremgang på arbejdsmarkedet og forudsætningerne for at kunne bruge sine demokratiske borgerrettigheder, er dette et stort problem.​

Der er gennemført en stor fleksjobreform, som har forringet mulighederne for at opnå, fastholde og udvikle arbejdsmarkedstilknytning for personer med varigt nedsat arbejdsevne.​ Reformen forringede kompensationsmulighederne for varigt nedsat arbejdsevne meget – for eksempel fjernede den muligheden for at opnå fastholdelsesfleksjob på en arbejdsplads det første år efter en ordinær ansættelse. Vi ved fra SFI, at netop den ordning tidligere stod for halvdelen af alle fleksjobansættelser. Derfor er det fatalt, at man har afviklet den ansættelsesmulighed.​

Fleksjobreformen har også omdefineret fleksjobberens position og værdi på arbejdsmarkedet. Før reformen blev fleksjobberen betragtet som fuldgyldig lønmodtager med fuld løn efter de faglige overenskomster. Efter reformen betragtes fleksjobberen som deltidsmedarbejder og aflønnes kun for den såkaldte ”effektive arbejdstid”, det vil sige efter en intensitets- og effektivitetsgrad i de timer, fleksjobberen arbejder – vel at mærke timer opregnet efter arbejdsgiverens og kommunens forhandlede vurdering. Sådan aflønnes næsten ingen andre på arbejdsmarkedet. Resten af tiden kompenseres med en social ydelse på et niveau mindre end dagpengesats. Fleksjobbere under den ny ordning bliver altså betragtet som deltidsmedarbejdere og delvise sociale klienter – i hele deres resterende arbejdsliv! Det er noget af en værdinedskrivning!

Lønnen og pensionsmulighederne bliver derefter. Ved jobskifte tvinges fleksjobbere på den gamle ordning over på den ny med dens betydeligt forringede løn- og arbejdsvilkår. For veluddannede fleksjobbere med akademikerbaggrund og stor arbejdserfaring betyder det for eksempel, at de risikerer at gå rigtig meget ned i løn ved jobskifte, så deres lønværdi slet ikke harmonerer med det niveau, som andre med tilsvarende uddannelse og erfaring opnår på det ordinære arbejdsmarked. Det betyder stavnsbinding og manglende fleksibilitet. Arbejdskraftens såkaldte frie bevægelighed i globaliseringens tidsalder er ikke en ret for disse borgere!

Med fleksjobreformen er vilkårene for selvstændige fleksjobbere også blevet markant forringede. Loftet på tilskud til egen virksomhed er lavere end under den tidligere ordning. Og så er der kommet krav om, at man – for overhovedet at opnå ret til at etablere selvstændig virksomhed som fleksjobber – i forvejen skal have udøvet selvstændig virksomhed i sammenlagt 12 måneder inden for de sidste to år og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer per uge. Det er en hurdle, der udelukker mennesker med handicap fra at blive selvstændige, med mindre de kan klare det uden tilskud. Det er særligt grotesk al den stund, at det at etablere sig som selvstændig ellers kunne være en af de få realistiske og fleksible arbejdsmuligheder for denne målgruppe.

Så er der borgere med en meget marginal arbejdsevne – dem, som før 2012-reformen fik tilkendt førtidspension. Politikerne bag reformen har fremstillet det, som om disse borgere nu med minifleksjob får en ”mulighed” på arbejdsmarkedet. Men mange af de berørte er så dårlige, at det ikke er en reel mulighed at arbejde. Desuden vil de færreste virksomheder bruge personer med så lidt at tilbyde og så ustabilt et fremmøde. Der er for øjeblikket over 60.000 ledige fleksjobbere, herunder også minifleksjobbere. Hvorfor tilbyder man dem ikke en midlertidig førtidspension, så de ikke skal opholde sig i venteposition og på nedsat forsørgelse i årevis?

Der er også gennemført en reform af sygedagpengesystemet. Den giver kun borgerne ret til at være syge i 22 uger, inden de skal påtvinges beskæftigelsesvurdering og beskæftigelsesindsatser (med mindre de kommer ind under nogle særlige forlængelsesregler). Og ve dem, der ikke er blevet raske inden den tid, og hvor det ikke er muligt at finde ud af, hvad de fejler, og hvordan arbejdsperspektiverne er. De flyttes nu over på kontanthjælp, ligesom nogle af dem bliver sendt i ”ressourceforløb”.

Så er der reformen af førtidspension – inklusive konstruktionen ressourceforløb – som også har tråde til sygedagpenge- og kontanthjælpsordningerne. Ressourceforløb er en indsats på et tidspunkt, hvor alt allerede er afprøvet, og takseres på den forsørgelsessats, som borgeren kommer fra – hvilket er billigere for kommunerne end at give sygedagpenge eller førtidspension. Igen en værdinedskrivning i forsørgelsen.

Men hvad er det, der kan udvikles, når alt allerede er afprøvet? Det er jo en absurditet. Men denne absurde og uværdige ordning lovliggør, at kommuner kan pine invalide borgere i forhalingsforløb på op til fem år – oven i købet flere gange. Professor i socialret Kirsten Ketscher har sagt, at det er på kanten af tortur og en nedværdigende behandling.

Men vi har vel ikke tortur i Danmark?

Jo, mener Kirsten Ketscher. Så voldsomme ord om systemets behandling anvendes, blandt andet fordi der ikke er sammenhæng mellem kommunernes krav til behandling eller arbejdsprøvning på den ene side og borgerens reelle mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet på den anden. Det samme gælder, når kommuner ignorerer lægeerklæringer. Kirsten Ketscher siger for eksempel til Altinget.dk, at man med ressourceforløbet har åbnet for at pine og plage borgere i årevis og nærmest frataget dem retten til at være syge. Det er selvsagt en meget alvorlig anklage og tendens i social- og beskæftigelsespolitikken. For det er forbudt at udøve tortur!

Borgerne presses blandt andet, når de bliver holdt i venteposition om afgørelser og må leve i årevis med uvished om fremtidsperspektiverne. Og vi taler altså om borgere, som i forvejen er i en fysisk eller psykisk meget svækket position – eller begge dele. Nogle af dem ender med at blive endnu mere syge af den behandling og får posttraumatiske stresssymptomer, som vi også kender det fra veteraner, der har været udsendt i krigsområder. Det har en række læger for klemte patienter i systemet bekræftet over for forskellige medier. Det er simpelthen ikke okay, at mennesker i Danmark skal behandles så uværdigt, blot fordi de er født med eller har fået påført et handicap, der forringer deres arbejdsevne permanent eller i en periode!

Hvordan går det så borgerne efter afsluttede ressourceforløb? Forskellige opgørelser tyder på, at knap halvdelen får tilkendt førtidspension efter de meget stramme nye tilkendelseskriterier. Derudover er en lille procentdel kommet i fleksjob eller ordinær beskæftigelse. Nogen bliver tvunget tilbage på kontanthjælp. Og en del står helt uden forsørgelse. Derudover fastslår en opgørelse fra den 8. maj 2016 i Nordjyske Stiftstidende, at mindst 65 mennesker ud over landet er afgået ved døden, mens de var i ressourceforløb. Vi ved ikke, hvad de er døde af, men vi ved, at de har tilbragt deres sidste dage eller år i systemets vold. Det er ondskabsfuldt, at så syge mennesker ikke får tilkendt førtidspension.

Så er der kontanthjælpsreformerne. Kontanthjælpssystemet er blevet forringet ad to omgange – senest i år med kontanthjælpsloft og beskæftigelseskrav som konsekvens. Og der befinder sig nu mange syge og mennesker med handicap på kontanthjælp, blandt andet som en følge af reformerne af sygedagpenge, fleksjob og førtidspension. Bortset fra enkelte undtagelser stiller det mange borgere med handicap meget dårligt. Deres mulighed for boligstøtte nedbringes kraftigt. Derudover bliver de sidestillet med raske kontanthjælpsmodtagere og bragt i en position, hvor man presser dem på beskæftigelseskrav, som de aldrig vil kunne honorere. De risikerer derfor at miste noget eller hele deres forsørgelse.

Der findes ingen præcise opgørelser over, hvor mange kontanthjælpsmodtagere der er ramt af alvorlig sygdom eller handicap. Men kommunerne kategoriserer ifølge Dansk Socialrådgiverforenings formand Majbrit Berlau omkring 75 procent af modtagerne som værende ikke-arbejdsmarkedsparate (”aktivitetsparate”). En undersøgelse fra Ringsted Kommune viser desuden, at 90 procent af de ikke-arbejdsmarkedsparate har en funktionsnedsættelse eller flere. Det er mange personer, hvis grundlæggende problemer man politisk nægter at se i øjnene. 

Dertil kommer, at der er gennemført forringelser af Servicelovens regler om merudgifter (loven står i øvrigt til betydelige nye forringelser, hvis regeringen får sin vilje), og at klagesystemet er blevet reformeret, så Ankestyrelsen nu er eneste klageinstans. Der har vist sig en tiltagende politisk foragt for Handicapkonventionen, som ellers er en del af gældende ret. Og så har jeg endnu ikke nævnt digitaliseringen, alle forringelserne i sundhedssystemet og disrespekten for retten til beskyttelse af persondata, som vi har set det i de store skandaler om registrering, misbrug og deling af sundhedsdata. Jeg har heller ikke nævnt den afdæmpede regulering af overførselsindkomsterne siden 2013, så disse er steget i en lavere takt end lønudviklingen i den private sektor.

Det er bare den lovmæssige side af sagen.

Lovgivningen præsenterer mennesker med handicap som en byrde
Pladsen er for det andet blevet indskrænket af den måde, lovgivningen er blevet præsenteret på over for befolkningen.

Den tidligere SRSF-regering og den nuværende V-regering har ikke lagt skjul på, at man opfatter borgere med tunge sygdomme eller handicap som en byrde for samfundsøkonomien i transformationen til et konkurrencesamfund. Man indretter nu simpelthen samfundet, så de stærkeste bliver tilgodeset, og så de svageste kommer til at betale prisen og værditabet.

Det er ikke beskrevet mere tydeligt end i reformen af fleksjob og førtidspension, som man kaldte ”En del af fællesskabet”. Med andre ord var det budskabet, at man ikke er en del af samfundsfællesskabet, hvis man ikke er i arbejde – uanset hvad grunden måtte være.

Det samme ser vi i kontanthjælpsreformen fra dette forår. Borgere på kontanthjælp fremstilles som moralske undermennesker, der skal ”motiveres” til at komme i arbejde og straffes for ikke at være det. Reformen skjuler en underliggende dagsorden fra Dansk Folkeparti om at mindske udgifterne til forsørgelse af indvandrere. Men man ender med at ramme alle kontanthjælpsmodtagere en masse; også dem, som står uden for arbejdsmarkedet på grund af kronisk sygdom eller varige handicap. Vi må sande, at det for partierne bag denne reform viste sig vigtigere at forringe forsørgelsen af indvandrere og af langvarigt arbejdsløse end at sikre en retfærdig forsørgelse af mennesker med handicap, der uforskyldt har mistet dele af deres arbejdsevne og ikke selv kan ændre på situationen. Og vi forstår, at den øvrige befolkning så i øvrigt er advaret om, hvad de risikerer, hvis de skulle komme for skade også at miste deres job eller blive syge.

Forvaltningen i kommunerne lader hånt om retssikkerhed
For det tredje er pladsen for mennesker med handicap blevet indskrænket på grund af forvaltningens praksis i kommunerne.

Der er ikke længere nogen retssikkerhed for disse borgere. Det har Advokatrådet og en række handicaporganisationer allerede dokumenteret. Mange borgere erfarer i mødet med det kommunale system, at de end ikke kan få den begrænsede ret, som reformerne giver dem. Der kassetænkes i mange forvaltninger som følge af kommunalreformen og de forringede økonomiaftaler mellem regering og kommuner. Det har Advokatrådet også påtalt.

Men når de forskellige regeringer igen og igen er blevet gjort opmærksomme på svigtet i retssikkerheden, så er de gledet af på kritikken og henviser til ”det kommunale selvstyre”, og til at de har ”tillid” til forvaltningernes dømmekraft. Over flere folketingsperioder har det kun været muligt at få et enkelt lille beslutningsforslag om opsættende virkning igennem. Alle Advokatrådets øvrige anbefalinger har ikke fået flertal. Retssikkerhed for mennesker med handicap må åbenbart ikke koste kommunerne og staten noget!

Den kommunale forvaltning har fra omkring 2009 været karakteriseret af en hård propaganda omkring påståede stigende udgifter til det specialiserede socialområde – det område, som voksenhandicap hører ind under. KL’s daværende formand Erik Fabrin (V) skrev for eksempel i 2009 i Danske Kommuner: ”Vi har en mervækst på specialområderne, som skal finansieres fra normalområderne. Det er en gøgeunge, som skal ud af systemet”.

Siden den tid er det desværre blevet en fast tradition, at historier om stigende udgifter eller om udgifter, der overskrider budgettet, serveres i pressen. Det sker som regel lige forud for økonomiforhandlinger og for at legitimere store politiske forringelser af området.

Opsamlende konklusion: Diskrimination, udgrænsning, dehumanisering
Som min opsamling forhåbentlig har vist, er mennesker med handicap i stigende grad ofre for diskrimination, udgrænsning og dehumanisering!

Hvis man studerer forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, så indgår dehumanisering altid som et væsentligt led i det forløb, som går forud for forbrydelserne. Dehumanisering betyder, at man gør den anden til et mindreværdigt væsen uden menneskelige kvaliteter. I det øjeblik bliver det sværere at identificere sig med den anden, og så er der lettere adgang til at lukke af for empati og moralske forpligtelser – og dermed til at udføre onde handlinger. I Danmark er vi i disse år vidner til en politisk orkestreret dehumanisering af mennesker med handicap og alvorlig sygdom. Det er en farlig udvikling, som bør få alle advarselslamper til at blinke og give anledning til meget stor bekymring for fremtiden.

​​Hvad skal mennesker med handicap så svare på alle disse politiske forsøg på at dehumanisere og udgrænse dem fra samfundet? ​Kan man vende udviklingen til det bedre?

Vi skal insistere på, at der – sygdom/handicap eller ej – naturligvis skal og kan være plads til alle i dette samfund! Mennesker med handicap skal gøre sig synlige og bruge medierne. Og politikere og befolkning skal påvirkes efter bedste evne, og mennesker med handicap skal forsøge at være konstruktive og stille forslag til løsninger. For positiv synlighed giver nu​ engang flere rettigheder end usynlige eksistenser.

​​Det er op ad bakke. Men kampen for retten til et værdigt liv fortsætter naturligvis. Jo større en del af befolkningen og medierne, der vil støtte op om dén kamp, jo større er chancen for at modgå den politiske undertrykkelse af denne store gruppe borgere.