De lange bølger
Af Curt Sørensen

Offentliggjort: 17. oktober 2016

Udvidet anmeldelse af: Paul Mason: Postcapitalism. A Guide to Our Future, London: Penguin 2016

Den engelske journalist og TV producer Paul Mason har med sin bog Postcapitalism. A Guide to Our Future, leveret en analyse der betydeligt hæver sig over det gængse niveau af tidsanalyser. Hans viden er omfattende, hans argumentation er skarp og fremstillingen levende og fængslende. Mason forsøger herunder at sammenkoble den klassiske marxistiske teoretiske diskussion og nyere bidrag. Han spænder fra Marx, Hilferding, Luxemburg, Lenin og Kondratieff frem til Antonio Negri og Jeremy Rifkin. Han har et greb om analysen af kapitalakkumulationens bevægelser og han er fortrolig med socialismens og arbejderbevægelsens faktiske udvikling. Han er skarp i sin kritik af mainstream økonomiens marginalisme og han tager Marx værditeori alvorlig. Et sjældent bidrag til den nutidige debat. Hans fremstilling og analyse er dog ikke ganske uproblematisk og rejser en række spørgsmål og problemer til den videre diskussion. Men det er vel også i sig selv et plus?

Kapitalismen er, påpeger Paul Mason indledningsvist, et helt omfattende ikke blot økonomisk, men også socialt og politisk system. Den har udviklet sig over lang tid og den har herunder udvist en forbløffende evne til stadige tilpasninger og mutationer. Men erklærer, Paul Mason, dette ellers så forbløffende tilpasningsduelige system har i dag nået grænsen for yderligere adaption og videre udvikling (p xiii). Dette er hans hovedtese.

Hovedmodsætningen i dag er netop modsætningen mellem den af den enormt udviklede kapitalisme frembragte mulighed for overflod, fritid og livsudfoldelse og en verden der samtidig er præget af monopoler, overvågning, hierarki, ulighed og store enklaver af fattigdom. Den moderne verden er gennemsyret af en kamp mellem magtnetværk og information (p 144).

 Situationen har i løbet af de sidste årtier tilspidset sig fordi neoliberalismen under sin sejrsgang har ødelagt kapitalismens normale mekanismer for tilpasning, justering og mutation. Marx havde skildret hvorledes den tendentielt faldende profitrater og de her ’modvirkende tendenser’ havde udgjort et samlet dynamisk system for stadig teknologiudvikling, ekspansion, tilpasning og regulering gennem periodiske kriser. De tilbagevendende kriser havde været en ’normal’ og vigtig proces i dette samlede system (pp 51-58). Hele denne dynamik og selvreguleringsproces er imidlertid blevet brudt gennem neoliberalismens tilsyneladende sejrsgang.

Mason analyserer nogle afgørende processer i neoliberalismens periode: præsident Nixon’s løsrivelse af dollaren fra guldet i 1971 og dermed bruddet med Bretton Woods systemet banede vej for deregulering, uhæmmede finanstransaktioner, arbitrære pengeskabelser og enorme gældsstiftelser. Dette satte ganske vist en overgang igen gang i den ellers omkring 1971 stagnerende økonomi, men skabte på længere sigt ustabilitet, en enorm distance mellem materiel produktion og finansiel aktivitet samt en enorm gæld i såvel stater, virksomheder som husholdninger (pp 3-20).

Samtidig har austeritetspolitikken medført en faldende eller stagnerende realløn i de udviklede industrialiserede lande (p 5, p 23). Austeritetspolitikken gik og går ikke blot ud på at hidføre besparelser, men at smadre arbejdersolidariteten, atomisere arbejdernes stor masse og nedpresse lønninger og levestandard i vesten ” until they meet those of the middle class in China and India on the way up.” (p 5). Dette er ifølge Mason den globale konkurrences og austeritetspolitikkens logik.

Der er også blevet skabt en række globale ’ubalancer’. Nogle lande er blevet udprægede kreditor lande, andre debitor lande. Kinas handelsoverskud og opsamling af enorme tilgodehavender, Tysklands eksportoverskud i Europa, de olieeeksporterende landes akkumulation af andre landes gældssætning var ikke ’unormale afvigelser’, men tværtimod integrerende bestanddele af et globalt system, der tillod lande som USA, UK og Sydeuropa ’at leve over evne’. Neoliberalismen kan, siger Mason, kun eksistere ved at nogle lande ikke praktiserer den. Liberalisme og neo-merkantilisme eksisterer side om side i den moderne verden (p 20).

En teknisk forudsætning for etableringen af et komplekst globalt finanssystem var den moderne computer teknologi. Den nye teknologiske revolution har i det hele taget på afgørende måde præget den moderne virkelighed. Men, og det er en videre hovedtese hos Mason, den selvsamme teknologiske revolution kommer også mere og mere i konflikt med, kapitalismen som er baseret på marked og ejendom. (pps 23-26).

Det samlede resultat af neoliberalismens herredømme har været stagnation og stigende sociale problemer. Støttende sig til OECD’s rapport fra 2014 om den nutidige situation og fremtidige udvikling fremhæver Paul Mason, at den globale økonomi er stagnerende (OECD taler om en årlig vækstrate på kun 2,7 % frem til 2060), at uligheden er stærkt øget, at produktivitetsfremgangen er sløvet, at den nye informationsteknologi kolliderer med kapitalismens logik, og at der oven i alt dette er fremkommet en række andre alvorlige problemer så som klima, miljø og migration (pp 26-30). Partielle og begrænsede løsninger er ikke længere mulige. Der er behov for ’a complete system design’ (p 29).

Der er også behov for en anden teoretisk forståelse end mainstream økonomiens. I den moderne verden eroderes prisdannelsesmekanismen mere og mere og mainstream økonomien bliver mere og mere afmægtig fordi den bygger på forudsætningen om knaphed og fokuserer på prisdannelserne (pp 147 ff): ”the rise of information goods challenges marginalism at its very foundations because its basic assumption was scarcity and information is abundant” (p 163).

Alternativt anbefaler Mason Marx’ værditeori. Citerende Adam Smith’s berømte udtalelse om at alverdens rigdomme ikke er skabt af guld og sølv, men gennem arbejde og supplerende med sin nævnte tese om effekten af den informationsteknologiske revolution, kritiserer Mason marginalismen og udvikler relevansen af Marx’ værditeori. Marginalismen fokuserer på incitamenter, prisdannelser, og ligevægt, værditeorien på den underliggende dynamik og på samfundsmæssig forandring (pp 156-163). Mason kommer dog ikke ind på den videre moderne diskussion om forskellige tolkninger af værdigere (Heinrich, Harvey, Kliman o.a.) og det er en skam fordi han udtrykker sig så klart og måske kunne have skåret igennem her.

Marx havde fokuseret på kriser i et system som ellers var præget af overflod, noget nyt i historien. For at forklare dette fænomen havde Marx udviklet sin nævnte teori om dynamikken mellem den tendentielt faldende profitrate og en række ’modvirkende tendenser og krisernes rensende effekt. Men Marx opererede på forskellige abstraktionsniveauer: ”in Marx the falling profit rate produces countertendencies at many levels of abstraction, both in the pure world of aggregated profit and the dirty world of colonies and exploitation” (p 81). Der er teoretisk et behov for at bevæge sig fra det abstrakte til det konkrete og tilbage igen og fra det kapitalistiske centrum frem og tilbage til den globale periferi. Mason griber så tilbage til den klassiske marxistiske teoretiske diskussion om kapitalismens konkrete udvikling.

Mason tager her sit afsæt i Nicolai Kondratieff’s i 1922 og 1926 fremførte teori om ’de lange bølger’, en teori som han byggede på omhyggelige analyser af de for ham tilgængelige data. Fra ca. 1790 og frem til i dag har kapitalismen ifølge Kondratieff (og Mason) udviklet sig i cykliske bevægelser, lange bølger af ca. 50 års varighed med hver en opfase og en efterfølgende nedfase. Årsagerne til disse bevægelser fandt Kondratieff, til forskel fra Joseph Schumpeter, der fokuserede på effekten af innovationsbølger, i kapitalakkumulationens dynamik (pp 33-38). Der var altså tale om en udvidelse af Marx’ kriseteori. Mason overtager Kondratieff’s teori om de lange bølger, men tilføjer som vigtige elementer betydningen af klassekampen og af dynamikken mellem det kapitalistiske centrum og den globale periferi (p 38, p 41, p 47, p 183).

Mason identificerer i tilslutning til Kondratieff og i en egen faseforlængelse 5 ’cykler’, nemlig perioden fra 1790 til 1848 hvor fabrikssystemet og dampmaskinerne udviklede sig. Vendepunktet her var slutningen af 1820’erne karakteriseret ved depression og the hungry forties og eksplosionen i den revolutionære krise i Europa 1848-51. Hele perioden var også perioden for den første arbejderorganisering og modstand . Bølgen brød over og blev til en nedtur med ’den lange depression’ ca. 1873-96 (p 47, pp 181-185).

Den anden bølge fra 1848 til midten af 1890’erne var karakteriseret ved udviklingen af jernbaner, telegraf og globalisering. I denne periode skred arbejdernes organisering og modstand også videre frem. Arbejderne, med de højtuddannede faglærte arbejdere i spidsen, ’kæmpede mod maskinerne’ – og vandt., en proces det fremkaldte en omorganisering og ny strategi hos arbejdsgiverne (pp 47-48, pp 185- 188).

Den tredje bølge var perioden fra 1890’erne frem til 1945 og var karakteriseret ved den kemiske og elektriske industris udvikling, samlebånds produktion, bureaukratisk organisering og scientific management, men også af voldsomme politiske begivenheder og arbejdernes forbitrede kampe mod såvel kapitalismen, som staten og den opdukkende fascisme. Nedturen var drastisk, to verdenskrige og fascisme. Den europæiske arbejderbevægelse blev, trods megen modstand og mange kampe smadret og dens ideologiske visioner brudt (p 48, pp 192-197).

Den fjerde bølge fra o. 1948 frem til 2008 var masseforbrugets, automatiseringens og atomkraftens tidsalder. Den var i perioden 1948-73, ’the Golden Age’, karakteriseret ved den største økonomiske vækst nogensinde, men efterfulgt siden da af en betydelig lavere vækst, stagnation og ustabilitet. Det var perioden som indledtes med et kompromis, hvorved arbejderne sikrede sig velfærdsstat, kollektive rettigheder og andel i den øgede vækst. Til gengæld gav både socialdemokratierne, de kommunistiske partier og fagforeningerne afkald på at sigte mod nogen samfundsmæssig transformation. Man indrettede sig på at sameksistere med kapitalismen.

Imens skiftede arbejderklassen karakter, dens basis, dens organisationsform og dens målsætninger var anderledes end i mellemkrigsårene. ( p 48, pp 84-87, pp 197-202), Alligevel formåede den i et ti år fra midten af 60’erne til midten af 70’erne at rejse sig i modstand og kamp, mest markant i Italien, en modstandsbølge der dog endte i nederlaget i 80’erne (p 48, pp 197 ff., pp 201-207).  

Fra midten af 90’erne og fremefter kan man så skimte en begyndende ny – en femte- cyklus drevet af informationsteknologi og karakteriseret ved overflod af informationsgoder. Men denne bevægelse er bremset op. Den udvikler sig ikke videre efter det historisk kendte mønster. Og årsagen hertil er for det første de i den forudgående neoliberalismes sejrsperiode skabte økonomiske og sociale forhold. Kapitalismen dør, som en Wolfgang Streek har utrykt det, ’af for meget af sig selv’, en opfattelse der kan spores tilbage til Karl Polanyi. Men for det andet er den nye informationsteknologi afgørende. Den strider nemlig fundamentalt, siger Mason, mod markedets og ejendomsrettens teknologi. Vi er altså ikke bare i en femte cyklus’ forvandling til nedtur, men i et brud med hele det historiske mønster for cykliske bevægelser ”the present crisis represents a disruption of the pattern … this is someting bigger than the end of a fifty year cycle” (p 33, smlgn. p 72).

Paul Masons reformulering af Kondratieffs gamle teori er tankevækkende, selvom nogle af hans fase-afgrænsninger kan virke lidt anstrengte, for eksempel ’den tredje bølge’ fra 1890-1945. Andre forskere har f.eks. foretrukket at se perioden fra 1914 til 1945 som én stor ’anden europæisk trediveårskrig’.   Det er også prisværdigt, at Paul Mason forsøger at sammentænke faser i kapitalismens akkumulationsbevægelser og faser i klassekampenes udvikling, men man sidder dog tilbage med en fornemmelse af, at de sociale og politiske kampe her blot bliver reducerede til bølger af reaktioner-modreaktioner på det der for ham udgør den egentlige bevægekraft, nemlig bølgerne i kapitalakkumulationen.  Det er endnu en gang historien om produktivkræfterne der udvikler sig og kommer i konflikt med de bestående produktionsforhold, hvorefter der hver gang sker en krisefyldt justering. Blot er vi i dag kommet til det punkt hvor det hele eksploderer. Men den marxistiske teori har i dag for længst forladt den model Marx skildrede i sit 1859 Forord, og som Mason synes at hænge fast i. Man sporer en evolutionistisk tendens i Mason’s fremstilling. Dette fører os tilbage til den klassiske diskussion.

En af konsekvenserne af Kondratieff’s teori var nemlig den, at kapitalismen ikke ville kollapse af sig selv men tværtimod tilbagevendende tilpasse sig og mutere. Dette var en udfordring for tidens marxistiske teori der ifølge Mason opererede med forestillingen om kapitalismens automatiske sammenbrud i den sidste ende.

Mason er ikke helt klar her. På den ene side tilskriver han over én bank II og III. Internationales marxisme en sammenbrudsteori (pp 58 ff). En tese der i øvrigt i sin generalisering er forkert. Både Kautsky og Rosa Luxemburg havde allerede under kontroversen med Bernstein tilbagevist dennes anklage herom og Trotskys og Lenins teoriudviklinger kan netop ses som forsøg på at vride sig løs af den økonomiske determinisme, som ganske rigtigt prægede andre dele af II. Internationales tradition og som senere med den ungarsk fødte økonom JenoVarga blev genoptaget i III. Internationale. Men det er altså Masons tese: den hidtidige marxistiske tradition behøvede en sammenbrudsteori og blev udfordret af Kondratieff.

På den anden side citerer Mason (korrekt) Trotsky’s kritik af Kondratieff: Kondratieff glemmer, erklærede Trotsky, den subjektive faktor, betydningen af politisk vilje og handling, af krig og revolutioner (p 39). Og Trotsky stod ikke alene her. Som Mason selv formulerer det: ”in the early twentieth century reolutionary Marxists has become obsessed by the idea that human action – the ’subjective will’- was at more important than economics” (ibid). Paul Mason synes her at vakle mellem to modstridende forklaringer, måske fordi han ikke selv er helt afklaret i sin sammenkobling af cyklisk teori og revolutionær aktion.

 Han går også fejl i sin analyse af oktoberrevolutionen: Bolsjevikkerne gennemførte ikke revolutionen for, som han hævder, at ’indføre socialismen ovenfra’, men for at hugge ’kæden’ over i dens svageste led. ’Kæden’ var samtidens Europa hærget af imperialisme og krig. På intet tidspunkt forestillede Lenin sig at det tilbagestående og krigshærgede Rusland var modent for socialisme. Men Europa som helhed var moden for revolution og en revolution i Rusland kunne blive ’gnisten’ der fængede. Lenin var endnu i 1917 revolutionær internationalist. Og dette gjaldt i endnu højere grad aktører som Bukharin og Trotsky.

Rosa Luxemburg havde allerede i 1913 (tre år før Lenins Imperialismen som Kapitalismens højeste Stadium) defineret perioden som ”en fortløbende kæde af politiske og sociale katastrofer og konvulsioner” og valget stod, som hun sagde nogle år senere, mellem ’socialisme og barbari’. Det var en opfattelse som også Lenin efterhånden arbejdede sig frem til. Verdenskrigens gang, sammenbruddene og den russiske februar revolution i forening med udviklingen af en ny teoretisk referenceramme havde i 1917 overbevist Lenin om at der i den givne europæiske konstellation af militarisme, krig, sammenbrud og klassekræfternes mønster var opstået en mulighed for revolutionær aktion, en stribe af europæiske revolutioner der kunne sprænge barbariets koalition og bane vej for en socialistisk udvikling. Kæden kunne hugges over og udviklingen drejes ind i en helt anden retning.

Det kom som bekendt ikke til at ske. Både den russiske og den tyske revolution endte, på hver sin måde, i et nederlag og i Italien blev ’den røde bølge’ rullet tilbage af den opkommende fascisme. Dette tredobbelte nederlag fik fatale videre konsekvenser ind i århundredet. Der udfoldede sig her et drama med et langt videre perspektiv end det der bliver indfanget af Masons simple ’lave revolution, indføre socialisme’ formel.

Det er Paul Mason’s fortjeneste at han inddrager den klassiske debat om kapitalismens udvikling i sit forsøg på selv at reflektere over denne, men han skævdrejer denne debat fordi han alene lader den fremstå som en respons på kapitalismens akkumulationsrytme, mutation og stabilitet i den tredje Kondratieff bølges opsving (pp 56-65). Men tidens teoretiske anstrengelse var langt bredere motiveret og anlagt: den omfattede ikke blot analysen af det Rudolf Hilferding kaldte ’den organiserede kapitalisme’, men også driften hen mod kaos, krig og revolution samt forholdet mellem centrum og periferi.

Den teoretiske bestræbelse gav sig, som Mason overbevisende gennemgår (men i nævnte noget indsnævrede perspektiv) udslag i Rudolf Hilferdings Das Finanzkapital fra 1910, Rosa Luxemburgs Die Akkumulation des Kapitals fra 1913, Karl Kautky’s teori om ’ultraimperialismen’ fra 1914, Lenins Imperialismen som Kapitalismens højeste Statdium fra 1916 og Nicolai Bukharins bog Imperialismen og Verdensøkonomien fra 1915-17.  Marxismen var stadig den gang en levende teori i stadig udvikling og bestandig bevægelse udfordret af den konkrete, foranderlige virkelighed.

Paul Mason får fremdraget vigtige dele af hele denne omfattende debat og teoriudvikling, men forbigår andre dele, f.eks. den komplekse politiske teoriudvikling som analyseret af forskere som Massimo Salvadori, J.P. Nettl, Neil Harding, Isaac Deutscher, Stephen Cohen og Lars Lih. Masons fokus er stadig kapitalakkumulationen og de teoretiske forsøg på at forstå denne. Et vigtigt tema, men ikke hele historien.

Mason holder fast i Kondratieff’s teori om ’de lange bølger’, en teori han dog som nævnt supplerer med en analyse af de løbende klassekampe. I et selvstændigt og velskrevet kapitel skildrer han den socialistiske arbejderbevægelses udvikling gennem skiftende faser (pp 177-213). Den afgørende begivenhed i bevægelsens 200 årige historie var, fremhæver han, nazismens ødelæggelse af den tyske arbejderbevægelse, efterfulgt af den østrigske borgerkrig, den spanske borgerkrig, undertrykkelsen af fagforeninger og opposition i Grækenland, Polen, Ungarn og de baltiske lande samt i Stalins Rusland (pp 195-197).

Men dette er langt mere omfattende end den historie om kapitalakkumulation og respons herpå som han ellers fortæller. Han tager også fejl af sigtet i arbejdernes kampe. De kæmpede hele vejen igennem, siger han, for at etablere ’parallelsamfund’ i en omgivende fjendtlig verden, ikke for at skabe socialisme (p 180). Det er rigtig nok, at den europæiske arbejderbevægelse i sine velmagtsdage skabte et kontrasamfund og en kontrakultur, men Mason undervurderer betydningen af de videregående visioner som også voksede frem i dette samfund og denne kultur.  Nede i den tyske og østrigske arbejderbevægelses vældige basis, i det tjekkiske socialistparti, tværs over hele Central- og Østeuropa i det store jødiske arbejderforbund Bund, blandt Spaniens anarkosyndikalistiske arbejdere ja selv i det engelske Labour og i Skandinavien trivedes drømme og håb om et kommende samfund bygget op omring fællesskab og solidaritet.

Men den teknologiske udvikling, videns revolutionen, arbejdets forvandlede karakter, opbrydningen af traditionelle communities og centre har definitivt brudt den klassiske arbejderbevægelses kraft og eroderet grundlaget for de socialistiske og kommunistiske partier. I tilknytning til Hardt & Negri hævder Mason, at ’proletariatet’ er blevet erstattet af en ’global population’ hvor slagmarkerne findes overalt og hvor udbytningen mere og mere antager andre former end den klassiske under arbejdet i fabrikkerne (p 180, p 210).

Den klassiske arbejderbvægelse og dens projekt er brudt sammen, erklærer Mason tydeligvis inspireret af Andre Gorz. I stedet er trådt en ny generation af unge veluddannede, informationssøgende rebeller, en ny ’historisk agent, ’the networked individual’. Begejstret skildrer Mason denne nye revolutionære kraft: ” In the past twenty years , capitalism has mustered  a new social force that will be its gravediggers, just as it assembled the facory proletariat in the nineteenth century. It is the networked individuals who have camped in the city squares, blockaded the fracking sites, performed punk rock on the roofs of Russian cathedrals, raised defiant cans of beer in the face of Islamism on the grass of Gezi Park, pulled a million people on the streets of Rio and Sao Paulo and now organized mass strike across southern China ( p 212).

Paul Mason har sandelig ret i at der er en uhyre bevægelse i verden. ’Masserne’ er stadig derude, og oprøret har mange former. Massedeltagelsen har i dag ofte andre former end i mellemkrigsårene. Men som han selv konstaterer (p 171): der er 3 milliarder arbejdere i verden. Måske skulle vi snarere tale om en ’flytning’ af den sociale protest fra USA og Europa over til Asien, Afrika og Latinamerika og i stedet for en succession tale om en komplementaritet. Behøver det ene nødvendigvis at udelukke det andet?

Et langt alvorligere problem, som han ikke kommer ind på, er bevægelsesretningen. Hvor bevæger de revolterende masser sig hen? I store dele af Europa og i USA bevæger store befolkningssegmenter sig i dag til højre. Europas historie i det 20. århundrede er heller ikke særlig opmuntrende i så henseende.

Men Mason bevarer, støttende sig til tesen om ’the networked individual’, optimismen. Han forestiller sig dog her en lang proces. Vi er ikke endnu i det nye samfund, ’the age of network’ eksisterer side om side med hierarkier og slum (p 141). Men informationsteknologien skaber ikke en ny og stabil kapitalisme. Den udhuler tværtimod mere og mere markedsmekanismerne og ejendomsretten og ødelægger de gamle relationer mellem løn, arbejde og profit (p 112).

Inspireret af Jeremy Rifkin’s teori om ’the zero marginal cost society’ samt Antonio Negris teori om samfundet som én stor fabrik (pp 135-142) skildrer Mason begejstret informationssamfundets udvikling og potentiel.  Og lige som Negri understøtter Mason sin argumentation ved at gribe tilbage til Marx’skildring i Grundrisse af det fremtidige fuldt automatiserede samfund, hvor arbejdet blot består i tilsyn med maskinerne, hvor det nødvendige arbejde er presset ned til et minimum og hvor menneskene kan udfolde sig frit og alsidigt (pp 134 ff).  Mason overser dog her i farten, at Marx i det pågældende afsnit taler om et udviklet socialistisk samfund. Men lige som Negri fremhæver Mason Grundrisse på bekostning af Kapitalen. Marx’ Kapitalen lagde, erklærer han videre, også grunden til den senere doktrin om statssocialisme (p 137). En tvivlsom påstand som da heller ikke begrundes yderligere.

Paul Mason forestiller sig altså en lang glidende bevægelse frem mod socialisme eller ’post-kapitalisme’, som han foretrækker at kalde det. Og denne socialisme eller ’postkapitalisme’ skal ikke indføres ’ovenfra’. Det var netop det der slog fejl i diverse socialiseringseksperimenter i Tyskland og Østrig efter 1. verdenskrig og det var det der gik helt galt i Sovjetunionen (pp 65-66, p 217, pp 221 ff).

Han drager selv en parallel til den lange historiske udvikling af kapitalismen. ’Feudalismens krise’ kan, siger han, sammenlignes med den nutidige bremsede Kondratieff bølge, den europæiske ekspansion og erhvervelse af nye rigdomme kan sammenlignes med udviklingen af ikkemarkeds relationer, bogtrykkerkunstens opfindelse og udbredelse med den igangværende informationsteknologiske revolution og det ’eksterne chock’ der satte overgangsprocessen fra feudalisme til kapitalisme i gang, nemlig ’den sorte død’, kan sammenlignes med nutidens eksterne chock fra klima, miljø og demografi (pp 242-243).

Mason falder her tilbage på en traditionel marxistisk forestilling om kapitalismens oprindelse og udvikling som en lang, jævnt fremadskridende proces gennem århundreder. En opfattelse som også har været og er dominerende i den liberalistiske traditions historieskrivning og sociologi. Men som argumenteret af Robert Brenner, Spencer Dimmock, Ellen Meiksins Wood, Benno Teshcke o.a. havde kapitalismens frembrud i den engelske agrarsektor mere karakter af et revolutionært brud forårsaget af en helt særegen konstellation af klassekræfter og statslig magt. Derefter blev det engelske eksempel så i en slags ’defensiv modernisering’ efterlignet af førende magter på kontinentet og i forskellige varianter og med forskellige strategier. Udviklingen her havde heller ikke karakter af en jævn evolutionær fremadskriden. Det havde den i øvrigt heller ikke i England.

Men Mason har brug for den mere traditionelle evolutionistiske model for hermed at kunne understøtte sin egen revolutionære reformisme.

I den sammenhæng argumenterer han også mod planøkonomi som en mekanisme i socialismen. Planøkonomien i Sovjetunionen slog fejl og kan i øvrigt ikke realiseres (pp 221-228). Men den sovjetiske planøkonomi var, som påvist af Zalecki, Mark Harrison, Moshe Lewin o.a., højst ufuldkommen som planøkonomi betragtet og havde mere karakter af en ’krigsøkonomi’ og frembragte da også som sådan de ønskede moderniseringsresultater: industrialisering og en moderne stat med en moderne hær, omend for begges vedkommende med mangler og under frygtelige omkostninger. Omvendt er den moderne vestlige kapitalisme gennemsyret af elementer af planøkonomi. Spørgsmålet er ikke helt så simpelt som Mason stiller det.

Men planøkonomi er for Mason ikke vejen. Og markedsøkonomien kan ikke eksistere i det udviklede ’zero marginal cost’ og informationssamfund. Men hvad så? Mason er ikke helt klar i den nærmere angivelse af et sådant samfunds kontur, selv om han forsøger en sådan (kapitel 10).

Og hvad med modstanden og magten? Mason fremdrager selv gentagne eksempler på regerende eliters og herskende klassers brutalitet når det drejer sig om at forsvare bestående hierarkier og privilegier. Her gælder, som han selv har observeret det, ingen ’Geneve-konventioner’ (p xx).

Måske var klassikerne alligevel ikke så fejl orienterede endda når de gik så meget op i spørgsmålet om magten over statsapparatet og i samfundet.

Man kan selvfølgelig, som Andre Gorz, en af Paul Masons inspirationskilder, gjorde det helt opgive, sige ’farvel til proletariatet’ og i stedet anbefale partielle projekter ført igennem af ad hoc dannede sociale bevægelser, hvorved han i virkeligheden reificerede den bestående sociale orden og ikke så nogen anden mulighed end en evig indkapsling i denne.

Man kan også, som Hardt & Negri gør det, omvendt se modstanden alle vegne. For Hardt & Negri er magten overalt, lige som hos Foucault diffus og gennemtrængende. Indenfor og mod det de kalder ’Imperiet’ har der så udviklet sig en modstand der ligeledes er diffus og allestedsnærværende. ’Multituden’ og ’Empire’ er for dem gensidigt afhængige og mangfoldigheden er den afgørende kraft i udviklingen. Det er det scenarie Mason hælder til, dog med særlig vægt på ’the networked individual’ som samfundsforandrende kraft.

Men den nødvendige nutidige undersøgelse kan dog ikke bestå i en analyse der helt opløser samfundstoppens enorme magtkoncentration i et diffust imperium og lader modmagten være en udflydende masse i bunden af samfundet. En Nicolai Bukharin havde allerede i 1915 peget på fusionen af statslige og økonomiske eliter, udviklingen af en gigantisk ‘ ny Leviathan’, en ’jernhæl’ der trådte alt socialt liv ned. Er det fænomen blevet mindre udtalt siden 1915?  Og udgør en ubestemmelig ’mængde’ virkelig den eneste relevante modmagt?

Den klassiske forestilling om ’proletariatet’ som den klasse, selve eksistensen er forudsætningen overhovedet for kapitalismes eksistens og virkemåde og hvis emancipation omvendt derfor også ville sprænge hele dette system, er stadig relevant. Klassikernes konstatering af at dette ’proletariat’ først bliver til en kraft i og med dets politiske og ideologiske udvikling og erfaringsdannelse har også stadig gyldighed. Men for det første har proletariatet ganske rigtigt ændret sig og er blevet ’globaliseret’, for det andet er nye protesterende grupper og lag kommet til. Problemet er så, som tidligere anført, at bevægelserne kan gå i forskellig retning.

Der kan i den nyere internationale venstrefløjs diskussion om strategi spores to hovedstrømninger: den ene repræsenteret ved navne som f.eks. Hardt & Negrid, David Graeber, John Holloway og Jerome Roos, lægger vægt på oprørets mangfoldighed, spontanitet, og nye former for basisorganisering, den anden, repræsenteret ved f.eks. Alex Callinicos og Neil Davidson samt, fra en noget anden vinkel, ’de politiske marxister’ så som Robert Brenner, Ellen Meiksins Wood, George Comninell, Spencer Dimmock og Benno Teschke der fokuserer mere på spørgsmålet om klassekonstellationer, statsmagt og kapitalistisk udvikling. Paul Mason hører afgjort til den førstnævnte kategori. Men behøver man egentlig at stille det op som et skarpt alternativ. Må man ikke netop forsøge her at sammentænke to impulser og to sæt af erfaringer?

Det er Masons fortjeneste, at han fremdrager den klassiske diskussion i en sammenkobling med den nyeste diskussion om teknologiudvikling og strategi. Hans hukommelse er dog, som påvist, selektiv og han falder tilbage på en evolutionistisk skematik. Men han har leveret et velskrevet og velargumenteret værk. Et af de bedste bidrag til den moderne diskussion, som jeg længe har læst. Han rejser og diskuterer en lang række spørgsmål og problemstillinger som dels er ’klassiske’, dels nye opståede. Man må håbe, at hans bog også vil komme til at indgå som et vægtigt bidrag i den danske venstrefløjs diskussion. Den er højst anbefalelsesværdig.