TTIP’s lillebror kommer til hjælp
Af Kenneth Haar

Offentliggjort: 17. oktober 2016

Der verserer rygter om TTIP’s død - alle stærkt overdrevne. EU’s store handelsaftale med USA simrer stadig, og der er risiko for, at den får ny energi, hvis den mindre aftale med Canada (CETA) bliver vedtaget i nær fremtid. Det vil dog kræve både nye og gamle tricks, for det er bestemt ikke alle, der er lige så begejstrede for CETA som det politiske flertal i Danmark.

Flere medier vurderer det sådan, flere ministre har hævdet det, og nogle aktivister er sågar begyndt at fejre det: TTIP er døende, lyder det. Forhandlingerne om den store handelsaftale mellem EU og USA går nu så langsomt, at den nærmest ikke er der længere, lyder påstanden. Flere små billeder kan sættes sammen, så historien passer – problemet er imidlertid, at det ikke er rigtigt.

Der er ikke solide indikationer på, at forhandlingerne om TTIP (The Transatlantic Trade and Investment Partnership) er i dyb krise. De er derimod i dvale, og afventer en ny præsident i Det Hvide Hus. Tiden bruger EU-kommissionen og de mest entusiastiske regeringer til at komme nærmere en endelig vedtagelse af den aftale, som er forhandlet færdig, nemlig CETA-aftalen med Canada; CETA (Comprehensive Economic and Trade Agreement) har så meget til fælles med TTIP, at en vedtagelse af den vil bringe aftalen med USA et skridt nærmere.

Utilfredse ministre

Rygterne om TTIP’s dødskrise begyndte at cirkulere i august, da den franske handelsminister Matthias Fekl ligefrem krævede et stop for forhandlingerne. Tingene bærer i den forkerte retning for Frankrig, mener han, og det bør få øjeblikkelige konsekvenser. Noget tilsvarende har lydt fra den græske regering (og det kunne få nogle til at tro, at der er en rest af rød anstændighed gemt et sted i Syrizas ledelse). I begge tilfælde er der noget meget mere verdsligt på spil. De franske og græske regeringer er vrede over, at USA ikke ser ud til at give sig på deres områder. For Grækenland er det f.eks. skibsfart og ”geografiske indikatorer”, f.eks. om hvem der må kalde fetaost for fetaost; for Frankrig er det landbrugsprodukter og offentlige indkøb, som står øverst på listen. På de felter har amerikanerne endnu ikke givet efter, og svaret er bombastiske udmeldinger på regeringsniveau – men i sidste ende næppe andet end forhandlingstaktik.

Samtidig har den tyske økonomiminister Sigmar Gabriel (SPD) udtalt, at TTIP-forhandlingerne bevæger sig så langsomt, at de næppe nogensinde finder en ende. ”Selv om ingen tør indrømme det, så er TTIP slået fejl”, sagde han i august. Der er heller ikke begejstring at spore for de foreløbige resultater hos Gabriel. Hans budskab synes at være, at TTIP er endt som noget skidt. Derimod kender hans begejstring for CETA-aftalen med Canada ingen ende.

CETA og TTIP: To sider af samme sag

Det må undre enhver med minimalt kendskab til de to aftaler, for CETA er i store træk en TTIP-aftale i mindre format: Samme vidtgående regler om investeringsbeskyttelse med udvidede muligheder for virksomheder til at lægge sag an ved internationale særdomstole mod regeringer, samme vidtgående liberalisering af serviceområdet, måske lidt mindre ambitioner inden for varestandarder (fødevarer, kemi m.m.), men til gengæld ambitiøse regler for liberalisering af finansregulering, der i øjeblikket ikke figurerer stærkt i TTIP.

Ikke bare ligner de to aftaler hinanden, de hænger på mange måder sammen. Samarbejdet om nye (lavere standarder) vil ske i en trekant, hvis begge aftaler går igennem. Og på nogle måder foregriber CETA den større TTIP-aftale på en meget konkret måde. Under CETA får virksomheder med aktiviteter i Canada en ret til at beskytte deres investeringer i EU ved at sagsøge - eller true med at sagsøge - europæiske regeringer ved internationale voldgiftspaneler eller ”særdomstole”. Den ret får også de tusinder af amerikanske virksomheder med datterselskaber i Canada.

Når den tyske minister langer ud efter TTIP, men lovpriser CETA, kan det derfor ikke være, fordi der er forskel på de to. Forklaringen på Gabriels skepsis over for TTIP skal findes i hans eget parti. Den 19. september skulle SPD på et stort anlagt møde gøre op med sig selv, om partiet kan støtte CETA-aftalen med Canada, og resultatet var ikke givet på forhånd. Det er den bedst tænkelige forklaring på Gabriels udfald mod TTIP, at han først og fremmest var optaget af at få støtte til CETA, og i den tyske debat skader det ikke at indlede med at tage afstand til TTIP.

SPD-krav fører til kosmetisk ændring

Det lykkedes Gabriel at overbevise sine partifæller. Mødet støttede CETA med et pænt flertal, men med en række betingelser tilknyttet. Betingelserne synes Gabriel ikke at hænge sig så meget i – han drog kort tid efter til ministerrådsmøde i Bratislava, hvor der hurtigt blev smedet en plan, som kunne føre til iværksættelse af CETA-aftalen. Planen bestod i udfærdigelsen af en protokol, der skal vedhæftes CETA-aftalen; en protokol som efter sigende skal præcisere, hvordan aftalen skal forstås på en række følsomme områder.

Protokollen blev hurtigt lækket og næsten lige så hurtigt afvist som et trick af en lang række organisationer. Greenpeace vurderede f.eks. protokollens juridiske værdi til at svare til et rejsekatalog. Men rejsekatalog eller ej, så forlyder det, at den har passeret gennem mange socialdemokratiske hænder, også i den europæiske fagbevægelse, inden den fandt sin endelige form. Den er i hvert fald mest tiltænkt netop denne politiske strømning - ikke bare i Tyskland men også i Østrig og Belgien. Selv om den langt fra lever op til de krav, SPD stillede i september, synes protokollen foreløbig at have sikret fremdrift for CETA.

Ratifikation med kneb

I sig selv er protokollen dog ikke nok til at sikre en godkendelsesprocedure uden dønninger. Tre års ophedet debat om handelspolitik har sat sig dybe spor i flere lande, ikke mindst i Østrig og Belgien.

I Østrig er socialdemokraterne imod CETA, og den østrigske kansler fra ÖPD kan derfor ikke støtte aftalen i øjeblikket. Tilsvarende har parlamentet (egentlig: parlamenterne) i den fransktalende del af Belgien vedtaget en resolution mod CETA, og da CETA skal vedtages med enstemmighed i EU, er pinen ikke forbi for tilhængerne. CETA er en såkaldt ”blandet aftale”, dvs. den omfatter emner, som ikke er under fuld EU-kompetence, og skal derfor også godkendes i medlemslandene, i Danmarks tilfælde af Folketinget. Den skal endda godkendes i alle medlemslande, ellers falder den. Og pga. situationen i Østrig og Belgien, og usikkerhed andre steder, er der en risiko/chance for, at CETA ikke overlever mødet med parlamenterne.

Det gælder dog næppe Europa-Parlamentet. En stormfuld debat i juli endte med en forbrødring mellem den konservative og den socialdemokratiske gruppe; og selv om der var en del franske, britiske og italienske dissidenter i sidstnævnte familie, ser det ud i øjeblikket ud til, at CETA kan samle flertal i parlamentet, der forventes at skulle stemme om CETA i december eller januar.

Det har EU-kommissionen og flertallet blandt regeringerne tænkt sig at udnytte til det yderste. CETA vil nemlig blive sat i kraft endnu inden de nationale parlamenter skal stemme. Ikke hele CETA, men broderparten. Det forslag har ligget på bordet længe men står til at blive vedtaget allerede i oktober. Er størstedelen af aftalen allerede sat i kraft, er der lagt et kolossalt pres på de nationale parlamenter for at få den godkendt. Og med ”midlertidig gennemførelse” kan den nationale ratifikation i øvrigt få lov til at vente, hvis det politiske humør i et eller flere medlemslande ikke ser ud til at være til gunst for en godkendelse.

”Troværdighed”

Alt vil blive sat ind på at få CETA på skinner i de kommende måneder. I Kommissionens øjne er det nemlig intet ringere end ”troværdigheden af EU's handelspolitik”, der er på spil jf. en pressemeddelelse fra juli. Det må forstås sådan, at kommer CETA ikke igennem, går den nye generation af vidtgående handelsaftaler en usikker fremtid i møde. Og omvendt: Går CETA igennem, er vejen banet for de næste skridt, først og fremmest TTIP.

TTIP kører ikke i høje omdrejninger, og det er af mange blevet tolket som et udslag af store uenigheder. Men kigger man dybt i de lækkede dokumenter fra forhandlingerne, som Greenpeace offentliggjorde i maj, kan man faktisk ane fælles fodslag på nogle af de store områder herunder det største.

”Reguleringssamarbejde” fylder det meste på forhandlingsbordet, og det er ikke forkert at sige, at det netop er dette felt, som udgør rygraden i TTIP, og som det meste drejer sig om. Det handler nemlig om at enes om procedurer og metoder til at få bugt med de ”barrierer for handlen”, som udgøres af forskellige tilgange til f.eks. fødevarestandarder, kemikalieregulering, godkendelse af medicin og meget mere. På dét område er parterne meget tæt på hinanden, fremgår det af Greenpeace-dokumenterne.

Når tingene ikke går voldsomt stærkt, skyldes det nok snarere det amerikanske præsidentvalg. Ikke fordi de to kandidater begge er begyndt at ytre sig kritisk om frihandelsaftaler (der i USA ikke handler så meget om TTIP som om TPP (Transpacific Partnership), der er en stor aftale med en række sydamerikanske og asiatiske lande). Men fordi den amerikanske tilgang til TTIP alt andet lige kan blive ændret af en ny præsident. Men når denne sætter sig i det ovale værelse i Det Hvide Hus, er der intet til hinder for, at forhandlingerne kommer op i gear; især ikke, hvis europæerne i mellemtiden har taget store skridt mod en endelig vedtagelse af CETA og dermed fjernet noget af den politiske usikkerhed, der omgærder TTIP.

Hvem kommer først med CETA?

Et kvalificeret gæt på hvilke lande, der vil gå forrest med den nationale ratifikation af CETA, vil være dem, hvor der er størst sandsynlighed for, at aftalen går glat igennem. I Danmark har kritikken af TTIP og CETA været brat stigende i de seneste måneder, og antallet af organisationer som vender sig mod aftalerne vokser hastigt, hvilket bl.a. blev udtrykt i bredden bag en demonstration mod TTIP og CETA i København den 27. oktober. Men Danmark adskiller sig fra mange andre lande ved, at fagbevægelsens top hele vejen igennem har udtrykt entusiasme for aftalerne. Nu og da udtrykker f.eks. LO’s formand ”bekymring”, men ikke en bekymring som får betydning for LO’s position som tæt allieret med både Dansk Industri og EU-kommissionen. Og i Folketinget har Socialdemokratiet meldt sin støtte til CETA - ”uden forbehold” som Peter Hummelgaard (MF for S) meddelte Politiken den 5. oktober. Dermed er flertallet bag CETA i øjeblikket stort på Christiansborg; så stort at den endelige behandling af CETA kan være lige om hjørnet. Tiden må vise, om det så går så glat, som tilhængerne håber.