Venstreorienteret kommunalpolitik – hvad er det for en fisk?
Af Nina Thomsen

Offentliggjort: 17. oktober 2016

Der er lidt over et år til næste kommunalvalg. Rundt omkring i de halvstøvede partilokaler vil man de næste par måneder afholde opstillingsmøder og rekruttere potentielle borgmesterkandidater og kommunalpolitikere.

Nogen partimedlemmer vil slå korsets tegn for sig, når de bliver spurgt. Kommunalpolitik er fandme ikke noge.t de vil bruge tid på. Så hellere tale om de store linjer. Så må nogle andre finde ud af, hvad vejene skal hedde, og hvor træerne skal stå. Bum.

Jeg er lodret uenig. Derfor har jeg skrevet denne artikel. Som en art reklame for det kommunalpolitiske. Og som en klar opfordring til, at lokalpolitikere landet over tager magten og muligheder på deres skuldre. For mulighederne for at skabe forandring er i den grad tilstede. Det handler om at turde.

Det skriver jeg efter 10 år på Københavns Rådhus – heraf knap syv år som borgmester. Jeg har ikke altid været lige god til mit job. Men jeg har i alle årene forsøgt at gøre mit ideologiske ståsted til drivkraften i mit arbejde.

Reformer fra oven kan sprænge rammer, men…

Reformer, der har deres start i Folketinget eller i EU-regi, har den klare fordel, at de fra dag et kan sætte en ny retning for et helt politikområde. Tag en ny planlov, der med et pennestrøg kan ændre vilkårene for kystnært byggeri og dermed i årtier frem får enorm betydning for de danske kyster.

Eller tag Folkeskolereformen, der - nok også en kende brutalt – markant har forandret den danske folkeskole. En større skolerevolution, der ændrede lærernes arbejdstidsregler, gav en længere skoledag og gjorde op med den traditionelle opdeling mellem læring og pædagogik osv. osv.

Alt i alt må man sige, at lovgivning, der ændrer på rammevilkårene helt ned på det lokale niveau, har stor betydning. Det er styrken ved reformer fra oven. Men nogen gange går det også skævt… reformerne virker ikke efter hensigten. Det kan der selvsagt være mange politiske årsager til. Man kan fx spørge sig selv, om kontanthjælpsreformen vitterligt har til hensigt at få folk i arbejde?

Når reformer fra oven går galt skyldes det imidlertid også, at der har været tale om skrivebordsarbejde. Embedsmænd eller politikere uden forstand på virkeligheden har formuleret lovgivningen. Man har haft hypoteser om forskellige årsagssammenhænge, der ikke holdt stik. Eller man er kommet til at indføre kontrolregimer på baggrund af en lokal skandale uden blik for, at den megen kontrol og dokumentation betyder, at de lokale medarbejdere ikke længere får tid til at udføre deres kerneopgave. Her er ovennævnte skolereform nok et meget godt eksempel på en reform, der endte med at få landets lærere imod sig. Ligesom man også kan diskutere, om det er hensigtsmæssigt at lave så meget om uden helt at vide, hvordan elementerne virker i praksis.

Det lokale som laboratorium for samfundsforandring

Lader man omvendt det lokale eksempel være udgangspunkt for forandringen, har man vished for, at reformerne virker efter hensigten. Lokalt har man muligheden for at eksperimentere og afprøve grænser. Man kan lade forskellige institutioner afprøve forskellige tiltag og efterfølgende evaluere og finpudse, hvorefter man – i fald der er succes – kan rulle tiltagene ud i en hel kommune eller sågar i et helt land. På den måde får man skabt forandringer og reformer, der er trykprøvet på forhånd. Det styrker kvaliteten.

Et godt eksempel på et lokalt forsøg, der har haft stor landsdækkende betydning er den såkaldte ”Fredericia-model”, der med sit fokus på rehabilitering og hjælp-til-selvhjælp er blevet kopieret i hele landet.

Eller du kan tage ”Herning-modellen”, der har som ambition at sikre en mere helhedsorienteret indsats til udsatte familier. Igen en model, der visionært og modigt er blevet afprøvet lokalt og nu giver stor inspiration til kommuner landet over.

Desværre er vi ikke altid lokalt særligt gode til at udnytte mulighederne.

Spræng rammerne og gå tæt på det umulige

Det er forholdsvist sjældent, at vi sætter den ideologiske fløjte for munden og puster til. I stedet overlader vi det til embedsmændene at sætte retning. Vi nørder som lokalpolitikere rundt i budgettal og omprioriteringer uden for alvor at spørge os selv, hvordan vi som røde politikere vil bruge netop vores kommune som laboratorium for samfundsforandring.

Vi forfalder til vanlig kritik. Trækker på skuldrene og giver den til enhver tid siddende regering skylden eller laver en rygmarvsreaktion og angriber de private i et konservativt forsvar for det eksisterende.

Der er ingen tvivl om, at der er en stor tilfredsstillelse ved at kunne sætte sig tungt på sin kritiske numse og vente på, at der kommer flere penge til mærkesagerne. Men man forspilder i samme moment en kæmpe konstruktiv chance.

Jeg vil gerne opfordre til, at vi i stedet - på helt traditionel vis – tager udgangspunkt i vores drømme og visioner om at skabe et mere retfærdigt samfund. Udgangspunktet må være det gode gamle: frihed, lighed og fællesskab Det er de visioner, som vi som kommunalpolitikere skal koble med de små skridt.

Det kan ske i budgetforhandlinger. Det kan ske, når vi laver ny byudvikling, eller når vi skal tænke nyt og udvikle velfærden i en mindre skala igennem pilotprojekter.

Jeg har ikke alle budene klar. Jeg har selv arbejdet ihærdigt på, at vi lokalt tager et opgør med New Public Management. Stopurene i hjemmeplejen er droppet. Den tillidsreform, som jeg politisk har initieret, kopieres nu i både Norge og Sverige. Jeg har indført træning i arbejdstiden for at hindre nedslidning, og lige nu kører vi forsøg med mere fleksibel arbejdstid og ret til både deltid og fuldtid. Alt sammen i et forsøg på at udfordre de eksisterende paradigmer, skabe systemforandrende ændringer og inspirere landets øvrige kommuner til at prøve nyt.

I det følgende vil jeg prøve at gå lidt i dybden med hele frihedsdagsordenen. En dagsorden, som jeg mener, at vi i nogen grad har glemt at tage alvorligt. Jeg vil samtidig give jer et indblik i, hvordan jeg som borgmester har arbejdet på at reformere ældrevæsenet og give den ældre mere magt over eget liv.

Venstreorienteret frihed – og hjemmeplejens maskinrum

Anders Fogh Rasmussen introducerede op igennem 1990’erne danskerne for det frie valg mellem offentligt og privat. Det frie valg blev i store træk måden at udvikle velfærdssamfundet på.

Var du syg, fik du lov at vælge mellem privathospitalet og det offentlige hospital. Var du gammel, kunne du vælge mellem den kommunale og den private ældrepleje.

Socialdemokraterne hoppede i nogen grad med på fritvalgs-bølgen, mens venstrefløjen stod tilbage som dem, der entydigt forsvarede det bestående. Det var i mine øjne en fejl, for dermed forsømte vi også det nødvendige livtag med velfærdsstatens fejl og mangler, og i stedet for at gribe danskernes ønske om mere valgfrihed blev vi associeret med en ufleksibel one-model-fits-all-velfærdsstat.

En velfærdsstat, hvor den ældre kvinde ikke selv bestemmer, hvornår hun skal i bad, eller hvad hun skal have til morgenmad. En velfærdsstat, hvor hjemmesygeplejen ikke nødvendigvis fortæller hende, hvornår på eftermiddagen den kommer.. for hvorfor dog have besværet med det?

I stedet for at støtte de mennesker, der har brug for lidt ekstra selvtillid, kommer kommunen ofte til at umyndiggøre det enkelte menneske med sine regler og rammer og sine standardiserede ydelser. Har du brug for hjælp, skal du stille dig til rådighed i ydmyg taknemmelighed. Krav er dybest set til besvær.

Men måske skulle kommunerne prøve at tage borgernes krav alvorligt. For i virkeligheden vil de jo bare gerne bestemme selv. Jeg har selv i min tid som borgmester udarbejdet en ældrepolitik, der har frihed og valgfrihed som sine bærende værdier ud fra en ambition om, at kommunen skal kunne give borgerne mere frihed – ikke mindre. Det har betydet, at vi har set hele forvaltningen igennem. Vi har opfundet nye indsatser og nye former for velfærd og konsekvent arbejdet for, at der altid skulle være flere ”varer på hylderne” så borgeren altid havde noget at vælge imellem.

I København udviklede jeg som SF-borgmester et såkaldt ældre-klippekort, der gav de svageste ældre en halv times valgfri hjælp om ugen. Den model er nu gjort landsdækkende. Det betyder, at den ældre nu selv bestemmer over sin tid – og ikke kommunens visitator. Det er frihed i praksis og indflydelse på egen hverdag.

Får du i dag bragt mad til døren i København, har du mulighed for at vælge mellem flere forskellige menuer. Jeg har som borgmester åbnet seks forskellige profilplejehjem med hver sit menneskelige fokus – fordi frihed også handler om at kunne vælge mellem forskellige former for plejehjem. København har nu et plejehjem med fokus på musik, et andet har fokus på sport og leg og et tredje har fokus på natur og udeliv. Igen er vægten lagt på muligheden for at fortsætte det liv, du har og fortsætte de interesser, der gennem et langt liv har givet dig energi og glæde. De ældre skal ikke kommunaliseres, når de flytter på plejehjem – de skal frisættes.

På samme måde, når vi bygger nye plejehjem. Her skal der være forskel på lejlighedernes størrelse. Vi har boet forskelligt hele vores liv – hvorfor skal det stoppe, når vi rykker på plejehjem? Den ældre mand skal da selv bestemme, om folkepensionen skal gå til et ekstra værelse eller til aktiviteter med familien.

Men det er ikke gjort med de nye tilbud. Det handler også om, hvordan man tilrettelægger arbejdet. Venstreorienterede reformer i det kommunale maskinrum kræver i virkeligheden, at man går meget langt ned i detaljen. Jeg har set på arbejdstider, åbningstider, visitationspraksis, skemaer m.v. Her er mange af den offentlige sektors systemfejl gemt, og dem skal der ryddes op i. Væk med den almene kommunale træghed, den konservative kassetænkning eller det slet skjulte hensyn til medarbejdernes behov for at gå på arbejde fra klokken 9 til 16. Alt det skal vi også rydde op i.

De frihedsskabende reformer, som jeg har sat i gang i København, kan oplagt også udvikles på andre kommunale områder. Hvorfor ikke lade de lokale ledere af alt fra børnehaver til botilbud selv-udvikle deres institutioner i langt højere grad. Lade dem flashe deres forskellighed – og sige til dem, at det er slut med at dukke nakken og være ens. Lad os se på, hvordan det bliver nemmere at være børnefamilie. Eller arbejdsløs for den sags skyld.

Lad os udvikle profilskoler og profilplejecentre. Lad os give forældrene lov til at vælge den folkeskole, der passer dem. Hold hospitalerne og lægepraksis åbne, når borgerne har fri fra arbejde, så vi selv kan bestille tid, når det passer os. Skab valgfrihed inden for det offentlige, så skatteborgerne ikke skal ud på det frie marked for at finde det rette tilbud.

Min artikel er en opfordring til, at man som politisk aktiv - og som kommunalpolitiker -går til din kommune med nysgerrige briller. Der er så mange muligheder. Lokalt kan vi tage et lille udsnit af virkeligheden og prøve ting af – vi kan i princippet gå helt til kanten af det mulige. Vi kan prøve tiltag af, som vi aldrig ville kunne samle opbakning til på landsplan. Det er den mulighed, som vi skal udnytte – ved at se det store i det små og ved at turde gå fra den kritiske debat til at sætte fodaftryk i den konstruktive virkelighed.