Diem25 og Plan B - bedre alternativer for Europa?
Af Óscar García Agustín

Offentliggjort: 15. august 2016

‘A plan B for Europe’ og DIEM25 (Democracy in Europe Movement) udfordrer begge en bestemt måde at lave politik på inden for de nationale grænser og deler samtidig kritikken af det nuværende EU,  som vi ved ikke er interesseret i at løse de store samfundsproblemer. Så det er tid til at opfinde alternativer, som er i stand til at gøre netop det. Plan B og Diem25 kan bidrage hertil.

Sociologen Anthony Giddens udtrykte ret præcist, hvordan situationen har udviklet i Den Europæiske Union. Selv erklærer han sig stadig pro-europæer, selv om han indrømmer, at krisen og den efterfølgende (manglende) ledelse har gjort det svært at tro på EU. Hvad er egentlig hans argument for at forsvare EU? Det er meget enkelt: ”Alternativet er langt værre”. [1] Det må være en af de værste former for legitimation, det at reproducere en slags ’there is no alternative’, men anvendt på EU. Det vil i hvert fald komme an på, hvilket alternativ der er på spil. Men problemet har været, at EU har gjort det svært at forestille sig et alternativ. I den dybe krise, som EU befinder sig i nu, er det næsten umuligt at tro på, at unionen selv kan tilbyde en løsning. Det parlamentariske arbejde har en meget begrænset effekt, selv om der i stigende grad er venstrekritiske stemmer i debatten. Den økonomiske krise har lukket alle de mulige alternativer, som ikke passede ind i den neoliberale model (Grækenland har betalt prisen for det), mens den såkaldte ’flygtningekrise’ har vist en svagt koordineret politik (som går videre end nationale responser) og en tilbagevenden til nationalisme og national håndtering af grænsekontrol og migrationspolitik. Derudover tyder EU-ledernes appel til ikke at sætte spørgsmålstegn ved unionen efter Brexit og til gensidigt ansvar medlemsstaterne imellem ikke på, at EU er i stand til at fortolke utilfredsheden med EU-projektet (og det manglende EU-projekt).

Derfor er det så presserende at forestille sig et alternativ, som er bedre end det eksisterende EU, når EU i sig selv nægter at inddrage alternativer. Sagt med andre ord: Når EU som institution ikke er i stand til at åbne sig for alternativer, kunne man forvente, at der i bedste fald kommer nye diskurser, som kan udfordre og ændre institutionerne. Midt i EUs dybe krise dukker der således to nye transnationale organisationer op, hvis mål er at genoverveje EU eller Europa og ændre spillereglerne, de institutionelle rammer og det internationale samarbejde. Diem25 og Plan B blev begge stiftet med dette mål - to organisationer eller platforme med lignende, men også forskellige mål. I det følgende vil jeg drøfte forskelle og ligheder mellem Diem25 og Plan B, f.eks. deres potentiale i forhold til at ændre EUs nuværende kursus. 

Plan A eller B?

Hvis der er noget, der står tydeligt frem i stiftelsen af såvel Diem25 som Plan B, er det behovet for at danne et alternativ efter den skuffelse og frustration, som den politik, Syriza har ført i Grækenland, har resulteret i - især efter afstemningen om gældsaftalen. Selv om befolkningen stemte nej, følte Syriza sig presset af EU, rettede sig ikke efter resultatet og bestemte sig til alligevel at tilslutte sig aftalen. Dette fremprovokerede en nødvendig refleksion på venstrefløjen om, hvad der skulle være det næste skridt, og hvordan man kunne kæmpe imod de herskende økonomiske og politiske interesser inden for Europa. I stedet for at opfatte situationen som et nederlag som udelukkede samarbejde på europæisk plan, blev Diem25 og Plan B stiftet med fokus på at udforme en europæisk politik, som ikke nødvendigvis skal udvikles inden for EUs institutionelle rammer. Selv om de to initiativer deler mange aspekter, har de samtidig forskellige mål.

Plan B er knyttet til følelsen af, at det gik galt i Grækenland, fordi den græske regering under forhandlingerne ikke forudså, at hvis det ikke blev muligt at finde en tilfredsstillende løsning, skulle den have en plan B klar, dvs. et alternativ som kunne fremme regeringsprincipperne og de folkelige krav. Det, der skete i Grækenland, var ikke, som tidligere præsident for parlamentet, Zoé Konstantopoulou, udtrykte det, folkets nederlag, men derimod ledernes. Plan B sigter ikke mod at reformere EU-institutionerne eller styrke den nuværende ramme. Den definerer ikke nødvendigvis sit mål som at forlade EU, selv om det sagtens kunne være en ønskværdig løsning. Plan B er en plan for ’austerexit’, dvs. for at forlade sparepolitikken, idet alle politiske og sociale kræfter, som er modstandere af en sådan politik, samles [2].

Diem25 opsummerer sine mål i det, man kalder en simpel, men radikal idé: At demokratisere Europa. Tanken bag dette kan spores i stifterens og tidligere finansminister i Grækenland, Yanis Varoufakis  egne ord. Han mener, at venstrefløjens mission er at stabilisere kapitalismen og redde den fra dens ledere [3]. For at redde Europa og stabilisere (dvs. demokratisere) det, skal de europæiske institutioner først styrkes og tildeles nye værdier, som gør det muligt at gennemføre en konstituerende proces. Ifølge denne optik er der intet behov for en plan B, da det er plan A, som prioriteres. Det er sandsynligvis det, som er den største forskel mellem projekterne. Diem 25 vil bremse EUs neoliberale politik og uddybe de demokratiske processer, mens Plan B søger efter alternativer (hvoraf nogle allerede eksisterer på det lokale eller nationale niveau) til den dominerende, økonomiske politik.

Hvem står for alternativerne?

Noget, som kan virke forvirrende ved de to projekter, er, at visse deltagere som Varoufakis er aktive i begge i hvert fald hvad angår begivenheder og offentlige debatter. Det viser, på den ene side, at der kan være gode muligheder for samarbejde mellem projekterne, hvilket ville være ønskeligt, men på den anden side er det også et bevis på fraværet af europæisk ledelse på tværs af grænser. Det betyder, at der i praksis er få politiske ledere, som kan opfattes som aktive i dannelsen af en europæisk sfære. Ikke fordi de mest synlige (nationale) ansigter er ukendte, men fordi de i de fleste tilfælde ikke bidrager med en europæisk dimension. Sådan er det for nogle af Plan Bs stiftende ledere som for eksempel Jean Luc Melenchon, der sidder i Europaparlamentet for det franske Front de Gauche og medstifter af det tyske Die Linke, Oskar Lafontaine. Mange af de politikere, der deltager i Plan B, kommer fra venstrefløjpartier og er med i GUE/NGL-gruppen. Der er politikere, som har kæmpet imod sparepolitikken, og som deler et kritisk syn på den seneste udvikling i EU. Som eksempler kan nævnes lederne af den mest venstreorienterede fløj i det spanske parti Podemos, MEPerne Miguel Urbán og Lola Sánchez, der begge energisk støtter Plan B. Diem25 er mere centreret omkring Varoufakis som primus motor for initiativet, selv om andre også har deltaget i stiftelsen, heriblandt filosoffen Srecko Horvat.

Organisationsformer

Både Diem25 og Plan B følger en strategi, hvor man publicerer et manifest, og forskellige kendte politikere og debattører derefter viser deres støtte til manifestet. Plan B minder om tidligere internationale fora, som eksempelvis World Social Forum og European Social Forum (hvilket var sådan jeg oplevede mødet i Madrid), men med én stor undtagelse: De er ikke kun fora for sociale bevægelser, men derimod fora, der er åbne for samarbejde mellem sociale bevægelser og partier. Der er ikke den samme mistillid til partierne som før, men derimod en tro på, at de nye politiske kræfter ved hjælp af dialog for at styrke en progressiv politik. Noget, der i særdeleshed fungerer godt, er, når sociale bevægelser får mulighed for at få emner på den offentlige dagsorden, emner der ellers ikke altid bliver prioriteret af venstrefløjspartierne, når de er ved magten og indtager en mere pragmatisk position. Den største udfordring bliver at udvikle en organisation, som kan samle så mange forskellige bevægelser og partier og give dem en fælles stemme. Diem25 har en mere udefinérbar form (det er ikke et parti og heller ikke en lobbygruppe), og til dets møder bliver der inviteret mange eksperter inden for området. Eftersom Diem25 blev født som en europæisk bevægelse, er den mindre forankret i eksisterende lokale og nationale erfaringer og kampe, hvilket også kan vise sig at blive en udfordring.

Alligevel forsøger både Plan B og Diem25 at organisere sig på det lokale og nationale niveau. Der er allerede lokale Plan B-organisationer (som f.eks. i Spanien), som forsøger at være i dialog med lokale bevægelser og forbinde de lokale og europæiske dimensioner, og der er opstået spontane Diem25-grupper i Frankrig og Italien, som fremmer behovet for at demokratisere Europa på det lokale niveau. Det ser ud til, at Plan B satser på at samle diverse aktører ved generalforsamlinger, hvor man fremlægger forskellige praksisser, og deltagerne sammen reflekterer over politiske løsninger. Indtil videre har Diem25 foretrukket at organisere temaorienterede møder, hvor deltagerne kan diskutere med eksperter inden for nogle områder, hvor man konkret ønsker at påvirke EU-institutionerne, som f.eks. gennemsigtighed og flygtningepolitik. Det er uklart, hvordan kommunikationen skal foregå mellem den europæiske ledelse og græsrodsbevægelserne. Det er noget, som begge organisationer skal tage seriøst, da der i denne første fase er mange ting under opbygning, og det vil være en god ide at udvikle mekanismer for deltagelse og gennemsigtighed i forhold til selve beslutningsprocessen i organisationerne.     

Politisk dagsorden

Mellem Plan B og Diem25 er der forskelle i forhold til den politiske dagsorden. Plan B har, for så vidt organisationen samler forskellige bevægelser og partier, en mere heterogen profil, og man kan ikke forvente, at der er enighed om alle emner blandt de involverede parter. Plan B er således stadig meget åben for diskussion, også på centrale punkter. Mens nogle deltagere er imod EU som sådan, er andre imod den nuværende udformning af EU. Alle er dog meget afvisende over for eurozonen. Faktisk hævder mange stemmer inden for Plan B, at det er nødvendigt at forlade euroen, hvis man reelt vil gøre en anden politik mulig. Det står i kontrast til Diem25, som anbefaler at fortsætte med euroen og ikke vil sætte dette emne til debat. Man kan også se indflydelsen fra de sociale bevægelser og venstrefløjspartierne på den økonomiske dagsorden, især i forhold til at drøfte gæld, hvilket er meget relevant set fra et sydeuropæisk perspektiv. Syriza, som nu sidder har regeringsmagten, forlod kravet om gældseftergivelse, mens Podemos nedtonede kravet og begyndte at tale om at forhandle gælden. Plan B sætter dette krav øverst på dagsordenen igen og forsøger at få partierne til at inddrage det i deres programmer. Ud over de to områder (monetær politik og gæld) er der også andre relevante emner på spil, såsom arbejdstageres rettigheder og arbejdsmarked, investering og handel (med særligt fokus på TTIP og CETA) samt flygtninge- og migrationspolitik.

Når man kigger på programmet for Diem25, virker det mere strategisk, i den måde hvorpå forslagne bliver fremlagt. Der er ikke alle emner, som er til debat på møderne, sådan som det er tilfældet med Plan B, men man udvælger ét emne fra gang til gang, som virker relevant. Det første område, der blev sat fokus på, var gennemsigtighed. Der er sandsynligvis ikke så mange sociale bevægelser, der vil prioritere dette emne (i stedet for euro eller gæld), men det passer bedre med Diem25s idé om at demokratisere Europa og appellere til et bredere flertal. Det gælder ikke kun venstrefløjsaktivister, men også socialdemokrater, liberale osv., dvs. alle der kan mærke, at der er et behov for at demokratisere de institutioner, der tager beslutninger uden ansvarspådragelse eller gennemsigtighed i processen. På den måde regner Diem25 med at opnå en stærk opbakning til at ændre den nuværende, institutionelle ramme.

Er et andet Europa er muligt?

Efter Troikaens indblanding i græsk politik og styrkelsen af den neoliberale model, samt afvisningen af en humanitær løsning på ’flygtningekrisen’, viser EU sig, som det er nu, som et udmattet projekt. Det er ret svært at forestille sig en reform, rettet mod at åbne EU op for borgerne og sikre sameksistensen mellem forskellige økonomiske og politiske projekter, hvis initiativet skal komme fra EU-institutionerne selv. Det er heller ikke klart, hvorvidt Brexit også indebærer ’austerexit’, dvs. en mere retfærdig økonomisk model og afvisning af sparepolitikken. Derfor er det så vigtigt, at Plan B og Diem25 med alle deres forskelle åbner et nyt rum for at udvikle et alternativ til EU-konformismen. Plan B udfordrer tydeligt EUs rammer og huser forskellige holdninger til, om man skal forlade EU eller ej, men deltagerne deler ideen om, at den nationale suverænitet skal styrkes, og om, at man skal forholde sig enormt kritisk over for euroen. Til gengæld har Diem25 til formål at genopfinde EU og etablere demokratiske institutioner. I den danske kontekst er det ikke overraskende, at Enhedslisten placerer sig tættere på Plan B, hvor kritikken imod EU og muligheden for at forlade unionen er en del af projektet. Alternativet har tilsluttet sig Diem25 og udforsker en progressiv vej for EU, som sjældent har været en del af den danske debat.

Det ville være en fejl at reproducere modsætningen mellem revolution og reform, som et billede på forskellen, og afvise det ene eller det andet som en følge heraf. Begge initiativer skal supplere hinanden og finde hver deres vej til, hvordan de bedst kan udvikle en transnational bevægelse, og hvordan deres dagsorden kan få en reel effekt i europæisk politik. Det skal opfattes som en kompliceret, men ikke umulig opgave. Det er nemlig svært at mobilisere civilsamfundet, som Plan B allerede har oplevet det i sit forslag om mobiliseringer den 28. maj 2016. Begge projekter skal desuden finde ud af, hvordan de uddyber deres lokale og nationale organisationer og samtidig udvikler en europæisk bevægelse. Fordelen er, at begge organisationer udfordrer en bestemt måde at lave politik på inden for de nationale grænser og deler kritikken af det nuværende EU som økonomisk og politisk projekt. På trods af alle mulige vanskeligheder vil det være den eneste måde at finde løsninger på og udvikle et fornuftigt projekt, der kan håndtere de problemer, som Europa står over for. Vi ved nu, at EU ikke er interesseret i at løse dem, så det er tid til at opfinde alternativer, som er i stand til at gøre netop det. Plan B og Diem25 kan bidrage hertil.

Referencer

[1] Jakob Jessen: “Her siger Anthony Giddens, det er svært at tro på Europa lige nu. Men alternativet er ”meget farligt””. Zetland, 14. marts 2016.  https://www.zetland.dk/historie/senXZQB0-mopXZMZV-33bb7

[2] Antonis Ntavanellos, Olivier Besancenot og Miguel Urbán: ““Austerexit.” – Time for an exit from austerity – For the organization of a great European-wide conference of social and political resistance”. Europe Solidaire Sans Frontières, 5. september 2015. http://www.europe-solidaire.org/spip.php?article35892

[3] Yanis Varoufakis: “Confessions of an Erratic Marxist in the Midst of a Repugnant Eurozone Crisis”. 20. november 2013. https://yanisvaroufakis.eu/2013/12/10/confessions-of-an-erratic-marxist-in-the-midst-of-a-repugnant-european-crisis/