Det er Putins skyld alt sammen
Af Jens Jørgen Nielsen

Offentliggjort: 15. august 2016

Grøften mellem Vesten og Rusland graves stadig dybere. Ser man tilbage i historien, har sådanne situationer ofte udgjort et forspil til krig.

Hvis man læser de vestlige medier, må man komme til den konklusion, at Ruslands præsident Vladimir Putin besidder enorme ressourcer og en enorm vilje til at ødelægge Vestens planer, perspektiver og værdier. EU's dybe krise skyldes Putin, Rusland støtter EU-kritiske bevægelser og partier, og selvfølgelig ville Brexit ikke have fundet sted uden Putin - syntes det nærmest at fremgå af vestlige medier. Derfor handlede mange af ja-sidens argumenter i Storbritannien da også om, at et nej ville glæde Putin! Og hvis noget glæder Putin, må det naturligvis entydigt være dårligt og måske endda ondt. Mange danske politikere udtrykte sig i øvrigt også præcist sådan.

Krisen i Mellemøsten er angiveligt også russernes skyld. Og dermed også den flygtningekrise, som EU tydeligvis ikke kan håndtere hverken politisk eller praktisk, og som truer EU's sammenhængskraft og enhed. Rusland ønsker ikke en løsning i Syrien, for det skulle angiveligt passe dem og især Putin meget godt, at der kommer mange flygtninge til EU, og at EU går i opløsning på den baggrund.

Den amerikanske valgkamp har i lang tid også handlet om Putin. Dels skulle russerne have hacket Hillary Clintons udenrigspolitiske mail - og ladet dem sive til offentligheden. Og ikke mindst har Donald Trumps bemærkning om, at han kan samarbejde med Putin, udløst et ramaskrig i amerikanske medier og blandt de traditionelle politikere. I USA har demokraterne grebet tilbage til noget, der kunne ligne McCarthy-tidens forfølgelser af kommunister. Det omfatter alle amerikanerne, som mener, at man kan samarbejde med Putin. I dag er det ikke mindst en del konservative (ikke alle) republikanere, som ønsker et normalt forhold til Rusland, men som bliver udhængt som nyttige idioter. Det gælder også for den demokratiske anti-establishment kandidat Bernie Sanders. Af de førende amerikanske medier kan man få et indtryk af, at USA allerede ER i krig med Rusland.

Informationskrigen raser. De baltiske lande (og selvfølgelig Ukraine) har forbudt mange russisk-sprogede TV- og radiokanaler. EU har oprustet med et kontor, hvis opgave det er med fakta at bekæmpe russisk propaganda. Krigsretorikken er heller ikke her til at tage fejl af. Det hele bliver bakket op af de mest omfattende NATO øvelser nogensinde i Polen og Baltikum. Ja, selv De Olympiske Lege er ikke gået ram forbi. Uden at gå ind i en diskussion om, hvad der er op og ned på beskyldninger om statslig organiseret doping i Rusland, så er der mange besynderlige ting i sagen, som klart viser, at det handler om politik.

Rusland skal isoleres med alle til rådighed stående midler. Den såkaldte MacLaren rapport, som skulle afsløre den statslige og systematiske doping i Rusland, bygger i princippet på én russisk person, som har været anklaget for doping netop i Rusland, og som er flygtet til Vesten for at unddrage sig en retssag. Han er et tvivlsomt vidne under alle omstændigheder. MacLaren skriver selv i rapporten, at han ikke fandt det umagen værd at snakke med det russiske sportsministerium! På den baggrund beslutter man at udelukke samtlige russiske atletikudøvere og hele det paraolympiske hold samt mange andre; mange af dem er aldrig blevet taget for doping herunder den berømte stangspringer Jelena Isinbajeva. Ja, det helt store kor - både i Danmark og i andre dele af især den angelsaksiske verden - er stærkt utilfredse med, at samtlige russiske idrætsudøvere ikke er udelukket fra OL i Rio. Kollektiv straf på baggrund af en hurtig sammenflikket og betænkelig rapport. Ren politik!

Ruslands forskellige politiske initiativer er i de forløbne årtier hos vestlige politikere konstant blevet mødt med mistro, ”de er fulde af løgn” får vi som regel at vide. Lad mig nævne et eksempel: Gorbatjov foreslog i 1980’erne - og den russiske præsident fra 2008-12, Dmitrij Medvedev det samme noget senere - at oprette en fælles europæisk sikkerhedsstruktur. I dag må det fremstå som noget af det mest fornuftige, man kan forestille sig. Interessant nok blev den aldrig til noget, og det var ikke russernes skyld. I stedet skyndte man at få de tidligere Warszawa Pagt-lande ind i NATO i en næsten desperat øvelse, som russerne kun kunne forstå på en måde: nemlig et ønske om at stække, svække og måske opløse Rusland. Så meget desto mere som de nye NATO medlemmer førte en stadig mere skinger anti-russisk retorik. Uanset hvor meget de vestlige lande talte om samarbejde og win-win, så ønskede de kun win-loose situationer med russerne i den tabende ende. Igen rejser spørgsmålet sig hos os: med hvilket formål? Og hvad vil vi egentlig med Rusland?

Vesten forsømte i 1990’erne en enestående mulighed for at skabe en ny struktur for europæisk sikkerhed. Uden inddragelse af Rusland på en eller anden måde vil en NATO-struktur aldrig kunne skabe den sikkerhed og stabilitet, som det store flertal i befolkningen støtter. I stedet fik vi den nye kolde krig med alle de politiske, sikkerhedsmæssige, økonomiske og kulturelle problemer. Det eneste argument syntes at være, at det var synd for balterne, polakkerne og de andre østeuropæiske lande. Men i 1990’erne havde man et meget lidt angrebslystent Rusland. Den russiske hær var i opløsning og udgjorde ikke skyggen af trussel mod disse nabolande.   

Hvorfor er det så gået, som det er? Noget kunne tyde på, at den kolde krig måske er slut for russernes vedkommende, men så sandelig ikke for vestlige og især amerikanske politikere. Der er også institutionelle interesser knyttet til det. NATO var en stor arbejdsplads, hvor de ansatte ikke ønskede, at det skulle være slut. Vesten havde jo også indarbejdede fjendebilleder og sagkundskab på plads. Så der er meget af inertiens lov i det. Der er også en ideologisk dagsorden.

1990’erne var årtiet, hvor forskellige vestlige og et par enkelte russiske intellektuelle fremhævede den vestlige model, som klodens eneste mulige. Der lå et helt program i den måde at tænke på, et program for hele planetens accept af demokrati, vestlig styreform og privatkapitalisme. I dag har en del af venstrefløjen taget denne dagsorden til sig. Klima-krise, flygtningeproblemer, økonomiske og sociale problemer kan i en globaliseret verden angiveligt kun løses med de spilleregler, som er udviklet i den vestlige verden. På sigt kom Rusland til at fremstå som en bremseklods for dette projekt, simpelthen fordi landet ikke accepterede præmissen. Rusland ville ikke underlægge sig et vestligt system - hverken hjemme hos sig selv eller i nærområderne.

Rusland - på den anden side - havde allerede opgivet alle fjerne mål om at gøre planeten rød. Den kommunistiske verdensrevolution var for længst taget af dagsordenen – også før Gorbatjovs perestrojka. Fra 1990’erne kunne russerne se, at Vesten med USA i spidsen bestræbte sig på at omforme hele verden i sin egen ideologi. Russerne ryster i dag på hovedet af de vestlige politikere og deres stærkt ideologisk bårne – næsten revolutionære - iver for at udbrede det liberalistiske evangelium med den enøjethed og den ensidighed, som ofte følger med sådanne universalistiske bestræbelser. I det omfang Rusland har en ideologi, så handler den om, at hver stat, hver ’civilisation’ passer sig selv. Det er en national og konservativ måde at tænke på og dermed en udfordring til den ’vestlige permanente revolution’ - for at bruge et udtryk først formuleret af en de ledende bolsjevikker, Lev Trotskij. Inden for statskundskab kalder man den måde at tænke på for realistisk. I den optik er balancerne mellem de store stater afgørende for at undgå de store katastrofer. Henry Kissinger er en af de førende inden for den skole.

I virkelighedens verden er Ruslands udenrigspolitik status quo-orienteret og nærmest konservativ. Rusland er aktiv i sine nærområder. Hvilken stormagt er ikke det? USA har siden 1820’erne med Monroe-doktrinen krævet, at ingen europæiske stormagter måtte have for stor indflydelse på det amerikanske kontinent. Rusland har i dag hverken økonomisk eller militær styrke og langtfra politisk vilje til at engagere sig på det amerikanske kontinent. Når Rusland er aktiv i Syrien, handler det dels om at fastholde et kontrolpunkt, der har med Middelhavet at gøre. (Og det er en gammel historie, der går tilbage til dengang de russiske zarer så sig som de kristnes forsvarer i det osmanniske rige.) Og dels handler det om, at russerne ikke mener, at Vesten konsekvent bekæmper terrorbevægelsen IS. Ja, mange russere mener direkte, at CIA har haft en finger med i opbygningen af organisationen; i hvert fald er der tætte men selvfølgeligt uformelle bånd mellem Golfstaterne, Saudi Arabien og IS. Mange af IS-krigerne kommer fra Rusland og de tidligere sovjetrepublikker, ikke mindst fra Tjetjenien. Så russerne kan med en vis ret sige, at de forsvarer sig selv i den syriske konflikt.

Historien omkring den syriske by Palmyra er ganske bemærkelsesværdig. Byen har en enestående historie og en historisk arkitektur med rester fra næsten 4.000 års kulturer, som har sat sine spor ikke mindst via Romerriget. Byen er under UNESCO’s beskyttelse. I foråret 2015 besatte IS byen og sprængte flere af de flere tusinde år gamle bygninger i luften. Til stor bestyrtelse for historisk interesserede. Året efter fordrev de syriske styrker i samarbejde med russerne IS fra byen og reddede dermed efter alt at dømme mange historiske bygninger og statuer - for ikke at tale om den plagede lokale befolkning. Der blev afholdt flere kulturelle arrangementer bl.a. en klassisk koncert i byen. Det bemærkelsesværdige kom af, at Vesten ikke lykønskede med fordrivelsen af IS. Ja, det blev nærmest ikke omtalt i de vestlige medier. Jeg så koncerterne i russisk TV, hvor en del russere også gav udtryk for undren over Vestens holdning. Var det mon bedre, at IS fortsat sad på byen? Hvorfor har Vesten så negative holdninger til alt, hvad der er russisk? Grøften mellem Vesten og Rusland graves dybere og dybere, for hver uge der går. Ser man tilbage i historien, vil man se, at sådanne situationer ofte udgør et forspil til en krig.

Under alle omstændigheder har Vesten længe ihærdigt nægtet at samarbejde med Rusland imod terrortruslen, selv om den bliver mere og mere mærkbar og smertelig. Flere EU lande har dog givet udtryk for frustration over de afbrudte forbindelser til Rusland. Der er ikke mindst økonomiske interesser på spil. Det er europæerne, som lider under den, ikke amerikanerne. Sikkerhedspolitisk er vi tættere på en katastrofe end måske nogensinde før. Og det allermest nærliggende at samarbejde med russerne om, nemlig anti-terrorbekæmpelse har lange udsigter, når fx lederne af terrorbekæmpelse i Rusland er forment adgang til EU.

Så hvad må der gøres? For det første må der ske en justering af det karikerede billede af Rusland og dets præsident. Det er ikke det samme som at sige, at alt er godt i Rusland, og at man ikke må kritisere landet og præsidenten. Selvfølgelig ikke. Men mediestormen mod Rusland har handlet om noget andet, der er en anden dagsorden. I Vesten må vi tage ansvaret for de problemer, der er opstået, ellers forværres de; det gælder hvad enten vi taler EU, flygtninge eller det militære engagement i Mellemøsten. Det farlige ved at lægge hele ansvaret for disse ting over på Putin er, at vi fortsætter ad et galt spor i forsøget på at løse problemerne. EU's problemer og ikke mindst flygtningeproblemet løses ikke ved en krig med Rusland eller ved - gennem lidt undercover-virksomhed - at få fjernet Putin og sat en anden på præsidentposten.

For det andet skriger situationen på, at EU og/eller de europæiske lande træder i karakter og får etableret helt anderledes konstruktive relationer til Rusland. At støtte USA i at bruge Ukraine som brohoved mod Rusland er en selvmorderisk politik set fra en europæisk vinkel. Vi har set konturerne til en sådan alternativ politik med de såkaldte Minsk-aftaler, hvor det er Frankrig og Tyskland i samarbejde med Rusland, som søger at finde en løsning på Ukraine-krisen. Selv om det ikke just kører i olie, så er det eneste håb for en anden udvikling.