Tre myter om omvæltningerne i Latinamerika
Af Poul Petersen

Offentliggjort: 15. august 2016

I El País – det spanske centrum venstre dagblad – har Moisés Naím den 13. juni i år nogle overvejelser omkring de omskiftelser, der i øjeblikket foregår i Latinamerika. Helt spektakulært i Brasilien og Venezuela. Han maner til besindighed. Så store som krampetrækninger er der slet ikke tale om, er hans budskab.

Myte 1. ”Latinamerika har vraget venstrefløjen og er drejet mod højre. Sådan er det ikke. De latinamerikanske vælgere er ikke ofre for en dyb ideologisk mutation, snarere en dyb økonomisk desillusion. De venstrefløjsregeringer, der styrede Latinamerikas skæbne fra begyndelsen af det 21 århundrede, satsede på at kunne bruge de høje priser på råvarer til massivt at stimulere forbruget. Det var selvfølgelig meget populært. Da eksportpriserne så faldt, og statens muligheder for at finansiere forbruget faldt tilsvarende, forsvandt også støtten til regeringerne.”

I Argentina handlede det om familien Kirchner. I Brasilien om Lula da Silva og Dilma Rousseff. I Venezuela har Hugo Chávez’s efterfølger Maduro rodet sig og landet ud i en helt uset økonomisk og politisk katastrofe. I Peru er Kuczynski nu præsident, og i Bolivia er det ikke lykkedes Morales at få ændret forfatningen, så han kunne opnå en tredje regeringsperiode. Er det så ikke et skifte mod højre?

”Selvom disse eliter fra ”venstrefløjen” for tiden er trængt tilbage, er de ikke for al tid sat ud af spillet. De ændringer i den økonomiske politik, som de nye latinamerikanske regeringer er nødt til at træffe, vil være upopulære og skabe muligheder for de politikere, der forstår at kapitalisere det nostalgiske savn efter de gode tider under Chávez, Kirchner og Lula.”

Myte 2. ”Det er slut med populismen. Nej. Politikernes tilbøjelighed til at sige det, vælgerne ønsker at høre, vil aldrig høre op. Det er en praksis både på venstre og højre fløj, for lægmanden og for den religiøse leder, for den grønne og for industrimanden.”

Naím ser ikke det afgørende problem i populismen som nogle politikeres uærlighed, men troskyldigheden hos de millioner af tilhængere, der tror på deres attraktive løgne.

”Den økonomiske rigdom, der flød i Latinamerika i begyndelsen af dette århundrede, tillod at den vanlige populisme udviklede sig til en superpopulisme. Den nåede højder som i Venezuela med Chávez og i Argentina med Kirchnerparret. Det er denne løbske populisme, der er slut. Ikke fordi folk nu ikke tror på de dårlige men attraktive løfter fra populisterne, men fordi der ikke er penge til at finansiere dem. Således vil man vende tilbage til normal populisme”.

Myte 3. ”Endelig er Latinamerika begyndt at bekæmpe korruptionen.  Til dels ja. Men … Der er ingen tvivl om, at afsættelsen af den brasilianske præsident har meget at gøre med den gigantiske korruptionsskandale, som udviklede sig under hendes og forgængeren Lula da Silvas regentperiode. Guatemalas præsident blev også afsat anklaget for korruption. I Mexico er Enrique Peña Nietos regering meget svækket på grund af skandaler, der implicerer ledere på høje poster. Michelle Bachelet i Chile er berørt af en skandale i forhold til sin søn og svigerdatter. I Argentina står Christina Fernández og personer tæt hende på overfor alvorlige beskyldninger.”

Der er en voksende folkelig modstand mod korruptionen anfører Naím. Der er store demonstrationer, og der er kommet nye aktører på banen: Dommere, skattefolk og modige øvrighedspersoner, som udfordrer den korruption, der tidligere forekom urørlig. Det er vel fint nok og agtværdigt. Men …

”Men det er nødvendigt at være agtpågivende. Kampen mod korruption bør ikke være afhængig af godhjertet frivillighed eller modige enkeltpersoner, men tværtimod af de institutioner og regler, som umuliggør korruptionen, forhindrer straffrihed og øger regeringshandlingernes gennemsigtighed.”

Nu er korruption jo ikke et fænomen isoleret til det latinamerikanske kontinent. De seneste valg i Spanien har i meget høj grad handlet om korruption højt oppe i det regerende Partido Populars rækker. Det socialdemokratiske PSOE har heller ikke været forskånet. Også i Spanien har udviklingen først fået kraft i kølvandet på de folkelige protester. Det ser ud som om det politiske momentum i øjeblikket først og fremmest næres af en ikke institutionaliseret aktivitet.

En anden af Latinamerikas personligheder med regeringsmagt er Michelle Bachelet fra Chile, der som Naím  beskriver det har været igennem et ydmygende forløb, hvor hendes søn og svigerdatter er blevet grebet i alt for kreativ omgang med betroede magtbeføjelser. Man kan ikke beskylde hende for at være populist, der øser ud af økonomisk overskud for at tækkes vælgerne. Venstreorienterede vil nok snarere anklage den moderate socialdemokrat for at være røget i den liberalistiske fælde, når hun promoverer en frihandelsalliance som Alianza del Pacífico. Men i et interview den 2. juli i år i El País tager hun netop fat i det ovenfor skitserede misforhold mellem den folkelige modstand mod korruption og magtfuldkommenhed og så den manglende politiske vilje til at institutionalisere denne modstand. Det bemærkelsesværdige er ikke så meget det, hun siger, men baggrunden hun siger det ud fra, nemlig en erkendelse af, at hvis der ikke tages et opgør, så er det ikke bare tilliden til det demokratiske system, der forsvinder, men nok så meget en skrøbelig stabilitet.

”Det handler om at genetablere tilliden. Mistilliden er ikke blot i forhold til det politiske liv, men også til erhvervslivet og de religiøse organisationer. Det er eliten, der sættes spørgsmålstegn ved. De latinamerikanske eliter må se nøjere på sig selv og spørge, hvad det er, vi har gang i og genfinde sig selv for at kunne spille en rolle, der korresponderer med de politiske partier, som er dén organisering, der kan tilbyde en kollektiv idé. Hvad vi har brug for er politik, der står for nærhed, renhed, gennemsigtighed og bekymring for borgernes som personer.”

Det lyder umiddelbart lidt fraseagtigt, men når det er udtalt af netop Michelle Bachelet, er det et bevidst signal til de kuldrede politiske rodemikler på den regeringsbærende del af det latinamerikanske centrum-venstre.