Den Kinesiske Økonomi og den Globale Kapitalakkumulation
Af Peer Møller Christensen

Offentliggjort: 15. august 2016

Indledning

Den økonomiske opbremsning i Kina i de seneste år har givet næring til diskussioner om fremtidsperspektiverne for den kinesiske økonomi, og hvad disse fremtidsperspektiver vil betyde for den globale økonomi. Også på den internationale venstrefløj har den økonomiske udvikling i Kina sat gang i diskussioner om udsigterne for kapitalakkumulationen i Kina og dennes betydning for den globale kapitalakkumulation.

Inden for det sidste halve års tid har eksempelvis tre publikationer præsenteret forskellige venstrefløjsvurderinger af udviklingen. Det britiske erklæret marxistiske forfatterkollektiv “Aufheben”, det nye venstrefløjstidsskrift om Kina, Chuang, som har udgangspunkt i Arizona, men tilsyneladende forfattes af derboende kinesere og den kinesisk-fødte, men i USA uddannede og bosiddende erklæret marxistiske samfundsforsker, Li Minqi,[1] har alle inden for de seneste måneder offentliggjort publikationer, der behandler Kina’s aktuelle økonomiske situation og fremtidsperspektiver.

Alle opfatter den kinesiske økonomi som kapitalistisk af natur, og tager derfor udgangspunkt i, at den må analyseres som sådan. Aufheben udtrykker sig optimistisk, hvad angår udsigterne for den kinesiske økonomi, specielt med henblik på perspektiverne i realiseringen af “Den Nye Silkevej”. Chuang-kollektivet mener derimod, at de aktuelle problemer i den kinesiske økonomi efter al sandsynlighed vil føre til snarlig stagnation eller decideret økonomisk krise i landet, og Li Minqi konkluderer ud fra en analyse af udviklingen i den kinesiske profitrate og de lokale og globale miljø- og klimaproblemer, at Kina nødvendigvis vil løbe ind i en omfattende økonomisk og social krise som vil få voldsomme konsekvenser for det kapitalistiske system, i Kina og i globalt perspektiv.     

Kina og det Globale Kapitalistiske Verdenssystem.

Den aktuelle økonomiske situation i Kina er resultatet af en reformproces, som blev indledt i slutningen af 1970’erne, og som havde til resultat, at den kinesiske økonomi blev underordnet det globale kapitalistiske system og selv gradvist transformeret til en kapitalistisk økonomi.

De økonomiske reformer i Kina gjorde det muligt for den globale kapital at finde nye overskudsgivende investeringsmuligheder i Kina, hvor de lave lønninger, som bl.a. skyldtes forbuddet mod etablering af uafhængige fagforeninger, muliggjorde et fornyet indtjeningsboom for vestlige investorer. Outsourcing af arbejdskraftsintensiv produktion fra vesten til eksportorienterede virksomheder i Kina, var med til at omdanne Kina til ”hele verdens fabrikshal”.  Væksten i de udenlandske direkte investeringer i Kina, som den fremgår af den følgende illustration, giver et billede af den overførsel af vestlig produktiv kapital til Kina, som fandt sted især efter de første år af 1990rne, først i form af joint-ventures, siden som selvstændige udenlandsk ejede virksomheder.

De varer, som disse virksomheder spyede ud, blev i vidt omfang forbrugt i vesten, i en forbrugsfest, som blev holdt i live af en eksploderende gældsdannelse. Den imponerende vækst, som de kinesiske reformer fremkaldte, var således drevet frem af udenlandske investeringer og eksportproduktion, mens stagnation i det indenlandske forbrug udgjorde bagsiden af reformøkonomien. Mens en række af de kinesiske forbrugeres udgifter før reformperioden blev dækket af staten eller den enkelte kinesers arbejdsplads, skal hver enkelt kineser fremover selv skulle sørge for: pension, husleje, sygepleje, medicin og børnenes uddannelse, og det er derfor blevet uomgængeligt at øge opsparingen og dermed holde igen på forbruget. 

Med underordningen under det globale kapitalistiske verdenssystem gled den produktion, som sattes i gang i Kina af de udenlandske virksomheder, ind i det som Wallerstein kalder “den globale varekæde”. Produktionen styres af de udenlandske virksomheder, som opdeler dens forskellige elementer på forskellige geografiske lokaliteter. Produktionen af råstoffer og halvfabrikata, samling af produktet og design og markedsføring, foregår på forskellige geografiske lokaliteter, koordineret af den virksomhed, der leder hele processen. Den ledende virksomhed får på denne måde mulighed for at placere de forskellige processer på de lokaliteter, hvor de bedste betingelser findes.

I Kina var det de lave arbejdslønninger der trak, og de arbejdsintensive dele af produktionsprocesserne blev derfor flyttet til Kina. Afgørende for systemet er, at den ledende virksomhed på denne måde kan trække merværdi ud af de dele af kæden, hvor lønningerne er lave og dermed øge sin profit. I forhold til Kina bruges produktionen af Apple’s iPhone ofte som eksempel. Ifølge den kinesiske økonom, Xiang Songzuo, fremstilles 90% af en iPhone i Kina. Som slutprodukt sælges iPhonen for 500 dollars, og af denne sum modtager de firmaer, som i Kina deltager i produktionen af iPhone kun 6,6 dollars. Apple tjener 161 dollars, globale forhandlere tjener 160 dollars og leverandører af halvfabrikata tjener 17,25 dollars.[2]

For at bryde ud af dette mønster er det nødvendigt for kinesiske firmaer at skabe produkter, som er så teknologisk avancerede, at den kinesiske modervirksomhed kan indtage positionen som ledende firma, og dermed styre produktionsprocessen og udtrække merværdi af den. Det har indtil videre været vanskeligt for kinesiske firmaer at opnå dette; ifølge Xiang Songzuo er det udelukkende lykkedes for den kinesiske it-virksomhed, Huawei. Denne barriere er naturligvis en væsentlig hindring i den kinesiske kapitalakkumulation.

Kina og finanskrisen.

De økonomiske reformer og entreen på verdensmarkedet skabte en økonomisk vækst i Kina, som især efter Kinas indtræden i WTO i 2001, med tocifrede væksttal bragte Kina op på positionen som den andenstørste økonomi i verden, kun overgået af USA.

Men den globale finanskrise og det deraf følgende fald i den globale eksport ramte den kinesiske økonomi hårdt, og som det kan ses af følgende illustration faldt væksten i det kinesiske BNP fra 15% i 2007 til kun en smule over 6% i 2009. Allerede i november 2008 besluttede den kinesiske regering derfor at gennemføre en toårig økonomisk redningsplan, som betød at man pumpede 586 milliarder dollars (7% af det kinesiske BNP) ind i økonomien, som primært skulle investeres i infrastrukturprojekter. En væsentlig del af disse midler blev givet  i form af lån.

Investeringerne betød en midlertidig tilbagevenden til vækst i den kinesiske økonomi, som imidlertid allerede i 2010 begyndte at tage af igen. Væksten er siden faldet næsten kontinuert, så den i 2016 er nået ned på et niveau svarende til en årlig vækst på 6,7%. Altså tæt på lavpunktet i 2009. Faldet i den økonomiske vækst har fået den kinesiske ledelse til at erklære, at en vækst på omkring 6 - 7% nu er “den nye normal”, som man må vænne sig til, og at fraværet af efterspørgsel efter kinesiske eksportvarer gør det nødvendigt at omstrukturere den kinesiske økonomi, så den baseres på indenlandsk forbrug fremfor eksport.

Kina’s høje opsparingsrate har udover at levere kapital til den investeringsdrevne vækst også betydet, at det indenlandske forbrug har været hæmmet, selv om væksten i formuedannelsen som de stigende ejendomspriser medførte helt frem til 2014 gav den kinesiske middelklasses øgede forbrugsmuligheder.

Tilbagegangen i den kinesiske økonomi opfattes af nogle iagttagere som et bevidst forsøg på gradvis at nedkøle den kinesiske økonomi, så den kan falde til ro på et mere bæredygtigt niveau. Andre mener, at den kinesiske opbremsning er resultatet af overinvestering, gæld og overkapacitet. At fjerne overkapaciteten ville være ensbetydende med at bremse investeringer og tillade at konkurser formindsker produktionskapaciteten.  Det ville betyde et midlertidigt fald i BNP måske endda negativ vækst. Denne overgang er imidlertid aldrig rigtigt blevet forsøgt i Kina. Når der har været fald i væksten har den kinesiske regering oversvømmet markedet med billige lån og investeringer, hvilket har øget overkapaciteten og den totale gæld i samfundet. Den samlede gæld i Kina voksede således fra 158% af BNP i 2007 til 282% i 2014.

En del af den kapital, som med regeringens redningspakke blev stillet til rådighed for de lokale regeringer har disse kanaliseret over i ejendomssektoren, som har været præget af stigende priser, og derfor har tiltrukket spekulativ kapital.

I 2014 brast ejendomsboblen og kapitalen søgte over på aktiemarkedet, som så til gengæld brød sammen i 2015, hvilket igen fik kapitalen til at søge mod ejendomsmarkedet. Denne svingen frem og tilbage af kapitalen mellem ejendoms- og aktiemarkedet har sat et tydeligt aftryk på udviklingen i priserne på ejendomsmarkedet, som de kommer til udtryk i følgende figur der viser den procentvise vækst i priserne på kinesisk nybyggeri:

Et væsentligt problem i den kinesiske økonomi er, at den kinesiske kapital ikke investeres i produktion, men, ifølge Xiang Songzu, primært rettes mod spekulative investeringer i ejendomssektoren, aktiemarkedet eller antikviteter. I år 2016, har væksten i private virksomheders investeringer således kun været på 2,8%.[3]

Internationalt har den kinesiske nedkøling skabt problemer for både BRICS-landene og de europæiske økonomier, som alle profiterede af den midlertidige vækst i den kinesiske efterspørgsel, som den kinesiske regerings redningspakke fremkaldte. De øvrige Brics-lande profiterede af eksport af fødevarer, energi og råstoffer til det kinesiske infrastruktur-boom, mens de nordeuropæiske lande nød godt af den voksende kinesiske efterspørgsel efter industrielt udstyr. Den kinesiske opbremsning har ført til at Brasilien, Rusland og Sydafrika er løbet ind i en regulær recession, som samtidig har betydet et fald i den kinesiske eksport til disse lande. Også de nordeuropæiske lande, især Tyskland, har lidt under den økonomiske opbremsning i Kina. Man kan således ikke længere afsætte de samme mængder produktionsudstyr til Kina, hvilket har virket bremsende på de europæiske landes muligheder for at arbejde sig ud af eftervirkningerne af den finansielle krise.

Diskussion på den internationale venstrefløj om Kina’s økonomi.
I første halvår af 2016 er diskussionen om Kina’s fremtid og betydning for udviklingen i den globale økonomi blusset op, bl.a. som følge af den åbenlyse afmatning i den kinesiske økonomi.

Det britiske forfatterkollektiv, Aufheben, har en optimistisk vurdering af den kinesiske økonomi’s fremtidsudsigter. I artiklen ”Afterword”[4] argumenteres dels for at den finansielle krise er at betragte som et mindre tilbageslag i den globale kapitalakkumulations langsigtede  opgangsperiode. Krisen kan ses som udtryk for den voldsomme ændring i den globale kapitalismes struktur, som det kinesiske opsving fører med sig: at akkumulationens centrum forskyder sig væk fra USA og de øvrige gamle kapitalistiske samfund og mod Kina og Asien.

Ifølge Aufheben vil de økonomiske problemer i løbet af 2016 løse sig selv. De faldende energi- og råstofpriser vil stimulere den globale efterspørgsel efter forbrugsvarer, øge profitten og dermed investeringerne og disse faktorer vil skabe et nyt økonomisk opsving.

Samtidig vil både den globale økonomi og Kina’s position i denne styrkes, hvis den kinesiske ledelse får realiseret de gigantiske infrastrukturprojekter “Den Nye Silkevej” og Den Maritime Silkevej”, som i 2013 blev lanceret af den kinesiske præsident og generalsekretær for kommunistpartiet, Xi Jinping. Udviklingen af disse to nye handelsruter vil ikke blot bringe Kina nærmere til leverandørerne af fødevarer, energi og råstoffer og de europæiske markeder for kinesiske eksportvarer, de ville også åbne op for de ellers afsides mineralrige områder i Centralasien.

Udviklingen af “Den Nye Silkevej” og “den Maritime Silkevej” vil kræve store kapitalinvesteringer i opbygningen af transport- og kommunikationsinfrastruktur.

Som middel til at rejse kapital til disse investeringer har Kina taget initiativ til etableringen af “Asia Infrastructure Investment Bank”, som bl.a. vil have som opgave at yde lån til finansiering af de forskellige joint ventures med Kina’s partnere i Asien som vil være nødvendige for at skabe Den Nye Silkevej.

Virkeliggørelsen af Xi Jinping’s ambitiøse plan vil, ifølge Aufheben, føre til en omstrukturering af den globale kapitalakkumulation, hvor Kina fremover vil komme til at fungere som kapitaleksportør i stedet for som hidtil at være verdens største importør af kapital. Samtidig vil disse projekter tilføre ny dynamik til den globale kapitalakkumulation, og dermed styrke det igangværende langvarige opsving

Chuang-forfatterkollektivet [5]deler ikke denne optimisme på den kinesiske økonomis vegne. De mener, at fremtiden for den kinesiske økonomi sandsynligvis vil være præget af langvarig stagnation eller direkte økonomisk krise og recession.

Man er især kritisk over for Aufheben-kollektivets forestillinger om, at de store kinesiske internationale infrastrukturplaner, vil føre Kinas økonomi tilbage på sporet mod at blive verdens betydeligste økonomi. De mener ikke at disse projekter vil kunne redde den kinesiske økonomi og dermed den globale kapitalakkumulation. Selvom infrastrukturinvesteringerne skulle give Kina adgang til globale ressourcer, hvad skal disse ressourcer så bruges til i den kinesiske økonomi? Væksten i det kinesiske råvareforbrug - hovedsagelig drevet af Kina’s massive bygningsprojekter - i 2003 -2013 er forbi og vil sandsynligvis ikke komme tilbage. Chuang-kollektivet opfatter desuden overkapacitet som et af de væsentligste problemer i den kinesiske økonomi, men kan ikke se, hvordan dette problem skulle blive løst gennem disse infrastrukturprojekter. Kinas valutareserver er, som det fremgår af den følgende illustration, skrumpet kraftigt i løbet af det sidste år. Og de svindende valutareserver gør, ifølge Chuang-kollektivet, massive udenlandske investeringer vanskelige at gennemføre.

Den kinesisk-fødte men i USA bosiddende økonom, Li Minqi, deler Chuang-kollektivets pessimisme, men baserer den på en mere langsigtet analyse af udviklingen i den kinesiske profitrate og den globale miljø- og klimakrise.[6] En af de grundlæggende årsager til, at Kina står over for en uløselig krise ligger i udviklingen i den kinesiske profitrate.  I årene efter indførelsen af de økonomiske reformer i Kina og Kina’s indtræden på den globale kapitalistiske arena, havde man i Kina bemærkelsesværdigt høje og stigende profitrater, som bl.a. havde deres udspring i det fald i arbejderlønningerne, der fulgte privatiseringen af de statslige virksomheder i 1990rne. Indkomstandelen af BNP faldt skarpt fra 31 procent i 1990 til mindre end 23 procent i 1997, fordi privatiseringen underminerede den kinesiske arbejderklasses muligheder for at presse lønforhøjelser igennem, mens profitraten steg. I den følgende figur sammenligner Li Minqi udviklingen i profitraterne i henholdsvis USA og Kina:

Kina’s profit målt som andel af BNP toppede i 1997 med mere end 43%. I begyndelsen af det nye århundrede stabiliserede den kinesiske profit sig omkring36 %. I 2012 faldt Kina’s profit til 31 %.

En af årsagerne til faldet i profitraten er, at det er lykkedes den kinesiske arbejderklasse, på trods af fraværet af en effektiv fagbevægelse, at presse lønningerne i vejret. Ikke mindst efter implementeringen af en ny lov om arbejdskontrakter i 2008, har det været muligt for den kinesiske arbejderklasse at opnå lønforbedringer. Udviklingen i lønandelen af BNP fremgår af følgende figur:

Fra 1997 og frem er Lønandelen af BNP steget kontinuert og er i 2012 nået op på niveauet fra 1990.

Hvis Li Minqi’s projektion af profitratens fremtidige udvikling, som den fremgår af følgende figur, holder stik, vil den omkring 2020 være faldet til et niveau på 10-12 procent, hvilket, ifølge Li Minqi, vil betyde at den kinesiske kapitalisme løber ind i en krise, som vanskeligt kan løses inden for systemets rammer. Men med den voldsomme stigning i Kina’s Gæld/BNP ratio, er en større finansiel og økonomisk krise før 2020 en absolut mulighed. Som allerede nævnt voksede den samlede gæld i Kina fra 158% af BNP i 2007 til 282% i 2014.

I 2020 vil de økonomiske, sociale og økologiske modsætninger, ifølge Li Minqi, sandsynligvis smelte sammen i Kina og føre til en større krise for Kina og den globale kapitalisme. En krise, som ikke kan løses inden for kapitalismens historiske rammer.

Når profitraten i Kina falder til et uacceptabelt niveau, vil der ikke være nogen steder på kloden, kapitalen kan søge hen for at finde et alternativ. Ingen stater eller regioner vil kunne erstatte Kina som ramme om den nødvendige kapitalakkumulation.

Dertil kommer, at de enorme globale miljøproblemer, ressourcemangel og risikoen for en global klimakatastrofe sandsynligvis på længere sigt vil gøre det umuligt at fortsætte den globale økonomisk vækst. Uden økonomisk vækst ingen profit, og uden profit vil det kapitalistiske system dø.

Li Minqi mener, at socialisme kombineret med en rationel planøkonomi er det eneste reelle alternativ til den økologiske krise. Forhåbentlig vil de økonomiske og sociale modsætninger i Kina føre til en genindførelse af socialismen. Det ideelle ville være en samtidig global socialistisk revolution, men hvis en sådan revolution kun finder sted i Kina, og ikke i resten af verden, vil det, ifølge Li Minqi, være nødvendigt at afskærme den kinesiske økonomi fra den globale økonomi, så man kan genindføre en planøkonomi, der ikke er underlagt et krav om profit og dermed om en uigennemførlig økonomisk vækst.

Afslutning.

De valgte eksempler på analyser fra den internationale venstrefløj af den kinesiske økonomis aktuelle problemer og hvad disse problemer vil betyde for den globale kapitalakkumulation viser, at forfatter af disse analyser er enige om, at Kina’s økonomi er kapitalistisk og derfor må analyseres som sådan, men samtidig uenige om, hvordan fremtidsudsigterne for den kinesiske og den globale kapitalisme ser ud. Aufheben- kollektivet ser ingen tegn på, at det globale kapitalistiske system står over for en snarlig krise, og slet ikke en krise, som har sit udgangspunkt i problemerne i den kinesiske økonomi. Heroverfor står Chuang-kollektivet og Li Minqi, som ud fra forskellige perspektiver tegner billeder af en ifølge Chuangng-kollektivet sandsynlig, men for Li Minqi en på det nærmeste uundgåelig krise for den globale kapitalisme. Li Minqi giver med sin inddragelse af miljø- og klimaproblemer i analysen den mest dystre men måske også mest realistiske analyse, der samtidig understreger mulighederne for virkeliggørelsen af en utopi, som ellers på globalt plan har sovet sin tornerosesøvn lige siden slutningen af 1980rne.

Litteratur:

Scenarios of the Coming Crisis: A Response to Aufheben’s “The Crisis: Afterword” , chuang,  22. juni  2016

The crisis: Afterword , Aufheben, april 2016

Li Minqi: China and the 21st Century Crisis. Pluto Press 2016.

Li Minqi : Gongzi, lirun he jiejidouzheng —jianlun zhongguo zibenzhuyi de tedian  he maodun (Løn, profit og klassekamp - om den kinesiske kapitalismes særtræk og modsætninger), Hongse Zhongguo Wang  21. juni 2016 

Xiang Songzuo : Zhongguo jingji  bi ”L” xing hai zang keneng shi chixu xiadie.(Den kinesiske økonomis “L”-model er stadig problematisk, måske vil tibagegangen fortsætte) Wuyou Rikan , 3. august 2016


[1] Se litteraturlisten efter artiklen.

[2]

[3] Xiang Songzuo : “Zhongguo jingji  bi ”L” xing hai zang keneng shi chixu xiadie”..Wuyou Rikan , 3. august 2016

[4] The crisis: Afterword , Aufheben, april 2016

[5]  Scenarios of the Coming Crisis: A Response to Aufheben’s “The Crisis: Afterword” , chuang,  22. juni  2016

[6] Li Minqi: China and the 21st Century Crisis. Pluto Press 2016.

og

Li Minqi : “Gongzi, lirun he jiejidouzheng —jianlun zhongguo zibenzhuyi de tedian  he maodun,” Hongse Zhongguo Wang  21. juni 2016