Kvanefjeldsprojektet: Miljø-, sikkerhedsrisiko og demokratisk tilbageslag?
Af Niels Henrik Hooge

Offentliggjort: 15. august 2016

Hvis nogen for få år siden havde hævdet, at et uranmineprojekt, der efterlader mere end dobbelt så meget radioaktivt mineaffald, som der hidtil er produceret i USA og Canada tilsammen og ikke lever op til miljøkravene i EUs mineaffaldsdirektiv, ville blive gennemført med de grønlandske og danske myndigheders aktive medvirken, ville påstanden være blevet afvist som fri fantasi. Ikke desto mindre er dette kendetegnende for det sydgrønlandske Kvanefjeldsprojekt. Måden, hvorpå projektet bliver presset igennem, har svækket det grønlandske civilsamfund og undergraver befolkningens miljørettigheder. Herudover er der indikationer for, at ejerforholdene i det selskab, der forventes at modtage en minelicens, udgør en alvorlig sikkerhedsrisiko.

Igennem de sidste tre år har et enkelt tema – uranminedrift – domineret den offentlige debat og delt den grønlandske befolkning. De politiske partiers holdning til det nu afviklede uranforbud har to gange i træk bestemt sammensætningen af skiftende regeringskoalitioner. Grunden til, at urandebatten har fået så fremtrædende en rolle er først og fremmest, at uranudvinding af sine tilhængere igennem lang tid er blevet fremhævet som en vej til økonomisk uafhængighed for Grønland og dermed til selvstændighed fra Danmark. At denne antagelse er afkræftet, har ikke lagt en dæmper på debatten eller emnets konfliktpotentiale internt i det grønlandske samfund. Tværtimod fortsætter uranspørgsmålet med at undergrave det grønlandske civilsamfund og ikke mindst tilliden til den miljølovgivning, som mange anser for en garanti for at kunne opretholde de erhverv, der hidtil har udgjort fundamentet for den grønlandske økonomi: Fiskeri, fangst, landbrug og turisme.

Uranspørgsmålets polarisering af den grønlandske offentlighed skyldes ikke mindst, at tilladelsen til uranudvinding er resultatet af en mangeårig kampagne fra en lille, magtfuld lobby af folk fra mineindustrien og politikere og embedsfolk, der har tilsidesat hensyn til demokrati og god regeringsførelse. Således har den tidligere og nuværende regering konsekvent brudt løfter om åbenhed og borgerinddragelse, når det drejer sig om udviklingen af hele råstofsektoren, dér hvor uranspørgsmålet har fungeret som katalysator.

Fra hovedressource til biprodukt

Realistisk set står og falder uranminedriften i Grønland med et enkelt projekt – det store uran- og sjældne jordartsprojekt i Kvanefjeldet (grønlandsk: Kuannersuit) tæt ved den sydgrønlandske by Narsaq, der er det eneste uranmineprojekt, som kan realiseres på kort og mellemlangt sigt. Uranforekomsten her vurderes af Kvanefjeldets ejer, det australske mineselskab, Greenland Minerals and Energy Ltd. (GMEL), til at være den næststørste i verden, kun overgået af den australske uranmine Olympic Dam [1]. Ilimmaasaq-komplekset, hvoraf Kvanefjeldet er en del, er imidlertid endnu ikke færdigudforsket, og uranressourcerne kan derfor være større.

Ved første øjekast startede den verserende konflikt i 2008, da GMEL meddelte, at selskabet ikke kun ville udvinde sjældne jordarter, men også bryde uran. Hvis det ikke kunne lade sig gøre, ville hele mineprojektet blive standset. Beslutningen var i strid med det daværende uranforbud, der gik tilbage til en principvedtagelse i 1988 om ikke at udstede tilladelser til uranefterforskning eller uranbrydning i Fællesrådet Vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland. I næsten alle de år, der forløb siden da, har støtten til uran-nultolerancen i det grønlandske Landsting, Inatsisartut, og det danske Folketing været enstemmig.

GMELs kursskifte udløste en omfattende politisk kampagne for at tillade uranudvinding: I et halvt århundrede har det været kendt, at Kvanefjeldet indeholder store mængder uran og tillige verdens største forekomst af thorium, der af nogle anses for et fremtidigt alternativ til uran som brændstof for atomkraftreaktorer og desuden kan bruges til atomvåben. Men hvor uranet tidligere blev betragtet som hovedressourcen, begyndte man fra dette tidspunkt at omtale det som et biprodukt til de sjældne jordarter, som man ønskede at udvinde.

Bestræbelserne for at ophæve uranforbuddet nåede deres mål ved Landstingsvalget i 2013, hvor den første uranvenlige, grønlandske regering nogensinde kom til magten. Regeringspartiet Siumut havde overbevist et lille flertal af vælgerbefolkningen om, at satsning på råstofsektoren og særligt uranudvinding drastisk ville kunne forbedre den grønlandske økonomi.

Folkeafstemningen, der blev væk

Uranbrydning er et kontroversielt emne ikke kun for modstanderne, men for hele det grønlandske samfund og i særdeleshed for befolkningen i de områder i Sydgrønland, der rammes hårdest af Kvanefjeldsprojektets negative miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser. Forudsætningen for, at der gives grønt lys for projektet, har derfor fra begyndelsen været en folkeafstemning om enten uranminedrift i hele Grønland eller specielt om Kvanefjeldsprojektet [2]. Efter Landstingsvalget i 2014 bakkede regeringskoalitionen imidlertid væk fra dette løfte, hvad der er så meget mere bemærkelsesværdigt som at fire ud af de fem partier, der er repræsenteret i Inatsisartut, har fremsat lignende løfter. Under forårssamlingen i 2016 så det for en kort tid ud til, at folkeafstemningen ville blive tvunget igennem af oppositionspartierne, eftersom et medlem af regeringspartiet Atassut syntes at have skiftet holdning. Men resten af partiet fulgte ikke trop, og et forslag fra det største oppositionsparti, Inuit Ataqatigiit, om en folkeafstemning, der kunne have standset Kvanefjeldsprojektet, blev forkastet med et snævert flertal [3].

I forvejen var kun én ud af ti borgere tilfredse med borgerinddragelsen på uranområdet og efter forkastelsen af folkeafstemningen, må man forvente, at dette tal er faldet yderligere. Mere end tres procent af befolkningen går ind for en folkeafstemning [4], hvad der dog har ikke påvirket regeringens holdning. Kvanefjeldsprojektet skrider planmæssigt frem, selvom det ikke foregår så hurtigt, som mange havde forventet: GMEL har indleveret en foreløbig ansøgning til de grønlandske myndigheder om tilladelse til minedrift og indsendt materiale om projektets samfunds- og miljømæssige konsekvenser [5]. Selskabet afventer nu vejledning fra myndighederne, før det indleverer den endelige ansøgning, der herefter bliver sendt i offentlig høring, hvilket formentligt vil ske omkring årsskiftet. Hvis alt går, som GMEL og regeringen ønsker det, vil de nødvendige tilladelser være på plads i 2018 og uranbrydningen kunne begynde i 2020.

Forsinkelserne i projektet gør imidlertid, at man formentligt kan forvente, at spørgsmålet om en folkeafstemning igen vil komme op i Inatsisartut, muligvis både ved efterårssamlingen i år og under forårssamlingen i 2017.

De økonomiske argumenter holder ikke vand

Den politiske modvilje mod at spørge befolkningen hænger sammen med, at de argumenter, der i sin tid førte til afskaffelsen af uran-nultolerancen, for længst er tilbagevist. Det gælder ikke mindst hovedargumentet om, at minedrift – og særligt uranudvinding – er synonym med hurtig genopretning af den grønlandske økonomi.

De store økonomiske forventninger skyldtes ikke mindst overslag fra et dansk revisions- og rådgivningsfirma, der kort før ophævelsen af uranforbuddet blev offentliggjort i en rapport [6], bestilt af den grønlandske regering, Naalakkersuisut. Rapporten opstiller seks forskellige scenarier, hvoraf det mest optimistiske indikerer en indtægt for det grønlandske selvstyre på i alt ca. 39 mia. kr. fra Kvanefjeldsprojektet over en trediveårig periode og det mest pessimistiske en indtægt på ca. 8 mia. kr. Indtægten forudsætter en beskatning på 37 pct. af GMELs udbytte og omfatter både udvinding af uran og sjældne jordarter. Imidlertid er et sådant beskatningsniveau urealistisk højt, hvortil kommer, at omkostningerne ved oprydning og naturgenopretning efter uranudvindingen ikke er medregnet.  

Flere andre ekspertrapporter har senere afkræftet, at uranminedrift eller for den sags skyld hele råstofsektoren kan finansiere det grønlandske samfund.  At det ikke er muligt, er bl.a. dokumenteret af en rapport fra Københavns og Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik – Til gavn for Grønland – der fastslår, at 24 samtidige storskalamineprojekter vil være nødvendige for at udfase den økonomiske støtte fra Danmark. Et storskalaprojekt vil skulle udvikles og sættes i gang hvert andet år og et urealistisk stort antal mineralforekomster være til stede. Rapporten konkluderer også, at en rent ressourcebaseret økonomi ikke er økonomisk bæredygtig: Når mineindustrien efter nogle år begynder at gå tilbage, befinder Grønland sig i den samme økonomiske situation som før – men med færre ressourcer. Endvidere vil der gå 5-10 år, før råstofsektoren kan bidrage meningsfuldt til den grønlandske økonomi [7].                   

Dette er senere bekræftet af andre rapporter. F.eks. har en analyse fra Grønlands Økonomiske Råd vist, at en råstoffond svarende til den norske oliefond, nedskaleret til Grønlands mindre økonomi, skal beløbe sig til 5-7 gange mere end den indtægt, nordmændene får fra salget af Nordsøolien, for at opveje de danske bloktilskud [8].

Hertil kommer, at uranminedrift i de områder, der berøres, stiller sig på tværs af udviklingen af de tre andre sektorer, som alle grønlandske regeringer har udpeget som centrale udover råstofsektoren, nemlig fiskeri og fangst, turisme og fødevareproduktion.  Hele den grønlandske fårebestand – mere end tyve tusind overvintrende får – befinder sig i Sydgrønland, ligesom man håber at introducere kød- og malkekvæg, når klimaet bliver mildere som følge af den globale opvarmning. I dette område findes tillige nogle af de bedste fangstområder. Truslen for landbrugerne og fangerne er, at de radioaktive stoffer fra uranminedriften vil kunne udvaskes af tailing-bunkerne[1] og optages i plantevækst og organismer i havet. Herfra koncentreres de i fødekæderne og kan forårsage skader på mennesker og dyr i form af sygdomme, genetiske skader og mutationer [9].

En tikkende miljøbombe

Modstanden mod Kvanefjeldsprojektet og uranminedrift generelt er som nævnt primært baseret på frygt for de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser og mange mener, at projektet kan udvikle sig til det mest forurenende industriprojekt i rigsfællesskabets historie.

Således advarede et halvt hundrede miljøorganisationer fra hele verden på Tjernobyl-dagen i 2013 det grønlandske selvstyre mod at ophæve uranforbuddet. Advarslen blev bl.a. begrundet med, at uranbrydning i Kvanefjeldet udover betydelig kemisk forurening vil efterlade millioner af tons tailings, der indeholder nogle af de giftigst kendte radioaktive emner, såsom radium, thorium, radon og polonium, og dette affald forbliver radioaktivt på et farligt niveau i hundreder af tusinder år. Herudover påpegede de, at det arktiske miljø er særligt sårbart overfor forurening, fordi det genopbygges meget langsomt, og de langsigtede følger af uranudvindingen i Kvanefjeldet kan blive en omfattende radioaktiv forurening, som på grund af sundhedsfaren kan gøre det nødvendigt at forbyde landbrug, fiskeri, fangst og husdyravl i betydelige dele af Sydgrønland, ligesom det kan blive sundhedsfarligt at bo der [10].

Advarslen fra miljøorganisationerne blev senere bakket op af en uafhængig hollandsk ekspertrapport offentliggjort af grønlandske og danske miljøorganisationer.  Heri blev det konkluderet, at projektet ikke er sundheds- og miljømæssigt bæredygtigt. Bl.a. nævntes det, at minen bliver den første store åbne uranmine i et arktisk område, der ligger på toppen af et bjerg. Det betyder, at vand fra minen og spild fra malmbearbejdningen kan løbe ned af skråningerne, og støv fra minebruddet hurtigt nå frem til beboede området. Udsivning af stærkt forurenet vand er uundgåeligt, såfremt 875 millioner tons affald fra malmkoncentrationsanlægget, som planlagt anbringes i den nærliggende Taseq-sø. Hertil kommer snesevis af millioner kubikmeter affald fra raffinaderiet. Eftersom det bl.a. indeholder store mængder thorium, er det ti gange mere radioaktivt end uranmalmen og indeholder adskillige giftige radioaktive og ikke-radioaktive elementer i flydende form, som er stærkt mobile. Iflg. rapporten er der ikke hidtil blevet ryddet op på en forsvarlig måde efter nogen uranmine i verden [11].

Og for nyligt kom det frem, at den omstændighed, at GMEL planlægger at deponere næsten en milliard tons radioaktivt affald i Taseq-søen højt oppe i Taseq-dalens afvandingssystem, betyder, at mineprojektet ikke lever op til miljøbestemmelserne i det europæiske mineaffaldsdirektiv, fordi de giftige og radioaktive stoffer i affaldet ikke kan holdes afsondret fra det omgivende miljø [12]. Grønland er ikke medlem af EU, men sådanne sikkerhedsforanstaltninger er jo ikke mindre relevante dér.

Miljøforringelser har økonomiske konsekvenser

Selvom man som udgangspunkt ikke ønsker at tillægge skader på miljøet negativ økonomisk værdi, er dette ikke muligt at undgå, når det drejer sig om minedriftens langtidsvirkninger. Et graverende eksempel finder man på Philippinerne: Her var man oprindeligt selvforsynende med ris, men er endt som verdens største risimportør, først og fremmest på grund af omfattende forurening fra minedrift i åbne miner.  Dette på trods af at minesektoren tegner sig for mindre end en halv pct. af beskæftigelsen og mindre end én pct. af statsindtægterne.

At gå ud fra, at affaldsproblemerne i et mineprojekt, der som Kvanefjeldsprojektet efterlader mere radioaktivt mineaffald, end der hidtil er produceret i USA og Canada tilsammen [13], er følgelig urealistisk. F.eks. har oprydning efter uranbrydning i Tyskland i en skala, der svarer til den, der er planlagt i Kvanefjeldet, foreløbigt varet i mere end femogtyve år og kostet de tyske skatteydere mere ca. 60 mia. kr. Således har en tidligere seniorforsker i den tyske tænketank Öko-Institut beregnet, at det svarer til næsten 270 kr. pr. kg produceret uran, hvilket er mere end uranets nuværende markedspris [14]. Lignende eksempler finder man i Tjekkiet og USA, hvor samfundet har måttet investere store beløb i oprydning efter uranminedrift. Her er oprydningen heller ikke afsluttet.

I Grønland formodes GMEL selv at sætte tilstrækkelige økonomiske midler til side under driften af Kvanefjeldsminen til at dække omkostningerne ved oprydning og naturgenopretning. Ifølge de grønlandske miljøregler skal selskabet som udgangspunkt dække de to første års oprydning, hvorefter omkostningerne for miljøoprydning, miljøgenopretning og miljøovervågning overgår til selvstyret. Erfaringer fra andre uranminer viser imidlertid, at to år langt fra er tilstrækkeligt.

Undergravning af processuelle miljørettigheder

Udhulingen af materielle miljøstandarder er ikke de eneste tiltag, hvormed Naalakkersuisut har forsøgt at lette indførelsen af uranminedrift i Grønland: Efter ophævelsen af uranforbuddet foreslog den grønlandske regering ændringer af råstofloven, der, såfremt de var blevet vedtaget, ville have undergravet befolkningens processuelle miljørettigheder ikke kun i forbindelse med uranbrydning, men for hele råstofsektoren. Dels var muligheden for aktindsigt i beslutningsgrundlaget for udstedelse af licenser til minedrift, før de blev givet, blevet afskaffet, og dels muligheden for at klage over dem. Hermed forsøgte man at trække tæppet væk under de tre søjler, der iflg. Aarhus-konventionen[2] er forudsætningen for god miljøforvaltning: Rettidig adgang til miljøinformation, meningsfuld borgerinddragelse i beslutningsprocesser, og mulighed for retslig efterprøvning af afgørelser med konsekvenser for miljøet [15].

Lovforslaget skulle have været behandlet under Inatsisartuts efterårssamling i 2014, hvad der blev forhindret på grund af valgudskrivelsen på samlingens førstedag. Forslaget er nu genfremsat i en lettere udvandet version, der forventes at komme op ved efterårssamlingen i år. Her åbnes der op for,  at miljøstyrelsen for råstoffer bliver ført tilbage til råstofdepartementet, så én og samme myndighed kommer til at forvalte den grønlandske råstofsektor, dvs. både vil få til opgave at fremme råstofindustrien økonomisk og sætte miljøstandarderne for råstofudvindingen. I forslaget ligger der også, at klageadgangen i forhold myndighedsafgørelser vedrørende råstofaktiviteter svækkes, men dog ikke bortfalder helt [16].

Terrorvirksomhed og organiseret kriminalitet

Oplysninger om Kvanefjeldsprojektets sundheds- og miljømæssige konsekvenser er imidlertid ikke de eneste, der er forsøgt skjult for den grønlandske offentlighed. I betragtning af projektets enorme omfang, sundheds- og miljømæssige skadevirkninger, globale strategiske betydning og uranudvindingens anvendelse til både civile og militære formål skulle man forvente, at GMEL var blevet grundigt undersøgt af de grønlandske og danske myndigheder. Dette er imidlertid langt fra tilfældet, hvad der er så meget mere påfaldende, som selskabet igennem adskillige år været et tema for Australiens største og mest anerkendte aviser, hvor dets ejerforhold har været gransket i talrige artikler.                         

I den australske presse beskrives GMELs grundlægger og tidligere og sandsynligvis nuværende hovedaktionær som en person, der har forbindelser til den australske, organiserede, kriminelle underverden, ejer aktieposter og selskaber over hele verden under mindst ni forskellige navne og ikke har nogen fast kontakt- eller forretningsadresse. Ved flere lejligheder har han brugt en central figur i den italiensk-australske mafia som mægler i civilretslige stridsspørgsmål. Selv undslap han i halvfemserne sigtelser for narkotikasmugling og hvidvaskning af penge.

Endvidere kontrollerer den pågældende iflg. de australske aviser et selskab, der ejer eller har ejet olierettighederne i den somaliske Puntland-provins, hvis dominerende klaner mistænkes for at styre piratvirksomheden langs Somalias kyst. Over en treårig periode betalte selskabet den omstridte regering i Puntland-provinsen næsten halvtreds millioner kr. Udvindingsaftalen blev indgået med Puntlands finansministerium og pengene fra olieselskabet bidrog til ministeriets budget, der bl.a. blev anvendt til våbenindkøb til ’pacificering af tilgrænsende ikke-Puntland territorier’. Olieefterforskningen strandede imidlertid på grund af modstand fra den lokale befolkning, der reagerede på Puntland-militsernes og olieselskabets krænkelser af deres territorium. Ti repræsentanter for lokalbefolkningen blev dræbt under sammenstød mellem militser finansieret af selskabet og lokalområdets stammefolk [17].

Flerdobbelt sikkerhedssvigt

At et australsk mineselskab bliver heftigt kritiseret er måske ikke så overraskende i betragtning af, at australske mineselskaber før er blevet kritiseret ved adskillige lejligheder [18]. Uventet er imidlertid den passivitet, som både den danske og den grønlandske regering har udvist i denne sag. Det turde være overflødigt at nævne, at tillid til integriteten hos de mineselskaber, der tildeles udvindingslicenser, er af afgørende betydning, når det drejer sig om en så miljø-, sundheds- og sikkerhedsmæssigt sensitiv aktivitet som uranudvinding. Udvinding og eksport af uran har potentielt vidtrækkende betydning for udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken, der er rigsanliggender. Begge regeringer har i denne forbindelse tilkendegivet, at der er behov for et tæt samarbejde mellem Danmark og Grønland, således at eventuel udvinding og eksport kan finde sted efter de højeste internationale standarder. Man må derfor gå ud fra, at sikkerhedsspørgsmål undersøges og løses af de to regeringer i fællesskab.

I november 2013 stillede daværende folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit, Johan Lund Olsen, spørgsmål ved et møde i folketingets udenrigspolitiske nævn om de forhold, der er beskrevet ovenfor. Hensigten var at få endevendt GMELs ejerforhold. Formanden for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, stillede lignende spørgsmål i Inatsisartut kort tid efter, men hverken den grønlandske eller den danske regering ønskede at undersøge sagen nærmere [19].

Man kan argumentere for, at der her er tale om et flerdobbelt sikkerhedssvigt: Hvis GMEL begynder at udvinde sjældne jordarter og uran i Kvanefjeldet kan resultatet blive, at det fremover vil blive meget svært at regulere selskabet, ligesom den mentalitet, man forbinder med de her beskrevne aktiviteter, vil kunne få en negativ indvirkning på det grønlandske samfund generelt. Desuden må det være rimeligt at antage, at offentlighedens syn på Kvanefjeldsprojeket havde været anderledes, såfremt disse forhold var blevet nærmere dokumenteret.

Danske forskningsinstitutioners tvivlsomme rolle

Det høres ofte, at den danske regering forholder sig neutralt til uranspørgsmålet eller stiller sig på tværs af uranudvinding i Grønland. Det er dog langt fra tilfældet. Tværtimod har den via sine institutioner proaktivt virket for, at de sundheds- og miljømæssige sider af de storskalamineprojekter, den forrige og nu også den nuværende grønlandske regering håber at gennemføre, ikke kommer frem.                          

F.eks. har geologer fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, og DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet afholdt flere foredragsturnéer i Sydgrønland for at informere befolkningen om Kvanefjeldsprojektet. Geologernes syn på uranudvinding er velkendt og selvom ingen af dem har praktisk erfaring med uranminedrift, ignorerer eller nedtoner det informationsmateriale, som f.eks. GEUS har lavet, systematisk miljøkonsekvenserne af uranudvinding. Under turnéerne blev en del af tiden desuden brugt på at tilbagevise resultaterne af den ovennævnte hollandske ekspertrapport om miljøkonsekvenserne af projektet.

I sommeren 2014 – samtidigt med at Naalakkersuisut fremlagde sit forslag om at begrænse befolkningens processuelle miljørettigheder og forskere fra GEUS og DCE var på foredragsturné i Sydgrønland – afholdt Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, en ekspertworkshop i Nuuk. Formålet var at udstikke rammerne for den fremtidige grønlandske lovgivning på uranområdet. Workshoppen var lukket for offentligheden og hvem, der var deltog i det ugelange arrangement, blev hemmeligholdt. Imidlertid kom det frem, at workshoppen havde deltagelse af repræsentanter for GMEL, men ikke repræsentanter for det grønlandske civilsamfund. Ud fra en enhver tænkelig standard er det uhørt, at et mineselskab er med i de hemmelige forberedelser til en lovgivningsproces med så vidtrækkende følger som den grønlandske uranlovgivning. GEUS, DCE og DIIS er alle statslige forskningsinstitutioner, der finansieres over den danske finanslov og man må spørge sig selv, om disse aktiviteter ville blive accepteret, hvis de foregik i Danmark. Så hvorfor den dobbelte standard, fordi de foregår i Grønland? [20]

Modstanden mod uranbrydning er den samme

På trods af presset for at gennemtvinge uranminedrift fra indflydelsesrige kræfter i Grønland og Danmark, er modstanden ubrudt: For at par år siden blev den grønlandske NGO-koalition dannet som en reaktion på Naalakkersuisuts bestræbelser på at skjule de planlagte mineprojekters negative sider. Og grønlandske og danske miljøorganisationer startede en tæt samarbejde for at fastholde uranforbuddet. Da det ikke lykkedes, fortsatte samarbejdet uformindsket at forhindre at Kvanefjeldsprojektet blev realiseret.

Også i det store politiske parti – Inuit Ataqatigiit - der mere end noget andet inkarnerer modstanden mod uranudvinding, er motivationen den samme. Partiet stod til at vinde Landstingsvalget i slutningen af 2014, men blev slået på målstregen. De konkurrerende politiske blokke er næsten lige store, så Inuit Ataqatigiit kan meget vel vinde det næste valg. Partiet har tydeligt tilkendegivet, at det ønsker en folkeafstemning om genindførelse af uranforbuddet. Her har det betydning, om forbuddet genindføres før eller efter GMEL tildeles en uranudvindingslicens: Sker det før, kan myndighederne afvise en ansøgning om uranminedrift af en hvilken som helst grund uden at pådrage sig et erstatningsansvar. Foregår det efter, skal der sandsynligvis betales erstatning til selskabet, om hvis størrelse det dog er vanskeligt at udtale sig om på forhånd [21]. Uanset hvad kan man konkludere, at projektets fremtid på ingen måde er sikret.

Noter:

[1] GMEL: Developing the world’s premier special metals project, PDAC – March 2015, s. 6: https://drive.google.com/file/d/0B1Fw6exYXBKxMEFTMHZGXzVFbEk/view?pli=1

[2] Åbningstale for Inatsisartut ved Formand for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, 13/9 2013, s. 22-24: http://kortlink.dk/naalakkersuisut/k5v9 Åbningstale for Inatsisartut ved Formand for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, 30/9 2014, s. 28-29: http://kortlink.dk/naalakkersuisut/k5u9

[3] For en indføring i argumenterne for en folkeafstemning, se: Aaja Chemnitz Larsen, Mikkel Myrup, m.fl.: Vi kræver en folkeafstemning om udvinding af uran i Grønland, kronik i Politiken, 11/2 2016: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE3061806/vi-kraever-en-folkeafstemning-om-udvinding-af-uran-i-groenland/

[4] En meningsmåling fra 2014 foretaget af HS Analyse for ICC Greenland og WWF Verdensnaturfonden viser, at kun én ud af ti mener, at borgerinddragelsen på uranområdet er god, mens omkring 60 pct. vurderer den til at være ikke særlig god eller decideret dårlig, jf. http://www.wwf.dk/rss.cfm?uNewsID=10820

Om befolkningens holdning til en folkeafstemning, se en meningsmåling foretaget af HS Analyse for WWF Verdensnaturfonden fra juni 2016: http://www.wwf.dk/?16960/Mling-Grnlnderne-vil-have-folkeafstemning-om-uran

[5] GMEL Announcement: Kvanefjeld Update: Mining License Application Guidance Phase to Commence, December 2nd, 2015: http://www.ggg.gl/docs/ASX-announcements/progressing-to-permitting_1504869.pdf

[6] Lett Advokatfirma, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, PwC - PricewaterhouseCoopers: Rapport om forhold vedrørende en eventuel ophævelse eller ændring af nultolerancepolitikken for udnyttelse af uran og andre radioaktive mineraler, April 2013: http://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/Publications/Raastof/DK/Rapport%20om%20forhold%20vedrørende%20ophævelse%20af%20nultolerancepolitikken%202013%2004%2004%20rette%20version.pdf

[7] Udvalget for samfundsgavnlig udnyttelse af Grønlands naturressourcer: Til gavn for Grønland, Januar 2014: http://greenlandperspective.ku.dk/this_is_greenland_perspective/background/report-papers/

[8] Torben M. Andersen og Ulla Lynge, kronik i Jyllands-Posten, 26/9 2014: Dystre udsigter for Grønlands økonomi: http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/article7055964.ece

[9] Om fåreholdernes modstand mod uranminedrift, se f.eks.: Pressemeddelelse fra NOAH Friends of the Earth Denmark, 31/3 2015: NOAH støtter de sydgrønlandske fåreholderes modstand mod Kvanefjelds-projektet: http://noah.dk/noah-stoetter-de-sydgroenlandske-faareholderes-modstand-mod-kvanefjelds-projektet/ Se også: Mikkel Myrup, Christian Ege og Palle Bendsen: Fasthold nej til uranudvinding i rigsfællesskabet, kronik i Politiken, 9/5 2013: http://politiken.dk/debat/kroniken/premium/ECE2018315/fasthold-nej-til-uranudvinding-i-rigsfaellesskabet/

[10] Pressemeddelelse fra Avataq, Det Økologiske Råd og NOAH Friends of the Earth Denmark, 26/4 2013: 48 miljøorganisationer opfordrer til at fastholde uran-nultolerance-politikken i Rigsfællesskabet: http://www.ecocouncil.dk/udgivelser/artikler/energi-og-klima/2132-48-miljoorganisationer-opfordrer-til-fastholdelse-af-uran-nultolerance-politik

[11] Pressemeddelelse fra Avataq, Det Økologiske Råd, NOAH Friends of the Earth Denmark og VedvarendeEnergi, 28/4 2014: Ny rapport bekræfter Kuannersuit/Kvanefjeld-mineprojektets mangel på bæredygtighed: http://kortlink.dk/k5vs. Se også et interview med J.W. Storm van Leeuwen i Atomposten i forbindelse med en opdatering af mineprojektet: http://atomposten.blogspot.dk/2015/06/uranmineprojektet-i-kvanefjeld.html

[12] Præsentation af Gerhard Schmidt under høring i Folketingets Grønlandsudvalg: Environmental and health impacts of uranium mining in Greenland, March 2016, s. 6: http://noah.dk/wp-content/uploads/2016/03/Gerhard-Schmidt-presentation-2016-3-16.pdf. Link til Det Europæiske Mineaffaldsdirektiv: http://kortlink.dk/ku3a

[13] I Canada var der i 2010 214 mio. tons radioaktive tailings og i USA ca. 200 mio. tons, jf. Low-Level Radioactive Waste Management Office: Inventory of Radioactive Waste in Canada, March 2012: http://www.radiationsafety.ca/wp-content/uploads/2012/07/Inventory-Report-2012_EN.pdf og Hjemmeside, National Center for Biotechnology Information: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/books/NBK158806/

[14] Se note 12.

[15] Pressemeddelelse fra Avataq, Det Økologiske Råd, NOAH Friends of the Earth Denmark og VedvarendeEnergi, 9/7 2014: Uran i Grønland: Kontroversiel lovændring stækker borgernes rettigheder: http://www.ecocouncil.dk/en/udgivelser/artikler/energi-og-klima/2388-uran-i-gronland-kontroversiel-lovaendring-staekker-borgernes-rettigheder

[16] WWF Verdensnaturfonden: Notat vedr. Forslag til ændring af råstofloven (Råstofmyndighed, klage og småskalaaktiviteter), 10/6 2016: http://kortlink.dk/naalakkersuisut/mr8m

[17] Beskrivelsen af GMEL’s ejerforhold er baseret på: Johan Lund Olsen, Finn Sørensen, Mikkel Myrup, Niels Henrik Hooge, Palle Bendsen og Hans Pedersen, kronik i Information, 28/11 2013: Ingen kontrol med grønlandsk uran: http://kortlink.dk/ku3d. Se også: Antony Loewenstein: Australian uranium mining in Greenland is tearing the country in half, The Guardian, 15 May 2014: http://www.theguardian.com/commentisfree/2014/may/15/australian-uranium-mining-in-greenland-is-tearing-the-country-in-half

[18] Homepage, The African Network of Centers for Investigative Reporting (ANCIR): Australian Mining Companies Digging A Deadly Footprint in Africa: https://fatalextraction.investigativecenters.org/#

[19] Svar fra Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer, Jens-Erik Kirkegaard, til medlem af Inatsisartut, Sara Olsvig, 20/12 2013: http://kortlink.dk/ku3b

[20] For flere oplysninger om de danske forskningsinstitutioners rolle i dette forløb, se: Falke Thue Mikailsen, Palle Bendsen, Varste M. Berndtsson and Niels Henrik Hooge: Uranium in Greenland: Phasing out Democracy, The Arctic Journal, September 9, 2014: http://arcticjournal.com/opinion/983/phasing-out-democracy

[21] Pressemeddelelse fra Avataq, Nuuk Fjords Venner, Foreningen URANI NAAMIK/NEJ TIL URAN i Narsaq, Foreningen URANI NAAMIK/NEJ TIL URAN i Nuuk, Det Økologiske Råd, VedvarendeEnergi og NOAH Friends of the Earth Denmark, 25/5 2016: Landstinget forkaster borgerinddragelse om uran: http://noah.dk/landstinget-forkaster-borgerinddragelse-om-uran/


[1] Tailings er det affald, der bliver tilbage, efter malmbearbejdningen har udskilt eller oparbejdet de værdifulde mineraler af den rå klippe.

[2] Århuskonventionen om borgernes miljørettigheder blev vedtaget i 1998 og er verdens første internationale konvention om borgernes miljørettigheder (http://mst.dk/borger/miljoerettigheder/aarhuskonventionens-tekst/).