Die Linke ti år efter
Af Loren Balhorn

Offentliggjort: 15. august 2016

Oversat fra Jacobin Magazine.

Politiske organisationer, især de, der har forpligtet sig til radikale forandringer, står i krisetider over for deres vanskeligste prøvelse. Det tyske socialdemokrati, den internationale, socialistiske bevægelses kronjuvel, blev i 1914 tvunget i knæ, fordi det var ude af stand til at forholde sig til udbruddet af 1. verdenskrig.

To årtier senere viste den tyske kommunismes ultravenstrekurs sig på samme måde impotent stillet overfor den voksende nazistiske trussel og Europas stærkeste arbejderbevægelse blev knust i løbet af et par år.

At drage direkte, historiske paralleller mellem 2016 og 1914 eller 1938 ville være en fejltagelse, men det er fair at sige, at Die Linke, den største kraft på den tyske venstrefløj, nu står overfor sin sværeste prøvelse i sin tiårige historie.

Den fortsatte, europæiske flygtningekrise tvinger partiet til at tage komplicerede, politiske udfordringer op. Denne proces har afsløret mange af Die Linkes latente svagheder og modsætninger.

I stedet for at udnytte CDU-SPD-koalitionens i stigende grad sårbare position, trækker stærkere samfundsmæssige kræfter i Die Linke, der gør partiet ude af stand til i flygtningespørgsmålet at formulere et sammenhængende, politisk svar, for ikke at tale om at gribe effektivt ind.

Virkningen af Die Linkes tvetydige politiske og strategiske budskaber, som er nødvendiggjort både af partiets umage sammensætning og af den fortsatte stagnation og tilbagegang i partiets aktivistiske og politiske infrastruktur er langt om længe blevet tydelig.

Forspildte muligheder

Flygtningekrisen gav Die Linke en enestående mulighed for at formulere et principielt, venstreorienteret svar, der forbinder antiracistiske og antifascistiske grupper med den landsdækkende flygtningebevægelse.

Selvom partiet i det store og hele stadig står fast på en holdning, der indebærer åbne grænser, har det reelt ikke været udfarende og er blevet udmanøvreret af Angela Merkels overraskende humane politik i krisens første måneder.

Siden da har medlemmer af Die Linkes ledelse vendt og vredet sig som svar på de stadigt voksende modsætninger [i partiet, red.] og en konsensus, der er slået i stykker, over de åbne grænsers politik.

Oskar Lafontaine – tidligere leder af Die Linke, som i de sene 90ere også var SPDs finansminister – affyrede åbningssalven i november sidste år, da han opfordrede til en begrænsning i antallet af flygtninge, der kunne komme ind i landet.

Efter ’sexangrebene’ i Køln nytårsaften antydede Sarah Wagenknecht, der er den ene af Die Linkes parlamentariske ledere, at partiet ville støtte, at flygtninge, der blev dømt for et kriminelt forhold, skulle deporteres.

Selv om mediernes mainstream har sine egne grunde til at gøre en sensation ud af disse udtalelser, burde de bekymre det venstre-reformistiske parti.

Lafontaine og Wagenknecht, der længe blev betragtet som et bolværk mod en højredrejning i Die Linkes ledelse, opfører sig nu som pragmatiske centrum-venstre politikere og det ovenikøbet som nogen, der læner sig op af fremmedfjendsk populisme.

Partiledelsen og medlemmer af partiets mere pragmatiske fløj som Petra Pau og Katja Kipping afviste disse flygtningefjendske udtalelser.

Men Pau og Kipping er begge i det store og hele forblevet tavse, mens delstatsregeringen i Thüringen, der ledes af Die Linke og som af mange på partiets højrefløj anses som en model for fremtidige koalitioner, samarbejder med forbundsmyndighederne om at deportere afviste asylansøgere.

Voksende smerter

Det er tysk samtidshistories ironi, at Die Linke fremstår som værende uden indflydelse på politiske krav om restriktioner og deportationer, mens de, der har magt offentligt går ind for åbne grænser og samtidig i stilhed i baggrunden samarbejder med statens deportationsprogram. Men forståelsen af denne brudflade hjælpes, hvis man ser tilbage på partiets dannelse.

Die Linke er både en del af en bred, europæiske tendens og samtidigt en enestående tysk tendens.  Dets samfundsmæssige og politiske basis hviler som andre af det nye venstres partier på en krise i klassernes repræsentation og en voksende, men ujævn bølge af social protest, der tog sin begyndelse i de tidlige 2000er.

Disse europæiske partier er i større eller mindre grad modsætningsfyldte størrelser, der af Daniel Bensaid er blevet beskrevet som ”del af en vifte af kræfter, der er polariseret mellem modstand og de samfundsmæssige bevægelser på den ene side og den institutionelle respektabilitets fristelse på den anden side.”

Charlie Post argumenterer for[1], at disse partier – og især Die Linke – står overfor ”de samme strategiske spørgsmål, som socialister stod overfor i 1914” og gentager ”ikke blot de samme politiske diskussioner, men også de samme praktiske modsætninger, som leninismen politisk og organisatorisk søgte at løse.”

Posts analogi er delvis rigtig. Die Linke er splittet mellem at søge at opnå politiske poster og, som Post udtrykker det, ”at opbygge en uafhængig organisation af antifascistiske organisatorer og aktivister.” Men Tysklands nyere historie gør Die Linke til noget andet.

Intet andet europæisk venstrefløjsparti deler dets enestående samling af kræfter, der løber sammen: På den en side et tidligere, regerende kommunistparti og på den anden en hastigt oprettet, venstredrejet udspaltning fra socialdemokratiet.

Som Oliver Nachtwey påpegede[2] kort tid efter, at de to fløje slog sig sammen, deles dets hovedstrømninger ikke af [forskellige opfattelse af, red.] strategier for reform og revolution, men snarere af, at nogen ”leder efter politiske poster” og andre ”leder efter en politik”.

Mens de, der søger politiske poster, stræber efter lovgivningsmæssig indflydelse og er villige til at gå på politiske kompromis for at opnå denne indflydelse, sigter de, der leder efter en politik, efter specifikke reformer, så som indførelse af en mindsteløn og er mere fleksible i deres strategiske valg.

Skønt disse to projekter til tider kommer i skarp konflikt, udelukker de ikke – i hvert fald på mellemlangt og langt sigt – gensidigt hinanden. De gendanner også den arbejdsdeling, som Post ser.

Selvom Die Linkes hovedstrømninger er ideologisk forskelligartede, hylder de alle en eller anden form for det, som Hal Draper kalder ”socialisme fra oven”[3]. Drapers definition er ikke tidssvarende med hensyn til det konkrete og passer ikke med Die Linkes ideologiske og historiske nuancer, men er stadigvæk en nyttig vedledning til at forstå partiet.

Når alt kommer til alt, er Die Linke orienteret hen imod at opbygge socialismen gennem en række politiske tiltag og institutioner, der er undfanget fra oven snarere end gennem massernes aktive opbygning af et postkapitalistisk samfund.

De tilsyneladende endeløse kampe om programformuleringer på partikonferencer og  –møder, mens partiet står overfor en tilbagegang i sin aktivistiske og organisatoriske formåen, beviser dette.

Selv det såkaldte Antikapitalistiske Venstre, der hovedsageligt består af trotskistiske og kommunistiske grupper er i særlig grad fokuseret på at forsvare partiprogrammet mod mulige ændringer fra højrefløjen og spejler på denne måde det omvendte af partiflertallets programfokus.

Denne orientering tvinger Die Linke til at repræsentere parlamentariske bevægelsers krav uden aktivt at engagere sig i udenomsparlamentarisk organisering.

Mens partiet kan frembringe detaljerede, politiske planer for progressive reformer i samfundet, synes det ikke at være i stand til at katalysere samfundsmæssige bevægelser eller fagforeninger omkring sig, selvom det i ord hylder dette mål.

Ulig mange af sine vesteuropæiske søsterpartier indeholdt Die Linke ved sin dannelse i 2005-2007 ikke nogen revolutionær strømning af betydning. I stedet blev partiet dannet, da tidligere venstredrejede, vesttyske socialdemokrater sluttede sig sammen med en meget anderledes strømning i venstrefløjens historie, nemlig Partiet for Demokratisk Socialisme (PDS), den østtyske kommunismes institutionelle og politiske arvtager.

Fordi PDS blev forhindret i at tilslutte sig socialdemokratiet eller rettere selv blive et socialdemokrati, som de fleste af dets østeuropæiske søsterpartier blev efter 1989, blev partiet en veletableret politisk kraft i det østlige Tyskland, der opnåede 20-30 procent af stemmerne og som opbyggede et politisk apparat, der byggede på tusindvis af repræsentanter i basis og med parlamentsmedlemmer.

Mens Die Linkes håndfuld af strømninger på den yderste venstrefløj i al almindelighed er indskrænket til et fåtal af byer og nominelle positioner i partiets ledelse og partiapparat, har den pragmatiske, østtyske fløj af Die Linke betydelig vægt indenfor partiet som helhed.

Dette miljøs strategier tenderer mod at være ’transformerende’[4] og inkluderer forskellige scenarier, i hvilke kapitalismen gradvis omstruktureres og omdannes til at blive en solidarisk økonomi.

Skønt de fleste hvis ikke alle, der går ind for en transformerende strategi, anerkender klassemagtens dybt rodfæstede og strukturelle natur og det kapitalistiske demokratis begrænsninger, er de stadigvæk forpligtet på vælgerpolitik og brede, venstreorienterede alliancer.

Direkte og praktisk udtrykt og når man tager Die Linke svage forbindelse til bevægelserne på mange områder, er denne strategi blevet omsat til centrum-venstreregeringer, der gennemfører budgetnedskæringer og tvinger partiets kandidater til at svigte deres valgløfter.

Når hverken transformerende centrum-venstrekoalitioner eller massebevægelser er inden for øjeblikkelig rækkevidde reducerer disse former for socialisme fra oven partiet til blot at være en parlamentarisk stemme for de marginaliserede.

Især efter Die Linkes succes ved regionalvalgene 2009-2010, begyndte ’parlamentariseringen fra neden’ at gøre sin virkning. I hundredvis af aktive partimedlemmer blev trukket ind i lokale, parlamentariske organer.

Som resultat begyndte parlamentarisk politik og personligheder at spille en større rolle i partilivet på bekostning af det at være en aktivistisk organisation eller en kampagneorganisation. Mange medlemmer, der engang var de lokale gruppers livsnerve, blev i stigende grad optaget af parlamentaristiske rutiner.

Det er rigtigt at Die Linkes ad hoc-sammensætning og partiets mangel på velafprøvede, veletablerede partistrukturer fremskyndede denne proces. Men den relative tilbagegang i den samfundsmæssige kamp, der fulgte efter finanskrisen, var muligvis den mest betydende faktor.

I bund og grund tillod det tyske establishments dygtige håndtering af nedskæringspolitikken det at spænde den offentlige mening for sin egen vogn og marginalisere oppositionen.

Dette betød for et parti, der altid har været bedre til at repræsentere sociale bevægelser i parlamentet end til at organisere dem, at Die Linke led en relativ tilbagegang i sin relevans og en vis grad af organisatorisk forvirring.

Den mulighed, der åbnede sig for partiet i midt-2000erne, indsnævredes i takt med at krisen i klasserepræsentationen svækkedes.

Disse faktorer hjælper med til at forklare, hvorfor partiet vakler stillet overfor en i stigende grad ustabil, politisk situation. Stillet overfor en flygtningekrise der skærpes og en voksende fremmedfjendsk indstilling prøver en del af partiets ledelse at komme den folkelige racisme i møde ved politiske indrømmelser.

Den anden del af ledelsen, der bruger lejligheden til at angribe venstreorienterede modstandere, fordømmer denne kapitulation overfor den fremmedfjendske stemning, mens den i al stilhed går ind for de deportationer, den bare et par måneder tidligere lovede ikke at gå ind for.

Det, ingen af grupperingerne imidlertid for alvor overvejer, er en strategi, der sætter opbygning af en bevægelse fra neden lige så højt hvis ikke højere end politiske manøvrer fra oven.

Selvom situationen stadig er barsk, er dog tegn, der giver anledning til håb. De to fællesformænd Katja Kipping og Bernd Riexinger skubber partiet i en mere aktivistisk og bevægelsesorienteret linje.

Duoens seneste positionsdokument ”Revolution for social retfærdighed og demokrati”[5] slår til lyd for en ’offensiv strategi’ for at bekæmpe højrefløjens vækst or erklærer med overraskende oprigtighed at der ”ikke længere findes en ’lejr’ af venstreorienterede partier.”

I stedet forudser Kipping og Riexinger opbygning af en ’solidaritetslejr’ i det tyske samfund, hvilket i bund og grund svarer til en udvidet opfattelse af en enhedsfront skønt forståeligt nok med ringe fokus på at vinde SPD for sagen.

Dokumentet omtaler også flygtninge- og antiracistiske initiativer som ”Aufstehen gegen Rassismus” og ”Welcome2Stay” positivt. Bevægelser som disse kunne give partiet konkrete orienteringspunkter i de kommende måneder.

Resultater og udsigter

Die Linke er nu en etableret, landsdækkende politisk kraft og synes at være sikker på at forblive en sådan. Muligvis har dets eksistens skabt tilstrækkeligt pres på den store koalition til at tage det værste af nedskæringspolitikkens skarpeste hjørner og indføre en (dårlig) mindsteløn.

Den infrastruktur partiet leverer hvad enten det drejer sig om finansiel og logistisk støtte til fagforeninger og bevægelser eller det rum, som Rosa Luxemburg-stiftelsen har åbnet for kritisk forskning, udgør konkrete, kvalitative forbedringer af den tyske venstrefløjs operationelle og funktionelle kapacitet.

Partiet har imidlertid stadigvæk til gode at blive mere end et oppositionsparti. Sidste år havde partiet omkring 60.000 medlemmer - en nedgang fra de 78.000 partiet havde i 2009. Kun 10 procent af partimedlemmerne er under 30 år gamle og kun 19 procent kunne klassificeres som ’arbejdere’.

Selvom dette er den højeste procentuelle del af arbejdermedlemmer i alle større, tyske partier, udgør Die Linkes relativt spinkle basis blandt unge mennesker den største, enkelte forhindring for føre ledelsens strategi for en solidarisk lejr ud i livet.

Syrizas kapitulation har skabt en ny, påtrængende situation omkring spørgsmålet om Den europæiske Union og gør Die Linkes situation endnu vanskeligere. Historisk har partiet som størstedelen af det europæiske venstre vaklet omkring dette spørgsmål. Selv dets mest radikale personligheder viger sædvanligvis tilbage for direkte at slå til lyd for en udmeldelse af eller opløsning af unionen.

Nu da Bruxelles har demonstreret, hvad der sker med en venstreorienteret regering, der prøver at bryde med nedskæringens logik, fremstår abstrakte opfordringer til at omdanne EU på basis af parlamentariske flertal i stigende grad som hule.

Der er ingen tvivl om at Alternative für Deutschlands højlydte, skønt chauvinistiske, anti-EU-position medvirkede til dets foruroligende række af sejre i marts og understreger, hvor vigtig dette spørgsmål er for Die Linke.

Strategier, der går ud på at løse den nuværende krise gennem institutionelle strukturer, der over lang tid er miskrediteret, vil med sandsynlighed få de, der ingen stemme har, til at vende ryggen til partiet. Ej heller giver disse strategier meget håb til de tusinder af politiserede, unge tyskere, der yder frivilligt arbejde i flygtningecentre og opbygger antiracistiske bevægelser.

I stedet for at lefle for chauvinismen eller prøve på at minimere skaden ved deportationer ved at lade en ’venstreorienteret’ regering udføre dem mere humant, burde Die Linke forsvare flygtningenes rettigheder af princip, samtidig med at det udvikler en folkelig fortælling, der forbinder den nuværende situation med bredere, internationale og samfundsmæssige spørgsmål for at vinde tyske arbejdere [der føler, at de ingen, red.] stemme [har, red.]over på sin side.

Dette er en enorm og umådelig vanskelig opgave, men som det ofte er tilfældet med venstrefløjen, har vi kendsgerninger og et plausibelt modargument på vor side.

Krige og konflikter, i hvilke Europa og NATO er indblandet, er i høj grad ansvarlig for den strøm af flygtninge, der ankommer til Tyskland og andre europæiske lande.

Tilsynekomsten af hundredtusinder af flygtninge på Tysklands dørtærskel åbner en mulighed for at diskutere og påpege landets rolle i de imperialistiske konflikter i Mellemøsten og dets mægtige, eksportorienterede våbenindustri.

At påvise at flygtninge ikke blot flygter for krige, men for krige, der er blevet forsynet med våben af den tyske stat selv, er et meget stærkere argument for flygtningerettigheder end mainstreampartiernes opportunistiske humanisme.

Som det eneste parti, der konsekvent har været modstander af våbeneksport og udenlandske interventioner, kan Die Linke bruge dette argument til at overbevise dele af vælgerskaren. Dette standpunkt giver også partiet mere politisk troværdighed end SPD og De Grønne, som begge har forsøgt at udnytte krisen til at generere egen politisk kapital.

Derudover kan Die Linke ved at forbinde flygtningekrisen med den europæiske grænsepolitik som helhed styrke socialistiske, EU-kritiske argumenter og problemstillinger indenlands på en måde som andre venstrefløjsformationer, der mangler en parlamentarisk platform, mangler.

På denne måde kan Die Linke få bragt spørgsmål som gældskoloniseringen af Grækenland, flygtningekrisen og de mange år med stagnerende lønninger og budgetnedskæringer ind i en større diskussion af demokrati og kapitalisme og afvise at løse disse individuelle problemer med teknokratiske (og ofte racistiske) midler.

Hvad, der imidlertid er meget mere vigtigt for partiets langsigtede udsigter, er, om det kan kanalisere støtten til flygtningene ind i en sammenhængende, politisk bevægelse.

Bevægelsen for solidaritet med flygtningene repræsenterer en af de største - hvis ikke den største -  stigning i bevægelsernes aktiviteter siden begyndelsen af finanskrisen.

Den har også udløst et stort opsving på højrefløjen, et miljø der vokser sig stærkere, mens volden mod flygtninge stiger. Indtil nu har bevægelsens aktiviteter hovedsageligt været koncentreret om yde materiel hjælp til flygtninge som logisk svar på den vanskelige situation.

Ikke desto mindre må Die Linke præstere et koncentreret politisk svar, når stemningen i folket ændrer sig og den yderste højrefløj bliver modigere.

Som det eneste tyske parti, der med nogle få, skuffende undtagelser, har opretholdt et principielt standpunkt i flygtningespørgsmålet, kan det på en autentisk og effektiv måde medvirke til opbygningen af en bevægelse for flygtninges rettigheder og imod højrepopulismens stigende tidevand.

Dette vil uddybe dets forbindelser til de eksisterende antifascistiske og antiracistiske netværk og måske skabe et fodfæste for vækst og rekruttering indenfor bevægelserne.

Die Linke har arvet sine forgængeres strategiske og politiske traditioner, især visionen om et ’socialt EU’ og disses smalle, parlamentariske fokus i en tid med nedskæringer og budgetmæssige begrænsninger. Disse traditioner har i sig selv vist sig at være utilstrækkelige.

Men partiets uundgåelige institutionalisering er rask fortsat. Riexingers og Kippings nuværende strategi, udgør, hvor vag den end forekommer, et skridt i den rigtige retning. Så længe de andre centrum-venstrepartier nægter at danne en koalition med Die Linke, lægger de en dæmper på partiets institutionalisering.

Men en rød-rød-grøn koalition vil sandsynligvis være mulig på et tidspunkt i fremtiden, især nu da SPDs leder Sigmar Gabriel har offentliggjort et åbent brev, der opfordrer til brede, progressive alliancer imod den yderste højrefløjs vækst.

Det ville være en fejl med det samme at afvise dette tilbud, men også en illusion at tro, at partiet kan ændre sin lykke ved at koble den til socialdemokratiets døende stjerne.

Skulle det lykkes Die Linke at samle en solidaritetslejr, der kan presse mainstreampartierne (i modsætning til den anden vej rundt) vil partiet og den brede bevægelse være i en meget bedre position til at modstå kompromissets tiltrækning og til at presse andre parlamentariske partier, når tiden til at forhandle sig frem til en regering, kommer.

Ved at uddybe forbindelserne mellem flygtningebevægelsen og andre bevægelser, fagbevægelsen og partiet, kan Die Linke fremrykke det fjerne mål der handler om opbygningen af en moderne, socialistisk massebevægelse, der er nærværende både i landspolitikken og i millioner af lønmodtageres liv.

Dette er et projekt af umådeligt omfang, men repræsenterer i sidste instans den eneste farbare vej fremad for partiet og for venstrefløjen som helhed.

Tysklands tid som en ø af relativ stabilitet synes at være nået til vejs ende og Die Linke må lære at reagere derefter. Stillet overfor dybe samfundskriser har tyske, socialistiske partier historisk set enten modigt været situationen voksen eller også fejlet eftertrykkeligt.

Om ikke andet vil Die Linkes reaktion i den kommende tid spille en afgørende rolle for dets evne til at overvinde den traditionelle arbejdsdeling mellem parti og bevægelse, som Post og andre hævder, vil være afgørende for fremtiden for det nye venstres partier i Europa. Og det er på sin side en stor mundfuld ikke blot for Tysklands fremtid, men også for resten af Europa.