Opfyldelsen af Chavez drøm
Af Mike Gonzalez

Offentliggjort: 15. august 2016

Oversat fra Jacobin Magazine.

Chávez bureaukrati forråder arven efter Chávez. Men den bolivariske revolutions bevægelser kan føre kampen videre.

Verdenspressen, der pludseligt er blevet klar over den voksende krise i Venezuela, glæder sig over den bolivariske revolutions ulykke. Men dens dækning går sjældent dybere end billeder af fattige, der råber på mad. Billederne registrerer alvoren i situationen, men de indfanger ikke dens kompleksitet.

Krisen er økonomisk og politisk og nærmer sig en social konfrontation. Det, der er på spil, er ikke blot Venezuelas økonomiske fremtid, men også fremtiden for landets massebevægelser.

Den synligste form for krise er manglen på basale varer og på medikamenter, der bliver værre jo længere man kommer væk fra Caracas. Venezuelanere, der håber på at kunne købe varer som kaffe og ris eller toiletpapir og bleer, begynder at stille sig i kø tidligt hver morgen. Men supermarkedernes hylder er praktisk taget tomme og livsvigtig medicin er uopdrivelig.

Regeringen offentliggør med jævne mellemrum officielle priser for nøglevarer, men de er stort set blot propaganda. Ind i mellem sælges enkelte varer til disse priser. Men i lighed med all andre varer ender de på det sorte marked, bachaqueo, hvor de videresælges til priser, der er op til hundrede gange højere end deres officielle priser.

En gang i mellem tager regeringen forholdsregler imod paralleløkonomien, men det er blot tomme gestus.

Der eksisterer nu to økonomier i Venezuela. I den officielle økonomi, der er baseret på bolivaren[1], koster en kurv sammensat af de vigtigste varer og tjenstydelser omkring ti gange så meget som mindstelønnen for en arbejder. Det eneste sted, venezuelanere kan forøge værdien af deres lønninger, er på det parallelle marked, hvor det anslås, at 50 procent af arbejdsstyrken nu opererer.

Priserne bliver ved med at stige. Inflationen var sidste år på 250 procent, men i realiteten meget højere. Fremskrivninger sætter inflationen i 2016 til 700 procents ved årets udgang.

Dele af befolkningen er naturligvis beskyttet mod de værste virkninger af denne økonomiske katastrofe. Ansatte i militæret og staten har højere lønninger og adgang til særlige, velforsynede supermarkeder. Indtil for nylig ydede staten også en vis beskyttelse af fattige barrios i byerne – chavismens traditionelle basis – men denne svigter også.

Ved siden af den officielle økonomi, hvor de fleste venezuelanere kæmper for at overleve, er der dollar-økonomien. De, der har adgang til udenlandsk valuta, fylder Caracas dyre restauranter og kører pralende rundt i byerne i deres kolossale firhjulstrækkere. For dem er krisen et spørgsmål om lov og orden, ikke om overlevelse.

Krisen er ligesom den stigende, økonomiske ulighed et resultat ikke blot af globale, økonomiske kræfter – især faldende oliepriser – men også af årelang korruption, der begyndte under Chávez præsidentskab.

Magtspil

Chávez bekendtgjorde i 2006 efter at have vundet præsidentvalget med 63 procent af stemmerne dannelsen af Venezuelas Forenede Socialistiske Parti (PSUV), der skulle være drivkraften i Venezuelas omdannelse ved hjælp af nye, sociale programmer, spredning i den økonomiske aktivitet og folkeligt demokrati. Hans løfte overtalte seks millioner mennesker til i løbet af nogle uger at slutte sig til partiet.

Men PSUV blev næsten med det samme mere et instrument til kontrol fra oven – det politiske udtryk for en centraliseret stat – end et udtryk for folkeligt massedemokrati. Resultatet blev, at den selvsamme korruption, Chávez havde lovet at udrydde, blomstrede op.

Meget er skrevet om korruptionen, men individuel grådighed og de muligheder for profit, som mangelsamfundet gav, tilbyder kun en delvis forklaring. Der skal også mangle folkelig kontrol med statens virke. Chávez vision om ’det enogtyvende århundredes socialisme’ – en proces anført af græsrødderne, der skulle holde lederne konstant ansvarlige overfor deres samfundsmæssige massebasis, kunne måske have fået styr på korruptionen.

Men det niveau af folkelig kontrol blev aldrig udviklet og tillod derfor korruptionen at fortsætte. Dette er nøglespørgsmålet i den politiske krise, der har ført Venezuela til randen af sammenbrud.

Indtægterne fra olieindustrien, der har nydt godt af et tiår med historisk høje priser, betalte både de sociale programmer, der er kernen i Chávez politiske projekt, og muliggjorde den korruption, der i sidste ende ødelagde det. Store projekter som jernbaner, veje, aluminium- og stålværker står nu halvfærdige og venter på de nødvendige råvarer.

Anstrengelser for at diversifiere økonomien som sukkerrafinaderiet i Barinas slog fejl eller kom aldrig i gang og statens store investeringer forsvandt. Sociale projekter som det nye sundhedssystem Barrio Adentro udhuledes.

På alle niveauer gav Chávez byrokrati sig til at deltage i valutaspekulationen. Gennem en forvirrende række af organer med mærkelige navne, solgte man dollars til ansøgere til særligt lave kurser angiveligt for, at de kunne importere fødevarer og medikamenter.

Hovedparten af varerne dukkede enten aldrig op eller endte på det sorte marked til enormt oppustede priser. Man kunne købe en dollar for ti bolivarer og sælge den (eller varer til samme pris) for tusind.

I oktober 2015 offentliggjorde en gruppe af oppositionelle Chávez-tilhængere et brev, hvori de undsagde korruptionen, der spredte sig ukontrolleret i statens øvre lag. De anslog, at olieprofitter på mindst 460 mia. dollars var ’forsvundet’ i årene med højkonjunktur.

Hvad der end er det rigtige tal, så fik venezuelanerne et klart bevis for, at elementer i PSUV-regeringen havde hvidvasket penge og deltaget i kapitalflugt i kolossalt omfang.

Parlamentsvalget i december sidste år afslørede hvor utilfredse Venezuelas borgere var med partiet. Hugo Chávez havde regelmæssigt kunne samle omkring 60 procent af stemmerne; hans efterfølger Nicolas Maduro vandt i 2013 præsidentposten med lige over 50 procent. Men en koalition af højrepartier (Det Runde Bord for Demokratisk Enhed) fik i december flertallet i parlamentet med to tredjedele af pladserne.

Resultatet indikerer ikke, at befolkningen er rykket til højre, men snarere et dramatisk tab af støtte til PSUV. Højrefløjen fik relativt få stemmer (ca. tre hundrede tusind), men chavismen tabte omkring to millioner som et resultat af ødelagte stemmesedler og af, at folk undlod at stemme.  Det var et klart signal til Hugo Chávez arvtagere, men de har ignoreret det.

I dag har PSUV millioner af medlemmer af navn, hvor af de fleste er statsansatte eller –tjenestemænd og lokale, politiske ledere. PSUV er med andre ord blevet et instrument til opretholdelse af den politiske magt og til fordeling af penge og indflydelse. Intern kritik kvæles omgående og eksklusioner sker rutinemæssigt.

Dannelsen af PSUV har ironisk nok været forløberen for dannelsen af et nyt statsbyrokrati, der senere hen skulle svigte demokratiet.

Magten administreres nu – især under Maduro – gennem protektion og korruption. Det nye, herskende klasse skummede fløden af den rige olieøkonomi og brugte pengene i udlandet eller flyttede dem til udenlandske banker. Nu, hvor olieprisen er kollapset, er de offentlige kasser tomme og staten har intet at tilbyde.

Dødvande

Det, der er mest bemærkelsesværdigt ved den nuværende krise, er, at hverken højrefløjen eller regeringen har nogen løsning på krisen.

Efter valget har højrefløjen fremsat planer om at privatisere statsforetagender, at rulle PSUVs sociale programmer tilbage (det samme som f.eks. Mauricio Magri gør i Argentina og som Temer planlægger i Brasilien) og fjerne Maduro fra magten, så den kan bringe disse planer til udførelse.

I modsætning hertil har Chávez-staten under Maduro bekendtgjort en række forholdsregler, som det er lidet sandsynligt vil gøre meget for at standse krisen og som ligner forvrængede spejlbilleder af Chávez oprindelige platform.

Nye programmer med nye ministerier og ny vice-præsidentposter er øremærket til at skabe en ’produktiv økonomi’, der ikke er en del af olieøkonomien. Der er endog tale om, at skabe en ny turistindustri. Men uden profitten fra olien er staten i realiteten bankerot (selvom den stadig betaler af på sin udenlandsgæld) og den produktive økonomi brød faktisk sammen for længe siden.

Maduro opfordrer venezuelanerne til at dyrke deres egne grønsager, men har intet gjort for at støtte landbrugssektoren, der er ved at bryde sammen. Der eksisterer overhovedet ingen virkelig valuta- eller priskontrol, ingen eksproprieringer, ingen synlige forsøg på at bringe økonomien under kontrol.

Voksende undertrykkelse af befolkningen synes at være det eneste regeringen kan. Nationalgardister bevogter supermarkeder, men de står der for at kontrollere krisens ofre, ikke for at straffe dens bagmænd (og i mange tilfælde for selv at deltage i korruption og tyveri).

Maduros nylige erklæring af undtagelsestilstand er en tilståelse af at hans mangel på et effektivt svar på krisen. Men den kan lige så godt have en mere kynisk motivation. Undtagelsestilstanden suspenderer i realiteten forfatningsmæssige garantier, som f.eks. kunne være retten til at afsætte valgte embedsmænd. Samtidig med at Maduro afværger højrefløjens forsøg på at afsætte ham, forråder han et af de centrale løfter i Chavez manifest.

Chavismens forsvarere, især dem udenfor landet, understreger, at ingen får lov at sulte i Venezuela i dag. Men at antyde at dette skulle være en bedrift i et revolutionært land med en rig olieøkonomi er kynisk ud i det ekstreme. Uanset om nogen sulter eller ej vokser den fattigdom, som Chávez systematisk reducerede, igen.

Regeringen hævder, at den er indviklet i en ’økonomisk krig’ og at det er nødvendigt at mobilisere stillet overfor en overhængende invasion. Maduro trækker paralleller til Chile, hvor højrefløjen havde hamstret varer som en del af sit angreb på Salvador Allendes regering mellem 1971 og 1973.

Der er ingen tvivl om, at venezuelanske kapitalister hamstrer varer, der forsvinder og dukker op igen uden forklaring og til stadigt stigende priser. Det er også sandt, at kapital, der er ført ud af Venezuela, kun er vendt tilbage for at nære spekulationen, aldrig som hårdt tiltrængte, indenlandske investeringer.

Man har på begge sider af den politiske kløft nydt godt af dette. Og selvom politikerne udfordrer deres modstandere, er de stadig vanskeligere at skelne fra hinanden.  For eksempel er en af Maduros nuværende vice-præsidenter for økonomien forretningsmand og talsmand for markedsøkonomi.

Maduro-regeringens seneste beslutning er det endegyldige forræderi af den bolivariske revolutions løfter. I midten af maj underskrev han 150 koncessioner til udenlandske olie- og mineselskaber, hvis navne endnu ikke kendes, som gav dem lov til at udnytte mineralrigdommene i Venezuelas Amazonas-region, ’Arco Minero’.

Minedriftens påvirkninger kan ses i hele Amazon-bassinet i form af forurening af vandet, fordrivelse af indfødte folk og systematisk og permanent ødelæggelse af miljøet.

Af disse grunde afviste Chávez selv at udvikle regionen, hvor minedrift var begrænset til små, håndværksmæssige bedrifter. Maduros beslutning er en miljøkatastrofe og en katastrofe for de indfødte folk, hvis rettigheder og områder specifikt er beskyttet i den bolivariske forfatning.

Mineselskaber udgør allerede i dag 14 procent af verdensøkonomien. Nu inviteres de tilbage til et land, der for et årti siden kæmpede for at smide dem ud.

Revolutionen forbliver i hundredtusinder af menneskers hjerter og hjerner, for hvem chavismen repræsenterer en dyb forpligtelse til forandring og social retfærdighed, til omfordeling af velstand og modstand mod den neoliberale globaliserings udplyndring. Det var det håb Chávez tilbød og det løfte, Maduro forrådte.

Hvem kan redde Venezuela?

Hvorfor har folket så ikke rejst sig mod en økonomisk krise, der så brutalt rammer de fattige og den lavere middelklasse? Da Venezuela tidligere stod overfor lignende byrder pålagt af den globale økonomi og dens institutioner udbrød der , som det gjorde under Caracazoen[2] i 1989, masseprotester.

Den relative fred skyldes ikke, at masserne ikke er opmærksomme på korruptionens omfang, den ødelæggende og dårlige ledelse af økonomien eller samfundets voksende militarisering. Den katastrofale ligevægt holder endnu – skønt det er umuligt at sige hvor længe – på grund af almindelige menneskers tilbageværende loyalitet overfor den bolivariske revolutions ide og arv.

Der er ingen tvivl om, hvad højrefløjen vil og står for – en tilbagevenden til det værste i den gamle orden. Men PSUV og den chavistiske stat har i realiteten afvæbnet og demobiliseret de kræfter, der slog kupforsøget i 2002 mod Chávez og den efterfølgende chefstrejke tilbage – dvs. massebevægelsen selv.

I 2002 var folket sin egen histories subjekt, men i dag har en korrupt og kynisk byrokratisk klasse, der nu er sammenvævet med elementer i militæret, tilranet sig denne rolle og bruger sin stilling til sin egen fordel og på den venezuelanske revolutions bekostning.

Fremtiden vil begynde når massebevægelsen, der førhen så hurtigt tog form, endnu engang indtager historiens scene. Når den gør det, vil den tage fat på læren af disse år – både den positive og den negative – for at den kan hjælpe med til at udforme den kommende kamp mod kapitalen.


[1][1] Venezuelas møntfod.

[2] Voldsom folkelig opstand udløst af meget kraftige nedskæringer.