Boykot, konflikt og forandring: Kan Venezuelas præsident afsættes fredeligt?
Af Daniel Fermin

Offentliggjort: 15. august 2016

Den 6. december 5015 opnåede oppositionen i Venezuela fuld kontrol med Nationalforsamlingen – Asamblea Nacional - for første gang siden chavismo erobrede magten for 17 år siden. Ved en jordskredssejr opnåede oppositionen MUD - Mesa de la Unidad Democrática – 112 af 167 pladser i parlamentet. Det var en situation, man vanskeligt havde kunnet forudse, og den rækker vidt ud over normale resultater ved et politisk magtskifte.

For til fulde at forstå det enestående i situationen, er det nødvendigt at se tilbage på den politiske struktur i det revolutionære Venezuela. I 1998 blev Hugo Chávez præsident som bannerfører for sin bolivariske revolution, som han i 2006 nu betegnede som socialistisk. Der blev udarbejdet en ny forfatning, som udvidede den trefløjede klassiske magtmodel til fem. Således er Venezuela nu delt op i den udøvende, lovgivende, juridiske, moralske og elektorale magt.

I praksis betød disse adskillelser imidlertid kun lidt. Chávez’s magt, baseret på karisma og oliepriser på over 100 $ tønden, rakte langt ud over alle fem myndighedsområder. Og desuden begyndte revolutionære embedsmænd at betegne de demokratiske magtdelingsprincipper som kontraproduktive i forhold til konsolideringen af det revolutionære system. Sådan stod sagen, da Luisa Estela Morales, tidligere præsident for højesteret - Tribunal Supremo de Justicia -i Venezuela i 2009 erklærede, at magtdelingen svækkede staten.

I 17 år var det venzuelanske parlament helt på linje med den udøvende magt, og det kunne hævdes, at det var underlagt den. Det er nøglen til at forstå, hvorfor MUD’s sejr var så afgørende for ændringen af det politiske landskab i Venezuela. Kan en svækket chavismo regere uden en medgørlig kongres?

Tiden efter den 6. december har været kendetegnet ved systematiske angreb på Nationalforsamlingen fra den socialistiske regerings side og fra dens institutioner. Det har været TSJ – Tribunal Supremo Justicia – der har været instrumentet, der kunne bruges til at neutralisere Nationalforsamlingens konstitutionelle magtbeføjelser. Den folkelige støtte til chavismoen er historisk lav, men man har så taget sine forhåndsregler. To måneder før de lovbefalede valg foretog den på det tidspunkt regeringskontrollerede forsamling en hastig og irregulær aktion for at udpege en ny og partiloyal dommer til TSJ, uanset man i processens forløb overtrådte flere konstitutionelle forordninger.

Hvad TSJ har foretaget sig de sidste seks måneder har været sand boykot af Nationalforsamlingen: Man har

Forhindret tre indfødte deputerede fra Amazonasstaten i at få sæde, hvorved oppositionen blev forhindret i at udnytte sit flertal

Erklæret adskillige love vedtaget af den nye forsamling for imod konstitutionen, heriblandt en amnestilov, der skulle gøre det muligt at løslade politiske fanger og en lov, der skulle give hjem til de, der rettelig kunne flytte ind de regeringskontrollerede boliger

godkendt særlige magtbeføjelser til præsidenten, hvis forsamlingen vedtog negative love

begrænset forsamlingens konstitutionelle opgave, det er at kontrollere regeringen ved at udelukke de andre magtområder og hindre politisk indflydelse fra forsamlingen over de væbnede styrker.

Strategien fra regimets side synes at sigte i to retninger. Den første at gøre Nationalforsamlingen ubrugelig både i praksis og i den venezuelanske befolknings øjne. Det har været en tilbagevendende praksis. I 2013, da oppositionen vandt borgmesterposten i Caracas, reducerede Højesteret dens kompetencer. De blev overdraget til et nyt kontor, hvortil der ikke er valg, skabt til lejligheden, kendt som Jefatura de Gobierno de Caracas, dvs. et overordnet organ direkte udpeget af præsidenten. Da det ikke lykkedes regeringskræfterne at slå den tidligere præsidentkandidat for oppositionen Henrique Capriles som guvernør i staten Miranda, blev der til lejligheden opfundet et statsligt ”protektorat” kaldet Corpomiranda, som blev tildelt den tabende kandidat med et højere budget end det valgte – og konstitutionelle – kontor som guvernør.

Den anden retning er at få den oppositionskontrollerede Nationalforsamling til at virke medansvarlig for Venezuelas dybe krise. I månederne efter valget har regeringen kørt en kampagne, hvor man åler oppositionen for på trods af sine valgløfter ikke at kunne vende situationen, selvom nu ”har magten”. Det er selvfølgelig misledende al den stund Nationalforsamlingen ikke har kompetence til at diktere ændringer i regeringens politik, og de love, der er vedtaget i denne retning, er blevet boykottet af TSJ.

Oppositionen havde kørt sin kampagne på to hovedspørgsmål: Den økonomiske krise og politisk forandring, især en regeringsændring. Med sine lovmæssige initiativer jævnligt skudt ned af TSJ, fokuserede forsamlingen nu på konstitutionelle alternativer til at fjerne præsident Nicolás Maduro fra magten. Efter at have overvejet forskellige muligheder såsom en konstitutionel tilføjelse for at forkorte Maduros embedsperiode og dermed hans tilbagetræden, er oppositionen enedes om et Referéndum Revocatorio – dvs. folkeafstemning, der tilbagekalder hans præsidentembede. Det er så igen blevet mødt med mange obstruktioner fra TSJ og nu desuden fra CNE - Consejo Nacional Electoral – Det Nationale valgråd, der kontrolleres af regimet. Folkeafstemningsprocessen er blevet alvorligt obstrueret af vilkårlige skridt og reguleringer i et forsøg på at undgå et valg, som Maduro helt sikkert vil tabe ifølge meningsmålingerne.

Hvordan er det kommet det så vidt? Den venezuelanske krises natur

Hvordan er chavismo, en valgmaskine, der let vandt de fleste af alle valg de sidste 17 år, endt i denne situation, hvor et nyt valg skal undgås uanset hvad? Svaret ligger i den økonomiske model, som regimet har kørt og den alvorlige krise, den har medført. Den socialistiske økonomi baserede sig alene på olieeksport og fortsat høje priser på olien. I 17 år undlod chavismoen at sprede økonomien, og i stedet kunne man opleve lukning af tusindvis af industri- og handelsforetagender i takt med, at staten øgede sit greb om den økonomiske sektor, hvor man baserede sig på import frem for national produktion. Chávez’ død faldt sammen med, at det seneste olieboom sluttede, og Maduro stod tilbage med en regning, han ikke kunne betale.

Den venezuelanske krise er den værste i landets historie. Ifølge en nylig meningsmåling afholdt af Centro de Estudios Políticos de la Universidad Católica Andrés Bello (UCAB) opfatter 86 % af Venezuelas befolkning situationen som negativ. 62 % mener, at det kun vil blive værre de næste 12 måneder. Den største bekymring er knaphed på mad og medicin og så stigningen i kriminaliteten. Venezuelanerne har vænnet sig til lange køer for at få tilfredsstillet basale behov, hvor de fleste varer slet ikke er der selv efter at have tilbragt timer i køen. Over 60 % af befolkningen anklager regeringen og præsidenten direkte for krisen, og medens 51 % siger, de har tillid til Nationalforsamlingen, er det kun 26 %, der har tillid til præsidenten.

Selv blandt chavistas er støtten til regimet eroderet, hvor over halvdelen opfatter sig som tilhænger af den afdøde Chávez, med ikke af Maduro. I følge en undersøgelse foretaget af Venebarómetro ønsker 68 % af befolkningen et valg, der kan fjerne Maduro fra magten, og 61 % mener, han burde trække sig. Med hensyn til en folkeafstemning viser denne undersøgelse, at Maduro ville tabe 60 % mod 28 %. I forhold til TSJ mener 40 %, at der er tale om direkte boykot fra deres side, og yderligere 22 % bemærker udtrykkeligt, at TSJ handler på præsidentens vegne.

Fattigdommen er vokset til 48 % ifølge officielle data. Til sammenligning lå den på 45 % før Chávez i 1998. I følge andre vurderinger, udregnet af de tre mest anerkendte universiteter i Venezuela, er fattigdommen vokset til op mod 70 % af befolkningen. El Observatorio Venezolano de Conflictividad Social har registreret 21 gadeprotester dagligt, hvoraf de fleste drejer sig om vareknaphed, sociale forhold og kollaps i den offentlige service såsom elektricitet og vand, der begge kontrolleres af staten. De internationale reserver beløber sig til næppe mere end 12 millioner $, og inflationen er bedømt til at alt mellem 300 % og 1000 % i slutningen af 2016. Jobs, infrastruktur og livskvalitet er alt sammen forringet.

Hvor er vi, og hvor går vi hen?

2016 har været et år med krise og konflikt. Institutionelt er vi vidne til sammenstød mellem forskellige magtområder. Det ene – Nationallforsamlingen – går efter at kontrollere regeringen og presser på for politisk forandring. De andre fire, sammen med de altid tilstedeværende væbnede styrker, er optaget af at forsvare status quo og ride stormen af.

Det bliver mere og mere vanskeligt for regimet at forhindre oppositionens krav om folkeafstemning, efterhånden som MUD har overvundet alle forhindringer, der er lagt i vejen og opfyldt alle krav, der er nødvendige for at sætte en sådan konstitutionel proces i gang. Derfor har den bolivariske regering koncentreret sig om at udsætte en folkeafstemning til 2017. Ræsonnementet er, at venezuelansk lov kræver, at hvis Maduro må trække sig tilbage før 2017, skal der afholdes valg indenfor 30 dage for at vælge en ny præsident. Hvis der imod afstemningen finder sted efter 10. januar 2017, skal der ikke afholdes ny afstemning, og vicepræsidenten overtager posten resten af perioden frem til 2019. Det vil så holde chavismo ved magten uanset valgresultatet. Den tidligere formand for nationalforsamlingen og regeringspartiets stærke mand Diosdado Cabello har allerede fremlagt planen for, hvordan Maduro skal bringes tilbage til magten, hvis han taber afstemningen: Tilbagetrækningen vil foregå i 2017, og hvem der så end bliver vicepræsident vil herefter overtage posten og udpege Maduro til vicepræsident. Herefter vil han så trække sig tilbage, og Maduro som fungerende vicepræsident vil så igen tiltræde som præsident. Noget sådant er klart udemokratisk bondefangeri og langt væk fra konstitutionens ånd, men det er samtidig logikken i den ramme chavismo opererer inden for.

I mellemtiden uddybes krisen. Der er mangelsituationer alle vegne, og ikke engang det sorte marked kan levere basale varer og service til venezuelanerne. Kriminaliteten stiger. Plyndring af fødevarer og andre fornødenheder er i stigning med over 254 tilfælde i løbet af de første fem måneder af 2016. Samtidig øges politiets og de væbnede styrkers voldelige overgreb på fredelige demonstrationer med adskillige sårede og mindst tre dræbte i forskellige situationer i den seneste uge. Den institutionelle konflikt mellem Nationalforsamlingen og regeringens magtområder er også ved at nå et farligt niveau, hvor medlemmer af oppositionen i adskillige tilfælde angribes voldeligt ikke bare af militæret og politistyrker, men også af paramilitære grupper, der støtter regeringen, kaldt ”colectivos”, efter at præsidenten truer med at anklage medlemmerne for forræderi, efter de har hævdet deres ret til at tale i Organisationen af Amerikanske Stater.

Man stiller spørgsmålet, om Venezuela er inde i en overgangstid. Og så må man spørge til hvad? For tiden er det usikkert, om Venezuela bevæger sig fra et hybridagtigt regime til et mere autokratisk, eller om det er en langsom og vanskelig overgang til demokrati.

Der er mange udfordringer forude for Nationalforsamlingen og for det venezuelanske demokrati i særdeleshed. Den første og vigtigste er at løse den økonomiske krise, og i den forbindelse særligt at finde måder at gøre det på uden chokeffekter, der vil ramme det flertal af venezuelanere, der lever i fattigdom. At genopbygge effektive og ansvarlige demokratiske institutioner, underlagt klare regler og love, er en anden stor udfordring, ligesom rekonstruktionen af det politiske samfund i et land, hvor regering og oppositionspartier ikke har nogen relationer over hovedet og afviser at sætte sig ned og tale sammen.

Venezuela er inde i en brydningstid, og venezuelanerne ønsker forandring. Over 98 % af befolkningen foretrækker ifølge UCABs undersøgelse valg som den foretrukne måde at opnår denne forandring på. Venezuelanerne foretrækker at overkomme krisen på en fredelig, demokratisk måde og gennem et valg. Vil regimet fortsætte med at boykotte denne mulighed? Hvis det sker, hvad kan man så forvente i et land, hvor de sociale spændinger stiger dag for dag, og hvor regeringen synes ude af stand til at leve op til borgernes ønsker? Hvilken rolle vil Nationalforsamlingen spille i den proces og vil den i det lange løb kunne finde en måde at bruge sit store flertal på? Alt i alt er der tale om et meget farligt scenario, som i dag stiller flere spørgsmål end svar.

Oversat fra Open Democracy af Poul Petersen

Daniel Fermin er forsker ved Centro de Estudios Políticos Universidad Católica Andrés Bello i Caracas, Venezuela.