2025-plan og skatteforhandlinger
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 15. august 2016

 

Regeringens 2025-dilemma består i, at det økonomiske råderum kun rækker til enten en fremtidssikring af velfærden eller de krævede skattenedsættelser. Det rækker derimod hverken til regeringens egen liberale ønskedrøm om både styrket velfærd og skattelettelser eller til noget der har udsigt til politisk opbakning fra mindst 90 mandater. Både økonomisk og politisk kræver en blå 2025-plan med udsigt til blåt flertal derfor betydelige såkaldte reformer og effektiviseringer. Præcis derfor har været nødvendigt for Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen at nærstudere et katalog af ’uhyrligheder’.

På Venstres sommergruppemøde fandt statsminister Lars Løkke Rasmussen det nødvendigt at sige, at regeringens 2025-plan vil blive regeringens egen politiske ønskeseddel for fremtidens Danmark og ikke en plan for hverken Liberal Alliances eller Dansk Folkepartis politiske ønsker. Det, han derimod ikke sagde, var, at 2025-planen bliver en samlet plan for de ønsker til Danmarks økonomiske fremtid, som regeringen i lyset af de økonomiske fremtidsudsigter og ikke mindst de politiske vinde på Christiansborg og i befolkningen tør sætte næsen op efter.  

Hvad kommer der så til at stå på en sådan politisk ønskeseddel? Hvor langt tør regeringen gå med sine ønsker? Vi ved det endnu ikke. Meget tyder på, at regeringen til det sidste bakser med at få det politiske og økonomiske regnestykke til at gå helt op. Denne artikel forsøger at tegne et omrids af dette regnestykke.

2025-planens vigtigste tal: 90

Da Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, den 7. august opfordrede DF’s leder Kristian Thulesen Dahl til at samarbejde under efterårets mange forhandlinger om 2025-plan, skat og finanslov, viste det sig tydeligt, hvad Lars Løkke Rasmussens økonomisk-politiske regnestykke omkring 2025-plan handler om. Her stod det lysende klart – i hvert fald for Mette Frederiksen -, at det store spørgsmål for regeringen er, om 2025-planen først og fremmest skal være en plan for yderligere skævvridning af Danmark med topskattelettelser, mindre folkepension og dårligere velfærd, som erhvervslivet toporganisationer, Anders Samuelsen og Søren Pape på det nærmeste har indgået en musketer-ed om, eller om 2025-planen først og fremmest skal fremtidssikre det danske velfærdssamfund, som Mette Frederiksen appellerede til Kristian Thulesen Dahl om.

I den diskussion er den smalle Venstre-regering pinligt opmærksom på ét tal. De 90 mandater i Folketinget, som ingen af de to løsninger for indeværende kan mønstre. For regeringen er de 90 mandater det første og suverænt vigtigste tal i 2025-planen.

Gang på gang har Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen i det forløbne år kunnet konstatere, at der ikke er blåt flertal for hverken Samuelsen-Pape-vejen eller Thulesen-Frederiksen-vejen. De magiske 90 mandater, der kan redde en 2025-plan blot nogenlunde uskadt igennem diverse skatte- og finanslovsforhandlinger, mv., synes kun mulig, hvis regeringen gør 2025-planen til en plan med noget af begge dele. Både ulighedsskabende skattelettelser og sikring af velfærden.

Netop derfor har Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen hen over foråret og sommeren siddet og kigget på ’et katalog af ubehageligheder’, som Claus Hjort Frederiksen bramfrit kaldte det i et interview i TV2 i juni. Formålet med ubehagelighederne er tydeligvis at se, om ikke der kan skabes økonomisk råderum til lidt af begge dele. Eller mere præcist: Nok til både Anders Samuelsen, Søren Pape og Kristian Thulesen Dahl. Nok til at forlænge Lars Løkke Rasmussen politiske liv, give til Venstre-regeringen ekstra tid og måske tilmed give blå blok ny luft.  Spørgsmålet er blot, hvilken 2025-plan. 

Hvilke 2025-plan – hvilke ønsker og mål?

Løkke-regeringens 2025-plan vil sandsynligvis ligesom Thorning-regeringens 2020-plan blive bygget op omkring 3-5 nøje politisk udvalgte ’grundlæggende udfordringer’ for det danske samfund. Med udgangspunkt heri vil regeringen så i 2025-planen give opstille nogle prioriterede målsætninger for udviklingen af det danske samfund frem mod 2025. I forlængelse heraf vil planen udpege ’den nødvendige politik’ i form af de nøje udvalgte politiske ændringer, der skal tackle de politiske udfordringer, så de politiske målsætninger indfries.

Denne politik vil så blive gennemregnet som korrektioner på en forventet automatisk udvikling. Tilsammen vil den politisk korrigerede udvikling i økonomien udgøre regeringens ’plan’ for den økonomiske udvikling frem til 2025.

2025-planen vil bl.a. beskrive udviklingen i den private og den offentlige beskæftigelse, den samlede økonomiske vækst (målt i BNP), væksten i den offentlige velfærd (målt i vækst i rammen for det offentlige forbrug), mv. frem til 2025. Her vil man med andre ord kunne læse svarene på, hvor meget den fælles velfærd skal bløde for, at der kan blive råd til topskattelettelser, og hvor meget skal de offentligt ansatte effektivisere i de kommende år.

Thorning-regeringens 2020-plan pegede på tre store udfordringer for dansk økonomi:   

  • At forbedre den svækkede konkurrenceevne og forøge produktivitetsvæksten,
  • At øge andelen af befolkningen, som er i beskæftigelse, og øge arbejdstiden, selvom den demografiske udvikling med flere ældre trækker i den modsatte retning, og
  • At sikre plads til udvikling af den offentlige velfærd og investeringer i vækst inden for rammerne af sunde offentlige finanser.

Allerede før sommerferien løftede statsministeren sløret for, hvad Venstre-regeringen vil udpege som 2025-planens tre store udfordringer:

  • Vi er ikke gode nok til at skabe vækst og arbejdspladser.
  • Der er for mange på offentlig forsørgelse frem for i arbejde.
  • De offentlige finanser til fælles velfærd er historisk stramme. 

Det må forventes, at disse tre udfordringer vil kunne genfindes i 2025-planen, når den offentliggøres.

Venstre-regeringens mål med 2025-planen vil så blive at adressere disse tre udfordringer. Også her har statsministeren allerede fortalt lidt om sigtelinjerne for 2025-planen:

  • Vi skal øge produktiviteten i de private virksomheder bl.a. ved omlægning og sænkning af erhvervsbeskatningen, lavere topskat, effektiviseret politisk dimensionering efter politisk fastsatte markedsmekanismer af uddannelses- og efteruddannelse og ved at arbejde mere;
  •  Vi skal bl.a. skærpe kravene til de lediges jobsøgning, sænke skatten på arbejdsindkomst og måske udsætte folkepensionen for en masse folk;
  • Der skal skabes et øget råderum i den offentlige økonomi, så der bliver mulighed for at forbedre kernevelfærden. Vi skal have sundhed i verdensklasse, en tryg omsorg for ældre og gode uddannelser, som Lars Løkke Rasmussen har udtrykt det. Det skal formodentlig ske gennem en blanding af en lille vækst i det offentlige forbrug og en hel masse såkaldte effektiviseringer og omprioriteringer i den offentlige sektor, gennem bl.a. øget udlicitering, konkurrenceudsættelse og såkaldt ’god arbejdsgiveradfærd’, mv.

Regeringens økonomiske og politiske udfordringer

En sådan politisk doseret 2025-plan er ikke den letteste manøvre. Hverken økonomisk eller politisk. Både de økonomiske og ikke mindst de politiske udfordringer for regeringen er store. Udfordringerne er uendelig meget større end Liberal Alliances leder Anders Samuelsen ville være ved, da han i januar påstod, at en 2025-plan kunne laves på ’max. 5 timer’. Lodret mod bedre vidende påstod Anders Samuelsen dengang, at det at lave en 2025-plan bare var at tage regeringens økonomiske redegørelser og ’justere’ dem til 2025 ved bl.a. at indføje Liberal Alliances krav om topskattelettelser. Det er tydeligvis sådan, Liberal Alliance laver økonomisk politik og stiller krav til regeringen. Men det er ikke sådan, regeringen kan udarbejde en politisk forpligtende 2025-plan.

Venstre-regeringen har nemlig den udfordring, at en 2025-plan med sådanne politiske målsætninger skal hænge sammen både økonomisk og ikke mindst politisk. Derfor kræver 2025-planen både et omfattende økonomisk regne- og modelarbejde i Finansministeriet og en større politisk kabalelægning i regeringens inderkreds.

Med 2025-planen får Venstre-regeringen dermed svært ved at slippe ligeså let om ved tingene, som man for et år siden skrev regeringsprogrammet. Bl.a. belært af de skræmmende spor fra Thorning-regeringen valgte Lars Løkke Rasmussen at skrive et regeringsgrundlag, der hverken var ren Venstre-politik eller fælles blå politik, men noget midt imellem, som der ikke nødvendigvis var flertal for. Det vil sige et regeringsprogram uden klare løfter.  Det ses bl.a. tydeligt på både skatte- og velfærdsområdet.

På skatteområdet lovede regeringen i regeringsprogrammet at sænke skatten for de laveste arbejdsindkomster, og derudover påtog man sig, stærkt presset af Liberal Alliance at have en ’ambition’ om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 pct.point, selv om hverken DF - eller Venstre – var gået til valg på topskattelettelser.

På velfærdsområdet holdt regeringen sig i regeringsprogrammet til en blanding af store ord og ren Venstre-politik, selv om der åbenlyst ikke umiddelbart var politisk flertal for det. På velfærdsområdet lovede regeringen som en af topprioriteringerne ”en stærk kernevelfærd, hvor vi tager os endnu bedre af de syge og de ældre, og hvor vores børn får en god uddannelse”. Med andre ord et løft om bedre velfærd på de tunge udgiftskrævende velfærdsområder.

Med hensyn til økonomi og ressourcer til at indfri dette ambitiøse politiske mål lovede regeringen på god Venstre-vis at skaffe de tilstrækkelige midler til både skattelettelser og stærk kernevelfærd ved:

  • Nulvækst: ”at de styrbare offentlige udgifter i de kommende år holdes i ro.”
  • Reformer og omprioritering: ”løbende gennemføre reformer, omprioriteringer og effektivise­ringer, der frigør midler”.

Økonomisk var der en del usammenhængende liberal ønsketænkning i dette. Ifølge den nuværende 2020-plan vil regeringen skaffe ca. 10 mia. kr. til skattelettelser, hvis den vel at mærke ville være i stand til at forhindre enhver vækst i det offentlige forbrug. Men dermed skal velfærden sikres og forbedres alene gennem nye reformer, omprioriteringer og effektiviseringer, hvis indhold regeringsprogrammet intet siger om.

Nu skal 2025-planen give et præcist svar. 2025-planen skal både svare på, hvor meget der skal skaffes ved henholdsvis nulvækst, reformer, omprioriteringer og effektiviseringer og hvilke reformer, mv. der vil være tale om.

Regeringsgrundlaget er således uklart, når det drejer sig om, hvor mange penge regeringen vil skaffe og hvordan de skal skaffes gennem konkrete reformer, omprioriteringer og effektiviseringer. Anderledes klar er regeringsprogrammet, når det drejer om en formel for at bruge pengene i det politisk skabte økonomisk råderum. Her siger regeringsprogrammet, at når først pengene er skaffet, vil regeringen fordele det samlede økonomiske råderum ”ligeligt til indsatser på højt prioriterede velfærdsområder samt til at nedsætte skatter og afgifter”. 50% til at skabe ’stærk kernevelfærd’ og 50% til skatte- og afgiftsnedsættelser.

Regeringen har selv beregnet det ’automatiske’ økonomiske råderum frem til 2025 til i alt ca. 40 mia. kr. Hvis halvdelen heraf skal afsættes til at styrke kernevelfærd med ”sundhed i verdensklasse, en tryg omsorg for ældre og gode uddannelser”, er det imidlertid langtfra nok. Det er ifølge Finansministeriets egne beregninger ikke engang nok til at sikre uændret (skrantende) velfærd til stadigt flere børn, ældre og flygtninge, mv. Alene til at sikre uændret velfærd er der ifølge Finansministeriet brug for så godt som alle de 40 mia. kr., nemlig godt 37 mia. kr., svarende til en årlig vækst i det offentlige forbrug på 0,8 pct.

Dermed har både Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og andre gode finansministerielle argumenter for, at der med de eksisterende udsigter for det økonomiske råderum er der ingen penge til skattelettelser, hvis bare den nuværende velfærd skal sikres og fastholdes. Derudover mangler der mange penge, hvis kernevelfærden skal styrkes, som regeringen har stillet borgerne i udsigt.

Tilsvarende har Liberal Alliance og de konservative gode finansministerielle argumenter for, at det ’automatiske’ økonomiske råderum giver penge nok til omfattende skatte- og afgiftslettelser, hvis regeringen blot vil opgive velfærdsløfterne og insistere på nulvækst eller minusvækst på en procent om året, som Anders Samuelsen foreslår i Liberal Alliances 2025-udspil i en kronik i Berlingske Tidende.

Regeringens økonomisk-politiske dilemma består i, at det økonomiske råderum kun rækker til enten en fremtidssikring af velfærden eller de krævede skattenedsættelser. Det rækker derimod ikke til det miks af velfærd og skattelettelser, som regeringen har beskrevet i regeringsgrundlaget, og som kunne have udsigt til politisk opbakning fra mindst 90 mandater, og det rækker slet ikke til en forbedret kernevelfærd, som regeringen selv har lovet borgerne. Både økonomisk og politisk kræver en blå 2025-plan med udsigt til blåt flertal derfor betydelige såkaldte reformer og effektiviseringer. Præcis derfor har været nødvendigt for Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen at nærstudere et katalog af ’uhyrligheder’.

Offentligt forbrug afgørende

Men hvilke og hvor mange uhyrligheder kan og vil regeringen så vælge? Det vides endnu ikke i skrivende stund. Men det er givet, at valget af økonomiske rammer for det offentlige forbrug vil spille en afgørende nøglerolle. Det følger ikke blot af det begrænsede råderum. Det følger også af regeringens eget politiske ønske om en massiv vækst i den private beskæftigelse. Lader regeringen det offentlige forbrug vokse bare lidt og overlades økonomien til sig selv og verdensmarkedet, vil regeringen ikke få opfyldt sine politiske vækstmål for de private virksomheders vækst.

Regeringen vil helt sikkert indskrive et ønske om en massiv vækst i den private beskæftigelse frem til 2025. Et gæt vil være en vækst i de private job på den anden side af 200.000. Her kan regeringen passende sende en tak til Thorning-regeringen, som i 2012 gjorde det til et politisk 2020-mål at skaffe 1/3 af sin samlede vækst i den private og offentlige beskæftigelse på 180.000 gennem reform af kontanthjælp, førtidspension, osv. Disse reformer blev i vid udstrækning gennemført under Thorning-regeringen, og Løkke-regeringen kan nu kunne nyde godt af dem i sin 2025-plan.  Der vil regeringen indskrive ’arven fra Thorning’ i form af den beregnede fremtidige virkning af tidligere reformer af efterløn, pensionsalder, kontanthjælp, førtidspension, mv. i sin 2025-plan.

Til gengæld er der ikke ret meget at hente for Lars Løkke Rasmussen i en beregnet genopretning af de økonomiske konjunkturer. Finansministeriets egne beregninger siger 20 – 25.000. Samlet set vil regeringen formodentlig ikke have behov for nye reformer for at nå op på nogenlunde samme vækst i den samlede beskæftigelse som Thorning-regeringen på de 180.000. Men vil regeringen væsentlig højere op, og ikke mindst hvis regeringen vil sikre, at væksten i den private beskæftigelse overstiger 200.000 væsentligt frem til 2025, vil det stille krav om reformer, der udvider arbejdsstyrken og øger produktiviteten i de private virksomheder. Derudover vil det være nødvendigt, at regeringer stiller krav om, at den offentlige sektor ikke lægger beslag på for mange medarbejdere.

Dermed kommer udviklingen i det offentlige forbrug i en slags dobbelt fokus. For det første skal en nul- eller minusvækst i det offentlige forbrug bruges til effektivt at forhindre for mange i at have beskæftigelse i den offentlige sektor i de kommende år. For det andet vil nul- eller minusvækst i det offentlige forbrug være nødvendigt for, at de kommende års økonomiske råderum kan bruges til bl.a. skattelettelser.

Regeringens politiske ambition om en stærkt øget privat beskæftigelse vil således ikke blot kræve nye reformer knyttet til konkurrenceevne, produktivitet, mv. og reformer, der skaffer et øget arbejdsudbud. Det vil også kræve en meget stram offentlig økonomi, der kan sikre overflytning af arbejdskraft fra den offentlige sektor til det private.

Længere på literen

En meget stram ramme for udviklingen i det offentlige forbrug rimer til gengæld meget dårligt med regeringens løfter om at sikre og styrke kernevelfærden. Det rimer ikke politisk med Kristian Thulesen Dahl fortsatte henvisning til Finansministeriets bud på, at der skal en realvækst på 0,8 pct. årligt til alene for at sikre velfærden. Derfor rummer 2025-planen den særlige udfordring, at regeringen skal overbevise DF og helst også Socialdemokratiet om, at velfærden kan sikres inden for en langt strammere ramme. Nu skal regeringsprogrammets liberale ønsketænkning gøres politisk troværdig for både vælgerne, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Det vil regeringen formodentlig gøre ved i 2025 planen fremtrylle nye milliarder til offentlig velfærd, som vel at mærke ikke består i ekstra penge. Der skal med henholdsvis Finansministeriets og statsministerens ord ’frigøres’ milliarder af kroner ved at den offentlige sektor ’kører længere på literen’.

Derfor er der al mulig grund til at forvente, at Løkke-regeringen, ligesom Thorning-regeringen gjorde det, vil lave en plan, der hævder at sikre velfærden gennem tilstrækkeligt store effektiviseringer i den offentlige sektor. Dette vil formodentlig føre regeringen til en 2025-plan med tocifrede milliardeffektiviseringer i den offentlige sektor på øget konkurrenceudsættelse, ’god arbejdsgiveradfærd’, mv. I aftalerne om kommunernes økonomi for 2017 er der allerede taget hul på dette på det kommunale område.

Men det vil formodentlig ikke være nok. Regeringen får også brug for andre nye reformer, der hævder at kunne få danskerne til at arbejde mere. Ikke mindst fordi Lars Løkke Rasmussen tilsyneladende har valgt at afsætte ekstra milliarder til politi og terrorbekæmpelse for ad den vej at levere en del af betalingen til Dansk Folkepartis ønske om ’styr på tingene’.

Uhyrligheder

På denne baggrund forekommer det indlysende, at der på ingen måde var tale om en fortalelse, endsige en Freud’sk fortalelse, da Claus Hjort Frederiksen kaldte det, som CEPOS og Venstre under andre omstændigheder vil kalde liberale ønskedrømme, for uhyrligheder. Claus Hjort Frederiksens katalog rummer nemlig næsten udelukkende forslag, som vælgerne - blå som røde – nærmest spontant vil rubricere som uhyrligheder: At fjerne efterlønnen helt, at udsætte folkepensionen endnu et år, at jagte de arbejdsløse endnu mere, at skære ned på velfærden, osv.

Netop fordi vælgerne ser det som uhyrligheder, ønsker Claus Hjort Frederiksen og Venstre-regeringen mest muligt at tale vælgernes sprog. Dermed bliver det nødvendigt for regeringen at lægge afstand og selv fralægge sig mest mulig politisk ejerskab til de reformkrav, der skal skabe økonomisk råderum til bl.a. topskattelettelser. Lars Løkke Rasmussen ved udmærket, at det aldrig bliver en folkesag f.eks. at tage folkepensionen fra folk for at få råd til topskattelettelser. Det er svært at slippe ustraffet fra. Derfor må ansvaret og aben deles ud på andre. Derfor forsøger regeringen ihærdig at sende et forhåndsbudskab om ’Anders Samuelsens uhyrligheder’.

Men det, der på forhånd kan tørres af på andre, kan ikke uden videre skrives ind i regeringens 2025-plan uden samtidig at gøre planen og forslagene til regeringens egne.

Netop derfor bliver det ekstra spændende at se, hvilke og hvor mange ’uhyrligheder’ regeringen ender med at skrive ind i 2025-planen, og om regeringen også her vil forsøge sig med et armslængde-princip ved ikke direkte at stå på mål for de konkrete reformforslag, men i stedet nøjes med at fokusere på det ekstra råderum der bringes til veje, så bl.a. løfterne om betydelige topskattelettelser kan indfries. Her sættes regeringen virkelig på prøve. Det er præcis her regeringens allersvageste punkt er. Nødvendigheden af at stå på mål for ’uhyrligheder’ for at kunne finansiere ikke nødvendigvis populære topskattelettelser, mv.

Thulesen Dahls genistreg

Kristian Thulesen Dahl har for længst fået øje på netop dette svage punkt. Derfor sætter han ind præcis her for at få gennemført mest mulig DF-politik. Hans seneste benspænd for en 2025-plan med topskattelettelser på bekostning af den fælles velfærd sætter f.eks. præcis ind her og gør det langt mere raffineret end Mette Frederiksens det ultimative nej til skattelettelser, som Thulesen Dahl tydeligvis snor sig grundigt og længe for ikke at tage i sin mund.

Thulesen Dahls genistreg består i, at han og det øvrige DF spiller præcis det reformkort, som adskiller sig fra de øvrige reformuhyrligheder ved ikke nødvendigvis at ses som en uhyrlighed af mange blå vælgere, nemlig udlændingekortet. Thulesen Dahl spiller det tilmed så stort og populistisk, at han på forhånd ved, at regeringen ikke eller kun yderst vanskeligt vil kunne matche det som ’betaling’ for DF’s accept af topskattelettelser. Han er tilsyneladende pinlig bevidst om, at netop fordi kortet ikke er et uhyrlighedskort for de blå vælgere, er det et politisk uhyrlighedskort for en tydeligt brandirriteret regering. Det er alt andet end det optimale grundlag for Lars Løkke Rasmussen at risikere et folketingsvalg på. Netop derfor satser Thulesen Dahl stort på, at det kan være et trumfkort for DF.

DF’s  ’kræv det politisk umulige’- strategi blev indledt af Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, da han bad regeringen opsige alle centrale menneskerettighedskonventioner og begynde at diskriminere på grundlag af religion og nationalitet.  Søren Espersen genfremsatte et tidligere DF-forslag om totalt stop for indvandring fra de 53 lande, der har et muslimsk befolkningsflertal i en periode på fire-seks år, selv om Thulesen Dahl i mellemtiden har afvist at blande religion sammen med indvandring og statsborgerskab og placeret DF på Venstres linje med at begrænse indvandringen fra de ”ikke-vestlige lande”.

På DF’s sommergruppemøde blev Søren Espersens krav om et stop for muslimer i Danmark så erstattet af fem krav, der er mindst ligeså langt fra 90 mandater:

  • Grænsekontrollen skal gøres permanent og udbygges (i strid med Danmarks forpligtigelser i henhold til Schengen-reglerne);
  • Der skal laves straksbehandling af asylansøgere ved grænserne. Kommer asylansøgerne fra et sikkert land som f.eks. Tyskland, afvises de umiddelbart (i strid med danske EU-forpligtigelser i henhold til den Dublin-konventionen, som Danmark har tilsluttet sig);
  • Et radikalt brud med den vedtagne integrationslovgivning og trepartsaftalen om integration, så integration erstattes af hjemsendelsesplaner, så flygtninge forberedes til at kunne vende tilbage til det land, som de kommer fra.
  • Alle personer med midlertidigt ophold i Danmark skal fratages mulighed for at optjene ret til dagpenge på lige fod med danskere i henhold til gældende dagpengelovgivning;
  • Danmark skal frigøre sig fra internationale menneskerettighedskonventioner (i strid med både gældende dansk lovgivning og forpligtigelser som EU-medlemsstat)

Dermed ligger aben godt og grundigt hos Lars Løkke Rasmussen. Skal han forsøge at demontere DF-bomben ved at gå offensivt til modangreb mod DF-forslagene og i stedet prøve at præsentere en 2025-plan med helt andre forslag til en væsentlig reduktion af flygtningeudgifterne i de kommende år i håb om, at det trods alt kan bane vejen for en bred aftale med DF og eventuelt også Socialdemokratiet, som så kan bruges til at banke Anders Samuelsen og Søren Pape ned i passende politisk størrelse? Eller skal han lave en 2025-plan med en passende stak uhyrligheder, der er stor nok til at finansiere både topskattelettelser og et tilbud til DF om et lille løft i det offentlige forbrug og en politisk hensigtserklæring om styrket velfærd for pengene?

Noget tyder på, at Thulesen Dahls trumfkort er stærkt nok til at presse Lars Løkke Rasmussen til begge dele. I så fald kan Mette Frederiksen godt glemme den fælles velfærdsfront og begynde at overveje, hvem hun så vil bekæmpe ’uhyrlighederne’ og forsvare velfærden sammen med.