Det politiske og Gramscis aktualitet
Af Gert Sørensen

Offentliggjort: 15. august 2016
Denne artikel er koblet til temaet: Tema om Antonio Gramsci (1891-1937) . Klik på temanavnet for at se mere

Fra Antikken har vi arvet en forestilling om politik som en aktivitet, der retter sig mod ‘det gode styre’ i bystaten (polis). Men vi har også medtaget fra det 20. århundredes verdenskrige og autoritære regimer en Carl Schmitts korrektiv, at politik forud for alt andet handler om at identificere ven og fjende. I det første tilfælde knytter politik an til etik. I det andet får politik en autonom status i forhold til spørgsmålet om godt og ondt. Antonio Gramsci (1891-1937), der havde mærket det forrige århundredes dramatiske begivenheder på sit krop, trak derimod på Machiavellis realpolitiske republikanisme. Han så det afgørende i ‘demokratisk’ at klarlægge forholdet mellem de, der regerer, og de, der regeres, i en verden, som han selv kalder ”stor og frygtindgydende og kompliceret”,[1] og som ikke altid efterkommer vore forventninger. Det er dette dilemma, som Gramsci tænker i.

Hvad skal vi så stille op med Gramsci? Hver generation må tage stilling til kulturhistoriens store biblioteker af markante tænkeres efterladte skrifter. En sådan fortløbende boopgørelse hører sig til i ethvert politisk og teoretisk arbejde. Det gælder også i forhold til Gramsci, der ellers hører til i en periode af Italiens nyere historie, hvori landet blot nogle få årtier forinden var blevet samlet til én samlet stat som en af de sidste i det europæiske system af nationalstater og var på vej til at blive et industrisamfund. Selv blev Gramsci født på det tilbagestående Sardinien, der indtil Samlingen af de mange små stater på den italienske halvø var en del af il Regno di Sardegna, hvis vigtigste og mest dynamiske region var Piemonte i den nordvestlige del af det nuværende Italien. Det var derfor naturligt for den unge sarder at tage til Torino, det gamle sardiske kongeriges hovedstad, for dér at uddanne sig og blive politisk vakt i Det italienske Socialistparti, PSI. Det var imidlertid ikke universitetet, der kom til at danne ramme om denne intellektuelle modningsproces. Det var snarere byens altdominerende virksomhed Fiat med dens militante arbejderklasse, der konfronterede Gramsci med det foreløbige højdepunkt i den kapitalistiske produktionsmåde og skulle præge hans videre kurs.

Første verdenskrig og den russiske revolution i 1917 blev udslagsgivende for en hel generation på begge de politiske fløje. Der åbnede sig i kølvandet af disse begivenheder en fremtid – og det var tilfældet både i Italien og i det øvrige Europa –, hvis nærmere indhold ikke lige kunne bestemmes, selv om de ideologiske bud på en sådan fremtid ikke lod vente på sig. Gramsci oplevede som aktivistisk journalist i årene 1919-1920 på bl. a. L’Ordine Nuovo storstrejker og fabriksbesættelser. Perspektivet om ‘at gøre som i Rusland’ blev dog hurtigt forpurret og blev heller ikke aktualiseret af dannelsen i januar 1921 af Italiens Kommunistparti, det senere PCI, som Gramsci var med til at stifte. De samfundsmæssige styrkeforhold var for ugunstige til et udfald i den retning. Tværtimod begyndte de fascistiske tæskehold, de såkaldte squadre d’azione, allerede i efteråret 1920 at terrorisere deres modstandere og få den også fysiske kontrol med territoriet, hvilket skulle bringe Mussolini til magten i oktober 1922 og bane vejen for et autoritært regime. Gramsci blev selv ramt af den øgede repression, da undtagelseslovgivningen fra 1925-1926 gav det også juridiske grundlag for at fængsle ham. Det var i denne periode frem til 1935 og med disse konkrete politiske og historiske erfaringer som afgørende omdrejningspunkter, at Gramsci nedskrev sine optegnelser fra fængslet, de såkaldte Quaderni del carcere.

Man kan på den baggrund spørge, hvad Gramsci siger os i vor tid, præget som den er af et komplekst miks af globalisering, neoliberalisme, deregulering, migration, terrorisme og miljø. Svaret må imidlertid forblive skitseagtigt. Men indledningsvist kan man svare, at selve udtrykket ‘i vor tid’ er lidt uklart. I denne henseende kan det være svært at præcisere, hvornår vor nutid egentlig begynder. Snarere forholder det sig sådan, at den tid, vi lever i, er sammensat af mange tidsforløb, der signalerer forskellige samfundsmæssige processer og lag. Der er forandringer, som er til at få øje på, men der er også niveauer, hvor forandringerne er mindre synlige men ikke derfor mindre insisterende i forhold til de første årtier af det 20. århundrede. Gramsci skelner i øvrigt selv i sin analyse af historien mellem de konjunkturbestemte og de mere organiske bevægelser.[2] Man kan hævde, at spørgsmålet om hans relevans falder inden for den sidste type. I denne henseende forekommer mange af de politiske begreber om stat, historisk blok, civilsamfund, intellektuel herredømme, hegemoni, passiv revolution, som Optegnelserne har udviklet i et næsten encyklopædisk omfang, fortsat brugbare - omend ikke tilstrækkelige. For det første leverer de en diagnose af den samfundsformation, den historiske blok, som den kapitalistiske produktionsmåde udgør den økonomiske basis i, og for det andet udpeger de betingelserne for de alternativer, som historien altid har budt på med dens indbyggede agonier mellem produktion og samfundsmæssige styrkeforhold, mellem nationalstat og økonomisk internationalisme, mellem magt og frihed, mellem konformismer og normbrydende livsformer, mellem fremskridt og stagnation, mellem det private og det fælles og mellem ulighed og lighed.

Den organiske krise

Et sted kommenterer Gramsci børskrakket i New York i 1929, der for ham havde antaget ”form af en katastrofe”, og spørger ind til, hvornår krisen egentlig begyndte. Han afviser dem, der henviser til et bestemt årstal. Et sådant fokus på en synlig begivenhed kan være rigtig i forhold til de overfladefænomener, der får nogle allerede foreliggende tilstande til at accelerere. I hans optik var der ikke tale om en begivenhed men om et forløb: ”Man kan sige, at krisen som sådan ikke har nogen begyndelsesdato, men kun nogle mere iøjnefaldende ‘fremtrædelsesformer’, der fejlagtigt og tendentiøst bliver identificeret med krisen”. I denne henseende var krakket blot det mere fortættede udtryk for det forhold, at kapitalismen var og er ”en ‘fortsat krise’”, hvori der med mellemrum indtræder ”begivenheder, som man giver den særlige betegnelse ‘krise’, og som er mere eller mindre alvorlige alt efter det større eller mindre antal stabiliserende elementer, der gør sig gældende”.[3]

Gramsci var frem til fængslingen i 1926 optaget af partianliggender i forbindelse med opbygningen af PCI og derfor meget bundet til marxismen-leninismen som Den kommunistiske Internationales officielle doktrin. Der var derfor i dette regi visse forventninger til den russiske revolutionsmodels universelle gennemslagskraft. I sit senere værk måtte Gramsci imidlertid revidere dette syn. Det kom da også til i højeste grad at handle om de ‘stabiliserende elementer’, der blev sat ind med i den fremherskende samfundsformation, men som også forpurrede det kommunistiske revolutionsperspektiv. I stedet fik man forskellige eksempler på, hvad Gramsci kaldte passive revolutioner, der vidnede om samfundsformationens fortsatte evne til at mutere og håndtere krisen uden dog at eliminere dens kilder.

I Italien kunne Gramsci for det første iagttage, hvorledes fascismen havde held til at omorganisere magtens forskellige træk af herredømme og hegemoni med nye former for direkte repression og med nye initiativer, der samtidig skabte en bred folkelig konsensus. For det andet blev han vidne til, hvorledes denne omorganisering af magtens mål og midler i vid udstrækning opløste det civile samfunds sidste selvstændige organisationer og fjernede ethvert afsæt for politiske alternativer. Og for det tredje kunne han se, hvorledes regimet i begyndelsen af 1930 indledte en krisepolitik, der førte til en nationalisering af banker og sværindustrielle virksomheder.

I Amerika pegede fordismen (industrisamfundets højeste produktionsform) på en tilsvarende ny økonomisk og etisk-politisk cyklus, der på grundlag af en disciplinering af arbejdskraften og med løfter om højere løn og øget vareudbud også fik konsekvenser for arbejdernes adfærd og forbrugsmønstre uden for fabrikkerne.

På den baggrund læser Gramsci sin samtid snarere i lyset af, hvad han kalder en ‘autoritetskrise’ eller en ‘organisk krise’, der med Fængseloptegnelserne’s ordvalg omfatter hele den historiske blok af økonomiske strukturer og politiske og kulturelle overstrukturer. Et kriseperspektiv i dette regi, der klart lægger op til en modificering af den skråsikre analysemodel i Komintern, slår snarere ned på det forhold, at det gamle tilsyneladende har svært ved at slippe taget, mens det nye mangler udveje.

Den store politik

Det helt centrale politiske spørgsmål, som Gramsci stiller, og som også præciseres af det begrebslige vokabularium, som han udvikler i sit hovedværk, lyder: ”Ønsker man, at der altid skal være regerede og regerende, eller ønsker man at skabe betingelserne for, at selve nødvendigheden af, at denne deling eksisterer, forsvinder? Går man med andre ord ud fra den forudsætning, at menneskeslægten er underkastet en evig deling, eller mener man, at denne deling blot er et historisk fænomen, der afspejler bestemte betingelser?”.[4] I al sin enkelhed er dette det afgørende spørgsmål i det, som Gramsci et sted kalder den store politik med henvisning til spørgsmål, der vedrører ”grundlæggelsen af nye stater, bevarelsen og forsvaret af organiske strukturer i deres helhed”, og spørgsmål ”vedrørende diktatur og hegemoni i bred forstand”.[5]

I modsætning til ‘den lille politik’, der tager sig af de dagligdags spørgsmål inden for rammerne af en allerede eksisterende og konstitueret historisk blok, tager den store politik fat på selve de konstituerende processer, der overordnet udstikker koordinaterne for de enkelte staters indretning af deres styreformer og institutionelle apparater. Den store politik indeholder i Gramscis udlægning imidlertid også noget af det, der har at gøre med forholdet mellem de enkelte stater, hvorfor det også indeholder aspekter af, hvad vi normalt lægger i ordet storpolitik. De interne anliggender i en stat kan derfor ikke isoleres fra den internationale kontekst, som i vid udstrækning bliver medbestemmende for karakteren af staterne indretning. Dette forhold havde Gramsci et klart blik for i sine analyser af den italienske nationbuilding i midten af 1800-tallet.

Ved at fokusere på forholdet mellem de, der regerer, og de, der regeres, griber Gramsci fat i det gamle spørgsmål om styreformenes forskellighed og genoptager dermed indirekte et af Aristoteles’ temaer fra dennes Statslære. Heri kan man læse følgende, der kan være værd at indprente sig i denne sammenhæng: ”Da ethvert politisk fællesskab består af regerende og regerede, må vi nu undersøge, om de regerende og de regerede bør skifte eller de hver for sig bør indtage deres respektive stillinger hele livet igennem. Det er jo klart, at opdragelsen må rette sig efter, hvorledes vi besvarer dette spørgsmål. Hvis nu den ene gruppe mennesker var ligeså forskellig fra den anden, som Guder og Heroer menes at være fra mennesker […], så at de regerendes overlegenhed var uomtvistelig og åbenbar for undersåtterne, er det klart, at det var bedst, om de samme mennesker indtog den samme stilling altid, således at nogle regerede, andre regeredes én gang for alle. Men da dette ikke er let at opnå og da der heller ikke findes mennesker, der overgår andre […], er det indlysende, at det af mange grunde er nødvendigt, at alle på samme måde har adgang til at regere og til at blive regeret skiftevis”.[6]

Med sit oprindelige udgangspunkt i den græske polis handler politik ikke kun om styreformer og staters opbygning men også om præferencer. Der kan ikke herske tvivl om, at Aristoteles på dette sted foretrækker den demokratiske og republikanske orden. Gramsci har næppe beskæftiget sig nærmere med den politiske Aristoteles. Men selve diskussionen om det natur- over for det historieskabte forhold mellem ‘de regerende’ og ‘de regerede’ har Gramsci hentet fra en af den moderne politiske videnskabs grundlæggere Gaetano Mosca, der behandler dette tema i Elementi di scienza politica (1896), og som i sin bog demonstrerer sit kendskab til den græske filosof. Fra samme Mosca og ikke uden betydning her henter Gramsci en forestilling om ‘den demokratiske tendens’, som han ønsker fremmet i samfundet og ikke mindst i uddannelsessystemet med dets fokus på opdragelsen (som Aristoteles også henviser til i det anførte citat): ”Den demokratiske tendens kan grundlæggende ikke kun betyde, at en arbejdsmand bliver faglært; den betyder også, at enhver ‘samfundsborger’ kan blive ‘regerende’, og at samfundet, om end ‘abstrakt’, giver den enkelte de generelle betingelser for at blive det. Det politiske demokrati tenderer mod et sammenfald mellem regerende og regerede (i betydningen af regering med de regeredes konsensus) ved at sikre, at alle regerede gratis kan tilegne sig den kunnen og det almene tekniske beredskab, som målet kræver”.[7]

I denne formulering kommer politik til at handle om at skabe de bedste betingelser ikke bare for produktionen af goder og viden via en opkvalificering af arbejdskraften og en udbygning af uddannelsessystemet men også for sikringen af den sociale retfærdigheds udbredelse. Det bliver da tydeligt, at det politiske har en baggrund i etikkens universelle principper. Men Gramsci med hele hans historiske ballast i erfaringerne fra fascismen og stalinismen vidste, at politik også handler om en magt, der i sikkerhedens og stabilitetens øjemed ikke holder sig tilbage fra at bruge tvang og vold og på dette grundlag lukker sig om sig selv. Konsekvensen heraf er, at den etiske fordring, der ligger i magtens mere hegemoniske sider, undermineres, hvis den da ikke suspenderes, og at den demokratiske og republikanske orden degenererer til diktaturer og autoritære herredømmeformer. Samfundets principielle varetagelse af det universelle kolliderer på den måde med hensynet til magthavernes statsræson. Det kan på den baggrund ikke forbavse, at Machiavelli, der i sine hovedværker Il Principe og Discorsi tematiserede både det realpolitiske moment og det republikanske perspektiv, var en anden af Gramscis foretrukne kilder til udviklingen af hans politikbegreb og hele forestillingen om den fortsatte kamp mellem hvilke former for herredømme og hvilke former for hegemoni, staten skulle indrette sin regulering af forholdet mellem de regerende og de regerede efter. 

Den neoliberalistiske vending

Der er i dag bred enighed i analyserne af den kapitalistiske samfundsformations udvikling efter anden verdenskrig, at der efter den nazi-fascistiske katastrofe og de fortsatte trusler fra den sovjetkommunistiske blok blev indgået en form for social kontrakt mellem kapital og arbejde. Den engelske historiker Eric Hobsbawm har talt om en golden age[8] med henvisning til de ikke bare økonomiske men også sociale forbedringer, der lå i velfærdsstatens udligningspolitik. I store træk holdt denne model, dog ikke uden indre spændinger, frem til sidste halvdel af 1970erne. Med Østblokkens stagnation og lanceringen af det neoliberalistiske evangelium, der også blev til konkret politik i Reagans USA og Thatchers Storbritannien op igennem 1980erne, kom det til et brud på denne linje. For det første satte der en global dereguleringsbølge ind, der førte til en ensidig opsigelse af kontrakten, og som langsomt tømte det politiske for sit centrale anliggende, nemlig at garantere de bedst mulige betingelser for produktion, social retfærdighed og sikkerhed, ved at flytte den afgørende beslutningsmyndighed på disse felter over i de internationale koncerners og bankers direktionslokaler. Denne her skitserede proces forløb for det andet parallelt med, at staten og dens apparater udviklede konceptet for, hvad man har kaldt New Public Management, som har forvandlet socialstaten til en konkurrencestat og været et ganske effektivt redskab til at justere den offentlige udgiftspolitik i forhold til markedets krav. De frenetiske omlægninger har imidlertid også bidraget til at svække eksempelvis skatteligningen og dermed begunstiget skatteunddragelse og social udstødning.

Et tredje forhold, der har karakteriseret de sidste 30-40 års udvikling, vedrører de elektroniske medier og deres logiks omformning af den politiske kommunikation og adfærd. I den europæiske sammenhæng er Silvio Berlusconi og hans private, reklamefinansierede tv formentlig det klareste udtryk for denne omvæltning. Dette italienske case kan føres tilbage til Murens Fald i 1989 og de store korruptionsskandaler i begyndelsen af 1990erne, der fældede den gamle politiske klasse. Dermed forsvandt også de store ideologiske fortællinger, defineret af de toneangivende partier, det kristendemokratiske DC, det socialistiske PSI og det kommunistiske PCI, der havde skabt grundlaget for dannelsen af det nye demokratiske og republikanske Italien efter fascismen. Berlusconi havde dog allerede fra begyndelsen af 1980erne grundlagt sit medieimperium og rådede dermed over betydelige økonomiske og symbolske ressourcer, der efterhånden skulle fratage den statslige public service station, Rai, monopolet på området.

Da Berlusconi indledte sin egentlige politiske karriere og vandt valget i 1994, blev det indledningen til en periode, hvori vare- og forbrugersamfundets marketingsafdelinger leverede modellen for de politiske budskaber. De lange programtaler og resolutioner, der tegnede den tidligere partikultur, blev nu afløst af de kortfattede slogans, der gjorde sig på skærmen. Den intellektuelle, der af den sene Gramsci, blev gjort til en vigtig frontfigur ikke bare i den politiske kultur, var nærmest overflødig. Den ræsonnerende og argumenterede diskurs, grundtalen i det moderne oplysnings- og uddannelsesprojekt, måtte vige for one-liners, flygtige populistiske stemninger og ufuldstændige for ikke at sige fejlagtige informationer, der underminerede enhver form for sammenhængende og perspektiverende samfundsforståelse. Ganske vist lancerede Berlusconi sit politiske kandidatur som leder af det nystiftede parti Forza Italia med henvisning til en ny fortælling om liberalismens fortjenester (mere frihed, mindre stat), hvilket kortvarigt fik flere prominente intellektuelle til at bakke op om hans projekt.

Men virkeligheden meldte sig hurtigt. Fremfor at bane vejen for de universelle principper, der måtte ligge i liberalismen med mere vægt på det liberale end på det liberalistiske, lukkede Berlusconi snart sin magt omkring sig selv og fik skabt et hierarki af medløbere omkring sig med det ene mål for øje at sikre sine egne økonomiske interesser mod de retssager, der blev indledt mod ham for korruption og skattesvig. De gamle ideologiers tale om ‘klassen’ og ‘folket’ som det historiske subjekt forsvandt med den postindustrielle vending og med globaliseringens nye arbejdsdelinger på tværs af grænserne. ‘Klassen’ og ‘folket’ blev opløst i deres klassiske indhold. I sin retorik henvendte Berlusconi sig typisk bare til ‘folk’[9], de voksende mellemlag, hvis konturer som borgere i et fællesskab var blevet udvisket af en individualisme, der satsede på mediesamfundets mange uindfriede løfter.[10]

Det tredobbelte anslag mod det politiske fra markedsøkonomien, fra staten med dens bureaukratiske træk samt fra mediernes på én gang uhæmmede stimulering af behovene og permanente kapitulering over for de hurtige og forenklede meninger har sat de europæiske socialstater under et meget stærkt pres og svækket partierne bag disse for i stedet at bane vejen for diverse populistiske bevægelser, der har eller får svært ved at holde, hvad de lover. Denne reduktion af parlamenterne til et ekspeditionskontor for beslutninger, der er taget andre steder, har åbnet et klart postdemokratisk perspektiv.[11] Den seneste års terror og migration har derudover sat ekstra fokus på hensynet til sikkerheden i et sådant omfang, at retsstatens og de internationale konventioners universelle principper er blevet delvist ophævet. Et land som Frankrig har efter begivenhederne i Paris og Nice ligefrem set sig nødsaget til at indføre undtagelsestilstand, som den italienske filosof Giorgio Agamben har advaret imod, fordi en sådan magtdemonstration har en tendens til at ramme andre områder af samfundslivet end dem, som indgrebet oprindelig var møntet på.[12]

Det machiavelliske moment

Den tilbagerulning af det politiske, det politiske vakuum, som disse centrifugale kræfter har skabt, har i kraft af sit omfang klare træk af, hvad Gramsci kaldte den store politik, for så vidt den langsigtede politik, som efterkrigstidens politiske eliter udstak i forhold til velfærdsstaten og det europæiske samarbejde, nu truer med at implodere og flade ud i den lille politiks kortsigtede løsninger. Der er imidlertid enkelte tegn, der kan tyde på, at neoliberalismen ikke længere kan mønstre den samme autoritet og opbakning.  Den accelererende ulighed mellem verdens rige og fattige har den franske økonom Piketty allerede demonstreret med al ønskelig tydelighed i sit foreløbige hovedværk Le capital au XXIe siècle fra 2013. Selv IMF finder, at den stramme tyskinspirerede budgetmodel ikke er den rette vej ud af den europæiske krise. Men spørgsmålet er om den eksisterende historiske blok med dens særlige prioriteringer vil være i stand til at sikre både bæredygtig vækst og social stabilitet uden at det politiske felt retableres som stedet, hvor den store politik atter diskuterer og effektuerer andre udviklingsmuligheder end de aktuelt praktiserede, der ligner en egentlig katastrofekurs. Den nødvendige faglige indsigt findes ellers rundt omkring i de store overskudslagre af uudnyttet viden, men de kollektive viljer er spredte og desorienterede nu, hvor partierne, der tidligere organiserede det civile samfund og omsatte forventningerne i mere langsigtede reformer, har mistet deres tiltrækningskraft. I stedet er vi vidner til, at den socialt ubearbejdede utilfredshed i befolkningerne snarere bliver opfanget af de højestbydende.

Til sammenligning har mange af de bevægelser, vi har set opstå de seneste mange år, været kortvarige og modsigelsesfyldte. Det gælder det græske Syriza, der er et lærestykke i, hvor hurtigt et initiativ ‘fra neden’ kan tømmes for fremdrift og bliver en integreret del af den organiske krise fremfor et bud på dens forsvinding. Eksemplarisk i denne sammenhæng var de åbenlyse vanskeligheder, som den tidligere græske finansminister Varoufakis havde med at overbevise den såkaldte Eurogruppe om sine forslag til en sanering af den græske statsgæld. Til gengæld fik man indsigt i, hvorledes gruppen, der består af eurolandenes finansministre, har en ganske uformel struktur uden legitimitet. Møderne foregår bag lukkede døre og efterlader ingen mødereferater. Den europæiske offentlighed holdes dermed hen i uvidenhed, om hvad der egentlig foregår, men må til gengæld leve med følgerne af de trufne beslutninger.

Derimod kan der være grund til at se med bekymring på, hvordan højrepopulistiske partier og bevægelser vinder frem og har vundet bred konsensus på kortsigtede nationalistiske budskaber, der lader hånt om de erfaringer, vi også har, om, at det politiskes store scene allerede er flyttet fra nationalstaten til internationale fællesskaber som EU. Gramsci kan over for disse udsigter tjene til at fastholde den store politiks udsyn og dermed nødvendigheden af at formulere og organisere de alternativer, der skal til for finde vej ud af den organiske krise, som vi befinder os i, og som også siger os, at vi er hastigt på vej væk fra noget, uden at det står os helt klart, hvor vi er på vej hen. Først igennem denne erkendelse kan vi supplere fornuftens pessimisme med viljens optimisme.


[1] A. Gramsci, “Un vandalo” (1917), i Id., La Città futura. 1917-1918 (red. S. Caprioglio), Torino: Einaudi, 1982, s. 10.

[2] A. Gramsci, Fængselsoptegnelser (udv. & overs. m. komm. G. Sørensen), København: Museum Tusculanum, 1991, s. 264.

[3] Id., s. 318-20.

[4] Id., s. 315.

[5] Id., s. 256.

[6] Aristoteles, Statslære,  (da. overs. W. Norvin & P. Fuglsang; citatet her er gengivet i moderne dansk retskrivning), Gyldendal: København, 1946, s. 346-47.

[7] A. Gramsci, Quaderni del carcere (red. V. Gerratana), Torino: Einaudi, 1975, s. 1547-48.

[8] E. Hobsbawm, Age of Extremes. The Short Twentieth Century, London: Michael Joseph, 1994.

[9] Om brugen af det italienske ord gente for ‘folk’ se G. Sørensen, Berlusconi og den moderne fyrste. Om demokratiets tilstand i et land i Europa, København: Museum Tusculanum, 2008, s. 165-66.

[10] I nyere italiensk politisk filosofi tales der om ‘mængden’ (multitudo), der er skabt som et resultat af den globale neoliberalismes herredømme- og hegemoniforhold, men som også i sin tvetydighed indeholder nogle resistente træk, som mulige alternativer kan vokse ud af. En ‘mængde’ har i denne henseende en mindre homogen karakter end en ‘klasse’. Men den kan heller ikke slet og ret sammenlignes med en anonym ‘masse’, da den har en mere mobil og flydende karakter og ofte vil være sammensat af individer for ikke at sige individualister med vidt forskellige baggrunde og interesser, som via eksempelvis de sociale medier forenes i en bestemt målrettet og ofte tidsbegrænset handling og derefter spredes. Se A. Negri & M. Hardt, Empire, Harvard U.P.: Cambridge, Mass., 2000. P. Virno, Grammatica della moltitudine. Per una analisi delle forme di vita contemporanee, Rom: DeriveApprodi, 2002.

[11] C. Crouch, Post-Democracy, Cambridge: Polity Press, 2004.

[12] Interview i La Repubblica (24.11.2015).