”Neoliberalism oversold”?
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. august 2016

”I stedet for at skabe vækst, har dele af den neoliberale politik øget uligheden og samtidig sat den varige vækst på spil”.

Sådan står der at læse i indledningen til en kontroversiel artikel i IMF’s interne skrift ”Finance and Development juni 2016”. Artiklen er skrevet af tre ledende forskningsøkonomer i IMF og har absolut ikke skabt den store begejstring. Hvor diplomatisk den end er formuleret, repræsenterer artiklen nemlig et opgør med den linje, IMF har ført siden 1978.

Ganske forudsigeligt afstedkom artiklen heftige diskussioner umiddelbart efter offentliggørelsen for så ret hurtigt at blive glemt. Og i dag mindre end to måneder efter, er der ikke mange, der refererer til artiklen. Det er på den anden side ikke ensbetydende med, at den ikke har fået praktisk betydning. For det har den! Indirekte har den faktisk har fået status som den artikel, der indledte sporskiftet ikke bare i IMF, men også hos ledende økonomer og politikere verden over. De refererer bare ikke til artiklen og i endnu mindre grad til dens teoretiske implikationer.

Hvad er det så forfatterne til artiklen siger?

Den neoliberale dagsorden (forfatterne har det ikke godt med begrebet) bestod af to hovedlinjer. For det første skulle et nyt opsving efter krisen i 70’erne skabes gennem øget konkurrence. Det forudsatte vidtgående deregulering af de finansielle markeder og omfattende nedbrydning af alle handelsbarrierer. For det andet skulle statens rolle og betydning reduceres gennem privatisering og reguleringen overtages af markedet, hvis indre regulerings- og ligevægtsmekanismer blev vurderet til at være langt mere stabile og driftssikre end politikernes mere eller mindre tilfældige beslutninger.

Herunder skulle regeringerne låses fast i legale spændetrøjer, som satte snævre grænser for underskud på de offentlige finanser. Regeringerne skulle ikke længere kunne akkumulere gæld, som havde været en af de store svøber op gennem 70’erne.

Virkede denne dagsorden så?

Her bliver forfatterne lidt mere uldne i mælet. Men deres diplomatiske konklusioner er alligevel ikke til at tage fejl af. De sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt de brede grupper i samfundet egentlig har nydt godt af væksten. De sociale omkostninger - blandt andet den øgede ulighed - har været alt for store, og i dag truer den eksorbitante ulighed den fremtidige vækst og samfundsstabilitet. Forfatterne går så langt som til at sige, at der skal ske en reorientering mod øget lighed, hvis samfundene igen skal opleve varig og bæredygtig vækst.

De peger også på behovet for et opgør med de store spekulative kapitalbevægelser på verdensmarkedet, som systematisk må erstattes af direkte produktive investeringer, hvis der igen skal komme gang i den globale produktion og handel. Endelig indleder de et forsigtigt opgør med austeritypolitikken og kravet om budgetbalance. Med andre ord en kritik af de skrappe krav til balance på den offentlige saldo, som er hovedlinjen i EU’s Vækst- og stabilitetspagt og Finanspagten. I modsat fald vil verden opleve fortsat lavvækst, der kan sætte sig som én, lang recession.

Hvad siger de ikke?

Så vidt så godt. Hvad artiklen nænsomt går uden om, er dels en behandling af hele den økonomiske teori, der legitimerede neoliberalismen og de politiske formål med strategien samt ikke mindst de politiske konsekvenser. Men det begrænser ikke artiklens virkning, for efterfølgende er det hen over sommeren gået slag i slag med politiske ledere og økonomer, der på det praktiske plan har taget tråden op.

Hvis vi tager det økonomiske område først, så har både IMF og World Bank været ude med prognoser, hvor de endnu engang nedjusterer skønnene til væksten på verdensmarkedet. Som vanligt er World Bank mest pessimistisk. Her forventer man kun en vækst i verdensøkonomien på 2,4%. Reelt er det recession. Dertil kommer katastrofale tal for investeringsudviklingen og produktivitetsstigningen, der falder for første gang i flere årtier i USA. Og ingen kan forklare hvorfor, eller i hvert fald er der så mange forskellige forklaringer i omløb, som gør det ud for ingen forklaring. Hverken de traditionelle klassiske eller de keynesianske økonomiske teorier  rækker til at forklare den ekstremt lave investeringsrate, den lave produktivitetsudvikling og virksomhedernes ophobning af likvider. Centralbankernes massive pengeudpumpning har i det store og hele kun gavnet aktiekurserne, boliginvesteringerne og andre boblelignende investeringsområder uden reel virkning for den produktive økonomi.

Så på den ene side er man nu så småt ved at erkende de grundlæggende problemer. Men på den anden side ved man ikke, hvad der skal gøres. Det slider selvfølgelig på de ellers autoritative, økonomiske forklaringsmodeller. Ingen siger det højt, men flere og flere ved godt, at de ikke længere kan forklare ret meget. Det giver sig næsten barokke udslag.

F.eks. når chefen for IMF Christine Lagarde manende opfordrer regeringerne til at begrænse den ensidige brug af det pengepolitiske ”våben” og kombinere pengepolitikken med et ordentligt skud finanspolitisk offensiv og med strukturelle reformer. Hvad mener Lagarde egentlig? Regeringerne skal indenfor en vis grænse igen acceptere større ubalance i budgetterne, hvis gældsætningen og den løsere finanspolitik vel at bemærke omsættes i de nødvendige strukturinvesteringer f.eks. investeringer i infrastruktur. Men arbejdsmarkederne skal for det andet liberaliseres endnu mere, så lønmodtagerne kan piskes til at tage arbejde på endnu mere elendige vilkår og flytte efter arbejdspladserne uanset omkostningerne for helbred, familie og samfund.

Enhver udenfor establishment kan selvfølgelig godt indse, at den strategi ikke hænger sammen. Det alvorlige i situationen er, at IMF’s chef faktisk ikke har mere at byde på. For løsningerne ligger på den anden side af hele det teoretiske og økonomiske verdensbillede, der er bygget op over de sidste 35 år, og som - hvis det falder sammen - vil kaste hele den borgerlige verden ud i total forvirring og retningsløshed. Derfor forsøger man hellere at kombinere de gamle formler på en så ny og abstrakt måde, at der er god plads til fortolkning samtidig med, at man håber på, at lavvæksten slutter (af sig selv) og åbner mulighed for en trinløs tilpasning af de forældede økonomiske teorier bag neoliberalismen, der er ved at have udspillet sin rolle og dermed også autoritet.

Artiklens analyse sætter spor

På det praktisk politiske plan handler man derimod allerede. Det blev bl.a. klart med Theresa Mays indsættelsestale, da hun overtog  premierministerembedet. Her lagde hun sporene ud til et omfattende opgør med Camerons og Osbornes radikale austeritypolitik og neoliberale filosofi. Talen kunne næsten have været skrevet af den socialiberale John Stuart Mill. For det første opfatter Theresa May den ny regerings primære opgave som at skabe en mere ”menneskelig kapitalisme”. For det andet skal regeringen gribe ind for at reducere uligheden og begrænse kapitalspekulationen, så der bliver mindre kuponklipperi og flere investeringer i reel rigdomsproduktion. For det tredje skal der genindføres en mere retfærdig skattepolitik, så firmaer som Google, Amazon og Apple ikke bare kan slippe for at betale skat eller i hvert fald bliver ude af stand til at unddrage sig en skattebetaling i rimeligt forhold til indtjeningen.

Som Therese May udtrykker det, var Brexit en protest mod grådighed, umenneskelig økonomisk udvikling og ”the establishment”, mere end den var udtryk for idiotisk national selvtilstrækkelighed. Af samme grund er dagsordenen også ifølge hende klar for en hvilken som helst regering i England – hvis den vil overleve.

Samme toner er begyndt at lyde på den anden side af kanalen. Både IMF og EU-kommissionen gennemgår for tiden en vis selvransagelse i forhold til interventionerne i Grækenland, Spanien og Portugal under gældskrisen. Spørgsmålet går på, om de traumatiske forløb og finanssektorens spekulation mod euroen kunne være forhindret. Og det klare svar er mellem linjerne – måske.

Men holdningen og tonen er tydeligvis ændret. Kommissionen er eksempelvis ikke indstillet på at straffe Spaniens og Portugals alt for store budgetunderskud trods flere advarsler. Kommissionen bakkes diskret op af Tyskland, hvorfor alt tyder på, at finansministrene følger trop og lader det blive ved anmærkningerne. Den italienske regering har også under bordet fået grønt lys til at redde sine mest usikre banker, og flere dokumenter fra kommissionen tyder på, at der dels er et større opbrud i gang, når det gælder håndhævelsen af austeritypolitikken og en øget forståelse af, at forholdene på arbejdsmarkedet skal forbedres, hvis EU ikke skal opleve ”franske tilstande”.

Eftertænksomheden er også kommet til Danmark - sådan da. Men nogen er begyndt at gøre regnebrættet op. I en kronik i Berlingske Tidende anbefaler økonomen Nina Smith, at der nu gøres op med det snævre fokus på øget arbejdskraftsudbud. Arbejdsmarkedet kan ikke trække mere, og det er formålsløst at presse flere ud på det.

Der skal gang i, hvad hun kalder, ”andengenerations reformer”. Hun bakkes op af tidligere overvismand Torben M. Andersen.  I stedet skal den offentlige sektor effektiviseres yderligere, og så skal der gang i infrastrukturelle investeringer, så danske lønmodtagere ikke skal spilde mange årsværk i bil- og togkøer. Kort for talt skal der nu føres en langsigtet reformpolitik, der kan koste budgetunderskud på den korte bane. Der skal investeres i uddannelse – uddannelse og atter uddannelse. Danmark kan som samfund ikke i længden holde til en vækstrate på omkring 1,2%

Næsten et ekko af artiklen fra IMF og Theresa Mays indsættelsestale.

Forventeligt modsiges Nina Smiths anbefalinger af Venstres finansordfører Jacob Jensen. Ifølge ham er der ikke brug for en ny langsigtet reformpolitik. Han kunne lige så godt have sagt, at Venstres økonomiske politik drejer sig om regeringens overlevelse frem til finanslovsforhandlingerne for 2017. Større skred i den politiske forståelse af de dybtgående økonomiske og sociale problemer er der altså ikke sket herhjemme. I hvert fald ikke lige nu.

Neoliberalismens politiske konsekvenser

Men det ændrer ikke ved, at de overvejelser, der første gang kom til udtryk i artiklen fra IMF, reflekterer en voksende bekymring for, at den neoliberale dagsorden har skabt et monster, som ingen ved, hvad man skal gøre ved, men som flere og flere indser, skal tæmmes, hvis man skal forebygge, at det franske forår skal blive til helårs virkelighed i EU. Bekymringen reflekterer også fænomener som eksempelvis Sanders-bevægelsens vækst i USA indenfor det Demokratiske parti og de voksende om end diffuse krav om større social retfærdighed og økonomisk lighed.

Som Ruchir Sharma skrev i The Guardian den 28. juli handler det populistiske oprør nok så meget om en anti-establishment stemning og dybtgående social frustration som om ideologisk medvind for de højrenationalistiske strømninger.

Og det er præcis den dagsorden, som de tre IMF økonomer kun berører meget forsigtigt. Dvs. de reelle og synlige politiske og samfundsmæssige konsekvenser af ”den neoliberale dagsorden”.

For neden under begreber som ”deregulering” og ”mindre stat” gemmer der sig voldsomme samfundsforandringer gennem de sidste 30 år, som først og fremmest har ramt de almindelige lønmodtagergruppers indtægtsgrundlag, men som også i bredere forstand har undermineret de samfundsinstitutioner både offentlige og i civilsamfundet, der hidtil har fået de moderne, kapitalistiske samfund til at hænge sammen og fungere.

Forestillingen var, at økonomien kunne dereguleres, og at det skulle være markedets egne, indbyggede ligevægte, som skulle sikre den fremtidige regulering. Den forestilling faldt i realiteten sammen i 2008, da finanskrisen brød ud. Den anden forestilling var, at en reduktion af den offentlige sektor kunne erstattes af borgernes egne forsikringer og større ansvar for eget liv. Også den forestilling ligger i ruiner, og fattigdommen i alle dens forskellige forklædninger er ved at blive et grundproblem over hele kloden.

I stedet har de kapitalistiske samfund undergået en markedsgørelse af snart sagt alt samfunds- og privatliv lige fra hospitalsdrift til købet af bil og til mellemmenneskelige relationer helt ind i familiernes sovekammer. Menneskenes sociale fremmedgørelse er vokset i takt med, at alle sociale relationer af betydning er blevet sat på markedsøkonomisk formel. Prekaritet er ikke alene noget der klæber til jobfunktioner på arbejdsmarkedet. Prekaritet er blevet et globalt og altomfattende eksistensvilkår for størstedelen af befolkningen.

Vi lever nu med eftervirkningerne af årtiers neoliberal illusion: At det kunne lade sig gøre at deregulere økonomien (finanssektoren), nedbryde velfærdsstaten, underlægge politikken markedet og sætte alle livsforhold på økonomisk rationalitetsformel, uden det ville gå ud over menneskenes forhold til hinanden, og uden det ville undergrave de sociale bånd og samfundenes indre moral, som var bygget op som bærende elementer i velfærdsstaterne efter anden verdenskrig.

Nu er illusionen bristemoden eller i hvert fald godt på vej til at blive det.

De brede samfundsgrupper ser hver dag på, at de herskende klasser og den øvre middelklasse rager til sig og udviser en grad af ufølsomhed over for resten af samfundet, som man troede hørte fortiden til. De nye generationer har sænket forventningerne til livet. En ny undersøgelse fra McKinsey Global Institute viser, at de regner ikke med at opnå samme levevilkår som deres forældre. Langt ned i samfundets rækker har man intet til overs for de politikere, man pligtskyldigst vælger hvert fjerde år. Man forventer ligefrem, at de fylder én med løgn eller taler udenom. Der er kronede dage for mediernes afsløringer af løgn, bedrag og cirkulerende konspirationsteorier.

Det var ikke det nettoresultat, man forventede, da de herskende klasser og deres intellektuelle profeter rundt om på universiteterne, institutionerne og i tænketankene med stor selvtillid satte den neoliberale dagsorden på formel. Det historiske udgangspunkt var den eksisterende velfærdsstat, og selv om man gik efter at ødelægge den og svække lønmodtagernes samlede, organisatoriske styrke, regnede ganske få med, at strategien ville få de nu erkendte konsekvenser. Man satsede på et socialt blændværk, der hed det selvberoende individ, som kunne klare sig på markedet og ”realisere sig selv og sine styrker her”. I det grundlæggende opgør med velfærdsstaten havde man overset, at den faktisk havde tjent sit formål og sikret stabil vækst og social stabilitet for kapitalismen, først og fremmest gennem de institutioner og sociale fordringer, der var bygget op efter krigen.

En anden og ligeså dramatisk, utilsigtet virkning er neoliberalismens underminering af de institutioner, der var opbygget for at regulere den globale kapitalisme. I dag advarer WTO’s chef om, at institutionen er ved at blive overflødig, hvis især G20 landene fortsætter med deres accelererende protektionisme. IMF og World Bank forsøger lige for tiden at vriste sig fri af de store vestlige landes dominans, men der er endnu ikke vilje til åbne opgør, selv udfordringen fra den asiatiske investeringsbank truer. De internationale domstole kan dømme så meget de vil, de store lande gør, som det passer dem. Kort sagt: Den neoliberale dagsorden har sejret og gjort den eksisterende verdensorden og dens indre magthierarki skrøbeligt. Så skrøbeligt, at stormagterne med deres enorme militære potentiale får stadigt vanskeligere ved at inddæmme selv relativt små obskure lokale konflikter og fastholde tidligere sikre interessesfærer. Man havde forestillet sig det modsatte, da man besluttede sig for den dagsorden sidst i 70’erne, som fik navnet ”Washington Consensus”.

Samfundsmæssig ustabilitet

Stiger man ned fra de etablerede institutioner, oplever helt almindelige mennesker forfaldet i dagligdagen. Institutionerne falder fra hinanden. Infrastrukturen kan ikke følge med. Byer slides ned. Det, der tidligere kunne løses med nogle få samtaler, er nu blevet til den enkeltes problem i en tidsrøvende og udmattende tour de force gennem elektroniske labyrinter, hvor selv små skævheder uhindret kan vokse til konflikter og ophobet social frustration. Det er den virkelighed, som store grupper oplever, og som den intellektuelle elite og det politiske system benævner som samfundenes reducerede sammenhængskraft. Hvilket er det samme som at sige, at samfundenes evne til at absorbere og integrere konflikter og økonomiske kriser er blevet tyndslidt, hvad der skal tænkes med for at forklare, hvorfor finanskrisen (papirspekulationens sammenbrud) har sat sig som en næsten universel samfundskrise. Sammenhængskraften var allerede stærkt reduceret før 2008, fordi de sociale, demokratiske og kulturelle institutioner allerede var tømt for indhold, så de kun stod tilbage som monumenter over noget, der en gang havde været.

Med den neoliberale dagsorden forestillede man sig også, at det ville blive en gevinst uden omkostninger at svække fagforeningerne, arbejderbevægelserne og integrere socialdemokratierne i de herskende klassers restaurering af deres klasseherredømme. For hvad skulle de stakkels socialdemokratier ellers stille op, når nu deres stort anlagte reformprojekt lå i ruiner?

Men også her er resultatet faldet anderledes ud end forventet. Hvor socialdemokratierne og store dele af fagbevægelsen faktisk stod som en solid stabiliserende faktor i efterkrigens kapitalistiske samfundsorden, er deres styrke og indflydelse i dag så begrænset, at de slet ikke magter at dæmme op for de populistiske strømninger og sikre stabiliteten i samfundet som helhed og på arbejdsmarkedet. Problemet er, at centrum-højre kun forbigående har formået at kapitalisere socialdemokraternes og centrum-venstres svækkelse. Nu befinder centrum-højre sig i samme autoritetskrise.

Centrum-højres styrke var intakt så længe, de kunne regne med centrum-venstres accept af dagsordenen og så længe, det alene drejede sig om i langsomt tempo at nedbryde velfærdsstaten. Men nu, hvor resultaterne ikke længere lader sig bortabstrahere i økonomiske ligevægtsligninger, er de ude af stand til at fremlægge alternativer for at løse de hyppige delkriser, som mere er reglen end undtagelsen. Omvendt besidder de heller ikke den nødvendige autoritet til at videreføre den dagsorden, som de herskende klasser indtil nu har været dækket ind af. Se blot på skænderierne mellem Clinton og Trump, fraktioneringen blandt de borgerlige i Tyskland og Frankrig for ikke at nævne de borgerliges slag om næsten ingenting i Danmark.

De politiske vilkår og de uafklarede styrkeforhold i dansk politik er således på ingen måde unikke. De er tydelige symptomer på en generel tilstand, som genkendes i næsten alle de vestlige lande.

Hvad så?

Det helt uundgåelige spørgsmål i en sådan historisk situation er selvfølgelig, hvad socialister skal gøre? Dels for at udnytte, at den altomfattende neoliberale dagsorden er kompromitteret og stadigt vanskeligere lader sig forsvare, og dels for at udnytte den situation, som det tidligere verdensbilledes svækkede autoritet og forklaringskraft har skabt.

Det første svar på spørgsmålet må være: Socialismen står ikke som det umiddelbare alternativ for nogen samfundsgrupper eller klasser i dag. Hertil er hele forestillingen om det socialistiske alternativ tilstrækkeligt molestreret af årtiers ”virkeliggjort socialisme” i Sovjetunionen og Østeuropa. For det andet er det med stor succes lykkedes at forskyde forståelsen af rigdomsskabelsens fokus fra produktionen til markedet og masseforbruget. Det helt simple forhold, at al rigdom er menneskeskabt, og at hverken kapital som maskiner eller som penge i sig selv producerer noget som helst, er i dag efter 35 års neoliberal dominans forstøvet til uklare retfærdighedsforestillinger på fordelingspolitikkens grund. Så forestillingerne om socialisme rækker i dag ikke længere end til en eller anden form for venstrekeynesianistisk genopbygning af velfærdssamfundene og den internationale verdensorden. Fantasien og forestillingerne i socialdemokratierne og andre mere venstreorienterede partier og strømninger rundt om stopper her. Selvbevidstheden og de historiske visioner er til at overse.

Men det er begyndelsespunktet - absolut ikke slutpunktet.

Det andet svar må være: Socialdemokratierne og centrum-venstrepartierne står i dag afklædte og stærkt svækkede tilbage. De har forsøgt efter bedste evne at gøre den neoliberale dagsorden ”social” og ”human”. Det er mislykkedes og af samme grund, er de oplagt skydeskive for både venstre- og højrepopulister. Men afgørende er det, at de partier, der forstår sig selv som socialistiske, ikke på nogen måde kan udnytte de åbninger, som den fallerede, neoliberale dagsorden efterlader uden at vinde de samme socialdemokratier for det opgør med den eksisterende samfundsorden, som de brede lønmodtagergrupper forventer.

Det tredje svar må være: Hvis det er lykkedes gennem de sidste 35 års dominans at bortabstrahere arbejdet som rigdommens væsen og forskyde opfattelsen af  rigdomskabelsen til markedet, kan ingen være overrasket over, at de brede lønmodtagergrupper først og fremmest raser mod en uretfærdig fordeling af goderne, de riges umanerlige grådighed og ”samfundselitens” manglende samfundsansvar. Så må det være socialisters forbandede opgave tålmodigt at forklare, at hverken uligheden eller den galopperende spekulation skyldes grådighed, men derimod det forhold, at kapitalejerne ikke mener, at den profit, de opnår ved andres arbejde, er tilstrækkelig til at investere på ny, fordi de får mere ud af at investere i papirspekulation.

Det fjerde svar må være: Socialister må genopfinde enhedsfronten som politisk strategi og formel – som bevægelse og regeringsalternativ, hvis det politiske liv skal rives ud af hænderne på magteliten og indsættes på sin rette plads som det samfundsrum, hvor samfundsgrupperne organiserer sig i kampen for, hvordan samfundet skal indrettes. Den står som eneste reelle alternativ til populismens perverterede antikapitalisme og antiglobalisme, der aldrig overskrider den sociale frustrations råb i gaderne og afmægtige accept af de forhold, der har skabt frustrationerne.

Men som resultat af den neoliberale dagsordens ”succes”, må enhedsfrontsstrategien i dag antage en konkret transnational karakter, hvis ikke den skal føre til nye skuffelser. Selv en begrænset progressiv reformpolitik for de mest nødvendige velfærdsordninger, vil afstedkomme så stor modstand fra de herskende klasser og deres intellektuelle bannerførere, da det er samfundsmagten, der er på spil, at selv den bedste, nationale enhedsregering på vores breddegrader vil ende i en blindgyde, hvis den ikke indgår i en bredere enhedsfront indenfor EU.

Derfor skal enhedsfronten både tænkes som omfattende en social og politisk bevægelse og som regeringsalternativ. Og det er her indenfor, at socialisterne praktisk må bevise, at de har noget andet at byde på end social indignation og antikapitalisme.