Paradokser
Af Kirsten Norman Andersen

Offentliggjort: 15. juni 2016

Den borgerlige økonomiske politik skaber ulighed. Derfor er der behov for et fortsat folkeligt oprør – som til gengæld skal adresseres rigtigt, og der er brug for en alternativ socialistisk økonomisk plan, som venstrefløjen kan samles om.  

Når fagforeninger og borgere for nyligt har samlet sig, med henblik på at få fjernet det såkaldte omprioriteringsbidrag, som betød besparelser i kommunerne på 2,4 mia. kr. så var det en rigtig kamp, og kampen har resulteret i, at omprioriteringsbidraget nu er afskaffet. Men det betyder ikke, at vi også har afskaffet besparelser i kommunerne – eller at vi har fået afskaffet uligheden. Men både mere ulighed og besparelser på velfærd er en konsekvens af den borgerlige økonomiske politik, og skal vi ændre det, så skal vi have en fælles samlet plan, som der kan skaffes politisk flertal for. Sådan et flertal tegner sig ikke umiddelbart i horisonten – med mindre…

Den borgelige økonomiske politik har sat borgere, fagforeninger, kommuner m.fl. i spændetrøje – og den har gjort en saglig debat om et bedre samfund til alles kamp mod alle.

Det er fagforeningernes skyld – de har siddet på hænderne. Det er kommunernes skyld – de kunne bare prioritere velfærd frem for besparelser. Det er regeringens skyld, fordi den prioriterer kampfly frem for velfærd.

Og der er for den sags skyld også rum til at skælde alle mulige andre ud: De offentlige ansatte, som altid bare kræver og kræver – flygtninge, som vi ikke har råd til – dovne arbejdsløse – syge, som pjækker - privatansatte, som ikke vil anerkende, at løn er et konkurrenceparameter - ja snart set alle kan få en tur i møllen.

Kort sagt – den borgerlige økonomiske politik giver grobund for alles kamp mod alle – eller det mere velkendte – at enhver er sin egen lykkes smed. Men der tegner sig også et billede af en vred og utilfreds befolkning – og med rette. For alles kamp mod alle skaber jo ikke kun vindere – men også tabere. Men da ingen vil være tabere, så søger vi instinktivt nogen vi kan ”se ned på.” Nogen som har det værre end os, og som vel at mærke helst selv er ude om det – fordi vi på den måde i det mindste kan opfatte det daglige slid som nyttigt.

For fakta er, at meget få borgere er vindere i den nuværende samfundsmodel. For langt de fleste af os er det nogle (få) andre, som skummer fløden. Og det på trods af, at det er de fleste, som hver eneste dag sørger for, at ”hjulene drejer rundt.” Uden skraldemanden, kassedamen, social- og sundhedshjælperen, skolelæreren, mureren, mekanikeren og de mange andre almindelige arbejdere, så ville samfundet bryde sammen. Men de fleste borgere lever også en højrisikofyldt tilværelse, hvor sygdom eller arbejdsløshed kan få alvorlige konsekvenser for den måde vi lever vores liv på. Det er i den grad et paradoks, da demokrati jo netop giver de fleste mulighed for i fællesskab at beslutte, ”hvor skabet skal stå”?

En bronzemedalje til folket

Der er mange historiske eksempler på, at borgerne kan få indflydelse på, hvordan samfundet skal udvikle sig. Og ofte har fagbevægelsen spillet en vægtig rolle i forhold til mobilisering og orkestrering af folkelige oprør. Det seneste eksempel var oprøret mod omprioriteringsbidraget, som tvang kommunerne til at aflevere 1% af de samlede budgetter til staten – som herefter kunne prioritere og fordele midlerne igen – enten til specifikke velfærdsområder eller for den sags skyld til de skattelettelser, som er forudsat af regeringsgrundlaget.

Ret beset var det nok primært de offentlige ansatte, som mobiliserede til kamp mod omprioriteringsbidraget. Rigtig mange borgere havde svært ved at forholde sig til det lille nørdede bidrag, som i sig selv ikke lød af meget, og som for mange blev oversat til flere offentlige udgifter – vel at mærke uden at vi på forhånd havde forholdt os til, hvad vi har brug for.

Og man må lade regeringen (også den tidligere, som besluttede at videreføre den borgerlige økonomiske politik), at den har formået at brande begrebet ”konkurrencestat,” som noget der skaber vækst, men også mådeholdenhed – med netop de offentlige midler.

Når de privatansatte eksempelvis lyttede til de offentlige ansattes argumenter for at afskaffe omprioriteringsbidraget, så lyttede de sig til, at pengene skulle bruges på børn, ældre og handicappede. Men mange privatansatte har haft stor glæde af kommunernes højere anlægsbudgetter, som skaffede dem arbejde, dengang krisen var på sit højeste. At sætte gang i nødvendige anlægsaktiviteter i krisetider er sådan set sund fornuft, hvis det vel at mærke ikke sker på bekostning af andre vigtige offentlige opgaver som ældrepleje, børnepasning, uddannelse m.v. På samme måde er det rettidig omhu at sætte gang i mere uddannelse, når der er lavkonjunktur, så man på den måde har veluddannet arbejdskraft når der igen er højkonjunktur. Men de samme håndværkere, som fik arbejde på grund af øgede anlægsbevillinger skulle jo også have passet deres børn og deres gamle forældre. Deres børn har også brug for en god skolegang m.v.

Der er derfor ikke en modsætning mellem at skabe jobs og arbejde for et godt samfund for alle. Helt så langt nåede vi ikke i den fælles forståelse for, hvorfor omprioriteringsbidraget skulle afskaffes – og en stor del af demonstranterne var da også offentlige ansatte.

Men operationen lykkedes. Spørgsmålet er, om patienten døde? Omprioriteringsbidraget er væk – men det er stadig uklart, hvad vi fik i stedet. Et er imidlertid sikkert. Der venter stadig store besparelser i kommunerne og i regionerne. Og dem har kommuner og regioner ikke uden videre mulighed for at aflyse. Skal vi ændre på det, så skal vi i fællesskab formulere en helt ny og mere demokratisk samfundsmodel, som borgerne kan og vil tage ejerskab af.

En bedre og billigere velfærdsstat

Jo mere vi har brug for samfundet – jo dyrere bliver samfundet. Og det uanset om det er private virksomheder som løser opgaverne – eller om det er den offentlige sektor som løser opgaverne. Det bør være folkestyrets vigtigste mål, at skabe et samfund, hvor mennesker har det godt. Den borgerlige økonomiske politik har ikke kun reduceret det mål til et spørgsmål om prioritering. Den borgerlige økonomiske politik er også et rasende dyrt og inkompetent system, som skaber større og større ulighed.

Når den borgerlige økonomiske politik opererer med begreber som konkurrencestat og vækst, så forudsætter det privatisering af de mange offentlige opgaver. Det er da et paradoks, at når det private redningsselskab Falck rykker ud for at rydde op efter et færdselsuheld, så pynter indtjeningen på bruttonationalproduktet. Men når det offentlige sygehus / kommunen efterfølgende har udgifter til operationer og måske genoptræning / handicaphjælp, så belaster det bruttonationalproduktet. Den form for regnskaber gavner kun på papiret (og måske i forhold til budgetloven) – men det gavner jo ikke borgernes ve og vel.

Det gavner også de kommunale budgetter, når kommunerne opretter mikrofleksjob til borgere uden erhvervsevne – i stedet for at tildele borgeren en førtidspension – men kun fordi den borgerlige økonomiske politik opererer med incitament strukturer, hvor de få løntimer pynter på de samlede regnskaber – uagtet, at jobbene kan være helt og aldeles overflødige i den daglige kommunale drift. Derfor får kommunerne et større bloktilskud hvis borgere uden erhvervsevne på papiret har et fleksjob – end hvis kommunerne gav borgeren fred og ro til at pleje sig selv og eget helbred – måske med større livskvalitet til følge.

Men det er jo ret beset et endnu større paradoks, at private virksomheder, som løser offentlige opgaver, har som formål at få borgerne til at efterspørge mere hjælp – mens den offentlige sektor har som formål, at hjælpe borgerne til at hjælpe sig selv. Det lyder ikke kun dyrt – det er hundedyrt. Den borger, som lige er blevet udskrevet med diverse handicap som følge af en hjerneblødning, kan helt sikkert godt sidde tilbage med en følelse af, at livet er slut. Den følelse kan vi så let som ingenting understøtte ved at tilbyde mere og mere hjælp – herunder kan private leverandører tilmed tilbyde borgeren (eller de pårørende) at de kan købe mere hjælp. Men en veluddannet social- og sundhedsassistent vil ofte være i stand til at hjælpe borgeren til at klare mere og mere selv – til gavn for livskvaliteten. For der er bestemt ikke meget livskvalitet i at være afhængig af hjælp. Det siger sig selv, at den sidste løsning både er den bedste og den billigste.

Det er blot et par eksempler på paradokser i den borgerlige økonomiske tænkning. Og det er et paradoks i mere end en forstand. For skønt den borgerlige økonomiske politik formelt har som mål at reducere de offentlige udgifter og fremme privat økonomisk vækst – så forårsager modellen en dyrere offentlige sektor og fattigere borgere.

Ulighed i sundhed er en konsekvens af den borgerlige økonomiske politik og en realitet. Og selv om der venter et stort ”oprydningsarbejde,” så er løsningen på den lange bane ikke mere behandling – men mere forebyggelse i form af et mere ligeværdigt samfund. Sund kost skal ikke være forbeholdt de bedst stillede borgere. Et godt socialt liv, hvor vi har råd til at se venner og familie, skal ikke kun være forbeholdt de bedst stillede. Gode boliger skal ikke kun være forbeholdt de bedst stillede. Og ikke mindst skal et godt arbejdsmiljø ikke kun være forbeholdt de bedst stillede. Men det er et faktum, at flere og flere oplever, at de hverken har råd til gode boliger, sund kost, kulturelle eller sociale aktiviteter, uddannelse m.v.

Og det er et faktum, at flere og flere må finde sig i ringere arbejdsvilkår og dårligere arbejdsmiljø – med store helbredsmæssige risici til følge. Der er nemlig kun en ting som er værre end et dårligt og nedslidende arbejde – nemlig ingen arbejde.

Århundredes arbejdskampe er stilnet af. Alt for mange ville have mere end almindeligt svært ved at klare sig uden en ugeløn. Realkreditlån og gæld holder mange i et jerngreb, og gør os ude af stand til at handle på uretfærdigheder.

De fattigere lønmodtagere er i Danmark et anliggende for fagbevægelsen, som bør genoverveje lønmodeller, hvor løn følger uddannelse og ansvar – ligesom fagbevægelsen bør overveje, hvordan vi får gjort op med procentvise lønstigninger, som primært tilgodeser de, der i forvejen har de højeste lønninger.

Den offentlige sektor er derimod et anliggende for os alle.

Et godt samfund for alle

Vi har brug for en ny fælles plan, som borgerne kan samle sig om. Det lykkedes som sagt at få afskaffet omprioriteringsbidraget – men det er stadig den borgerlige økonomiske politik, som danner grundlag for den måde, som vi indretter samfundet på. At omprioriteringsbidraget er afskaffet – ændrer derfor heller ikke på, at uligheden stiger.

Der er behov for at gentænke den måde vi har indrettet samfundet på. En socialistisk og demokratisk økonomisk plan sætter reelt borgerne før systemerne / økonomien. Men det kan alligevel vise sig at være en rigtig god ”forretning.”

Forestil dig et samfund som bygger på princippet ”hjælp til selvhjælp.” Et samfund, som har som mål, at støtte den enkelte til et liv på egne præmisser – dog under skyldigt hensyn til kollektivet.

I det samfund, skal vi ikke konkurrenceudsætte hjælpen. Private virksomheder kan netop kun tjene på velfærd, hvis flere og flere – efterspørger mere og mere – og hvor de få som kan, også er villige til at betale for det, som samfundet i øvrigt ikke har råd til. I en velfungerende offentlig sektor får alle netop den hjælp, som der er behov for – og hjælpen er aftalt mellem borgeren /eventuelt de pårørende, den ansatte og den lokale leder og har til formål, at understøtte den enkelte.

Fremtidens sygehuse skal ikke bare være reparationsværksted – men skal samle den ypperste ekspertise, i forhold til diagnosticering, behandling og rehabilitering. Det forudsætter et mere tværfagligt samarbejde på tværs af specialer men det forudsætter også, at sygehusene tænker sociale forhold ind i behandlingen. Vi har ikke alle lige gode ressourcer og kompetencer, når det gælder at ”komme på benene igen.” En hurtig og kvalificeret indsats gavner naturligvis den borger, som er ramt af sygdom, men det gavner også samfundet, som har brug for raske borgere. Det er derfor langt billigere på den lange bane, idet vi sparer udgifter til sygedagpenge, alt for meget medicin m.v. På den lange bane skal vi tænke mindre i kræftpakker m.v. fordi vi har brugt ressourcer på at finde årsagen til, at flere og flere får kræft – og dermed bliver vi i stand til at forebygge sygdom. Det sparer virksomheder for et stigende sygefravær – og når skaden er sket, kan virksomhederne få råd til at fastholde den midlertidigt syge og sparer udgifter til opsigelser, nyansættelser og introduktionsforløb.

Rigtig mange familier rykker sammen, når sygdom eller andre problemer opstår. I ældreplejen er det ikke usædvanligt, at de pårørende selv tager ansvaret for vasketøj, indkøb, madlavning m.v. Men også i nabolaget finder man den form for medborgerskab. Det er ubemærkede ressourcer, som samfundet drager nytte af – og som samfundet bør understøtte. Det giver langt mere mening, at hjælpe familier med at rykke tættere på hinanden/ skabe et mere familievenligt samfund – end det giver mening at bruge oceaner af ressourcer på at organisere frivillige – herunder at bruge ressourcer på at dokumentere indsatsen. Reelt medborgerskab skabes i nærmiljøet af mennesker, som vi føler os relaterede til, og som vi selv vælger omgang med. Samtidig skal vi understøtte foreningslivet, som (også) har fokus på ensomme borgere. Det gør vi ved at sikre borgere på overførselsindkomster et økonomisk grundlag, som de reelt kan leve af, og som giver mulighed for at opretholde et aktivt socialt liv.

Børn er vores fremtid. Børn har brug for nærværende forældre. Men man kan ikke fortænke en far i at smide sig på sofaen når han får fri, hvis han hele dagen har stået i epoxydampe på en vindmøllefabrik. Og man kan ikke fortænke en mor i at takke nej til at sidde i skolebestyrelsen og dermed søge indflydelse på barnets skolegang – hvis hun i forvejen har så mange aftenvagter, at hun i forvejen har svært ved at skaffe sig tid nok med børnene. I det hele taget kan man ikke fortænke det forældrepar i, at de mangler overskud til at tage sig af børnenes fritid og hjælpe til med lektier m.v. Hvis barnet samtidig går i en institution eller en skole med mange børn og få voksne, så behøver vi ikke længere undre os over det, når barnet måske senere i livet får det svært. Unge, som har ondt i livet er bekostelige for samfundet – men først og fremmest er det en falliterklæring i forhold til vores børn og unge. Vi kan ganske enkelt ikke være det bekendt. Det betaler sig derfor i allerhøjeste grad at forebygge – frem for at helbrede.

Det er almindeligt kendt, at børn har ulige vilkår, når det gælder uddannelse. Folkeskolen har et helt særligt ansvar for at se børns ressourcer og understøtte børn, som ikke har mulighed for at få lektiehjælp m.v. derhjemme. Men også på de videregående uddannelser er vilkårene ulige. SU rækker ikke til både husleje, bøger, transport og mad. Det siger sig selv, at de mere velstillede unge, som kan få økonomisk hjælp fra forældrene, har væsentligt bedre mulighed for at gennemføre en uddannelse – end den unge, som er presset økonomisk og som må arbejde ved siden af studierne.

En af de rigtig dyre poster på de offentlige budgetter er skaderne som følger af et dårligt arbejdsmiljø. Set i det lys, er det et paradoks, at vi ikke for længst har strammet arbejdsmiljøloven – og samtidig sørget for, at der ikke er nogen økonomisk gevinst for den arbejdsgiver, som ser stort på arbejdsmiljøet. Et velfungerende og effektivt arbejdstilsyn med nødvendige sanktionsmæssige beføjelser, kan forebygge mange skader. I stedet er store dele af den arbejdsmiljømæssige indsats privatiseret i form af de såkaldte certificeringsordninger, som netop har til formål, at holde Arbejdstilsynet fra døren.

Giv de fattige flere penge – og de køber rugbrød. Giv de rige flere penge, og de lægger dem i pengetanken. Det burde være logik for burhøns, at vil vi have gang i den private vækst, så skal vi sikre, at borgerne har den nødvendige købekraft. Det gælder naturligvis både løn – såvel som nødvendig offentlig forsørgelse. Ofte må den offentlige forsørgede og den lavtlønnede søge om tilskud til både det ene og det andet. Det er dyrt og det gør det svært for en familie, at overskue det faktiske husholdningsbudget. I parentes bemærket kan vi med fordel afskaffe de såkaldte satspuljer, som jo ret beset tilhører borgere på overførselsindkomster. Overførselsindkomster reguleres nemlig ikke i takt med den almindelige prisstigning, men et tilsvarende beløb, som indkomsterne skulle have været reguleret med – reserveres til satspuljer, som så ofte finansierer diverse sociale og psykiatriske projekter. Social- og psykiatri skal naturligvis på finansloven, og borgere på overførselsindkomster skal fortsat have mulighed for at købe brød – også når priserne stiger.

Vi kan hvis vi vil

Det er endeligt et paradoks, at en gennemgribende økonomisk reform – med fokus på et godt liv til alle – kan vise sig at være væsentligt billigere i praksis – i det mindste på den lange bane. Der vil nemlig til en start være behov for reparation af de mange skader, som følger af den borgerlige økonomiske politik. Men på den lidt længere bane, vil tillid, borgerinddragelse og en kvalificeret indsats kunne reducere borgernes behov for hjælp.

Det er ganske vist en forudsætning, at vi anerkender, at offentlige opgaver er offentlige – og at indsatsen er en samfundsudgift, som vi splejser om.

Det virkeligt store paradoks er i den forbindelse, at vi har fået en kommunalreform, som i store træk har omdannet den danske velfærdsstat til en købmandsforretning, hvor vi køber og sælger ydelser til hinanden og mellem offentlige og private virksomheder. På intet tidspunkt er reformen evalueret med henblik på en vurdering af konsekvenserne – herunder om vi opnåede det der var hensigten?

På samme måde har vi fået en budgetlov, som regulerer det danske samfunds forbrug på markedsbetingelser – uagtet, at det sandsynligvis ikke giver mening at regne på den måde.

En umiddelbar vurdering er imidlertid, at borgerne har mistet tillid til samfundet. Samfundet er ikke blevet bedre at leve i for den enkelte. Vi reparerer – men vi har mistet syn for, hvordan vi forebygger sygdom og skader. Det er da et ret godt argument for at tage handsken op – og kommer med et bud på et mere demokratisk samfund – hvor vi skal reparere mindst muligt – men til gengæld udvikle mest muligt.