Arbejdstiden … det oversete overenskomstkrav
Af Bendicte Toftegård

Offentliggjort: 15. juni 2016

Hvor blev arbejdstidsspørgsmålet af? Et samfund, hvor den enkelte lønmodtager ikke har rådighedsret over sin egen frie tid, og som i både sit familieliv og sociale liv er prisgivet hensynet til produktionen, er ikke et velfærdssamfund. Velfærd er ikke kun et spørgsmål om hospitaler og skoler. Det er i høj grad spørgsmålet om et samfund, hvor den enkelte har indflydelse på sit eget liv.

Prøv engang at forestille dig at:

  • Du og din ægtefælle arbejder på skiftehold med forskellige vagtplaner. I har to små børn og har indrettet hverdagen efter et sindrigt system, med hvem der henter og bringer. I følge overenskomsten kan arbejdsgiveren ændre din vagt fx. fra dag til aften med tre døgns varsel, og han kan medregne weekenden. Overholder han ikke fristen, skal han slippe med 183,57 kr. Din kone/mand kan ikke bare ændre sine vagter, og I må forsøge jer med at ringe rundt og få en kollega til at bytte. Glem det med bedsteforældre der kan træde til, for de arbejder også.
  • Du er buschauffør, og din ledelse har indført delvagter. Du møder ind kl. 5.45 og arbejder til kl. 8.30. Så har du ”fri” indtil kl. 12.30, hvor du igen skal ud og køre, indtil du har leveret fuld arbejdstid. Du kan bare ikke nå hjem i delvagten og må bruge de 4 timer til at handle lidt ind og tilbringe tiden i et venterum. For denne gene bliver du betalt med 70 kr.
  • Du arbejder om natten somme tider 8 timer, somme tider i 12 timer. Du har problemer med at sove om dagen og har svært ved at holde dig vågen i bilen på vej hjem. I din fritid er du en zombie på grund af søvnmangel.
  • Der er altid overarbejde på din arbejdsplads, både til hverdag og i weekender. Du er efterhånden holdt op med at lave aftaler med venner og familie, fordi du alligevel må aflyse dem. Du kan ikke sige nej til overarbejde, for der er ingen øvre grænse for, hvor meget overarbejde man må have; og i øvrigt er du bange for, at blive ’prikket’, hvis du kommer til at virke uvillig. Glem alt om at en barnedåb eller en nær vens begravelse er plausibel grund til at sige nej.
  • Din arbejdsgiver pålægger dig at være til rådighed i weekenderne og holde dig opdateret på mail og evt. svare tilbage uden betaling. Også når du er på stranden med børnene eller til familiefødselsdag eller …
  • Du arbejder på funktionsløn eller uden øvre arbejdstid. Kommer der en ordre ind lige før fyraften, så skal den ekspederes, uden at du får overarbejdsbetaling for det. Og så må du igen ringe til børnehaven, og undskylde at du bliver forsinket, selv om du havde lovet knægten, at I skulle …
  • I slagteribranchen har de næsten alle steder hævet arbejdstiden til 40 timer gennem lokalaftaler. Det har været betingelsen for at ”bevare arbejdspladsen” i konkurrence med bl.a. tyske slagterier med østeuropæisk arbejdskraft.
  • Inden for det offentlige er det meget almindeligt, at folk arbejder over på ’flexen’ frem for at skrive overarbejdstimer på. Desuden er der et stigende omfang af varierende arbejdstid.

Alle disse ting sniger sig ind i flere og flere menneskers hverdag på tværs af fag, brancher og erhverv. Heldigvis er der flinke og forstående arbejdsgivere, lige som der findes job med så spændende et indhold, at den ansatte gerne lever med disse gener. Men det er ikke dem, denne artikel handler om.

Den handler om de mange, som ikke oplever nogen dialog, men derimod mottoet:  ”Hvis du ikke kan tåle lugten i bageriet … osv.” De fleste er nødt til at rette ind. Langsomt forsvinder balancen mellem den tid arbejdsgiveren råder over, og den tid du selv råder over.

LO og fagforbundene har syltet kampen om arbejdstiden. Det er meget belejligt, da der er en splittelse mellem LO’s medlemmer og dele af Socialdemokratiet, der mener vi skal arbejde mere for at have råd til at bevare velfærdssamfundet. HK formanden Kim Simonsen udtalte fx både på HK Privats og LO’s kongres, at i fremtiden skal vi arbejde mere, og vi skal arbejde længere.

Et samfund, hvor den enkelte lønmodtager ikke har rådighedsret over sin egen frie tid, og som i både sit familieliv og sociale liv er prisgivet hensynet til produktionen, er ikke et velfærdssamfund. Velfærd er ikke kun et spørgsmål om hospitaler og skoler. Det er i høj grad spørgsmålet om et samfund, hvor den enkelte har indflydelse på sit eget liv. Når bl.a. Venstre taler om, at vi skal bevare kernevelfærden, så lyt efter. Det er kun kernen/stenen i frugten, der skal bevares; kødet skal væk.

Kampen om arbejdstiden handler i høj grad om, hvor mange timer vi skal levere i løbet af en dag/uge. Men kravet om 35 timers arbejdsuge er forsvundet med konkurrencestatens indførelse.  Nu handler det i høj grad om på hvilken tid på døgnet og med hvilken fleksibilitet, der skal arbejdes. Arbejdsgiverne har de sidste 20-30 år forslugent taget for sig af fleksibiliteten, og fagbevægelsen har givet dem lov til det. En af årsagerne har været angsten for at miste industriarbejdspladser til lande med lavere løn. En anden årsag har været udliciteringer af fx busdrift til private, så kommunerne sparer skattekroner, mens de ansatte får forringet deres arbejdsforhold.

Vi er blevet vænnet til det; men overalt i min omgangskreds, på min arbejdsplads, blandt andre tillidsfolk jeg møder - overalt hører jeg, at det er blevet for meget. Vi har indrettet arbejdsmarkedet på en måde, så vi er ved at miste rådighedsretten over vores eget liv. Ægtefæller kan ikke arbejde på samme tid, de må kæmpe for at kunne holde ferie sammen. Vi skifteholdsarbejdere har for længe siden glemt alt om at gå på aftensskole eller deltage i regelmæssige sports- eller hobbyaktiviteter. Kalenderen skal virkelig på en opgave, hver gang man skal forsøge at holde kontakten til gamle venner. Og hvad med deltagelsen i demokratiet som det hedder … boligforeningen, forældrebestyrelsen, fagforeningen … politisk parti?

Vi må desværre konstatere, at lovgivningen (fx 11 timers-reglen) og diverse EU-regler (7 døgnsregel, maksimal arbejdstid osv.) ikke yder tilstrækkelig beskyttelse af lønmodtageren.

Men hvad kan fagbevægelsen egentlig gøre ved det, spørger du så. Der er jo tale om et utal af små og lokale overenskomstbestemmelser, som i realiteten aldrig bliver forhandlet, fordi CO Industri lægger linjen, og ingen arbejdsgiver kan fravige denne.

Først og fremmest skal fagbevægelsen forstå nødvendigheden af at se det som en samlet kamp. Konkret kunne det fx udformes som centrale bestemmelser, som lægges ned over overenskomsterne.

Kravene kunne være:

  1. Krav om lokal enighed omkring tilrettelægning af arbejdstiden (delvagter, lange vagter, forskudt tid osv.).
  2. Længere varsler, hvis arbejdsgiveren skal ændre folks skift.
  3. Reel betaling for at fravige reglerne. (Planlægning er en ledelsesmæssig opgave. Kan man ikke planlægge, skal det koste).
  4. Kortere arbejdstid på skiftehold og især natarbejde. 30 timer er målet!
  5. Ret til betalte pauser på vagter over 8 timer.
  6. Skrappere regler for begrænsning af overarbejde.
  7. Afskaffelse/begrænsning af funktionsløn.

Ved sidste overenskomstforhandling oplevede vi en splittet fagbevægelse, som kæmpede hver sin kamp. HK for at afskaffe 50 %-reglen, byggefagene for at begrænse social dumping, industrien havde fokus på længere opsigelsesvarsler osv. Alt sammen vigtige temaer, men: Dengang LO udtog de samlende krav, havde fagbevægelsen en reel mulighed for at lægge styrke bag … evt. gennem en storkonflikt. Man skal ikke tage fejl af, at der nogen steder i fagtoppen kan ligge en bevidst strategi i at undgå fælles temaer.

Vi har ikke haft en storkonflikt på det danske arbejdsmarked siden ”gærstrejken” i 1998. Der er en god gammel regel, som siger, at det ikke er strejken i sig selv, som giver resultater, men bevidstheden hos arbejdsgiverne om at den kan opstå, hvis de ikke er villige til at indgå kompromisser. Hvis ”bægeret ikke engang imellem flyder over”, fortoner denne bevidsthed sig. Når det næsten er 20 år siden, betyder det samtidig, at en hel generation aldrig har prøvet en lovlig konflikt og ikke har noget forhold til overenskomstforhandlingernes betydning. Fagbevægelsen i Danmark har i virkeligheden desperat brug for en storkonflikt om et fælles tema for at vise sin eksistensberettigelse.

Hvad kan du gøre? Start med at mød op på møder og generalforsamlinger i din fagforening og rejs temaet om arbejdstid. Argumentér for, at rådighedsretten over vores frie tid er en sag for hele fagbevægelsen, og at vi skal have de samlede temaer tilbage i overenskomstforhandlingerne.