Ghettostop og SF's racistiske retorik
Af John Graversgaard

Offentliggjort: 15. juni 2016

Der findes ikke ghettoer i Danmark, men boligområder som er udsatte og har en række problemer. Stemplingen af boligområder som ghettoer bidrager ikke til løsninger, men alene til en stigmatisering af de mennesker som bor i disse områder. Begrebet ghetto er populært blandt politikere, men er i sin kerne en racistisk retorik, da den alene retter sig mod multietniske boligområder.

På SF`s landsmøde i april 2016 talte SF-formanden Pia Olsen Dyhr om et ghettostop. Gennem sproget udtrykker vi vores forståelse af virkeligheden og det er skræmmende hvad politikere lukker ud. Når det gælder begrebet ghetto har der i en lang årrække været frit slag for himmel-råbende generaliseringer.

»SF vil derfor gennemføre et ghettostop i Danmark. Et ghettostop som indebærer, at vi på den ene side skal bremse ghettodannelsen og på den anden side gøre op med de eksisterende ghettoer. Det skal ske gennem bedre fordeling af beboerne i de almene boliger. Gennem nybyggeri. Men også gennem nedrivninger«,

”SF foreslår konkret, at der blandt andet indføres en procentgrænse for, hvor mange familier med én type socioøkonomi, der kan placeres i et boligområde. Er grænsen overskredet, kan familier af denne type ikke få en lejlighed i dette boligområde”(Politiken 16. april 2016)

Dette er endnu et eksempel på plat politik, hvor der tages udgangspunkt i forestillinger snarere end i virkeligheden. At bygge politikudvikling på undersøgelse, viden og forskning har man ikke tid til i ”et realistisk parti på venstrefløjen”. I stedet smider man om sig med generaliseringer om folks boligområder og stempler dem på ekskluderende vis som steder som det ikke at værd at leve.

Marxismen er for længst smidt ud af SF og erstattet af en simpel jagt på stemmer i folkedybet som helst ikke skal skræmmes af nogen former for socialistisk retorik. At mennesker i almene boligområder som er belastet af sociale og økonomiske problemer også kan rumme bæredygtige fællesskaber er ikke på tale. Der er alene tale om at staten på autoritær skal styre og regulerede de fattige med hård hånd. At beboerne selv kan skabe udvikling hvis de får mulighederne og bliver støttet er der ikke tid til.  I det ”realististiske” SF har man afskaffet visionerne om at folk kan selv  hvis de får mulighederne. Socialisme er erstattet af autoritær management.

Fanden males på væggen: »Lad os lige forholde os til fakta. Vi har miljøer og områder i Danmark, hvor kvindeundertrykkelse, parallelle retssystemer og normer eksisterer. Og der er sågar helt ekstreme miljøer, hvor apati, had til det danske samfund og planer om terror og hellig krig opstår. Legitimeret i radikal islam«(citat) 

Nok så, men disse mindretal som praktiserer fundamentalisme og vil ned og hjælpe deres ”brødre” i Islamisk Stat og lignende vanvidsgrupper er jo ganske små, og jo under konstant overvågning af Politi og PET.  Og almindelige beboere er jo også skide trætte af dem. Men skal alligevel udsættes for trusler om kollektiv straf og forhånelse af deres boligområde og miljø på grund af nogle få ekstremister. Og almindelige konservative muslimer som lever på lidt gammeldags vis skal finde sig i at blive sidestillet med ekstremister. 

Dette er en racistisk retorik som har bredt sig gennem årene fra højrefløjen og til venstre ind i Socialdemokratiet og ind i SF.  Med den store trumf i ærmet: Vi river jeres boliger ned hvis det passer os.

Pia Olsen Dyhr bruger ikke FAKTA, som jo er besværligt, især når man er en karrierepolitiker som gerne vil være både midtersøgende og venstreorienteret og helst med nogle få slagord sætte dagsordenen.  Hun fabrikerer en løgn om ”miljøer og områder” som er ganske raffineret da man så kan stemple hele boligområder. En smart retorik som især bruges op til folketingsvalgene, f.eks. med Lars Løkkes racistiske omtale af sorte huller på landkortet.

Løgnene punkteres.

En nylig udgivet bog af Hjarn v. Zernichow Borberg: Nydansk, punkterer de forskruede opfattelser af de etniske mindretal på effektiv vis af en person som er interesseret i FAKTA. I modsætning til skrigende politikere på jagt efter lidt medieomtale. Forskelle blæses ud af proportioner, men danskere og nydanskere er slet ikke så forskellige. Faktisk minder ni ud af ti af os om hinanden.

»Der er i medierne et billede af, at nydanskere klumper sig sammen, ikke gider arbejde og er meget mere kriminelle end danskere. Fakta er, at nydanskere ikke bor i ’ghettoer’ – ligesom danskere ikke gør det. Kun 10 procent af nydanskerne bor der. Ca. 97 procent af nydanskerne er ikke kriminelle – tallet for danskere er kun lidt højere. Nydanskere har en lavere beskæftigelsesfrekvens end danskere, men der er et stort, stort flertal af velintegrerede mennesker, der vil det danske samfund«(Politiken, 3. juni 2016).

Vi har ikke ghettoer i Danmark.

Lad os gå til forskerne i boligområder i stedet for at lytte til markskrigere som Pia Olsen Dyhr.

En forstandig af slagsen er Knud Erik Hansen fra Statens Byggeforskningsinstitut, som i en kronik bla. skriver:

”Ordet ghetto rummer en fortælling om boligområder, som på flere måder ikke passer til danske forhold. Ordet bidrager derfor til at fjerne debatten fra virkeligheden. Kronikøren foretrækker ordet multietniske boligområder. Skal man sige det kort, fungerer disse områder mest som normale boligområder, bortset fra balladen fra nogle få unge beboere. …..Der bor typisk 20-40 forskellige etniske minoriteter i de multietniske boligområder, og ikke én, som i fortællingen om ghettoen. De netværk, som beboerne deltager i, er oftest med beboere fra samme etniske gruppe. Der er derfor mange netværk, og beboerne udgør ikke én gruppe. Disse etniske netværk kan have meget forskellig karakter, men har mest karakter af netværk med venner og bekendte. Beboernes måde at fungere i områderne kan derfor ikke generelt betegnes som parallelsamfund. Når områderne omtales som steder med uorden, ballade og kriminalitet og områder, der truer danske værdier, så får man det indtryk, at det er noget, som langt de fleste beboere er involveret i. Det er ikke tilfældet. Tager man 100 beboere, så vil typisk 95-98 af beboerne opføre sig, som beboere gør i alle andre boligområder”(Berlingske, 25 okt. 2010).

Og lad os lige høre Knud Erik Hansen fortælle hvad ghetto egentlig betyder:

”Ordet ghetto går helt tilbage til 1500-tallet. Ghettoer har haft forskellig karakter, men meningen med ordet har været den samme. Ghetto har været betegnelsen for områder, hvor der bor én etnisk gruppe, som det øvrige samfund gerne ville holde på afstand, og som i mange tilfælde levede som udstødte af det almindelige samfund. I 1555 udstedte paven i Rom et dekret om, at jøder skulle bo i særlige bydele. Det havde allerede været praksis i mange byer siden 1100-tallet. Kirken ønskede at holde jøderne på afstand. I Venedig havde man en ghetto; den kan ses som en slags mønster-ghetto.

Der var mure omkring bydelen. Der var kristne vagter ved portene, og portene var lukket om natten. Jøderne var derfor tvunget til at lave deres eget lille samfund inden for murene. Ghettoen fungerede som et parallelsamfund. Ghettoen i Venedig lå ved et jernstøberi, hvor jorden var præget af slam fra fabrikationen, og dette slam hed på italiensk ’ghetto’. Siden er bydele med andre minoriteter blevet betegnet som ghettoer”(op.cit).

Kort og godt vi har ikke ghettoer i Danmark. Det er en racistisk retorik som er giftig for samfunds-debatten om de multietniske boligområder, som er en dækkende betegnelse.

Vi lever på et sted: Sted-bevidsthed.

I stedet for at begrænse mennesker ud fra en beskrivelse af deres baggrund som klasse, etnisk gruppe, religiøs orientering og køn, så kan det være frugtbart at huske på at mennesker gennem bosættelsen faktisk er et ganske stedbundet væsen. Vi lever i boligområder, bydele, landsbyer, vi har naboer og dette er en del af vores identitet. Vi kan altså have flere identiteter. Der er kolossale energier her som man kan se i al den frivillige aktivitet som udfoldes af naboskaber og boligforeninger.  Hvor beboere kæmper for at gøre deres boligområder til gode levesteder. Denne kollektivisme er kapitalismen og dens fremherskende ideologi, nyliberalismen, fremmed. Dette er imod princippet om egennytte. At gøre noget for og sammen med andre kan jo ikke umiddelbart værdisættes. At multietniske boligområder kan danne rammen om gode liv skydes derfor brutalt ned gennem ensidige generaliseringer. Beboerne beskrives som ”tabere” underforstået at alle andre er på vinderholdet.

Grace Lee Boggs har på smuk vis ud fra eksemplet Detroit i USA som er en by som har gennemgået en voldsom social og økonomisk nedtur formuleret en vision:

”Den globale kapitalisme flytter uophørligt mennesker og lægger steder øde fordi lokalsamfund, byer og selv nationer ses som problemer for fremskridtet.

Sted-bevidsthed, i modsætning hertil, opfordrer os til at samles omkring lokale erfaringer og organisere os omkring vores håb for vores lokalsamfund og byer. Medens den globale kapitalisme gir fanden i folk og miljøet, fordi den altid kan flytte til andre mennesker og andre steder, så er den sted-baserede aktivisme optaget af menneskers og steders sundhed og sikkerhed”(Boggs, dec. 2015).

Denne tilgang kan forene i stedet for at splitte og hvor folks boligområde også er et sted hvor der udspilles klassekamp, miljøkamp og anti-racistisk kamp. Og hvor kvinderne spiller en central rolle da de er centrale aktører i godt naboskab.

Kilder:

Ghettostop. Pia Olsen i værdikamp: »Vores åbne og frie samfund er truet«, Politiken, 16. apr. 2016.
Ghetto - et ord med betydning; Kronik af Knud Erik Hansen, seniorforsker, Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet; Berlingske, 25. okt.2010.
Forskelle mellem danskere og nydanskere blæses ud af proportioner. Debat. Politiken, 3. juni 2016.
Grace Lee Boggs: A Question of Place, Monthly Review, Dec. 2015. www.monthlyreview.org