Er Gramsci i live? Om bevægelser og hegemoni.
Af Bjarke Skærlund Risager

Offentliggjort: 15. juni 2016
Denne artikel er koblet til temaet: Tema om Antonio Gramsci (1891-1937) . Klik på temanavnet for at se mere

I

Med sin populære bog fra 2005, Gramsci is Dead: Anarchist Currents in the Newest Social Movements, erklærede Richard J. F. Day den italienske marxist Antonio Gramsci for død. [1],[2] Det havde han selvfølgelig bogstaveligt talt været i trekvart århundrede, siden 1937. Men den afdøde Gramsci, som Day talte om, var den Gramsci, der, ifølge ham, var uadskillelig fra et forældet venstrefløjsprojekt, men hvis teori om hegemoni[3] imidlertid stadig var dominerende for forståelsen af sociale bevægelser for venstrefløjens teoretikere. I denne artikel vil jeg argumentere for, at der er teoretiske og - her 11 år efter af Days bog udkom - også empiriske grunde til, at det er forhastet at skrive en nekrolog over Gramsci og hegemonibegrebet. Med Gramsci-forskeren Peter D. Thomas mener jeg, vi kan bruge hegemonibegrebet til at tænke bevægelsen som en totalitet, der til stadighed er under udvikling og til forhandling, og som ikke bør reduceres til visse partikulære historiske konstellationer, som megen af Gramsci-receptionen, hos Day og andre, har gjort det.[4] Jeg vil illustrere dette med de seneste års sociale bevægelser i Egypten, USA, Grækenland og Spanien.

II

Med det Nye Venstre leverede Gramsci fra 1960’erne værktøjer til at teoretisere klassekampens kulturelle og sociale dimension, først og fremmest i Storbritannien, hvor han blev en central teoretiker for Stuart Hall og andres ’kulturstudier’. Senere fik den italienske marxist også en mere afgrænset indflydelse på teoretiseringen af de såkaldte ’nye sociale bevægelser’, der blev set som et modstykke til den ’gamle’ sociale bevægelse, det vil sige arbejderbevægelsen. Modstillingen, der sidenhen er blevet problematiseret, kan kondenseres på følgende vis: Hvor arbejderbevægelsen var defineret ved sin økonomiske position og politik, var de nye sociale bevægelser defineret ved identiteter og emner, der ikke lod sig reducere til økonomi og lønarbejde - emner såsom køn, seksualitet, krigsmodstand, miljø og atomkraft. En række (sekundære) karakteristika kan tilføjes i modstillingen mellem den gamle og de nye bevægelser, såsom vertikal versus horisontal organisering og overtagelse af produktionsmidler og statsmagt versus anerkendelse og ’præfigurativ’ politik (hvor sidstnævnte henviser til en politik, der ikke skelner mellem mål og middel, der anser aktionen i sig som et politisk alternativ).[5] I modsætning til alle de teoretikere, der således identificerer, hvad de ser som et afgørende skel mellem den gamle sociale bevægelse og de nye sociale bevægelser, hører begge bevægelsesformer, ifølge Day, fortiden til. Det samme gør derfor den Gramsci og det hegemonibegreb, der har været brugt til at teoretisere og analysere disse bevægelser.[6]

De teoretikere, der har haft størst succes med at tænke de nye sociale bevægelser med Gramsci og hegemonibegrebet – målt på antal læsere og henvisninger – er Ernesto Laclau og Chantal Mouffe med bogen Hegemony and Socialist Strategy: Towards a Radical Democractic Politics fra 1985. Derfor hører de også til de teoretikere, som Day kritiserer – eller rettere, det er først og fremmest den fortsatte applikation af deres teori til at forstå, hvad han kalder, de ’nyeste sociale bevægelser’, han argumenterer imod.[7] Hegemony and Socialist Strategy markerede et brud med 1970’ernes marxisme og påbegyndelsen af en postmarxistisk tradition, der kan ses som en del af den bredere postmoderne og poststrukturalistiske vending. Den historiske materialisme og det økonomiske fokus var nu ikke bare suppleret med et fokus på kultur og identitet, men helt erstattet af dette fokus. Sociale antagonismer er i deres teori et ontologisk vilkår for alle samfund, lige som det er givet, at disse antagonismer skaber subjektpositioner, der danner grundlag for den hegemoniske kamp, det vil sige kampen om en samfundsformation. Men i modsætning til den klassiske marxisme handler antagonismen, subjektet og den hegemoniske kamp ikke nødvendigvis om økonomi. Og i det omfang økonomien spiller en rolle, er det som et rent diskursivt fænomen – den klassiske marxismes dualisme, spidsformuleret af Marx med begreberne ’basis’ og ’overbygning’, kollapser fuldstændigt (omend Laclau og Mouffe insisterer på, at ’diskurs’ ikke kun skal forstås som et sprogligt fænomen). Det er da også sigende, at når humanistiske og socialvidenskabelige studerende i dag undervises i Laclau og Mouffe – og det gør de fleste i et eller andet omfang – er det snarere som et mere eller mindre afpolitiseret diskursanalytisk redskab end som en (post)marxistisk historisk analyse. Hvor en marxistisk hjørnesten dermed forsvinder med Laclau og Mouffes ’sproglige vending’, er begrebet hegemoni stadig central i disse forfatteres postmarxisme: Den hegemoniske artikulation er den proces, hvormed der gennem ’ækvivalenskæder’ skabes lighed på tværs af forskellige identiteter og derved et politisk subjekt.[8]

III

Days kritik af Gramsci og hegemonibegrebet er først og fremmest historisk, idet den baserer sig på de mange bevægelser og former for aktivisme, der kendetegnede 1990’erne og perioden frem til midten af 2000’erne, hvor Day udgiver sin bog. Det drejer sig for det første om fænomener som guerilla gardening, folkekøkkener, sociale centre og diverse do it yourself-praksisser; for det andet de topmødeprotester, der begyndte i Seattle i 1999 og blev efterfulgt af protester i byer som Genova og Göteborg, og aktivistiske alternativer som World Social Forum og European Social Forum – hvad der også inspirerer den samlede betegnelse ’bevægelsen for en anden globalisering’, ’bevægelsernes bevægelse’ og den ’globale retfærdighedsbevægelse’. For at markere, hvad han ser som et nybrud, betegner Day disse praksisser som de ’nyeste sociale bevægelser’ (omend det ’nyeste’ element gør, at hans brug af betegnelsen ’social bevægelse’, ifølge ham selv, sker med en vis ironi). Disse bevægelser er for Day karakteriseret ved ’anarkistiske strømninger’, idet de ikke blot yder modstand, men også præfigurerer og konstruerer alternativer, blandt andet i deres horisontale sociale og politiske organisering (i højere grad end de nye sociale bevægelser, må man antage). Bevægelserne og deres kampe er partikulære: ”[D]er findes ikke én enkelt fjende, som de nyeste bevægelser kæmper imod. Der findes snarere en række vidt forskellige kampe, der hver især må adresseres i deres partikularitet”, skriver Day.[9]

På baggrund af denne præmis, eller empiriske observation, er hegemonibegrebet for Day problematisk af en række grunde. Ved at insistere på bevægelsernes hegemoniske projekt gør marxismen sig, ifølge Day, afhængig af (at overtage) statsmagten eller at opnå statens anerkendelse. Marxismen gør derved, lige som liberalismen, staten til et nødvendigt middel for emancipation. Day forstår altså hegemoni som noget, der er tæt knyttet til staten og til det anerkendelsesparadigme, der af mange knyttes til neoliberalismen; han forstår hegemoni som et totaliserende og revolutionært projekt, der i høj grad er bundet op på arbejderklassen som politisk subjekt. På den måde er det et anakronistisk projekt, et levn fra den ’gamle’ arbejderbevægelse, men også fra de anerkendelsessøgende nye sociale bevægelser. Hvor Laclau og Mouffe i deres postmarxistiske aftapning ikke har fokus på arbejderklassen og på at tage statsmagten, præger hegemoniets logik stadig deres reformisme, idet den ”søger at påvirke [statsmagtens] operation gennem processer af pluralistisk kooperation og konflikt”. De nyeste sociale bevægelser er derimod slet ikke interesserede i statsmagten, forklarer Day: ”De søger radikal forandring, men ikke ved at tage eller påvirke statsmagten, og ved at gøre dette udfordrer de kernen af hegemoniets logik”.[10] De binder per definition ikke deres politiske projekt op på brede sociale bevægelser eller på statsmagten, hverken som noget, der skal overtages, eller som kan forventes at levere løsninger. (Days karakteristik af de nyeste sociale bevægelser minder derved om dem, vi finder hos Michael Hardt og Antonio Negri, når de taler om det politiske subjekt som en decentral, pluralistisk ’multitude’; hos John Holloway med hans forestilling om at ’forandre verden uden at tage magten’; hos Stephen Gills med hans opdatering af Gramscis begreb om den ’moderne fyrste’ ved at betegne Seattle-protesterne som en ’postmoderne fyrste’; eller hos Jon Beasly-Murray med hans idé om ’posthegemoni’.[11]) I forlængelse af dette kritiserer Day, hvad han kalder ’hegemoniets hegemoni’: ”Antagelsen om, at effektiv social forandring kun kan opnås simultant og en masse”,[12] og at bevægelser derfor må måles og vejes ud fra deres hegemoniske potentiale. I Days optik er dette hegemoni ved at blive erstattet med ”en affinitet for affinitet, det vil sige, for ikke-universaliserende, ikke-hierarkiske, ikke-tvungne forhold baseret på gensidig hjælp og delte etiske forpligtelser”.[13]

IV

Jeg mener, at Day (og andre) belyser nogle vigtige tendenser i de seneste årtiers sociale bevægelser og aktivisme. Imidlertid mener jeg samtidig, at der er både teoretiske og empiriske grunde til ikke at erklære Gramsci og hegemonibegrebet for døde.

Hvis vi begynder med den teoretiske kritik, så har de seneste år budt på innovativt filologisk arbejde om Gramscis tekster. Den måske fremmeste forsker på dette område er Peter D. Thomas. I sin artikel ”Hegemony, passive revolution and the modern Prince” argumenterer han for, at de forståelser af hegemoni, som vi finder hos Day, Laclau og Mouffe og andre, kun udgør partikulære forståelser eller halve sandheder.[14] Han kortlægger i artiklen fire forskellige forståelser af hegemoni, der har domineret Gramsci-receptionen. Den første forståelse omhandler politisk lederskab ved konsensus og samtykke modsat lederskab ved tvang. Thomas kalder dette en slags ’begynderforståelse’ af begrebet. Den anden forståelse er den, vi finder hos Laclau og Mouffe, der som beskrevet omhandler formationen af et politisk subjekt ved at skabe ækvivalens på tværs af forskelle. En tredje forståelse, der bygger på de første to, henviser spørgsmålet om hegemoni til civilsamfundet, som en ’antipolitik’. Endelig har vi den geopolitiske forståelse af hegemoni, som noget der går på tværs af landegrænser, som vi kender fra kritiske, neogramscianske perspektiver på international politik.[15]

Der er altså ikke én, men fire forståelser, der har kendetegnet forskningen i og med Gramsci. Men for Thomas er det ikke nok at gøre opmærksom på dette; på baggrund af nyere filologisk og idéhistorisk forskning, opstiller han en alternativ typologi, hvor hegemoni forstås som en ’dialektisk kæde’ bestående af fire ’momenter’, det vil sige momenter, der ikke lader sig adskille fra hinanden, men som (på kontradiktorisk vis) påvirker og er integreret med hinanden. Det første moment – omend hegemoniet ikke følger nogen kronologisk nødvendighed – handler om socialt og politisk lederskab. Et sådant lederskab kan facilitere et bredere politisk projekt, det andet moment. Det hegemoniske projekt kan sætte sig igennem i hegemoniske apparater, det vil sige institutioner og organisationer, og dette udgør det tredje moment. Endelig udgør arbejderklassens sociale og politiske hegemoni det fjerde moment i den dialektiske kæde.[16]

Det er let at forestille sig, hvilken kritik Day ville rette mod de fire momenter, som Thomas opstiller: Socialt og politisk lederskab leder tankerne hen på magtcentralisering, hierarki og vertikalitet; det politiske projekt implicerer homogenitet på bekostning af det partikulære; forestillingen om de hegemoniske apparater synes at dække over en orientering mod staten og dens institutioner; og idéen om, at det er arbejderklassens hegemoni, der er centralt, peger på en identitet, kollektivitet og materialitet, der for Day hører fortiden til.

Denne udlægning af hegemoniets fire momenter er imidlertid forsimplende. Lederskab bør, ifølge Thomas, forstås bredere, som agens, og dermed som noget, der også kan findes i horisontale bevægelser, og som i øvrigt ikke udelukker demokratiske processer. Det politiske projekt er ligeledes ikke en homogen fastfrysning, men snarere et pædagogisk laboratorium for politisk praksis, hvor erfaring og viden generes, og hvor der pågår en vedvarende forhandling mellem ledere og deltagere. Hvad angår de hegemoniske apparater, kan disse også komme til udtryk gennem forskellige former for autonomistisk organisering.[17] Endelig påpeger Thomas, at arbejderklassen ikke bør forstås på ’økonomistisk’ vis; arbejdet gennemsyrer alle sociale relationer og er ikke snævert bestemt som en industriel praksis; og denne klasses kamp er en kamp mod undertrykkelsen af alle ’subalterne’ grupper.[18]

Thomas’ rekonceptualisering, eller snarere præcisering, af Gramsci, giver os således et hegemonibegreb, der på flere områder ligger tæt på Days forståelse, ikke af hegemoni, men af de nyeste sociale bevægelser. Dog er der stadig forskelle på de to positioner, hvoraf den største har at gøre med det fjerde moment, Gramscis insisteren på arbejderklassen, som Day ikke ville have kunnet acceptere. Desuden er hele forestillingen om en dialektisk kæde bestående af en række momenter formentlig noget, der går Days anarkistiske temperament imod. Ikke desto mindre, argumenterer Thomas i min optik overbevisende for, at der teoretisk set er gode grunde til ikke at pensionere hegemonibegrebet, når vi forsøger at forstå sociale bevægelser – også selvom, de måtte tage sig ud på andre måder, end de gjorde engang.

V

Day har imidlertid en pointe i, at nogle af de anarkistiske strømninger, der har kendetegnet aktivismen i den periode, han skriver om, kun vanskeligt lader sig indfange af hegemonibegrebet, selv i Thomas’ aftapning. Jeg mener dog, at årene efter udgivelsen af Days bog har budt på visse nybrud i (eller en tilbagevenden) blandt de sociale bevægelser, der udgør en empirisk grund til at holde fast i hegemonibegrebet. For det første synes orienteringen mod den politiske økonomi at være tilbage. For det andet ser vi - i hvert fald i nogle tilfælde - en orientering mod institutionalisering (i bred forstand) og mod statsmagten. Endelig synes der også at være fornyet opbakning til bredere politiske projekter, der både rumligt og tidsmæssigt udfolder sig hinsides partikulære og flygtige affiniteter. Konteksten for disse nybrud er først og fremmest den økonomiske krise, eliternes krisehåndtering og konsekvenserne af dette for folks hverdagsliv.

Pladsbesættelserne rundt omkring i verden i 2011 står som centrale protestbegivenheder i denne periode, både i kraft af deres fysiske vægt, men også i kraft af de effekter, de sidenhen har haft. Aktivisterne på Tahrir-pladsen i Kairo, Indignados/15M på Puerta del Sol i Madrid, Aganaktismenoi på Syntagma-pladsen i Athen og Occupy Wall Street i Zuccotti Park i New York for blot at nævne de største – alle kan de anskues gennem hegemoniets dialektiske momenter: Alle var udtryk for en agens, der skabte brede politiske projekter på tværs af partikulære identiteter, og som fik organisatorisk udtryk som politisk laboratorier og sociale fællesskaber. Det var i høj grad arbejderklassen – herunder også en forgældet ’middelklasse’ med elendige fremtidsudsigter – der gjorde oprør, og økonomi og demokrati stod centralt. Det arabiske forår var langt hen ad vejen en kamp mod diktaturer, men stigende fødevarepriser og massiv ungdomsarbejdsløshed som følge af den globale krise og dens ulige globale forskydninger, var en animerende kraft.[19] I Spanien og Grækenland var det de unge, ramt af tårnhøj arbejdsløshed, der fra pladserne krævede et opgør med den gamle politiske elite. I USA satte Occupy-bevægelsen landets ekstreme ulighed på dagsorden og gav stemme til en gældsat generation af højtuddannede med ringe jobudsigter. (I parentes bemærket vidner pladsbesættelsen som taktik desuden om, at hegemoniet altid har en forankring i enkelte steder, som Bob Jessop påpeger.[20] Fabrikken, gaden og pladsen er alle steder, der kæmpes om, men det er også dér, hvor det hegemoniske projekt udfolder sig. Og i dag er pladsen og byrummet, i hvert fald i det Globale Nord, som samlingssted for utilfredse arbejdsløse eller prekære byboere, givetvis et vigtigere sted for den hegemoniske kamp end fabrikken.[21])

Mens selve pladsbesættelserne relativt hurtigt døde ud, er bevægelserne i flere tilfælde fortsat med videre udbredelse af det hegemoniske projekt hinsides pladserne, med hvad det indebærer af yderligere forhandlinger omkring lederskab, organisering og institutionalisering.[22] Eller som Marina Prentoulis og Lasse Thomassen formulerer det, ”ser vi, hvordan forskydningerne af protesterne til nye steder og kontekster resulterer i stadig nye hegemoniske artikulationer af autonomi og horisontalitet”. Og som de rigtigt påpeger, indeholder denne proces ”både muligheder og risici”.[23] Nogle steder er den hegemoniske kæde blevet styrket, andre steder er den svækket, hvis ikke ligefrem brudt.

Det arabiske forårs hegemoniske håb blev næsten alle steder knust af en militant kontrahegemonisk artikulation. I tilfældet Egypten lykkedes aktivisterne fra Tahrir-pladsen i første omgang med at få væltet præsident Hosni Mubarak. Det hegemoniske projekt faldt dog hurtigt fra hinanden, da det Muslimske Broderskab med Mohamed Mursi i spidsen i kraft af dets eget hegemoniske apparat, dets stærke organisation, var i stand til at sætte sig på revolutionen, på Tahrir-pladsen, mens andre egyptere måtte se langt efter de ønskede demokratiske reformer og fortsat blev holdt nede af politi og militær. Endelig blev Mursi og Broderskabet sat fra bestillingen ved et militærkup, og generaloberst Abdul Fatah al-Sisi overtog præsidentposten og tydeliggjorde, at militæret (stadig) var landets egentlige hegemon. Den hegemoniske kamp om Tahrir-pladsen var endelig tabt. For nu i hvert fald. Som Gilbert Achcar har påpeget tager en revolutionær (eller hegemonisk) proces som den i den arabiske region ikke uger og måneder, men år og årtier.[24]

Occupy-bevægelsens hegemoniske projekt blev i tiden efter pladsbesættelserne forskudt til en række vigtige initiativer, der både demonstrerede stor organisatorisk styrke og et mere konkret fokus på politisk-økonomiske indhold: Occupy Our Homes kæmpede for retten til boliger for de ’99 procent’; Occupy Sandy organiserede nødhjælp og omsorg i forbindelse med orkanen Sandy, da den hærgede den amerikanske østkyst i 2012; på vestkysten blokerede bevægelsen vigtige industrihavne i Oakland og andre byer. Occupy-bevægelsen synes dog nu at være død. Dog mener jeg ikke – i forlængelse af Thomas og i modsætning til Laclau og Mouffe – at vi udelukkende kan forlade os på en diskussion af ’betegnere’, hvis vi skal forstå hegemoniske processer: ’Occupy’ er måske en død betegner, men det politiske landskab i USA er stadig under forandring. Den vigtige Fight for $15-bevægelse, der kæmper for en højere mindsteløn og den uventede støtte under primærvalgkampen til den ’demokratisk socialist’ Bernie Sanders, der ønsker en ’politisk revolution’ i USA, er momenter, der skal ses i forlængelse af de diskussioner, Occupy satte i gang. Et nyligt studie viser, at andelen af amerikanske unge, der identificerer sig selv som arbejderklasse – over halvdelen, mens kun en tredjedel identificerer sig som middelklasse – er større end nogen anden generation gennem de seneste tre årtier.[25] Samtidig viser fremgangen til den konservative Donald Trump, at der ikke er nogen nødvendighed forbundet med, hvordan de (kontra)hegemoniske kampe udfolder sig.

Spaniens 15 Mayistas, betegnelsen for de aktivister, der var involveret i pladsbesættelserne, har videreført det hegemoniske momentum på unik vis. Pladsernes momentum gav anledning til hundredvis af politiske initiativer, der imidlertid stadig ser sig selv som værende del af den samme bevægelse. Med innovativ ’teknopolitik’ (brug af sociale medier i de politiske processer) har bevægelsen gjort meget for at forhindre, at de horisontale politiske laboratorier ikke har overtrumfet den nødvendige agens. Det hegemoniske projekt har også fået parlamentariske udtryk: Partiet Podemos stormede et par måneder gammelt frem i valget til Europa-parlamentet i 2014, og blev i 2015 med 21 procent af stemmerne Spaniens tredjestørste parti i landets parlamentsvalg. Da resultatet af dette valg var et ’hængt parlament’ skal spanierne igen til stemmeurnerne i juni 2016. I maj 2016 erklærede Podemos, at det ønskede at danne valgforbund venstrefløjspartiet Izquierda Unida. Dermed risikerer socialdemokratiske PSOE at rykke ned som landets tredjestørste parti, hvilket ville være historisk.[26] Podemos’ succes kan blandt andet forklares med, at partiet langt hen ad vejen har formået at reproducere pladsens horisontalitet; desuden har det, med inspiration fra Laclau, været opmærksom på at identificere sin modstander, ’kasten’, som et led i opbygningen af det hegemoniske projekt.[27] Man har dog også i nogen tid hørt kritiske stemmer, der mener, at for megen magt er blevet centraliseret omkring partiets grundlægger og talsperson Pablo Iglesias.[28] To andre parlamentariske nybrud er borgerplatformene Ahora Madrid og Barcelona en Comú, der i 2015 satte sig på borgmesterposterne i landets to største byer med løfter om gennemgående politiske reformer. Ada Colau, der nu er Barcelonas første kvindelige borgmester, er grundlægger og tidligere talsperson for en anden vigtig politisk bevægelse: Platformen for folk ramt af boliglån (PAH). Siden 2009 har PAH kæmpet mod husudsættelser, genforhandlet urimelige lånevilkår og ikke mindst skabt et fællesskab, i hvilket folk har kunnet møde hinanden, drage omsorg for hinanden og sammen politisere og handle på deres prekære situation. PAH er siden 2011 kun blevet stærkere, som en del af det momentum, 15M har skabt.[29]

I Grækenland blev utilfredsheden med politivold, Trojkaens hestekure og landets politiske dynastier, der havde drevet folk til Syntagma-pladsen, og i årene før på gaderne, i protest, på sin vis kanaliseret ind i det hegemoniske apparat, SYRIZA. Fra at være startet som en ny og lille koalition, blev det senere et selverklæret venstrefløjsparti (i modsætning til Podemos i Spanien, der har afvist venstre-højre-tænkningen), der vandt regeringsmagten. Perioden var også kendetegnet ved et stort antal generalstrejker. Den hegemoniske proces udfoldede sig på den måde mere ’traditionelt’ end i Spanien. Partiet brød med socialdemokratiske PASOK og konservative Nyt Demokratis topartisystem og dynastierne bag det, men kunne ikke stille meget op i den transnationale hegemoniske kamp mod Trojkaen og endte paradoksalt nok med at acceptere en endnu strengere udgave at Trojkaens austeritetspolitik end man oprindelig stod overfor. Den hegemoniske agens og det politiske laboratorium blev i et vist omfang ofret til fordel for institutionaliseringen, mens sidstnævnte blev underlagt den europæiske elites dagsorden. Grækenland er et eksempel på, hvordan den hegemoniske kæde ikke er stærkere end sit svageste led. Som i USA, om end i mere ekstrem og mere organiseret grad, har Grækenland desuden oplevet kontrahegemonisk højremobilisering ført an af det nynazistiske parti Gyldent Daggry med stærkt bekymrende forbindelser til landets politi. Vi har dog også set positive udviklinger gennem de seneste år. ’Uden om parlamentet’ har en ny solidaritetsbevægelse forsat det sociale og politiske ’laboratorie’ og organiseret sundhedsklinikker, suppekøkkener, juridisk bistand med mere i solidaritet med de mennesker, der rammes hårdest af de påtvungne nedskæringer. Bevægelsen af har været støttet økonomisk af SYRIZA’s parlamentsmedlemmer, lige som de fleste af bevægelsens deltagere har været medlemmer af partiet, i hvert fald inden det vandt regeringsmagten.[30] Senest har solidaritetsbevægelsen, som reaktion på EU’s militariserede grænseregime, sammen med internationale aktivister forsøgt at tage hånd om flygtningesituationen i landet.[31] Hvor disse praksisser minder om de, Day beskriver som anarkistiske, er de derved eksempler på, at der ikke behøver at være et klart skel mellem bevægelse og parti. Dog har SYRIZA-regeringens fortsættelse af austeritetspolitikken ikke overraskende også budt på nye generalstrejker, oprør og protester.[32]

Alle eksemplerne ovenfor illustrerer væsentlige aspekter af hegemoniet. Først og fremmest, at hegemoniet er en vedvarende proces og ikke et fastfrosset endepunkt. Det er en dialektisk proces med interne kontradiktioner og forhandlinger mellem og på tværs af de hegemoniske momenter. Og det er en proces, der nødvendigvis vil møde modstand, en kontrahegemonisk proces, fra de herskende klasser.

VI

Denne artikel har taget udgangspunkt i spørgsmålet om Gramscis ’død’. Det er et spørgsmål, der i sig selv dækker over et gramsciansk tema, nemlig forholdet mellem teori og praksis – eller praxis, som han kalder dette dialektiske forhold. Når han erklæres død eller i live handler det om hans relevans i forhold til at give mening til den politiske situation, vi befinder os i, og derved inspirere til og informere politisk handling, der kan skabe forandring.

Jeg har ovenfor givet både teoretiske og empiriske grunde til, at hegemoni – et vitalt begreb for Gramsci – stadig kan spille en rolle, når det kommer til at forstå de bevægelser, der udfolder sig i disse år. Det kan også meget vel fungere som et politisk begreb, med hvilket disse bevægelser forstår sig selv og deres egen kamp; det vil sige et begreb, der animerer deres praxis. Jeg mener, at hegemonibegrebet, som det er udfoldet ovenfor, kan være et vigtigt værktøj for praxis, idet det presser os til at have blik for alle de fire momenter – socialt og politisk lederskab, det politiske projekt, hegemoniske apparater og arbejderklassens hegemoni – og deres dialektiske forhold til hinanden. På den måde kan vi bedre gardere os mod en reduktiv forståelse og praktisering af bevægelsen, der sætter den lig eksempelvis én bestemt taktik, én bestemt organisationsstruktur eller én bestemt modstander. Disse tre eksempler er oftest alle vigtige, men i det omfang de enkeltvis kommer til at definere en bevægelse, vil det oftest svække dens politiske potentiale. Hegemonibegrebet hjælper os med at integrere forskellige momenter i praxis og ikke mindst forstå denne integration som en vedvarende proces.

Hvis jeg har ret i, at de hegemoniske bevægelser, der har udfoldet sig siden 2011, netop kan kaldes sådan og derved i et vist omfang adskiller sig fra de bevægelser, Day beskriver, betyder det så, at vi skal finde på endnu en ny betegnelse, der kan beskrive disse bevægelser? En betegnelse for de bevægelser, der angiveligt er nyere end Days nyeste sociale bevægelser? I mine øjne er dette hverken hensigtsmæssigt eller vigtigt. Forskere såvel som bevægelser bruger megen energi på at erklære noget for nyt, mens noget andet afvises som gammelt. Det er helt sikkert vigtigt at blive ved med at sætte spørgsmålstegn ved de teorier og begreber, vi benytter, som den historiske situation forandrer sig. En stædig fastholdelse af et bestemt begreb eller teori må aldrig gøre os blinde for, hvordan verden forandrer sig, og hvordan vi bedst forandrer den. Spørgsmålet er også politisk: Et begrebs historie og politiske brug sætter uundgåeligt nogle rammer for, hvorvidt det giver mening for bevægelser og deres intellektuelle at forstå deres situation, muligheder og udfordringer ved hjælp af dette begreb. Et begreb kan være tynget af dets tidligere politiske brug. Nogle gange er der gode grunde til at lægge én begrebsmæssig ramme til side og insistere på en ny.

Erstatningen af ét sæt teori og begreber med nye kan andre gange imidlertid vidne om en vis historieløshed – ”mange socialteoretikere ved kun lidt om historie”, skriver Craig Calhoun i sin kritik af paradigmet om de nye sociale bevægelser.[33] Det kan også vidne om, at individuelle akademiske karrierer ofte er bundet op på at bidrage med nye begreber, og at dette ikke altid betyder et større analytisk (og politisk) afkast. Det kan være givende – både analytisk og politisk – at holde fast i de tænkere, teorier og begreber, der kan hjælpe os med at identificere de ligheder, der findes på tværs af historiske (og geografiske) skel og på tværs af forskellige subalterne positioner.

Der gives selvfølgelig ikke noget entydigt svar på, hvornår en tænker, en teori eller et begreb skal lægges i graven til fordel for nye. Eller rettere, der findes ikke noget svar, der abstraherer fra en ’konkret analyse af en konkret situation’, som vi forsøger at forstå og handle i, udover det banale svar, at det netop handler om, hvordan vi gør dette bedst: forstår og handler. Og som med hegemoniet selv er vejen mod dette svar en vedvarende forhandling.

Noter:


[1] Denne artikel er skrevet på baggrund af et oplæg med samme titel givet ved bogreceptionen for Gert Sørensen og Carsten Jensens bog, Antonio Gramsci (DJØF Forlag, 2015) den 8. december 2015 på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Tak til Carsten og Gert for at have inviteret mig til debatten, for at have organiseret temaet om Gramsci i Kritisk Debat, som denne artikel er en del af, og for kommentarer til en tidligere version af artiklen. Også tak til Mikkel Thorup og Laurence Cox for deres kommentarer.

[2] Richard J. F. Day, Gramsci is Dead: Anarchist Currents in the Newest Social Movements (London: Pluto Press, 2005).

[3] Antonio Gramsci, Fængselsoptegnelser (København: Museum Tusculanums Forlag, 1991).

[4] Som det vil fremgå nedenfor, bygger dette argument kraftigt på hegemoniforståelsen i Peter D. Thomas, «Hegemony, passive revolution and the modern Prince», Thesis Eleven, 117 (2013), 20–39 <doi:10.1177/0725513613493991>.

[5] Se fx Alberto Melucci, «The new social movements: A theoretical approach», Social Science Information, 19 (1980), 199–226 <doi:10.1177/053901848001900201>. For en kritik af paradigmet om nye sociale bevægelser, se Craig Calhoun, «‘New Social Movements’ of the Early Nineteenth Century», Social Science History, 17 (1993), 385–427 <doi:10.2307/1171431>. For en introduktion til begrebet og praksissen ’præfigurativ’ politik, se Marianne Maeckelbergh, «Doing is Believing: Prefiguration as Strategic Practice in the Alterglobalization Movement», Social Movement Studies, 10 (2011), 1–20 <doi:10.1080/14742837.2011.545223>.

[6] Day.

[7] Day, s. 70–76.

[8] Ernesto Laclau og Chantal Mouffe, Hegemony and Socialist Strategy: Towards a Radical Democratic Politics, 2. udg. (London & New York, NY: Verso Books, 2001).

[9] Day, s. 5–6. Alle oversættelser af citater i denne artikel er mine egne.          

[10] Day, s. 8.

[11] Michael Hardt og Antonio Negri, Multitude: War and Democracy in the Age of Empire (London: Penguin Books, 2004); Stephen Gill, «Toward a Postmodern Prince? The Battle in Seattle as a Moment in the New Politics of Globalisation», Millennium - Journal of International Studies, 29 (2000), 131–140 <doi:10.1177/03058298000290010101>; John Holloway, Change the World Without Taking Power (London: Pluto Press, 2002); Jon Beasley-Murray, Posthegemony: Political Theory and Latin America (Minneapolis: University of Minnesota Press, 2010).

[12] Day, s. 8.

[13] Day, s. 9.

[14] Thomas, «Hegemony, passive revolution and the modern Prince». For hans mere udførlige værk om Gramsci, se Peter D. Thomas, The Gramscian Moment: Philosophy, Hegemony and Marxism (Leiden & Boston, MA: Brill, 2009).

[15] Thomas, «Hegemony, passive revolution and the modern Prince», s. 20–22.

[16] Thomas, «Hegemony, passive revolution and the modern Prince», s. 24–29.

[17] Se også Marina Prentoulis og Lasse Thomassen: ”Snarere end blot at arbejde imod autonomien, er hegemoniet konstitutivt for den. Vores argument er ikke kun, at der ikke findes nogen ren horisontalitet, men at autonomien konstitueres hegemonisk” («Autonomy and Hegemony in the Squares: the 2011 Protests in Greece and Spain», i Radical Democracy and Collective Movements Today: The Biopolitics of the Multitude versus the Hegemony of the People, red. Alexandros Kioupkiolis og Giorgos Katsambekis (Farnham: Ashgate Publishing, 2014), s. 213–234 (s. 231).).

[18] Thomas, «Hegemony, passive revolution and the modern Prince», s. 24–29.

[19] Richard Javad Heydarian, How Capitalism Failed the Arab World: The Economic Roots and Precarious Future of Middle East Uprisings (London & New York, NY: Zed Books, 2014); Gilbert Achcar, The People Want: A Radical Exploration of the Arab Uprising (London: Saqi Books, 2013).

[20] Bob Jessop, «Gramsci as a Spatial Theorist», Critical Review of International Social and Political Philosophy, 8 (2005), 421–437 (s. 424) <doi:10.1080/13698230500204931>.

[21] Hiba Bou Akar og Nada Moumtaz, «On Why Struggles over Urban Space Matter: An Interview with David Harvey», Jadaliyya, 2013 <http://www.jadaliyya.com/pages/index/15156/on-why-struggles-over-urban-space-matter_an-interv>.

[22] Se også Ludovic Lamant, «Occupational Options: The Political Trajectories of Social Movements in Southern Europe», Near Futures Online, 1 (2016) <http://nearfuturesonline.org/occupational-options-the-political-trajectories-of-social-movements-in-southern-europeresilientrising-lefts/>.

[23] Prentoulis og Thomassen, s. 230.

[24] Gilbert Achcar, «What Happened to the Arab Spring?», Jacobin, 17. december 2015 <https://www.jacobinmag.com/2015/12/achchar-arab-spring-tunisia-egypt-isis-isil-assad-syria-revolution/>.

[25] Shiv Malik, Caelainn Barr og Amanda Holpuch, «US millennials feel more working class than any other generation», The Guardian, 15. marts 2016 <http://www.theguardian.com/world/2016/mar/15/us-millennials-feel-more-working-class-than-any-other-generation>.

[26] Tobias Buck, «Spain’s Podemos forms leftwing election alliance», Financial Times, 9. maj 2016 <http://bit.ly/1O0p4mU>.

[27] Dan Hancox, «Why Ernesto Laclau is the intellectual figurehead for Syriza and Podemos», The Guardian, 9. februar 2015 <http://www.theguardian.com/commentisfree/2015/feb/09/ernesto-laclau-intellectual-figurehead-syriza-podemos>.

[28] Se fx Alberto Toscano, «Portrait of the Leader as a Young Theorist», Jacobin, 19. december 2015.

[29] Se også Pau Faus, SÍ SE PUEDE. Seven days at PAH Barcelona (Spain: Comando Video, 2014) <https://www.youtube.com/watch?v=caD17RKJfbc>.

[30] Jon Henley, ‘Greece’s Solidarity Movement: “It's a Whole New Model – and It’s Working'’, The Guardian, 23. january 2015 <http://www.theguardian.com/world/2015/jan/23/greece-solidarity-movement-cooperatives-syriza>; Dina Vaiou and Ares Kalandides, ‘Practices of Collective Action and Solidarity: Reconfigurations of the Public Space in Crisis-Ridden Athens, Greece’, Journal of Housing and the Built Environment, 2015 <doi:10.1007/s10901-015-9468-z>.

[31] John Psaropoulos, «Greek solidarity movement embraces refugees», Al Jazeera, 22. marts 2016 <http://www.aljazeera.com/indepth/features/2016/03/greek-solidarity-movement-embraces-refugees-160322125912707.html>.

[32] Helena Smith, «Greek MPs approve toughest austerity measures yet amid rioting», The Guardian, 9. maj 2016 <http://www.theguardian.com/world/2016/may/08/rioters-take-to-the-streets-ahead-of-greek-austerity-vote>.

[33] Calhoun, s. 411.