Djævlen i detaljen
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. juni 2016

Med udtalelsen om, at omprioriteringsbidraget var blevet et hadeobjekt, bekendtgjorde finansminister Claus Hjort Frederiksen, at regeringen var indstillet på at søge Folketingets godkendelse til at afskaffe bidraget. Med andre ord en væsentlig imødekommelse af KL’s krav, så en aftale kunne på plads. Som det blev udråbt i pressen: en klar sejr til KL. Måske – eller måske snarere et modus vivendi for begge parter.

Økonomiaftalen mellem finansministeriet og KL repræsenterer et vanskeligt gennemskueligt kompromis mellem regeringen og KL, som for en nærmere betragtning rækker langt videre ind i de kommende politiske magtspil. Ikke bare mellem regeringen og kommunerne men også mellem partierne og blokkene på Christiansborg.

For at søge efter djævlen i detaljen kan det være formålstjenligt, at betragte aftalen og det politiske spil op til den afsluttende forhandling indenfor tre hovedtemaer.

Aftalens hovedelementer

Regeringen har givet afkald på omprioriteringsbidraget fra 2018 og søger nu folketingets flertal om støtte til at fjerne det fra budgetloven. Dvs. tilbageføre de 2.4 mia. kr. til kommunerne fra 2018.

Kommunerne får i 2017 tilbageført 2,2 mia. kr. til prioriterede velfærdsområder. Det resterende beløb på 0,2 mia. kr. reserveres til finanslovsforhandlingerne. Men læg mærke til det lille ord ”prioriterede”. Det betyder, at der stadig er en rammebinding på tilbageføringen, og den binding er ikke præciseret. Derfor lægger den begrænsninger på kommunalbestyrelsernes dispositioner og prioriteringer. Desuden skal man lægge mærke til, at prioriteringen kædes sammen med flygtningeproblematikken, hvorved det antydes, at kommunerne i det store og hele kommer til at betale det meste af flygtningeindsatsen i 2017. Der skal først drøftes ny finansiering ved økonomiforhandlingerne 2018.

Som det helt centrale element indføres der en ny mekanisme, som i princippet svarer til omprioriteringsbidraget. Det hedder Moderniserings- og effektiviseringsprogrammet. Det skal løbe frem til 2020. Bidraget er på 1 mia. kr., hvor 50% forbliver i kommunerne, og de andre 50% står til regeringens disposition og indføres i budgetloven. Det vil sige, at selve omprioriteringsmekanismen ikke er afskaffet. Man kan således sige, at KL har vundet en sejr ved at få fjernet omprioriteringsbidraget, men nu selv har sagt ja til en lignende mekanisme men i en blødere form, der fungerer efter de samme principper. Det er regeringens sejr. Beløbet er her ikke det interessante. Når KL siger, at det er noget andet, fordi der hvert år skal forhandles, holder den udlægning ikke rigtigt. For beløbet trækkes forlods, og alle hånde krav fra regeringen kan skrives ind i mekanismen.

I det ny program indgår f.eks. krav om mere effektive indkøb og øget konkurrenceudsættelse, hvorved regeringen har fået en mulighed for at skærpe kravene til konkurrenceudsættelse. Modellen svarer helt til den, regeringen indgik aftale med Danske Regioner en dag tidligere (her er der varslet et decideret konkurrenceudsættelsesprogram). Der indgår også krav om regelforenkling og afbureaukratisering, hvilket inde i aftalen eksemplificeres med en større grad af samledelse af bl.a. skoler og dagtilbud. (det skal nok give ballade mellem BUPL og DLF). Der skal allerede frigøres 300 mio. kr. på den konto i 2017. Regelforenklingen giver de facto også kommunerne mulighed for at sænke ydelsesniveauet på det specielle socialområde.

Kommunerne bevarer de 3,5 mia. i likviditetstilskud. Det var også ventet. Siden 2014 har finansministrene forsøgt at få det fjernet, men konsekvenserne for nuværende vil være uoverskuelige for mange af økonomisk trængte kommuner. Der er stort set dødt løb på anlægsområdet, hvilket de facto betyder en hård opbremsning for kommunerne under et.

Selve sanktionsmekanismen i budgetlovens bestemmelser bevares, hvilket selvfølgelig også var ventet.

Aftalen bekræfter sundhedsaftalen og de få midler til flygtningeindsatsen, der blev indgået i marts og maj.

På beskæftigelsesområdet kan vi forvente strammere krav og ændret refusionsordning.

Herudover er der nogle småbeløb til det kommunale sundhedsområde på 0,2 mia. kr. og en forøgelse af særtilskudspuljen for vanskeligt stillede kommuner.

Det sidste element, som ikke er helt uinteressant, er, at børnepuljen og klippekortsmodellen på 400 mio. kr. ophæves og beløbet overføres til bloktilskudsordningen. Forklaringen er den simple, at puljerne har givet for meget bureaukrati på begge sider.

Aftalens økonomiafsnit

Det var den mere principielle indholdsdel. Så kommer det mere aktuelle og kontante økonomiafsnit:

Kommunerne får ingen ekstra penge i 2017 andet end de nævnte småbeløb. Tilbageføringen af de 2,2 mia. kr. er jo penge, kommunerne selv har betalt. Og dertil kommer yderligere udgifter til flygtninge og de demografiske pres. Det er der ikke sat ekstra penge af til. Der bliver uanset retorikken tale om minusvækst. Hvor meget er vanskeligt at sætte tal på her og nu.

Kommunerne skal under alle omstændigheder ud og finde penge til omprioriteringsbidraget ved budgetforhandlingerne i eftersommeren, hvilket selvfølgelig er et indgreb her og nu, selv om de 2,2 mia. kr. tilbageføres i 2017. Sammenlagt har omprioriteringsbidraget altså kostet kommunerne 500 mio. kr. i 2016 og 300 mio. kr. i 2017. 800 mio. kr. som kommunerne ikke får igen.

Dertil kommer, at kommunerne nu forlods skal i gang med at finde effektiviseringer for 1 mia. kr., hvor de kun må beholde halvdelen. Det betyder selvfølgelig, at regeringen tvinger kommunerne til at udvide deres ”råderum” med 500 mio. kr., hvert år. Omprioriteringsbidraget (som det jo reelt er) er på den måde blevet delt mellem stat og kommuner, hvor kommunerne forpligtes til/har forpligtet sig til at effektivisere for 1 mia. kr., og bagefter selv stå for omprioriteringen af de 500 mio. kr.. Staten står for de andre 500 mio. kr. Når den ene mia. kr. så skrives ind i budgetloven som en ”loftbestemmelse”, skal stat og kommuner så dele ”skraldet”. (Uanset om kommunerne kan effektivisere eller ej, så skal de. De må så selv bestemme over halvdelen. En form for frivillig tvang).

Aftalens politiske perspektiver

Ingen tager selvfølgelig Claus Hjort Frederiksens begrundelse for at sløjfe omprioriteringsbidraget for gode vare. Skulle det være tilfældet og gælde generelt måtte regeringen gå af. Men hvad var det så, der fik regeringen til at ændre signaler og indgå et kompromis, som ligger langt fra finansministerens offensive linje hen over foråret?

Den aktuelle grund er angiveligt Venstres fortsatte tilbagegang i meningsmålingerne og udsigt til tab af flere borgmesterposter ved valget i 2017. Det har fået mange Venstreborgmestre til at råbe op og lægge pres på deres lokale folketingsmedlemmer. I denne uge udkom en opgørelse over partiernes byrådsmedlemmer. Den viste, at Socialdemokratiet igen har overhalet Venstre som det største kommuneparti, og fik mange Venstreborgmestre til at tale for en løsning, der kunne sætte en stopper for det kommunale oprør, der ellers ville have udsigt til at fortsætte.

Den næste grund hænger sammen med mandatsammensætningen på Christiansborg, hvor det bliver mere og mere klart for regeringen, at den ikke ret meget længere kan regere på grundlag af Blå blok. Og Venstre er ikke i en position til at tage et valg til efteråret. Balladen med landbrugsforliget, F 35, skattespørgsmålet og DF’s udfordring af regeringen på snart sagt alle spørgsmål er blot eksempler på, at regeringen for at overleve må sikre sig et større manøvrerum på de centrale politikspørgsmål. Med Mette Frederiksens klare udmelding om at ville afskaffe omprioriteringsbidraget, hvis/når hun bliver statsminister, var der udsigt til, at S stod med en vindersag og regeringen med en lodret tabersag.

Med aftalen har regeringen imødekommet både sine egne borgmestre og Socialdemokratiets, hvilket kan skabe noget ro på bagsmækken og åbne for flere forlig med Socialdemokratiet inklusive finanslovsforlig. Og med Enhedslistens tåbelige leg med at opbygge en ”forandringsalliance” for at sætte S til vægs, har de kun bidraget til at styrke den socialdemokratiske højrefløjs appetit på et sådant samarbejde, der på flere områder vil kunne regne med De Radikales støtte. Selv om DF nu er nødt til at rose økonomiaftalen, bekommer fjernelsen af omprioriteringsbidraget dem ikke vel, for nu mister de muligheden for at spille den glade giver og de svage kommuners advokat i Folketinget. Derved er det lykkedes regeringen af fange DF på partiets egen retorik.

Man skal heller ikke bagatellisere KL’s kort med truslen om at forlade forhandlingerne. Socialdemokratiet har i forhold til den mulighed gjort klart, at man i givet fald ikke ville stemme for et aktstykke i finansudvalget, hvorved DF’s hykleri ville blive udstillet, og Socialdemokratiet ville få frit løb både op til kommunalvalget og i forhold til fagbevægelsen (først og fremmest LO, men også FTF), der indenfor den sidste måned er blevet mere aktiv, og med garanti ville tage teten til efteråret og overhale VelfærdsalliancenDK på oppositionsfronten udenfor Folketinget. For en nøgtern betragtning havde alliancen allerede udspillet sin rolle, da det kun i begrænset omfang lykkedes at mobilisere til de landsdækkende demonstrationer den 12. maj.

Det indebærer også, at man skal være tilbageholdende med at tillægge Velfærdsalliancen.DK den store betydning for selve udfaldet af forhandlingerne. Bevægelsen har været igangsættende, men har også bidraget til at afspore det kommunale oprør og begrænse dets perspektiv. Det forhold vil få som konsekvens, at man nok kan kritisere økonomiaftalen, men ikke vil have et reelt grundlag for at gennemføre efterårets planlagte aktioner. Og så er bevægelsens rolle udspillet. Nu er det kun fagforeningerne og de ”røde partier”, der kan mobilisere for en sejr ved kommunalvalget.

Det kan de bl.a. gøre med henvisning til de skadevirkninger, som regeringens politik allerede har skabt, og til, at det især har været socialdemokratiske borgmestre, der har været fremme i skoene.

Velfærdsalliance eller kommunalt oprør

Hvis vi så skal vurdere hele forløbet op til de endelige forhandlinger og indgåelse af forliget mere principielt, er det en mulighed at tage udgangspunkt i KL's udmeldinger dagen efter aftalens indgåelse. Både Martin Damm og Jacob Bundsgaard undgår her behændigt at udtale sig mere uddybende om den nye ordning Moderniserings- og effektiviseringsprogrammet. Det skyldes, at akkurat dér ligger pælen i kødet. Til gengæld taler de varmt om bevarelsen af likviditetstilskuddet på de 3.5 mia. kr., selv om de på ingen måde begår den fejl at oversælge forligt. Tværtimod maner de begge til ædruelighed.

Det kan måske forekomme en smule overdrevet i denne analyse at inddrage Pelle Dragsteds (EL finansordfører) udspil i Modkraft godt en uge før de afgørende forhandlinger. Men udspillet fik alene store avisoverskrifter i de tre store landsdækkende aviser, fordi selve forestillingen om en "forandringsalliance", der reelt skulle have som formål at remplacere S som den naturlige indflytter i statsministeriet, repræsenterer en ny konfliktlinje i oppositionen. Det er sådan set ligegyldigt, om tankegangen umiddelbart er realisabel eller ej. Den er sluppet over læberne og tegner hermed en ny modsætningslinje, der vil dukke op igen og igen. PD's forslag springer jo ikke ud af den blå luft men går som en rød tråd ned gennem Europas venstrefløj. Tænk blot på Syrizas tilblivelseshistorie og Pasoks tilsvarende deroute og på udviklingen i Spanien og Italien, hvor brede "forandringsalliancer" rent faktisk udgør en trussel mod de socialdemokratiske partier. At vi ikke allerede har konturerne af en sådan herhjemme, kan højst sandsynligt tilskrives vores relativt stabile partibillede, og at vi allerede har en Enhedsliste uden indre politisk, ideologisk og teoretisk sammenhængskraft. At det forholder sig sådan og har gjort det hele tiden måtte blive mere tydelig i takt med, at partiet voksede i stemmetal og fik mange nye medlemmer af alverdens forskellige observanser. Tilsvarende Podemos i Spanien og 5-stjerne bevægelsen i Italien. De skifter konstant form og politik, hvilket netop afspejler målløsheden og den opportunistiske aktualitetspolitik og protestkarakter.

Så selvfølgelig valgte Socialdemokratiet at tage PD's udmeldinger alvorligt, selvom projektet ikke kan realiseres med raketfart. SF har i øvrigt ikke forholdt sig lunkent til tanken, som nogen antyder. Man har decideret afvist projektet og fastholdt sin orientering mod et samarbejde med S. En meget fornuftig beslutning, der kan give partiet en vis kredit i forhold til EL overfor socialdemokrater, hvis S-ledelsen indgår flere forlig med V og DF.

Så meget om forandringsalliancen og så til velfærdsalliancen (uddannelsesalliancen lader vi ligge denne gang). Faktisk formulerede vi på Kritisk Debats redaktion hele konfliktfeltet allerede sidste år i vores leder til juninummeret (læs selv mere her). Derfor var det heller ikke vanskeligt at finde begrebet "kommunalt oprør" frem, da regeringen først tvang omprioriteringsbidraget igennem ved økonomiforhandlingerne umiddelbart efter valget og senere låste DF fast ved at lægge det ind i finanslovsforhandlingerne. KD argumenterede allerede sent i efteråret 2015 for et kommunalt oprør. Men vi havde ingen forestillinger om en velfærdsalliance. I stedet talte vi om et kommunalt oprør, fordi det var selvstyret, og fordi det var magtcentraliseringen, der var i centrum og ikke den ene procent i omprioriteringsbidraget. Allerede i januar måned blev den indstilling overhalet og VelfærdsalliancenDK præsenteret som en "bred bevægelse mod nedskæringer og for velfærd". Så var det oprør reelt skrevet ud af situationen. Og det gjorde venstrefløjen selv. Nu kom kampen til at handle om nedskæringer i al almindelighed og ikke om det konkrete og presserende forsvar af selvstyret.

Det indebar, at der blev lukket op for alle umulige og umulige partikulære interessegrupper - i folkemunde kaldet "græsrødder" (altså snævre partikulære interessegrupper) - hvad der gjorde det ganske legitimt for de store fagforeninger at trække sig et skridt tilbage og vurdere spillet på den yderste venstrefløj. Kun ganske få steder blev kommunalbestyrelsesmedlemmer og borgmestre udfordret. Al energien blev brugt til at bygge bevægelsen op, og den ville være faldet fuldstændig fra hinanden dagen efter 12/5, hvis lokale fagforeninger ikke var gået ind i alliancen - om end tøvende og med tilstrækkeligt stort forbehold til at benytte enhver chance til at komme ud igen.

Stort set ingen steder lykkedes det at skabe alliancer mellem f.eks. S-SF-EL byrådsmedlemmer til forsvar for selvstyret og opbygningen af et vedvarende pres ikke alene på KL forhandlerne men i ligeså høj grad på de respektive partier på Christiansborg. Dvs. det, der kunne have dannet skelettet til en ny magtformation udenfor Christiansborg til at påvirke politikken i Folketinget, blev saboteret lige præcis ved dannelsen af Velfærdsalliancen. At den så har holdt liv i sig selv så længe, kan bl.a. forklares ved, at flere fagforeninger her op til forhandlingernes slutfase ikke ville træde ud og skabe et billede af splittelse. Nu er den mulighed helt åben. For hvad skal alliancens raison d'être nu være?

Oppositionen er svækket

Den linje, som hovedaktørerne i VelfærdsalliancenDK har ført, har bidraget dels til at afspore oprøret og dels til, at bevægelsen som helhed vanskeligt kan komme længere, nu hvor der er indgået forlig.

Alene navnet VelfærdsallianceDK indvarsler for det første et så bredt formål, at Gud og hvermand kan føle sig dækket ind samtidig med, at bevægelsen rent faktisk ikke ville kunne fokusere. Man så det også i forløbet, hvor aktive deltagere pludselig skulle forholde sig til købet af F 35 jagere og alle hånde partikulære velfærdsspørgsmål bl.a. i form af de enkelte små interesseorganisationers krav og de offentligt ansattes forlængelse af personalepolitikken ind i bevægelsen. Det betød, at bevægelsen hovedsageligt blev de offentligt ansattes og de små interesseorganisationers kamp. Det gav pressen frit spil til at udråbe demonstrationerne den 12/5 til ”de offentligt ansattes protest”.

Det fører for det andet over til de underliggende sekteriske tendenser. Velfærdskursen, der i øvrigt afsporede den virkelige kamp om forsvaret af det kommunale selvstyre, indebar, at der stort set ikke kunne formuleres en platform for et tæt samarbejde mellem S-SF-EL uden for Christiansborg, hvad der i sig selv ville have været et stort fremskridt. Dernæst isolerede bevægelsen sig fra første dag fra LO's privatansatte, der i det store og hele ikke følte lod eller del i oprøret eller rettere velfærdskampen. Velfærdsalliancen blev som konsekvens og som forventet en middelklassestyret bevægelse og mistede sit mobiliseringspotentiale i forhold til LO arbejderne. Hertil kan føjes, at man afskar sig fra at opbygge en kommunalpolitisk alliance frem til kommunalvalget, der for det første ville kunne anvendes til at styrke KL og magtbalancen mellem centralmagt og lokalmagt, hvilket for det andet rent strategisk ville have haft betydning for genetablering af Rød blok og vanskeliggøre Socialdemokratiets forligssamarbejde med Venstre og måske DF. Nu kan resultatet meget vel blive, at der ikke tegner sig noget samlet partipolitisk samarbejdsperspektiv for de mange lønmodtagere, der ønsker forandring. Det ville der have været, hvis S-SF-EL på det kommunale felt havde indledt et samarbejde i det "kommunale oprør". Det giver næsten sig selv, at det samarbejdet kunne have været videreført i kommunalvalgkampen og svække både V og DF i kommunalbestyrelserne og i KL's ledelse.

Rent strategisk og set i et magtperspektiv, svækker det enhver regeringsmagt, hvis den skal kæmpe på to fronter i stedet for en. Det kommunale oprør har netop skulle tænkes ind i den magtlogik. Det var det om end med modsat fortegn, som først Venstre gjorde med omprioriteringsbidraget og senere DF, da partiet blev tvunget til at godkende omprioriteringsbidraget ved finanslovsforhandlingerne. Ved at underminere kommunernes selvstændighed og ret udstrakte selvstyre ville magten flyttes til den udøvende magt med kommunerne i rollen som de instanser, der skulle udføre det beskidte arbejde og afbøde borgernes vrede. På samme tid ville den udøvende magt og de populistiske partier få et redskab til hele tiden at favorisere enkeltgrupper i samfundet og udbygge en vis form for gruppe klientelisme. Hermed kunne man uddybe splittelsen både i befolkningen, kommunerne imellem og i oppositionen. Det er en trend, der går igen i hele Europa. Den devaluerer det liberale demokratis institutioner og autoritet i befolkningen. Det var og er sådan set det, som hele det kommunale oprør drejer sig om.

For at blive lidt gramsciansk kan man sige, at det kræver ganske stor taktisk snilde at føre stillingskrig, hvor det altid drejer sig om at tvinge fjenden til at kæmpe på mindst to fronter og samtidig selv samle styrke til at kunne foretage pludselige udfald, som er det/de momenter i stillingskrigen, der har væsentlig indflydelse på ændringer af styrkeforholdene. Disse udfald styrker sammenholdet og selvtilliden og svækker samtidig modparten, fordi han mister handlingsmonopolet. Omsat til den nuværende situation ville en styrkelse af de politiske alliancer i kommunerne og på tværs af kommunerne med dele af fagbevægelsen som formidler have haft stor indflydelse på manøvremulighederne på Christiansborg, i og med situationen i kommunerne mv. måtte medregnes. (eksempelvis omkring flygtningespørgsmålet eller sundhedspolitikken). Havde man så oven i købet formuleret et perspektiv for et samarbejde om "gentænkning af velfærden i kommunerne" under overskriften "medborgerskab", ville man kunne have åbnet for en bred debat om gentænkning af demokratiet, herunder forholdet mellem borgere og klasserne indbyrdes, forholdet mellem borgere og politikere og ikke mindst mellem borgere og de professionelle forvaltere i den offentlige sektor.

Det blev ikke sådan, og det kan være vanskeligt skrivende stund at se, at den nuværende ”bevægelseskonstellation” har en fremtid efter indgåelsen af økonomiaftalen. På trods af, at det oprindelige oprørs egentlige genstand ikke er fjernet, men kun modificeret.

Hvis man læser samtlige økonomiaftaler over de sidste 15 år igennem, vil man få øje på én gennemgående tendens: Undergravning af det lokale selvstyre og den politiske autonomi gennem en mangfoldighed af bindinger og forpligtelser på næsten alle politikområder. Derved er der sket en glidende magtcentralisering og en tømning af kommunalbestyrelserne for politisk indhold. De er blevet administratorer ikke blot af centralmagtens politik, men også af centralmagtens styringskoncepter i form af Moderniseringsstyrelsens krav nedfældet i økonomiaftalerne bl.a. i form af "god arbejdsgiverpraksis", der binder KL til finansministeriets definition og bl.a. begrænser KL's handlefrihed i overenskomstforhandlingerne. Omprioriteringsbidraget skal således både betragtes som noget nyt og situationsbestemt og samtidig som en forlængelse og udbygning af hidtidig praksis.

Lad os lige her stoppe op og stille et enkelt spørgsmål. Hvad ville det egentlig kunne få af betydning for de kommende overenskomstforhandlinger i 2018, hvis det lokale oprør havde fortsat med fagbevægelsen og S-SF-EL samarbejdet i kommunerne og i KL’s bestyrelse som drivende kraft?

Effektiviseringsdagsordenen og det kommunale oprør

Er det kommunale oprør så færdigt, og har oppositionen udspillet sin rolle? På ingen måde! Men VelfærdsaliancenDK er nok nået til vejs ende.

Det skyldes ikke alene den aktuelle linje men nok så meget, at venstrefløjen rent politisk ikke i mange år har beskæftiget sig seriøst med den afgørende og konstituerende trend i økonomiaftalerne og ej heller har taget den mere substantielle kritik af Strukturreformen alvorligt. Man har alene forholdt sig til de synlige konsekvenser af de sidste fire regeringers politik (klientperspektivet) og stort set forsvaret det, der er, og ladet de politisk institutionelle konsekvenser henstå i skyggen. Det kan også forklare, hvorfor der blev fokuseret på omprioriteringsbidraget som noget unikt og først og fremmest på det økonomiske element i stedet for at se bidraget som strået, der knækkede kamelens ryg.

Men netop djævlen i detaljen varsler på den ene side, at det kommunale oprør vil bryde ud igen og på den anden side angiver perspektivet for både at give det samling og et perspektiv, der rækker ud over de offentligt ansattes beklagelser over nedskæringer og forringede arbejdsforhold.

Perspektivet ligger gemt i effektiviseringsdagsordenen. Under de givne politiske styrkeforhold og bindingen til den neoliberale logik, kan regeringen og kommunerne ikke effektivisere den offentlige sektor. De kan skære ned på de forskellige velfærdsforanstaltninger og udsulte de offentlige administrationer uden at begrænse administrationen. Men effektivisere kan de ikke. For virkelig effektivisering af den offentlige sektor forudsætter, at man kan begrænse den opgavemængde, som sektoren skal løse hver eneste dag året rundt. Vi er vidne til det modsatte. For hver gang man ”effektiviserer” et sted flyttes problemerne/opgaverne bare til et andet sted. Det ses ikke tydeligt lige med det samme. Men efter kort tid konfronteres politikerne og de ledende embedsmænd med nye ”utilsigtede hændelser” eller utilsigtede afledte effekter. Problemerne vil ikke gå væk, og der viser sig efterhånden grænser for, hvor langt man kan gå i individualiseringen af de strukturelle problemer. Eksempelvis er sundhedstyranniet ved at nå sine grænser.

Den liberale dagsorden med effektiviseringer og billiggørelse af den offentlige sektor gennem markedsstyring i forskellige afskygninger kan ikke komme videre. For man kan ikke få has på den forøgelse af dé problemer, som den liberale politik selv skaber.

Det er præcis her, at det kommunale oprør kan få sit bærende perspektiv. Dels for opgøret med hele budgetlovens ”råderumsillusion” og dels for opgøret med markedsstyringen formuleret som en fælles politisk-borgerfront for udvidelsen af det lokale demokrati og udvidede dialog med samtlige borgergrupper, sociale bevægelser, fagforeninger og medarbejdere om, hvordan man ude i lokalsamfundet kan opbygge et medborgerskab, som for det første adresserer de faktorer, der konstant øger problemmassen, som kommunerne skal løse, og for det andet formulerer løsningsmetoder, hvis effektivitet afhænger af, om de generaliseres og formuleres som regeringsalternativ i Folketinget.

Som sådan kan det kommunale oprør anskues som et socialt- og demokratisk oprør mod det liberale demokratis degeneration til elitær markedsstyring og således overvinde sådanne oprørs tendens til at henfalde til selvgod lokalisme.