Hvad Die Linke skal gøre?
Af Bernd Riexinger

Offentliggjort: 22. april 2016

Den tyske højrefløj opnåede opsigtsvækkende fremgang i sidste måneds delstatsvalg. Venstrefløjen må blive sig udfordringen voksen.

De tyske delstatsvalg d.13.marts blev et bittert tilbageslag for Die Linke og alle der kæmper for social retfærdighed og demokrati i Tyskland. Resultaterne af parlamentsvalgenene i Sachsen-Anhalt, Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz betyder et større skift i det politiske landskab.

Undersøgelser har i flere år vist, at der en potentiel basis på mellem 15 og 20 % af vælgermassen for partier på den yderste højrefløj. Det er nu lykkedes for Tysklands opadstigende, højrepopulistiske kraft Alternative für Deutschland (AfD) at indfange og koncentrere dette potentiale. Men at vide dette giver ikke grund til at drage et lettelsens suk – om noget det stik modsatte, fordi AfD faktisk blot er toppen af isbjerget.

Tyskland oplever i denne tid et farligt opsving i højreorienteret vold mod flygtninge, der på sin side er del af en bredere ’Kulturkampf’ fra højrefløjen og som karakteriseres ved en person som Thilo Sarrazins anti-muslimske racisme og en voksende, reaktionær mobilisering imod kvindebevægelsens resultater.

Den store koalition [mellem CDU og SPD, o.a.] har gradvist antaget flere af højrefløjens positioner, godt hjulpet af Horst Seehofers[1] offentlige, racistiske salver og De Grønnes støtte til yderligere restriktioner i asylloven. AfD opnår med andre ord lige præcis det, det ønsker: Den politiske diskurs glider som helhed støt til højre.

Et advarselstegn

Mange mennesker, hvis sociale situation ikke har forbedret sig eller som nærer frygt for at blive sendt længere ned ad den sociale rangstige, gav højrefløjen deres stemme.

Det advarselstegn fra søndagens valg, som alle sociale og demokratiske kræfter, bør være mest bekymret over, er, at AfD var den største stemmesamler blandt de arbejdsløse og arbejderklassen i Sachsen-Anhalt og Baden-Württemberg, selvom om mange fagforeningsorienterede lønmodtagere også stemte for partiet.

Både vi og fagforeningerne selv burde være dybt foruroliget over, at 15 % af fagforeningernes medlemmer i Baden-Württemberg og 24 % i Sachsen-Anhalt stemte for AfD på trods af partiprogrammets udtrykkeligt fagforeningsfjendtlige indhold.

Ikke alle disse mennesker er racister eller nationalister, men de styrker et racistisk og højrepopulistisk parti. Det er ikke lykkedes for os i tilstrækkelig grad at påvise AfDs antisociale natur og forhindre, at de arbejdsløse, de underbeskæftigede og den middelklasse, der står på randen af social deroute bliver spillet ud mod hinanden og mod flygtningene.

Lederen af Die Linkes landdagsgruppe i Sachsen, Rico Gebhardt, opsummerede for nylig ganske godt den udfordring, vi står overfor: ”Det største bidrag, vi på venstrefløjen kan yde for at gå imod højredrejningen, er at generobre arbejderklassen og de arbejdsløse. Det er en samfundsmæssig udfordring med en høj anti-fascistisk virkning.”

Konkurrence og usikkerhed

Væksten af højrepopulistiske partier i Europa kan kun forstås på baggrund af den vækst i mængden af usikre job (prækariseringen), utæmmet konkurrence og social usikkerhed, som så mange mennesker oplever i deres hverdagsliv.

Unionspartierne (CDU og CSU), socialdemokratiet (SPD) og De Grønne må påtage sig det meste af skylden for denne udvikling. Afstanden mellem rige og fattige fortsætter med at vokse, ikke mindst fordi kristdemokraterne, SPD og De Grønne til stadighed indfører politiske tiltag, der gavner [samfundets] ene procent.

Die Linkes særlige funktion og ansvar har siden partiets grundlæggelse været at lægge offentlig og parlamentarisk stemme til de undertryktes og udbyttedes erfaringer og sammen med andre samfundsgrupper at kæmpe for at forbedre disse gruppers [livs]betingelser. Vi bør være meget bekymrede for, at det ikke er lykkedes for os at få mere og mere succes i denne rolle.

Det er sandt, at vi trænger til en solidarisk, kritisk og konstruktiv diskussion om hvilke erfaringer, der kan drages af de tre delstatsvalg. Men der er et vi med sikkerhed ikke vil gøre: At svare med et skift i vores flygtningepolitik eller et forræderi mod principper som menneskerettigheder og demokrati. Retten til asyl kender ingen begrænsninger - punktum!

Som venstreopposition vil vi fortsat presse på for [opnå] vores ”sociale garantier”: Grundlæggende, social sikkerhed uden sanktioner i stedet for Harz IV[2], rimelig minimumspension, højere lønninger og et godt, sikkert og værdigt arbejde i stedet for konstant stress og frygt for sin eksistens, ligestilling mellem kønnene og en styrkelse af den sociale infrastruktur med boliger, der kan betales, bedre sundhedsvæsen og uddannelse.

”Solidaritet i ens egen interesse”

Vi ønsker at gøre dette sammen med mange andre, der er bekymret for højredrejningen i samfundet og som ønsker at være aktive. Og det er det, der på sin side, skulle give os lidt håb.

Aktuelle bevægelser som kampagnen ”Flygtninge velkomme” og kampen imod racisme og højrefløjsvold og som protesterne imod TTIP, våbeneksport og en i stigende grad autoritær kapitalisme, har i de seneste måneder politiseret mange mennesker, især unge. Mange unge har meldt sig ind i partiet i de seneste uger og måneder. I de store byer, hvor der er venstrefløjsmiljøer af unge, vokser Die Linke.

Men den neoliberale slippen konkurrencen løs har ført til en situation, hvor solidaritet er et fremmed begreb konfronteret med de hverdagserfaringer, mange mennesker gør sig og som i stedet diskriminerer nedad snarere end at forsvare sig selv imod antisocial politik og chefernes og de ultrariges berigen sig selv. Vores primære ansvar som Die Linke er at formulere budskabet ”Solidaritet i egen interesse” og i den måde, vi taler på, gøre vores opposition mod neoliberalismen og den ene procent klar og forståelig.

Vort samfund står ved en korsvej: Enten vil voksende dele af de arbejdsløse, dem med usikre job, de lavtlønnede og de dele af middelklassen, der er truet af social deroute slutte sig til højrepopulisterne og berede grunden for en yderligere antisocial, autoritær og antidemokratisk udvikling eller det vil lykkes for os at opbygge en solidarisk, social koalition af de arbejdsløse, dem med usikre job og den lønarbejdende middelklasse, der er i stand til at slå konkurrencen og opløsningen af den samfundsmæssige solidaritet tilbage.

En nutidig klassepolitik

Katja Kipping[3] og jeg har orienteret os hen imod en sådan koalition, siden vi blev valgt som formænd for partiet. Men det at udvikle en nutidig og frigørende – antiracistisk og feministisk – klassepolitik, der styrker selvorganisering og solidaritet, der samler de arbejdsløse, arbejdere, enlige forældre, dem med usikre job og de dele af middelklassen, der er truet af social deroute om en solidarisk organisation og venstrefløjsprotest udgør en uhyre udfordring.

Partiet har udviklet kampe imod usikre job og leveforhold, for udvidelse af offentlige boliger, uddannelse, sundhedsvæsen og børnehaver for alle og for en radikal omfordeling af rigdommen som et strategisk anker, der også kan hjælpe de dele af middelklassen, der er truet af social deroute, med at undgå at diskriminere nedad.

Vi er også påbegyndt koncentreret at nærme os det stigende antal arbejdere – overvejende kvinder – i den offentlige sektor. Disse arbejdere er dem, der er mest berørt af den neoliberale offensiv for højere profitter og konkurrence, mens deres arbejdskraft på samme tid undervurderes af samfundet som helhed.

Alt i alt bør vort parti gøre sig større anstrengelser for at involvere sig i disse samfundsgruppers liv, samtidig med at vi udvikler vore egne reformalternativer. I dette arbejde må vi tage spørgsmålet om omfordelingen af rigdommene mere alvorligt og i sidste instans erklære krig mod den ultrarige ene procent og Angela Merkel, der ligger langt mere søvnløs over de velhavendes bekymringer end hun nogensinde har gjort over flygtningekrisen.

Venstrefløjspolitik er mere en blot og bart en liste over krav. Det, som højrefløjen lover,er myndiggørelse: Både i sin blinde langen ud mod de ’etablerede’ partier og fordømmelser af medierne som ’løgnepresse’ over en kam og i sin forvrængede version af folkeafstemninger.

Den følelse af magtesløshed, der reducerer så mange individer til at føle sig som legetøj for ’udenforstående magter’ skal imødegås med følelsen af, at det i stedet for racisme og diskrimination faktisk er den fælles kamp imod neoliberalismen, der kan forbedre ens personlige situation.

Et ”Omsorgsfuldt parti 2.0”

En politik, der er tydelig i lokalområder, på arbejdspladser og i familier og som frembringer håb om forandring: I vores organisation finder vi mange eksempler på solidarisk politik i hverdagen, f.eks. aktiviteter, der understøtter strejker og pensionisters kampe og mange initiativer for at støtte lokalsamfund i hverdagen under banneret ”Die Linke hjælper”, men disse initiativer har endnu ikke vokset sig til at blive en ny, politisk kultur i vort parti.

Vi har brug for et ”Omsorgsparti 2.0” (det tidligere Parti for Demokratisk Socialisme, der udgør halvdelen af det, der nu er Die Linke, blev ofte kaldt Østtysklands ’omsorgsparti’). Vi bruger for meget tid på at snakke til folk i stedet for med dem, vi afgiver for mange løfter om at gøre noget for andre i stedet for at invitere dem til selv at blive aktive, til at kæmpe og organisere sig sammen med os.

Det betyder ikke, at vi skal forkaste alt hvad vi har gjort til nu. Tværtimod skal vi både bygge på eksisterende praksis og lære af andres positive erfaringer – både vort eget parti og de partier og organisationer, vi er allieret med, i andre lande.

Under valget i Stuttgart afprøvede vi med succes en ’rekrutteringskampagne’ i et socialt nødlidende område: Under direkte dør-til-dør-besøg snakkede vi med folk om deres erfaringer og bekymringer, forklarede vores krav om boliger, der var til at betale, og inviterede dem til gratis morgenmad i området, som vi sponsorerede. Før en eneste stemme var optalt sidste søndag, havde vi allerede udviklet forsøgsprojekter til at organisere social protest i disse områder senere i år.

Kernen i vores strategi er opbygning af partiet på det lokale niveau og på den måde en udvikling af en ny, politisk kultur og et, nyt politisk sprog. Vi kan imødegå højredrejningen og den sociale ligegyldighed med en håbets, solidaritetens og demokratiets politik.

Først offentliggjort i ”Neues Deutschland”.

Oversat fra tysk af Niels Frølich

[1] Lederen af CDUs bayerske søsterparti, CSU.

[2] Harz-reformerne i Tyskland har bl.a. frembragt et meget stort proletariat af mennesker, der ikke kan leve af lønnen fra et arbejde, men må passe to eller flere jobs for at få enderne til at mødes.

 

[3] Den anden af Die Linkes to formænd.