Refleksioner om fremtidens grønne litteratur
Af Niels Henrik Hooge

Offentliggjort: 15. april 2016

Forfatterprofessionen har mistet legitimitet, men kan fremmes ved hjælp af en grøn omstilling, der omfatter hele kulturlivet. Omstillingen forudsætter nytænkning og satsning på kulturprodukter med længere levetid, der kan tjene som samfundsmæssige forbilleder og i kraft af deres eksemplariske funktion opdrage til bæredygtighed ved at være en del af et grønt oplysnings- og dannelsesprojekt.

Igennem årtier har litteraturen i Danmark stået overfor en af sine største udfordringer nogensinde – overtagelsen af de økologiske bevidsthedsformationer, der har sat deres præg på resten af samfundet. Betingelserne for at det kan ske i den nærmeste fremtid er imidlertid ikke gode. Kulturlivet og litteraturen hjemsøges af strukturproblemer, der svækker deres mulighed for at forny sig selv. Hvis man betragter litteraturens udvikling igennem de sidste mange år, er det tydeligt, at den er gået i stå: Ikke blot er forfatterne blevet marginaliseret, men også de bøger, de skriver, har svært ved at finde et marked. Det terræn, bogkulturen og i særdeleshed skønlitteraturen har tabt til de elektroniske medier, skyldes ikke kun, at kommunikationsformerne har forandret sig, men også at de litterære medier strukturelt, tematisk og kvalitetsmæssigt ikke har været i stand til at retfærdiggøre sig overfor en i stigende grad uinteresseret offentlighed. Årsagen til litteraturens faldende status er ikke nødvendigvis, at forfatterne er blevet ringere, men kan føres tilbage til en kollektiv nedsmeltning blandt kulturformidlerne, i forlagsbranchen, hos den del af staten, der beskæftiger sig med kulturanliggender, og af samfundets forhold til kunst i al almindelighed. 

Litteraturens krise er så fundamental og de faktorer, der bidrager til at undergrave bogkulturen i Danmark, så mange, komplicerede og uigennemskuelige, at en grundig analyse falder udenfor rammerne af blot en enkelt artikel. Her vil derfor kun blive beskrevet nogle af de mest iøjnefaldende tendenser og først og fremmest dem, der understreger aktualiteten af det, som er dens egentlige hovedtema: Nødvendigheden af en introduktion af en grøn poetik og en grøn litteratur i den danske kulturproduktion.  I denne forbindelse bør det understreges, at bestræbelserne på at promovere disse i lige så høj grad repræsenterer et forsøg på at rehabilitere forfattergerningen som profession. Når talen falder på en økologisk litteratur, er det desuden nødvendigt at begribe, hvorfor den forandring, den repræsenterer, sandsynligvis vil have flere odds imod sig end nogen anden litterær retning før har haft det i Danmark.

Forhindringerne for en grøn litteratur

Historisk set har litteraturen altid formået at tilpasse sig samfundets behov, om end det ofte er sket med forsinkelse. Det er derfor sandsynligt, at den næste litterære epoke bliver domineret af den miljø- og bæredygtighedsorienterede litteratur. Meget står og falder med kulturlivets evne til at løfte denne udfordring: På mange måder er det historiske nybrud, økologien repræsenterer, prøvestenen for litteraturindustriens overlevelsesevne. Hvis den klarer dette vanskelige skridt fremad, bekræfter den sin værdi for samfundet, men sker det ikke, vil dens krise forværres betydeligt. Problemet er, at miljø- og bæredygtighedstænkningen repræsenterer en form for samfundskritik, der også indebærer kritik af kultursystemet, som det for øjeblikket hverken er indstillet på at give eller modtage.

De problemer, der hjemsøger litteratursektoren, er ikke mindst af institutionel og økonomisk karakter: I hundreder af år har forfatterne haft et mentalt og økonomisk overskud og en uafhængighed fra samfundets institutioner, der har sat dem i stand til at indvarsle de fremskridt, der har bragt samfundsudviklingen frem til dens nuværende niveau. Dette overskud er imidlertid ikke længere til stede i Danmark. Med nogle af de højeste bogpriser, den højeste omsætningsafgift på bøger i verden og et ineffektivt, forældet og uigennemskueligt kulturstøttesystem, som i mange henseender ikke lever op til retssikkerhedskrav, man forlanger i andre dele af samfundet, har spillereglerne for forfatterne ændret sig radikalt til det værre i forhold til konkurrencen fra andre former for kulturproduktion [1].

Alvorligst er imidlertid, at forfattergerningen i Danmark i realiteten er ophørt med at eksistere som uafhængig profession – en situation der ikke tidligere er set i den indenlandske kulturhistorie. Ved ikke at være selvforsørgende er forfatterne blevet sat i et afhængighedsforhold til tredjeinstanser, der går dårligt i spænd med de kritiske funktioner, litteraturen traditionelt har varetaget i forhold til samfundet.

Ej heller synes der at være nogen fornyelse på vej: De strukturer, der skulle understøtte litteraturen, understøtter groft sagt kun sig selv og bringer dermed på længere sigt hele det litterære system i fare. I et kulturstøttesystem, der lever op til sin historiske funktion, bliver vægten lagt på at understøtte bogproduktion og sikre forfatterstandens kontinuitet, samtidigt med at litteraturens uafhængighed respekteres og dens kritiske funktioner holdes i hævd. Men supportsystemet i Danmark har længe fokuseret på hovedsageligt at opretholde lønmodtagerfunktioner på kulturområdet for et voksende overskud af universitetskandidater, som forsknings- og uddannelsessystemet, der på dette område udgør et lukket system med et minimum af interaktion med det omgivende samfund, ikke selv kan forsørge. 

Forfattererhvervets krise

En kendsgerning er det også, at forfatterstandens økonomiske afhængighed er slået igennem i den konventionelle litteraturs tematik, hvis væsentligste kendetegn længe har været en tilbagetrækning fra samfundet og en dermed korresponderende dyrkelse af privatsfæren og satsning på genrer, der ligger underholdningsindustrien nærmere end den kritiske litteraturtradition [2]. Hvor litteraturen tidligere, når den var bedst, var i stand til at gribe direkte ind i samfundets anliggender på ethvert niveau, kan den nu beskrives med prædikater som omgængelig, tilforladelig og ufarlig – egenskaber, der er kendetegnende for en domesticeret litteratur.

Væsentligt er det også, at der er tale om en selvunderstøttende negativ spiral: For at forfatterne kritisk kan beskrive samfundet, er det nødvendigt, at de selv bliver integreret i alle samfundets lag. Imidlertid har forfatterprofessionen mistet så stor en del af sin samfundsmæssige legitimitet, at forfatterne ikke længere regnes til den professionelle intelligentsia: At skrive romaner, noveller, digte, skuespil eller essays er ikke en samfundsmæssig kvalifikation. Ej heller udgør den en social identitet. Den deraf følgende proletarisering af forfatterne som befolkningsgruppe er imidlertid sekundær i forhold til det tab af indsigt, marginaliseringen fører med sig.

På trods af – eller måske snarere på grund af de negative tendenser, der er beskrevet ovenfor - er der en formodning om, at forsoningen mellem kunsten og samfundet og den nødvendige helbredelsesproces, de litterære fænomener vil skulle undergå, må ske indenfor rammerne af den økologiske fortælling [3], i hvert fald hvis man overfører erfaringerne fra de fleste andre samfundssektorer til kulturlivet. Selvom introduktionen af en økologisk litteratur og en økologisk poetik naturligvis ikke vil løse bogkulturens strukturproblemer eller en løsning på disse problemer uden videre vil resultere i indførelsen af en grøn litteratur og en grøn poetik, vil i det mindste den første mulighed – som på kort sigt er den mest realistiske af de to – betyde en form for opvågning til den virkelige verden, der kan føre til fremskridt også på andre områder. Fra at have tabt samfundsrealiteterne af syne, vil forfatterne igen kunne anbringe sig i begivenhedernes malstrøm [4].

Litteraturkrisens grundbegreber: Ikke-viden og uvidenhed

En af hovedindvendingerne mod den konventionelle litteratur er, at den ikke understøtter det grønne oplysnings- og dannelsesprojekt: Dette projekt involverer ikke kun litteratur og kulturudøvelse, herunder de humanistiske videnskaber, men relaterer sig til enhver form for samfundsmæssig videns- og kapacitetsopbygning. Sammen med civil dannelse – dvs. anvendelsen af forståelse af sociale, politiske, økonomiske og kulturelle systemer til aktiv deltagelse i samfundsmæssige processer - udgør den forudsætningen for det såkaldte miljømedborgerskab, hvorved forstås værdibevidstheden og de praktiske færdigheder til at omsætte den økologiske og civile dannelse i praksis [5].

Hvis man spørger til årsagerne til den konventionelle litteraturs manglende relevans på dette område, kan et tænkt eksempel illustrere, hvad sagen drejer sig om: Der tages her udgangspunkt i Niklas Luhmann’s systemteoretiske resonansbegreb, ifølge hvilket meget lidt i et samfundsmæssigt system kan stå i centrum for opmærksomhed og udgøre et kommunikationstema på samme tid, hvad der har betydning for den måde, hvorpå viden opbygges og formidles [6]. At viden har en høj samfundsmæssig prioritet ligger eksplicit i den måde, hvorpå det moderne samfund ofte beskrives som et vidensamfund – et koncept, der forstås som modbegreb til industrisamfundet, om end der ikke er tale om noget entydigt begreb.

Hvis man med udgangspunkt i Luhmann definerer litteraturen og i videre forstand kulturlivet som en mekanisme, hvorigennem samfundet som udgangspunkt iagttager sig selv, opstår der altid blinde pletter, al den stund enhver iagttagelse udgør en operation, der på den ene side baserer sig på distinktion og på den anden side på betegnelse af noget [7]. Dette kalder Luhmann for iagttagelse af første orden. Resultatet er, at litteraturen og kulturlivet, når de iagttager, benytter sig af distinktioner, som de ikke kan betegne ved hjælp af de samme distinktioner, og derfor ikke kan iagttage. Men fordi de også er iagttagere af anden orden, dvs. kan iagttage samfundet som iagttagende sig selv, kan de iagttage deres iagttagelsers relativitet. De kan derfor se, at de ikke kan se det, de ikke kan se. Hvis man betegner det, som de ved, at de ikke kan se og derfor ved, at de ikke ved, for ikke-viden, og det, som de ikke ved, at de ikke kan se, og derfor ikke ved, at de ikke ved, for uvidenhed, og man bruger universitetsverdenen som metafor for forholdet mellem litteraturen og kulturlivet og de økologiske problemstillinger, gælder herefter flg. (metaforen kan også bruges til bredt at beskrive problemkomplekset ’grønt universitet’):

Miljøproblemerne opstår på de humanistiske fakulteter, fordi de er kulturelt betingede. Deres alvor registreres på de naturvidenskabelige fakulteter. De juridiske fakulteter forsøger at begrænse dem ved at påvise passende regulering og de tekniske fakulteter tilstræber at løse dem gennem teknologiudvikling. Problemet er, at de humanistiske videnskaber forholder sig passivt til de problemkomplekser, der ligger udenfor deres traditionelle kerneområder, fordi der er meget få stimuli, de er tvunget til at reagere på. Dybden og rækkevidden af deres resonans i forhold til de økologiske problemstillinger, afhænger af, hvorvidt de ønsker at reagere på miljøproblemer – og såfremt dette er tilfældet – om og i hvilken udstrækning de er i stand til det. Anskuet i et miljøperspektiv er det centrale for de humanistiske fakulteters vidensproduktion det, de er i stand til at iagttage og følgelig kan vide. Dette implicerer, at de (som metafor for kunst- og kulturlivet) forsøger at iagttage det udefra, hvoraf de selv er en del, hvad der betyder, at de må ud- og afgrænse, samtidigt med, at de indgrænser sig selv i forhold til det, de iagttager.

Hvis man går ud fra, at de humanistiske fakulteters miljømæssige ikke-viden omfatter det, de ved, at de ikke kan se og derfor ved, at de ikke ved, relaterer denne ikke-viden sig til karakteren, omfanget af og tidshorisonten for de økologiske trusler og identificerbare fremtidsrisici i det hele taget. Overvindelse af denne ikke-viden betyder viden om det økologiske moderne [8], bæredygtige kulturformer og bedømmelse og forlængelse af produkters og kulturfænomeners samfundsmæssige livscyklus. Endvidere gælder, at denne viden, der er nødvendig for at overvinde miljømæssig ikke-viden, specifikt kan tilregnes de humanistiske videnskaber.

Hvis man går ud fra, at den miljømæssige uvidenhed involverer det, som man på humaniora ikke ved, at man ikke kan se og derfor ikke ved, at man ikke ved, implicerer overvindelse af denne uvidenhed erhvervelse af den grundviden og de grundlæggende kompetencer, som er nødvendige for at kunne nå frem til, forstå, opretholde og videreudvikle den viden, som bringer én udover dette punkt. Overvindelsen relaterer sig til al videnskab og forudsætter dels udvikling af generelle kompetencer, der knytter sig til viden om bæredygtighed og bæredygtig udvikling, og dels udvikling af kompetencer, der relaterer sig til individuelle miljø- og bæredygtighedsrelaterede fagdiscipliner.

Litteraturkrisens grundbegreber: Kortere livscyklus

Imidlertid er det ikke nok at konstatere, at integration af miljø- og bæredygtighedsorienterede bevidsthedsformer i litteraturen og kulturlivet, er en nødvendig (men ikke tilstrækkelig) forudsætning for opkomsten af en grøn litteratur. Hvis man vil forstå rækkevidden og dybden af den konventionelle litteraturs krise er det også nødvendigt til at trænge dybere ned i de kulturelle rammebegreber, der er retningsgivende for al litterær og kulturel produktion.

I et økologisk perspektiv er det betydningsfuldt, at ikke blot grøn, men al litteratur kan tjene som anskuelsesundervisning i nogle af de ting, der kommer til at betyde mest i fremtidens, ressourceeffektive cirkulære økonomi, hvor produktion og forbrug i stadigt mindre grad kan tillades at belaste biosfæren. Det sker bl.a. gennem en kombination af flg. samfundsmæssige faktorer: Genbrug, genvinding, vugge-til-vugge-koncepter og lang livscyklus for artefakter og produkter. Ved genbrug forstås genanvendelse af produkter hos en serie af forbrugere og ved genvinding recycling af de materialer, produkterne består af. På samme måde tager vugge-til-vugge-koncepter sigte på at formindske ressourcegennemstrømningen i samfundet: Den industrielle infrastruktur, vi kender i dag, er grundlæggende lineær og kan beskrives som en vugge-til-grav model, der fokuserer på at skabe produkter, som så hurtigt og billigt som muligt når frem til forbrugeren uden at meget andet får lov til at spille ind. Vugge-til-vugge-koncepterne implicerer, at man i produktdesigns indtænker endnu en cyklisk fase, nemlig produkternes tilbagevenden til biosfæren efter endt brug. Heraf følger, at begrebet ’affald’ må bringes ud af verden og ikke kun reduceres eller minimeres, men elimineres – også konceptuelt – gennem nye og innovative designs [9].

Problemet med genvinding og vugge-til-vugge-koncepterne er, at fysisk strøm af materiale og energi på grund af de begrænsninger, der sættes af termodynamikkens anden lov, ikke er cirkulær, men lineær, al den stund den begynder med forarmelse af laventropiske ressourcer og slutter med forurening af miljøet med højentropisk affald [10]. De forskellige materialetyper kan genvindes, men ingen genvinding er hundrede procent effektiv og genvinding af energi er som bekendt ikke mulig. Lang livscyklus for artefakter og produkter, der kan nedsætte hastigheden for ressourcegennemstrømningen i samfundet, udgør derfor en mere realistisk mulighed for at nedbringe samfundets belastning af biosfæren [11].

Hermed får også et litterært værks livscyklus samfundsmæssig betydning, ikke blot på grund af bogens fysiske levetid, der kan ytre sig som mulighed for genbrug, men også det potentiale for opdragelse til bæredygtighed, værker med lang livscyklus repræsenterer. Det forhold, at ’bedre’ kan være en eufemisme for ’mere tid’ er ikke nødvendigvis udtryk for en cirkelslutning, al den stund tidsbegrebet kan beskrives empirisk og understøttes af empiriske argumenter. Ligeledes kan litterær kvalitet beskrives ud fra forskellige kriterier, om ikke altid logisk konsistent. Groft sagt er rationalet, at blandt flere produkter indenfor den samme kategori – i dette tilfælde et litterært værk eller et andet kunstværk – vil under de samme betingelser det produkt, der er bedst, opnå den længste levetid. Eller med andre ord: De mangeartede kvaliteter, der gør et produkt bedre, kan reduceres til tid.

En central problemstilling: Kort versus lang livscyklus

Det forhold, at der er en tendens til, at litterære værker og andre kulturprodukter erstattes af produkter med stadigt kortere livscyklus, har en række negative konsekvenser: Ovenfor har vi nævnt, at det generelt er et problem, at kortere livscyklus for artefakter og produkter, tjener til at sætte hastigheden for ressourcegennemstrømningen i samfundet op og dermed forøger dets belastning af biosfæren. I forhold til reguleringen af denne gennemstrømning har kulturprodukter en eksemplarisk og opdragende funktion, ikke mindst fordi de i højere grad end andre lang-livscyklus-produkter forlener den lange tidshorisont med en oplevelse af samtidighed og nærhed [12]. Hertil kommer, at stadigt flere mennesker ikke når at få den indsigt og de intense oplevelser, der opstår igennem mødet med kulturfænomener af lang livscyklus. Ikke blot får de hermed et fattigere liv, men det, de berøves, forplanter sig videre til nye generationer, fordi de ikke kan give det videre, de har mistet. Det er indlysende, at der her er tale om et kulturtab, men for at kunne trænge dybere ind i denne problemstilling, er det nødvendigt at definere, hvad ligger i dette begreb.

I sin bredeste form defineres kultur som et sæt af vaner. Forudsætningen for vanemæssig adfærd er gentagelse af bestemte aktiviteter. Jo flere bestemte gentagelser, desto længere fortsættelse af et bestemt kulturmønster. I denne forbindelse er der en formodning for, at produkter med kort livscyklus er inkompatible med en høj gentagelsesfrekvens: Man ikke gå ud fra, at gentagelse af forbrug af produkter med kort livscyklus (’brug og smid væk’) kan danne basis for et bæredygtigt kulturelt system. Hertil kommer, at et sådant forbrugsmønster vil være uforeneligt med kulturel diversitet, eftersom produkter med kort livscyklus typisk ligner hinanden. I modsætning hertil er produkter med lang livscyklus som oftest individualiserede og derfor forskellige. Et eksempel fra arkitekturens verden kan belyse denne problemstilling: Hvis man betragter bygninger, der gennem århundreder har tjent religiøse formål (kirker, synagoger, moskéer, templer, etc.), har de ikke blot en lang levetid, men er også tydeligt kulturelt diversificerede. De udgør også de naturlige rammer for andre fænomener med lang livscyklus (ritualer, sakrale genstande, kunstværker, etc.) [13]. Det, der på én gang binder dem sammen og gør dem forskellige, er den lange livscyklus.

Heroverfor kan man, hvis man går til den anden ende af den arkitektoniske skala, f.eks. stille en motorvejsbro, et parkeringshus eller et betonhøjhus. Også disse finder man overalt i verden, men de er ikke kulturelt diversificerede. Ej heller udgør de en naturlig ramme for fænomener med lang livscyklus. Karakteristisk for produkter med kort livscyklus er endvidere, at de har meget lidt tid for sig i forbindelse med deres anvendelse, men ikke nødvendigvis opfattet som affaldsprodukter og belastning af samfundet. Levetiden som affald vil i første omgang afhænge af hvor let de materialer, hvoraf de består, lader sig nedbryde i biosfæren, og kun i anden omgang af den tid, de har for sig som samfundsnyttige produkter. For produkter med kort livscyklus af en hvilken som helst karakter gælder, at deres livscyklus ophører senest ved udgangen af deres tekniske eller funktionelle levetid.

I litterær sammenhæng kan kort livscyklus defineres ved hjælp af en række symptomer, hvoraf det alvorligste er, at litteraturhistorien på den ene side udhules eller standser, fordi de litterære værker, der kæder den sammen, har et stadigt mindre indhold af tid, og på den anden side – i den udstrækning de ikke har det – der ikke er nogen, der har tilstrækkelig litterær dannelse til at beskrive den korrekt.

Litteraturkrisens modbegreber: Oplysning og længere livscyklus

Indledningsvist bør det noteres, at opdyrkelsen af den lange livscyklus er et moderne og ikke et postmoderne projekt: Hvis man anvender den luhmannske terminologi, kan man sige, at den ikke blot udgør ét, men det eneste privilegerede sted i samfundet, hvorfra man som subjekt legitimt kan iagttage alle samfundets systemer. Denne iagttagelse orienterer sig efter alle det klassiske oplysningsprojekts værdier om rationalitet, universalitet og instrumentalisme.

Som vi har set relaterer den lange livscyklus sig også til objekter: I produktsammenhæng kendetegner den for et kulturfænomen i sin mest ekstreme form et produkt med en i princippet uendelig tidshorisont, der som udgangspunkt har en fysisk manifestation. For et hvilken som helst produkt med lang livscyklus gælder, at dets livscyklus kan defineres som dets tekniske eller funktionelle levetid i samfundet plus en hvilken som helst tidsenhed, der i princippet kan være nul, hvis blot den tekniske eller funktionelle levetid er tilstrækkelig lang. Udover funktionalitet og formålstjenlighed vil det være karakteriseret ved at udvise stor kompleksitet, individualisering og diversifikation som vidnesbyrd om højt specialiserede kompetencer hos producenten eller producenterne, en høj grad af nærhed mellem produkt og ophavsmænd eller -kvinder og lang og intensiv forarbejdningstid. Det vil ofte være lavet af vanskeligt nedbrydelige naturmaterialer – selvom dette ikke er en nødvendig betingelse - og dets levetid som produkt er ikke nødvendigvis afhængig af dets tekniske niveau, men af dets design, forarbejdningsniveau og eventuelle kunstdimension. En empirisk analyse af lang-livscyklus-fænomenerne indikerer tillige, at de besidder høj integritet og autenticitet og der ofte er tale om kollektive produkter. De er tillige multi- og tværkulturelle, forstået på den måde, at de forekommer i alle kulturer, og lang-livscyklus-kulturfænomener i én kultur anerkendes af alle andre kulturer.

Empirisk og ved sensus communis er det muligt at fastslå, hvorvidt et givet produkt vil få en lang livscyklus, men ikke helt præcist hvor lang. I princippet foreligger der tre muligheder: Den første er, at produkter med en projekteret lang livscyklus udlever deres normale tekniske eller funktionelle levetid. Den anden er, at de – såfremt muligheden er til stede – overlever deres normale tekniske eller funktionelle levetid, enten ved at den forlænges, fordi produkterne vedligeholdes på grund af deres høje kvalitet eller fordi der på grund af knaphed ikke findes alternative muligheder. Den tredje er, at produkter overlever uendeligt (i samfundsmæssig, ikke i metafysisk forstand) ved at de – såfremt omstændighederne tillader det – vedligeholdes uendeligt på grund af deres høje kvalitet. Ved høj kvalitet forstås f.eks. ekstraordinær høj funktionalitet, bearbejdningsgrad eller kunstnerisk eller kulturel værdi af et produkt.

Det vellykkede kunstværk udgør en af de eksemplariske prototyper på et samfundsmæssigt fænomen med lang livscyklus: Eftersom det stræber mod perfektion, uanset hvilken form det ender med at antage, udgør det et mål i sig selv. Perfektion skal her opfattes i absolut forstand, dvs. hinsides de mål/middel-relationer, der begrænses af økonomisk rationalitet, hvad der tillige forudsætter en høj grad af autonomi. Målet om perfektion anses for opfyldt, når der ikke længere er mulighed for forbedring indenfor de rammer, indenfor hvilke produktet definerer sig selv, dvs. når det har defineret sin egen formålsrationalitet [14]. Perfektionsidealet leder i praksis til ikke-reducerbarhed, dvs. at kunstværket i modsætning til et produkt med kort livscyklus ikke kan erstattes af en forsimplet, forklaret eller populariseret version af det samme produkt (et produkt med kort livscyklus vil i øvrigt ofte selv udgøre et sådant produkt). Det eneste, ikke-reducerbarheden kan reduceres til, er tid.

Bestemmelse af kort og lang livscyklus

Hvis man går ud fra, at de kulturfilosofiske refleksioner om kort og lang livscyklus begynder med udsagnet ’kulturfænomen x er bedre end kulturfænomen y, hvad der kan udmåles i tid’ og fortsætter med overvejelser om, hvad der gør x bedre end y, er det relevante i denne sammenhæng, hvordan den proces forløber, der sætter et givet subjekt i stand til at bedømme et kulturfænomen og hvordan resultatet kan udmøntes.

Generelt kan man sige, at bestemmelsen af kort og lang livscyklus kan foregå på to måder: Den første går ud på, at man empirisk forsøger at isolere deres forskellige elementer og udleder eventuelle mønstre. Den anden tager udgangspunkt i en fælles, hovedsageligt æstetisk orienteret dømmekraft, selvom også etiske overvejelser indgår i denne fremgangsmåde. Den empiriske metode implicerer, at man forsøger at danne sig et overblik over de egenskaber, der betinger lang livscyklus, ved at analysere allerede eksisterende lang-livscyklus-fænomener. Af selvindlysende grunde kan kort-livscyklus-produkter ikke direkte inddrages her, eftersom det er konstituerende for deres definition, at deres levetid er for kort til kunne gøres til genstand for en langsigtet historisk analyse. Meget enkelt formuleret går metoden ud på, at man identificerer fænomener – f.eks. kulturfænomener - der har eksisteret i lang tid, og fremdrager og beskriver de egenskaber, der er betingende herfor.

Den anden metode til at fastslå kort eller lang livscyklus er facultas diiudicandi per sensum communem – en fremgangsmåde, der understøtter den empiriske metodes universelle dimension, samtidigt med, at den udgør udgangspunktet for de vurderinger, der forholder sig til dens genstandsområde. Ved dette begreb, der er en af grundpillerne i den kantianske smagslære, forstås en i dette tilfælde tidsligt tilbage- og fremadrettet fælles vurderingskapacitet, som alle mennesker besidder, og som tager forestillingsevnen hos alle andre mennesker i betragtning, og dermed undgår, at private betingelser, der kan opfattes som objektive, påvirker vurderingen på en negativ måde.  Det, der vurderes, er, et produkts eller fænomens indhold af tid, ikke om det pågældende objekt f.eks. er smukt eller grimt, behageligt eller ubehageligt, etc. Der er i denne forbindelse tale om en overlapning mellem beslægtede fænomener, eftersom æstetisk værdifuldhed ikke er mulig uden et højt tidsindhold, men samtidigt en overlapning, der transcenderer de rent æstetiske elementer. En sådan udvidende fortolkning af genstandsområdet for den æstetiske dømmekraft er tilladelig selv i et kantiansk perspektiv, eftersom den æstetiske sans her adresserer kløften mellem vores evne til at vide ting, der styres af mekaniske lovmæssigheder i naturen og vores egen frie bevidsthed. Hermed bliver sensus communis til en ideel standard, som forvandler de vurderinger, den omfatter, til regler, der omfatter alle. Selvom princippet kun er subjektivt, er der tale om universel subjektivitet, og det kan derfor – på samme måde som med et objektivt princip – påkalde sig universel bekræftelse i forbindelse med enighed blandt de vurderende personer [15].

Begrebet skal ses i tæt sammenhæng med den kantianske smagsantinomis tese og en antitese. Tesen går ud på, at smagsdomme ikke kan baseres på en regel eller et princip, for hvis det var tilfældet, ville det være muligt at afgøre spørgsmål om sådanne domme ved hjælp af bevisførelse. Antitesen er, at smagsvurderinger må baseres på en regel eller et princip, for ellers ville det ikke give mening at hævde, at en smagsdom er gyldig for alle. Opløsningen af antinomien består i at hævde, at reglen eller princippet, som smagsdommen er baseret på, er af ubestemt karakter [16]. For Kant er reception og produktion endvidere strukturelt identiske, således at smagslæren og dens grundregler følger de samme retningslinjer som for frembringelsen af de æstetisk vellykkede produkter.

Hermed er nogle af de grundlæggende brudlinjer trukket op for fremtidens centrale miljø- og bæredygtighedsrelaterede kulturdebat – en debat, der ikke er mindre vigtig end de, der verserer på en række af samfundets øvrige områder.

Noter:
[1] F.eks. defineres intetsteds i lovgivningen materielle nøglebegreber som ’kunst’, ’kultur’, ’litteratur’, ’kvalitet’, etc. Om kritik af litteraturstøtteordningernes økonomiske aspekter, se Niels Henrik Hooge: En social sikringsordning er mulig, Forfatteren, november 1998: http://www.oekogruppe.dk/favorite.htm
[2] Ved konventionel litteratur forstås her ikke-miljø- og bæredygtighedsorienteret litteratur.
[3] Om den økologiske fortælling, se: Niels Henrik Hooge: Miljøbeskyttelse og bæredygtighed angår også kulturlivet, Kritisk Debat, februar 2016: http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1617
[4] Den ovenstående del af artiklen er baseret på: Niels Henrik Hooge: Tilløb til en grøn poetik, København 2005, s. 1-3: http://www.oekogruppe.dk/groenpoetik.pdf
[5] Det grønne dannelsesbegreb, der understøtter miljøborgerskabet, er baseret på holistisk orienterede koncepter: Systemtænkning og hierarkisk, kvantitativ, probabilistisk, rumlig, tidslig og transdisciplinær tænkning bidrager hver især til at identificere, hvilke fænomener, der er forbundet med hinanden på hvilken måde, og adresserer de menneskelige samfunds dobbelte rolle i udviklingen af økosystemerne – dvs. både som underlagt værtsøkosystemernes betingelser og som bidragsydere til deres udvikling, jf. Alan A. Berkowitz, Mary E. Ford, Carol A. Brewer: ‘A framework for integrating ecological literacy, civics literacy, and environmental citizenship in environmental education’, in: Edward A. Johnson, Michael J. Mappin, (eds.): Environmental Education and Advocacy, Changing perspectives of ecology and education, Cambridge: Cambridge University Press, 2005, s. 227-266.
[6] For samfundsmæssige systemers resonanskapacitet gælder, at den er afstemt efter den måde, hvorpå informationsforarbejdning organiseres. Information kan kun gøres tilgængeligt sekventielt og selektivt. Systemerne eksisterer nemlig kun, i den udstrækning den meningsfulde forarbejdning af informationer kan fortsætte og forudsætter en differentieringsteknik, der implicerer at et system træffer sine egne beslutninger og ved hjælp af disse fremkalder tilstande og begivenheder, som optræder for systemet som information. Information bliver derfor til en systemintern kvalitet, jf. Niklas Luhmann: Ökologische Kommunikation, Kann die Moderne Gesellschaft sich auf ökologische Gefährdungen einstellen?, 5. Auflage, Wiesbaden: VS Verlag für Sozialwissenschaften, 2008, s. 27-30.
[7] Luhmann anvender først og fremmest denne metodik på videnskabssystemet, som han med udgangspunkt i koden sandhed/ikke-sandhed definerer som en mekanisme, hvorigennem samfundet iagttager sig selv som iagttagende sig selv. Imidlertid er sondringen mellem iagttagelse af første og anden orden distinktioner, der går igennem i hele hans systemteori, jf. Niklas Luhmann: Die Wissenschaft der Gesellschaft, Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1992, s. 118-121 og 707.
[8] Ved det økologiske moderne forstås her tværsystemisk bæredygtighedsrelateret rationalitet, der tager sigte på at implementere økologiske bevidsthedsformer i alle dele af samfundet.
[9] William McDonough og Michael Braungart: Cradle to Cradle, Remaking the Way We Make Things, New York: North Point Press, 2002, s. 27-67 og 92-156.
[10] Nedbrydelsen af økosystemerne kan formuleres ved hjælp af termodynamikkens anden lov, der i sin simpleste form udsiger, at enhver spontan forandring i et isoleret system - dvs. et system, der hverken kan udveksle energi eller stof med sit omgivende miljø – forøger entropien i dette miljø, samtidigt med at systemet rykker nærmere i retning af termodynamisk ligevægt - den såkaldte homøostase, jf. Ilya Prigogine: The End of Certainty: Time, Chaos and the New Laws of Nature, New York: The Free Press, 1997, s. 202, og Jesper Hoffmeyer: Økologiske produktivkræfter, København: Klods-Hans, 1977, s. 18-19.
[11] Om end der analytisk set eksisterer et betydeligt overlap mellem produkter, der genbruges, og produkter med lang livscyklus, findes der genbrugte produkter med kort livscyklus og produkter med lang livscyklus, der ikke genbruges. Lang livscyklus er ikke blot et absolut begreb, men også en standard, der som ’længere livscyklus’ forholder sig relativt til et produkt, der som udgangspunkt kan have en kort levetid.
[12] Hans-Georg Gadamer: Wahrheit und Methode, Grundzüge einer philosophischen Hermeneutik, Band 1, Tübingen: J.C.B. Mohr, 1960/1990, s. 126-133.
[13] Hermed udsiges der ikke noget om religionernes ideologiske indhold eller samfundsmæssige funktioner, kun om deres lange historiske levetid.
[14] Niklas Luhmann: Die Kunst der Gesellschaft, Frankfurt am Main: Suhrkamp, Luhmann, 1997, s. 61-63.
[15] Salim Kemal: Kant’s Aesthetic Theory, An Introduction, London: Macmillan, 1992, s.92-94.
[16] Immanuel Kant: Kritik der Urteilskraft, Werkausgabe Band 10, Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1793/1974, s. 278-283 og Donald W. Crawford, Kant’s Aesthetic Theory, Madison: The University of Wisconsin Press, 1974, s. 12.