Serielt
Af Jan Mølgaard

Offentliggjort: 15. april 2016

TV bør ikke ses som et medie for ekspression, men for transmission.
Jean-Luc Godard, 1962

Malene Sommer Christiansen, der er journalist, publicerede den 4. januar 2016 en artikel på videnskab.dk med overskriften Hvorfor tager det ene afsnit det andet, når jeg ser Netflix og HBO ? Artiklen var fremkaldt af et spørgsmål fra en bruger, der gerne ville have en forklaring på følgende: ”Jeg elsker TV-serien 'Homeland', og da sæson fire endelig lå på Netflix, kunne jeg slet ikke styre mig. Jeg så alle 12 afsnit i løbet af en weekend. Men hvad er det, serien gør ved mig, siden jeg kan finde på at bruge så mange timer med Carrie Mathison og Quinn i stedet for f.eks. at være sammen med venner eller familie? ”

Og hun introducerede selv sin artikel sådan her: ”Får Carrie Mathison fra 'Homeland' fat i terroristen, og vil Rick og slænget fra 'The Walking Dead' komme i sikkerhed fra zombierne? For at få svaret sluger vi gladeligt alle episoder af en serie-sæson på rekordtid, men hvorfor egentlig? ”

Hun (og andre i den redaktion, hun arbejder sammen med) forsøgte at finde et svar på deres spørgsmål ved at stille det videre til en række forskere. De spurgte - eller fik svar - fra blandt andre Helle Kannik Haastrup[1], Jakob Isak Nielsen[2] og Andreas Lieberoth[3]. Og de tre forskere havde en del bud på en forklaring, hvor de dog fortrinsvis fokuserede på de nye serier, som distribueres via forskellige streaming-tjenester.

Bekendthed er et fælles træk ifølge forskerne. Bekendthed med et miljø og med en række personer. Og den interaktion, som opstår med bekendtheden og med den kommunikation, der udspringer af den. Samtidig spiller det - som Helle Kannik Haastrup svarede - også en rolle, at de såkaldt nye serier er blevet mere kulturelt acceptable end tidligere: ”Tv-serier har fået en kulturel opgradering. Derfor det er ikke uacceptabelt at se mange afsnit af en Tv-serie, fordi rigtig mange er interesserede i at se de gode Tv-serier. Den kulturelle opgradering gør, at det ikke kun er nørdede fans, der bingewatcher. Det er også kultureliten”.

Men fascinationen af serier er faktisk lige så gammel som det medium, de transmitteres på. Og den har været aktiv, lige så længe som serieproduktionen har foregået. Det nye - som trods alt ikke er specielt nyt heller - er, at selv mennesker, som tidligere lagde afstand til serierne som noget lavkulturelt og grundlæggende ulødigt, nu også ivrigt bænker sig foran fjernsynet og diskuterer med venner og familie - og at for eksempel Danmarks Radio eller Radio 24/7 kan bringe hele udsendelser, der snakker henført om årets (eller næste års) serier.

Ligeledes på videnskab.dk kan man også læse en artikel med overskriften Derfor er der så mange gode, nye tv-serier, der opstiller en større kronologi over tv-seriens udvikling.

Tv-seriens tre guldaldre
Første guldalder - 1940-1955:

Tv-seriernes og tv-spillenes første år med serier som I Love Lucy og Perry Mason.
Anden guldalder - 1990-2000:

Halvfemserne gav tv-serien et stort kvalitetsmæssigt løft med serier som Hill Street Blues, Moonlighting, Northern Exposure, NYPD Blue og Homicide: Life on the Street
Tredje guldalder - 2005-?:

Tv-serierne oplever stor popularitet i disse år med serier som Mad Men, Game of Thrones og Breaking Bad.

Kilde: Videnskab.dk

Der er forskelle mellem den fremherskende serieform i de tre epoker, men der er også temmelig markante ligheder. Og den grundlæggende fascination hos seerne udspringer af nogen af de samme forhold.

Seriernes episoder er industrielt produceret

En klassisk serieepisode har præcis den længde, som skal til for at passe ind i en tv-kanals sendemønster. Typisk varer en klassisk serieepisode 60 minutter - hvoraf de omkring 50 minutter er afsat til selve handlingen og de resterende 10 minutter til reklameindslag.

Det betyder også - når man i manuskriptfasen skal tilrettelægge handlingen - at der cirka hvert 5-6 minut skal indbygges et handlingselement, der kan fastholde seeren, således at han eller hun accepterer reklamerne for at komme videre i forløbet.

Og det betyder også, at der helst skal afsluttes enten med et kort forskræp for næste episode (for at sikre at seeren også lukker op for den) eller en såkaldt cliffhanger, der er tilstrækkeligt appetitvækkende til, at seeren forbliver loyal.

Samtidig betyder den stramme dramaturgi, at de problemer eller intriger, der introduceres i starten af episoden også som hovedregel skal finde en løsning inden for episodens rammer. Forbrydelsen skal opklares og den skyldige pågribes - familiekonflikten skal løses - eller temaet færdigbehandles med en klar morale, før serieepisoden afsluttes.

Da den helt centrale pointe med serien er, at de enkelte episoder (udover at adsprede eller underholde seeren) skal fungere som bærere af de kommercielle budskaber (reklamerne), så betyder det også meget for dramaturgien, persongalleriet og temaerne, at en tv-serie er i stand til at fastholde eller udbygge seertallene. Så alle kommercielle tv-stationer, der sender serier (og det gør de faktisk alle sammen under en eller anden form) udfører løbende analyser af eksponeringen. Falder de gennemsnitlige seertal, så falder indtægterne fra seriens sponsorer - og så vil dramaafdelingen omgående forsøge at finde dramaturgiske løsninger, der kan genopbygge populariteten.

Man kan ændre det temavalg, man anvender - man kan skrive gamle personer ud af serien - eller man kan skrive nye personer ind i den.

Men helt fundamentalt fastholdes rammen. De samme centrale personer - i mange tilfælde (dagligstueserierne) den samme grunddekoration - og den samme undergenre. En kriminalserie overgår ikke til at blive en familieserie eller omvendt. Stabilitet og - måske - forandring i det små. Det er opskriften.

Universet og karaktererne skal være kendte og bekendte. Varedeklarationen også. Fordi denne deklaration danner udgangspunkt for stationernes valg af sendetidspunkt og dermed for annoncørernes tilslutning - ud fra analyser af den demografiske profil for bestemte tidspunkter. Planlægningen af sendefladen og placeringen af reklameindslag der, hvor det beregnes, at de har den største effekt.

Men bekendtheden er også forudsætningen for seernes valg. Effekten er den, at man som seer kommer i selskab med figurer, man kender - med bestemte former for handlingstemaer - og med den nødvendige forudsigelighed for, at tv-kigningen får den ønskede effekt. Man bliver underholdt på en forudsigelig måde - ikke udfordret eller anfægtet, men bekræftet i det genkendelige. Man kender de karakterer, som optræder. Og man får akkurat den underholdningsværdi, som man har eftersøgt.

Den klassiske tv-serie er med andre ord et medium, der i alt væsentligt er udviklet som en serieproduceret vare, hvis primære funktion er at fastholde seerens interesse med henblik på at viderebringe reklamer. Dramaturgien, forløbsmønsteret, figurerne er alle underkastet denne styring. Men selvom dette i vidt omfang kan forklare seriernes indhold, så forklarer det ikke, hvorfor tv-serierne så rent faktisk er succesfulde i at etablere den kobling med seernes interesse, som er en forudsætning for, at målet med produktionen nås.

Hvorfor ser vi så de serier?

For det første har serierne en underholdningsværdi. De slår tid ihjel. De opfylder en del af den fritid, som mennesker har imellem perioder med søvn, med reproduktion (i videste forstand) og med arbejde. De bidrager til afslapning, der er en del af arbejdskraftens regeneration.

For det andet bidrager de - sammen med en lang række andre aktiviteter - også til det, man kunne kalde den kulturelle regeneration. De leverer bidrag - igen sammen med an lang række andre aktiviteter - til bekræftelse af de kulturelle strukturer, som er med til at holde samfundet sammen.

For det tredje så giver de et ikke uvæsentligt bidrag til at styrke evnen til orientering i hverdagslivet - værdier og mønstre - der gør det muligt at tolke dette hverdagsliv således, at det er muligt for mennesker at handle meningsfuldt (på den ene eller den anden måde) i denne hverdag.

Men det er ikke det afgørende.

Betragt det typiske forløb af en serieepisode, så kan du se, hvad der er på spil.

Introduktion af seriens sceneri

Episoden toner frem. Der er typisk en fast indledning, hvor personerne og miljøet introduceres - på samme måde hver gang. Her varedeklareres episoden. Man får at vide, hvad det er for en serie - man får at vide, hvad man kan forvente sig. Og således lægges der op til en aftale - en kontrakt - mellem serien og seeren om, hvad den kommende time vil levere. De faste personer, det faste sceneri og det faste forløb. Og man får en garanti.

Introduktion af konflikten

I alle serieepisoder sættes handlingen i gang ved introduktionen af en konflikt. Hvad det er for en konflikt, afhænger af, hvilken genre serien defineres i. Er der tale om en kriminalserie (uanset hvilken type), så indledes episoden med, at der sker - eller er sket - en forbrydelse. Man finder et lig eller man finder sporene af en anden lovovertrædelse. Er der tale om en familieserie er konflikten typisk en konflikt mellem en eller flere personer, som anfægter det moralske regelsæt, som serien er bærer af. Eller om en konflikt, der udspringer af de faste karakterers interaktion med omverdenen eller hinanden.

Konfliktløsningen startes

Nu gennemspilles konflikten så. I kriminalserien betyder det, at analyse og deduktion indledes. Man forsøger at identificere den afdøde (hvis identiteten ikke allerede er kendt) - man forsøger at finde ud af omstændighederne omkring forbrydelsen (dødsårsag, mordsted og motiv). Herefter går jagten på de skyldige i gang - typisk ved at se på de netværk, som afdøde har indgået i - eller gennem afhøringer af de involverede. Der kastes nogle falske spor ud undervejs - eller der opstår uventede problemer med fastlæggelsen af dødsårsag eller med fastlæggelsen af gerningsstedet - eller der opstår konflikter mellem de personer, som er involveret i opklaringen. Men på et tidspunkt står alle fakta klare.

Er der tale om en familieserie, så sker der noget tilsvarende. Den indledende konflikt udfoldes, der skitseres forskellige løsningsmuligheder, og disse løsningsmuligheder gennemspilles gennem involvering af alle seriens faste figurer. Måske introduceres der nogle falske løsningsmuligheder, som afsporer processen. Men på et tidspunkt er alle fejlagtige løsningsmuligheder elimineret.

Konfliktløsningen gennemføres

I kriminalserien er dette ensbetydende med, at lovens håndhævere træder i karakter og konfronterer den eller de skyldige. Enten i en forhørssituationeller eventuelt i en retssag. Og i langt de fleste tilfælde ender denne fase i, at de skyldige dømmes - og at den sociale moral restitueres. Morderen er afsløret, retssagen afsluttet, morderen dømt og harmonien genetableret. I sjældne tilfælde stopper processen med, at den skyldige er udpeget - men uden at den skyldige tilbageholdes eller dømmes.

I familieserien korrigeres systemafvigende eller værdianfægtende adfærd i stedet. Afvigeren retledes og indfældes atter i den familiære idyl, således at det moralske værdisæt kan stå uanfægtet. Og således at harmonien er genetableret.

Episoden afsluttes

I en kort afslutningsscene bekræftes så den samme kontrakt, som episoden er indledt med. De involverede synker ned i harmonien. Måske anfægtet, men aldrig for alvor. Detektiverne eller politimændene bekræfter hinanden i fællesskabet - og garanterer således, at de vil vende tilbage i en ny episode med nye forbrydelser. Måske utrætteligt kæmpende for opretholdelsen af lov og orden og en acceptabel social moral. Familiens eller socialgruppens medlemmer bekræfter på samme måde deres fællesskab og det - endnu en gang fastslåede faktum, at dette fællesskab og dets værdier er stærkere end alle de udfordringer, som det kan tænkes at blive udsat for.

Hvorfor er det værd at se på?

For at forstå, hvorfor dette forløb, der gentages og gentages i episode eller episode, kan være værd at bruge tid på, er det nødvendigt at se lidt nærmere på seerens situation.

Den opløste sammenhæng

Hvor det før i tiden var sådan, at der stod en række mekanismer til rådighed, som kunne hjælpe mennesker med at orientere sig i verden, så er det ikke sådan mere. Det såkaldt moderne individ er ikke medlem af en klasse - individet har ikke et traditionsbåret værdisæt at læne sig op ad - individet har ikke en fast defineret rolle at leve op til - og individet kan ikke trække på hverken faste religiøse eller politiske tilhørsforhold som en hjælp med at tolke virkeligheden.

Typisk lever man i hvert fald i vores del af verden i tætte familier med to generationer - eller helt alene - så heller ikke her er der noget, der kan bidrage til at skabe overskuelighed.

Samtidig er vidensformidlingen blevet erstattet af en konstant, usammenhængende informationsstrøm. Nyhedsudsendelser i medierne hvor væsentlighedskriteriet er sat i seertal eller clicks, aviser der bliver mere og mere fokuseret på overlevelse på det abstrakte markeds vilkår og historier - enkeltepisoder der ikke tolkes ind i en sammenhæng, men i stedet fremstilles helt isoleret.

Den truede arbejdsidentitet

På arbejdsmarkedet - hvis man da overhovedet har en plads her - er man konstant under trussel om udskilning. Man konkurrerer som enkeltindivider med sine kolleger. Og man skal hele tiden være robust arbejdskraft og omstillingsparat. Den kollektivt funderede arbejdsmæssige identitet er stort set brudt sammen. Og kollektive selvforsvarshandlinger eller offensiv handling er i det store og hele blevet utænkeligt.

Den opløste sociale sammenhængskraft

Den kollektive sociale identitet, der knytter sig til det tidligere borgerlige samfund - den nationale identitet - er i det store og hele også faldet sammen. Du er ikke dansker - eller franskmand - eller noget andet. Når man ellers ser bort fra nogle ganske enkelte situationer. Det nationale vi er gået i opløsning - og er blevet erstattet med det transnationale.

Borgeren er blevet kunde

Parallelt hermed er borgeridentiteten gået i opløsning og er blevet erstattet med en rolle som bruger eller forbruger. Det kapitalistiske marked har bidraget aktivt til denne udvikling - og det samme har en lang række politiske partier og politiske tankesæt. Uanset om du står i supermarkedet, sidder som tv-seer, modtager hjemmehjælp eller afgiver din stemme ved et lokalvalg eller et nationalt valg, så er du først og fremmest forbruger - et enkeltindivid, der indgår i en målgruppe, som en virksomhed, et politisk parti eller en medieorganisation forsøger at overtale til at anvende din købekraft (dine penge, din stemme, din mening) på akkurat dem.

Disse tendenser betyder også, at det bliver sværere og sværere at orientere sig i virkeligheden.

Ligesom de er angstfremkaldende.

Og i sådan en situation søger det købedygtige individ også efter noget, der i det mindste for en kort tid gør det muligt at leve med splittelsen, usikkerheden og angsten.

Havde der været et troværdigt religiøst alternativ, ville mange være fristet til at vælge det. Men det er der ikke. Også selvom terapiindustrien forsøger at udfylde hullet. Havde der været et troværdigt politisk alternativ, ville mange måske være fristet til at vælge det. Men det gør der heller ikke. For politikerne er lige så meget sælgere som supermarkedet. Og havde der været et troværdigt alternativ i form af et klassetilhørsforhold eller en familiær sammenhæng, så var det måske det, der var blevet valgt. Men det er der heller ikke. Selvom enkelte personer vælger at insistere på, at der er.

Man shopper rundt i et forsøg på at fylde tomrummet. Lidt motion. Lidt terapi. Lidt kvalitetstid med kernefamilien. Lidt kærlighed. Lidt økologi. Og altså en hel del tv-serier.

Her får du hvad du har brug for

På de godt 50 minutter, som en serieepisode strækker sig over, får du en ritualiseret renselsesproces, der for en tid kan dulme den angst og uro, du føler.

Du ved fra varedeklaration i starten af episoden helt præcis, hvad du vil komme til at opleve. Rammen er med andre ord tryg og endemålet kendt. Du kender de personer og deres egenskaber, som episoden forløber igennem.

I denne trygge ramme - hvor man ved at harmonien (under en eller anden form) altid ender med at blive genoprettet og de fundamentale værdier bekræftet, induceres en kendt problematik.

Og i løbet af de 50 minutter håndteres konflikten så og ender med at blive afmonteret. På intet tidspunkt er du i tvivl om, at det er sådan, det vil gå. På intet tidspunkt bliver du for alvor i tvivl. Detektiven vil altid ende med at opklare forbrydelsen - den skyldige vil altid blive afsløret (også selvom det kan være svært) - og den skyldige vil få sin retfærdige straf. På samme måde vil et alkohol-problem i familieserien ikke ende med alkoholisme og social deroute, arbejdsløshed ender ikke i social katastrofe, og parforholdsproblemer bliver altid løst.

Du genkender problemet fra din egen virkelighed. Og du ved også, at dette problem - kriminelle handlinger eller familieproblemer - kan bidrage til, at angsten vokser. Men i serieepisodens univers demonteres truslen. Her viser de indbyggede værdier sig altid at kunne bære igennem.

Det er godt nok ikke dine egne - helt private - problemer, som behandles i serierne. De er præget af den kultur, som serien er produceret i. Men de er tilpas generaliserede til, at de trods alt kan investere dine egne følelser og oplevelser. Og tilstrækkeligt genkendelige til at du - på det rituelle plan - kan leve med i den forløsning, som den enkelte episode rummer.

Døden og de sociale trusler og den usammenhængende virkelighed deler man med serieuniverset. Men i seriernes univers introduceres truslerne altid på en måde, hvor der er givet en løsning i og med det overordnede værdisæt.

Så her får du, hvad du står og har brug for lige her og nu. Ligesom du - på en måde - får det, hvis du sætter dig op i en rutchebane. Det er farligt. Man drøner rundt i sving og op og ned af bakker med rasende fart. Man lader sig skræmme. Det er det, man har købt billet til. Men man ved også, at sikkerheden - for det meste - er i orden. Og at det hele ender med, at farten sænkes og vognen stopper, så man kan stige forløst og tilfredsstillet ud, når rutchebaneturen slutter.

Og hvad så med de serier, som ikke passer med skemaet?

Der er mange serier under denne overskrift. Mange i Danmark og langt flere udenlandske.

Typisk for de fleste af dem er, at de - trods episodestrukturen - rummer en udvikling enten af historien eller af de karakterer, som de benytter sig af.

Hvis vi nu bare tager en håndfuld eksempler fra den lokale andedam:

Matador: Historisk serie. Nok den mest sete og mest kendte af alle danske serier. Oprindeligt udsendt med en enkelt episode hver lørdag over en række år. Spændende fra omkring år 1929 og frem til afslutningen af Anden Verdenskrig. Vi følger en række personer i den fiktive by Korsbæk, der er arketypen for en række danske provinsbyer og nogle familier eller enkeltpersoner i denne by. Og omdrejningspunktet er familien Andersen Skjern, hvis overhoved Mads går fra at være rejsende repræsentant for trikotage til at blive hovedperson i det lokale bourgeoisi.

Borgen: Politiske magtspil byder på fantastisk, spændende underholdning. Det har de danske filmfolk vist med spillefilmen Kongekabale men også megasuccessen Borgen understreger pointen. Med et væld af skønne skuespillere, intriger og et veldrejet manuskript ville listen over Danmarks bedste tv-serier ganske enkelt ikke være komplet uden denne serie. Borgen tåler absolut et gensyn, men hvis du gerne vil have nyt, politisk drama på dagsordenen, kan du altid indlede dig med den amerikanske storsucces House of Cards, som har selveste Kevin Spacey i hovedrollen.

Broen: Tre sæsoner. Dansk-svensk krimiserie hvis første sæson blev sendt i 2011. Relativt fast persongalleri men 3 forskellige historier, der udfoldes over 10 afsnit (sæson 1). Samme antal episoder i de to følgende sæsoner. Der arbejdes efter sigende på en sæson 4.

Forbrydelsen: Forbrydelsen blev ikke kun kendt på grund af Sarah Lunds karakteristiske, islandske sweater. Tværtimod var de 20 afsnit om efterforskningen af mordet på en gymnasieelev en fantastisk affære, hvor man endte med at mistænke stort set samtlige personer. Forbrydelsen var nomineret til en Emmy men vandt desværre ikke. Til gengæld blev amerikanerne så glade for fortællingen, at de lavede deres egen version af serien under navnet The Killing.

Og vi kunne blive ved. Bloggen Gucca (Gå til denne blog) udpeger de 10 bedste serier. Det er her, de fleste af beskrivelserne er taget fra.

Alle disse serier er episke - de fungerer mere som litterære værker - bøger med et antal kapitler. En enkelt historie med flere forskellige handlingstråde føres igennem fra episode til episode og for nogen seriers vedkommende også fra sæson til sæson. Men de deler på mange områder de karakteristika, der er opregnet ovenfor.

Episoderne har en fast længde - typisk omkring 1 time.

Den enkelte episode har et dynamiske forløb, som ligner de industrielt producerede seriers. Man introducerer seriens univers - man inducerer en komplikation eller et problem eller et sæt af problemer. Og derefter udagerer man dette problem - fører det frem til et punkt, hvor størsteparten af problemet er løst og harmonien genoprettet. Dog med den forskel, at det overordnede handlingselement kun er ført et skridt videre og ikke til den endegyldige afslutning.

Hvis vi tager Matador som eksempel: Seriens 24 afsnit er delt op i 4 sæsoner. Disse sæsoner dækker som nævnt perioden fra 1929 til 1947. Den afgørende handlingstråd knytter sig til Mads Andersen Skjern (der undervejs skifter navn til Mads Skjern). Han kommer til Korsbæk som rejsende i trikotage i 1929 og starter - i voldsom opposition til det herskende borgerskab i den lille by - en virksomhed op, der ved seriens afslutning er blevet til flere varehuse, en bank, en trikotagefabrik og den del mere. Og i den samme periode går han fra at være en udskældt parvenu til at blive en del af det borgerskab, som han til at begynde med er i konflikt med. På overfladen skildres samtidig den forandring, som også sker i det omgivende samfund - det at de faste klassetilhørsforhold tenderer imod at opløses - og det at der sker en velstandsstigning frem imod etableringen af velfærdssamfundet. Men - som Henrik Dahl skriver i filmmagasinet Ekko: ”Den allerlængste bue i Matador går fra Hans Christian Varnæs' afvisning af Mads Skjern i begyndelsen af første afsnit til Maude og Hans Christians sølvbryllup i slutningen af det fireogtyvende og sidste afsnit. Her er alle de gamle fjender samlet og alle standsforskelle nedbrudt — skønt kokkepigen Laura i sidste øjeblik vælger at stå i køkkenet frem for at deltage i selve festmiddagen. Selv kommunisten Røde er indirekte med, da han har doktoreret så meget på konsulindens ømme versefødder, at det i realiteten er hans festsang, der afsynges”. [4] Virkeligheden er blevet forandret for at intet skal forandres. Og tilbage bliver en harmonisering af en brydningsfuld tid - et nostalgisk gensyn kan man vel nærmest sige. Alle grundlæggende konflikter er demonteret. Tilbage bliver et gulnet fotografi, der - igen med Dahls ord - ”(…) viser onkel Arne og tante Olga, der smiler til fotografen, og det er godt nok. Sådan så de ud, og de var søde og huskede altid ens fødselsdag. Suget i maven, når man sidder og kigger på billedet, kommer dog fra alt det i periferien: deres gamle bil, det mærkelige tøj, huset i baggrunden, som i mellemtiden er blevet revet ned. Det er virkelig den tabte tid”.

Stort set samme logik kan man se i funktion i de andre serier.

I kriminalserierne opklares forbrydelsen. Enten som i En by i provinsen i den enkelte episode - eller i serier som Broen i den enkelte sæson. Der straffes ikke altid. Men en form for retfærdighed reetableres trods alt.

Og i serier som Krøniken gennemløber man præcis den samme bevægelse som i Matador.

Ser man på nogle få af de udenlandske serier, der med udbredelsen af streaming-tjenester som Netflix og HBO er blevet en integreret bestanddel af de danske tv-seeres hverdag, så er billedet det samme.

House of Cards (der lige har frigivet sin fjerde sæson på Netflix), Orange is the new Black, serien fra et amerikansk kvindefængsel, Daredevil (bygget op over en superhelt fra Marvels tegneserieunivers) og som netop har fået frigivet sin anden sæson, True Detective der indtil videre har kørt i to sæsoner, Narcos (om bekæmpelsen af et narkosyndikat i Sydamerika) eller Homeland, så er billedet - trods alle forskelle - det samme. Og tager man de mere familievenlige serier med også: Venner, Glee og for eksempel Modern Family, så ændrer det ikke noget ved det overordnede billede.

Ritualiseringen er tydelig - det faste format også. Og selvom de forskellige serier behandler vidt forskellige emner, så gør de det mere eller mindre på samme måde. Alle problemstillinger demonteres eller neutraliseres. Og selvom de enkelte karakterer godt kan gennemgå en vis udvikling, så ligger alle figurernes potentialer latent lige fra seriens start.

Afsluttende bemærkninger

På nettet kan man finde en beskrivelse af tvangstanker og tvangshandlinger, der ser sådan her ud:

  1. Tvangstanker (obsessioner) er uønskede, påtrængende, gentagne og uimodståelige tanker, følelser, ideer eller fornemmelser. De opleves normalt som skræmmende og/eller truende
  2. Tvangshandlinger (kompulsioner) er handlinger, som en person føler sig tvunget til stadig at udføre, selv om han/hun er bevidst om, at det egentlig ikke er nødvendigt
  3. Tvangshandlingerne mindsker den følelse af ubehag/angst, som personen oplever i forskellige situationer. Vasketvang mindsker f.eks. ubehaget eller angsten for at føle sig beskidt

Der er mange ligheder mellem serieforbrug og tvangshandlinger.

Behovet er et behov for angstudsættende eller angstdulmende handlinger. Det er det, der også kaldes tidsfordriv eller underholdning. At fordrive tid eller at lade sig underholde i en periode er ikke noget, der normalt kalder på en diagnose og behandling. Men ser man på serieuniverset, så er anatomien grundlæggende set den samme.

Serien tager en genkendelig konflikt - en konflikt eller en trussel som genkendes af seeren - og lægger den ind i et genkendeligt univers, hvor løsningsmulighederne egentlig er givet på forhånd i og med karakterernes indhold og universets grundlæggende værdier. Konflikten gennemspilles et antal gange - mange gange for visse seriers vedkommende - men uden at konflikterne egentlig håndteres. De masseres blot og får en harmonisk afslutning i og med at de gennemspilles af serieuniversets figurer.

At serien ikke - rent faktisk - løser konflikten er et resultat af den egentlige funktion, som serieepisoden har som bærer at et kommercielt budskab og som oplæg ikke til problemløsning men til gentaget konsum.

De nye serier - der er omtalt kort herover - har godt nok en anden ramme og produceres og afvikles under en anden forretningsmodel (uden reklamer men solgt direkte som en vare til abonnenter på f. eks. Netflix og HBO). Men her kræver forretningsmodellen det fortsatte konsum af serierne, fordi forretningsmodellen er baseret på en fortsættelse af abonnementet.

Men begge typer af tv-serier i realiteten eksempler på tendensen til, at kapitalen - her mediekapitalen - besætter stigende dele af menneskelivet og forvandler det og dets indhold til varer - og typisk varer, der kræver et fortsat forbrug og et fortsat køb.

Kilder:

Brian Petersen: ”Den serielle fortælleform”, Se teksten ved at klikke her - juni 2011
Cevea: ”Reklamerne overtager vores liv”, Se teksten ved at klikke her - december 2010
Interview med Rikke Louise Petersen: ” Vores tids undergang”. Se teksten ved at klikke her - december 2012
Peter Schepelern: ”Den kære mediefamilie” - Se teksten ved at klikke her - april 2007
Britta Timm Knudsen: ”Nostalgiske nationskonstruktioner” - Se teksten ved at klikke her - 2007