Integrationsuddannelse med snubletråde
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 15. april 2016

Den nye trepartsaftale er hverken en egentlig uddannelse for flygtninge til det danske arbejdsmarked eller ren løndumping. Aftalen er en særlig hybrid: et trepartsaftalt lov, hvor centrale løn- og arbejdsforhold fastsættes ved lov, som måske vil føre til et politisk slagsmål i Folketinget, hvis fagbevægelsen, Socialdemokraterne og venstrefløjen spiller sin kort rigtigt.

Går du til bageren efter morgenbrød søndag morgen, kan du trække et nummer sidst i køen. Det kan du ikke, hvis du kommer til Danmark som flygtning og vil have en plads i jobkøen til arbejdsmarkedet. I stedet er alt for mange flygtninge og indvandrere henvist til det hel- eller halvsorte arbejdsmarked og de deciderede løntrykkerjobs uden for overenskomsternes rækkevidde, som danskerne helst undgår.

En flygtning eller familiesammenført til en flygtning, der får godkendt ophold i Danmark og bliver placeret i en kommune, får ret til en bolig og et integrationsprogram. Men de får ikke nogen ret til en plads på arbejdsmarkedet på linje med andre. I dag har mindre end hver tredje flygtning held med at skaffe sig en plads på det danske arbejdsmarked i løbet af de første 3 år. Og her indgår både de usselt betalte job og ’iværksætteriet’ som kioskejer eller pizzabager.

Lars Løkke Rasmussen, Inger Støjberg og Kristian Thulesen Dahl har derfor ret, når det siger, at det koster dyrt med flere og flere flygtninge. Først og fremmest koster det dyrt for flygtningene selv. Alt for mange må i årevis leve uden arbejde og for en meget lav integrationsydelse og senere kontanthjælp. Samtidig koster det dyrt for fagbevægelsen og os andre. Vi risikerer endnu flere velfærdsbesparelser, når Venstre-regeringen vil skære på velfærden for at finde penge til både skattelettelser og flere flygtninge på overførselsindkomst. For fagbevægelsen betyder stadigt flere flygtninge uden job øget risiko for løndumping. Sidst, men ikke mindst, går samfundsøkonomien glip af både arbejdskraft og skatteindtægter.

Men kan det så gøres anderledes og bedre? Hvordan og til gavn for hvem? Det var det, regeringen forhandlede med fagbevægelsen og arbejdsgiverne om i den første runde trepartsforhandlinger.

Vidt forskellige vurdering

Hvordan endte det så? Hvem trak det længste strå? Blev det bedre eller værre, og hvem vil få gavn af aftalen? Vil flygtningene få en fair plads i arbejdsløshedskøen på lige fod med alle andre? Eller vil de tilmed komme foran i køen?

Alt det er der vidt forskellige vurderinger af. Med undtagelse af FOAs forbundsformand, Dennis Kristensen, har LO’s forhandlere rost trepartsaftalen og begrundet det med, at den baner vej for at opkvalificere flygtninge til det danske arbejdsmarked. ”Med den her aftale får flygtninge en uddannelse og bliver opkvalificeret samtidig med, at det sker til en overenskomstaftalt løn,” sagde LO’s formand, Lizette Risgaard i LO’s pressemeddelelse, da aftalen var en realitet.

Det samme gjorde 3F’s formand, Per Christensen: ”Fagbevægelsen har sammen med arbejdsgiverne afvist de skadelige forslag om indslusningsløn og nyttejob, der ville undergrave danske løn- og arbejdsvilkår. Det er nu med syvtommersøm slået fast, at indslusningsløn ikke er en del af pakken.”

Den vurdering var både venstre- eller højrefløj i Folketinget til gengæld dybt uenig i. ”Aftalen er pivåben for misbrug og løndumping, og der er ikke noget reelt uddannelsesperspektiv for flygtningene,” lød det fra Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Finn Sørensen. Den samme tilgang med lidt andre ord havde DF’s Kristian Thulesen Dahl på sin Facebook-profil: ”Et nyt lavtlønsarbejdsmarked er på vej.” En lignende kritik er siden kommet fra en række faglige tillidsfolk.[1]

Denne artikel argumenterer for, at ingen af dem, hverken LO’s forhandlere, Folketingets venstre- og højrefløj eller fagbevægelsens venstrefløj, har ramt hovedet på sømmet. I artiklen vil der blive argumenteret for, at den nye trepartsaftale hverken er en egentlig uddannelse for flygtninge til det danske arbejdsmarked eller ’pivåben for misbrug og løndumping’. Trepartsaftalen er i stedet en aftale om en særlig hybrid: et trepartsaftalt lov, hvor centrale løn- og arbejdsforhold fastsættes ved lov, hvis virksomhederne ansætter flygtninge på en bestemt måde. Sidste i artiklen forudses det, at denne hybrid kan give anledning til et politisk slagsmål i Folketinget, hvis fagbevægelsen, Socialdemokraterne og venstrefløjen spiller sin kort rigtigt.

En udfordring til den danske arbejdsmarkeds- og aftalemodel

De mange flygtninge er en udfordring til den danske arbejdsmarkeds- og aftalemodel. Den er ikke skabt til en verden med mange nye ikke danske, der gerne vil ind på det danske arbejdsmarked. Modellen er vokset frem som en særlig dansk model for danske virksomheder og danske lønmodtagere.

Modellen er historisk blevet opbygget på en række nationale politiske forudsætninger. Arbejdsmarkedets parter har ikke knækket alle nødderne selv. En af de politiske forudsætninger har været, at både virksomhederne og fagbevægelsen skulle kunne regne med, at folkeskolen og uddannelsesstederne gav folk de nødvendige kvalifikationer, før de unge kom ud på arbejdsmarkedet.

Oven i den offentlige uddannelse af de unge kunne arbejdspladserne gøre deres til, at medarbejderne var deres overenskomstmæssige løn værd for virksomheden, og den del af nødderne har fagbevægelsen knækket sammen med arbejdsgiverne. Organisering og overenskomstdækning har sammen med socialiseringen og kulturen på arbejdspladsen bidraget til, at virksomhederne har kunnet regne med at få engagerede, fleksible og produktive medarbejdere.

Gør din pligt og kræv din ret. Tag del og tag ansvar. Det har været to slagord, som repræsenterer en arbejdspladskultur og –tradition, som i høj grad har bidraget til at gøre danske arbejdere både produktive og innovative. Det har skabt medarbejdere, der både var i stand til at arbejde effektivt sammen og hurtigt lære nyt, når der var brug for det.

Dermed har det danske uddannelsessystem sammen med organisering, overenskomster og arbejdspladskultur været vigtige led i at gøre danske arbejdere produktive og deres løn værd. Det har samtidig været en vigtig forudsætning med en dansk aftalemodel med relativt begrænset lønspredning.

Det er præcis her, den danske model bliver udfordret, når det gælder om at give flygtninge og indvandrere en plads på det danske arbejdsmarked. Når sprogkundskaber, samarbejdsevne og erfaring med den særlige danske arbejdspladskultur er vigtige for produktiviteten på de danske arbejdspladser, kommer flygtninge og indvandrere lettere til kort i jobkøen. Det smitter nemlig let af på arbejdsgiverne rekrutteringspraksis.

Når en virksomhed skal rekruttere nye medarbejdere, vil tilgangen til potentielle medarbejdere med en anden kulturel baggrund ofte bære præg af en mere eller mindre erfaringsbaseret forestilling om det, flygtningen mangler for at være en almindelig lønmodtager på det danske arbejdsmarked. Arbejdsgiveren ser måske mere det, som mangler for at være som en dansk medarbejder, end det, som den pågældende vil kunne bidrage med.

Pointen er, at den slags billeder af ikke-danske jobansøgere ikke behøver at være fri fantasi eller racistiske fordomme. Billederne har haft et særligt materielt grundlag på det danske arbejdsmarked. Ligesom den danske arbejdsmarkeds- og aftalemodel kan siges at bygge på særlige materielt funderede forestillinger om ’den danske mønsterarbejder’ som kort beskrevet ovenfor, synes der udviklet særlige forestillinger om ’de fremmedes’ afvigelse herfra.

Disse særlige sociale billeder af *os’ og ’dem’ på det danske arbejdsmarked kan forventes at komme særligt i spil i de kommende år med et voksende antal nye flygtninge på det danske arbejdsmarked. Det skyldes bl.a., at de kompetencer og kvalifikationer, som de nye flygtninge og familiesammenførte kommer med, ikke matcher virksomhedernes efterspørgsel særlig godt. Ca. 30 pct. af de nye flygtninge og familiesammenførte kommer uden eller med ringe skolebaggrund og 60 pct. med kort skole- eller uddannelsesbaggrund. De møder et dansk arbejdsmarked, hvor der i forvejen er mange lavtuddannede jobsøgende i indbyrdes konkurrence om et begrænset antal relevante jobåbninger. Et sådant arbejdsmarked øger naturligvis risikoen for, at flygtninge og familiesammenførte gang på gang må opleve at blive fravalgt til jobbet.[2] Heller ikke for de kommende år tegner der sig en markant stigende virksomhedsefterspørgsel efter dansk og tilrejsende arbejdskraft med begrænset uddannelse, kompetence og dansk joberfaring.

Oven i dette mismatch vil der ofte være tale om en usikkerhedsbarriere mod at ansætte flygtninge. Hvor meget vil mangel på en kendt dansk uddannelse, begrænsede sprogkundskaber og ingen erfaring fra de danske arbejdspladser betyde? Vil det kunne opvejes af noget andet? Denne usikkerhed gælder ikke mindst på de danske arbejdspladser, hvor der eksisterer en tradition for selvstændigt arbejde, aktiv deltagelse for de ansatte og en relativ ligeværdig dialog mellem ansatte og ledelse, som udgør en selvstændig del af den danske produktions- og velfærdsmodel. På disse arbejdspladser spiller det en ekstra stor rolle, om en ny medarbejder hurtigt vil kunne tage ligeværdigt del heri. Hos både arbejdsgivere og medarbejdere vil det bidrage til en særlig form for strukturel usikkerhed over for og diskriminering/forskelsbehandling af flygtninge, familiesammenførte og indvandrere.

Den særlige form for dansk ’racificeret arbejdsmarked’[3] har efter al sandsynlighed bidraget til at begrænse de ’almindelige’ jobmuligheder for nye flygtninge og indvandrere og dermed til, at alt for mange henvises til enten overførselsindkomst eller en ofte lav og usikker indkomst fra job på randen af eller helt uden for det ’almindelige’ arbejdsmarked.

Meget på spil

Den ovenstående beskrivelse skal tjene til at begrunde, hvorfor der var så meget på spil ved trepartsforhandlingerne for både fagbevægelsens medlemmer, flygtningene og for den samlede samfundsudvikling. For fagbevægelsens medlemmer var og er det et spørgsmål om, hvordan de mange nye flygtninge vil og kan påvirke det danske arbejdsmarked, herunder beskæftigelse og ansættelsesforhold. At de mange nye flygtninge vil komme til at påvirke det samlede danske arbejdsmarked er givet. Når titusinder af flygtninge med begrænsede kompetencer sættes på lave integrationsydelser, vil det uundgåeligt påvirke dele af arbejdsmarkedet, ikke mindst for de kortuddannede. Trepartsforhandlingerne handlede om, hvordan det skulle ske.

For fagbevægelsen var målet at undgå øget løntrykkeri med eller uden indslusningsløn. Målet var ikke blot at undgå indslusningsløn, men at komme væk fra et forudsigeligt pres på løn- og arbejdsforhold. Målet var at forebygge og forhindre øget lønpres, øget brug af løsarbejde, mv. Det var særlig vigtigt for de forbund, der har mange kortuddannede og lavtlønnede grupper, og som måske i forvejen er presset fra et voksende område uden overenskomster.

Integrationselever

Det er i det lys, man skal se og vurdere både FOAs forslag om integrationselever og den senere aftale mellem LO og DA om ansættelse af flygtninge i forbindelse med en såkaldt integrationsgrunduddannelse. Begge dele kan ses som forsøg på inden for den danske model at gå nye veje.

Det har hidtil været en del af den danske aftale- og arbejdsmarkedsmodel, at det er været en samfundsansvar at kvalificere arbejdskraften godt nok til at være mindst en overenskomstmæssig mindsteløn værd, inden de ansættes. Hidtil har arbejdsmarkedets parter kun aftalt nogle få regulerede undtagelser fra denne danske grundmodel om, at samfundet inden ansættelsen har et ansvar at hjælpe borgerne med at få tilstrækkelige kvalifikationer til at være deres overenskomstmæssige løn værd. Det drejer sig først og fremmest om lærlinge-, elev-, praktik-, og turnusansættelser. Her køber arbejdsgiveren i en aftalt periode en arbejdskraft, der endnu ikke har erhvervet de i overenskomsten forudsatte uddannelses- og erhvervsmæssige kompetencer til en særligt aftalt lav overenskomstmæssig lærlinge- elev- eller praktikløn. Til gengæld påtager arbejdsgiveren sig et uddannelsesansvar. Det sker ved, at virksomheden indgår en uddannelseskontrakt med eleven for hele uddannelsesperioden. Fagbevægelsen og eleven accepterer således at arbejde til en særligt aftalt lav overenskomstmæssig elev- eller lærlingeløn mod til gengæld at blive uddannet til at kunne søge et job med en overenskomstmæssig løn for folk med den pågældende uddannelse.

Derfor var det logisk for fagbevægelsen at tænke i en ny type elevuddannelse til overenskomstmæssigt aftalte løn- og arbejdsvilkår for at give de mange flygtninge tilstrækkelige kvalifikationer til det overenskomstregulerede danske arbejdsmarked. Det var da også grundtanken bag både FOAs forslag om uddannelse af integrationselever og LO’s aftale med DA om en integrationsgrunduddannelse.

Skal fagbevægelsen undgå et stadigt mere omfattende løntrykkeri og samtidig hjælpe flest mulige flygtninge i job til gavn for dem selv og samfundsøkonomien, måtte det ved trepartsforhandlingerne dreje sig om at kvalificere flygtninge til ordinær beskæftigelse på almindelige danske overenskomstvilkår. En fair mulighed for et ordinært job til en ordinær løn skulle gøres til et værn mod social dumping og løntrykkeri. Alle, der kommer ind på det danske arbejdsmarked uden tilstrækkelige kvalifikationer og kompetencer, skal have en fair chance for beskæftigelse til en almindelig dansk overenskomstmæssig løn, skal tilbydes mulighed for at erhverve disse kompetencer.[4] Det var fagbevægelsens mål med de første trepartsforhandlinger.

Lov om flygtningeløn

Nåede fagbevægelsen så det mål. Fik flygtningene en uddannelse til en overenskomstaftalt løn, som vil kunne kvalificere dem til det overenskomstdækkede danske arbejdsmarked, som LO’s formand, Lizette Risgaard hævde efter indgåelse af trepartsaftalen?

FOAs forslag blev som bekendt ikke til noget ved treparten. De øvrige LO-forbund ville ikke være med. LO’s aftale med DA blev til gengæld til noget. Derfor er spørgsmålet, om den aftale vil betyde, at der nu vil blive etableret en ny type elevuddannelse til overenskomstmæssigt aftalte løn- og arbejdsvilkår, der vil kunne give de mange flygtninge tilstrækkelige kvalifikationer til det overenskomstregulerede danske arbejdsmarked, og at det dermed kan bremse og begrænse løntrykkeri og atypisk ansættelse uden overenskomstmæssige rettigheder?

Det korte svar på det lange spørgsmål er: Nej. LO-DA-aftalen og dermed trepartsaftalen lægger op til noget andet. Regeringen vil i maj fremsætte forslag til en lov, der giver virksomheder mulighed for at ansætte en bestemt gruppe mennesker (flygtninge og familiesammenførte til flygtninge 18 – 40 år med op til 5 års ophold i Danmark)i 2 år til en lovbestemt løn på ned til 49 kr. i timen, hvis blot virksomheden giver dem samtidig aftaler 20 uger sproglig og faglig kursusdeltagelse betalt af staten til en særlig lav takst.

Der kommer ikke en egentlig uddannelse. Der bliver ikke tale om en egentlig uddannelse med fælles bestemte uddannelsesplaner og uddannelsesmål på de forskellige arbejdsområder. Det er alt andet end en tilfældighed, at forslaget om integrationsgrunduddannelse fremsættes af Inger Støjberg som integrationsminister og ikke af Ellen Trane Nørby som minister for undervisning og (voksen)uddannelse. Der er ikke tale om en uddannelseslov. Det bliver en beskæftigelses- og arbejdsmarkedsintegrationslov.

IGU-en vil ikke være forbeholdt de mange flygtninge uden tilstrækkelige kvalifikationer. Målgruppen for den såkaldte integrationsgrunduddannelse er alle flygtninge og familiesammenførte til flygtninge mellem 18 og 40 år med op til 5 års ophold i Danmark, som virksomhederne vil kunne ansætte som såkaldte IGU-elever.

Den uddannede syriske læge, ingeniør eller sygeplejerske kan i princippet ansættes til IGU-løn. Den kommende lov om integrationsgrunduddannelse vil efter alt at dømme ikke lægge hindringer i vejen for, at virksomhederne kan ansætte i forvejen godt kvalificerede medarbejdere til IGU-løn. Hverken tillidsrepræsentant, uddannelsessted eller kommunen skal sige god for, at der er taler om en flygtning med behov for opkvalificering til det danske arbejdsmarked. I stedet kan virksomheden vælge, som den ønsker. Da der ikke er tale om ekstraordinær ansættelse, bliver heller ikke tale om nogen form for godkendelse af merbeskæftigelse, mv. fra tillidsrepræsentanten eller medarbejderne.

Lønnen for IGU elever skal ikke aftales mellem overenskomstparterne. I stedet skal det ved lov fastsættes, hvad lønnen skal være. Lovens lønsatser skal gælde, uanset om de skrives ind i overenskomsterne eller ej. Ifølge lovforslaget skal lønnen fastsættes forskelligt for de forskellige faggrupper. En flygtning, der ansættes som IGU-elev på et område, der er omfattet af en overenskomst med særlig(e) lønsats(er) for EGU-elever, skal have den samme løn som EGU-eleverne. Sker ansættelsen på et område, der er omfattet af en overenskomst men uden særlig lønsats for EGU-elever, skal lønnen svare til 1. og 2. års satsen for erhvervsuddannelseselever. Det samme vil gælde, hvis IGU-eleven ansættes på et område uden overenskomst. Her skal IGU-lønnen også svare til 1. og 2. års satsen for erhvervsuddannelseselever på uddannelsesområdet.

Dermed vil loven fastsætte meget forskellige lønninger for flygtninge. Det offentlige område vil være bundskraber med ca. 49 kr. i timen. Nogle af de private områder vil være topscorer med satser på mere end 120 kr. i timen.

Også en række af de øvrige ansættelsesforhold vil blive foreskrevet ved lovgivning. Virksomheder og institutioner får bl.a. mulighed for at pålægge flygtninge at tage nogle eller alle 20 ugers uddannelse i fritiden uden nogen form for honorering. Det kan populært sammenlignes med en 44 timers arbejdsuge til en ’timeløn’ ned til 41 kroner på det offentlige område.

Inger Støjbergs lovforslag om integrationsgrunduddannelse (IGU) udfordrer således fagbevægelsen på meget væsentlige punkter. Derfor kan der være lagt op til et politisk rivegilde på Christiansborg.

Mulighed for politisk rivegilde

Regeringens konkrete udmøntning af lovgivningen om ansættelse som IGU-elev vil givetvis ikke vække udelt begejstring. På arbejdspladserne vil en del sikkert frygte, at virksomheden vil bruge loven til at ansætte flygtninge som lavtlønnet arbejdskraft i stedet for arbejdsløse danskere. I den del af fagbevægelsen, som støtter trepartsaftalen er der udsigt til, at regeringens forslag til IGU-lov vil gøre det mere end svært fortsat at argumentere for, at der er tale om en uddannelse til overenskomstaftalt løn.

Under normale omstændigheder vil den slags ’uro på bagsmækken’ ikke rokke ved, at alle ’ansvarlige’ partier i Folketinget loyalt vil gennemføre den lovgivning, der måtte være aftalt ved en trepartsforhandling. Men denne gang kan det gå anderledes.

Regeringen kan nemlig ikke regne med at stemme loven igennem med blå bloks stemmer. Dansk Folkeparti har reelt allerede meldt fra ved at kalde det særbehandling af flygtninge. CEPOS har kaldt IGU-aftalen ’en indslusningsløn med for mange snubletråde’, hvor de to afgørende snubletråde er kravet om de 20 ugers uddannelse og den aftalte ret til dagpenge efter dimittendreglerne efter 2 år som IGU-elev. Tilsvarende har LA og de konservative meldt sig på kritikerholdet. Som et ekko af CEPOS har de forlangt en ’reel’ og ’direkte’ indslusningsløn.

DF’s modstand var forudset. Derfor havde Lars Løkke Rasmussen da også allerede på forhånd tiltænkt Socialdemokratiet rollen som stand in for DF’s manglende stemmer, når trepartsaftalen skal omsættes til lovgivning.

Som ’ansvarligt’ parti har Socialdemokratiet indtil videre levet op til denne rolle og forholdt sig positivt afventende. Men måske er det sidste ord i den sag endnu ikke sagt. Hvis fagbevægelsens kritik udvikler sig til et egentlig ønske om, at Socialdemokratiet betinger sig ændringer i IGU-loven for at lægge stemmer til, kan Mette Frederiksen blive tvunget til at overveje sin stilling. Hvis kritikken fra højre samtidig fastholdes, kan det trække i samme retning og give Mette Frederiksen betydelige muligheder for at kræve IGU-loven ændret for at lægge stemmer til den. Sker det, vil det lægge et betydeligt politisk pres på regeringen.

Det sidste ord behøver således ikke at være sagt endnu, hvis fagbevægelsen spiller sine kort rigtigt. Socialdemokratiet kan endnu nå at vise ansvarlighed over for den danske arbejdsmarkeds- og aftalemodel.

Konklusion

I det danske overenskomstsystem har vi allerede én ’indslusningsløn’. Det er overenskomsternes mindstelønninger, minimalløn eller startløn for et bestemt arbejde. Her vil IGU-loven for nogle områder indebære, at der kan ansættes medarbejdere til det pågældende arbejde til en væsentlig lavere løn uden at arbejdsgiveren er pålagt et uddannelsesansvar.

Det vil specielt gælde den offentlige sektor. Her vil loven foreskrive en meget lav IGU-sats, fordi de offentligt ansattes organisationer i 1994 indgik en aftale om en særlig lav løn for nogle helt andre grupper for en helt anden uddannelse, nemlig den såkaldte erhvervsgrunduddannelse (EGU).

I den offentlige sektor vil arbejdsgivernes lyst til at ansætte billige IGU-elever imidlertid være begrænset af noget helt andet, nemlig de til enhver tid gældende udgifts- og servicerammer. De giver ingen mulighed for at overveje ny, ekstra, billig beskæftigelse. Skal en daginstitution eller et plejehjem ansætte en flygtning som IGU-elev, skal der frigøres penge på budgettet. En stilling skal være ledig. Skal en daginstitutions- eller plejehjemsleder se en fidus i at vælge en IGU-elev, vil det forudsætte, at flygtningen vurderes til at være mere værd for daginstitutionen og børnenes udvikling end en almindelig pædagog eller pædagogisk assistent. Det vil formodentlig langtfra altid være givet. Derfor er det usandsynligt, at institutionslederne står på nakken af hinanden for at ansatte flygtninge til 49 kr. i timen.

Men kommunerne kan som myndighed med ansvar for flygtningeindsatsen have en kasseøkonomisk interesse i at flytte en flygtning fra integrationsydelse til IGU-løn. Derfor vil det formodentlig først og fremmest blive herfra, der kan komme et pres at ansætte IGU-elever i kommunerne. I første omgang vil kommunerne formodentlig satse på, at ’afsætningen’ til det private område bliver tilstrækkelig stor.

På det private område vil IGU-lønnen være højere. Dermed vil virksomhedernes incitament til at ansætte IGU-elever være tilsvarende lavere. På en række områder vil det formodentlig sætte klare grænser for, hvor meget IGU vil blive brugt som lav indslusningsløn. Her vil det føromtalte særlige ’racificerede’ arbejdsmarked for flygtninge og indvandrere kunne udgøre en selvstændig snubletråd for en udbredt anvendelse. Bl.a. vil der formodentlig vise sig en tendens til at undervurdere, hvor meget flygtningenes arbejdskraft kan forventes at være værd for virksomheden. Sker det, vil det medføre, at endnu færre - på trods af en eventuel lavere lønudgift - vil ende med at ansætte flygtninge. Danskere til almindelig overenskomstmæssig løn vil stadig stå forrest i jobkøen.

Dermed kan CEPOS således godt vise sig at få ret i, at der er tale om en indslusningsløn med for mange snubletråde. På nogle områder og i nogle virksomheder, men langtfra alle steder, vil en kommende IGU-lov fastsætte en ’indslusnings’- eller startløn, der er væsentlig lavere end den, overenskomsten i dag foreskriver. Men der vil også være klare ’snubletråde’, der vil spænde ben for en mere omfattende brug af IGU til løntrykkeri.

Alt i alt er det derfor tvivlsomt, om Finn Sørensen og Enhedslisten vil få ret i, at trepartsaftalen er mere ’pivåben for misbrug og løndumping’ end det danske arbejdsmarked- og aftalesystem allerede er det i forvejen. Samtidig er det endnu mere tvivlsomt, hvor mange flygtninge, der vil få en uddannelse og blive opkvalificeret til det overenskomstdækkede danske arbejdsmarked. Der er endnu meget langt til, at alle, der kommer ud på det danske arbejdsmarked uden tilstrækkelige kvalifikationer og kompetencer til at en fair chance for beskæftigelse til en almindelig dansk overenskomstmæssig løn, får mulighed for at erhverve disse kompetencer. Så kampen fortsætter. Ligesom trepartsforhandlingerne gør det.


[2] Krisen fra 2007-2008 har ikke mindst fjernet en lang række private ufaglærte job, hvoraf de allerfærreste kommer tilbage i de kommende år. Det synes at være en af forklaringerne på, at beskæftigelsesfrekvensen frem til 2007 steg markant for ikke-vestlige indvandrere i aldersgruppen 16-64-årige, hvorefter den igen er faldet. Faldet fra 2007 til 2013 viser, at ikke-vestlige indvandrere er blevet hårdere ramt af den økonomiske krise end vestlige indvandrere og personer med dansk oprindelse.

[3] Begrebet diskuteres bl.a. hos Jennie K Larsson: Integrationen och arbetets marknad. Hur jämställdhet, arbete och annat ”svenskt”görs av arbetsförmedlare och privata aktörer. Linköping studies in arts and science, No. 661. Falun 2015, s. 283ff.

[4] At være uden tilstrækkelig arbejdsevne – f.eks. på grund af krigstraume, sygdom eller handicaps – er noget andet. Alle uden tilstrækkelig arbejdsevne til (med de fornødne kvalifikationer og kompetencer) til at have en fair chance for beskæftigelse til en almindelig dansk overenskomstmæssig løn, skal så vidt muligt tilbydes mulighed for at opnå tilstrækkelig arbejdsevne og kompetencer hertil og i det omfang dette ikke er muligt skal de gives ret til fleksjob eller førtidspension efter gældende regler. Det er et social- og beskæftigelsespolitisk ansvar, som arbejdsmarkedets parter ikke her skal påtage sig.