Ulighed: Er det slut med stigende levealder?
Af Kasper Vieland Nielsen

Offentliggjort: 15. april 2016

Dødeligheden falder ikke mere i den hvide amerikanske middelklasse. Tværtimod viser et studie, at den siden årtusindeskiftet har været stigende blandt både mænd og kvinder. Ikke på grund af kræft eller diabetes men på grund af selvmord, forskellige former for misbrug samt kroniske leversygdomme som følge af et voldsomt alkoholforbrug. Den amerikanske middelklasse har bogstavlig talt ondt i livet. Er det kun et spørgsmål om tid, inden den samme tendens rammer Europa? (I et PS fra redaktionen sættes artiklen i aktuel sammenhæng med den amerikanske valgkamp.)

Siden Anden Verdenskrig har dødeligheden været støt faldende i de rige lande, og det har gjort sig gældende for alle alders- og samfundsgrupper. Der er en almindelig forventning om, at denne udvikling vil fortsætte. For eksempel har vi herhjemme indrettet lovgivningen således, at tidspunktet for, hvornår man kan gå på efterløn og få folkepension, fremover skal sættes op i takt med stigningen i den gennemsnitlige levealder.

Men det er ikke givet, at det kommer til at gå sådan. Måske kommer vi frem over til at opleve, at levealderen stagnerer eller endog falder. Ifølge et nyt studie af Anne Case og Angus Deaton, modtager af nobelprisen i økonomi 2015, har dødeligheden for midaldrende hvide (mænd og kvinder) i USA været stigende siden årtusindskiftet.

Fra 1979 til 1999 faldt dødeligheden for hvide midaldrende (45-54 årige) amerikanere med næsten to procent om året. Dette svarer til tallene for den samme aldersgruppe i europæiske lande som Frankrig, Tyskland og Sverige, hvor faldet i dødeligheden er fortsat også efter årtusindskiftet. Udviklingen er altså speciel for USA og omfatter ikke alle etniske grupper. Blandt sorte og hispanics er dødeligheden fortsat med at falde.

Forøgelsen i dødeligheden skyldes ikke kræft eller diabetes (fedme) men en voldsom stigning i antallet af selvmord, dødsfald som følge af overdoser af medicin, stoffer og alkohol samt kroniske leversygdomme som følge af et voldsomt alkoholforbrug.

Parallelt med den øgede dødelighed har Case og Deaton også set på sundhedstilstanden blandt hvide midaldrende. Og billedet her er, at et stigende antal personer mener, deres almene sundhedstilstand er dårlig, flere lider af angst og fortæller om vanskeligheder med dagligdags aktiviteter som at gå bare mindre ture og samvær med andre. Endvidere er procentdelen, som mener sig ude af stand til at arbejde, fordoblet mellem 1999 og 2013.

Noget er gået alvorligt galt for midaldrende hvide amerikanere her i begyndelsen af det 21. århundrede. Hvis der ikke var sket det beskrevne skift i dødeligheden, ville en halv million færre amerikanere være døde siden årtusindskiftet. Det svarer til, hvad AIDS-epidemien har kostet af liv siden 1980erne. Den nye udvikling blandt hvide midaldrende amerikanere er virkelig alvorlig og fortjener en lignende opmærksomhed, som den AIDS engang fik.

Men hvad er forklaringen så, og hvilke implikationer har det? Bill Clinton belærte engang om tingenes sammenhæng med ordene: ”Its the economy, stupid!”. Den øgede dødelighed siden 1999 for midaldrende hvide skyldes først og fremmest en voldsom stigning blandt de kortuddannede (folk med en high school uddannelse eller mindre). De kortuddannede, som udgør 40 procent af det amerikanske samfund, er blevet ramt specielt hårdt af den teknologiske udvikling, af globaliseringen og den stigende ulighed. Mange er blevet arbejdsløse, og endnu flere har skiftet gode vellønnede job i industrien ud med usikre, lavtlønnede arbejdspladser i serviceindustrien fx hos Wallmart og McDonalds. Blandt de kortuddannede er en gennemsnitsfamilies indkomst (justeret for inflation) faldet med hele 19 procent siden 1980.

Men det er ikke kun de kortuddannede, som er ramt. Også folk med en universitetsuddannelse er påvirket af den nye udvikling. I gruppen med en collegeuddannelse på mindre end fire år falder dødeligheden ikke længere men har siden årtusindskiftet været konstant. Også denne gruppe er presset af den økonomiske udvikling.

Omsat til en almindelig klasseanalyse, så er det ikke kun underklassen og den lavere middelklasse (arbejderklassen), som er ramt. Også middelklassen er gået i stå med hensyn til faldende dødelighed. Det er reelt kun den højere middelklasse og overklassen, som efter årtusindskiftet fortsat er kendetegnet ved en faldende dødelighed.

Men det er selvfølgelig ikke kun økonomien, som har spillet en rolle. Der er også en anden faktor, som har medvirket til, at den økonomiske utryghed og angsten har ført til misbrug og selvmord. I begyndelsen af 90erne førte nye former for og lettere adgang til opiater – stærk smertestillende medicin – til et øget forbrug. Og da myndighederne senere forsøgte at begrænse det, medførte det, at et stigende antal blev stofmisbrugere (især heroin).

Men hvorfor er dødeligheden så ikke steget, men fortsat med at falde i andre aldersgrupper i USA, hvor man har oplevet de samme økonomiske vanskeligheder? Det hænger sandsynligvis sammen med, at det er midt i livet, man gør status over, hvad man har nået og for alvor begynder at spekulere på, hvordan det skal gå ens børn, og hvordan man får det, når man bliver gammel. Og netop den nuværende midaldrende hvide gruppe er den første siden Anden Verdenskrig, som har oplevet, at de ikke har gjort det bedre end deres forældre, at det ikke er gået fremad. Angus Deaton har i et interview sagt: ”Hvide midaldrende amerikanere har mistet fortællingen om deres liv, og det betyder et tab af håb, et tab af forventninger om fremgang”.

Den samme tankegang kan måske forklare, at de sorte og hispanic-gruppen ikke er ramt på samme måde. Disse to gruppers erfaringer er anderledes. De sorte har generelt haft det dårligere og har en højere dødelighed end hvide. Men deres livskvalitet er forbedret over de seneste årtier, og de haler nu ind på de hvide med hensyn til levealder. Og når hispanic-gruppen ser tilbage, så husker de på, hvor de kom fra, hvordan deres forældre og bedsteforældre havde det. Det er fortsat en historie om fremgang.

Men USA er jo ikke det eneste land, hvor befolkningen har haft det svært økonomisk. Landene i Europa har haft måske endnu større økonomiske vanskeligheder. Og alligevel er dødeligheden fortsat med at falde i Tyskland, Frankrig og Sverige. Grunden til, at de ikke har oplevet den samme udvikling, skal sikkert søges i disse landes velfærdssystemer – bedre og længevarende arbejdsløshedsunderstøttelse, offentlige og universelle sundhedssystemer, gratis universitetsuddannelse samt mere robuste pensionsordninger, som sikrer folk uafhængigt af, hvordan deres arbejdsliv er gået.

Deaton og Cases studie påpeger et problem i en speciel aldersgruppe, i et særlig etnisk segment, i et enkelt land. Men det rejser spørgsmålet – vil den beskrevne tendens brede sig? Hvad sker der, når den nuværende hvide midaldrende gruppe med dens dårlige sundhedstilstand bliver ældre, kommer vi så til at se et egentlig fald i levealderen. Og hvad med de andre etniske grupper i USA, og de øvrige lande, herunder Danmark, hvor velfærdsstatens værn mod utryghed og dårlige økonomiske vilkår svækkes mere og mere?

Et PS fra redaktionen

Artiklen er ikke mindst aktuel i forhold til den amerikanske valgkamp, hvor både Bernie Sanders og Donald Trumps kandidaturer på hver deres måde reflekterer utrygheden i den hvide middelklasse, som føler sig truet på indkomst og formue men også på deres privilegier med højere social sikring, sundhedsforsikring, uddannelse m.v.

I en kommentar om Trumps valgkamp “We are going to always win again!” (Kritisk Debat, 21. marts 2016) skriver Klaus Krogsbæk:

”Pew Research Center har dokumenteret, at husholdninger med en mellemindkomst er svundet ind fra 61 pct. af befolkningen i 1971 til 50 pct. i 2015.

Dertil kommer en voldsom skævdeling: I 1970 udgjorde de højeste indkomster 29 pct. af de samlede indkomster, mens mellemindkomsterne udgjorde 62 pct. I 2014 var tallene hhv. 49 pct. og 43 pct. Medianen for mellemindkomsterne lå i 2014 fire pct. under niveauet for år 2000.

Recessionen i 2007-2009 førte desuden til et indhug i formuerne. Formuerne i den gennemsnitlige mellemindkomst-husholdning voksede fra 1983 til 2007 med 68 pct. - fra 95.879 til 161.050 dollars. Men med recessionen faldt de frem til 2013-2014 til 98.000 dollars. Også formuerne i husholdninger med højere indkomster faldt men landede dog på et niveau, der stadig var mere end fordoblet i forhold til 1983, nemlig 650.074 dollars.

Det privatøkonomiske pres på middelklassen afspejler et øget løntryk som følge af indvandret arbejdskraft og import af varer fra lande med lave produktionsomkostninger; strukturforandringer i industri og service med krav til arbejdskraften om nye kvalifikationer og kompetencer; og i konsekvens heraf: ændringer i styrkeforholdene mellem arbejdsgivere og lønmodtagere og en drastisk dalende indflydelse for fagforeningerne. - Desuden af en række beslutninger truffet af politikerne i Washington, som har ført til mindre offentlig velfærd og skærpet markedskonkurrence. Det drejer bl.a. om uddannelsesreformen Common Core, som har været et slag mod de offentlige skoler og lærernes faglige organisering; og det drejer sig om internationale handelsaftaler (fx TPP), som har betydet store jobtab i den private sektor.”

Læs hele kommentaren her: http://kritiskdebat.dk/news.php?readmore=219