Velfærd og velfærdspolitik – hvad er det?
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. april 2016

Der gennemføres ikke mange politiske reformer af hverken det ene eller det andet politiske flertal, uden at det ædle formål er at redde velfærden. Venstrefløjen og fagbevægelsen opretter velfærdsalliancer, velfærdsinitiativer. Lederforum og toplederforum opretter mange velfærdsalliancer. Der skæres ned i kontanthjælpen for at redde velfærden, og der protesteres mod regeringens omprioriteringsbidrag, fordi det vil gå ud over velfærden i kommunerne. Personale indkaldes ikke til tjenstlige samtaler men til velfærdssamtaler. Og sådan kunne man blive ved. Listen er lang over politiske og styringsmæssige initiativer til forsvar for og sikring af velfærden. Velfærdsbegrebet er blevet et pladsholderbegreb for alt mellem himmel og jord. Men hvad er det egentligt, vi taler om?

Som samfundskritiske og socialister skal vi være meget omhyggelige med vores begreber i disse tider, hvor de rask væk eksproprieres og anvendes i sammenhænge og på måder, hvor de tildækker i stedet for at oplyse og klargøre. Her drejer det sig om begrebet velfærd.

Begrebet velfærd indgår i mange sammenhænge. ”Velfærden skal forsvares”. Man taler om velfærdsforanstaltninger og endelig taler man om velfærdsstaten. Hvad betyder begrebet egentlig? Hvor stammer det fra? Og hvilken betydning har det i dag? Svaret er absolut ikke ligegyldigt.

Taler vi om velfærd i almindelighed binder vi os til et fuldstændigt tomt begreb, der for at give mening begrebsligt må knyttes til en mere overgribende samfundspolitik, der også indregner klassebegrebet. Er det kapitalistisk velfærd, vi taler om? Er det velfærden for de få eller de mange? Er det socialistisk velfærd? Hvilket jo er en helt anden størrelse og med et andet grundindhold end det første. Men i sin inderste kerne betyder begrebet intet andet end at fare vel, og som enhver kan se, er det tomt, hvis man ikke samtidig angiver, hvad det vil sige at fare vel, og hvad der skal til for at gøre det.

Velfærd, velfærdsordninger, velfærdsstat

Velfærdsforanstaltninger er et sæt sociale sikringslove, omfordelingsmekanismer og institutioner og omfatter forskellige services som f.eks. skoler, støtte til foreninger, støtte til boliger mv. Men også her er der brug for klarhed, fordi velfærdsforanstaltninger både kan have et udvidet omfordelingsperspektiv og   på den anden side alene bestå af et indskrænket sikringsperspektiv. Derfor beskæftiger velfærdsforskningen sig også med flere typer af velfærdsmodeller. Fra den Bismarckske til de Nordiske modeller. Men alle modellerne karakteriseres som velfærdsmodeller med et og samme snævre formål – men ikke nødvendigvis samme historiske perspektiv.

Det bliver klart, når vi konkretiserer velfærden og velfærdsforanstaltninger yderligere ved at sætte dem ind i en institutionel ramme. Det handler om velfærdsstaten. Her må vi så være klar på, hvad det er for en velfærdsstat, vi taler om. Da velfærdsstat i sig selv også er et tomt begreb. Det siger ikke andet, end at der er tale om en stat, hvis særkende er, at den kærer sig om sine borgeres velfærd. Men begrebet siger ikke noget om på hvilket grundlag, og hvad selv samme stat har af andre konstituerende forpligtelser, så som den kapitalistiske velfærdsstat, der på et kapitalistisk statsgrundlag skal kære sig om borgernes velfærd.

Betragtet således, fremstår velfærdsstaten som et tveægget sværd. På den ene side har den til opgave at sikre borgerne socialt og økonomisk. På den anden side skal den til enhver tid beskytte den herskende samfundsstabilitet, hvis grundlag er den kapitalistiske form for produktion og fordeling. Dvs. velfærdsstaten skal beskytte kapitalen mod stabilitets- eller systemoverskridende krav fra borgerne/lønmodtagerne, der kan undergrave kapitalens specifikke profitkrav og de dertil hørende frie markedsmekanismer.

Velfærdsstatens klassekarakter

Velfærdsstaten er således en kompleks størrelse bundet op på mindst tre fordringer, der står i et gensidigt modsætningsforhold til hinanden. Som sådan er den også tidsbunden og kan ikke som stat hives ud af sin historiske kontekst. Den skal først og fremmest sikre samfundets kapitalistiske grundlag. Denne fordring har forrang for sikringen af de velerhvervede velfærdsforanstaltninger eller rettigheder, hvilket i bestemte perioder indebærer, at den tredje fordring træder i forgrunden: Sikring af samfundsstabiliteten, der kan være truet, hvis den kapitalistiske økonomi på den ene side tillader indrømmelser til den almindelige velfærd, og arbejderklassen/lønmodtagerne på den anden side går til kamp for enten at forsvare eller erobre nye velfærdsgoder.

Men neden under denne kamp eller dette modsætningsforhold gemmer der sig et helt andet spørgsmål, der knytter sig til begrebet klasseinteresse. Hvilken form for velfærdsforanstaltninger og velfærdsinstitutioner, skal der kæmpes for? Skal det være de residuale, som snart sagt hele den borgerlige lejr går ind for? Skal det være en kombination af universelle og trangsbestemte rettigheder? Eller skal det være universelle foranstaltninger med tilsvarende forvaltningsinstitutioner og universel ret?

Ud fra et socialistisk klasseperspektiv kan der trods visse og ikke uvæsentlige forbehold ikke herske tvivl om, at universelle foranstaltninger skal være det fremherskende element i en reformstrategi. For det første, fordi det gør op med det individuelle og stigmatiserende trangskriterie, som erstattes med ret. For det andet, fordi det tjener som grundlag for at udbygge interessefællesskabet med store dele af middelklassen, der selvfølgelig deler samme ret. Og for det tredje fordi en universel ret til markedsbegrænsende velfærdsydelser og institutioner er lønmodtagernes mest elementære mulighed for under kapitalismen at reducere deres eksistentielle afhængighed af markedsmekanismerne.

Målestokken er så, om kampen for den ene eller det anden velfærdsordning fremmer eller hæmmer opgøret med den kapitalistiske samfundsøkonomi og formuleringen af det samfundsmæssige alternativ, sådan som det må være kravet i en hvilken som helst reformstrategi, der vil kaldes socialistisk.

Velfærdsstaten versus fællesinteressen

Og her kommer det ovenfor nævnte forbehold ind. For klassernes enkelte individer er klasseperspektivet i det daglige betydningsløst. Det drejer sig alene om at opnå ordninger, som sikrer dagliglivets sociale tryghed og fremtidens livsbetingelser bedst muligt. Her tages sjældent hensyn til de videregående konsekvenser. På dagen er dette forhold helt nøjagtigt alle former for populismes udgangspunkt – snæversynet. Når nogen er syge, skal de have behandling her og nu. Når nogen bliver gamle og affældige, skal nogen passe på dem. Når der er for mange ulykker på vejene, skal bilerne gøres mere sikre osv. Når erhvervslivet kræver bedre uddannet arbejdskraft, må velfærdsstaten levere. Når flere står til at ryge ud af arbejdslivet, skal de sikres – uanset hvordan.

Det er en reaktiv form for sikkerhed, som i høj grad er rationel ud fra en dagligdags betragtning. Det er således også rationelt at kæmpe for en længere dagpengeperiode eller en kortere optjeningsperiode for at sikre den enkelte. Argumentet er, at ellers må mange tusinde gå fra hus og hjem. Igen en reaktiv logik, som aktuelt anføres af både højrepopulister og venstrefløjen.

Dagligdagens påtrængenhed overtrumfer og overskygger det forhold, at dagligdagen skabes inden for rammerne af et bestemt samfundssystem, og at det kan være dette, der gør dagligdagen utryg. Men dagligdagen overskygger også spørgsmålet om velfærdsforanstaltningernes karakter, når der kæmpes om løsningerne i den aktuelle politiske debat, hvilket bl.a. kan få som konsekvens, at man opgiver universalitetsprincippet for her og nu at redde nogle enkelte. Man ofrer således universalitetsprincippet og henviser det ofte til kategorien for ideologiske ytringer. Dvs. man sætter helt konkret socialpolitikkens snævre perspektiv over klasseperspektivet, hvorved man understøtter det individualitetsprincip, som den socialistiske reformpolitik ellers har som opgave at ophæve. Eller sagt mere konkret svækker man det materielle og institutionelle grundlag, der skal sikre de undertrykte klassers fælles forståelse af fællesinteressen.

Man kan gå skridtet videre og hævde, at den socialsikringspolitik, der har forskudt eller annekteret den mere diffuse velfærdspolitik, indsætter en individuallogik som bærende element i reformpolitikken. Det er populisternes drivmiddel, men problematisk for den reformbevægelse, der har afgørende ændringer af klassesamfundet som strategisk mål, idet klasserne som politisk størrelse i det individuelle perspektiv opløses i enkeltinteressen.

Her og nu kan det f.eks. være bedre at sikre sin bil end at køre med et gammelt udslidt tog. Den indbyggede modsætning og miljøproblemet, som har sine forskellige protagonister, får os i store træk til kun at fokusere på privatbilismen som en miljømæssig ulyksalighed. Ikke som et logistisk og dagligt økonomisk problem for lønmodtagerne.  Hvad der jo skulle skærpe vores krav til et hurtigt, behageligt og fleksibelt offentligt transportsystem, som kan frigøre lønmodtagerne fra det enorme indhug i familiernes budget, som privatbilen er, og ikke kun fordi det er grønnere og nedbringer antallet af muterede rødkælke omkring storbyerne. Det skulle også få venstrefløjen til at afvise det politiske krav om, at den kollektive trafik skal være markedsøkonomisk rentabel. Det kan den som velfærdsforanstaltning aldrig blive. Og det er præcist i det forhold, at bruddet med kapitalens logik ligger indlejret.

Hele økologidiskussionen lider under samme problem. Der er tusindvis af forretninger, der sælger økologiske produkter. Men endnu flere tusinde mennesker har ikke råd til at handle økologisk eller har direkte afsmag for godhedsindustrien, fordi den indgår i hele debatten som moment i de herskende klassers og den øvre middelklasses samfundsdominans. Det bør altså ikke dreje sig om, at forbrugerne skal have mulighed for at vælge efter sundhedsmærkninger, men om at stille krav til, at alle fødevarer som udgangspunkt skal være produceret og forarbejdet sundhedsmæssigt forsvarligt, så alle har mulighed for at købe ordentlige fødevarer til en rimelig pris. Det indebærer selvfølgelig også politiske indgreb over for de handelsaftaler og andre regulative forordninger, der beskytter fødevareproduktion på et snævert profitgrundlag. Hele sundhedsdiskursen skal kædes sammen med velfærdskravet, altså kravet om, at ingen borgere skal være prisgivet elendige og sundhedsskadelige fødevarer. Lighed i sundhed, som er et centralt velfærdskrav, retter sig på den led ikke primært mod lighed i sygdomsbehandling men om lige betingelser for at leve sundt, hvilket forudsætter meget varierede indsatser over for de forskellige samfundsgrupper.

Velfærdsstatens modsætningsfyldte grundlag

Som det er fremgået af disse få eksempler er begrebet velfærd en såre plastisk størrelse, som de rigeste sammen med den øvre middelklasse selv kan sørge for, for så derefter at gøre egen standard til samfundsnorm og ideologisk diskurs. Men for den store gruppe af lønmodtagere og de, der marginaliseres, og som i øvrigt udklækkes fra disse lønmodtagergrupper, hænger velfærden og mulighederne for at få og anvende velfærdsforanstaltninger alene sammen med deres evne til at organisere sig for gennem politisk styrke at tiltvinge sig disse goder som universel ret. Disse grupper kan ikke købe sig til mere velfærd. Og som vi på den anden side har set gennem de sidste 30. år, mister de de politisk bestemte velfærdsforanstaltninger ligeså hurtigt, som de har fået dem, hvis styrkeforholdet ikke bevares. Goderne, foranstaltningerne, ja selv institutionerne og det universelle perspektiv er ikke stærkere, end at de hele tiden skal holdes vedlige uden for det statslige system – af klassestyrkeforholdene i civilsamfundet.

På den anden side skal velfærd defineres dynamisk, ellers bliver begrebet konserverende. Manglen på boliger i København, øget trafiktæthed, lange pendlertider, stressnedbrud af logistiske årsager, nye sygdomsformer osv. er jo ikke uafvendelige fænomener. Det er jo ikke, fordi der mangler boliger i København. Der bor blot for mange mennesker dér og for få i Thyborøn. Det er med andre ord den planløse for ikke at sige anarkistiske vækst, der som kapitalismens kainsmærke skaber problemerne. Det er i modsætning til den logik ikke nødvendigvis fornuftigt og perspektivrigt ud fra logikken i en socialistisk reformpolitik at kræve flere boliger i København, udvidelse af hovedtrafikårene osv., hvis ikke indgreb her forbindes med mere overgribende krav om bindende planer for en social- og industriel infrastruktur, der hænger sammen og aflaster de store byer. Men er det realisabelt uden en skærpet planlov og dybe indgreb i industriens omkostningsbestemte etableringsret? Nej – selvfølgelig ikke. Hagen er blot, at fremføres kravet ikke kombineret med de mere dagsaktuelle krav, bliver sidstnævnte ørkesløse her og nu løsninger, hvor den enkelte for at overleve klæber til den individuelle logik og sørger for sig selv. Dvs. flytter til storbyerne for at få arbejde, uddannelse eller flytter til udkanten for at få en bolig. Man pendler og sætter sig i gæld for at anskaffe sig en bil, fordi arbejdspladsen ikke er placeret, hvor det kollektivt er hensigtsmæssigt men der, hvor omkostningerne er lavest, og hvor den kollektive trafik ikke kommer.

Hvorfor skriver jeg alle disse almindeligheder – ja nærmest trivialiteter, og som jeg kunne blive ved med side op og side ned? Det gør jeg, fordi disse mange almindeligheder, og måden problematikkerne tackles på, også konstituerer og definerer mulighedsrummet praktisk for politiske perspektiver.

Rent principielt er mulighedsrummet ikke meget anderledes i dag, end det har været i mange årtier. Socialisters meget komplekse opgave er ikke mere kompleks i dag end for 50 år siden, selv om det i vores egen selvforståelse ser sådan ud, fordi det er lykkedes de herskende klasser at få bred opbakning til at opløse den velfærdsstat indefra, som arbejderbevægelsen havde investeret i. Problemet med den selvforståelse er, at den ikke besvarer spørgsmålet om, hvordan i alverden det har kunnet lade sig gøre for de herskende klasser og deres intellektuelle protagonister at opnå den brede tilslutning til at afvikle de velfærdsformer, der trods store mangler, trods alt gavnede de brede lønmodtagergrupper mest.

Klassekampens kontrafinale aspekter

Forklaringen kan måske findes ved at anvende et centralt begreb i Sartres filosofi (nærmere bestemt i Kritikken af den dialektiske fornuft). Det drejer sig om begrebet ”kontrafinalitet”, der optræder som følgesvend i alle vores kollektive handlinger. Dvs. vi planlægger et eller andet ud fra nogle ganske bestemte forventninger samt handler på en bestemt måde for så at opdage, at resultatet ikke blev som forventet. Marx skrev, at mennesket selv skaber sin egen historie, men ikke frit. Det skaber historien på skuldrene af de generationer og forhold, der er gået forud. Men selv i de handlinger, hvor vi skaber fremtiden og de nye behov, gør vi det på en måde, som ofte ender ud med et andet resultat end det tiltænkte. Og så handler vi herefter, fordi resultatet fremtræder som det eneste mulige og definerer mulighedsrummet.

Men handlingens resultater danner jo bestemte strukturer. De medfører en vis ny arbejdsdeling og myriader af fortolkninger og forklaringer, der isoleret set kan være ganske rationelle i forhold til de givne betingelser og opgaver. Arbejdsdeling, synsmåde, tænkning, sprog, kategorier osv. internaliseres på den måde og naturaliseres over tid. ”Det kan jo ikke være anderledes”. Sådan træder det historisk specifikke frem for den almindelige/folkelige fornuft og bekræftes hver eneste dag. Nogen – dem, der profiterer af tingens tilstand – har så en overordnet interesse i at vedligeholde naturaliseringen, andre – dem, der med større eller mindre indsigt oplever sig udsatte – har det ikke. Men de sidste står over for en fornuft, der antages at være almen og universel, og som dagligt bekræftes af de manges individuelle handlinger, hvorved udsatheden kollektivt brænder igennem som et eksistensvilkår. Kapitalismens grundformer hypostaseret til menneskets eksistensform og rationalitet og alle oppositionsformer til utopi – dvs. til irrationalitet par excellence.

Ud fra den betragtning hjælper det ikke det store at karakterisere kapitalismen på moralske eller funktionalistiske måleskalaer som henholdsvis et ondt system eller et system præget af ulighed. Kriser hjælper heller ikke. Det er en samfundsformation med indbyggede grundmodsætninger og heraf følgende kriser skabt af mennesker, men også af en sådan indre beskaffenhed og logik, at kontrafinaliteten som systemisk irrationalitet træder frem som den højeste rationalitet, hvilket ikke kun har indvirkning på det enkelte menneskes oplevelse af virkeligheden men også for klassernes selvforståelse og de programmer, de formulerer.

Set i forhold til spørgsmålet om velfærdsstaten gik arbejderbevægelsens kamp for at tvinge de herskende klasser velfærdsindrømmelser svanger med sin egen kontrafinale konsekvens. Man fik velfærdsstaten, men omkostningen var, at den selv samme velfærdsstat opløste arbejderklassens indre konstitution som klasse ved at overflødiggøre dens klasseorganisationer og institutioner for at underlægge dem den moderne velfærdsstats rationalitet. Velfærdsstaten repræsenteret ved det voksende lag af professionelle forvaltere omdannede klassens medlemmer til individuelle borgere og gjorde dem afhængige af statens velfærdsforanstaltninger og fremmede overfor egne klasseinteresser og de organisationer, som skulle sikre dem i klassekampen. Men ikke nok med det. Kampen for velfærdsstaten frembragte samtidig nye store samfundsgrupper, hvis fornemste opgave var forvaltningen af velfærdsstatens velfærdforanstaltninger og institutioner, hvis rationale var sikringen af den enkelte borger og udtømningen af alle kollektive og klasseorienterede velfærdsordninger uden for statssystemet betragtet som et hele. Altså sikringen af den individuelle tilgang og løsning på alle problemer som metodisk princip.

Vores opgave som socialister i dag er at afdække disse kontrafinale forhold som historisk specifikke og ikke henvise til den forgangne velfærdsstat som en nutidig ideal fordring. For det første, fordi disse velfærdsstatens kontrafinale aspekter og konsekvenser i dag udleverer de brede lønmodtagergrupper til stadigt mere utålelige leveforhold, og for det andet fordi de tvinger de samme samfundsgrupper ind i irrationelle og reaktive positioner, så længe de ikke politisk og forståelsesmæssigt overvinder de overleverede idealiseringer af velfærdsstaten.

Marx stillede sig selv to opgaver. At besvare spørgsmålet om, hvad der driver historien fremad og i direkte linjeføring bestemme de kræfter historisk specifikt, som på grund af deres livsmæssige grundforhold og gennem deres mange divergerende handlinger totaliserer en drift mod at overskride grænserne for de bestemte historiske tilstande dvs. overskride de kapitalistiske naturaliserede samfunds-tænke-handlings- og vedligeholdelsesformer/strukturer.

Men formuleringen af drift er ikke automatisk det samme, som at noget faktisk vil ske, og at det vil ske på den tiltænkte måde med de forventede resultater.

Ud fra den indsigt bestod hovedparten af Marx’ virksomhed i at indkredse den kapitalistiske samfundsforms indre dynamik og mulighedsrum, herunder klassernes stilling og indre dannelses- og rivningsprocesser. Men han påstod aldrig - for så ville han være kommet i modsætning til sit eget udgangspunkt - at mennesket kan ophæve kontrafinaliteten som historisk eksistensbetingelse. Frigørelsen for mennesket blev således ikke defineret ud fra en oplysningsteoretisk utopi om at ophæve ”det irrationelle” – altså ophævelse af kontrafinaliteten, men ud fra det Hegelske dictum om ”indsigten i nødvendigheden” (ikke i den nødvendige politik), dvs. indsigten i de rekurrente tendenser, som gør sig gældende i de historisk specifikke strukturer, som mennesket selv har skabt. Formålet var først og fremmest (hvilket bør noteres) at udarbejde programmet for at ophæve dem. Dertil kom hans ønske om at påvise, hvilke sociale kræfter – altså bestemte (ikke tilfældige eller snævert konjunkturbestemte) ansamlinger af mennesker, der på grund af deres placering i disse strukturer, besidder en potentiel fællesinteresse og drivkraft til at gøre op med naturaliseringerne og føre historien videre. Heri lå også Marx’ forståelse af og indsigt i klassernes indre liv og de evige modsætninger og spændinger mellem tilværelsen som enkeltindivid og klassebundetheden, og disse modsætningers betydning for udviklingen af klassebevidsthed og politisk program som noget i sig selv særdeles modsætningsfyldt og i et konstant spændingsforhold til klasseindividernes særegne og situationsbestemte måder at handle og begribe tilværelsen på.

Den neoliberale tænkning præger velfærdskampen

Og så er jeg tilbage ved velfærdsspørgsmålet og den tilsyneladende arbejdsdeling mellem højrepopulismen og venstrefløjen i velfærdskampen. For begge politiske strømningers vedkommende gælder det, at deres velfærdsdagsorden i dag adskiller sig fra efterkrigstidens socialdemokratisme ved ikke at sætte velfærdsstaten og velfærdskampen ind i et socialistisk reformperspektiv, hvor arbejderklassen som arbejderbevægelse om end i historisk perverteret form blev fremstillet som den socialt drivende kraft – som det handlende subjekt, der kunne fører de andre undertrykte samfundsgrupper med sig, og hvor dette subjekt konkret var repræsenteret i det handlende parti – socialdemokratiet og den handlende bevægelse – fagbevægelsen.

For begge strømninger gælder det, at klasseperspektivet som handle- og ordningsperspektiv ikke indgår i velfærdsdagsordenen. I det store og hele refererer dagsordenen til forsvaret af velfærdsforanstaltningerne fra en svunden tid og genopretningen af en velfærdsstat, hvis kontrafinale konsekvenser, som beskrevet, tildækkes af mangel på en klar bestemmelse af velfærdsstatens klasseindhold. For så vidt man opretholder denne upræcise tilgang til velfærdsbegrebet og forsvaret af velfærdsstaten, vil den socialistiske bevægelse fortsætte med at stå i et uforløst forklaringsproblem, hvad angår den neoliberale strategis succes med at opløse velfærdsstaten indefra og finde bred tilslutning til at bortdestillere arbejderklassen som klasse ind i henholdsvis middelklassen og den sociale underklasse frarøvet enhver form for selvstændig drivkraft andet end som individuel tilpasning til det givne. Ja, den socialistiske bevægelse vil optræde som en anakronisme.

Populismen bygger på den anden side absolut ikke sin massebasis på arbejderklassen eller de bredere lønmodtagergrupper som det handlende subjekt, men tværtimod på forestillingen om de manges tilfældige og ufrivillige ulykke og magtesløshed som resultat af de fås grådighed og magtkoncentration.  Populismens centrale rolle er med andre ord at fastholde og udbygge det billede, og at det kun står i nogle fås magt at handle på de klassers vegne, der er ofre for en bestemt historisk situation, og som selv kun magter at give tilslutning til de fås evige omkvæd om retfærdighed ud fra den grundforestilling, at kapitalismen som resultat af velfærdsstatseksperimentets sammenbrud har antaget karakter af en eviggyldig samfundsform, der ikke kan overskrides. Masserne forstået som amorfe mængder af enkeltindivider i modsætning til en sammentømret elite oplever således ikke, at de ved at handle kan udvikle de nødvendige kræfter og kompetencer til at bryde igennem de eksisterende samfundsformer og erstatte dem med nye, hvor de selv spiller en aktiv og bestemmende rolle. Populismen opretholder og dyrker de subalterne gruppers cementerede underlegenhedspsykologi. Vi kan gøre oprør. Vi kan ødelægge. Vi kan protestere. Vi kan endog bringe samfundsstabiliteten på prøve. Men vi kan ikke overtage magten og ordne samfundet på en radikalt anderledes måde.

Således har de herskende klassers offensive udnyttelse af velfærdsstatens kontrafinale aspekter båret frugt. Men frøene til denne sejr blev som sagt allerede sået med opbygningen af velfærdsstaten. I hele opbygningsperioden efter 2. Verdenskrig udfoldede de herskende klasses teoretikere og meningsdannere enorme bestræbelser på at kule Marx’ værdilære og merværdilære – altså udbytningsteoremet – i jorden, fordi det var og er her den historiske dynamik og konstitutieringen det historiske dynamiske subjekt som mulighedsbetingelse ligger begravet. Man gav indrømmelser overfor demokratiet, oven i købet til visse former for socialismefortolkninger (de mange forskellige markedssocialistiske teorier), til politiske- sociale og kulturelle retfærdighedsnormer osv. Men at udstede indrømmelser til selve det historiske udbytningsbegreb og værdibegrebet ville være ensbetydende med en indrømmelse til den historiske periodisering af kapitalismen og til den opfattelse, at kapitalismen selv skaber de kræfter, der kan overvinde de historisk specifikke strukturer og disses naturalisering.

Af samme grund måtte den senere trængte herskende klasse i slutningen af 70’erne tage til genmæle mod og vitalisere sit opgør med den klassiske socialdemokratisme og den klassiske arbejderbevægelse, fordi den i sig om end i perverteret og stærkt forkrøblet form indeholdt forestillingerne om, at netop arbejderne og de brede lønmodtagergrupper organiseret i en bevægelse kunne drive udviklingen ud over kapitalismen.

Det var således ikke tilstrækkeligt for den neoliberale nedbrydningsstrategi at restaurere de kapitalistiske akkumulationsforhold. Velfærdsstaten som rationelt begreb og udtryk for den højeste sociale ingeniørkunst måtte bringes til at implodere uden at bringe samfundsstabiliteten i fare – altså uden at fremprovokere voldsomme og uregerlige klassekampe. I det spil lånte de herskende klassers og deres teoretikere massivt fra den omfattende modstandsbølge mod velfærdsstaternes formynderi og professionernes daglige dominans. Kapitalen dannede alliancer med store dele af arbejderklassen i angrebene på velfærdsstaternes forvaltere og fik tilslutning til en flere årtier lang disciplinering og afvæbning af de offentligt ansatte. I hele denne langstrakte proces lykkedes det også at neutralisere og gøre det klassiske socialistiske reformperspektiv suspekt og samtidig aflive alle synlige forestillinger om en arbejderklasse og en arbejderbevægelse, der ved at befri sig fra neoliberalismens tvingende dominans kan genoptage tråden fra 60’erne og 70’erne. Set i det perspektiv befinder den socialistiske bevægelse sig i et hidtil ukendt limbo. Den socialistiske bevægelse har tidligere lidt store nederlag og har oplevet kraftige tilbageslag, men hvor hårdt de kapitalistiske kriser og to verdenskrige end har ramt arbejderklasserne, har arbejderbevægelsen magtet at bevare en relativ bred tilslutning til det socialistiske reformperspektiv – hvilket på ingen måde kan identificeres med et revolutionsperspektiv eller ambitioner i den retning.

Velfærdsdagsorden og politisk strategi

Det får som uundgåelig konsekvens, at enhver moderne socialistisk reformstrategi både må tage analytisk og dannende udgangspunkt i den aktuelle historiske situation og i en mere grundlæggende analyse af, hvorfor den tilkæmpede velfærdsstat så relativt hurtigt og smertefrit kunne afmonteres, herunder hvorfor den socialdemokratiske reformstrategi måtte løbe ind i muren.  I modsat fald vil vi blot forsætte den historiesubjektivering, der går som en kontinuert tendens gennem venstrefløjens småborgerlige tendenser, og som i den grad næres af den borgerlige presse og den moderne socialvidenskabs metodiske individualisme.

Det er således ikke et spørgsmål, om den socialistiske venstrefløj skal sætte velfærdsreformer på dagsordenen eller ej. For selvfølgelig skal den det. Det drejer sig heller ikke om at udfinde og definere ganske bestemte ”systemoverskridende reformer”. Det er en komplet tåbelig vending, fordi den forudsætter, at systemoverskridelsen i sig selv er det centrale aspekt, hvad det nok også er for de revolutionære teoretikere, men ikke for de mennesker, reformerne henvender sig til.

Det afgørende er derimod, at en socialistisk reformstrategi indsætter velfærdskampen i et kollektivt opgør med de herskende klasser og lags nedkørte neoliberale strategi, der har mestret at ødelægge velfærdstaterne, men samtidig har bragt sig i en historisk situation, hvor de ikke magter at opbygge et stabilt alternativ, som også tilfredsstiller de brede lønmodtagergrupper.

Velfærdskravene skal på den ene side formuleres på baggrund af konkret identificerede behov hos disse grupper og på den anden side omsættes til ligeså konkrete velfærdsforanstaltninger og hertil hørende institutions- og organisationsformer, der nedbryder den gamle velfærdsstats indbyggede undertrykkelsesformer og næsten universelle metodiske individualisme. Eller sagt på en anden måde må velfærdskravene gå til roden af de problemer, som velfærdsstaten skal løse og ikke som ved den tidligere velfærdsbevægelse slå sig til tåls med at løse de problemer, som den kapitalistiske økonomi og samfundsindretning skaber. Fordelingsproblematikken har sit udspring i den kapitalistiske samfundsøkonomi. Det samme gælder de sociale problemer. Uddannelsesproblemerne, sundhedsproblemerne og kulturindividualismens ødelæggelse af muligheder for at etablere naturlige former for socialitet.

Selvfølgelig gælder det om at fjerne kontanthjælpsloftet. Om at fjerne karakterkriteriet for adgangen til uddannelsessystemet. Selvfølgelig skal venstrefløjen kæmpe for ordentlige dagpengeordninger, boligsikring og så videre. Men det drejer sig nok så meget om at formulere, hvem der skal kæmpe for de konkrete velfærdsforanstaltninger og konkret beskrive, hvordan disse velfærdsforanstaltninger skal institutionaliseres og forvaltes i en ny type velfærdsstat, der ikke på samme måde som tidligere kan vende sig mod de samfundsgrupper, der har gennemført kampen. Og her er det ikke nok at henvise til abstrakte demokratiseringsperspektiver og demokratisk aktivering af civillivet.

Kampen for velfærdsforanstaltningerne må forbindes med praktiske forslag til afbureaukratisering af hele den offentlige sektor, og demokratiseringen stopper ikke ved forbedrede myndighedsbetingelser for de ansatte. Den må række ud og finde praktiske måder at inddrage lige netop de bevægelser i civilsamfundet, der dels har kæmpet for velfærdsreformerne, men også socialt og styrkemæssigt er stærke nok til at opretholde de kollektive forvaltnings- og tænkeformer. Dvs. velfærdskampen skal formuleres i et klasseperspektiv, der ikke lader sig indskrænke til ganske specifikke velfærdsforanstaltninger, men i sig også indeholder et politisk, økonomisk og kulturelt opgør med den neoliberale logik, der ikke længere har noget at tilbyde, men som træg masse stadig hænger i hovederne på lønmodtagerne fra de forskellige klasser, på alle dem, der befolker de faglige apparater og politiske partier til venstre for midten.

Disse overvejelser har for mig at se som konsekvens, at den socialistiske venstrefløj må gøre op med den uspecifikke og i realiteten tomme omgang med begrebet velfærd. Den skal tilsvarende gøre op med den metodiske individualisme og neoliberalismens mange atomistiske fejlslutninger (bl.a. den udbudsøkonomiske tænkning) og formulere de ønskede velfærdsforanstaltninger på en kollektiv klassepræmis, der taler til og omfatter de mange og ikke isolerer sig som socialpolitisk korrektiv til højrefløjens klassepolitik. For det tredje bliver det opgaven løbende og konkret at tegne billedet af den velfærdsstat, der skal institutionalisere velfærdsforanstaltningerne og den sammenhæng konkret og praktisk pege på, hvordan selv samme velfærdsstat skal håndtere modsætningerne mellem hensynet til de kapitalistiske produktions- og profitformer og hensynet til de brede lønmodtagers velfærd.

Det er i det spændingsfelt, der vil træde frem i et mangfoldighed af politiske, økonomiske, kulturelle og diskursive modsætningsformer, at den socialistiske reformstrategi og de politiske partier skal stå deres prøve, når det drejer sig om at opbygge og udvikle de programmer, organisationer og institutioner, der skal rydde vejen for velfærdsreformerne og sikre, at de ikke igen og igen underløbes, udvandes eller umuliggøres af den kapitalistiske samfundsøkonomis rationale, som de herskende klasser til enhver tid vil fremstille som uomgængeligt. Det er ikke nok at sige nej til en masse ting. Man skal også formuleret de initiativer, som et flertal kan sige ja til.

Frihed-lighed-solidaritet udgjorde den socialdemokratiske reformbevægelses styrende kompas i kampen for velfærdsstaten. Den praktiske indretning af velfærdsstaten tømte disse tre paroler for progressivt indhold, og stillede den socialdemokratiske arbejderbevægelse næsten forsvarsløs over for de herskende klassers modangreb fra slutningen af 70’erne og frem til i dag. Det efterlader nutidens socialistiske venstrefløj med den opgave at genindføre og genformulere de tre paroler som kompas for den moderne velfærdskamp og på en og samme tid overvinde fortidens kontrafinale aspekter i den ”virkeliggjorte velfærdsstat” uden at gøre sig illusioner om, at nye kan undgås.

Hvis den socialistiske venstrefløj omvendt fortsætter med at formulere sig i brede og indholdstomme termer om forsvaret af velfærd, fællesskab, velfærdsstat - hvis den fastholder sin identitet som en reaktiv protestbevægelse og samtidig vedbliver med at legitimere en falleret liberalismes metodiske individualisme på alle væsentlige samfundsspørgsmål, herunder statsspørgsmålet, fremstår den som en anakronisme.