Hvem må sige hvad om hvem?
Af Rune H. Jørgensen

Offentliggjort: 15. februar 2016

Hvad ville du gøre, hvis du mødte Hitler, inden han kom til magten, og du vidste, hvad han ville komme til at gøre?

Da jeg gik i folkeskole, var dette en overgang et filosofisk tankespil, vi stillede hinanden. Når først man lige havde være igennem det obligatoriske, “Det kan man jo ikke vide” og kaldt personen, der stillede spørgsmålet, for “åndssvag” et par gange, var svaret næsten alltid: “Jeg ville skyde ham”. Der var selvfølgelig de, der allerede dengang var velovervejede og inde i retssikkerheden, som sagde, at han jo ikke var skyldig, før han havde begået forbrydelse, men de havde jo overset pointen i legen, og var alt for objektive. For man skulle jo svare, at man ville skyde ham, eller som minimum gøre et eller andet for at stoppe det, der ville ske. Alt andet var uacceptabelt.

Hvis man i 1980’erne som barn havde refereret nogen som helst, der havde snakket om teltlejre til flygtninge eller overdragelse af deres smykker ved grænsen, så var man røget på sit værelse med stuearrest. 2. verdenskrig og dens forfærdeligheder var langt bag os, menneskeheden havde nået en større indsigt, og selv i børnehøjde var vi klar over, at sådan noget aldrig skulle gentage sig, og at det menneskesyn, der herskede dengang, var forkasteligt.

Nu er jeg på det seneste blevet i tvivl om, hvorvidt der ville være sket noget som helst, hvis noget nulevende menneske havde mødt Hitler, eller en nutidig – måske stadig  under opbygning – version af ham. Pt. er det nærmest udtryk for en nyfunden indsigt og erkendelse, hvis man er i stand til at tage bladet fra munden og lange ud efter de mennesker, der søger vores hjælp. Generaliseringerne står i kø for at komme ud over læberne, og der er endda de, der har været bange for at blive kaldt racist, men ikke er det mere. De går dermed med på præmissen om, at man sagtens kan sige noget der er racistisk, uden at man skal finde sig i at blive kaldt racist. Det er en ansvarsfraskrivelse.

Fred være med, at man har holdninger, der er usympatiske, men man skal lade være med at ophæve betydningen af vores fælles ord, blot fordi man ikke kan lide at blive identificeret af dem. Der er pr. definition ikke noget racistisk i at sige, at mænd der undertrykker kvinder er nogle dumme svin. Men der er både noget racistisk og chauvinistisk i at sige, at man har været bange for at blive kaldt racist, men ikke er det mere, og derfor er klar til at erkende, at der er et problem med kvindeundertrykkelse ud fra en generalisering af forholdet til en bestemt race, velvidende at kvindeundertrykkelsen har fine vilkår alle steder, og at det i høj grad mere handler om kultur end race.

På den måde er det heldigt for Pia Olsen Dyhr, at hun ikke længere er bange for at blive kaldt for racist, og uheldigt for os andre, at mens hun fortæller, at hun ikke længere er bange, er med til at ophæve betydningen af, hvad en racist er. Det bliver derfor muligt at sige hvad som helst, og samtidig blive småfornærmet og benægte evt. kategoriseringer af det sagte. Til gengæld må man ofte finde sig i at blive kaldt pladderhumanist, hvis man tilnærmelsesvis påpeger ovennævnte eller foreslår, at det enkelte menneske kun er ansvarlig for sine egne handlinger og ikke tusinder af andres. Et prædikat, der ikke på samme måde er blacklistet eller underlagt forståelsen for indignation som ordet pladdernazist ville være. Uanset om man ser paralleller eller forskelle i de ændringer, der pt. sker i sprog om, holdninger til og fremstillinger af muslimer i verden, og det der skete med sprog, holdninger og fremstillinger af jøder op til 2. verdenskrig, så er det vigtigt at forstå, at man har foretaget en sammenligning.

Den ene har fundet overvejende sammenfald, den anden overvejende forskelle. Det er fair nok, så lad os diskutere udfaldene i stedet for at diskutere, om man kan sammenligne. Der er for mange der godtager sætningen ”man kan ikke sammenligne de to ting”, og det er noget semantisk vrøvl. Så er der de, der sammenligner det, der sker nu i dag med slutningen af 2. verdenskrig. De har ikke fattet at 2. verdenskrig ikke startede in medias res, og at formålet med sammenligningen og debatten om dens udfald, er at turde kigge på fortiden og stoppe evt. sammenfald, der kan føre til at Europa kører af sporet endnu engang. Men der er mennesker der bevidst fordrejer debatten og sprogbruget væk fra kernen og det essentielle.

Der er i dag en diskurs, der handler om måden, hvorpå vi taler sammen. Vi skal tale pænt til hinanden. Det gælder især på internettet, hvor al konsekvens for rabiate udtalelser er ophævet, og folk derfor tillader sig at sige det værste af det værste. Vi skal tale pænt til vores politikere, får vi også at vide. Lars Løkke Rasmussen afholdt en alternativ nytårstale, hvori han adresserede dette problem, nemlig at politikkerne føler, at der bliver talt grimt til og om dem. For et lille år siden kørte en serie på DR2, der ligeledes omhandlede problemet med fokus på de kvindelige politikere, der måtte lægge øjne og øre, til tonsvis af ikke nævnelige ting her. Eksemplerne på det dårlige sprog færdes tit i trusler, øgenavne og bandeord. Disse må vi ikke sige i den offentlige debat, her skal tonen, forståeligt nok, være ordentlig. Men vi skal vel også forholde os til, hvorfor folk skriver på den måde? Jo vist vi skal tale pænt, men vi skal først og fremmest opfører os ordentligt, og hvis man opfører sig som et dumt svin, står det frit for enhver at påtale det, evt. med benævnelse. Er det så at opføre sig dårligt, at man påtaler det? Måske. Måske er det en reaktion på et problem, måske er det en reaktion på følelsen af afmagt. Måske er det manglende indsigt i, at ord på internettet, for mange mennesker, ikke har mindre værdi for modtageren end i den ”virkelige” verden.

Men når Lars Løkke i sin officielle tale siger, at vi for alt i verden ikke må bruge alle vores penge på at hjælpe folk i nød, da der ellers ikke vil være nok til sundhedsvæsenet og skattelettelser, så siger han jo, at nogen desværre må betale prisen med deres liv, enten på flugt eller i sygesengene, da en del af befolkningen skal have skattelettelser. Så enkelt kan det stilles op, og så enkelt bør det stilles op. For således kan prioriteringen åbenbart kun stilles op for Løkke. De rige skal have flere penge og pøblen et sundhedsvæsen.

I regeringen er det ikke muligt at lave et scenarie, hvor man afsætter penge til flygtninge og sygehuse men ikke skattelettelser. Det er hårde ord fra vores statsminister, og nogen vil sige, at det er en svær prioritering, for det er jo i sidste ende, hvad det er, eller “nødvendighedens politik” som det så belejligt er blevet døbt. Andre vil sige at det er en forkert prioritering. Men de mennesker, der sidder på modtagerlinjen for “nødvendighedens politik” må ikke kalde Løkke for en idiot på grund af det. De mennesker der må lide under prioriteringen, skal tale pænt. Og det skal de desuden gøre velvidende, at vi pt. har med et folketing at gøre, der er argumentresistent og nærmest infantil i sin argumentationsform, således at ethvert logisk argument bliver mødt med et "det mener jeg ikke” eller “du ser alt for forenklet på det”.

Hvis man er i den situation, at man må gå fra hus og hjem pga. en række reformer, er man så ikke i sin fulde ret til at kalde politikerne for nogle dumme svin? Og er man desuden fritaget for at blive kaldt for et dumt svin, blot fordi man bestrider et embede af høj prestige, men som man dog selv har valgt? Bør man som politikker ikke besidde den mængde empati, det kræver at forstå dette? Det virker nemt at sige, at der er en hård tone, alt imens man strammer skruen på børn og unge, ældre, arbejdsløse, kontanthjælp, uddannelse, sygehuse, hjemløse, indkvarterer flygtning i teltlejre, fratager dem deres ejendele ved grænsen og uddanner militær til at tage sig af evt. problemer med dem efterflg. Der skal ikke herske tvivl om, at når vi endelig ligger ned, så tager politikkerne det sidste tæppe, mens de fortæller os, at vi skal tale pænt, for tonen skulle jo nødigt blive for hård. Måske er det, fordi tonen reelt er det sidste sted, det efterhånden er muligt at spore en rest af pli og medmenneskelighed i det efterhånden så smålig og navlepillende sted, de kalder for Danmark. Eller bruger de tonen til at fjerne fokus fra essensen af deres politik og det, de render rundt og laver? Så vi ikke lægger mærke til, at de indfører love, der ikke gælder dem, og mørkelægger det, de ikke ønsker, vi skal se, laver aftaler under bordet med andre lande om krig og udlevering og stille og roligt fjerner vores rettigheder en efter en, mens de retorisk planter den ene efter den anden syndebuk i vores daglige sprog. Der er ikke noget der forener som en fælles fjende. Flygtninge må således lægge ryg til selv Richard Ragnvalds vrede, da de bliver et symbol for vores manglende evne til at tage os af vores egen hjemløse. Hele tiden sparkes der nedad, i stedet for at pege fingeren på vores politikere. De eneste der har magt til at skabe de rigtige rammer for alle.

Hvorfra kommer denne afmagt, som jeg tolker det som et udtryk for? Kan den være avlet af den måde vores politikkere vælger at styre samfundet på? Måske. Under cop15 mødet i 2009 udtalte en ledende venstrepolitiker omtrent således, at hun var glad for, at danskerne udøvede deres grundlovssikrede ret til at demonstrere, men at vi alle vidste, at der ikke ville komme noget ud af det, og når det var slut ville danskerne acceptere reglerne, sådan var det jo. En holdning, der udviser en arrogance og ligegyldighed både til befolkningen og grundloven i det land, hun er med til at styre. Pt. er et af argumenterne for at behandle  flygtningene dårligt, at vi i forvejen behandler vores egne kontanthjælpsmodtager dårligt, og derfor selvfølgelig ikke kan behandle flygtningene bedre. Det er et decideret perfidt argument, og på intet tidspunkt bliver det foreslået, at vi begynder at behandle de danske kontanthjælpsmodtagere bedre, ligesom det aldrig foreslås at hæve mindstelønnen fremfor at sænke ydelserne, når man fremfører “det skal kunne betale sig at arbejde” argumentet. Et argument der i øvrigt er på højde med “jorden er rund”, og “børn skal lære at læse og regne i skolen”, hvor sidstnævnte for tiden bliver flittigt brugt til at skabe en skole med dårligere og dårligere rammer til at børnene kan lære præcis dét. Ydermere er Pia Kjærsgaard, der vel som en af de eneste formænd for folketinget ikke kan holde sin mund, ude og fordømme karikaturtegninger. Det er i sig selv lår-klaskende langt ude, men endnu mere langt ude er det, at Pia Kjærsgaards belæg for at gøre det, der lyder “vi tramper jo ikke på flag eller brænder ambassader” faktisk bliver taget seriøst, som om det var en generel handlingsstrategi hos alle muslimer. Og det bliver tager seriøst fordi, hun står i spidsen for et parti, der konstant gør brug af “blæse og have mel i munden samtidig” retorikken, hvor man kan sige noget, der tydeligt kan kategoriseres efter en bestemt definition, men den fraskriver man sig bare. Det er kognitiv dissonans for fuld udblæsning. Vi kan ikke tillade os at kalde hende for det, hun rent faktisk er, for vi skal jo tale pænt, og ender med at godtage hendes argumenterer af frygt for selv at blive kaldt alverdens ting fra landsforrædere til pladderhumanister på trods af, at argument er noget generaliserende vrøvl.

Debattens egentlige emner bliver afsporet af indignerede politikere, der hele tiden taler til vores pænt opdragne indre lille barn. Således skal Mogens Lykketoft stå skoleret for sin “lækkede” tale, og for at kalde Lars Løkke for en svindler og udtale sig om den forhenværende og nuværende regering. Men Lykketoft siger jo noget, som vi alle i bund og grund bør erklære os enige i, i hvert fald hvis vi skal tage udgangspunkt i definitionen af de tillægsord han gør brug af. Men de indignerede står i kø, og Lykketoft kan ikke tillade sig at påpege, at kejseren altså ikke har noget tøj på. Havde det været en brugtvognsforhandler, kontanthjælpsmodtager eller flygtning talen havde handlet om, havde der nok ikke eksisteret den samme forståelse for personen.

Bemærk lige, at jeg ikke er fortaler for et hårdt sprog og forråelse af debatten. Men jeg er i mod, at man forsøger at bilde folk ind, at man taler pænt, blot fordi man ikke bander og bruger øgenavne, eller at man opfører sig ordentligt, blot fordi man smiler og nikker og siger pænt “goddag”. Ordet “undskyld” eller “jeg trækker det tilbage” som det hedder i politik, er for alt for mange blevet et cart blanche til at kunne te sig som en idiot. Jeg er ikke interesseret i, at du siger “undskyld” som min gamle tysklærerinde engang sagde til mig, jeg er interesseret i, at du ændrer adfærd.

Generaliseringer af mennesker holder ikke som argumenter for noget som helst, fordi de altid kan skydes i sænk ved at bede om en konkretisering og derefter en yderligere konkretisering. Det er dårlig opførelse at bruge dem, og ikke en måde hvorpå man kan tillade sig at tale om andre mennesker på. Intet menneske skal være ansvarlig for en andens holdning eller handling.

Så opsummerende. Hvem må sige hvad til hvem? Hvem må gøre brug af ytringsfriheden og hvem må ikke? Hvem skal bestemme hvad der skal debateres og på hvilken måde det debateres på? I 1980’ernes folkeskole mente vi nok at kunne opdage en ny Hitler, hvis vi stødte på ham, da hans holdninger jo naturligt ville stikke ud af mængden. I dag ville vi måske slet ikke få øje på ham.