Hvid nationalisme eller demokratisk socialisme
Af Carl Pedersen

Offentliggjort: 15. februar 2016

Republikaneren Donald Trump og Demokraten Bernie Sanders blev de klare vindere af det første primærvalg i den lille nordøstlige stat New Hampshire den 9. februar. Trump vandt 35.3 procent af stemmerne. Hans nærmeste modkandidat, guvernør John Kasich fra Ohio, kom ind på en anden plads med 15.8 procent. Hos Demokraterne var afstanden endnu større. Sanders fik 60.4 procent mod forhenværende ’Første Dame’, senator og udenrigsminister Hillary Clintons 38 procent.

Resultaterne af vælgermøderne i den midtvestlige stat Iowa den 1. februar var lidt mere sløret. På Republikanernes side vandt Senator Ted Cruz fra Texas, takket være støtte fra evangeliske vælgere, mens Trump kom ind på en tæt anden plads, efterfulgt af Senator Marco Rubio fra Florida. Hos Demokraterne var resultatet nærmest uafgjort, og ved flere valgsteder skulle man slå plat eller krone for at udpege vinderen. Clinton fortolkede alligevel sin føring på to tiendedel af en procent som en sejr over Sanders.

Hvis Trump og Sanders ender med at blive nomineret som deres partiers præsidentkandidater, kommer valget den 8. november til at stå mellem en hvid nationalist og en demokratisk socialist. Amerikansk politik, som ofte synes at virke fremmed for mange europæere, har i 2016 fået et europæisk islæt. Trumps nedladende bemærkninger om mexicanere, hans ønske om at nægte muslimer indrejse i USA og hans åbenlyst foragt for politisk korrekthed kan minde om den retorik, man har oplevet fra Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterna, UK Independence Party i Storbritannien og Front National i Frankrig. Sanders, som ofte henviser til den skandinaviske socialdemokratiske samfundsmodel, har ligheder med den nye venstrefløj i Europa såsom Podemos i Spanien, Syriza i Grækenland og Jeremy Corbyns Labour parti i Storbritannien.

Men det er værd at huske, at både Trumps og Sanders’ holdninger har dybe rødder i den amerikanske politiske tradition. Sanders, som har udtrykt sin beundring for Præsident Franklin D. Roosevelt (1933-1945), er på mange måder arvtager af en New Deal-samfundsorden - den 35-årige periode fra 1933 til 1968, som også omfattede Præsident Lyndon B. Johnsons (1963-1969) Great Society-programmer. Denne samfundsorden byggede på troen på, at det offentlige kunne spille en vigtig rolle i at afhjælpe folk i nød, styrke fagforeningerne og regulere kapitalismens værste udskejelser; og dermed begrænse ulighed og udvide middelklassen. Sanders ønsker fx. at styrke Social Security - et velfærdsprogram indført under Roosevelt i 1935; og han ønsker, at alle borgere skal være omfattet af Medicare - den offentlige sygesikring til amerikanere over 65, der blev vedtaget under Johnson i 1965. Sanders’ udfald mod uligheden i det amerikanske samfund er måske ikke direkte inspireret, men ligger helt klart på linie med Occupy-bevægelsen fra 2011 med deres slagord “Vi er de 99 procent”. Flere Occupy-aktivister arbejder nu for Sanders.

Trump kommer fra en hel anden tradition, en farlig kombination af racisme, anti-indvandrer stemning og imperialisme. Fremmedfjendske holdninger stammer helt tilbage til Know Nothing-partiet i 1850erne - en hemmelighedsfuld organisation, hvis medlemmer opfordredes til at svare “Jeg ved ingenting”, hvis de blev spurgt om partiets aktiviteter. I 1920erne havde frygten for bolsjevisme og indvandring ført til hetz mod radikale elementer, genoplivning af terrororganisationen Ku Klux Klan og anti-immigrationslovgivningen i 1924, som en historiker har kaldt for “en nordisk sejr”. Politikere som Dixiecrat-partiets kandidat Strom Thurmond i 1948[1], Demokraten og senere uafhængige præsidentkandidat George Wallace i 1968 og 1972 og Republikaneren Pat Buchanan, som vandt New Hampshire primærvalget i 1996, kom alle med en blanding af populisme og racisme, der i mange henseender ligner Trumps retorik. Trump er dog ikke så meget “anti-establishment”-kandidat som den logiske følge af et parti, der som reaktion mod New Deal-samfundsordenen samt mod minoriteternes og kvindernes stigende indflydelse i den politiske proces har bygget på Præsident Richard Nixons (1969-1974) såkaldte Sydstatsstrategi, som gik ud på at udsende racistiske budskaber omsvøbt i retoriske fraser som ”lov og orden” (beskyldte bl.a. afro-amerikanere at være for afhængige af offentlige støtte i et forsøg på at appellere til hvide vælgere i sydstaterne). Hvis det lyder bekendt, er det fordi Republikanernes præsidentkandidat i 2012, Mitt Romney, brugte en lignende retorik til at skelne mellem dem, der ydede noget til det amerikanske samfund, og dem, som tog imod almisser. I en tid hvor demografiske forandringer har givet anledning til angst hos dele af den hvide befolkning, falder Trumps løfte om at bygge en mur til Mexico og forhindre Muslimsk indvandring på et tørt sted.

Sanders’ kandidatur udgør derimod en klar afvisning af Clintonisme. For at vinde valget i 1992 var Bill Clinton villig til at lægge afstand til New Deal/Great Society-traditionen. I 1994 fik Præsident Clinton (1993-2001) vedtaget en lov, der førte til massefængsling af især afro-amerikanere. I sin tale om unionens tilstand i 1996 forsøgte Clinton at gøre Republikanernes budskab til sit eget ved at sige, at det offentliges storhedstid var forbi. Senere på året underskrev han en lov, som udhulede velfærdsydelserne og var med til at øge fattigdommen i USA. I 1999 var han med til at ophæve Glass-Steagall-loven, der adskilte almindelige banker fra investeringsbanker og bidrog til boligkrisen i 2008, som fik katastrofale følger for især afro-amerikanere.

Trumps aggressive militarisme - han vil bombe ISIS - afviser ikke at sende tropper til Syrien, støtter torturmetoden ”waterboarding”, som giver ofret en følelse af at være ved at drukne, og går ind for en kraftig forøgelse af USA’s forsvarsbudget - er et vigtigt element i hans hovedbudskab om at ”Gør Amerika stor igen” og falder i god jord hos mange Republikanske vælgere, især i sydstaterne hvor mange primærvalg finder sted de næste par måneder.

Clinton, som ellers var kampagnemedhjælper da Demokraten George McGovern stillede op i 1972, og hendes mand har ironisk nok henvist til forhenværende Udenrigsminister Henry Kissingers lovprisning af Hillary Clintons tid som udenrigsminister. McGovern, Demokraternes præsidentkandidat, vandt nomineringen hovedsageligt pga. hans modstand mod Præsident Richard Nixon og hans udenrigsminister Kissingers Vietnampolitik.

Sanders, som var modstander af både Vietnamkrigen og Irakkrigen, har indtaget en mere forsigtig holdning til USA’s engagement i verden. Selv om Sanders primært har fokuseret på ulighed og korruption, er han begyndt at formulere en udenrigspolitik, der adskiller sig ikke kun fra Trump men også fra Clinton. I en tale på Georgetown University i november sidste år fremhævede Sanders, at USA er nødt til at erkende fortidens fejlagtige udenrigspolitik - bl.a. involveringen i kuppet mod Præsident Allende i Chile i 1973, som Kissinger var indblandet i, og invasionen af Irak i 2003 som har ført til en destabilisering af Mellemøsten. Clinton har påberåbt sig sin ”erfaring” mod Sanders men, som økonomen Jeffrey Sachs påpegede fornylig, har Clinton - foruden at stemme for krigen i Irak – ”støttet en hver krig som USA’s militær og CIA har lagt op til” siden da.

Snart går turen til den vestlige stat Nevada, med dens store Latino befolkning og sydstaten South Carolina, hvor afro-amerikanerne udgør et flertal af vælgere ved primærvalget hos Demokraterne. Clinton står stærk blandt afro-amerikanere, men Sanders håber at gøre indhug i hendes popularitet. Sanders deltog i ”The March on Washington” i 1963, hvor Martin Luther King gav sin berømte “Jeg har en drøm” tale. I 1988 støttede Sanders borgerretsforkæmperen Jesse Jacksons kandidatur til præsidentvalget. Lige efter primærvalget i New Hampshire mødtes Sanders med borgerretsaktivisten Al Sharpton i Harlem. To førende afro-amerikanske intellektuelle har givet Sanders deres støtte - Cornel West, professor ved Union Theological Seminary i New York og Ta-Nehisi Coates, journalist ved The Atlantic Monthly, hvis seneste bog Between the World and Me (2015) vandt The National Book Award sidste år.

Clinton har fået støtte fra mange af hendes forhenværende kollegaer i Kongressen, heriblandt alle de kvindelige senatorer undtagen én - Elizabeth Warren fra Massachusetts, en utrolig populær og progressiv stemme i amerikansk politik. Et muligt scenarie er, at hvis Warren ender med at støtte Sanders, og han får nomineringen, kunne han vælge hende som hans vicepræsidentkandidat og love, pga. hans høje alder, at han ikke stiller op til genvalg efter 4 år. Så kunne Warren stille op i 2020.

På nuværende tidspunkt er det rene spekulationer, og Sanders synes allerede at have godt tag i kvindernes støtte - 55 procent af New Hampshires kvindelige vælgere stemte på ham mod Clintons 44 procent. Blandt de unge kvinder var tallet endnu mere slående - 83 procent mod 16 procent. Selv om Sanders indtil videre kun har fået støtte fra to kongresmedlemmer, er det sigende, at de to er en afro-amerikaner (og til og med muslim) Keith Ellison fra Minnesota og en latino Raul Grijalva fra Arizona, som kunne hjælpe Sanders med at nå ud til minoritetsvælgerne.

Meget kan selvfølgelig ske mellem nu og de sidste primærvalg i juni. Men efter New Hampshire er der en reel mulighed for, at amerikanerne vil skulle gå til valg mellem en hvid nationalist og en demokratisk socialist til november.


[1] Dixiecrat - The States' Rights Democratic Party: https://en.wikipedia.org/wiki/Dixiecrat